Fortalt af  Holger Madsen,  Silkeborg

Jeg er født i Nylykke den 18. september 1906. Jeg blev døbt i Linå kirke og fik navnet Holger Harald Madsen.
Min far hed Johs. Madsen, min mor Caroline Madsen, født Kristensen.

Nylykke eller Nyløkke, som det staves idag, betyder på gammel oldnordisk Inklave eller Indelukke.
Det lyder også meget troværdigt, at det i gammel tid har været et Indelukke til kvæg, da det på tre
sider er omgivet af skove. Linå havde jo i gamle dage sine gårde samlet i landsbyen,
hvorfra deres marker gik i stråleform helt ti1 Hårup og Sejs.

Nyløkke bestod af tre landejendomme, hver på cirka 25 tdr. land, til vor ejendom, som var den
midterste hørte lyngbakkerne Sindbjerg (101 m.) og Stoubjerg (99 m.) Disse dejlige bakker solgte
min far fra ejendommen i 1910, vistnok for 800 kr., til redaktør Sophus Sørensen, der senere lod
bakkerne frede.

Om barndommen hedder det derefter:

Vi var fem børn, den ældste var Anna, som var født i 1898, Kirstine 1900, Johan 1902, Aage 1904
og ”Skrav-kagen" som man sagde om den sidste, var mig selv, i 1906.

Min far døde i 19l0, så min mor stod alene med vi fem ukonfirmerede børn og en lille mager
landejendom, som hun ikke kunne magte alene.

Hjælp fra kommunen var der ikke noget, der hed. Præsten i Linå havde en kasse, som han kunne
dele ud af til særlig trængende. Ham ansøgte min mor så om lidt hjælp. Hun fik det svar: Nej min
gode kone, sådan kan jeg skam ikke rutte med pengene. Når mor senere fortalte dette, sluttede hun
med at sige: A ska' olle mi søg om nøj. (Jeg skal aldrig mere søge om noget.)

Moders kamp og gøremål!

Hun søgte aldrig mere offentligt støtte undtagen da hun fik sin folkepension. Hun var stærk og
kæmpede for os børn og for at blive ved ejendommen. Jeg har kun set hende græde to gange.
Det var da min bror Aage druknede 1916, og da hun måtte sælge ejendommen i 1918.

Når jeg i dag tænker på,  hvad min mor måtte udrette i min drengetid, så er det utroligt,  at hun
kunne udstå alle de strabadser,  både fysisk og psykisk. Vi havde fire køer,  et par ungkvier,  4-5
får, nogle grise og høns. Om morgenen tidlig skulle hun malke køerne og have mælken kørt til en
korsvej ca. 400 m fra vores ejendom. Det skete på en trillebør eller på en kælk, hvis der var sne på.
Vi børn hjalp jo til med alt arbejde så godt som størrelse og kræfter tillod det. Returmælken,
skummetmælk til grise og kalve skulle hentes samme sted om eftermiddagen. Her mindes jeg noget,
som nok ikke kunne lade sig gøre i dag:
 

Barndomshjemmet i Nylykke fotograferet 1908 med hele familien ved huset. Den unge mand med
hest og vogn var en fætter, Peter Kristensen, som tjente på gården, fordi manden, Johs. Madsen
havde tuberkulose

Hver onsdag var der udbetaling fra mejeriet. Mælkekusken havde penge med til leverandørerne. Det
kunne jo sagtens lade sig gøre, hvor han kørte ind i gårdene, men her lagde han pengene på spanden
ved det vejkryds, hvor vi skulle hente mælken. Der manglede aldrig nogen penge. Nu var det jo også
et øde sted, hvor der ikke kom mange mennesker.

Når der var malket om morgenen og mælken sendt til mejeriet, så skulle vi have morgenmad, og de,
der skulle i skole, have en madpakke med. Derefter skulle der jo røgtes i stalden, der skulle muges og
fodres, hentes vand til køerne. Brønden lå ca. 40 meter fra stalden, ned ad en skråning. Her måtte vi
sommer og vinter slæbe vandet til kreaturene og til husholdning op ad denne skråning.

Da far døde i 1910 måtte mor sælge hesten og leje arbejdskraft til pløjning og såning. Her fik hun dog
en uvurderlig hjælp fra Niels Nielsen i Hårup. Han kaldtes Niels Smed. Han havde to små islændere.
Niels Smed og hans kone, Dortea, var et par rare mennesker, som gjorde os meget godt ved deres
hjælpsomhed.

