H.C. Andersen i Silkeborg.
   
Artikel i Silkeborg Avis den 1. april 1905.

(Efter folkemunde ved S.)

En gang havde H.C. Andersen været en tur ude på vor jydske hede og havde lejet en bondemand til at føre sig til Silkeborg. Undervejs talte digteren og bondemanden om, at det var heldigt, om heden blev beplantet, og H.C. Andersen kom da til at sige: "Det skal jeg for resten nok huske at tale med kongen om, når jeg igen aflægger ham et besøg".

Bondemanden sad og tænkte: "Sikken en storpraler! Jeg er dog ikke så dum, at han kan bilde mig ind, at han kommer i besøg hos kongen, - det ser han just ikke ud til".

Men da de nåede Silkeborg by, og H.C. Andersen bad om at blive ført til Hotel "Silkeborg", var Michael Drewsen her til stede, og da han tog imod digteren på en hel fyrstelig måde, kom bondemanden til at forstå, at det vist var en større personlighed, han havde kørt for, end han havde antaget efter udseendet at dømme.

En anden gang, da H.C. Andersen og Drewsen gik og spadserede, og digteren var bleven noget foran, siger Drewsen til et par Silkeborgdrenge, der stod ved vejen: "Kan I se den mand, der går derhenne?" Det kunne de to drenge da nok. "Når han nu kommer og spørger jer, hvem han er, kan I så sige: Du er den grimme ælling! Kan I huske det, så har I her et par skilling!" Det lovede drengene.

Snart havde Drewsen indhentet H.C. Andersen og siger: "Ja, at Deres digte og eventyr er kendt over hele verden, det er jo mærkeligt, men at hvert barn kender Dem, er dog mere mærkeligt. Derhenne står et par småfyre, se, hvor de ser efter Dem, jeg tør vædde på, at de to godt ved, hvem De er."

Det ville digteren da ikke tro. Men nu fik Drewsen ham da med hen til de to Silkeborgdrenge. "Kender I mig, mine små venner?", spurgte H:C: Andersen. "Ja", sagde den mindste, der var bleven frejdig ved den venlige tiltale, "det gør vi rigtignok". "Hvem er jeg da?" "Du er den grimme ælling".

Drewsen godtede sig jo meget over Andersens forbavsede ansigt, men digteren mærkede intet, hans ansigt blev helt alvorligt, og der glimtede en tåre i hans øje, idet han sagde: "Ja, mine børn, det er rigtigt, jeg er den grimme ælling, der til sidst blev en svane, og sådan kan det måske også gå med jer, I to smådrenge."

Kommentar: Denne sidste historie henlægges i en anden version til Sejs hede, som H.C. Andersen besøger sammen med Drewsen. Her er det dog kun Ún dreng, der får et par skilling for at narre Andersen.