Slægtsgaarden
   
 

Slægtsgården

matr.nr. 60m m.fl. af Linaa by og sogn

 
 

 

>  

 

Ejere:

Jens Jørgensen                                        1845-1869

Peder Jensen                                           1869-1891

Mariane Christensdatter, Peder

Jensens enke                                            1891-1901

Jens Kristian Jensen                               1901-1939

Ane Marie Møller, Jens Kristian

Jensens enke                                            1939-1942

Peter Møller Jensen                                1942-1977

Carl Strunge Jensen                               1977-   

 

J. C. Strunge Jensen. Oktober 2003


 


 

 
 

Indledning

Denne beretning er primært skrevet til mine børnebørn Ditte, Kasper og Karl Lasse Strunge Larsen, og er en ud af flere som omhandler deres farfars slægt.

I en tid hvor mange føler sig rodløse,  hvor udviklingen går så hurtigt og de traditionelle familiemønstre er under stadig ændring, kan en skriftlig doku-mentation om tidligere generationers liv måske give et bidrag til, at den opvoksende generation ser deres liv i en større sammenhæng og styrke familiefølelsen.

Stationsbyen Svejbæk, hvor jeg har levet de første 18 år af mit liv, er opstået i forbindelse med jernbanen Skanderborg-Silkeborgs ibrugtagning i 1871.

I forhold til kommunens øvrige landsbyer er Svejbæk derfor meget ung, og området blev tidligere kaldt Seist eller  Seist Hede. Det egentlige Svejbæk, som stationsbyen fik navn fra, ligger i Them sogn på den anden side af Svejbæk Snævringen.

I Sejs-Svejbæk området var der en række landbrug, som mest havde karakter af husmandssteder, selvom der kunne høre en del jord til, men jorden var af meget dårlig bonitet. Store arealer var eng, selvgroet skov og hede, så det dyrkbare areal var beskedent.

Før 1850 var næsten alle disse landbrug i fæste, og da de overgik til selveje, forblev de næsten alle i slægtens eje i højest 2 generationer.

Én ejendom adskilte sig i denne henseende. Det var den ejendom, min tipoldefar Jens Jørgensen blev fæster af i 1843 og som han købte i 1845.

Ejendommen har gennem tiden undergået store ændringer med hensyn til størrelse og beliggenhed, men har i de sidste 80 år sammen med Stengaarden været de eneste, som kunne kaldes gårde, og da min broder Carl er 5. generation som ejer af ejendommen, har jeg tilladt mig at kalde den en slægtsgård.

Da ejendommen, som nu kaldes Kirsebærgården efter en af de ejendomme, den er sammenstykket af, ydermere har lagt jord til det meste af det nuværende Svejbæk, kan ejendommens historie måske også have interesse for nuværende beboere i Svejbæk

 


Slægtsgårdens historie begynder i april 1843, hvor træskoarbejder Jens Jørgensen flytter til Seist Hede.

For at kende Jens Jørgensens baggrund gives først et kort rids af Jens Jørgensen og hans forfædre, især hvad mandslinien angår.

 

Slægtens mandslinie før 1845.

(F betyder far og FF farfar. Antallet af generationer er regnet i forhold til mine børnebørn (Ditte, Kasper og Lasse), som dette lille skrift primært er tiltænkt).

Dallerup sogns kirkebog indeholder de første indtil nu kendte, sikre oplysninger om slægten før 1845.

Peder Sørensen. (           -24.06.1738) FF-FF-FF-FF-F

Peder Sørensens fødselsår er ikke kendt, men d.09.12.1694 bliver han gift med Abel Jørgensdatter. Ved giftermålet bor de begge i Sorring, Dallerup s. De kan begge være født ca.1670, måske lidt før.

Deres første barn Niels bliver døbt d.05.11.1695 i Dallerup kirke. Forældrene bor i Sorring

Det næste barn Søren bliver født d.18.10.1697. Alle fadderne til de 2 børn er fra Sorring, så familien er sikkert meget bofast.

En af Sørens faddere hedder Søren Jensen, det kan evt. være Peder Sørensens far. Det er ikke undersøgt, om Peder og Abel får flere børn.

D.14.12.1732 dør Abild Jørgensdatter i Sorring, og d.24.06.1738 dør Peder Sørensen.

(Abild og Peder er Ditte, Kasper og Lasses tip 6 oldeforældre.)

Søren Pedersen Dyhr. (18.10.1697-21.10.1767) FF-FF-FF-FF

Søren bliver født i Sorring og døbt d.31.10.1697 i Dallerup kirke. Han bliver gift med Else Sørensdatter d.29.09.1726, hun dør d.01.10.1747. I ægteskabet er der børnene Ellen, Ellen, Bodild, Niels, Abel (farmoderen), Mette og Mette.

Søren Pedersen bliver gift 2.gang d.13.12.1747 med Anne Pedersdatter.

Der holdes skifte efter Gaardmand Søren Pedersen Dyhrs afgangne Hustrue Else Sørensdatter d.8.september 1749. Af parrets børn er 3 i live, nemlig Niels 18 år, Ellen 24 år og Abel 15 år. Gården hører under Skanderborg Rytterdistrikt, skiftet har nr.2026 i Erik Brejls skiftefortegnelse. Søren Pedersen var ikke solvent, idet aktiverne var på 60 Rdl. medens passiverne var på 101 Rdl.

I ægteskab nr.2 var der børnene Peder (opkaldt efter farfaderen) f.29.09.1748, Chresten f.07.05.1751, Else (opkaldt efter 1.kone) f.27.08.1752, Chresten f.17.08.1755 og Jørgen f.11.05.1761.

Søren Pedersen dør i Sorring d.24.05.1767, det sidste barn Jørgen, som er vores forfader,  er da 6 år gammel.

Jørgen Sørensen Dyer. (11.05.1761-02.06.1825) FF-FF-FF-F

Jf. lægdsrullen 1792 er Jørgen 157 cm høj og opholder sig i Dallerup. I 1789-90 opholder han sig i Toustrup.

Jørgen bliver gift med Maren Madsdatter d.12.06.1798. Maren er født i 1772.

I følge folketællingen i 1801 er Jørgen indsidder og daglejer. De bor som Jørgens forældre og Jørgens fars forældre i Sorring. De får 4 sønner Rasmus f.02.05.1800, Jens f.05.11.1804 (min tipoldefar), Niels f.24.04.1808 og Hans f.20.05.1810.

I en periode mangler indførslerne i kirkebogen, og Jens er den første efter at kirkebogen igen bliver ført. Der kan derfor godt være et barn mellem Rasmus og Jens.

Maren dør d.24.04.1817, dvs. medens børnene er mindreårige. Jørgen dør i 1825, hvor den yngste søn netop er fyldt 15 år. Ved sin død benævnes Jørgen husmand.

Jens Jørgensen. (05.11.1804-30.01.1892) FF-FF-FF

Jens Jørgensen er født i Sorring og bliver døbt i Dallerup kirke d. 02.12.1804.

Jf. lægdsrullen 1822 opholder Jens sig  i hjemmet.

Jens Jørgensen må være rejst fra Dallerup sogn før 1833, idet han ikke findes i afgangslisterne fra 1833 og frem. I 1843 er han træskoarbejder i Them og flytter da til Sejst.

D.24.05.1844 bliver Jens Jørgensen viet i Them kirke til Maren Pedersdatter f.13.02.1818 i Them. Marens forældre er Peder Rasmussen og Mette Andersdatter, Hvidemose. Maren blev døbt d.26.04.1818 og konfirmeret i 1833.

Jens og Maren bosætter sig på Seist Hede, hvor Jens ifølge folketællingen d.1.februar 1845 er fæstehusmand.

Her er gårdens historie allerede begyndt.
 

 
 
 

Slægtsgårdens forhistorie.

 Fra  begyndelsen af 1400-tallet havde området omkring Silkeborg Slot været i Aarhusbispernes eje, men fra reformationen i 1536 til 1660 var det kongeligt len.

I  1562 fik Linaa en ny præst ved navn Rasmus Nielsen, han bliver i 1584 provst, og er samme år i København som udsending til Christian d.4’s hyldning.

Når Frederik d.2 opholder sig på Silkeborg slot, er det Rasmus Nielsen, som prædiker for ham i Linaa kirke. Det bekommer åbenbart Majestæten vel, for i 1587 får Rasmus Nielsen “Frihed for skyld, ægt og arbejde og anden tynge af en jordegen gaard i Lenno, som han har købt”. Gården er den gård, som senere kaldes Høggården. (H.Ilum Petersen, Linaa Sogns Historie) . Rasmus Nielsen er præst i Linaa indtil 1611.

Slægten Høg er fra 1677 fæstere, indtil gården overgår til selveje, formentlig i 1777-78, hvor Rasmus Nielsen Høghs fader Niels Rasmussen Høgh, fæster siden 1763, købte den.

Udskiftningen i Linaa by skete i 1795. Ved udskiftningen fik en del af gårdene tillagt store arealer sydvest for byen helt til Hjul Sø og Borger Sø, som søerne hed dengang. Alle parceller fik matr.nr. 60 med et bogstav.

Ved en tinglysning d. 18.september 1817 overtog Rasmus Nielsen Høgh gården efter sin fader

Gården hedder efter udflytningen Linaa Søndergaard.

D. 26.oktober 1841 fik Rasmus Nielsen Høgh approbation til at udstykke en parcel nr.2, pålignet gammel Hartkorn Jordskyld 2 Skpr, 2 Fkr, ½ Alb. Parcellen havde matr.nr.60m.

På parcellen var der bygninger, som Jens Jørgensen er flyttet ind i, evt. først ved sit giftermål med Maren Pedersdatter. Han bliver således fæstehusmand på parcel nr.2.


 

 
 

Jens Jørgensen

 Fæstehusmanden bliver selvejer.

 Den 14.juli 1845 giver Rasmus Nielsen Høgh Jens Jørgensen skøde på parcel nr.2, matr.nr.60m og et tørveskifte, der findes under matr.nr.60n. - Se bilag 1.

Parcel nr.2 omfattede arealet fra Borresø mellem den nuværende Rytterholtvej og Holtenvej op til landevejen Silkeborg-Ludvigslyst samt ovenfor landevejen at areal, der mod nord var afgrænset af Bakkehusets nordskel. Det var således et stort areal, men af ringe bonitet.

Matr.nr. 60 m var på 1.299.950 ¤alen eller knap 93 td.land, som ved den nye hartkornsberegning i 1844 i bonitet blev vurderet fra 1/8 til 3/8, hvor 24 er den bedste bonitet. Ejendommens nye hartkorn blev således 1 Skp, 3 Fkr, 21/4 Alb, dvs. omtrent 2Skp.

Købesummen var 600 Rigsdaler, hvortil kom afgifter, som incl. renter udgjorde 30 rigsdaler og 25 skilling. Endelig betaltes 2 skilling til Linaa Fattigkasse.

Selvejerhusmand Jens Jørgensen lånte til delvis betaling 450 Rigsdaler hos kroholder Jens Sørensen i Linaa, som fik en panteobligation med 1.prioritet i ejendom, besætning, ind- og udbo. Renten var 4%. Renterne skulle betales til juni termin.

Obligationen kunne opsiges med 6 måneders varsel til juni eller december termin. (Bilag1).

Som for de øvrige Sejsejendomme har beboelse og udhus været i een længe, der lå i retning øst-vest med beboelsen længst mod vest. Bygningen lå neden for bakken ved kanten af engen udfor det nuværende Edvard Egebergs vej nr.12. Helt frem til ca. 1970 sås endnu et æbletræ fra frugthaven vest for det sted, hvor bygningen har ligget. Æblerne var røde sommeræbler, lidt melede og smagte dejligt.

 

Jens og Marens børn.

 Kort før Jens Jørgensen blev selvejer fik de deres første barn Mette Marie, som blev født d.07.03.1845, altså 9½ måned efter brylluppet. Ved dåben d. 3.maj blev hun båret af en pige fra Skjellerup og fadderne var 3 gårdmænd fra Haarup. Barnet kaldes op efter mormoderen og formentlig  farmoderen, der hedder Maren.

Jørgen Peter bliver født d.23.01.1847, hjemmedøbt d.4.februar og fremstillet i kirken d.5.april. Barnet bæres af en husmandskone fra  Them Skov, og 2 husmænd fra Sejs Hede står faddere. Som det ses, kaldes barnet op efter begge bedstefædre.

Peder Jensen (min oldefar) bliver født d.21.04.1849 og døbes d.28.maj. Han bæres af farmoderen, og fadderne er farfaderen, en husmand og en ungkarl begge fra Seis. husmanden fra Seis blev iøvrigt Laurs Christensens (Laurs Fiskers) farfar, og ungkarlen blev Laurs Fiskers far.

Else Marie fødes d.11.09.1851 og døbes d.26.oktober. En ung pige fra Seis bærer, og  fadderne er en ungkarl fra Haarup, en fæster Johan Kristensen fra Seis (det bliver Laurs Fiskers far) og en husmand fra Seis.

Ane fødes d.19.12.1853 og døbes d.5.februar. Her er det husmand Mads Jørgensens datter  Maria fra Galten der bærer barnet, medens fadderne er en husmand og en ungkarl fra Seis og en husmand fra Them Skov.

Kun Mette Marie og Peder er konfirmeret i Linaa kirke. Det sker i 1859, henholdsvis 1863.

Mette Marie får bedømmelsen mg/sædelig i kundskab og opførsel, medens Peder får g+/mg og er den næstdårligste på holdet.

De 3 andre børn er sikkert konfirmeret i Silkeborg, idet Linaa er annekssogn til Silkeborg fra 1855.

 

Jens Jørgensen går på aftægt.

  I 1869 var Jens Jørgensen 64 år, så efter den tids målestok var det på tide at drosle ned. Men Jens Jørgensen havde det problem, at han var sent gift og næsten 40 år, da han fik det første barn.

Uvist af hvilken grund var det ikke den ældste søn, men Peder der skulle overtage stedet, og han var kun 20 år og ugift.

Også dengang var det vanskeligt at gennemføre et generationsskifte, når likviderne var utilstrækkelige. Dels skulle forældrenes udkomme sikres, dels skulle de børn, som ikke overtog ejendommen, sikres en arv.

Jens Jørgensen havde jo købt ejendommen i 1845 for 600 Rigsdaler, hvoraf  han lånte de 450 hos kroholderen i Linaa.

Ved salget var der i ejendommen en prioritet på 700 Rigsdaler, idet Jens Jørgensen havde prioriteret med en panteobligation på 600 Rdl. til Thomas Andersen d.6.december 1856, sikkert efter opsigelse af kroholderens pant, og med en pantaobligation på 100 Rdl. til Thomas Andersen d.12.juli 1862.

Generationsskiftet blev løst på den måde, at svigersønnen Hans Christian Sørensen, der var gift med den ældste datter, overtog den del af ejendommen, der lå nord for landevejen Silkeborg-Ludvigslyst. På denne del af ejendommen var der ingen bygninger. Den sydlige del af ejendommen overtog Peder så. - Se bilag 2. og bilag 4.

Den nordlige del, incl. det areal der skulle afstås til Statsbanerne ved banens anlæggelse, var ca.64½ td.land. og den sydlige del ca.28 3/4 td.land. incl. aftægtsfolkenes lod.

Købesummen for den nordlige del fastsattes til 600 Rigsdaler, der blev tilvejebragt således: Køberen udbetalte 50 Rigsdaler kontant og overtog halvdelen af prioriteten på de 700 Rigsdaler. Jørgen Peter og Else Marie modtog hver en obligation på 100 Rigsdaler, som skulle forrentes med 4%.

Den sydlige del blev overtaget af Peder for 550 Rigsdaler, der var så sket modregning for hans arvepart. Peder gav ingen udbetaling, men overtog ligesom svigersønnen halvdelen af  prioriteten på 700 Rigsdaler. Ane og Mette Marie modtog hver en obligation på 100 Rigsdaler.

Hertil kom, at de to købere i fællesskab skulle opføre et aftægtshus på 4 fag på “Rytterholtet” i løbet af et år samt svare aftægt efter en nøje udarbejdet specifikation. Værdien af aftægten blev ansat til 50 Rigsdaler pr. år, og til brug for beregningen af stempelafgiften blev aftægtens samlede værdi ansat til 250 Rigsdaler. Aftægtsperiodens varighed skønnedes således til 5 år - Den blev på 34.

Hele overenskomsten incl. aftægtsaftalen findes i bilag 2.

Overtagelsesdatoen var 11.juni 1869, og overtagelsesdokumentet blev underskrevet i Silkeborg d.18.september 1869.

Efter underskrivelsen viste det sig, at Jens Jørgensen i 1867 havde bortlejet en mergelgrav længst mod nord for 40 år  til Jens Christensen. Arealet var på 56 kvadratfavne, ca 200 m2.


 
 
 

Peder Jensen

 

Peder Jensen tager over

 Jens Jørgensen havde nu gjort sit bo op. Han og Maren var sikret en aftægt, de kunne opretholde livet ved. De boede husfrit, kunne dyrke et stykke jord og fiske i søen. Jens var jo tidligere træskokarl og kunne vel om vinteren sætte sig på “Tællehesten” og lave træsko til familien og måske også sælge nogle. Og dertil havde de jo leverancerne fra de to nye ejere, og blev de syge, skulle de nye ejere passe dem. Det var den tids socialforvaltning.

Børnene, både Peder og hans søskende havde fået deres arvepart, selv om den var bundet i nogle år.

Landbruget havde rimelige betingelser, og den nye by Silkeborg skabte aktivitet  i hele egnen.

Så  Jens Jørgensen kunne se fremtiden i møde i forvisning om, at han havde ordnet alt til det bedste. Han og Maren kunne vel også stadig give en hånd med i travle tider. Maren var jo kun lige fyldt 50 og ved godt helbred.

Foreløbig blev Peders forældre boende hos ham. Han var jo ugift, og aftægtshuset skulle først bygges i løbet af et år.

Men da aftægtshuset så skulle bygges, gik det stærkt. Min far fortalte, at da det var så lille, blev det bygget på een dag. Huset ligger endnu på Rytterholts grund, men stråtaget er skiftet ud med Eternit, og det indvendige er væsentlig ændret, selvom rumopdelingen er bevaret.

I 1871 var jernbanen mellem Skanderborg og Silkeborg færdig, men det har nok trukket ud med godtgørelsen, som de to nye ejere skulle dele, for ekspropriationen blev først tinglæst 4 marts 1873. Fra 60m blev afgivet 2.200 ¤alen og fra 60aq 13.250 ¤alen.

Svigersønnen Hans Christian Sørensen blev åbenbart hurtigt træt af legen, for allerede d.23 marts 1871 overtager en ny ejer Jochum Christensen aftægtsforpligtelserne for den nordlige dels vedkommende. Svigersønnen og datteren Mette Marie flytter til Haarup, så nu var der kun Peder i nærheden. Det har nok ikke gjort aftægtsforpligtelserne mindre tyngende for ham.

 

Peder stifter familie.

 I 1871 blev naboejendommen Kirsebærgården, matr.nr.60s, overtaget af Hieronymus Rasmussen, der byggede nyt stuehus - mine brødres og mit barndomshjem - , hans kone havde en yngre søster Mariane Christensdatter, hun kom helt fra Sall. Med gammelt sprogbrug fattede hun og Peder godhed for hinanden, og de blev gift i 1873. Han var 24 og hun 18 år.

Det er sandsynligt, at Mariane er flyttet med storesøsteren og svogeren til Seis i 1871, idet hendes far døde i 1869 af Apopleksi (hjerneblødning), da hun var 15 år.

De fik deres første barn, min farfar d. 16.juli 1875 og siden yderligere 5 børn, det sidste d.8.8.1888.

  


Ejendommens drift.

 Ejendommen havde en anpart i Hvidemose, men der var åbenbart ikke mulighed for at skære tørv nok, så i 1875 købte Peder af Anders Sørensen Veng for 120 kr. en fjerdedel af moselodderne matr.nr. 60af og 60 am. Købesummen blev berigtiget ved udstedelse af en obligation.

Mergel til eget forbrug kunne han formentlig hente i mergelgraven på matr.nr.60aq, selv om den var lejet ud i 40 år. Kørslen hertil skulle ske langs Anders Bertelsens østre skel, dvs. langs matr. nr. 60aq’s skel mod Langdalsgaard.

Peder og hans familie skulle nu leve af et areal, der var ca. 30% af det, hans forældre havde haft, og samtidig skulle han svare aftægt

I de første år er det nok gået med at klare forpligtelserne, barn nr. 2 blev først født i foråret 1878. Men i 1876 indtraf den landbrugskrise, der varede i 20 år, og Peder havde så kort efter overtagelsen af stedet ikke noget at stå imod med. Så allerede i december 1878 måtte Peder ændre lånet på 350 Rigsdaler (700 kr.) til et lån på 800 kr.

I løbet af 1879 får begge søstre udbetalt deres arvepart, der stod som en obligation i ejendommen. Hver søster fik således 200 kr., der svarede til 100 Rigsdaler. Hvordan denne udbetaling er finansieret vides ikke, måske har låneoptagelsen i 1878 finansieret betalingen af søstrenes arveparter.

Umiddelbart efter nytår 1884 optager Peder et nyt lån, således at ejendommen nu er belånt med 2.000 kr. Det yngste barn Jens (Persille Jens) har fortalt, at ejendommen brændte på et tidspunkt og blev flyttet ovenfor bakken, men ikke hvornår det skete. Det kan evt. være i 1881, dvs inden Jens blev født. Et generalstabskort fra 1882 viser ejendommens nye beliggenhed.

