Den amerikanske Urmager

Hundedagene begyndte med Godt vejr, det År han kom. Han kom ikke i en af de første Hundedage og heller ikke, en af de sidste; Den amerikanske Urmager.

Fra gammel Tid af vidste man; var den første Hundedag god, blev de efterfølgende Hundedage bedre og bedre. Og sådan gik det, de blev altså bedre og bedre, og man talte om Hedebølge. Den 24. Juli begynder Hundedagene, det ved enhver. Den 23. August har Hundedagene Ende, som skrevet stod i den til alle Tider, nærværende Almanak.

Jeg husker ikke Hedebølgen. Hvis den kom har den ikke generet mig, men jeg husker han kom, den amerikanske Urmager. Han kom helt uventet, altså i Hundedagene, den store Urmager, ovre der fra North Dakota. Nu sad han i Farmors Køkken og snakkede. Engang havde han med sine Forældre, været bosat i det nedre Sejs, nær Sejssnævringen, hvor nu Kai Huens boede, og der havde hans Vugge stået. Jeg vil tro han også var født der, men noget helt bestemt om Fødestedet, kunne jeg ikke få ud af deres Snak. Han var en Amerikaner, der var let for mig at forstå. Det kom sig nok af, han var dansk Amerikaner. Han var kommet herover for at søge efter sine Rødder. Altså sine Slægtsrødder. Rødder er almindeligvis noget, der sidder i Jorden. En Tandrod sidder ikke i Jorden. Fra Tandpiner og ømme Gummer, kendte jeg disse Rødder temmelig godt, og Lakridsrod kendte jeg også, det suttede vi meget, men Lakridsrod vokser vist også på Træer. Så var der Roden til alt Ondt, men det var så noget ganske andet. De fleste af den amerikanske Urmagers Rødder, de var i Jorden. Det var han godt klar over. Selv om en Rod har ligget i Jorden i lang Tid, kan der skyde et friskt Skud op fra Roden. Det var han også klar over, den amerikanske Urmager. Det var også det, hvis så var, han var kommen for at finde ud af, – om så var. Urmagerens Forældre var forlængst lagt i Jorden. Han havde spurgt, hvor han kom frem, hvorhen han skulle gå, for at finde frem til de ældste i Sognet.

Turen fra det nedre Sejs til os i den øvre Del, blev det letteste Stykke Vej at gøre, på hans Rejse. Blandt de 20-30 Huse, der År 1925 var i Sejs, fik han af en nedre Sejs-Kone udpeget Barbara og Søren Bødskovs Husmandssted. Nu sad han altså i Farmors Køkken og snakkede, og hans Forældre og vore Bedsteforældre her, havde kendt hverandre, endda meget godt. Det varede ikke længe før Farfar kom, som Budstik fra Farmor. Manden der havde rejst så langt som hertil, måtte have et Foder. Vi selv, havde forlængst spist vor Middag, men en Mand der havde rejst så langt, måtte være sulten. Det var soleklart. Mor gik igen i Gang med Gryder, Potter og Pander og fik en Middag sat sammen. Jeg gik til hånde, på alle mulige Måder, med Kartoffelstøder og Rivejern. De pæneste Tallerkener skulle findes frem. De pæneste Gafler, Knive og Skeer og alt sådant, i den Dur, og så var der Serveringen ovre i Farmors Køkken.

Da han havde spist erklærede han, han var ovenud godt tilfreds, end ikke i Amerika havde han fået et så velsmagende Måltid Mad. Så var det Farmor lod en Bemærkning falde, om han da ikke kunne efterse vore Ure. Efter Farmors Filosofi, skulle den, der ikke ville arbejde, ikke have Føden. Man kunne ikke have en Mand gående her en hel Eftermiddag og lade ham få både Ædelse og Drikkelse, uden han gjorde rimelig Nytte. Den amerikanske Urmager var ikke smålig, han tilbød et grundigt Eftersyn af vore Huses samtlige Ure. Havde ikke han, ordnet i hundredevis af Ure i U.S.A., lige fra småbitte Dameure til store Ure på Jernbanestationer og Kirketårne. Det første han tog fat på, var Farfars Grand Klok. Uret havde såmænd, ligget tyve År i Kommodeskuffen og havde ikke rørt sig et Sekund i den Tid. Og, var det ikke fantastisk. På få Sekunder fik Urmageren det til, at sige dikke-dikkedik. Ligesom jeg måtte løbe ved Middagsanretningen, måtte jeg nu løbe efter Hammer, Knibtang og Mejsler. Det næste han tog fat på var Spareuret. Et Ur der ustandselig, skulle have en Krone for at holde sig i Gang, og som kun Spareurmanden, kunne lukke op og tømme for Mønter, det lukkede den amerikanske Urmager op med et Snuptag.

I Farmors Stue havde en ægte Amerikaner-Klokke hakket Tiden i Timer i mange År. Jeg mener, den kun havde én Viser, den man plejer at kalde den lille. Den store Viser manglede, havde vel aldrig været der. Hvad skulle man med Minutter og slet ikke Sekunder. Sommerdage rejste man sig Klokken fire. Spiste Davre Klokken seks. Unnen Klokken ni og Mejje Klokken tolv. Efter Middagsluren, Klokken to Eftermiddag, tog man en Tår Kaffe med en Tvebak til. Nætter spiste man Klokken syv og lagde sig Klokken ni Aften. Jeg ved ikke om alle kender sådan en Amerikaner-Klokke. Kun fra Skovløberhuset og her fra Husmandsstedet, vidste jeg der fandtes sådanne Ure. De to Amerikaner-Klokker jeg kendte til, var rektangulære flade Kasser uden Krummelure og anden Krims-Krams udvendig. På Frontsiden var en Låge med Glas delt i to. Gennem det øverste og mindste Glas, så man ligesom igennem en Rude, Urskiven med de snørklede Tal, – og Urviseren. Hvis ikke Urlodderne var gået i Bund og Uret gik som det skulle, slog det sine sprøde Timeslag, så mange som det skulle og tydelige TikTak fra Gangværket hørtes i Stuen. Det nederste Glas var malet over, med Undtagelse af en lille Plet der var klar. Så man mod den lille Plet, kunne man se Pendulets runde Diskosskive fare forbi. Havde man Tid, Lyst og Tålmodighed til at vogte ved Pletten, kunne man faktisk igennem Pletten, tælle de 360 Sekunder et Ur behøver til en Time. Man kunne fristes til, at spørge hvorfor, Maleren havde ladet denne Plet på Glasset stå ubemalet hen. Forklaringen kunne være den, man så dårligt nok Urviseren bevæge sig, derfor skulle Pletten, eller Hullet være så man kunne erkyndige sig om Uret gik, ved det man kunne se Pendulets Bevægelse. En sådan Forklaring var god nok for døve Mennesker, men for vi andre med normal Hørelse, måtte der være en anden. Havde Maleren sparet Maling ved ikke at male den lille klare Plet, havde han ikke sparet på Malingen udenom Pletten. Her havde han malet Grene, der snoede sig mellem hverandre, en lyseblå Himmel med hvide Skyer og flyvende Engle, der blæste på Trompeter og spillede på Harper. Denne Klokke havde gået trofast, men den havde længe haft den Vane, at tabe en Time eller to hvert Døgn. Her var den amerikanske Urmager på Hjemmebane. Her kunne han afgøre på en Prik. Værket fattes Olie, og jeg måtte løbe igen. Af Smøremidler var vore Forråd begrænsede. Vognsmørelse, Støvlefedt, Levertran og Petroleum, det var hvad vi havde, der kunne få Ting til at glide lettere. Da jeg kom med lidt af hvert, blev Vognsmørelsen og Støvlefedtet modtaget med en Hovedrysten. Levertran, blandet op med Petroleum, kunne gå an. Petroleum havde vi, fordi vi havde Petroleumslamper. Det var også godt med lidt Petroleum på et Stykke Papir, når man tændte op i Kakkelovnen. Levertran havde vi til Grisene for at hindre Stivsyge, det var altså godt til indvortes Brug. Et Urværk var på en Måde også en Organisme, der skulle fungere let. At Uret led af en Slags Stivsyge, det var Urmageren klar over og det kunne vi andre, da også godt forstå. Jeg ved ikke i hvilket Forhold Urmageren blandede de to Væsker, det var og forblev, hans Hemmelighed. Jeg måtte løbe igen, denne Gang ud til Hønsene, om jeg kunne finde et Par kraftige Hønefjer, der kunne fungere som Pensler, under Rensnings- og Smøringsprocessen.

