Eftermæle
   

H..P. Bertelsen, Edv. Egebergs Vej 1, Svejbæk har i SILKEBORG AVIS fundet denne lille historie af forfatteren Edvard Egeberg og ”oversat” de gotiske bogstaver til latinske, så en nutidig læser også vil kunne læse med.  Edvard Egeberg boede en stor del af sit liv i Svejbæk i Villa Ekko, der stadig ligger på Edv. Egebergs Vej nr. 3.  Måske er det gården Bjørnholt i Borgedal, der er den gamle kvindes hjem.

 

Silkeborg Avis  Fredag d. 29. Maj 1908

 

EFTERMÆLE.

 

    VI fulgtes op gennem Dalene, den gamle Kone og jeg.  Op mod Gården, hvor hun var fra.

    Vi gik på en bred og vedligeholdt Vej, mellem Agre, der grønnedes stærkt i det milde Foraar og mellem skovklædte høje Bakker.

    Solen varmede vore Rygge i den lune Dale, og den gamle graa Kones muntre Øjne lyste af Glæde over Solen, der frodige Marker og de granklædte Bakker.  Især over Bakkerne.

    Herlighederne vi gik imellem, var hendes og hendes gamle Mands, og hun kunne ikke tie med sin Glæde over dem.

    ”Ja – nu flytter vi snart herfra.  Vor Søn skal have Gaarden.  Vi bygger til os selv dernede.”

    Hun pegede ned mod Søen i Syd.

    ”Ja – nu  er det nemt at tage imod,” sagde hun med Selvfølelse, der ikke misklædte.

    Der saa ikke saadan ud for fyrretyve Aar siden, da vi tog imod det.

    ”Gaarden har vi bygget om.  Og der er ingen Gæld paa den.  Vi byggede ikke, før vi havde Penge til det.”

    ”Og saa har I maaske lidt i Banken ved siden af,” sagde jeg.

    ”Ja, lidt har vi jo,” lo hun underfundigt og veltilfreds.

    ”Markerne er jo i god Drift, og alt det, der ikke er under Plov er beplantet.”

    Jeg spurgte, og hun fortalte.

    Der var hundrede og tres Tønder Land til Gaarden.  De firs var Agerland, de andre firs Skov.  Og næsten hver Plante, der stod paa Bakkerne havde hun og hendes Mand plantet med egne Hænder.  De havde hvert Aar gravet 25,000 Huller og sat 25,000 Planter ned.

    Den lille graa Kone, der endnu ikke var bøjet af Arbejdet i de mange Aar, saa glad paa mig.  Og saa vandrede hendes Øjne hen over de skovklædte Bakker.

    ”Da vi byggede Huset, kunde vi hugge alt, hvad vi behøvede af Bjælker og Spær og Lægter i vor egen skov.”

   Vor egen Skov !

    Hvor var der Klang i de Ord !  Hvor de rungede med Ejendomsret !  Hvert Træ havde de selv plantet !

    Og hvilket Eftermæle har de gamle ikke sat sig !

    Hvert smækkert Grantræ gaar mod Himlen som en Tak for den fattige Jord, der bærer det.

    Lyngen over de mægtige Bakker kan bølge saa skønt, naar den Sensommers blomstrer.  Den kan virke alvorsfuld paa Sindet som en Dødsstund, en Afsked fra Livet, naar den i Vintertiden gør Bjergene mørke og trækker de store Konturer endnu kraftigere op.

    Lyngen taler sit eget Sprog.  Det er mig kært og hjemligt, og jeg vil nødigt miste det.  Men jeg føler Glæde i Sindet, hver Gang jer ser en grøn Naaleplantning brodere det sorte Tæppe og skaber Læ og Hygge og bedre Kaar for det barske Liv mellem Hedebakker.  Jeg bliver vel til mode, hver Gang Banken paa sin stærke Ryg løfter Naaleskoven op mod det blaa.

    Naar de to gamle Folk her Haand i Haand gaar gennem Dalene, hvor Agrenes og Engenes Frugtbarhed er bleven dobbelt stor i de fyrretyve Aar, da vil Granernes Sus være dem en kær Sang, et tusindstemmigt Kor af Venner, af Børn, der takker dem for Livet.  Og for mig og dem, der kender Naaleskovens Historie vil den lyde som en Arbejdets Hymne.

    Jeg ser i Tanken ud over den Skare af Pennens Mænd, Penselens Mænd, Mejselens Mænd, Skolens Mænd – Aandens Mænd.  Og saa vender jeg tilbage til de to gamle.  Sammenlignende.

    De kan staa i en Mandjævning !

Hvor kendes VORT Arbejde om hundrede Aar ?

    Paa et Boghandlerloft, i en støvet, gulnet Avis, paa en væg i en Afkrog i Landet, i en Notits i et Leksikon o.s.v.

    Navnene er glemt med de Slægter, der sammen med os sank under Kirkegaardens Muld.  Og den Aandens Strøm, der udgik fra os, er optaget af andre store Strømme, druknet som et ubetydeligt Tilløb i det store Tidens og Udviklingens Hav, eller maaske – hvad der er sandsynligt – løbet ud i Sandet.

    Men om hundrede Aar knejser Skoven endnu her paa Bakkerne, som et haandfast Minde om fyrretyve Aars trofast Arbejde.

    Og som en Trøst og Tilfredsstillelse for alle smaa trofaste Haandens Arbejde.

 

                                                                  Edv. Egeberg