Bette Sine Sindbjerg

I denne  artikel beretter Holger Madsen, Silkeborg, om:

Bette Sine Sindbjerg, Højt hævet over Sejs mellem Sindbjerg og statsskoven til Silkeborg lå en ejendom på cirka 40 tdr land med mose, lyng og lidt opdyrket jord, som kun kunne føde nogle få køer og svin. Fra ejendommen var den smukkeste udsigt til Paradisøerne og helt tilbage til statsskoven og ovenover de grønne marker mod Them. I denne ejendom boede i sin tid Hans Bjørnholt Jensen og hustruen Nielsine med deres to piger Elvine og Elise. Ægteparret flyttede ind som nygifte i1890 og sled og slæbte for at opdyrke hede og mose og skabe en tilværelse for dem selv og deres to piger. Men allerede i 1906 døde Hans Bjørnholt Jensen, så Nielsine måtte dele skæbne med andre enker i Sejs, at skulle skaffe maden til sig og børnene uden nogen form for offentlig hjælp. Det har været en kummerlig tilværelse, især da Nielsine var lille og spinkel. Hun, der stammede fra Voel, blev altid kaldt ”Bette Sine”.

Det første jeg husker om Bette Sine er vel fra 1914, da jeg var 8 år. Da kom hun tit op tiI mit barndomshjem i Nyløkke. Det var cirka 1½ kilometer fra, hvor hun boede. Selv i snevejr og mørke vinteraftener kom hun, da med en flagermuslygte i hånden og viklet ind i en masse tøj. Hun kom gerne for at få et spil kort med min mor, mine søskende og mig.

Mit første indtryk al Sine var, at hun elskede kaffe. Når hun løftede hånden med kaffekoppen, så strittede hun med lillefingeren, lige som de fine damer. Hun var en rar dame, som snakkede meget med os børn. En ting hun fortalte mange gange, ja jeg tror hun var lidt stolt deraf, det var, at hun havde været indlagt på Silkeborg sygehus, hvor hun var blevet opereret af overlæge Aksel Hansen. Han havde fjernet et stykke at hendes endetarm. Det var der ikke nogen andre koner i Sejs, der kunne prale med, sagde hun. Det var iøvrigt mens Sine lå på sygehuset, at hendes mand døde, hvilket man søgte at holde hemmeligt for Sine nogle dage, men hun fortalte senere, at hun godt vidste, at hendes mand var død på Bjørnholtgården, som ligger i Borgedal mellem Sejs og Hårup. Her havde noget familie taget sig af ham, da han blev syg.

Hvorledes Sine klarede at skaffe føden til sig og sine to piger l tiden efter hendes mands død og til hun fik døtrene gift er næsten ubegribeligt. Det har være svært at fa føden ud af den smule jord. som var opdyrket.

I 1910 blev den ældste datter Elvine gift med Josef Karup Andreasen, Så delte Sine ejendommen i to lige store dele. Josef og Elvine fik den øverste del på 20 tdr land. hvorpå de byggede et stuehus og nogle udhuse til husdyrene. Josef blev skovarbejder, Familien voksede med fem børn, som fik en tryg tilværelse. Josef behøvede ikke som så mange andre at blive krybskytte, idet dyrene af sig selv kom ud på hans marker og spiste af hans roer. Josef var en god skytte, men han skød kun, hvis han manglede noget. Ved sin død havde han 103 gevirer på sin væg.

Da den anden datter Elise blev gift med Rasmus Christensen fra Gl. Rye, fik de nygifte den  anden halvdel af ejendommen og flyttede sammen med Sine i hendes lyngtækte hytte. De byggede senere et nyt hus, hvor også Sine skulle bo, men hun vilde ikke fra den gamle hytte, selvom den var godt tilrøget af et nedslidt komfur.

Efter at begge døtre var blevet gift, led Bette Sine ingen nød. De sørgede for hendes   livsfornødenheder, som øvrigt var små. Sine var altid beskæftiget med noget nyttigt arbejde. Når hun gik i statsskoven, havde hun altid en pose med, hvori hun samlede spåner og granpærer til komfuret. Engang, da hun kom hjem og tømte posen i tørvekassen, var der en hugorm med i posen.

Hendes befordringsmiddel var apostlenes heste, men dem brugte hun flittigt. I sine yngre dage gik hun ofte helt til Voel, hvor hun stammede fra.

Ellers gik hun meget tiI de begravelser, der var i Linå. Her kunne hun jo høre det sidste nyt ved kaffebordet i forsamlingshuset efter begravelsen. Det påstås, at hendes trang til kaffe var så stor, at hun en gang da hun var til en begravelse, hvor følget ikke kunne være til kaffe i forsamlingshuset ad en gang, men måtte deles i to hold, gik ind og fik kaffe begge gange. Da hun efter første kaffedrikning kom ud, blandede hun sig med andet hold og gik ind igen. Når hun havde læst avisen, kunne hun udbryde: Det er en ringe avis, der er ikke en eneste død af dem jeg kender. En gang, der var død en hun kendte, udbrød hun: Nå ku hun no it mie, no ja, det æ no osse læng siden, a ha von i byen. Når hun kom hjem fra begravelse og blev spurgt, hvordan begravelsen var gået, kunne hun svare: Ja, hva, det gik såmæn' meget godt, men kaffen den var nu rlng.

Før i tiden var der kun en grøft mellem statsskoven og markerne, men en dag satte skovvæsenet et vildthegn op, man syntes måske, at Josef, hendes mand, skød for mange dyr, der strejfede ud fra skoven på hans marker. Hvor der før var en sti ind i skoven, blev der nu sat en slags trappe over hegnet, hvilket Bette Sine ikke var tilfreds med, da det var vanskeligt for hende at kravle over med en sæk brænde. Hun har selv fortalt om et sammenstød med den kongelige skovløber, som hun mødte i skoven, da hun sankede træ. Har De et skovkort, sagde skovrideren. Nej a haa itt. Så må De ikke samle brænde her. Jow a må saa, faa det a haa a altid gjor. Jamen jeg er skovrider og forbyder det. A æ liglad, for do ae en lort, æ do, naar du sætte et hegn opp, som a ska kravel over, sagde Sine bramfrit.
Skovrideren havde nu nok kunnet indse, at Sine havde ret, for Josef fik besked om, at han kunne sætte en låge i, så de ikke behøvede at kravle over.

I den store storm i februar 1934 var Sine gået i skoven. Da hendes datter Elise og hendes mand Rasmus opdagede, at hun var væk, sendte de, de store drenge ud for at lede efter hende med påbud om at se godt efter til hvilken side træerne faldt. De fandt deres bedstemor travlt optaget af at samle granpærer fra de væltede træer. De bad hende følge med hjem, da det var livsfarligt at gå i skoven. Ja, det ku li' pass, sagde Bette Sine, at a sku gaa hjem o saa anne sku kom o ta di gue Granpærer.

Med årene blev helbredet så dårligt, at hun kom til at bo på et plejehjem i Bomholt ved Laven. Her døde hun i 1942, hun var da først i firserne. Hun blev begravet på Linå kirkegård.

Sine Bjørnholt Nielsen var en at de typer Sejsboere, som vil blive husket. Hun var bedstemor til 11 børnebørn.