De nye bygninger lå lidt tilbage fra den nuværende Edvard Egebergs vej og gravet lidt ned i forhold til det omgivende terræn. Stuehuset lå øst-vest, hvor nu nr.12 ligger, og udhuslængen med stald og lade lå vest for stuehuset vinkelret på vejen, hvor nr.14 ligger. Bag udhuslængen startede en markvej, der førte ned til landevejen.

Begge bygninger var stråtækte, og stuehusets ydemure var ½-stens. I gangen, køkkenet og spisekammeret var der et cementgulv. Vand hentede man ved at hejse en spand ned i den åbne brønd foran stuehuset, vaskevandet blev båret ud, og toilettet var grebningen bag køerne.

I 1887 er det igen galt, lånet øges til 2.700 kr. Ejendommen må nu være belånt så højt som muligt, og Jens Jørgensen må endnu engang acceptere, at aftægten rykker for lånet.

Ved folketællingen i 1890 er der endnu engang kommet en ny ejer af  Bakkehuset, matr.nr.60aq, nemlig Rasmus Petersen Ellemose og hustruen Ane Marie Hesselbjerg, som også skulle svare aftægt til Jens Jørgensen og Maren. - Jeg kan huske Ane Marie fra min drengetid, hun var da over 80.

Peder Jensens ejendom blev kaldt Bredalslund (FKT 1890), det har den måske heddet allerede da Jens Jørgensen overtog den. Her boede Peder med sin kone og 6 børn, hvor de ældste nu kunne gøre gavn i stald og mark. Peder har måske været træskomand om vinteren ligesom de fleste i området.

  


Peder drukner.

  Den 20. juni 1891 sejlede Peder til Silkeborg for at hente varer til Brugsforeningen i Sejs. Det var en lørdag, og der var markedsdag i Silkeborg.  Det var en dejlig varm sommerdag, og da Peder skulle sejle hjem igen, skete katastrofen ud for Hattenæs.

Peder rejste sig op i båden, faldt over bord og druknede selv om et par lystfiskere, der lå i nærheden, forsøgte at bjærge ham. De nærmere omstændigheder er beskrevet i notaterne om Peder Jensen.

Havde tiderne været hårde for familien, blev det ikke bedre nu. Tilbage var enken med 6 uforsørgede børn og aftægtsfolkene på 86 og 73 år. Der gik da også kun 7½ måned, så var Jens Jørgensen død og begravet.

Af  Linaa sogns forhandlingsprotokol fremgår, at der d.25.nov 1891 blev bevilget aftægtsfolkene 100 kr. årligt i alderdomsunderstøttelse, heraf er de 50 bortfaldet efter Jens’ død.

Min farfar måtte nu ud som daglejer til en løn på 35 øre - om dagen. Senere steg han til 50 øre.

I sommeren 1898 blev Rytterholten solgt fra og fik matr.nr.60bø. Køberen var lærer, senere forfatter Edvard Egeberg, som fik skøde på ejendommen d.30.nov. 1899.

Den gamle Maren, som nu var 80 år og blind, var nok allerede tidligere flyttet fra aftægtshuset, der lå på Rytteholtens areal og ind hos svigerdatter og børnebørn. Jens har da også fortalt, at hun boede hos dem og sad henne ved ovnen.


 
 

Jens Kristian Jensen

 

Ejendommen får ny ejer, og enkerne dør.

  Den 31. januar 1901 overtog min farfar Jens Kristian Jensen ejendommen og skulle yde aftægt til både moderen og den gamle farmor. Skøde og aftægtskontrakt, se bilag 5. Min farfar var da 25 år og ugift.

De to yngste søskende Karoline, 15 år og Jens, 12½ år var stadig hjemme.

Allerede d.6. juni samme år døde hans mor Mariane kun 46 år gammel efter et slidsomt liv, og husførelsen var så overladt til Karoline, der stadig var 15 år.

Maren Pedersdatter blev 85 år og døde d.13.august 1903. Hun nåede at få næsten  34 år på aftægt.

 

En ny epoke begynder.

 Den ejendom, min farfar overtog, var således på 28 td.land., hvoraf ca.4 td.land. eng. Jorden var sandjord, hvor en kraftig forårsstorm kunne flytte helt rundt på det tørre sand og ødelægge de tilsåede arealer, så såningen måtte gøres om, og et tørt forår og forsommer kunne reducere årets afgrøder kraftigt. Markredskaberne har sikkert været mangelfulde og i dårlig stand.

Men den 20 år lange landbrugskrise var overstået, og alt i alt var min farfar, efter at aftægtsforpligtelserne var ophørt i 1903, noget bedre stillet end hans forældre havde været.

I min farfars efterladte papirer har jeg fundet en række oplysninger, som sammen med tingbøgerne giver et billede af  især de ejendomshandler han var involveret i næsten til sin død i 1939. Ejendomshandlerne vil derfor være en væsentlig del af  slægtsgårdens historie i denne periode.

 

1903-1913.

  Den 7.april 1903 udsteder min farfar en tre måneders veksel på 600 kr. til sagfører Tortzen i Silkeborg, og 3.juli 1903 meddeler Tortzen, at et ansøgt lån på 1.000 kr. er bevilget af kreditforeningen. Den danske Landmandsbanks Hypothek- og Vekselbank sender provenuet af  lånet til Tortzen d.11.juli, og efter at advokatomkostningerne er betalt, bliver der 928 kr. til min farfar. Vekslen til Tortzen må antages indfriet i forbindelse hermed.

Det nævnte lån står som 2.prioritet efter det 3½% lån på oprindeligt 2.000 kr., som Peder Jensen optog i 1883, baseret på en vurderingsforretning d.17.oktober 1883. Restgælden er i 1903 1521 kr.38 øre.  Kreditforeningen af  Ejere af mindre Ejendomme på Landet i Jylland har 1.prioriteten, som nu fornyes mod indbetaling af restgælden. Den nye ydelse er 4 4/5% pa.

Gennem disse låneoptagelser opnår min farfar således en likviditetsforbedring på

ca.1.400 kr.

1905 sælger min farfar en hel del jord til forfatteren Edvard Egebergs broder murermester Sigurd Egeberg. Det drejer sig om matr.nr. 60cg, 60ck og 60cl. Det må være arealet fra søen mellem Rytterholtvej og Lilleøvænget og ned til den skrå forbindelsesvej mellem disse to. Hartkornsvurderingen af disse grunde er 1 Fkr og 1/4 Alb eller ca.25% af det samlede hartkorn på 1 Skp og 2 1/4 Alb. Det store jordsalg medfører, at 2.prioritetshaveren kræver indbetaling af halvdelen af prioriteten, nemlig 500 kr.

Det er nok efter dette jordsalg, min farfar har fået kapital til at starte som kreaturhandler.

Karoline rejste hjemmefra 1.november 1904, og i maj 1905 blev Ane Marie Møller fæstet som husbestyrerinde.

I januar 1908 indgav kreaturhandler Rasmus Rasmussen af Silkeborg sin konkursbegæring. Rasmus blev kaldt Rasmus Høwkræn efter sin fader Christen Rasmussen på Ludvigslyst, som var en agtet mand i sognet, og Rasmus og min farfar var gode venner og handlede sammen, så min farfar blev indkaldt til møde i skifteretten. Det har sikkert kostet ham nogle penge.

Naboen Laurs Fiskers yngste søn Peter blev karl hos min farfar i 1910, da han var 16 år. I de efterfølgende mere end 50 år var han i perioder daglejer hos min  farfar og senere min far. Han var ugift og besøgte os næsten dagligt, hvis han ikke følte sig syg, hvad han ofte gjorde.

I december 1908 blev der eksproprieret 4.650 ¤alen af Ministeriet for offentlige Arbejder af hensyn til udvidelse af Svejbæk Holdeplads, godtgørelsen var 232 kr.85 øre eller 5 øre pr. ¤alen (12,7 øre pr. m2). Samtidig blev overkørslen vest for holdepladsen ændret til privat overkørsel.

Kreaturhandelen havde åbenbart grebet om sig, idet der i maj 1909 blev oprettet en kassekredit  i A/S Handels- og Landbrugsbanken på 2.000 kr. med sognefoged Chr. Sørensen Linaa og hestehandler Laurs Jensen Silkeborg som kautionister.

21. juni 1910 indgik min farfar ægteskab i Linaa kirke med sin husbestyrerinde på hendes 35 års fødselsdag.

Da min farmors søster Ane var blevet gift med Rasmus Høwkræn nogle år i forvejen, blev min farfar og Rasmus nu svogre.

I anledning af brylluppet blev stuehusets stråtag udskiftet, og der blev opført et udendørs das på vestgavlen af stuehuset. Det nye tag var af cementtagsten til 7½ øre pr.stk. og kom med tog fra  Alken ved Skanderborg.

20. marts 1911 blev min far født sammen med en dødfødt tvillingsøster. Min farmor havde ingen mælk de første dage, og kun ved hjælp af noget opvarmet sødsuppe den 3.dag overlevede min far. Så det har været en hård tid for mine bedsteforældre. Min far blev hjemmedøbt Peter og blev senere den næste ejer af gården.

I 1910, 11 og 13 solgtes 3 grunde til kunstmaler Einar Giessing, nemlig 60de, 60dg og 60dt.

På grunden nærmest Holtenvejen med udsigt til Himmelbjerget mod øst og til Paradisøerne mod vest opførte han en villa, der senere bla. ejedes af  “Skrædderen” Jakob Herholdt og Thomas Miller, tidligere ejer af Tvilumgård.

 

1914-1928.

 Grundsalgene i det foregående tiår havde reduceret agerbrugsarealet ganske væsentligt, og stalden har nok været utilstrækkelig i nogle perioder. Min farfar måtte derfor se sig om efter noget mere jord. Og her var det så heldigt, at ejeren af naboejendommen Jørgen Skifter Schou ønskede at sælge på grund af alder.

Matr.nr.60s. Kirsebærgården.

I foråret 1914 købte min farfar så Kirsebærgården matr.nr. 60s. Udover den kontante udbetaling blev der optaget et kreditforeningslån på 4.500 kr. og  endelig fik sælgeren et pantebrev på 2.000 kr forrentet med 4½%  og uopsigeligt fra kreditors side i 3 år. Min farfar indfriede imidlertid pantebrevet efter 2 år, men da var det enken, der kvitterede.

Ejendommen var ligesom matr.nr.60m udskilt fra en gård i Linaa, oprindelig var den på knap 63 td.land. incl. Langdalsgård og Holten. Hartkornet var 1 Skp 2 Fkr 2 1/4 Alb, men ved frasalget af Langdalsgård, matr.nr.60an, i 1881 fragik 3 Fkr og 2 Alb, således at 60s havde  3 Fkr 1/4 Alb. Langdalsgård vil senere optræde i slægtsgårdens historie.

Til ejendommen hørte også en andel af de 2 moselodder matr.nr.60af og 60am.

Min farfars onkel (mosters mand) Hieronymus Rasmussen havde iøvrigt ejet Kirsebærgården incl. Holten fra 10 oktober 1871 til 14 december 1881. Hieronymus opførte et nyt stuehus bygget i Kampesten vinkelret på den vestlige gavl af den oprindelige bygning, der var i lerklinede utilhuggede kampesten. Han ejede samtidig Langdalsgård, idet den tidligere ejer havde samlet de to ejendomme, som oprindelig var én ejendom under matr.nr. 60s.

Jørgen Schou frasolgte Holten i 1907.

Straks efter i 1915 solgte min farfar et areal  på 32.686 m2 (matr.nr.60dø) til Svejbæk Træskofabrik, således at arealet endte med at være 80.070 m2 eller 14½ td land..(Arealet fra landevejen halvt op langs skoven var et særskilt matr.nr.60ek). Hartkornet var herefter 1 Fkr  2½ Alb. Stuehuset blev lejet ud.

I 1930 blev ejendommens bygninger udskilt til et særskilt matr.nr.60ic med et grundareal på 2.796 m2. Mellem min farfar og min far blev der d.1.april 1931 indgået en lejekontrakt om min fars leje af  denne ejendom for 500 kr. årlig.

D.1.april 1914 indgik min farfar en lejekontrakt med 5 års uopsigelighed med Jydsk Telefon-Aktieselskab om leje af 1 telefonapparat. Kontraktens opfyldelse var fra selskabet betinget af, at der blev 10 abonnenter ved centralens oprettelse. Mine bedsteforældre fik nr.9, og en abonnenterne måtte i starten have 2 numre for at der kunne blive 10 abonnenter.

Den årlige leje var 65 kr.

Da telefonen ringede første gang, turde min farmor ikke røre ved det nymodens djævelskab og beordrede tjenestekarlen til at tage den. Siden overvandt hun skrækken, men råbte så højt i den, at de kunne høre hende i Silkeborg uden telefon, sagde vi børn. 


 
 
 

!.Verdenskrig og efterkrigsårene.

12.august 1914, i samme måned som 1.Verdenskrig brød ud, fik mine bedsteforældre barn nr.2, der blev døbt Svend. Forældrene var da netop fyldt 40 år.

Krigstiden var økonomisk gunstig for landbruget, og kreaturhandelen blomstrede.

De gamle kreditforeningslån i matr.nr.60s blev indfriet i 1916.

I kompagniskab med dommerfuldmægtig Borberg opkøbte min farfar i 1918 ejendommene vest for Kirsebærgården. Det drejede sig om ejendommene med matr.nr.60ac, 60 ad og 60ae med de tilhørende engparceller, som tilsammen udgjorde det vi kaldte Sejsengen. Alle de nævnte matr.nr. havde tidligere været samlet under matr.nr.60f.  Endvidere købtes matr. nr. 60 ck, der lå nord for matr.nr.60s ned til landevejen samt matr.nr.60ay, der var et trekantformet areal nord for banen og som tidligere havde hørt under 60ae. Handlerne afsluttedes med, at ejendommenes bygninger blev solgt fra, og min farfar overtog jordarealerne som eneejer.

En stor del af arealerne var tilplantet med skov af ingeniør Marius Knudsen, grundlæggeren af Svejbæk Træskofabrik, i 1907. Det drejede sig om matr.nr.60ay, 60ac nord og syd for banen samt 60ad. Den sydlige del af skoven syd for banen var, bortset fra den vestligste del beplantet med Bangsfyr, den vestligste del med Tidselgran. Den nordlige del syd for banen og den væsentligste del af arealet nord for banen var tilplantet med Rødgran, medens den vestligste bræmme nord for banen var med Hvidgran. Skovarealerne kaldtes Sejs Plantage.

I marts 1918 gav de 7 lodsejere i Sejs, som havde færdselsret til vejen gennem plantagen tilladelse til, at den 3 alen brede vej blev erstattet af en 12 alen bred vej placeret 40-50 alen længere mod nord.

Herved blev det muligt at etablere nogle attraktive grunde langs Borresø, og den første, matr.nr.60eq,  blev solgt til fotograf  H.Pors i september 1918. de næste 3 grunde blev solgt under eet for 14.000 kr. til adjunkt Brøndum, i daglig tale pastor Brøndum, det drejede sig om matr.nr.60en, eo og ep. Alle 4 grunde solgtes af min farfar og Borberg i fællesskab.

Brøndum solgte hurtigt derefter til C.F.Balslev, Anine Jensen(senere gift Knap) og søstrene Ege, der underviste på Th.Langs Gymnasium.

Til finansiering af jordkøbene optog min farfar et lån på 5.000 kr.

I 1919 flyttede han en trælade fra matr.nr.60ae(den gamle Thora) til 60m, hvor den blev genopført nordvest for den gamle gårds udhuslænge og blev kaldt for Fjælhuset. Den fandtes endnu på stedet, da jorden blev solgt, mens udhuslængen var revet ned i starten af 30,erne.

Grundene langs Borresø solgtes løbende, og den sidste grund øst for Sejs Søvej solgtes i 1937 til hovmester Georg Hansen. Grunden havde matr.nr.60em, var på 13.000 ¤alen og solgtes for 6.500 kr.

 I 1926 købte min farfar sammen med kreaturhandler Jens Peder Sørensen Silkeborg 2 engparceller, matr.nr.1eg og 1es af V.Keilstrup, ialt ca.4 td.land. De blev delt i en nordlig og en sydlig halvdel, og de to ejere havde så de to dele på skift fra år til år. J.P.Sørensen stod for betaling af udgifterne, og de afregnede så en gang imellem, formentlig i forbindelse med opgørelse af deres indbyrdes regnskab for kreaturhandlerne.nbsp;

I 1926 skænkede min farfar en grund, matr.nr.60hb til opførelse af missionshuset Bethel. Min farmor var jo missionsk.

I dette afsnit er der ikke gjort rede for min farfars engagementer mht. andre ejendomme nord for banen. Dette vil ske i et senere afsnit.

Den økonomiske udvikling nærmede sig i 1921-22 og 1925-27 det kriseagtige, medens de øvrige år i 20’erne var acceptable eller gode for landbruget.

&

1929-1931. Det store byggeri.

 Statsradiofonien var oprettet i 1926, og allerede ved årsskiftet 1928/29 var der langt over 200.000 licensbetalende lyttere.

Juleaftensdag 1928 købte min farfar en radio, ikke et krystalapparat som mange sad og forsøgte at få noget ud af, nej en rigtig Telefunken modtager med højttaler og akkumulator samt en lang udendørs antenne monteret på en mast i form af en afkvistet gran. Hele herligheden incl. opstilling af antenne kostede 727 kr. 80 øre eller mere end 2 køer. Men så kunne min farfar også følge de daglige markedsnoteringer på kvæg og andet, når han ikke var af sted og handle kreaturer.

Men min farfar havde langt større planer. Han ville bygge en rigtig gård. En gård som lå mere centralt placeret, og hvor der var plads til hans efterhånden store besætning og avlen, så en del af kornet ikke skulle stå i “Hæsser” rundt om gården. Som trækkraft til tærskeværket anvendtes tømrer og lillebilvognmand Chr. Laursens Pontiac.

Først skulle avlsbygningerne opføres og så efter et par års forløb stuehuset.

Gennem sine handeler havde han set mange gårde og deres indretning. Derudover tog han ud og kiggede på Eriksborg, en nyopført proprietærgård nord for Silkeborg. En arkitekt havde stået for opførelsen. Resultatet var godt, så min farfar engagerede arkitekten til at  lave tegninger og overslag, indhente priser og stå for opførelsen. Arkitekten hed A.P.Nielsen og var fra Kjellerup.

Da folk i Sejs-Svejbæk hørte om hans planer og byggeriets størrelse, troede de han havde fået storhedsvanvid, og at bruge penge på en arkitekt!

Men min farfar vidste, hvad han gjorde, selvom det jo nok blev lidt dyrere end han havde tænkt sig.

Arkitekten skulle have 700 kr. i honorar. Tegninger blev udarbejdet. gården skulle ikke være 3-længet, nej 4-længet, og med røde facadesten og rødt tegltag. I den vestlige længe skulle der være vognport, karlekammer og hestestald. Ladebygningen skulle være 50 alen lang, i kostalden blev der plads til 42 køer, ungkreaturer og kalve samt en tyr foruden 3 svinestier, et malkerum og 3 opbevaringsrum til roer. Mellem kostalden og svinestalden, som var den fjerde længe, var der et rum med kartoffelkoger og en muret skorsten. Bygningerne skulle være med en solid sokkel opmuret af tihugne kampesten. Kampestenene blev jf. Børge Andersen (søn af vognmand Anton Andersen) hentet på Langdalsgårds marker.

Lofterne i staldene skulle være brandsikre med murede hvælvinger.

Selv møddingen skulle udføres smukt med murede, pudsede vægge på 3 sider og støbt bund over den store ajlebeholder.

Prisen og tidsplanen holdt.

>Arkitekten havde lavet et overslag over byggeudgifterne, som lød på 24.650 kr. I juni 1929 blev murer- og tømrerarbejdet udbudt i offentlig licitation i de 3 Silkeborgaviser. Alle materialeleverancer skulle være bygherreleverancer. Arkitekten havde lavet mængdefortegnelser som en del af udbudsmaterialet.

Der skulle bla. bruges 96.000 mursten, 15.600 hvælvingssten, 5.100 klinker, 19.100 tagsten og 400 sække cement.

Da licitationen var afholdt, kunne arkitekten oplyse, at byggeudgiften ville blive 23.724,32 kr. eller 925,68 kr. mindre end hans overslag.

Byggeriet gik omgående igang, Niels Linde Sørensen fra Glarbo vandt murerarbejdet og J.Chr. Brønd fra Svejbæk tømrerarbejdet, og d.3.december 1929 kunne arkitekten skrive sin slutregning, som omgående blev betalt.

En mindre del af murstenene kom fra Lysbro Teglværk, 3 køer til en værdi af 1.000 kr. indgik som delvis betaling.

Gården stod nu, 5½ måned efter byggestart, klar, og alt var til min farfars fulde tilfredshed.

Umiddelbart efter blev der indlagt lys, men ikke kraft, da ledningerne skulle trækkes helt nede fra landevejen, ca.400 m. Endvidere blev der etableret et malkemaskineanlæg. Trækkraften til malkemaskine henholdsvis kværn og tærskeværk blev leveret af 2 benzinmotorer på 3 og 7½ HK.

I 1930 skete det sidste jordkøb til gården, idet min farfar købte matr.nr.60ap på 41.801 m2 af Martin Knudsen for 3.000 kr.

Begyndende krise.  

1929 indtraf det store krak på Wall Street, henimod 1930 skød mange “svinefabrikker” op, og trods begyndende prisfald var svineproduktionen landmændenes sikreste kort, men henimod årsskiftet 1930/31 taltes der overalt om krise. I løbet af et år var man gået fra optimisme til udsigten til en dyb krise. I 1931 gik Storbritanien fra guldet, og allerede da var krisen  katastrofal for landbruget, så der kom ikke noget stuehus.