Den gamle Amerikaner-Klokke kom ned fra Væggen, Urmageren tog Værket ud, rettede og filede lidt på Tandhjulenes Tænder og smurte. Med Mors Tilladelse, gav han også vort Stueur en Omgang Smørelse, med hans nyblandede Specialolie, men det ordnede Urmageren hængende, altså han lod Uret hænge på Væggen. Amerikaner-Klokken havde Lodder til Trækkraft, vort Stueur havde Fjedre. Det var ikke noget gammelt Ur. Kassen var en Meter høj, eller lang Egetræeskasse, cirka fem og tredive centimeter Bred. Langs Kassens to Yderkanter var der lodrette Kunstdrejede Søjler, der sammenfattet med Tværstykker, øverst og nederst, udgjorde den Låge der gav Adgang til Urværket. Urfjedrene skulle trækkes op hver ottende Dag, det skete med en Nøgle, lig en Skøjtenøgle. Uret havde en klar Glasrude i Lågen, fra nederst til øverst. Urskiven var inddelt i Timer og Minutter og havde således, både stor og lille Viser. Man kunne tydelig se Urskiven og på Minuttet vide, hvad Klokken var, om man da kendte de romerske Tal. Man kunne også se Pendulet, med den store runde Messingskive i Enden. Nederst og øverst på Urkassen, var der udskårne Pynteklodser. Den øverste Klods bar en Figur, der forestillede en Hest i Spring. Urmageren havde gjort et godt Stykke Arbejde, til Farmors fulde Tilfredshed. Et Par Skiver Grovbrød, med hjemmegjort Rullepølse, blev serveret som Afskedsmåltid. Da han sagde Good-bye og gik, gik vore Ure stødt og præcis og vi regnede med, vi i den kommende Tid kunne holde Trit med Tiden, takket være den dansk amerikanske Urmager.

Der gik Timer, der gik Dage, der gik Uger, men der gik ikke Måneder og vore Ure gik ikke godt mere. Stueurene skulle have det ene Puf efter det andet, før de kom i gang. Når og hvis de så endelig gik, gik de trægt, som om de havde rigelig med god Tid. Spareuret gik fuldstændig i stå. Selv om vi rystede det grundigt og bankede på alle Urets Sider, rørte det sig ikke ud af Flækken. Lokkede man for det ved at give det to tre Enkronestykker gennem Sprækken, hjalp det heller ikke. „Kommer Tid kommer Råd“, siger man. Ikke alt Håb var ude. I Svejbæk boede en Mand der hed Jensen. Et ganske almindeligt kendt dansk Navn. Hans Fornavn var Jens. Derfor hed han i det daglige „Jens tov Gång“. Jens var nemlig ikke nogen almindelig Jensen. For det første, kunne han gøre Træsko, for det andet kunne han klippe Folk og havde som Barber en stor Kundekreds. For det tredie kunne han lave Ure. I det mindste få ret dårlige Ure til at gå. Da „Jens tov Gång“ havde renset Urene for stivnet Levertran og Stumper af Hønefjer, gik Urene som de skulle. Dog, Amerikaner-klokken måtte opgives. De mange Timers Slid, havde gjort den uegnet som Kronometer. De nye Tider der stormede frem, stillede større og større Krav til Nøjagtighed. Klokken blev taget ned og erstattet med en ny. Der blev en god Kurvfuld Optændingspinde af den gamle Klokkekasse, det øvrige kom på Skramlebunken.

