Sofie og Mads Kristensen

Kilde: Midtjyllands Avis / Søren Skou.

I 1878 blev Sofie og Mads Kristensen viet i Gødvad Kirke,og fra samme dag var han ansat , i Silkeborg Skovdistrikt med bopæl i skovløberhuset  i Ørnsø, og med Vesterskoven. som arbejdsplads. Her virkede de nogle år, til de blev forflyttet Lysbro statsskoven med bop i et dobbelt hus med to familier ved Kalgårdsvig. Dette hus lå hvor den nuværende kirkegård ligger, men da huset blev fjernet , var de forlængst  ( rykket ud som et kuriosum kan nævnes at lige på den, jord, deres soveværelse  i huset var, ville skæbnen , at de fik deres gravsted).

I 1900 fik de tilbudt distriktets ønskestilling, Ivershave. Her kom de til at leve og virke under hyggelige forhold gennem 28 år. Man forstår, der har været glæde i familien, da Mads og Sofie med deres tre døtre og en søn tog det idylliske Ivershave i besiddelse, og selv om det var et ældre hus, forstod de i fællesskab at hygge og få alt til se pænt og velholdt ud. De i en hyggelig lejlighed og en fin velholdt have. Ude mellem de store flotte bøge var en idyllisk beliggende kælder med stråtag over, et par trapper førte ned til kælderen med et godt jævnt gulv, gode brede hylder, hvlder skurede og altid fyldt med røde mælkefade med nymalket mælk, der skulle bære fløde op. Der var en mark ved huset, den gik ned til søn, hvor der altid var godt med græs, man havde altid et par køer.

Mads's daglige virke var i skoven med forskellige gøre mål alt efter årstiderne. 0m vinteren mest skovning — de øvrige årstider var en del præget af kultivatorarbejde, gravning, plantning og lignende.

Skovløberne var ansat med en mindre årsløn, frit hus med ret til udnyttelse af jorden, der hørte til og fri bræendsel, der var ansat til et vist antal såkaldte rosbunkere. En rosbunke lavede man ved at fælde træer i en bestemt størrelse (mest bøg).

Skovløberne havde iøvrigt de samme betingelser med betaling for udført arbejde, som de løse arbejdere fik. Det var dog ikke for deres blå øjnes skyld de fik de forskellige ydelser. Der var visse tjenester, de skulle gøre gratis. De skulle medvirke som klappere ved et antal årlige klapjagter, de skulle sælge samlekort og anvise, hvor der måtte samles kvas, og når man havde købt favntræ til brændsel, kunne man gå ind og få at vide, hvor det stod, så var der det mest ubehagelige, at de skulle fungere som jagtbetjente, hvis de hørte skud i skoven eller traf uønskede personer med en bøsse under jakken, og endelig skulle de efter skovfogedens anvisning på skift gå ind på toldkontoret og hente løn til alle, der arbejdede i skovparten og udbetale dem, hvor man arbejdede. Det skete to gange om måneden.

Efter århundredeskiftet kunne man om søndagen se mange små familiegrupper bevæge sig over Langebro med en kurv med proviant og en kaffekande, videre op ad Kildebakken og ud ad Århusbakken til Ivershave ved bordene under de skyggefulde træer. Der var ikke restaurant ved skovløberstedet, men man havde hurtigt opdaget Mads' og Sofies venlige måde at være på. Man kunne gå ind til Sofie, der altid havde vandet i kog på komfuret, og da man selv havde banner med, kunne det ret hurtigt klares, så frisklavet kaffe kunne nydes ude i det fri, og et glas mælk kunne Sofie altid skaffe til børnene, der kunne tage en soppetur i søkanten, mens forældrene hvilede.

Fritidssysler var der altid nok af i mark og have om sommeren. Den yngste datter Agnes, der boede hjemme, var dem en god hjælp, også når køerne skulle gå løse og græsse mellem planterne i skoven. De måtte ikke så gerne nappe toppen af de små planter, men der var også god græsning omkring søkanten og køerne elskede på en varm dag at gå ud i vandet og gå at nappe af rørene i søen og blive afsvalet.

Både stats- og privatskove har gennem tiderne fostret mange dygtige og ihærdige skovarbejdere, men de fleste holder ikke til mere end 40 år i skoven. Derfor er der grund til at omtale, når en enkelt klarer den i 50 år. For Mads Kristensen Ivershave og hans kone Sofie var det svært at rykke teltpælene op, og man må vist sige, at det har været med den største kraftanstrengelse, Mads de sidste år tog stokken i hånd og gik hen i granskoven og puslede lidt, men han og hun nåede 50 års jubilæet i Statsskoven.