Trinbrættet

Ville man rejse bort med Tog, var Svejbæk nærmeste Station. Alle Veje fører til Rom, hedder det. Stod man efter en besværlig Tur 
med Apostlenes Heste på Svejbæk Station, havde man allerede tilbagelagt et godt Stykke Vej mod den navnkundige By, men hvad skulle en Sejsborger i Rom, når det var i Silkeborg der skulle handles. Gad man dreje Hovedet en omgang, havde man også i Sejs mindst syv Høje til Beskuelse. År 1927 var der omkring 12.000 Indvånere i Silkeborg. Byen ekspanderede, også udi Sejs. Huse blev der bygget, deriblandt også mange Sommerhuse. 

En Komite blev dannet til fremme for Oprettelse af et Trinbræt i Sejs. Også vores Far var Medlem af denne Komite. Far påtog sig, at tage Sognet rundt med en Liste hvorpå alle der af et oprigtigt Hjerte ønskede en Holdeplads i Sejs, kunne skrive deres Navne. Børn og utilregnelige Personer måtte ikke skrive. I Befolkningen var der en massiv Interesse for Projektet. Så såre som Listen var overtegnet, blev den undertegnet af Komiteens Medlemmer og sendt til Trafikministeriet og så ventede man med Spænding på Svar. Henvendelsen blev langt om længe besvaret, men til megen Skuffelse var Svaret negativt. I Ministeriet havde man 

Bror Knud

modtaget, pålidelige Oplysninger, om de faktiske Samfærdselsforhold i Sejs. Opponenten kunne godtgøre, at de forhåndenværende Befordringsmidler var dækkende for Sognets Behov og henviste til Hjejleselskabets Både, der sejlede daglig på de mest hensigtsmæssige Tider. Enhver der entrede Selskabets Både kunne sejle med, hvadenten de var Søndags- eller Hverdagsklædte. Joe jo! Hjejleselskabets Både var udmærkede og især den gamle Hjuldamper. Dette, at Bådene ikke sejlede de syv Måneder i Året, var nok ikke gjort kendt for Ministeriet, eller regnede man derinde med, vi herude på Bøhlandet købte Vinterbeholdningen i Sommerhalvåret.

Rygtesmedene i Sognet fik efter Afslaget, en travl Tid. Store som små, tykke som tynde, drog i Marken for at spionere. edb-maskinen var endnu ikke kommet på Tegnebrættet. Man vidste ikke noget om Udelukkelsesprincippet, men man brugte det og i løbet af kort Tid, kunne man med Sikkerhed, pege og sige: „Det er Manden“. De fem Komitemedlemmer lagde Hovederne i blød, hvad var der at gøre? Et Samlingsmøde i Forsamlingshuset, måtte være Vejen frem. Løbesedler kaldte sammen til Mødet og Salen blev fyldt til Trængsel. Diskussionen var livlig, man drøftede de gode Ideer og lo af de tossede. Forslag der gik ud på, at sende en Delegation til Trafikministeren blev vedtaget, men så skulle der Penge på Bordet. Rejse og Diæter for to Personer blev der at betale. Hvem skulle sendes. Peter Magnussen, der ikke havde set den Zoologiske Have, ville møj gerne afsted. Ligeså ville et Par andre. Jens Løvgren havde en gammel Moster i Griffenfeltsgade, han var trængt for, at gøre hende et Besøg, og Hans Kjølkjer, der havde været Garder, havde ikke set Amalienborg siden Soldatertiden, han kunne tænke sig at se den igen. Joe! der var nok der tilbød sig og var villige. Man fandt imidlertid, at pensioneret Postbud Frederik Frederiksen, der havde været rødt Overpostbud i Ålborg, ville være en god Repræsentant. Han var dog også kendt med, at banke på Døre og han var fastboende. Som Repræsentant for Sommerhusejerne valgte man Slagtermester Harald Hertz. Det var så rigtig som det blev sagt, skulle Bevillingen gennem Trafikministerens Mave, ville en Slagtermester, med Sans for Kvaliteter, ikke være af Vejen. Der skulle Penge til, man enedes om Dannelse af en Interessekreds, der skulle yde faste Bidrag. Offerviljen var stor, der var dem der tegnede sig for to eller fem Kroner pr. Halvår og vores Far blev Kasserer.

Nytteløst havde det ikke været med de to Repræsentanters Københavnerrejse. En Bevilling havde de med Hjem, dog ikke til nogen Jernbanestation, men til et Trinbræt. For alle der ville høre på og det ville alle gerne, berettede det nu fortællende Overpostbud, om Rejsen i sin Helhed. I Særdeleshed fortalte han Gang på Gang, om den ualmindelige store Rødspætte, der blev serveret ved den ualmindelige fine Frokost, på den ualmindelige flotte Restaurant. Til den store Rødspætte, blev der serveret en ualmindelig lille Kartoffel – og kun én. Sådan var der alligevel ikke herhjemme hos Marie. Her var der altid Kartofler nok på Bordet, derimod var Maries Rødspætter ikke slet så store.

