Tre Handler

Sejs var et U-land. Her var ingen Slagter, ingen Bager, ingen Fiske- handler. Der var en Købmand på Grænsen mellem Sejs og Svejbæk, men alligevel, små tre Kilometer fra os. Det var kun lidt vi købte hos denne Købmand. Hvad vi havde Brug for i det daglige, købte vi i Silkeborg, og hvad vi ikke selv kunne fragte Hjem, kørtes ud med Mælkekusken. En Fiskehandler kom nu og da, med et Par Kasser Fisk på en Fladvogn. Det var gerne Rødspætter og Torsk, eller Sild og Hornfisk. Rugbrød og Sigtebrød hentede vi Drenge hos Brødkusken. Malmkjær, som Brødkusken hed, boede i nedre Sejs, lige op ad Sejsnævringen. Malmkjær kørte regelmæssigt Sognet rundt med Brødvognen, men da vi selv kunne hente Brød, når vi manglede, havde han ikke nødig at køre til vor Dør.

I de År vi boede i Sejs, havde vi Besøg af mange Agenter. Det var ikke alene Kludekræmmere der kom for at vise os Verdens bedste Damestrømper og andre Uldvarer. Der kom Kolportører fra Bogforlag i selve København, der modtog Bestillinger på det sidste nye i Bøger, i hvilke Tryksværten næppe var tør endnu. Børstenbindere, Ostehandlere og Sæbehandlere, havde deres Varer med, til Levering på stående Fod. Faktisk kan jeg lettere sige hvad der ikke kom, end hvad der kom.

En Dag kom der en Agent, fra Ugebladet Hus og Hjem. Han bankede på hos Farmor, der sad og studerede Gårsdagens Avis. „God dav i Stuen“, sagde han, da han trådte ind. Det Sprog forstod Farmor, hun følte med det samme sig sådan som lidt i Slægt med Manden, og bød ham straks til Sæde. Det lod også til Manden var flink nok. Agenten spurgte deltagende til hendes Øjnes Tilstand.

Når Farmor læste Avis, anvendte hun, som Forstærker for Brillerne, et Lygteglas, der oprindelig havde forstærket en osende Karabidflamme, på en Cyklelygte. Jeg ved ikke hvornår det blev Lov, at Cyklister skulle køre med tændt Lygte. Jeg mener det i første Omgang hed sig, det skulle være en Time, før og efter, Solens Nedgang og Opgang. Blandt Cyklister især, var der nogen Usikkerhed med hvornår Solen, netop når de cyklede, ville gå ned. Ja, for nogle gik Solen aldrig 

ned. Nu blev der fastsat et bestemt Klokkeslet, hvor Solen skulle være nede, og det blev sat på Tryk i Aviserne. Efter den fastsatte Tid, var det Politiets Pligt at anholde enhver Cyklist, uden tændt Lygte, notere ham og idømme ham en Bøde, altså hvis han cyklede. Karbidlygterne gav et godt Lys, når de ellers var i Orden. De var stabile i Blæst og dårligt Vejr. Efterhånden afløste de Stearinlyslygterne som Cyklelygter, indtil Dynamolygterne kom i Handlen. Karbidlygten bestod af en lille Beholder med Karbid. Når Beholderen med Karbid blev skruet fast, under en lille Vandbeholder, hvor på Reflektor og Brænder var monteret, kunne en lille Skrueventil, tilpasse de små Mængder Vanddryp, der skulle til, for at opløse Karbidet. En Ulempe var, det var vanskeligt at holde de fine Huller i Brænderen rene.