 


 
 
 

Ejendomme nord for banen.

 Sideløbende med de mange ejendomshandler, der forøgede gårdens areal, var min farfar også engageret i ejendomshandler nord for banen, delvis pga. sin lillebror Jens.

Jens var jo kun 12½ år, da han blev forældreløs. Derfor blev han hos min farfar, og har vel tjent som karl hos ham indtil han blev soldat. Efter soldatertiden er han sikkert vendt tilbage, der var jo nok at gøre, når min farfar ikke var meget hjemme.

I det følgende findes en række oplysninger om ejerforholdene omkring Langdalsgård, Langdalshus og Langdalsskov.

Langdalsgård.

Ejendommen har matr.nr.60an og er udstykket fra 60p. Hartkornet var 3Fkr 2Alb.

30.01.1868 sælger Hans Nielsen Dyrvig til Anders Berthelsen, som er nævnt i skødet fra Jens Jørgensen til Peder Jensen.

24.12.1881 sælger Hieronymus Rasmussen til Christen Carl Hansen Stougaard

23.11.1907 køber Vognmand Chr. Sørensen, formentlig er han den vognmand Sørensen fra Lysbro, der kørte kreaturer for min farfar.

28.09.1911 Chr. Sørensen sælger til Jens Jensen, min farfars yngste bror.

24.02.1916 Jens Jensen sælger til ingeniør Marius Knudsen

08.051916 Marius Knudsen sælger til fabrikant Lauritz Knudsen, hans søn.

27.07.1919 Th. Nielsen til Jens Jensen for kr.20250.- med min farfars hjælp, idet Jens d.29.07.1919 udsteder en 4½% panteobligation til min farfar. Obligationen er uopsigelig i 8 år, bortset fra ejerskifte og er på 5.000 kr., som står næstefter et lån på  15.000 kr. i A/S Silkeborg Bank. Derudover betaler min farfar det der mangler i købesummen samt renter, ialt kr. 687,18. Det har således reelt været min farfar, der var ejeren af ejendommen, bestående af matr.nr.60an, 60av og 60q. Sidstnævnte 2 matr.nr. er Langdalsskov. Det samlede areal er således ca.32,5 ha el. 59 td.land, hvoraf Langdalsgård 16,2 ha el.ca.29½ td.land.

Af min farfars håndskrevne notater fremgår, at han til stadighed låner Jens penge efter købet 

Min farfar tillader d.23.01.1922, at der forud for panteobligationen må optages et lån på 12.000 kr. i Husmandskreditforeningen. Panteobligationen aflyses d.24.01.1922, så min farfar har måske fået sine penge.

19.08.1924 Rasmus Nielsen, Linaa har købt ejendommen af Jens Jensen for 20.000 kr. og indbetaler udbetalingen på 5.000 kr.til Borberg, der ordner skødeskrivningen.

Jens står derefter kun som ejer af Langdalsskov. - se denne.

27.12.1929 bruger min farfar en panteobligation på 4.500 kr.udstedt af Rasmus Nielsen d.17.12.1924 med sikkerhed i matr.nr.60an som sin sikkerhedsstillelse overfor banken.

27.11.1931 Rasmus Nielsen sælger til Jens Kristian Jensen. Købesum 14.500 kr. Ejendomsværdi 10.000 kr.

Den 1.april 1932 lejer Rasmus Nielsen stuehuset samt plads til 2 heste i stalden for 25 kr. pr. måned og skal fraflytte med 14 dages varsel. Min farfar har da måttet overtage ejendommen som ufyldestgjort panthaver og forsøger at sælge ejendommen.

D.23.06.1932 skriver kunstmaler P.Hougaard fra Rungstedgård, at han ikke i Dag vil slå til med 12.000 kr. kontant, men at de måske kan vende tilbage til sagen i august, når han kommer til Svejbæk. Hougaard ejede villaen Langdalshøj og var blevet velsitueret ved sit giftermål med dame af Dinesen slægten(Karen Blixens familie).

I 1933 flytter min far til Langdalsgård for at blive bestyrer der, og da mine forældre bliver gift d.20.03.1934 på min fars 23 års fødselsdag, bliver Langdalsgård deres første hjem.

D.11.01.1935 bliver jeg født på Langdalsgård, d.15.01.1939 bliver Carl født der inden familien flytter til Kirsebærgården d.1.april 1939.     

Langdalshus.

D.16.03.1933 udlejer min farfar med 1 års gensidigt opsigelsesvarsel Langdalshus til sin broder Jens for 700 kr. pr. år. Ejendommen er på ca. 15 td.land. ager mv. og omfatter matr.nr.8d, 12r, 10d, 34b og 36b af Haarup. På ejendommen findes et stuehus og et udhus.

Langdalsskov.

28.07.1919 Th. Nielsen til Jens Jensen matr.nr.60q, 60av og 60an(Langdalsgård)

22.09.1921 Ejendommen sælges som samlet ejendom med fredsskov.

I slutningen af 1924 sælger Rasmus Nielsen Langdalsskov, matr.nr.60av og 60aq og skal indbetale 2500 kr. af lånet på 12.000 kr. i Langdalsgård.

22.06.1927 Jens Jensen sælger til Sigvard Laursen. Købesum 6.600 kr. Ejendomsværdi 4.000 kr. Arealer: 60q 10 ha 3.307 m2, 60av 5 ha 7.270 m2, 60fn 1.320 m2

18.10.1929 optager min farfar et lån på 4.750 kr. i A/S Handels- og Landbrugsbanken og stiller som sikkerhed et pantebrev udstedt 22.06.1927 af Sigvard Laursen med sikkerhed i matr.nr.60q, 60fn og 60 av. Det var altså endnu engang min farfar, der havde spændt sikkerhedsnettet ud under sin lillebror Jens.

 


 
 
 

Kreaturhandleren.

Der er nok kun gået kort tid efter min farfars overtagelse af stedet Bredalslund, en betegnelse som jeg ellers aldrig har hørt, før han begyndte at handle i det små. Måske har omprioriteringen i 1903 og grundsalgene i 1905 givet den nødvendige likviditet, som blev suppleret med kassekreditten i 1909.

Og kreaturhandelen har været grundlaget for at købe Kirsebærgården i 1914, da det beskedne jordareal næppe var tilstrækkeligt til andet end blot at brødføde familien.

Min far huskede da også mest, at hans far sjældent var hjemme, men næsten altid var af sted for at handle.   

Det var også handelen med kreaturer, der var basis for de senere jordhandeler og opførelse af gården. Min farfar handlede overalt i Jylland og af og til på Fyn, ofte rejste han fra marked til marked, mens kreaturerne blev fragtet med jenbanevogn, lastbil eller trukket af trækkere f.ex. fra de store markeder i Knudstrup til engen i Alderslyst.

Og min farfar var overalt kendt som Jens Kristian, kreaturhandleren fra Svejbæk.

I 20’erne og 30’erne handlede han i kompagniskab med Jens Peder Sørensen og Niels Skjærbæk, således at de handlede hver for sig, men stod last og brast om fortjeneste og tab. Det gav dem en større rækkevidde og en spredning af risikoen. Sammen med slagtermester Sørensen havde han stude på græs i Funderholme.

At det ikke var fortjeneste alt sammen fremgår af hans efterladte papirer.

Ved en voldgiftssag  i Hammerum i 1922 vandt han sagen og fik 106,85 kr. i erstatning på grund af sælgerens fejlagtige oplysning om kælvningstidspunktet, men i juli 1932 måtte han betale 119 kr. fordi han efter 10 dages ejerskab havde videresolgt en 1.kalvs kvie, som viste sig at have kalvekastning og som den havde pådraget sig hos den tidligere ejer.

Da en vognladning køer, som konsortiet havde købt på Fyn i november 1930, ankom til Svejbæk,  var en af køerne død som følge af  de skader, den havde pådraget sig ved at de andre køer havde trampet den ned i vognen. Min farfar krævede erstatning af DSB, som imidlertid afviste kravet, og min farfar og de to øvrige måtte så bære tabet på 360 kr. Sammen med øvrige tab min farfar havde haft blev det i alt 1350 kr. eller 450 kr. til hver.

Fra midt i 1930 og frem til min farfars død findes 25 købekontrakter, hvor min farfar har solgt kreaturer på forskellige former for afbetaling. Under landbrugskrisen har det været svært at få pengene hjem.

Omfanget af min farfars handel med kreaturer ses bedst af hans handelsbøger, hvor hver enkelt handel er noteret med pris og øvrige handelsvilkår samt kælvningstidspunkt. F.ex. har han i perioden 25.07.1934 - 25.10.1934 købt 102 køer og kvier på markeder i 20 byer fra Brønderslev til Varde.

I en del af byerne har han været til  marked flere gange i løbet af de 3 måneder, så det har været noget af et rakkerliv. Forplejningen har sikkert også været uregelmæssig. Når de overnattede, kunne han godt deltage i et slag kort, men i modsætning til mange handelsfolk var han meget lidt til de våde varer, og han røg ikke.

Fritidsinteresser har der ikke været meget tid til, dog gik han i sine yngre dage på jagt, bl.a. sammen med en gårdmand Anders Rasmussen fra Stenhule. I mine bedsteforældres hjem lå der foran divanen et skind fra en grævling, han havde skudt.

I slutningen af november 1934 fik han konstateret kalvekastning hos 1 ko i besætningen. Fra Veterinærdirektoratet ligger der specificerede instruktioner for, hvorledes man skal forholde sig mht. de øvrige voksne dyr og hvorledes stalden og dens omgivelser skal rengøres og desinficeres og gødningen behandles. Udover tabet og de øvrige udgifter vanskeliggjorde det også handelen, indtil stalden var desinficeret.

Så det var ikke omkostningsfrit at handle.

 

Den store landbrugskrise.

 

Den krise, der indtraf i starten af 30’erne, blev meget voldsom for landbruget. I starten forsøgte man at producere sig ud af den(“svinefabrikkerne”). Men da krisen ikke kun ramte landbruget, men samfundet som helhed og var verdensomspændende, måtte landbruget igennem 7-8 meget hårde år, hvor mange gik fra hus og hjem.

At det også var hårdt for min farfar, kan tydeligst ses af hans selvangivelser fra disse år.

Besætningen.

Selv om min farfar drev stor handel, var besætningen indtil 1930 ret lille. Det ses af opgørelserne til selvangivelsen.  

Pr. 1. januar                 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934        1938 1939

Heste                               2      2       2       2      3       3       3              3       2   

Plage                                                         1                                                 1

Føl                                                                                                      1

Køer og tyre                     3     2       5     15     15     16     16             6        3

Kalve og ungkvæg          10     7       9       6     14     22     17             2        3

Orner og søer                                   1       2       4     10       3             5

Fedesvin                                                  20     18       8         

Ungsvin                                          29     41     15              10                     17

Fjerkræ                                           10     10     10     20       ?             ?