Fra allerhøjeste Sted, kom der Besked til Jernbanedistriktets Liniearbejdere om Trinbrættet, der skulle anlægges vest for den Jernbaneoverskæring der forbandt vor Mælkevej. Det var ikke bare en tolv Tommer Fjæl, der skulle slås op ved Leddet. Nej-nej! der skulle laves en Perron, så man ikke skulle kravle og klyve for at komme i Toget, man skulle med nogle enkelte Tråd, kunne stige ind, ligesom i Yderstuen derhjemme. Perronen blev lagt an og et stort Skilt blev rejst for den ene Ende, hvorpå Stedordet Sejs, stod malt i rødt og hvidt. I Toget, løste man Billet til den nærmeste Købstads-Station. Ville han længere ud i Verden, kunne man på de to Hovedstationer, købe den nødvendige Rejsehjemmel. Kørte man som Rejsende med Toget og ønskede sin Udstigning i Sejs, burde man ikke skjule sig for Konduktøren, men vise Billet og bede ham lade Toget holde. Toget gjorde Holdt når der stod Personer på Perronen. Første Gang det holdt for, at tage Passagerer ind, talte jeg to og tyve Styk Mænd og Kvinder. Til Tider, altså Togtider, kunne Perronen være sort af Mennesker der ønskede at tage en Togrejse.

En Ynk var det når det blæste og ruskede med Regn, der var ingen Læ for Vind fra nogen Kant. Komiteen, der endnu bestod, lod en Befaling gå ud i Sognet, man burde mødes og tale om en Stationsbygning, et Læskur i det mindste. Der kom et Møde i Stand og der kom igen Penge i Kassen. Et lille Bræddehus blev rejst ved Jernbanens Side, nær Trinbrætter. At Sejs ikke var, at ligne med Mols gav sig her til Kende, ved det, to Vinduer var så snildt sat ind i Husets Endevægge, så man indefra, kunne overvåge når et Tog nærmede sig. Dog! det var som man sagde det, derude i Sognet: „Mie vil ha mie“. Ja såmænd, nu ville man have Lys i Huset om Vinteraftener. Trinbrætskommitéen gik i Lag med Bror Karl, der ellers trak med sidste Skoleår, om han ville modtage Stillingen som Lygtetænder og Lampemand, som det vistnok hedder sig i Jernbane-Tjenestemandssproget. Bror Karl modtog Jobbet og gik hver Aften, i den mørke Tid af Året, til Huset med en lille Flagermuslygte. Lygten blev hængt på en Krog der var skruet fast på en Bjælke i Huset. Krogen var smedet af Far og givet som Gave til Huset. Bror Karl fik fem Øre pr. Aften og var med Bestillingen forpligtet til, at holde Lygten i Orden med Stenolie. Desuden skulle han, af egen Lomme, erstatte et knust Lygteglas, uanset om det var ham selv eller en anden der var Knuseren. En Tid lang gik og han blev indkaldt til et Komitemøde. I Sognet klagede man over Lygten, der ikke altid lyste ved det sidste Aftenstog. Bror Karl måtte tilstå, det var ikke Lampens Ånd der blæste Flammen ud, eller rettere Lygtens. Nej! han var begyndt at dosere Oliemængden og ikke fylde mere på end lige til efter sidste Togafgang. Denne Form for Sparsomhed havde til Følge, han blev skåret ned i Løn, således han for Efterdags skulle aflønnes med fire Øre pr. Aften. På Grund af Bortrejse, fulgte jeg ikke den videre Udvikling og heller ikke Afvikling, af Sejs Trinbræt. En Ting vil der være, at slå fast med syv Tommer Søm. Ved Enighed, Samarbejde og Offervilje fik Sejsfolket denne Holdeplads etableret til Nytte for mange. Efter de snart mange År, erindrer jeg den lange og seje Trinbrætproces og jeg har fundet, skal en Ordhistorie skrives for Ordet Sejs, vil Tillægsordet sej være en central Bestanddel. Sejsfolket benyttede sig af denne Service-foranstaltning i fuldt Mål. Vi tager med Trinbrædtet, vi tar Springbrættet, ska do mej Flyvbrættet. Der var flere Navne på det populære Bræt.

Som Årene gik, blev Sejs indlemmet i den store By Silkeborg – og Sejs fik sin egen Kirke. En skønne Dag, var Sejs Trinbræt borte. Jeg har aldrig spurgt Bror Karl, hvor når han forlod sin Tjenestestilling ved de Danske Statsbaner og på hvilken Dag, han for sidste Gang, udmalte den sidste Olie til det sene Aftentog Jeg har heller ikke forhørt mig hos Sejsborgerne, om de alle er af samme Mening som Farmor Barbara, da hun for mange År tilbage sagde: „De æ no bejjer å kyre mæ Bil“.

NB.
I året 1926 blev Sejs Trinbræt anlagt og taget i Brug Efter denne Begivenhed fulgte en lige så stor. De fleste Ejendomme i Sognet fik installeret El-forsyning hidført fra det store Elværk i Tange og med det pensionerede Overpostbud fra Ålborg, Frederik Frederiksen, som den første Måleraflæser. Det grønne Tag på Fru Rypes to Etagers Villa lyste godt op i Lyngheden. Der kom folk fra Nær og Fjern og ville bo og bygge i Sejs. Stod der gamle Huse i Vejen, rev man ned og byggede Nyt.

Til Sorg for nogle og til Glæde for andre tog Udviklingen Fart. Ad de forbedrede Veje blev det bekvemt at køre ud i Bil og fra den 22. Maj 1971 kørte alle Tog forbi Trinbrættet i Sejs uden at standse.

Tilføjet af webmanager: