Kilde : Midtjyllands Avis.
Det er vigtigt at få registreret minderne fra de svundne tilder, inden de går i glemmebogen. I dag er Sejs et byudviklingsområde, hvor nyt og gammelt mødes, men inden for nulevende menneskers erindringsmuligheder var Sejs først og fremmest Sejs Hede, hvor kun få mennesker boede. Holger Madsen, Læssøegade, Silkeborg, er opvokset i Nylykke ovenfor Sejs Hede, giver her en skildring af området, som han oplevet det.
Ved en tilfældighed fandt jeg en dag i mine gemmer nogle postkort med
motiver fra Sejs Hede. De fleste fra tiden 1910-1920. Jeg kom da til at mindes
min skoletid i Sejs skole. Jeg boede i Nylykke (som dengang bestod af 3
landejendomme bag Sindbjerg og Stoubjerg), og min vej til skolen gik
først over en åben mark, så igennem en lille skov med en hulvej og ned
igennem Borgesdal. Der gik jeg fra 1913 til 1920, først tre år i "bette
klas", så fire år i "stuer klas". Der var kun en lærer, det
var C.P.Rasmussen, han bestred det embede fra 1909 til 1946.
Nu skulle denne artikel jo handle om Sejs Hede, men skalvi danne os en mening om
livet på heden, så hører skolen med. Vi børn kom fra alle retninger og
mødtes på skolen for at indsuge så megen lærdom som muligt. Til morgensangen
spillede læreren violin, og vi sang til - eller var det omvendt - det lød vist
ikke særligt godt nogen af delene. Vi havde ikke nogen egentlig eksamen, men
engang om året mødte præsten fra Linå op sammen med nogle af "sognerødderne".
Det har nok været skolekommissionen, og då kan det nok være, at vi var
dygtige den dag, for læreren var jo så flink, at han ikke spurgte os om noget,
som han vidste, at vi ikke kunne svare på. Lært at regne og skrive det fik vi
da. Det var var jo også det vigtigste. At vi ikke kunne et salmevers eller
kongerækken udenad, det gjorde ikke så meget. Det blev i hvert fald ikke
banket ind i os korporligt, for i de syv år, jeg gik i skole ved lærer
Rasmussen, kan jeg ikke mindes, at han har slået nogen af os.
Lærerparet og "bette klas" i Sejs skole 1913.
Damen til venstre i billedet er en søster til lærer Rasmussen.
En af de beboerere på Sejs Hede, der huskes, er Hans Kaspar. Ved at se på
billedet af Hans Kasper foran sit faldefærdige hus, som er understøttet af to
pæle og tækket med lyng, kan man forestille sig, hvor sparsomt han har levet.
Udgifter har han nok ikke haft mange af, da der sikkert ingen gæld har været
på huset. I skat har han antagelig betalt en krone om året. Det var vist det
billigste man kunne slippe, hvis man ville bevare sin stemmeret. Kaspar gik på
heden og samlede revlingeris og birkeris, som han bandt koste af. Hvorledes han
fik dem solgt og til hvilken pris? Een ting er dog sikkert: Han led ikke af
stress, der var jo intet jag med noget. Det han ikke kunne nå den ene dag, det
kunne jo vente til den næste dag.
Hans Kasper er omtalt i Linå Sogns Historie, hvorfra jeg gerne vil citere
følgende: " Nede under bankerne Sindbjerg og Stoubjerg lå for nogle år
tilbage et gammelt og faldefærdigt hus, hvori boede en familie, vist af taterslægt,
Hans Kaspar, sammen med sin moder. Faderen var død nogle år i forvejen.
De levede fredeligt, passede sig selv og fornærmede ingen. Til huset hørte et
lille stykke hedejord, som satte beboerne i stand til at holde en ko. Hans
Kaspar arbejdede undertiden hos naboer og bekendte, når de de ønskede en håndsrækning.
Huset, de beboede, var usselt og fattigt; vi ville syntes, at det ikke var værdigt
til menneskebolig. Der var ikke engang gulv, kun den bare jord; men det generede
ikke beboerne en smule. De var veltilfredse med tilværelsen og ønskede ikke
andet.
Engang havde et Silkeborg-blad fået nys om beboernes sørgelige tilværelse og
sendte da en journalist ud til Hans Kaspar og dennes moder for ved selvsyn at
danne sig et billede af forholdende og derefter til myndighederne at indsende
klage over disse menneskers tilværelse; men der kom journalisten tidligt nok,
idet moderen, da hun blev klar over hans hensigt, jagede ham ud og lod ham vide,
at de manglede intet og boede som de selv ønskede at bo; de ønskede ingen
fremmed indblanding i deres tilværelse.
Min søster Stine, gift med Henry Pedersen, Linå, har fortalt mig, at da hun
som ung pige i 1914 tjente hos Lærer Rasmussen, døde Kaspars moder. Herefter
var der syv beboere i Sejs, der skiftes til at give ham middagsmad. Lærer
Rasmussen var den ene, og Kaspar kom ind og sad til bords sammen med de andre.
Hjælpsomheden var stor dengang, selv om de fleste ikke havde for meget.
Syd for banen, lige neden for Sindbjerg og Stoubjerg, boede Jens og Maren Ovgo (Overgaard). Maren har fortalt mig, at der en dag kom en dreng og råbte: - Maren, der sidder en nøgen mand ude i heden! Da Maren kom derud, så hun, at det var Kaspar, som havde taget tøjet af for at prøve at gøre sig ren for utøj. Da var plagen blevet ham for slem.
Billedet af pigen med fårene er taget imellem Sindbjerg og Stoubjerg. Det er min søster Anna Madsen, som nu bor Læssøegade 13A, Silkeborg. Billedet er taget i 1914, da hun som 16-årig vogtede får på de marker, vi havde mellem bakkerne. Jeg har før omtalt, at jeg boede i Nylykke, nærmere betegnet den midterste ejendom. Til denne hørte også Sindbjerg og Stoubjerg, som min fader, Johannes Madsen, i 1910 solgte til fabrikant Hammer og redaktør Sophus Sørensen. De købte dem for at bevare de prægtige bakker i deres daværende form og tog initiativ til ,at de blev fredet.
Vi talte jo næsten alle den brede, jyske dialekt, som nu efterhånden vel
helt forsvinder. Det er jo beklageligt, at det går sådan, for det lød nu
godt, når gamle Sejs-boere på deres sindige må¨de fortalte en god historie.
Her husker jeg bedst min gamle onkel, Laurs Kristensen, i daglig omtale altid
kaldet Laurs Fisker.
Det var en oplevelse at høre ham fortælle historier fra sit lange liv. Han
blev knap 94 år. Han var 11 år, da det første tog kørte fra Skanderborg til
Silkeborg, og herom fortalte han følgende: - Beboerne samledes på en høj i
nogen afstand fra banen for at se dette djævleskab af et tog med den svimlende
fart, det kunne aldrig gå godt, og efter toget var passeret, blev folk stående
på højen og lyttede. De ventede at høre et brag, når toget kom til den nye
bro ved Silkeborg. Men den holder da endnu.
Da jeg som 14-årig kom til Silkeborg og begyndte som mælkedreng ved Boyen
Rasmussen, Søndergade, talte jeg jo også et bredt jysk, og for ikke at være
til grin, så måtte jeg hurtigt lære bysprog. Jeg skulle for eksempel sige
goddag i stedet for goddaw.
Men alting forandre sig - i dag hilser mange hinanden med goddaw.
Holger Madsen