Hvis man kommer fra Silkeborg og ud at skoven til Sejs fik man til højre øje på et hvidt hus på en flad eng. Huset var sammen med tre, andre i sin tid blevet udstykket fra Stengaarden, som lå lidt højere oppe. I dette hus boede Niels Ernst Christensen, konen hed Trine,datteren Mane, drengene Christian og Anton. Efternavnet Christensen var der ingen, der brugte, nej det hed: Niels og Trine Ernst.
Niels var skovarbejder og Trine var også i planteskolen i skoven, når der var arbejde der. Da jorden ikke egnede sig til landbrug, det var mest lynghede og engjord så var Niels og Trine lige så fattige som de fleste beboere i Sejs. Lidt fiskeri til eget brug var en god hjælp, og dertil kom bærplukning og brændesankning i statsskoven, og her kunne børnene også hjælpe til. Ja man skulle være bjergsom for at få føden under den første verdenskrig.
Når børnene var konfirmerede, var der ikke mange muligheder for at fa dem i lære, men Christian, som var den ældste søn, født 1903, har fortalt, hvorledes han kom I lære hos smedemester Schou på Østergade i Silkeborg. Christians far var også fra ”Næje Sejs”, men på den tid var der ingen skole i Sejs, så de få skolepligtige børn her måtte gå den lange vej til Gl. Laven. Her var der skole i et hus, som hed Bakbo, det lå til venstre, nar man kommer ud af skoven fra Svejbæk siden. Niels Ernst fulgtes med en anden dreng, der hed Chr. Schou. Hans far havde en smedie i Hattenæs. Disse to, drenge mødtes mange år senere på en beværtning i Silkeborg. De var da begge gifte og havde børn. Chr. Schou var blevet smedemester i Østergade i Silkeborg og Niels Ernst var som nævnt skovarbejder med bopæl i Sejs. Efter at have udvekslet barndomsminder og indtaget nogle kaffepuncher, så dristede Niels Ernst sig til at spørge Chr. Schou: Jeg kunne vel ikke få knægten her i lære hos dig. Chr. Schou kiggede lidt på knægten, som stod ved siden af, og så sagde han: Ja, han er jo lidt bette, men hva' han gror vel. Christian blev hos Chr. Schou flere år efter at han var udlært. Derefter var han nogle år hos Hvitved Larsen, hvorefter han kom på Papirfabrikken, hvor han virkede som en dygtig reparatør, indtil han blev pensioneret. Nu er han 81 ar og bor i en af fabrikkens boliger på Smedebakken. Anton kom ikke i lære, han blev skovarbejder som sin far og senere teglværksarbejder. Han sluttede som kommunalarbejder i Silkeborg. Huset er nu revet ned.
I et lille hus længere henne ved Snævringen boede en skomager og hans kone. De står tydeligt for mig. Når jeg mødte en lille mand med en stok i hånden og en lidt skæv gangart på grund af dårlig ryg, da var det skomager Peter Karup Andreasen. Han var født i Kragelund sogn i 1856, konfirmeret i Silkeborg i 1870. Som skomagersvend blev han i 1884 gift i Holmens kirke med jomfru Ulrika Kjellander fra Sverige. De bosatte sig i Sejs i 1898 med børnene Josef, Hans, Sofus og Ester. Går vi et slægtsled længer tilbage, så hed skomagerens far Andreas Jensen og moderen Stine. Næste led kom derefter til at hedde Andreasen, og så må Peter have taget mellemnavnet Karup. De blev i øvrigt kaldt Løv Andreas og Løv Stine. Hvoraf det kom, ved jeg ikke.
Men fattige var de. De boede i et hus, som nærmest kan betegnes som et lynghus, der var gravet ind i en bakke med et tag over. Jorden havde de lejet, og lejekontrakten er endnu i familiens besiddelse, og et uddrag lyder således: Jeg Ernst Christensen bortlejer herved til bemeldte Andreas Jensen på hans og konens levetid, det af ham alt overtagne jordstykke. Her kommer i dokumentet noget ulæseligt, men slutningen er interessant og lyder således: Sejs den 6. november 1874. Som ejer Ernst Christensen. Som lejer Andreas Jensen. Til vitterlighed: Jens Pedersen, Carl Johan Magnussen. Sidstnævnte var begge kendte beboere i Sejs, som vi kan regne til de indfødte. Carl Magnussen husker jeg som en stor mand med et kraftigt skæg, vi kaldte ham Carl Svensker, og huset han boede i ligger der stadig med navnet »Karlsminde«.
Peter Karup Andreasen arbejdede som svend hos skomager Hasselgaard, Østergade, Silkeborg. Hertil gik han hver morgen til fods og hjem om aftenen. Når der kom et hestekøretøj og kusken spurgte, om han ville op at køre, sagde han: Det har jeg ikke tid til. På hjemturen havde han måske varer med hjem fra købmand Legaard på Østergade. Han havde også dagens avis med, og undertiden satte han sig på en bænk undervejs og læste den. Det kunne da hænde, at han glemte varerne. Da trinbrædtet kom i Sejs var han blevet så svag, at han måtte tage toget, og her glemte han også undertiden sine varer, men portørerne kendte ham, så næste dag havde de pakkerne med til ham. Hvis han en dag var lidt sent på den, så ventede toget på ham, hvis de kunne se ham komme, men så fik portørerne skældud af ham: De skulle ikke komme for tidligt! Hans kolleger omtalte ham som en meget dygtig skomager, men lidt arrig af sind. Det påstås dog, at Ulrika selv forsålede sine sko.
Det kan nok have været vanskeligt for Ulrika, der jo var svensker og af væsen efter sigende noget ilter, at falde til i Sejs, hvor »de indfødte« jo nok har haft egenart og egen kultur. Det fortælles, at der var fire koner, som tit kom sammen til en tår kaffe . Det var Hanne Sørensen. Trine Ernst, Mette Nielsen og Ulrika. Under en sådan sammenkomst hændte det tit, at konerne blev uenige om et eller andet. Det kunne være tilfældet ved en sammenkomst hos Ulrika, og så gik de tre andre koner hjem. Da der så var gået en time eller to, så kunne Ulrika ikke holde den ufred ud længere. Så tog hun kaffekanden og gik ud på en lille høj ved huset. Her stod hun så og viftede med kaffekanden, indtil alle konerne havde set det. Det endte så gerne med, at de alle samledes og fortsatte det afbrudte selskab.
Ældre beboere i Sejs kan måske huske huset på billedet. Den næstældste søn Josef levede hele sit liv som skovarbejder i Sejs. Han boede mellem statsskoven og Sindbjerg. Sønnen Sofus blev skomager.
Hans blev kommunalarbejder i Silkeborg, boede i mange år i Kluwersgade og var i en lang periode formand for ligningskommissionen. Hos ham boede Ulrika til sin død. Datteren Ester rejste til Amerika. Efterkommere i Silkeborg har bevaret mellemnavnet Karup, og familien i Sejs kalder sig Krarup.
Huset ved Sejssnævringen - i dag Ålykkevej 7 -
hvor skomager Peter Karup Andreasen boede. Han ses her med hustruen Ulrikka og moderen Stine. Den unge dame er formodentlig datteren Ester, der blev gift med en dansk-amerikaner og bosatte sig i staten Washington.
Der er fremkommet en brandpolice fra De Mindre Landejendomsbesidderes Brandforsikringsforening, den er fra 1908 og kan fortælle om Skomager Peter Karups ejendom på dette tidspunkt.
EM