Ganske naturligt kom Farmor og Agenten til at tale om Legemets Forfald ved Alderdommen. Synet blev dårligere, Hørelsen blev svagere, og så var der Gangbesværet. Derfra kom de til at tale om de dårlige Flæskepriser og om den sidste Smørnotering. Endnu havde den Fremmede ikke givet sig til kende, med Navns Nævnelse, eller i hvilket Ærinde han var kommet. Kaffekanden snurrede lydeligt henne fra Ovnen. Der måtte være en Tår mere at tage af, lidt til hende selv og lidt til den Fremmede. Farmor tog en Kop fra Skabet og hentede en Bid Hvedebrød. Noget hugget Sukker var der endnu i Skålen, til Knaldtåren. Knap nok var Kaffekoppen sat til Munden, før den gode, varme Drik, løste op for Tungens Tale, og Manden kom ud med hvad der var hans såre betydningsfulde Ærinde. Midt i de for Landet så usle Tider, havde han med sig et Tilbud om en Gevinst på 2000 Kroner og en ægte Sølvske, en Kageske. Det var at se på som et Lyspunkt i al Jammerligheden, og hele Herligheden fik man, kvit og frit, ved at tegne sig for Ugebladet Hus og Hjem, for et År at regne. Joe! Farmor betænkte sig ikke længe. Hus og Hjem kendte hun som værende et godt Blad, og Agenten han var da så møj en flinke Kårl. Der var så også de 2000 Kroner og Sølvskeen, så Farmor tegnede sig for et År. Agenten takkede så mange Gange, både for Tegningen og for Kaffen. Desværre var Tiden knap, og han måtte videre. Han rejste sig med et „Far-vel“, og gik de 30 Skridt, der var fra Farmors Dør til vor.

Vores Mor stod i Køkkenet og havde meget Bageværk i Gang. Over for Mor, gik han straks til Sagen. Også Mor kendte Ugebladet Hus og Hjem, og regnede det for at være et godt og sobert Ugeblad. Hun kunne meget vel tænke sig at være Holder af Bladet, i det mindste for en Tid, der var blot det med Pengene. En Sølvkageske havde hun egentlig ikke nogen Brug for. Det med at vinde 2000 Kroner, så hun stort på. Det skulle gå underligt til, om et sådant Held, skulle times os. Nå! hun måtte se at spare mere på Sukkeret og for en Tid lade være med, at bruge det amerikanske Mel, så hun tegnede sig for et År.

Aldrig så snart, var Agenten ude af Mors Køkkendør, før Farmor tittede ind. „A hår tegnet mæ for Hus og Hjem Blåjet, å en æte Kågskje, å tovtusin Kroner“, sagde hun. „Nå ja!“ sagde Mor, „jeg har også tegnet mig“. Der bredte sig et benovet Udtryk i Farmors Ansigt. Hun indså, der her var gjort en rigtig dum Handel. Det passede meget dårligt ind i hendes Politik. En sådan Tankeløshed i Forretningssager, var hun ikke vant med. Herefter skulle Landposten bære to ens Ugeblade ind i samme Husstand, i hver en Uge, et helt År igennem. Jo! en sådan Dumhed ville man snakke om, hele Sognet rundt, det var lige til at græde over. Dog, Farmor fattede sig. „Åe ja, såmænd dog, det blywer dov tov Kågskjer å fietusin Kroner, endda“, sagde hun og forsvandt – ud af Køkkendøren.