I høstens tid kom lærer Rasmussen, Sejs, og høstede med le, og hans kone bandt op efter ham.
Det gjorde de selvfølgelig gratis. Lærer Rasmussen havde været karl på landet, inden han læste til lærer.
Så han nød at kunne bruge en le.
Om vinteren kom Jens ”Ovgo” fra Sejs og tærskede.

Bagning

Man kan vel ellers sige, at mor var selvhjulpen, efter som hun kunne gøre alt og lave alt selv. I vores
gamle køkken var der en stor muret ovn. Jeg husker, at jeg engang blev sendt hen til en nabo og
spørge, om vi kunne låne lidt surbrød. Min mor skulle til at bage rugbrød, og så havde hun ingen
surbrød, en sådan klat skulle gemmes fra hver bagning til at ælte i den nye dej. Den store ovn blev
fyret op med risknipper, som blev smidt ind i ovnen og antændt. Når ovnen var blevet tilpas varm,
så murstenene kunne holde en tilpas varmegrad, så blev gløderne raget ud og brødene sat ind. Det
var altid med en vis spænding, at vi børn så til, når mor åbnede lågen og tog de færdige brød ud. Det
var dog ikke til stadighed, at hun bagte. Jeg husker. at jeg tit har hentet rugbrød ved købmanden i Hårup.

Vi havde til stadighed 4-5 får, som græssede på den magre jord, vi havde imellem Sindbjerg og
Stoubjerg. En varm sommerdag samlede vi fårene nede ved brønden. Her blev fårene vasket. Det var
nu ikke frivilligt, at de gik med til det, så der opstod mange pudsige situationer. inden mor ved vores
hjælp var færdig med dem alle. Så skulle de klippes. De blev bundet på benene og lagt op på en bænk,
hvorpå mor gik i gang med sin fåresaks. og det tog ikke lang tid, før alle havde mistet den varme pels,
og de sprang lystige omkring. da de blev befriet for de snærende bånd om benene.

Om vinteren skulle hele processen med at karte, spinde og strikke udføres. Der var ikke penge til at
købe meget tøj til os børn, så mor udnyttede ulden fra fårene på bedste måde. I tilknytning til dette står
en episode klar i min erindring: En dag var vi børn med mor inde i statsskoven for at samle bark af bøg
eller birk. Barken blev kogt i en gryde, og der fremkom en brunlig masse, som mor farvede garnet i til
vores hjemmestrikkede strømper. Mor sørgede altid for, at vi var rene i tøjet. når vi blev sendt i skole.
Anna og Stine har dog fortalt, at de måtte blive hjemme fra en skoleudflugt til Himmelbjerget, fordi de
ingen kjoler havde, som var pæne nok.

Min bror Aage var kommet i pleje hos Jens og Maren Overgård i Sejs. De havde en lille landejendom,
som de ikke kunne leve af alene, så Jens gik i skoven om vinteren. Der var sket det, at deres ejendom
var brændt helt ned, og medens den blev bygget op igen, så boede de hos os i Nylykke. Aage kunne
godt lide Jens og Maren, og da de tilbød at tage ham med til Sejs, så sagde min mor ja. Det har nok
været med et tungt hjerte, men de boede jo ikke længere væk, end at vi kunne besøge hinanden ofte.

Min søster Stine kom til at tjene hos lærer Rasmussen Sejs. Det har nok mest været for at hjælpe mor,
der fik hun jo kosten, og hun blev ikke overanstrengt. Det har været, før hun blev konfirmeret. Da hun
var blevet konfirmeret fik hun en plads hos skovløber H. P. Kristensen, Det hvide hus, ved
Resenbrovejen. Her gik hun i skoven med 2 køer, som græssede, hvor de ingen skade gjorde på
planterne. Her havde hun det godt nok, men senere fik hun en plads ved en familie i Hattenæs. Her
havde hun meget at bestille, men fik for lidt at spise. Hun har senere fortalt, at når hun var hjemme på
besøg i Nylykke, så listede hun sig til at putte et stykke bart brød i lommen, som hun kunne spise, når
hun blev sulten senere, Hun beklagede sig dog aldrig til mor. Senere kom hun til at plante træer i
statsskoven. Det var nok det, hun tjente bedst ved, men det var jo også på egenkost.