Mange var de, der rejste bort til Amerika og blev borte. Da den dansk-amerikanske Urmager gik, så vi ham aldrig mere og vi hørte ikke fra ham, eller noget om ham. Jeg gad nok vide, ikke netop om han havde prøvet Specialolien i U.S.A., men om den Sag han kom for, det med at finde sine Rødder. Ude i det fremmede havde han ikke glemt sit Fødested, om han havde længtes tilbage er muligt. Om dette talte han ikke. Han var rodløs og ligesom hjemløs. Jeg forstod så meget af Snakken, han ville søge efter, om der var vokset nye Skud op af den Rod, han selv var kommet af. Han kendte ikke til, om der fandtes nogen Slægtsbog, der kunne hjælpe ham på Vej, altså måtte han spørge sig frem. Jeg håber den amerikanske Urmager fandt frem til nogle af sine Slægtninge, både af de hensovede og levende. Det ville gøre ham mindre rodløs ved, at vide sig i Slægt med mange.

I Tidligere Tider har det været almindeligt, at lade en lokal Kunstner tegne og skrive et Gravskrift, når man ønskede et synligt Minde, hængende i Glas og Ramme, efter en afdød Slægtning. Senere afløste Fotografiet Gravskrifterne. Farmor gemte et Fotografi i Kommodeskuffen. Så man på Billedet, så man en Dame liggende udstrakt på en Forhøjning. Forhøjningen stod i en Stue, der var Draperi på Kanten af Forhøjningen, helt ned til Gulvet. Damen var klædt i en lang sort Kjole og 

Vort sidste hjem i Silkeborg

havde Kappe på Hovedet. Farmor sagde, Damen var død. Det kunne vi nu ikke se, hun så ikke spor død ud. Der var stillet fire store Lysestager op nær Forhøjningen. Det var den Slags Lysestager, man kalder for Kandelabre og bruges ved Begravelser. Så måtte hun vel være død.

Når Farfar og hans Søster Trine fra Hattenæs traf sammen, talte de tit om hensovede Familiemedlemmer. Så var det, som jeg tidligere har nævnt, Navnet Bertel, der var det stående Samtaleemne og Spørgsmålet, de Gang på Gang, stillede hverandre var: „Hvor blev Bertels Penge af?“ I deres Samtaler, blev der talt om et Familiemedlem, der var dekoreret med Dannebrogsorden, måske også med Hosebåndsorden, hvad ved jeg. Om det har været den Bertel, hvis Penge ikke var til at finde, kan tænkes. Fakta er! da den sørgende Familie stod om den døde i den åbne Kiste, kom Birkedommeren ind og fjernede Æresbevisningerne fra den Dødes Bryst, sagde Farmor. Jeg tror den døde Kvinde på Farmors Billede, kunne være Dannebrogsmandens Ægtefælle.

Jeg vil overlade til mine Efterkommere at efterforske vore Rødder og måske finde Svar på Spørgsmålet: „Hvor blev Bertels Penge af?“ At Pengene kan findes, er nok lidet sandsynligt, men et interessant Arbejde kan det blive. 

Hvordan var det man hakkede i det, når der i Skolen, var lagt op til Overhøring af den danske Kongerække. Man skulle altid forbi Kong Hans, før det begyndte at glide. Det var som at løbe Spidsrod langs Rækken af de gamle Konger. Den ene var værre end den anden. Når man efter Plageriet, kom til Ende med den sidste og kunne sætte sig, indrømmede man ved sig selv: „Det var godt nok noget Skidt med de Konger og deres Årstal.“ Årstal er den Slags Ting man hurtigt glemmer. Af Årstal har min Fortælling nogle få Drys, der hurtigt kan gå i Glemsel, men også kan give Svar, om en og anden vil spørge: „Hvornår var det nu det var?“.