I lange Vinteraftner sad jeg i Farmors Stue og læste højt for hende. Det var hvis Farmor bestilte mig dertil. Jeg gjorde det gerne, jeg holdt af at læse op, og fik på sådanne Aftner, mangen Snak med Farmor, og fik hende til at fortælle. Vi sad ved det store ovale Bord, der stod midt i Stuen. Der fandtes en Armstol, der havde sin Plads på den frie Side af Kakkelovnen, lige ved Indgangsdøren til Stuen. I Armstolen sad Farfar gerne om Dagen, når Vinterkulden var slem. De øvrige Siddepladser var fire Pindestole med cirkelrunde Sæder. Disse Stoles Placering var om det ovale Bord. En Stol ved hver sin Side, og en ved hver sin Ende. Det var Stolene for Enderne af Bordet vi sad på. Altså! Ansigt til Ansigt mod hverandre, med Hængelampen imellem. Jeg sad således, at mit Ansigt tildels var vendt mod Døråbningen ind til det lille Soveværelse. Når jeg ind imellem kikkede derind, kunne jeg følge Musenes Leg med Halmdrysset der lå på Gulvet, under Farmors Seng. Farfar lå på Chaiselongen, godt klædt på og med Kasket på Hovedet. Han sov trygt de retfærdiges Søvn. Det var aldrig skrækkelige Ting han talte om, når han engang imellem talte i Søvne. Som Regel var det historiske Bøger jeg læste for Farmor, B.S. Ingemans Romaner for Eksempel. Jeg matte ikke læse af Novellerne i Ugebladet Hus og Hjem. Der var ellers en Roman i Bladet der fortsatte fra Blad til Blad. Den hed: „Cordullas Kærlighed“.
Novellerne med Kærlighed var altså blandt det, man skulle være gammel nok til at læse, men det var ikke det eneste man skulle være gammel nok til. Denne fortsatte Fortælling var Farmor meget optaget af, men det skulle være Søster Gerda der læste. Hus og Hjem Bladet blev omhyggelig gemt hen til de Søndage hvor Søster Gerda var hjemme. På Søndage Eftermiddage blev Søster Gerda tilsagt til at komme og læse „Cordullas Kærlighed“ for Farmor. Nå! jeg tror også Farmor var glad for hvad jeg kunne læse for hende. Vi holdt gerne små Pauser og drøftede historiske Fortællinger. Kørte jeg træt med Oplæsningen, hvad også skete, kunne Farmor efter Hukommelsen citere, nogle af de 36 Vers af en Folkevise, hun havde lært, og kunnet på Fingrene i sine unge Dage. Visen handlede om den fattige Pige der elskede og blev elsket, af den unge Herremandssøn, og han måtte selvfølgelig ikke få Fattigpigen, for hans strenge Moder. Den sørgelige Vise beretter så i det fem og tredivte Vers, at Pigen kun ser den Udvej, for i Fremtiden at kunne være ham ret nær, at gå i Voldgraven, – hvad der da også skete i det seks og tredivte Vers.

Vi var alle glade for Ugebladet Hus og Hjem. Vi Drenge fandt megen Fornøjelse ved Tegneseriene. Den store grumme Negerhøvding havde vor Sympati. Vi lærte ham at kende som en stor Jæger og Kriger, der nok i det daglige var en god og venlig Mand, med Trang til at pynte sig og spise god Mad, med lidt Menneskekød ind imellem.

Hus og Hjem Bladet havde også Annoncer. Jeg tror den kom i hvert Nummer, den på Bagsiden af Bladet. En Annonce for et Middel til fremme af Hårvæksten. Det blev anbefalet at vaske Håret flittigt i Midlet, blandet med lidt Vand. Håret ville tage til at vokse kolossalt, det viste en Tegning på Bladets Bagside, man så hvordan Håret bølgede ned ad Bladsiden. Vi havde ikke Brug for nogen Væske af den Slags. Tværtimod, vi havde mere Brug for en Væske, der kunne hæmme Hårvæksten.

En anden Annonce, interesserede os Mere:
En skøn Perlekrans med 100 Perler,
Et Armbåndsur i ornamentisk prydet Guld double Indfatning.
En Kikkert med dobb. Linser 
En Fyldepen med slidstærk Pen, tilsendes pr. Efterkrav for Kr. 27 og 35 Øre. 