Min bror Johan var måske nok den, der først kom ud at tjene. Vi gik jo alle i Sejs Skole. Her var der
kun to klasser: ”Bette klas” og ”Stue klas”. Vi havde kun en lærer, så blev der kun tre dage om ugen
til hver klasse. Men om sommeren var der nogle af de store drenge, som kun gik to dage om ugen.

Johan kom til at tjene hos skovløber Mads Kristensen i Ivershave, som ligger ved Århus landevej, lige
uden for Silkeborg, nærmere betegnet ved den gamle eg. Her var han så fire dage om ugen. De dage
om ugen han skulle i skole,  kom han hjem aftenen før. Hans arbejde bestod i at passe køerne om
formiddagen og hjælpe Mads i skoven om eftermiddagen. Her savede de træ og satte det i rummeter,
et arbejde, som Mads havde akkord på. Johan har fortalt mig, at han ikke havde været der længe, inden
han kunne lave lige så meget som Mads, der var ved at komme op i årene. Johan var ikke ked af
pladsen. Det var nogle rare mennesker at arbejde for. Før Johan blev konfirmeret. gik han også på
skovarbejde i en privat skov, som tilhørte Kresten Bertelsen. Gården hed ”Bjømholt” og lå mellem
Sejs og Hårup, tæt ved Nylykke.

På vej ti! Sejs Skole skulle vi ned gennem Borgedal, som tilhørte Kresten Bertelsen. I gammel tid hed
det Borkesdal. Her gravede Johan plantehuller på akkord,1 øre pr. stk. På en god dag kunne han
grave 200 huller og tjene 2 kr. Det har nok været en lang dag og hårdt arbejde. Hullernes dybde blev
sommetider kontrolleret af Bertelsen, som målte efter med en pind. Da Johan var 15 år, kom han til at
tjene hos Johan Sørensen. som havde en gård mellem Svejbæk Færge og Himmelbjerget. Det var et
sted, hvor han lærte mange ting. Denne gårdmand var en meget snild mand, han havde f. eks. dæmmet
et vandløb op, så det blev et vandfald. Det kunne trække hans hakkelsesmaskine og meget andet. Han
havde også en kværn, han kunne male mel på. Det var under den første verdenskrig i 1914-18, at Johan
var der. Jeg husker, at vi også fik malet noget korn der, som mor bagte sigtebrød af. Johan fik 200 kr.
for det første år, så ville han i snedkerlære, men da gårdmanden bød ham 225 kr. for at blive et år til,
så blev Johan dette år med, men så kom han også i snedkerlære i Silkeborg, og med sig havde han en
fin anbefaling.

Min ældste søster Anna var kun 12 år, da min far døde, så det var nok hende, mor havde mest hjælp
af, da hun var sund og stærk. kunne hun hjælpe mor med det meste arbejde. Jeg tror, hun har været
omkring 16-års alder, da hun kom til at tjene hos en gårdmand i Linå, der hed Rasmus Danielsen.

Skravkagen

Jeg var ”Skravkagen”, således kaldte man den sidste i en børneflok. Jeg var lille og spinkel. så mig blev
der nok taget lidt hensyn til. Jeg husker ikke, at nogen har herset med mig, men jeg hjalp jo til så godt
jeg kunne, og som kræfterne nu slog til. Jeg flyttede køerne og hentede fårene hjem om aftenen. Her
husker jeg, at den gamle vædder ville stange mig. Jeg fandt så på at gå inde mellem fårene, så kunne
han ikke komme til mig, men da vi kom hjem, tog han rigtignok revanche, han løb efter mig, så jeg
kravlede ind under en vogn og han bagefter. Jo, ham var jeg nu bange for. Jeg var nu bange for mange
andre ting, det var nok mine søskende, som fandt morskab i at gøre mig bange ved at fortælle røver- og
spøgelseshistorier. Det havde så til følge. at jeg ikke turde gå ud. når det blev mørkt. Jeg var især bange
for hugorme. Man havde fortalt mig, at man døde, hvis man blev bidt. Der var dog et gammelt råd, at
hvis der var en, der snittede i såret med en kniv og så sugede giften ud. så blev man reddet. Det råd har
været brugt i den tid, da der var langt til en læge og ingen biler.

