Else Hamborgs erindringer fra Sejs
   
 
Jeg er født i København, men tilbragte min barndom på Djursland, hvor min far Niels Egeberg var maskinmester på Fannerup pumpestation. Da det i 1938 blev besluttet at indføre elektrisk drift, fik han sin afsked, og da flyttede vi til Svejbæk. Her havde mine forældre et hus, der havde været lejet ud - og her begyndte min Svejbæktid.

Huset, et træhus, der blev bygget ved Slåensø, Slavensø, og flyttet over søen stykvis, er opført på Edv. Egebergsvej nr. 6.

Jeg havde tilbragt mange ferier i Svejbæk, hvor min bedstefar Edv. Egeberg, min faster og min farbror boede. Men først da jeg var 17 år, begyndte jeg at blive Svejbæk'er. Det første, jeg oplevede med naturen, var, at tordenvejr og regn lød anderledes her ved skovene og søerne, end hvor der er bare marker!

I 1939 kom jeg i huset hos Peter og Mary, Carl Strunges forældre. De havde boet på Langdalsgård, men flyttede ned til søen, da Peters far døde. Der var liv på gården med 3 børn, 2 karle, en "dreng" og en bedstemor, der tit kom på besøg.

Den 9. april husker jeg som en dejlig forårsdag med høj sol. Vi havde travlt med at gøre hovedrent. Jeg lå på knæ og skurede gulv på loftet, da de tyske flyvemaskiner kom i lav højde med kurs mod nord. Telefonen ringede, og det var bestyrerinden på telefoncentralen, Anne Marie Sørensen, der sagde: "æ'et it forfær'ligt, Mary, d'æ tysker'n d'æ kommer". Vi fik straks besked på at mørkelægge alle huse, dvs. sætte sorte rullegardiner op; det var svært at få det sorte papir, da vi jo alle skulle bruge ret store mængder.

Senere kom jeg væk fra Svejbæk, men kom tilbage i 1945, hvor jeg lærte min mand at kende; han var ansat på Svejbæk station som trafikekspedient. Han var kommet hertil i 1944, og da kørte mange tog med ammunition og tropper, og de gjorde holdt her.

I skoven, hvor Sejs kirke og Georg Krygersvej nu er, var der et våbendepot, stort, mange dybe huller, der var "sløret" med net af grene, så det var svært at observere ved evt. luftangreb. Det medførte også, at der kom to tyske jernbanefolk, som gik på vagterne sammen med stationsmesteren og min mand.

Den ene var danskvenlig, han blev sendt til Østfronten, den anden var meget tyskvenlig. En dag sagde han til min mand: "Nu skal du ikke finde på noget, for så skyder jeg!" Hvortil min mand sagde: "Din pistol er vel ikke engang ladt?" "Nå, det tror du ikke?" Hvorefter han gik ud i pakhuset, der var bygget sammen med kontoret, og skød op gennem taget, så der blev et hul i en tagsten. De var af skifer. Jeg har "hullet". Det fik min mand af mig, da han fyldte 65 år! Da stationen blev revet ned, var min mand ude at rejse; han ville gerne have haft nogle effekter til minde om stationen, men der var ikke noget tilbage.

Engang lykkedes det en ung tysk soldat at flygte fra en troppetransport, der var standset her. Han kom på en eller anden måde over på Borris, en ø i Paradiset, hvor en ung mand, dreng, fra Sejs, Dan Søgaard, kom i forbindelse med ham. Han hjalp ham med forskelligt, mad f. eks. En dag kom Dan til min far, der kunne lidt af alt, for eksempel forsåle sko, med et par slidte støvler og noget sålelæder og spurgte, om han ville og kunne reparere dem. De blev repareret og afleveret på Borresø. Den unge tysker ville gerne betale for det, men havde ikke penge til det. I stedet for fik min far en meget stor undertrøje af celluld.

Da jeg i 1946 ventede mit første barn, fik jeg undertrøjen, som jeg syede to natdragter med fødder af. Det var ikke meget, man kunne få af udstyr dengang. Gamle lagner blev til bleer, og sengetæpper hæklede i smukke mønster blev trævlet op til bukser og trøjer (og natdragterne har jeg stadig, og de er i brugelig stand).

En aften i slutningen af krigen var min mand i Silkeborg på cykel og i uniform, ellers måtte man ikke færdes ude om aftenen på grund af spærretid, og han havde altid sit identitetskort på sig - passerkort. Da han var ud for Indelukket, hørte han, at der var en sprængning på banen, så han kørte over banen op i skoven, for han vidste, at han ville blive mistænkt, hvis han blev opdaget, fanget med uniform på. Om og hvor meget han var med til, ved jeg ikke. Men han fortalte, at han en dag blev ringet op, og en stemme sagde: "Nygade" og et nummer, nok et sted, der var hjælp at få, hvis det var nødvendigt.

På Sejs Søvej lå "Falkehytten". Her lavedes sprængblyanter til jernbanesabotage, og min mand vidste tit, når der skulle "ske noget". De blev advaret på stationen.

Da befrielsen kom, og tyskerne forlod ammunitionsdepotet, kunne man komme ind og se på "resterne". Der havde været en hel by med mange soldater og selvfølgelig vagter ved indgangen. Barakker til beboelse og bademuligheder, dvs. kummer. Der står vist stadig en sådan derude. Min far fandt et granathylster fabrikeret i Raufoss 1941. Det har to skudhuller og er måske brugt som skydeskive? Jeg fik hylstret og brugte det i mange år som gong-gong. Når man slår på det med ryggen af en kniv, kan det høres meget langt væk!!

Efter krigen kom der mere "liv" i Svejbæk. Stationen var et samlingspunkt. F. eks. var der en fiskemand, der fik et par kasser fisk en gang om ugen. Folk kom og gik, spurgte om breve og pakker osv. Blandt andet var der en 'fin' dame, jeg nævner ikke navn, der kom for at hente en ost. Den lå ude i pakhuset og duftede, og det kunne hendes hund ikke stå for, så den lettede ben op ad osten. Fruen beklagede sig til "mester", der svarede: "Det er sgu djæ ejn hund, der har pů.. på osten"!!! Hun forsvandt med en vis fart.

Det var fiskemanden, han hed Jakob Nielsen, der var skyld i, at jeg mødte min mand. Han havde "anbefalet" mig. Vi blev gift i 1945 om efteråret. Vi var gift i 39 år, så døde han af en blodprop i hjertet. Jeg bor nu på Edv. Egebergsvej nr. 7 i et lille gult hus, der er bygget i 1927-1928; jeg husker, at der var et stort hul i jorden, kælderen, og nede i den lå en pindsvinefamilie, som min farfar tog op i hånden og satte i frihed igen. At han turde - jeg var 6-7 år gammel!

Dette er i store træk, hvad jeg mener, kan interessere andre.

Svejbæk den 9. oktober 2003

Else Hamborg
Født de Hemmer Egeberg


Denne side er opdateret d. 26.3.2006