Sådan, så nogenlunde, var Annoncen stillet op. Perlekransen så vi bort fra, kunne vores Mor ikke bruge den, var den vel til at sælge til en af Pigerne i Skolen. Et Armbåndsur, var lige det jeg drømte om, for ikke at tale om Kikkerten. Så såre vi havde en Gæst, der gerne ville på Bakkerne og nyde Udsigten, måtte vi bønfalde Josef Karup, om vi måtte låne hans Kikkert en lille Times Tid. Josef var en venlig Mand, men lagde os på Sinde, vi måtte være ansvarlige for Instrumentet. Med dette tunge Ansvar gik man med Kikkerten, forsigtigt, overvågede med Ansvarsbevisthed når den gik fra Hånd til Hånd, og bar den med Forsigtighed tilbage til Josef, med mange Tak for Lån.

Bror Åge og jeg, blev enige om et Fællesindkøb af disse Effekter, hvor vi slog vore Spareskillinger sammen. Vi besluttede, når vi delte Beløbet 27 Kroner og 35 Øre, plus Forsendelsesomkostningerne ligeligt, skulle Fyldepennen tilfalde Åge, Armbåndsuret mig, Perlekransen så vi som sagt bort fra. Kikkerten skulle være til fælles bedste. Nu ville vi få en Kikkert ved Hånden, og kunne være blandt de venlige, der lånte ud, om så var, når der var Brug for et Kik. Et Ark Papir blev revet af et Kladdehæfte, en Konvolut blev lånt. Landposten tog vor Ordre med fra Køkkenbordet, og de syv Øre der var lagt ved til Porto. Landposten tog vort Brev og vore Penge, nu var Bestillingen afsendt, og vi gav os til at vente.

Endelig, langt om længe kom Pakken og Efterkravet, men vi havde Pengene parat. Den lille grå Pakke tog sig meget lille ud i vore Øjne. Da vi fik Sagerne pakket ud, var i Sandhed disse også små at skue. En Perlekrans var det, med meget små Perler. Ved nærmere Undersøgelse af Kransen, kunne det fastslås. Ingen Perlefisker havde haft Besvær med at fiske disse Perler op fra det store stille Hav. Armbåndsuret bragte mig ikke Glæde, men Ærgelse. Også Uret var lille af Format, det ville passe til en Arm på fire År. At Uret ikke var i Gang og stillet på dansk normal Tid, kunne man ikke vente, det havde været længe under Vejs. Da jeg drejede på den Skrue, der vanlig skal moveres for Optræk og Indstilling af Ure, blev det mig klart, jeg selv måtte være Trækkraft, hvis jeg ønskede Viserne skulle gå rundt. Og jeg kom til at tænke på, hvornår man kan kalde et Ur, et Ur. Bror Åge havde fattet om Kikkerten, og stod og så ud i det blå. Kikkerten var også meget lille, mindre end den Slags Folk går i Teateret med, så jeg spurgte: „Ser du noget?“. „Næe ja! Jeg kan se det er blevet tåget. Når jeg ser ud i Haven, er det helt hvidt af Tåge“. Når jeg så ud med de blotte Øjne, så jeg ingen Tåge og Himmelen var blå og Skyfri. Kikkerten var måske en Tågekikkert. Den kunne vi måske få Glæde af, når vi sommetider gik over Mosen i Tåge. Det var gerne svært at holde Kursen når Tågen lå tæt og uigennemsigtig, da ville Kikkerten være en god Følgesvend. Jeg prøvede Kikkerten og så ud i Haven. Jeg så også Haven var indhyllet i Tåge og konstaterede, de små Buske derude, blev ikke større med Kikkerten for Øjet. Men jeg indså, Kikkerten var kun at betragte som et Stykke Legetøj. Hvad der så kunne leges med en sådan Kikkert, forstod jeg ikke, – ja måske Turist. Tilbage var Fyldepennen. Den var ikke med Guldpen. Pennen var af Glas, snoet i en Spids, ligesom Børstårnet. Ligemeget, en Fyldepen var det, den kunne fyldes, endogså med Blæk. Men det lod til, den havde svært ved at holde på Fyldningen. Skrev man en Linie ud på et Ark Skrivepapir, skrev den rigtig pænt, men havde den Vane, den tabte en Klat Blæk når den nåede til Ende med Linien. Til at skrive Underskrifter med ville den være god, hvis man ønskede at slutte Skriften med en Blækklat. Vi indså, vi havde gjort en meget dårlig Handel. – Eller havde vi? De fire Ting kunne nok være Pengene værd. Sagen var den, det var for småt til Folk på vor Alder. Vi havde købt Katten i Sækken.

Farfar havde den Skik, han gik Morgentur. Så snart, han havde sat sin Davre til Livs, tog han Kasketten på Hovedet, en Kæp i Hånden, der var skåret af en kraftig Granrafte. Så forlod Farfar Husmandsstedet for en Tid, og gik ud i det Uvisse. Det vil sige, han gik ud på Steder, hvor der skete noget, eller der skulle ske noget. Var man et Sted i Gang med Nybyggeri, eller forandre noget gammelt, tog han en Vending der hen. Faldt hans Vej forbi Folk der arbejdede udendørs på Mark og i Haver, fik han en Pråt med dem. Kom han under Vejrs med, at et kendt Menneske, efter menneskelig Bedømmelse, ret nær skulle dø; Ligesådan, kunne det være et Sted, hvor man ventede et nyt , og ukendt skulle fødes, lagde han sin Vej omkring. Så havde han en Fornemmelse af, hvorledes det stod til.

Små Huse og lave Huse, var hvad der var i nedre og øvre Sejs. Nu var der en Fru Rype, der havde købt et Stykke Lyngjord, og ville bygge en Villa i Bungalowstil på Grunden. Stue og første Sal skulle der være. Da den store hvide Villa stod færdig dernede i Lyngen, var det den første Villa, der blev bygget i nedre Sejs. Senere skulle der komme flere såkaldte Villaer, men det var nok de færreste, der så sådanne Syner dengang. Farfar fulgte nøje hvad der skete, og hvad der skulle ske på dette Sted. Noget af det første der blev gjort, var at grave en Brønd. Intet Hus uden Brønd. Brønden blev gravet og der var Vand i rigelig Mængde. Man havde regnet med mange Meter til Vand, og havde købt rigeligt med Brøndringe. Da man havde Vandet, havde man seks Brøndringe liggende, som der ikke blev Brug for. 

Farfar havde en Tanke, en Idé han gik og småsnakkede med sig selv om. Det var Kjelden der stod ham i Hovedet. Var det ikke det, han og Barbara havde snakket om så tit. Kjelden derude for Husmandsstedets Østgavl, havde givet Vand til Folk og Fæ, så rigeligt i så mange År. Den var bygget op med røde Mursten. Stenene var gamle nu, de smuldrede, det gjorde at Vandet blev brunligt og grumset. Det passede ikke, når nogle mente det var det store Indhold af Jern, der gjorde Vandet brunligt. Brunfarvningen havde taget til i de senere År, det var Stenene der smuldrede. Nu lå altså seks Brøndringe dernede i Lyngen, måske var de til at købe til nedslagen Pris. Ved at grave seks Ringe ned ved siden af Kjelden, ville man gå lidt dybere, men det var nok ingen Skade til. Farfar, der løbende holdt Barbara ajour med hvad han så og hørte derude i Sognet, havde fået berettet, der var seks Brøndringe dernede ved Villajorden, der ikke kom i Jorden. Den Dags Morgen, da Farfar havde sat sig for Køkkenbordsenden for at indtage sin Davre, var Planen modnet i ham og Chancen var her, både til at købe Ringene, og til at lade et Ord falde til Barbara: „Vi tager de seks Ringe“, sagde Farfar, „og lader Valdemar grave“. – Og Farmor sagde ikke nej!

Allerede samme Dag gik Farfar til Valdemar, og spurgte om han ville grave. Det ville han, og det kunne han. Brøndringene blev købt også samme Dag, og der blev kvittet ret godt på Prisen. Valdemar kørte Ringene op med sine Russerheste for Stivvognen, og begyndte at grave. Først blev der gravet et Hul, tre Meter syd for Kjelden. Hullet havde en Diameter der svarede så nogenlunde til en Brøndrings udvendige Diameter, og en Dybde på tre kvart Meter. En Brøndring blev stillet på Højkant i Hullet, og Valdemar sprang ind i Ringen. Nu kunne den egentlige Brøndgravning begynde. Sandet under Ringens nederste Kant, og det Sand der var indenfor Ringens inderste Cirkel, blev fjernet. På den Måde gled Brøndringen ned til den forsvandt, under Jordoverfladen. Bror Åge og jeg trillede nu Nummer to Brøndring hen, og stillede den på Højkant over den første. I Begyndelsen kunne det lade sig gøre at kaste Sandet op, over øverste Rings Kant, men snart blev det nødvendigt, at sætte Spilbukken over. Herefter fyldte Valdemar det opgravede Sand i en Spand, der blev firet op ved Hjælp af Spillet, i hvilket Bror Åge og jeg havde fat i hver sit Håndtag. I Løbet af tre fire Dage, forsvandt de seks Brøndringe i Jorden, og ved Aftenstid på Fjerdedagen, piplede der Vand frem dernede. Valdemar havde ikke nødig at skynde sig med at komme på det tørre, det var kun langsomt det piplede. Vi havde ventet Vandstrømme, men lige så pludseligt det var kommet, lige så pludseligt holdt det op. Lige meget hvor meget Valdemar skrabte og regerede i Sandet dernede, kom der ikke mere, I det Lidet der var kommet, var der lige nok til at en Træsko kunne sejle rundt deri, men der ville vel komme mere, Natten igennem. 

Det var med nogen Spænding, vi næste Dags Morgen kikkede ned i Brøndens Dyb. Farfar, der mest havde fungeret som Observatør og Rådgiver ved Arbejdet, var den der først kikkede ned. Efter Farfars Syn, var der meget Vand dernede. Vi fandt en lang Stok og stak til Bunds. Da vi aflæste vor Pejling, viste den en Vandstand på to Tommer. Sagen var klar som Vand, vi havde ikke truffet den Vandåre, der forsynede Kjelden med Vand. Vi lod det hele ligge nogle Dage, i Håb om at Vandåren, der måtte være nær ved, ville bryde igennem, men forgæves. Faktisk havde vi det som Sømanden, der spejder efter Land. Time efter Time spejdede vi efter Vand. Valdemar gik med Pilekvist og Vaterpas og målte i Terrænet. Efterhånden kom han til det Resultat, vi måtte nok regne med vi skulle grave til Grundvandet, men iøvrigt lagde han Ansvaret fra sig. Farfar og Farmor rådslog med hverandre, Far og Mor, Far og Farmor, Mor og Farfar, Bror Åge og jeg, alle udvekslede vi Meninger med hverandre, om hvad klogt var.

Der var to Muligheder, der var antagelige. Som den første, at fortsætte med at grave længere ned. En anden, at forsøge et andet Sted, så tæt på Kjelden som muligt. I begge Tilfælde skulle der købes Brøndringe. Efter at alle gode Meninger var lagt sammen, og alle gode Råd hørt, blev der købt tolv Brøndringe.