Farfar døde stille, uden noget langvarigt Sygeleje. Far havde passeret de fyrre og talte ret ofte om en Tilbageflytning til Silkeborg, han var træt af den daglige Cykletur. Her kom Farmor på tværs. Når Flytteplanerne kom på Tale, anbragte Farmor sig siddende på en Trillebør og rejste sig ikke, før Far havde afgivet et Løfte om, at opgive sådanne flyvske Planer. Hun mente, hun stadig kunne malke sine atten Køer to gange daglig, om de blot havde stået her. Da Farfar var død og borte, var Farmors Interesse for Landbrug også borte, og selv var hun rejsefærdig.

Farmor Barbara blev Silkeborgenser og fandt sig hurtig til rette i hendes Stue i Ågade Nummer 24. Hun var stadig lige åndsfrisk og i fuld Vigør, gik på Visitter hos andre Ældre i Nabolaget. Silkeborg Avis læste hun omhyggeligt og var vel tilfreds med, at Thorvald Stauning sad på Statsminister-taburetten og styrede Land og Rige. Rask og rørig gik hun omkring. Den sidste halve Snes År havde ikke ændret Farmors Skikkelse. Ville hun blive 100 År? Hun var da godt på Vej, men det hørte til Sjældenhederne dengang. En Gang imellem kom det for hende, med Trykken for Brystet og Luftbesvær, men det var, som det førhen i Mellemstunder, havde været. Til visse Tider og ved visse Lejligheder, undlod Farmor ikke, at gøre os opmærksomme på: „hun havde levet under fem Konger“. Man havde hørt det før. Et Menneske kunne leve rask og frisk i Forventning til, at noget særligt skulle ske, endskønt, det efter alle Solemærker at dømme, var at anse for aflægs. Var det den sjette Konge hun ventede, – eller noget andet?

Den 13. Februar 1937 fik Far og Mor en Sønnesøn, der naturligvis var Farmor Barbaras Oldebarn. Han var til Glæde for hele Familien, også Farmor. Det må stå hen i det uvisse, om det var det hun ventede, – netop! at se et Skud skyde op fra den gamle Rod. Nu oplevede hun det skete, siden fulgte der flere, men da var Farmor borte. Jeg vil tro hun følte sig tilfreds med, vort næste Slægtsled var på Vej. Et Års tid gik, med den vanlige Trykken for Brystet og Luftbesværet, hun gik til sengs og denne Gang ville det ikke slippe. Syd for vor Grænse, dundrede det i Jorden og buldrende Lyde hørtes fra Luften. Adolf Hitler, den tyske Fører, råbte på Leverum. Tyskland ville erobre Verdensherredømmet. Da de brød ind over vort Land den 9. April 1940, var Farmor borte, – så hende kunne de ikke jage med som dengang for 76 År siden. Den lyse Midsommerformiddag Farmor døde, havde Mor siddet ved Farmors Seng. Netop, – som hun lå roligt og stille, havde hun bredt Armene ud og hvisket: „Nu kommer Jesus“. Det blev Farmors sidste Ord før hendes sidste Suk.

Vore Forældre lærte os – og viste os Børn, søgte man som Menneske Guds Retfærdighed, sørgede Skaberen for sin Skabning.

Far og Mor døde efter lige mange Leveår. Far døde den 14. April 1959. Mor den 19. September 1962, – og begge blev de begravet, hos deres Fædre, på Silkeborg Kirkegård, – den vi altid kaldte den nye.

Kunne jeg blot ta’ tilbage
til de skønne Drengedage
springe om på Mosens Tuer
Gå omkring i Farmors Stuer.
Gå på Stier jeg har kendt
sole mig på Bakkeskrænt.

Mens det gamle Sejs forsvinder 
værner vi om dine Minder. 
dog! – en Ting skal Nutiden vide
vore Kår var ej for blide,
men, – af Glæder fandt vi mange
og Dagene, – de var så lange.

Hus ved Hus man bygget har 
smukkere end hvad der var,
dog! – stadig er Sejs at kende ved,
Lyngheden, der strækker fra Skovens Led,
og hver Dag når Sol er oppe,
Lysets Jag over Bakkernes Toppe.

Børge Johannes Andersen