På grund af overproduktionen af grise blev der indført svinekort i 1934, således at svineproduktionen blev skåret drastisk ned som det også ses af ovenstående. I 1938 var et svinekort 35 kr. værd, men en slagtegris kun 20 kr.

Indtægter og formue.

Pr. 1 .januar               1928    1929    1930    1931   1932    1933   1934       1938   1939

Indtægt v. landbrug   1.700  1.600   1.800    1.660     565      599                 

Indtægt v. handel      2.842   2.900   3.174    2 290  1.386      800

Renter o.l.                    544     777      400           0         0          0

Indtægt i alt              5.086   5.277    5.374   3.950  1.901    1.399     ?             ?          ?

Værdier                   45.075 47.375 45.600 52.385 47.910 46.025 46.220 42.166 43.160

Gæld                         5.100   4.800   9.285 16.520 19.700 20.600 23.800 16.500 24.506

Formue i alt             39.975 42.575 36.360 35.865 28.210 25.425 22.420 25.066 18.654

Indtægten for 1928 gælder det foregående år og så fremdeles.

Formuetabet fra 1929 til 1930 skyldes, at ejendommen ikke blev vurderet op svarende til byggeudgifterne, hvilket var forventeligt, men de væsentligste årsager til formuetabet siden er nedsættelse af de offentlige vurderinger og underskud på driften. Ejendomsskatterne var jo uafhængige af rentabiliteten og af størrelsesordenen 500-600 kr. pr. år.

 


 
 

De sidste år.

 

De triste år.

Året 1930 (1931 tallene) var tåleligt, men selvom min farfar derefter øgede kvæg- og svinedriften væsentligt var det ikke muligt at opnå et acceptabelt overskud ved landbruget.

Samtidig medførte de vanskelige forhold for erhvervet, at en stor handelsomsætning gav stadig ringere resultat.

Landbrugskrisen havde også været medvirkende til, at de jordhandeler min farfar havde deltaget i, havde tvunget ham til at overtage ejendomme, som belastede hans likviditet og manøvremuligheder. Med ejendommene oven for banen ejede han ca. 145 td.land. eller ca. 5 gange så meget, som han var startet med.

Samtidig med at han måtte se sine værdier kraftigt reduceret, blev hans helbred stadigt dårligere.

D.11.januar 1939 blev han i frostvejr kørt på en stiv hestevogn til min 4 års fødselsdag og hjem igen. Det var ikke godt for hans bronchitis.

D.27.januar underskrev han sin selvangivelse, der viste en gældsforøgelse på næsten 50% det sidste år. Hans sygdom forhindrede ham i at udnytte det begyndende opsving.

 

Død og begravelse.

Efter et sengeleje, der endte med lungebetændelse, døde han d.16.februar, præcis 63½ år gammel.

Et langt livs slid og aktivitet var endt.

Jeg kan huske, at min fars broder Svend kom op til Langdalsgård og fortalte, at min farfar var død. Svend var karl hos min farfar, og havde vist aldrig været ude at tjene.

Jeg var ikke med til min farfars begravelse, men til spisningen bagefter, hvor familie, venner og naboer deltog.

 

Situationen efter min farfar.

Min farmor var nu enke og ejer af 3 ejendomme, Kirsebærgården, Langdalsgård og Langdalshus samt halvpart i et stykke jord i Alderslyst.

Min far var bestyrer af Langdalsgård, og min farbror Svend, som var forlovet med den afdøde drejers datter Kirstine i Hattenæs, var ikke interesseret i at blive ved landbruget.

Min far, som jo ikke var landmand af lyst, fortalte mange år senere, at han egentlig helst var blevet på Langdalsgård, men følte sig nødsaget til at overtage den samlede drift.

Min mor, som lige havde født Carl,(f.15.januar 1939) var  meget ked af at skulle flytte fra Langdalsgård, hvor der var et vidt udsyn  ned over markerne mod skovene på den anden side af søerne.

Så resultatet blev, at min farmor flyttede hen i stuehuset på matr.nr. 60m, og at mine forældre flyttede ned på Kirsebærgården med Carl og mig d.1.april 1939.

Min far skulle så være forpagter af Kirsebærgården, medens Langdalsgård og Langdalshus blev sat til salg, og Svend blev gift med drejerens datter, som blev vores tante Musse.
 


 
 

Peter Møller Jensen

 

Tiden som forpagter.

 Oprydning.

Min far var i 1939 28 år og skulle, indtil de to mindste ejendomme blev solgt, drive dem alle 3.

1938 var det første år efter den store landbrugskrise, og i 1939 var udsigterne lyse, selv om der var mørke skyer over Europa, men det var jo udenfor Danmark, og Chamberlain havde efter mødet i München i efteråret 1938 erklæret, at “der ville være fred i vor tid” 

Så min far gik i gang med at forbedre gårdens drift. Selv om Kirsebærgårdens og Langdalsgårds besætninger blev lagt sammen, kunne en forbedret drift af jorden give mulighed for en forøgelse af kreaturholdet og dermed indtjeningen.

Min far så også en mulighed i at videreføre handelen med kreaturer, som min farfar havde tjent sine penge ved, og som min far så som en kærkommen adspredelse fra landbrugsarbejdet.

Der blev derfor ansat 2 karle og en “Hjorddreng”, og til hjælp for min mor, som nu fik stor husholdning, blev ansat en tjenestepige.

Det store folkehold krævede også en stor omsætning, så min far var meget aktiv med kreaturhandelen. Nu havde han rigtig glæde af sin motorcykel, en 3½Hk BSA.

Langdalshus, matr.nr.8d af Haarup, blev solgt til Lars Landerslev ved skøde d.11.8.1939 for kr.6.000

Langdalsgård blev solgt til Morten Krogh ved skøde d.18.6.1940 for kr.14.500, dvs. samme pris som min farfar købte ejendommen for i 1931. Ejendomsværdien var kr.10.000 i 1931 og kr.8.800 i 1940.

Min far fortsatte herefter som forpagter af Kirsebærgården med et areal af ca.102 td.land incl. moseskifter og arealet i Alderslyst.

 

Bygningernes tilstand.

Avlsbygningerne, der var opført i 1929, var i fin stand, hensigtsmæssigt indrettet og med elektrisk lys men ikke kraft. Trækkraften til maskinerne leveredes af en 7½ og 3 hestes benzinmotor.

Stuehuset var opført i 1872 og helt uden bekvemmeligheder.

Udenfor bagdøren var der en åben brønd med en vippe og en spand i et reb. Omkring brønden var der en bræddeindhegning på ½ meters højde, så jeg kunne kigge ned i brønden, for at se om der var nogle tudser eller frøer dernede.

Skulle man ind ad bagdøren, trak man i et reb, som hang uden på døren, rebet løftede så en klinke indvendigt, og døren var åben. Om natten blev rebet trukket ind, så klinken ikke kunne løftes udefra.

I køkkenet var der et brændekomfur. Vandspanden stod på en muret konsol ved siden af komfuret. Køkkenvasken var uden afløb, så alt vand skulle bæres ud.

I stuen var væggene oliemalede med en mørkegrøn farve, så det var noget dystert.

Toilettet var et das i et lille skur, der var så utæt, at folkene sagde, at man blev solbrændt i striber.

På min mors foranledning blev der dog allerede det første år indført en række forbedringer.

Den åbne brønd blev erstattet af en pumpe med et fast trædæksel, så vi ikke kunne falde i brønden, bagdøren fik låsetøj, og min mor gned stuens vægge med rå løg, så der kunne tapetseres. Det var også en forbedring, at der blev sat 2 riste i væggen mellem stuen og soveværelset, så der kunne trække varme ind i soveværelset, hvis man åbnede for ristene, når det var sengetid.

Der blev lavet afløb fra køkkenvasken det næste år, dasset blev flyttet om i den gamle lade i et muret aflukke med dør, og i 1941 op mod jul fik vi elekrtisk lys i stedet for petroleumslamper.  Der var nu en fantastisk god belysning, i stuen var der en 25W pære og i soveværelset og køkkenet en 15W pære.

I mellemtiden havde min bror Ernst også set dagens lys, nemlig d.5.maj 1940 om morgenen.

 

De første krigsår.

Min far havde fået gang i sagerne, tiderne var forholdsvis gode i 1939 og krigsudbruddet i september gav ikke de store ændringer. Salget af de 2 ejendomme gav lidt bedre likviditet, og samarbejdet med kreaturhandler Niels Skærbæk i Silkeborg styrkede min fars handelsmuligheder. Senere kom en rentier Søren Overgaard, som min far kendte fra sin tid som tjenestekarl i Farre, ind i billedet. Han havde kapital, så de kunne i fællesskab handle så meget, at stalden i en periode var fyldt. Vi havde også egen tyr, der klarede gårdens og naboejendommenes besætning.

Men så megen handel indebærer også en risiko, og vistnok i efteråret 1942 kom der kalvekastning i besætningen. Jeg kan huske, at dyrlægen var der for at se på et kreatur nede i den gamle stald, som var fyldt med kreaturer. Kalvekastningen betød et stort tab. Kreaturholdet blev i hvert fald væsentlig mindre sidenhen.

 

Skoven brænder.

Vinteren 1940-41 var den midterste af de 3 hårde vintre, og det var koldt hele foråret til og med maj. Men juni var varm og solrig med en hedebølge omkring Sankt Hans, også Juli var meget varm med 2 hedebølger, så juli blev den varmeste nogensinde, og max. temperaturen på 35,3 oC er endnu rekord.                                             

Den 8.juli var i begyndelsen af den første hedebølge, og høet var tjenlig til at vendes, så jeg gik ude i engen sammen med de 2 karle, da min far kort over middag kom løbende. Skoven brænder, råbte han, I må komme med det samme. Så de løb alle 3, så hurtigt de kunne.

Det var et tog nr.548, hvor gnister fra lokomotivet havde antændt baneskråningen ud for Taterhytten på banens nordlige side. Vinden var sydøstlig, og branden bredte sig hurtigt til Taterhyttens 12 løvhytter, der gav ekstra næring til ilden, som hurtigt nåede den 10 td.land store skov, fortrinsvis af gran, resten af fyr, som hørte til gården. Skoven var plantet i 1909.

Brandvæsenet fra Silkeborg og fivilligt mandskab gjorde, hvad de kunne, men de kunne intet stille op på grund af tørken, og indsatsen måtte koncentreres om at sikre mod yderligere spredning af branden. Da ilden var døet hen, var 6 td land god skov brændt.