Man havde besluttet sig til at grave videre. Under alle Omstændigheder var der i det mindste Grundvandet, man kunne regne med. Disse Brøndringe blev bestilt, med en mindre udvendig Diameter, således de passede indeni de der var nede i Jorden. På den Måde, kunne de først nedgravede Ringe styre Retningen for de efterfølgende. Nu kunne vi ikke bare trille en Ring, hen til den påbegyndte Brønd og lade den dumpe ned. Til Hejseværket hørte en Tovende, hvortil der var splejset tre korte Stykker Tov, med Kroge i Enderne. Denne Dingel-Dang blev hægtet på Spandekrogen og de tre Kroge anbragtes under Brøndringens Underkant. Så kunne det lade sig gøre, med lidt Snilde og Behændighed at svinge Brøndringen ud over Brønden og fire Ringen ned, langsomt, meget langsomt skulle det gå. Vi fik snart det vanlige Tempo på, men eftersom Brøndringene gled ned i Jorden, blev det længere og længere for Sandspanden at gå. Der var også mindre Plads for Valdemar dernede Valdemar var en middelhøj, spinkel Mand. Han var meget adræt, når han tog på Arbejde nede i Brøndens Bund, var det sjældent han brugte Hejseværket at gå ned med. Med Hænder og Fødder mod Brøndens Væg, tog han Turen ned. Den samme Metode benyttede han, når han ville op. 

Valdemar var vor nærmeste Nabo i flere År. En Kilometers Afstand var der imellem os og ham. Han var Indehaver af en Ejendom på 12 Tønder Land, der lå lige op af Nordskoven, med er Brandbælte imellem. Han var en myreflittig Mand. Foruden at passe sit Landbrug, drev han også lidt Jagt og Fiskeri , og havde en Del Kørsel for Folk. For hvem, der havde Brug derfor, gravede han en Brønd. Valdemar bekendte sig som hørende til en af de Små i Samfundet, og satte Kryds ved Socialdemokratiet. Han havde håbet på Stauning, måske kunne Stauning gøre noget for de Små i Samfundet, men i 1926 måtte Stauning vige for Godsejeren og Venstremanden Madsen Mygdal. Jeg mener, det netop var Sommeren 1926, vi gravede Brønd. Jeg forestiller mig, det kan have været Staunings Fald, der gav Stødet til, at Valdemar gik et Skridt yderligere til venstre og blev Kommunist. Nu skulle den røde Fane løftes for Alvor. Farmor var heller ikke tilfreds med Madsen Mygdal. Ud af de Aviser hun læste, kunne hun fortælle Madsen Mygdal ville give Landbrugsstøtten til Godsejere og Herremænd. Det var da også helt urimeligt, når det tydelig nok var Husmandsfolk, der trængte mest. Bror Åge og jeg, var forholdsvis unge, og havde ikke Forstand på Politik. vi kunne ikke stemme til Folketinget før vi var fyldt 25, og for at stemme til Landstinget, skulle vi være 35. Stillet over for Valdemar, eller rent bogstaveligt, oven for, havde han et Publikum, og her kunne han bruge Brønden, som Talerør. Alt imens han skrabte i Sandet dernede, talte han om de mange Goder, Kommunismen kunne skaffe os . Det var først og fremmest, Landbruget der trængte. Som det gik nu, kunne vi nok se, hvordan det gik. Ingen Støtte til de små Landbrug. Smørret blev solgt til England, for mindre end hvad det koster at fremstille. Hvornår fattede man her til Lands, man skulle gøre som Kommunisterne i Rusland. Væk med alle Godser og Godsejere og for den Sags Skyld, også Småbrugere, som hans og vort. Staten skulle overtage alt, Landbrugsjord og det hele. Som i Rusland, skulle der bygges nogle enkelte Storbedrifter, med Køer og Svin i Tusindvis. På den Måde, skulle alle være Lønmodtagere have lige meget i Løn. Lige fra Direktøren til den yngste Lærling. Dette med lige Løn, tiltalte os meget. Jeg forstod godt nok ikke, vi derfor var lige rige eller lige fattige. Nogle ville vel købe en ny Cykel, andre endda en Bil. Hvad værre var, det kunne tænkes nogle købte dyrt Mad og nogle ville drikke sig fulde. Alt sammen, imens atter andre, ville sætte Pengene i Bikuben. Så var der Kapitalisterne, de skulle udryddes. Dengang jeg gemte en ti Øre i et Hul i Vaskehusmuren, var jeg da Kapitalist? Og hvis jeg var, hvem kunne finde ti Øren og tage den fra mig. Satte de mig i Fængsel, havde de vel ikke noget ud af det, når de ikke kunne finde Pengene. Militær behøvede vi ikke, sagde Valdemar. Hvis Bornholmerne gjorde Oprør og dersom Svenskerne faldt over Landet, behøvede vi blot at ringe til Moskva, så ville Russerne sende en stående Hær, i løbet af et Øjeblik. Vi kunne høre og forstå, alt hvad Valdemar sagde. En gang imellem, prøvede vi at tale ned til ham, når der var noget der ikke passede os, men han hørte os ikke.