Jeg skulle ned gennem Borgedal, når jeg skulle i skole. Her var en indhegning, hvor Bertelsen fra
Bjømholtgård havde sine kreaturer gående. En dag var tyren brudt ud af indhegningen, og vi mødtes
på vejen. Nu var ,jeg jo ingen helt, men jeg var dog så klog, at jeg sprang ind til køerne, så blev jeg
reddet ved at gå et stykke og så springe ud på vejen igen, da jeg havde fået tyren på passende afstand.

Ja, man lærte jo at klare sig selv. Jeg var den eneste fra Nylykke, der gik i Sejs Skole, så jeg gik alene
og oplevede de fire årstider på min egen måde.

Bærplukning

Da min far solgte Sindbjerg og Stoubjerg i 1910 til redaktør Sophus Sørensen og fabrikant Hammer
i Silkeborg, var det med det forbehold, at vi havde retten til at plukke bær, så længe vi boede i
Nylykke. Da min far døde samme år, kom denne bestemmelse os til gode, da vi kunne tjene en god
skilling ved at plukke blåbær og tyttebær, som min mor solgte på Torvet i Silkeborg. Vi fik 25-30 øre
pr. pot. Vi børn fik dog lov at beholde de fleste penge selv. Mor fik vistnok 5 øre for hver pot hun solgte
for os. Tyttebærrene rensede vi ved at lægge et hvidt lagen på jorden. Vi løftede så kurven med bærrene
op i hovedhøjde og hældte dem ganske langsomt ned på lagenet. Vinden blæste så alt det overflødige
væk, og bærrene var rene.

Familiebesøg

Vi fik ofte besøg af vores nærmest boende familie i Sejs og Silkeborg. Da dette næsten altid var en
søndag eftermiddag om sommeren, så, var min mor forberedt ved altid at have hjemmebagt kage på
bordet.

Mine tre forældreløse fætre, Mads, Helge, Alfred og kusine Ane Madsen besøgte os ofte. Deres far,
Karl Madsen (min fars ældste bror) og moderen Maren Madsen var død af T.B; De havde haft en
gård i Skellerup Nygårde ved Hårup. Efter forældrenes død blev gården solgt, og de halvvoksne børn
kom ud at tjene i omegnen. Alfred, der var den, yngste, kom dog i pleje hos vores onkel Laus og Kirstine
Kristensen i Sejs.

Min far havde to brødre i Silkeborg. Anders Madsen var murer og boede i Møllegade nr. 14. Min tante
hed Anne Marie. De havde fire børn, Martin, Henry og Viggo samt datteren Magna.

Den anden bror hed Kresten Madsen og boede i Amaliegade sammen med sin kone Maren, som var
dameskrædder. Kresten havde tilnavnet ”Hane” Madsen. Det havde han fået, fordi han var ansat ved
kommunen. Hans arbejde bestod bl. a. i at gå rundt og se efter, at folks vandhaner ikke dryppede. De
havde sønnen Martin samt pigerne Lise, Anna og Agnes. (De to sidstnævnte døde af T.B. som voksne).

Alle disse fætre og kusiner husker jeg, at vi havde besøg af i Nylykke. Mine tanter og onkler kom ikke
så tit. Men der var jo også en spadseretur på fire km.

Min far havde to søstre, Marie og Matilde. Marie var gift med en ingeniør Bertelsen i København. De
havde en datter, der hed Karen. Jeg husker, at de besøgte os i Nylykke. Matilde var gift med en
murermester i Struer. De havde to sønner, Bruno og Henry.

Mor havde kun to søskende, Laus og Kirsten. Laus og Kirstine boede i Sejs og levede af at fiske. Om
vinteren lavede Laus træsko eller gik på skovarbejde. Her var to sønner, Johan og Peter samt datteren
Stine. Når de kom på besøg, så havde Laus altid fisk med, gerne ål.

Mors søster Kirsten blev gift med Søren Sørensen Skov i Sminge. Kirsten fik samme skæbne som min
mor, hun blev enke, da datteren Ane var fire år og Søren endnu ikke var født.

Holger Madsens onkel, Kresten Madsen, der boede Amaliegade 14, Silkeborg, hans
kone Maren og børnene Martin, Lise, Anna, og Agnes kom ofte på besøg i Nyløkke.
Her er familien fotograferet cirka 1910.