De Danske Statsbaner erkendte at være skadevolderen, der var jo ikke så meget at diskutere, men hævdede kun at være delvis erstatningspligtig, da løvhytterne havde været opført nærmere banen end tilladt, og mente at min farmor havde fået den erstatning hun kunne tilkomme fra brandforsikringen. Min far lod derfor. skovrider ved Hedeselskabet Fr. Piper foretage en opgørelse af det lidte tab, som blev sendt til Statsbanerne. Opgørelsen lød på kr.9.359,54. Forsikringen havde udbetalt 4.800 kr. Statsbanerne holdt på deres, men ville dog erstatte halvdelen af 10 tdr. kartofler, som var brændt på marken , med 65 kr.

Og derved blev det, advokaten kunne ikke komme videre.

Min far følte, at Statsbanerne havde snydt os, og det må jeg give ham ret i. Min farmor kunne jo ikke være ansvarlig for, hvad Taterhyttens ejer havde lavet. Rent juridisk måtte vi vel have krav på den fulde erstatning. Om Statsbanerne så ville gøre regres mod Tatrehyttens ejer måtte jo blive deres sag.

Men sådan opførte staten sig altså overfor Maren i kæret.

Udover skoven brændte Taterhytten og en landbrugsejendom, beboet af Sine og Karl Nielsen samt Hanelius’ udhus. Branden gav anledning til stor avisomtale både på selve dagen og dagen efter. Silkeborg Avis mente at op mod 1000 mennesker, heraf en del spejdere, havde deltaget i slukningsarbejdet.

 

Min far bliver gårdejer. De sidste krigsår.

 Købet af  gården

Min far havde nu i nogle år været forpagter af gården. Det  kunne ikke i længden være tilfredsstillende for ham , hans dispositionsmuligheder var jo begrænsede, og forholdet til hans bror, der nu var gift og drev sin afdøde svigerfars trædrejeri, blev belastet af, at arveforholdene ikke var afklaret.

Da der heller ikke var nogen skriftlig forpagtningskontrakt mellem min far og min farmor, var forholdene også på dette punkt uafklarede.

Forpagtningsforholdet blev defor afsluttet med, at min far overtog Kirsebærgården bortset fra andelen af engen i Alderslyst, der jo ikke var en del af gården, og som min farmor beholdt.

Skødet er tinglyst d.20.marts 1943 på min fars 32 års fødselsdag, men overtagelsen skete d.1.november 1942.

Købesummen blev fastsat til 66.500 kr, hvoraf ejendomsværdi 33.260 kr. og løsøre 33.240 kr. Da værdien af maskiner næppe har været særlig stor, må besætningen endnu have været stor.

Købesummen blev berigtiget således:

Køberen overtog er kreditforeningslån i matr.nr. 60ic på oprindelig            kr. 4.500

Køberen overtager sin mors kassekredit i Handels- & Landbrugs-

banken på kr.20.000 for restgælden                                                            kr.19.000

Køberen udsteder et pantebrev på kr.20.000 til sin bror drejermester

Svend Jensen. Pantebrevet er uopsigeligt i 20 år og forrentes med 4% p.a.  kr.20.000

Køberen udsteder et pantebrev på kr.20.000 til sin mor Ane Marie Jensen.

Pantebrevet er uopsigeligt og forrentes med 4% p.a.                                   kr.20.000

For retskøbesummen kr.3.000 får “sælgerinden”, så længe hun lever           kr.  3.000

tinglyst og pantstiftende bopælsret og ret til fri afbenyttelse af hus med

have og udhus                                                                                           _________

I alt                                                                                                             kr.66.500

De offentlige vurderinger for ejendommen var:

Matr.nr.60ap kr.800(1936), matr.nr.60ic kr.5.500(1936) og øvrige matr.nr.26.200(1942),

dvs. ejendomsværdi i alt kr.32.500.

Den ligningsmæssige værdi af besætning og inventar dvs løsøre var jf. attest fra ligningsmyndigheden kr.8.045

Der er således en markant stor forskel mellem værdien af løsøre ved fastsættelse af købesummen og den ligningsmæssige værdi for løsøret.

Den ligningsmæssige værdi var traditionelt væsentlig lavere end handelsværdien, så det er svært at vurdere, i hvilket omfang min far havde ret i, at han havde købt for dyrt, når det også tages i betragtning, at den offentlige ejendomsvurdering normalt var noget lavere end handelsværdien, og at vurderingen tildels stammede helt tilbage fra 1936.

Selv om det ikke fremgik af skødet, fik min farmor halvdelen af frugthaven vest for stuehuset til sin disposition samt brændsel, kød, mælk og kartofler, ligesom hun boede i lange perioder hos mine forældre i 1953 og 1954, indtil hun kom på alderdomshjemmet i Linaa. Så mine forældre behandlede hende godt.


 
 

De sidste krigsår. Tyskerne tager skoven.

Nu var købet af gården i orden, og min far kunne planlægge på længere sigt, dog var det uvist, hvad krigen ville bringe.

I det daglige mærkede vi ikke så meget til krigen, bortset fra rationeringerne. En af de ting, der var mest mærkbar var, at min far ikke længere kunne køre ud at handle på motorcykel, men måtte cykle i al slags vejr, i 1942 var ørerne nær frosset af ham på en tur vistnok til Sorring. Uden motorcykel var hans aktionsradius begrænset, det betød mindre kreaturhandel.

Karlelønningerne steg meget, der var store lønninger at hente i brunkulslejerne og ved anlægsarbejder for tyskerne og samtidig var 30’ernes arbejdsløshed stærkt reduceret, så den sidste karl rejste i utide i forsommeren 1943.

Min far måtte så reducere besætningen yderligere og klare sig med daglejere til høbjergning, kornhøst og samling af kartofler samt skovarbejde.

Men pludselig fik vi krigen tættere på. I sommeren 1943 henvendte Den tyske Værnemagt sig til min far, idet de ønskede at ”leje” den 25 td.land store skov og indrette en lejr i den. Min far var naturligvis ikke interesseret, men der var ikke noget at gøre.

Tyskerne havde iøvrigt deres danske hovedkvarter på Silkeborg Bad, så skoven lå ideelt til et etablissement.

Min far kunne ikke blive enig med tyskerne om betingelserne, så Skanderborg amt indgik så på min fars vegne en aftale med den tyske Værnemagt om leje af skoven til en halvårlig leje af  882,50 kr, og tyskerne gik igang.

Der blev anlagt macadamiserede veje rundt om skoven og et net af veje inde i skoven, hvor mange træer blev fældet og resten stammet op i 3 meters højde, mens skovbunden blev ryddet for kvas og grene. Rundt i skoven blev gravet 70 dækningsgrave med et let tag til opbevaring af ammunition. Skyttegrave og -huller blev gravet mange steder i skoven. Ved Edvard Egebergs Vej midt for opførtes til venstre barakker for mandskabet og til højre kantine- og køkkenbygning samt sanitetsbygning.

Som erstatning for denne ødelæggelse af skoven fik min far udbetalt 1.872 kr. fra Danmarks Nationalbank.

Til sikring af lejren etablerede tyskerne et 3-dobbelt pigtrådshegn med landminer nedgravet mellem pigtrådshegnene, og telefonledninger blev trukket bag den inderste række pigtråd, så de vagter, der ronderede hele døgnet, hurtigt kunne tilkalde assistance om nødvendigt.

Senere, i 1944, blev der gravet maskingeværstillinger rundt om skoven, bla ved kanten af skrænten mod Borresø ved skellet til Pors’ grund og ved trapperne fra stuehuset op til gården, så evt. angreb over Borresø kunne imødegås.

Krigen nærmede sig sin slutning, og mine forældre var noget ængstelige for, hvad der ville ske i den sidste ende. Ville tyskerne sprænge den oplagrede ammunition af? I så fald måtte man regne med, at gården med besætning ville gå med, der var jo højst 100m til den nærmeste ammunitionsgrav, hvorimod vi kunne håbe på, at stuehuset, som lå nedenfor skrænterne, ville klare den.

 

Krigen er slut.

Den 4.maj om aftenen hørte vi fra BBC i London frihedsbudskabet. Der ville være fred fra næste morgen kl.8, hvor tyskerne ville overgive sig.

Tyskerne undlod at sprænge ammunitionslagrene i luften, og det var godt Det viste sig, at der lå 700 tons ammunition i gravene.

I løbet af sommeren og efteråret blev ammunition og andet udstyr læsset på jernbanevogne og kørt bort. Nogle af de tyske soldater blev tilbage og sat til at fjerne landminer. Da de meldte sig færdige, var man ikke sikker på, at de havde fået alle minerne med, og soldaterne blev derfor kommanderet til at gå arm i arm hen over landminefelterne. Det var nok ikke helt i overensstemmelse med Genevekonventionen, men resultatet var at der blev fundet et antal glemte miner, vistnok 48.

Derefter blev der sat et hegn om skoven, og dyr lukket derind. Da der ikke var sket noget, fik vi efter 3-4 års forløb lov til at gå i skoven, og der er ikke siden opdaget miner, så rydningen har været effektiv.

 


 
 

Efterkrigstiden 1945-53.

 

Selv om krigen var slut, varede det længe inden normale forhold var genoprettet. Rationeringerne fortsatte og blev endog strammet i 1947. Danmark eksporterede smør i stor stil, men alligevel blev smørrationeringen først ophævet i efteråret 1949, og den sidste rationering blev først ophævet i starten af 1953.

På grund af reducerede ressourcer nåede landbrugsproduktionen først op på førkrigsniveau i 1949, og industrien i 1950. Samtidig ændredes bytteforholdet til ugunst for landbruget, idet prisen på importvarerne steg langt hurtigere end prisen på landbrugets produkter.

Så det var ikke gode år for landbruget.

Min far fortsatte driften  uden fast medhjælp, men en tidligere husmand, Laurs Laursen også kaldet Bette Laurs, der var flyttet til Svejbæk fra Bøstrup arbejdede allerede fra sidst i krigen meget af tiden som daglejer. Han havde sukkersyge og kunne ikke tage så hårdt fat, så han fik 8 kr. om dagen, og efter nogle års forløb 10 kr. Han var en meget stabil og trofast arbejdskraft, og konen Kirstine var med til at samle kartofler op.

Under krigen havde far tilplantet nogle td.land med nåleskov vest for skoven ned mod landevejen. De 6 td.land skov ovenfor banen, som var brændt, blev ikke tilplantet, men der opstod efterhånden en blandingsskov. Derudover var der altså små 30 td.land skov, som kunne give et bidrag til gårdens drift. Vores nabo Peder Fisker og hans far Laurs arbejdede af og til i skoven om vinteren, når de ikke kunne fiske, og Peder Fisker var også med, når der skulle tærskes. Han havde gode kræfter, men blev let syg.

Efter krigen genoptog min  far kreaturhandelen, og i 1947 blev motorcyklen udskiftet til en

Citroën 8 model 1934. Den havde han mange glæder af, men der var også mange

besværligheder med de dårlige dæk og slanger, som ideligt punkterede.

Landbrugets mekanisering begyndte så småt, og min far købte sin første traktor. Det var en

Fordson 1931 på jernhjul. Den var ikke løsningen, og i december 1948 købte han så en ny

David Brown. Da det var den første, der blev solgt på egnen, fik han en dobbeltplov med i

købet mod at han kunne bruges som reference.