Som Dagene gik, blev Brønden dybere og dybere, og de tolv Ringe var nede. Den Sjat Vand der havde været, var forsvundet da den første af de nye Brøndringe var nede. Intet Vand havde vist sig siden. Man var dog enige om at købe flere Brøndringe og fortsætte med Gravningen. Der blev igen bestilt tolv Brøndringe, med samme Diameter som de sidste. Den ene Dag med den anden, gled vi nedad og vi kunne dårligt høre Valdemars Snak mere. Fem Ringe af de nye var sat ned. Da vi var i gang med den sjette, begyndte Sandet dernede at blive fugtigt, og da den var helt nede, var der Vand. Valdemar kom op, og da vi lidt senere målte, var der rigeligt med Vand.

Det blev en Brønd med fire og tyve Brøndringe, vi fik altså ikke Brug for de seks. Her kunne vi ikke hive Vand op med en Spand på en Stang. Der blev købt en Jernpumpe. Nu var der klart og godt Vand, og nu kunne vi pumpe op, så meget det skulle være.

Hvis jeg skal gøre op hvad vi fik ud af de tre Handler, vil jeg gøre det sådan: Ugebladet Hus og Hjem havde vi et helt År, med to Eksemplarer i hver Uge. Vi kunne have klaret os med et. Vi fik to Sølvkageskeer. Vi havde faktisk ikke Brug for Kageskeer. Et Uheld forhindrede at gevinsterne, på to gange totusinde Kroner, udeblev. Dog vandt vi et Hæfte, med nogle særegne Tegninger i to Eksemplarer. De gjorde lidt Nytte, i optændingsøjemed. I Handel Nummer to, blev Indpakningspapiret gemt til Genbrug. Perlekransen brast og Perlene fejet op, lidt efter lidt. Vore Søstre var for store til Armbåndsuret, jeg tror, det blev givet til en mindreårig. Kikkerten var en Tågekikkert. Man så Tåge. ligemeget hvornår og hvorhen man kikkede. Fyldepennen forsøgte vi at gøre Brug af en Tid, men den blev dårligere til at skrive, og bedre til at slå Klatter, derfor kom den og Kikkerten til at dele lige Vilkår på Skramlebunken. Vi var alle enige om, der var gjort en god Handel med Brøndringene. Ja vist, der var lagt op til det skulle have været en billig Brønd, det blev det ikke. Vi var alle glade for det gode Vand og for Pumpen.

Af de tre Handler, er det soleklart, Farfars var den bedste. Her kom det igen til at passe, som der skrevet står: „Hvad Fatter gør, er altid det rigtige“. For en Orden Skyld, må man påskønne Valdemar, der gjorde et godt Stykke Brøndarbejde. Han gjorde tilmed, et Stykke Arbejde for Kommunistpartiet. Senere lykkedes det for ham, at samle et Demonstrationstog, der drog gennem Silkeborg Byes Gader, hvorom Farmor Barbara, læste i Silkeborg Avis: „Et kommunistisk Demonstrationstog gik Gårsdagens Eftermiddag gennem Byens Gader. I Toget var der fire og en halv Kommunist. To Ægtepar og en mindreårig, der bar Fanen“. En meget modig Handling. Hvor god den var, ville Tiden vise. Ikke alle Handler og Handlinger er gode.