Af Linaa kommune betragtes Svejbæk og Sejs dengang nærmest som et fattigkvarter, kommunen kun havde udgifter af. Man sagde, at der i Sejs og Svejbæk kun var een mand, man kunne få nogen skat af, og det var ejeren af Ludvigslyst, Kresten Rasmussen.
Om denne mand må lidt nærmere fortælles. Man kan ikke tale om Svejbæk-Sejs i det nittende århundrede uden at nævne Kresten Rasmussen, "stue Kresten" eller "Høwkræn", som han populært kaldtes.
Kresten Rasmussen var en konge i Svejbæk og Sejs og kaldtes undertiden også
kongen i Sejs.
Det var ikke alene, fordi han var den største ejendomsbesidder; men mest på
grund af sin imponerende skikkelse.
Kr. Rasmussen var en kæmpeskikkelse, mindst hovedet højere end de fleste og
dertil svarende bredde og fylde. Kr. Rasmussen var også meget veltalende og
ikke bange for at udtale sin mening. Han havde et noget brydsk udseende; men var
eller meget jovial og afholdt af sine sommergæster, af hvilke han havde mange i
de år, han drev Ludvigslyst som touristpensionat og restauration. Touristerne
ville gerne bo hos Kr. Rasmussen på Ludvigslyst, hvor man fik en god
forplejning.
Kr. Rasmussen er født i Vester Hedehusene i Them sogn den 14. november 1833
i et fattigt hjem. Ved at sejle på søerne som pramkarl i nogle år
tjente han til at kunne købe Ludvigslyst, hvilken ejendom han købte af dens
daværende ejer, Jens Tind, i 1886 for 5.500 kr. Som før nævnt drev Kr.
Rasmussen i mange år restaurationsvirksomhed på Ludvigslyst.
I året 1905 solgte Kr. Rasmussen Ludvigslyst til købmand Mehl, Alderslyst, og
flyttede derefter til Silkeborg, hvor han døde den 28. januar 1914. Hans kone
døde samme sted den 25. november 1927.
Et par historier om Kr. Rasmussen skal fortælles her.
Kr. Rasmussen var i de dage den eneste mand i Svejbæk-Sejs, der var kørende.
Når der skulle hentes læge eller jordemoder, gik man altid til "Høwkræn",
og man gik aldrig forgæves. Kr. Rasmussen var altid tjenstvillig.
Engang var Kr. Rasmussen om natten i Silkeborg at hente distriktlæge Lund, der
var en rigtig bulderbasse, men mente vist ellers ikke noget ondt med det.
Kr. Rasmussen fik Lund kaldt op, og denne gav ondt af sig som sædvanlig og
skældte ud over at være blevet kaldt op om natten. Kr. Rasmussen sagde
ingenting og fik endelig lægen på vognen og kørte ud i skoven på vej efter
Sejs. Distriktlæge Lund blev ved med sin skælden og smælden. Da de var kommet
midtvejs gennem skoven, og Lund stadig gav ondt af sig, tabte Kr. Rasmussen
tålmodigheden; han syntes, at nu kunne det være nok med det. Nu standsede han
hestene, steg af vognen og gav sig til at spænde hestene fra.
"Hvad betyder det ?" sagde lægen.
"Nu vil jeg ikke høre længere på den skælden ud" sagde Kr.
Rasmussen, " nu rider a hjem med hestene, så kan De sidde her og skælde
ud, så længe De lyster !"
Nu blev der et bedre køb. Lægen måtte bede kønt for sig og var tavs
resten af vejen. Hvis ikke, var Kr. Rasmussen sikkert redet hjem med hestene og
ladet lægen sidde på vognen i skoven.
En historie jeg selv har oplevet.
En aften, da jeg var en halv snes år, var jeg sammen med mine forældre med
toget fra Silkeborg til Laven. I kupéen var bl. a. også Kr. Rasmussen og en
tømmersvend, der lagde en tung vadsæk fyldt med værktøj op på hylden
ovenover, hvor jeg sad. Nu havde han ikke lagt den rigtigt, så da toget satte
sig i bevægelse i Silkeborg, faldt vadsækken med sit tunge indhold ned, og jeg
havde nær fået den i hovedet. Min fader sagde da, at det var uforsigtigt at
lægge den, så den kunne falde ned; jeg kunne været blevet slået ihjel.
Svenden svarede da næsvist, så havde jeg jo bare haft ende på det.
Da tog Kr. Rasmussen fat og skældte svenden rigtigt ud for hans tølperagtige
opførsel. Denne prøvede på at svare igen; men kunne jo langtfra måle sig med
Kr. Rasmussen. Han måtte til sidst tie helt stille. Da vi nåede Svejbæk, og
Kresten Rasmussen skulle ud, sad svenden og småhostede. Nu sagde Kr. Rasmussen,
idet han gik ud: "Du har vist en tudse i halsen, min dreng, du kan følge
med mig ud her, så skal a nok trække tudsen af halsen, min dreng!".
Nå svenden skulle selvfølgelig ikke med Kr. Rasmussen ud. Det ville heller
ikke have bekommen ham vel. Han havde i hvert fald fået et par rigtige
lussinger. At komme mellem "Høwkræn"s "grabber" havde ikke
været rart.
Sådan var altså Kr. Rasmussen. Han skulle nok tale de forurettedes sag, og han lagde ikke fingrene imellem, hvor han mente, at nogen blev gjort uret.
Kresten Rasmussen var også engang medlem af Liaa sogneråd, valgt af sine
medborger i Svejbæk-Sejs.
Nu er Kresten Rasmussen borte og mange med ham - - Svejbæk og Sejs ligner ikke
det, de var, da han levede. Begge steder er nu bygget en mængde huse og
villaer, både til helårsbeboelse og til sommerbrug. Svejbæk-Sejs er ikke
noget fattigkvarter nu.