Når mørket sænker sig....
   
Kilde: Lokalhistorisk Arkiv/ Silkeborg Avis 27. januar 1956.

Når Mørket sænker sig sort over Kjæltring-Sejs, rørtes Tater-Fiolen

Træk fra Taterne Liv i Midtjylland og en samtale med Sejs-Pianisten Niels Søgaard, der skrev en Afhandling om Hedens ”fremmede Fugle”


Denne tegning af Carl Thomsen er fra Blichers "Kjæltringeliv" 

Medens vi sad over en Kop Kaffe i den hyggelige Stue i Sejs, der beboes af Pianisten og Musiklæreren Niels Søgaard og hans islandske Hustru, begyndte en kold Januar‑Regn at slaa voldsomt mod Ruderne. Tunge, graa Skyer jog i et endeløst Kapløb hen over en trist og dunkel Himmel ‑ vinteragtigt som Bakkerne med de spredte graner derude. . . .

I Kjæltring‑Sejs! Er Navnet mon gaaet helt i Glemmebogen nu? Saa var det til Gengæld almindeligt brugt tidligere, og forsikrer Søgaard ‑ endnu er der mange ældre Mennesker inde i Silkeborg, som holder paa, at de Folk ude i Sejs ‑ de er nu da ikke af Vorherres gode Børn,

 Men mens det forsinkede Efteraarsvejr rasede over KjæltringSejs, skruede vi ganske stille Tiden et Hundred Aar tilbage. Til 1850'ernes Kjæltring‑Sejs.
Den Klat Huse, der udgør vore Dages Sejs, er forsvundet. Landskabet er Lyng og spredte Træer, øde og storslaaet som Resten af Datidens Jylland. Ned over Lyngbakkerne kommer med lange, sikre Skridt en granvoksen Mand og nogle Meter bag ham hans Kvindfolk. De Folk, der har givet Stedet Navn. Kjæltringer, Tatere, Skøjere, Rakkere ‑Begreber, som dengang som nu meget vanskeligt lod sig skille fra hinanden. Disse fremmedartede Mennesker, brunlødede med sorte, gnistrende Øjne ‑ med Tiggerposer og blinkende Bliktøj.

NU KUN HISTORIE

 Engang var de obligatoriske, nu er de Historie ‑ en Historie, som man maaske ikke skal ønske tilbage, men som dog har været med til at give det jydske Land Karakter.
Tateren og hans Kvindfolk kommer til deres Hytte oppe i Bakkerne og gør Dagens Udbytte op. Tiggerposen bliver tømt og Brød og Pølse sorteret, Glarkisten slænges i Krogen, og Kontanterne lægges paa Bordet ‑ sammen med en ekstra Gevinst, der hales op af en lurvet Rygsæk: Et Par Høns, der bærer Præg af at have mistet Hovedet paa en temmelig ublid Maade. Jah, helt ærlig var Stoffer ‑ lad os kalde ham saadan ‑ jo ikke kommet til dem, men Margrethe havde ikke haft stort at putte i Gryden det sidste Par Dage, saa....

 

BRÆNDEVIN, MUSIK OG DANS

 Mørket har sænket sig over Kjæltring‑Sejs. I det endnu unge Silkeborg er Borgerne gaaet til Ro, paa Landet har Bønderne kroget Dørene. men i Sejs begynder Livet først.
Stoffer og Margrethe lejrer sig om et knitrende Baal sammen med andre mørklødede Mennesker, der klinkes i Brændevin, der snakkes i fremmede Tunger, de synger og Stoffer springer op, griber Fiolen og trakterer Kattetarmene med en Lidenskab og en Behændighed, som kun Zigøjnere kan præstere. Et Par nøgne, solbrune Fødder træder en fremmedartet Dans, akkompagneret af Fingerknips og kaade Hvin ....
Nej, de var ikke af Vorherres gode Børn, de Folk i Kjæltring-Sejs, hed det i Folkemunde. Rakkerpak, Kjæltringer, Natmandsfolk. Fri os for den Slags Udskud!

 

GLEMT ‑ MEN IKKE HELT

 Nu er de borte ‑ og glemte. Ja, men ikke helt. Taterne har været et righoldigt Studieobjekt for flere danske Forfattere. som har nedfældet deres Iagttagelser i hele Værker eller i Bogafsnit og Noveller. Og saa er der Folk. der som Niels Søgaard har følt sig tiltrukket af det mærkelige Folkefærd, har studeret Emnet gennem Aar og er naaet til det Resultat, at der blev begaaet megen Uret mod Taterne, selvom de tit havde vanskeligt ved at klare sig fri af de Anklager, der rettedes mod dem. 

Mens Regnens Pisken akkompagnerede, fortalte Niels Søgaard om Taterne, som bar haft hans store Interesse, siden han læste sin første Bog om disse fremmede Naturmennesker, der kom til Danmark som til de øvrige europæiske Lande, ingen tør sige med Bestemthed hvorfra.

 - De har en Del Litteratur om Emnet, Søgaard?
‑ Ja. det er blevet til adskillige Bøger gennem Aaret. – Han rejste sig og gik hen til Reolen for at tælle op. 135 Værker med Tilknytning til Emnet, samlet på en Snes Aar.

 

 

Musiker Niels Søgaard ved sin omfattende Bogsamling,
 der bl.a. rummer 135 bind om emnet: Zigøjner.

 

 

  

. RYNKEDE BRYN OG LUKKEDE MUNDE

 ‑ Og hvad har Bøgerne fortalt Dem?

 ‑ Jeg tror, de har givet mig det rigtige Billede af Taterne. Ved at studere forskellige Forskere Zigøjner‑Folkets Liv har jeg kunnet stille de divergerende Opfattelser op mod hinanden, og paa den Maade maa man kunne faa det rigtige frem. Bl.a. føler jeg Trang til at sige, at der en Forskel paa Tatere og Rakkere selvom man i Almindelighed har uhyre vanskeligt ved at skelne. Men der var en Divergens i deres Arbejde ‑ Glarmesterarbejde var saaledes ikke Rakker‑, men Taterarbejrie. Tang Kristensen, skelner mellem sorte og røde Tatere. De sorte var Dejbjerg‑Rakkerne, mens de røde holdt til ved Rønbjerg.

 ‑ Hvorfra har De Deres Interesse?

 ‑ Det er svært at sige, men jeg tror. Jeg har haft den altid. Da jeg begndte at læse om Taterne, blussede min Interesse imidlertid voldsomt op. Jeg vilde vide noget mere om disse Mennesker.

 ‑De har vel ogsaa samlet mundtlige Beretninger?

 ‑ Jeg har prøvet paa det, men det er ikke blevet til meget. Jeg er gaaet til. Folk som  jeg vidste tilhørte Racen, men der er jeg blevet mødt med rynkede Bryn og Munde laaset med syv Segl. F.Eks paa Dejbjerg‑Kanten vidste man ingen Verdens Ting.                       Men jeg har læst mig til megen Viden om Taterne, og jeg har oversat flere engelske og tyske Værker om dem.

 

DE STJAL SOM EN KAT CHARMERENDE

 >‑ De har ogsaa selv skrevet noget?

 ‑ Ja, jeg har nedskrevet en Slags Afhandling, som jeg har kaldt Sandheden om Taterne..

 - Til Udgivelse?

 Kun for min private Fomøjelse! Det, jeg har nedskrevet, er taget ud af de Bøger, jeg har staaende. Det er rent sagligt; Anekdoterne om Taterne har jeg udeladt. Det ærgrer mig at                   høre Folk snakke om Tatere. Jahh.... de var saadan og saadan, de stak Ild paa, naar de kunde se                    deres Snit til det, de stjal Børn, de var Kannibaler, de var.... ja, der var næsten ikke den Forbrydelse, de ikke kunde finde paa – mener man. Men det mærkelige er, at Eksperterne ‑ f. Eks. DyrIund, der har taget Doktorgrad paa Emnet ‑ intet kender til det. Tvært imod var Forholdet det, at det gjaldt Livet for en af Parterne, naar Taterne mødtes med Røvere. Vi kan ikke komme uden o, at Taterne stjal, men de stjal som en Kat stjæler, og det synes jeg. . ja, jeg kan godt sige, at jeg synes, det er charmerende.

 

Hvorfra kommer Udtrykket Tater?

 ‑ Tater eller Tatter er en Forvanskning af Tartar, som man i Danmark og Sverrig har kaldt Zigøjnere i Generationer. Dette Udtryk er endog saa dybt indpodet, at de seneste Zigøjner‑Generationer mener om sig selv, at de er Tartarer, hvis Forfædre i det 14. Aarhundrede udskilte sig fra Tamerlans Hær.
 Efterhaanden er det gaaet over til, at Rakkere. Kjæltringer og Natmænd bliver kaldt Tatere, og, det er der, Fejlen ligger.

 

Billedet er efter et maleri af Hans Smidt.

 

EN PÆL GENNEM AMMESTUEVRØVLET

 For at bestemme, om et Menneske er af Taterfamilie i Dag. er det jo ikke nok at kikke efter mørk Lød og sort Haar. Det er paa Mentaliteten. man skal kende Taternes Efterkommere. Folk, der er rødhaarede eller blaaøjede ‑ altsaa bogstaveligt, talt ‑ har ingen Garanti for, at de ikke nedstammer fra Tatere.

 Jeg har ikke pyntet paa mine nedskrevne Notater. men har noteret de Ting ned, som jeg regner med er Fakta. Det er alt AmmestuevrøvIet, der maa rammes en pæl igennem, selv om det er vanskeligt.

 Alle Lægfolk ved, at Taterne satte Ild paa, efter at have truet med Ordene: Pas I paa. ellers vil den røde Kok gale! H. P. Hansen. der ellers ikke lægger Fingrene imellem, kender kun eet Eksempel. Vel var Taterne ikke velsete, men paa en Maade var man glade for dem. Man kunde sirnpelthen ikke undvære dem. Ingen satte Vinduer i som dem, og ingen kunde vinde Bly, som, de kunde det.

 

De har oversat udenlandsk Litteratur om Zigojnere?

 ‑‑ Ja, to Værker fra Engelsk og et fra Tysk. Det har været et stort Arbejde, men det mærker man jo ikke, naar man har Interessen for det.

 

Og Musikken?

‑ Jeg spiller en Del Lizst og nogle af Albeniz' spanske Kompositioner. Det er jo nok den almindelige Opfattelse, at ZigøjnerMusik kun kan spilles paa Violin, men Lizzt skriver, at den egner sig fortrinlig for Klaver.

 

DANS ZIGØJNER, DANS…

 Søgaard satte sig til Flyglet, lod Fingrene lobe over Tangenterne og spillede et ildnende Stykke Musik, som vilde have faaet enhver Zigøjner tit at springe op og kaste sig ud i Dansen, mens det hos en almindelig borgerlig kun fremkaldte smaa taktfaste Tramp i Gulvtæppet.... Dans Zigøjner, dans!

 .... Vi bladede i Søgaards>Sandheden om Taterne. for at stifte Bekendtskab med nogle af de Personer, der engang vandrede paa Jyllands Heder. Det blev til et Møde med Linka Smælem og Peiter Benløs, som Blicher

har skildret i en Novelle. Om disse to .Personligheder. fortæller Adjunkt ved Viborg Latinskole N.V. D o r p h. Da han i 1823 sammen med Blicher stod i Tugthusgaarden i Viborg ‑ det berygtede Tugthus kaldtes ogsaa Guds Kiste ‑ traadte et Fruentimmer. velvoksent og stærkt, forbrændt af Solen, ind med en Mand paa Ryggen. Uden at værdige nogen af de tilstedeværende et Øjekast, spurgte hun sin Ledsager med bestemt Rolighed: ‑ Hvor skal jeg

hen? og gik derpaa over Gaarden tit den anviste Opgang. Denne Mand. som hun havde levet i et naturligt Ægteskab og haft flere Bøm med, var vanfør paa Arme og Ben og kunde ikke gaa et Skridt. Trods det kunde han pa­radoksalt nok blive dømt for Løsgængeri....

 

TATERKONGEN, DER VAR SØHELT

 Vi stiftede Bekendtskab med Taterkongen, Johannes Axelsen, der maaske fordi han var Konge, ikke kunde nøjes med ét Navn. Han lod sig ogsaa kalde Hans Johansen. Han fødtes – lidet smigrende for en Konge – i en Lade i Ørre Sogn, og i 13-Aars Alderen stak han til Søs. Hans Oplevelser paa Vandet har ikke altid været dagligdags ‑ i

hvert Fald ikke ifølge hans egne Beretninger. 2. Aprils Kampen i 1801 indgik saaledes i hans personlige Historie, og han forsømte ingen Lejlighed til at fortælle om sine Heltegerninger. Han havde sin Plads ved Kanon Nr. 5, og mens det øvrige Mandskab bley skudt bort hele tre Gange, stod Axelsen ifølge egen Angivelse uskadt tilbage. Hans Liv blev en Vandring fra Arrest til Tugthus og Retur ustandseligt i hans 70‑aarige Levetid. Han skildres i 1814 som en Mand paa sine 68 Tommer med mørkebrune Øjne og sortbrunt Haar, og Beskriveren tilføjer hørligt imponeret: Det er ikke at undres over, at denne KjæltringAdonis blev ivrigt efterstræbt af de sortøjede Tater‑Diller. 

En Decembernat i Aaret 1819 brændte Herregaarden Højris. i Ikast Sogn, der ejedes af Herredsfogdcn Casper Møller. Ved Branden dengang blev Taterne altid først mistænkt, og Branden paa .Højris medførte Taterkongens Arrestation. Han tilstod dog ikke, og en Nat brod han ud af Arresten, og det lykkedes ham at undgaa Lovens Arm, der var knap saa lang dengang som nu. Senere er det opkIaret, at Herredsfogden selv, var Brandstifteren.

 

DØDE PAA FATTIGAARD BEGRAVET I LINAA

 Johannes Axelsen var en værdig Repræsentant for det Folk hvis Overhoved han var. Behændig og fingernem med Slibesten, Skomagerhammer, Bødkerhøvl og Glarskærer. Ogsaa Væven haandterede han med stor Dygtighed, men denne Færdighed fandt han kun Anvændelse for indenfor Viborg-hus' Mure.

Da Alderen kom til Taterkongen, gik det, som, man kunde vente. En Præst godtgjorde, at Ørre Kommune ingen Forpligtelse havde til at forsøde Johs. Axelsens Alderdom, og han blev hældt ud uden lang Snak. Sine sidste Aar levede han i Linaa Sogn. Hans Død blev lige saa beskæmmende for en Mand af kongeligt Blod som hans Fødsel. Han døde nemlig paa Skjellerup Fattiggaard og ligger begravet paa Linaa Kirkelgaard.

 Den 30. Oktober 1794 døde en Kvinde ved Navn Lange Margrethe ‑ og mere end een jydsk Bonde har aandet lettet op ved Meddelelsen om hendes Død. Hun strejfede omkring paa de midtjydske Heder med sine, ikke færre end 14 Børn og forbryderiske Bander i Hælene, og det var ikke pæne Ting, man havde at fortælle om hende. Hun beskrives som Indbegrebet af at den vilde Hedes Gru og Uhygge.. Maaske har man alligevel tegnet hende lovlig sort. Man lagde hellere til end trak fra, naar man fortalte om Taternes Ugjerninger..

 

VESTLANDETS POESI

     ....Vi lagde Bogen. Det var ble­vet Tørvejr derude, men Vanddraaber pilede ned over Ruderne. Niels Søgaard sagde: Der er      dejligt herude, men der har været endnu dejligere. Den gang vi byggede Huset her,                    var der kun eet Hus foruden. Nu lægger de Kloakrør ned, om Sommeren flokkes Turisterne for at bade.... her er ikke saa fredeligt, som der var engang.

 

Nej. Heden er forsvundet, den Hede, hvor Taterne kunde hengive sig til deres Lidenskab, det omvankende Tiggerliv med dets Tusind Tilfældigheder, Lyngen, hvor de kunde dase, synge deres fremmedartede Sange og traktere Skalmejen.