De to heste Frits og Prins, der var med fra Langdalsgård, beholdt vi dog i mange år, idet ikke

alle redskaber kunne bygges om til traktorbrug.

Min far havde ikke just medvind. 1947 var et katastrofalt tørt år, hvor vi på de3½ td.land vest

for skoven avlede et ½ læs rug. Og i 1949 mistede han en forårsdag 4 ungkreaturer, der blev

stukket af giftige fluer medens de gik på græs i Sejsengen. Hertil kom yderligere  2 mistede kreaturer det år.

At vore forældre havde kræfter til at sende os 3 drenge i betalingsskole på Th. Lang i Silkeborg var

derfor flot. Vi kompenserede så i et vist omfang ved at deltage i arbejdet først og fremmest i

ferierne, men også til daglig.

Salg af enkelte byggegrunde var et nødvendigt tilskud til udkommet.

 

Mekanisering og omstrukturering. 1953-72.

 

Landbrugets mekanisering var allerede begyndt, tilskyndet af lønudviklingen. I perioden skete

der også en omstrukturering af landbrugsdriften, idet lønudgiften til pasning af malkekvæget

gjorde, at mange landmænd gik over til kvægløst landbrug.  På andre brug intensiveredes

svinedriften, idet der i en periode var gode priser på svinekød. Set i det lange perspektiv var

der dog ikke en bæredygtig økonomi for landbruget som helhed, og indførelse af forskellige tilskudsordninger blev nødvendige. Erhvervet så derfor frem til Danmarks indtræden i EF.

Min far drev et blandingsbrug, tildels baseret på opfedning af kødkvæg. Skoven gav

efterhånden som byggeriet kom i gang, og træpriserne steg, et godt bidrag til gårdens drift.

Derudover handlede min far stadig, lidt med heste, men alt overvejende med kreaturer. Handelsmulighederne blev dog reduceret noget på grund af opkomsten af samlestalde og

manges overgang til kvægløst.

Efter, at min farmor var død, blev aftægtshuset lejet ud til sommergæster: Det stod min mor

for, ligesom hun også havde rengøringen af huset. Af nostalgiske grunde holdt min far også

sin 50 års fødselsdag i huset.

I 1953 rejste jeg til København for at blive ingeniør. Bortset fra sommeren 1956, hvor jeg

havde landmåling i Dyrehaven, arbejdede jeg hjemme i alle ferier. Det var min fars ambition,

at han ville betale mit studium. Incl. min løn i ferierne blev det til knap 10.400 kr. i løbet af

4½ år, så det var mange penge, og alle tidselgranerne gik til formålet. Da jeg vidste, det holdt

hårdt, tog  jeg lån på 2600 kr. mod hans vilje, hvortil kom diverse legater på ca.4.500 kr.

Med min farmors død i 1955 bortfaldt ydelserne til hende.

I 1956 fik Carl sin realeksamen og blev karl på fuld tid derhjemme, han havde lyst til landbruget

og havde allerede i flere år været en god hjælp for mine forældre.

I 1957 fik Ernst sin realeksamen og kom i købmandslære i Gern. Efter endt læretid tog han til

Sjælland.

Carl fortsatte som karl indtil han blev soldat. Efter soldatertiden var han karl på en gård i

Skovby, derefter på Malling Landbrugsskole. Siden var han i flere omgange karl på en stor

gård ved Odder og en gård i Torrild.

Fra 1.maj 1962 vendte han hjem og forblev i Svejbæk. I 1970 blev han gift med Lise, som også

deltog aktivt i gårdens drift.

 

Jordsalg.

 

Imellem 1952 og 1959 solgte min far ingen jord. Det første grundsalg i 1959 var den øverste

grund på vandsiden af Sejs Søvej, der blev solgt for 5.200 kr.

I 1961 solgte min far og hans bror det areal i Alderslyst, som de havde arvet. Der blev godt

15.000 kr. til hver.

I 1964 blev min far tvunget til at sælge et areal i Sejsengen til Linaa kommune til renseanlæg,

og i 1968 blev han igen tvunget til at sælge til Linaa kommune, denne gang et areal på 3,5 ha til sportsplads for 157.500 kr. Så blev den gamle Ford Consul skiftet ud til en splinterny 6 cylindret

Toyota Crown stationcar.

For at skabe større indtjening lejede min far en del af Langdalsgårds jord i nogle år, og Carl

fortsatte hermed, da han overtog driften.

De dårlige tider for landbruget og min fars tiltagende helbredsmæssige problemer kunne ikke

opvejes af Carls store indsats til en meget lav løn, og kassekrediten voksede. Banken

tilskyndede til salg af  byggegrunde, og i efteråret 1971 solgte min far da den nordlige og største 

del af arealet øst for Holtenvejen for 425.000 kr. Det var en stor lykke for min far, at han nu

endelig efter så mange år var gældfri og oven i købet havde likvider.

Min far fik ikke alle pengene fra grundsalgene. Ved salg af jord, også ved tvangssalg til kommunen skulle der svares store frigørelsesafgifter, kapitalvindingsskat, til staten.

 


 
 

Efter EF-afstemningen. 1972-1977. 

 

Danmark stemte ja til EF i 1972 med stort flertal. Selv om min far var landmand, stemte han nej.

Han frygtede, at tyskerne ville få for stor indflydelse.

Efter afstemningen steg prisen på landejendomme euforisk, ligesom kvægpriserne steg voldsomt.

Efter det sidste jordsalg havde far penge på bankbogen, og han så nu en chance for igen at tjene

penge på kreaturhandel. En kombination af hans sygdom og stærk påvirkning fra et par

handelsmænd på Århusegnen gjorde, at han efterhånden forkøbte sig i løbet af 1973. Han købte

så mange kreaturer at han måtte leje engarealer flere steder til græsningen. I løbet af sommeren

nåede han op på at have 105 kreaturer.

Da indbindingen kom, var han nødt til at sælge en stor del af dem, og med tab.

Den store aktivitet og de fejlslagne dispositioner stressede ham, og det var mere end hans i

forvejen dårlige helbred kunne klare.

I april 1974 fik han en blodprop i hjernen, som han ikke rigtig kom sig af. Efter at han havde

gået og skrantet sommeren igennem, fik han i september et alvorligere tilfælde, og fra

sygehuset kom han til plejehjemmet Remstruplund, hvor han var til sin død d.27.marts 1983.

Da det stod klart, at min far ikke kunne vende tilbage, overtog Carl gårdens drift. Økonomien

blev saneret ved at sælge 7 grunde øst for Holtenvejen i 1976 for 325.000 kr.

Christiansmindefredningen.

Ved kommunalreformen i 1970 indgik Linaa kommune i Silkeborg kommune. Samtidig overgik alle arealer med byplanvedtægt til byzonestatus og blev beskattet som byzonejord.

Linaa kommune havde udlagt Sejsengen til rækkehusbebyggelse, selv om hele arealet lå indenfor søbyggelinien og ikke måtte bebygges. Resultatet var, at Sejsengen røg i byzone med en årlig ejendomsskat på ca. 10.000 kr.

Lovgivningen tillod ikke, at byzonejord overførtes til landzone. Jeg fandt nu ud af, at den eneste mulighed for en rimelig beskatning var at frede arealet.

Med hjælp fra Danmarks Naturfredningsforening indledte min far derfor en frivillig fredning, som

først blev afsluttet, mens han var på Remstruplund.

Fredningen fik navnet ”Christiansmindefredningen” til minde om hans far.
 


 
 

Carl Strunge Jensen

 

Carl overtager gården.

 

Efter min fars overførsel til plejehjemmet var den logiske løsning, at Carl overtog gården, og der

var enighed om, at det skulle ske så fordelagtigt som muligt .som delvis kompensation for en lav

løn i mange år. 

Resultatet blev derfor, at mine forældre beholdt de 5 grunde, der lå i byzone, samt stuehuset

på matr.nr. 60ic, hvor mor blev boende, og at Carl overtog resten af ejendommen for 85% af den offentlige vurdering.

Overtagelsen skete den 15.maj 1977, og samme år opførte Carl og Lise det stuehus, som havde

manglet siden 1929.

Med 5.generation med foden under eget bord slutter denne beretning.  

 

 
     
 

 

 

Stuehuset set fra syd. 1920-30

 
     
 

 

 

Engen nedenfor stuehuset mod Borresø. Den ejendom Jens Jørgensen købte i 1845, lå til højre ud for den nederste del af hegnet.

 
     
 

 

 

Kornet køres i hæs. Før 1929

 
     
 

Kirsebærgaarden set fra "Den store bakke", som var adgangsvejen i gamle dage. Vejen  mellem Sejs og Svæjbæk gik ovenfor bakken. Min farfar flyttede vejen 40-50 alen mod nord for at kunne udstykke grundene langs den daværende Edvard Egebergs vej. Billedet må være taget kort efter 1907, da huset på Holten er opført. Kirsebærgaarden havde dengang stråtag, og på udhuslængen, der var den oprindelige bygning med bolig og udhus, ses en kvist mod nord over "Nøset" (kostalden). Træerne foran kampestenshuset opført af Hieronymus Rasmussen er kirsebærtræer.
I baggrunden skimtes Himmelbjerget med tårnet. Bygningen længst til venstre er Rytterholt. Umideelbart nedenfor til venstre for Rytterholt lp aftægtshuset, der blev opført til Jens Jørgensen og Maren Pedersdatter.

 

 
     
 

 

Set fra haven efter 1950, hvor der blev indrettet 2 værelser i den sydlige del af laden og hestestalden. Længst mod øst var "Nøset". I det sydøstlige hjørne af udhuslængen var den første forretning i Sejs, nemlig en brugsforening, formentlig den Peder Jensen hentede varer til, da han druknede.

 
     
 

 

 

Billedet er fra ca. 1939. Min farfar har lagt cementtagsten på stuehuset. Taget på udhuset er hævet med en trimpelkonstruktion, og stråtaget er ændret til bliktag (pandeplader).

 
     
 

 

Set fra sydøst. Til venstre vognport og hestestald.

 
     
 

 

Set fra sydvest. Hestestald mv., lade og kostald.

 
     
 

 

 

Set fra syd. Svinestalden længst til højre august 1938. Min mors tekst: Tre generationer.

 
     
 

 

 

Stuehusets facade. Til højre gavlen af staldbygningen. Bevoksningen er vildvin. Asta fra Herning står med mig på armen.

 
     
     
     
 

 

 

Langdalsgaard set fra øst. I baggrunden ses Stoubjerg og Sindbjerg. Stalden ses nærmest, til venstre stuehuset, bag stalden ligger laden.

 
     
  Sejsengen Udsigt mod Hovedet og Paradisøerne

Fra billedværk om Danmarks seværdigheder ca..1910

Fra Silkeborg omegn.