Husmandsstedets Jordlod var en Oase for Stedets Vildt. Farfar var ikke Jæger og kunne ikke drømme om, at skyde løs på Himlens Fugle og Markens vilde Dyr. Spurgte en eller anden i Forbifarten Farfar om han skød noget på sine Marker, var Svaret: „Ja, a ka skye Røg“.
Når Farfar ikke ville jagte på sin Jord, ville Statsskovvæsenet gerne leje Jagtretten. Ikke sådan, vi nogensinde så nogen Skovridder, eller Skovfoged sidde eller stå i vore Marker, med Jagtbøsse i Skudstilling. Nej! man ville sikre sig Området, der havde Skel med Skoven, så Dyrene kunne gå ud fra Skoven uden, at være bange for nogen hæslig Jæger. Diverse Harer og selv de store Rådyr, kendte åbenbart til Lejemålet, vi så jævnligt nogle af begge Slags på vor Side.
Rådyrene holdt af at besøge os i Forårstiden, når Rugen var ved at komme sig efter Vintersøvnen, da åd de store Dyr masser af de grønne Spirer. Et Rådyr er som en Ko, en Drøvtygger. Tilsyneladende laver Rådyret med sin Tunge, Grøntfoderet til Ruller, og lader Rullerne forsvinde i Mave Nummer et. Derefter hakket og findelt til Mave Nummer to. Jeg kan roligt sige, Skovens Rådyr lavede sig mange Forårsruller af Vinterrugens grønne Spirer fra vor Rugager, hvad der absolut ikke passede Farmor.
Vi havde ingen Jagtbøsse, ingen Riffel ej heller Krudt og Kugler i vore Huse og alligevel, Bror Karl og jeg havde Våben af flere Slags, men det var ikke farlige Våben, ikke alle. Det var en Præstation, når vi kunne få et Stykke Træ til at ligne en pæn Bøssekolbe Hvilken Skyder blev det ikke til, når Kolben blev forsynet med det bedste Stykke af et knækket Kosteskaft. Nu havde man et Gevær der pyntede svært på en, når man, som den store Jæger krydsede igennem Lyngheden, det skabte Selvrespekt. Respekten for os hos Hedens og Skovens vilde Dyr var åbenbart den samme, hvad enten vi kom med eller uden Våben. Jog man en Hare op fra Lyngtoppene, flyttede den sig kun sindigt i små Hop. Havde vi haft ladte Patroner i vore Bøsser, havde den sikkert lugtet Lunten. De Krudthorn vi bar ved Bæltestedet lugtede heller ikke af Kul, Svovl eller Salpeter. Knive havde vi en Del af, flere af dem var af egen Tilvirkning,
vi havde både Ambolt, Smedehammer og Slibesten til Rådighed. Ligesom for Wilhelm Tell, Robin Hood og flere andre historiske Personer, var Flitsbuen også for os et højst værdsat Våben. Ved tilfældige Træf fandt vi de bedste Grene til Buerne. En tommetyk Gren, det kunne være Røn, Poppel, Ask. Den skulle være bøjelig og sej. Til Buestreng var en stærk Snor, ikke for tyk, et Fund. En Ståltråd af den rigtige Slags, kunne også bruges. I begge Ender af den cirka en Meter lange Gren, skar man et Hak. Når Strengen skulle bindes sørgede man for, at give Buen en passende Forspænding. Strengens Ender skulle bindes i de to skårne Hak. Til Pile kunne det være vanskeligt, at finde lige Grene der også var tynde. Grene af enhver Træsort var anvendelige. Vi skaffede os en rigelig Mængde Pile, så Koggeret var fyldt. Vi kendte vore Pile og vidste hvilke, der var de bedste og de dårligste. Hvad der flyver i Luften har i Almindelighed den tunge Ende Bagud, måske ikke lige Humlebien, men så de andre stikkende Væsner og hvem har vel set en Gås flyve baglæns. Vore Pile skulle være tunge i den forreste Ende, derfor viklede vi nogle omgange Ståltråd om Pilespidsen, ellers ville den snurre rundt i Luften og være en regulær Forsager. Når vi skød med Bue og Pil var det gerne efter Skydeskive, eller et bestemt Mål, en gammel Hat på en Gærdestolpe for Eksempel, men en Dag skulle det være Alvor. Længe nok havde vi sunget på Sangen om den hæslige Jæger, nu ville vi ruste os til Jagt. Vi fandt passende Søm i Farfars Sømkasse og lavede nogle Pile, der kunne få en hvilken som helst Rødhud til at blegne. Disse Søm bandt vi med Ståltråd i Enderne, af nogle af vore bedste Pile. Nu havde vi skarpladte Våben, nu ville vi gå ud på de store Jagtmarker og regnede med, at nedlægge noget stort. Ja måske, kunne der Søndag, ligge And i Stegeovnen og hænge Hare ved Vinduessprossen.
Kong Kristian den tiendes Fødselsdag den 26. September, havde vi Skolefri. Den Dag, lige efter Middagsopvasken, drog vi ud, Bror Karl og jeg. Vi vidste Kong Kristian også var Jæger, maske kunne vi en Dag i Fremtiden være med i Kongens Jagtselskab. Vi begyndte vor Jagen i et Stykke Granskov. Da vi passerede Markskellet, jog vi en Flok Agerhøns op, de løftede sig i en Vifte og spredtes ud over Marken. Inde i Granskoven sad der højt til Vejrs i en Rødgran, et mørkebrunt Egern og pillede en Grankogle. Det lille Væsen lod vi i Fred. Stegt Egern med brune Kartofler, brun Sovs og tilmed med Brunkål til, var ikke til at tænke på. Større Vildt traf vi ikke på her under Granerne, det kunne nok ikke betale sig at jage her, det var vist Småtingsafdelingen vi befandt os i. Ved Søen eller i Søen, måtte der være Ænder. En And måtte være et let Bytte.
Et Skovduepar i en Grantop kurrede, – ligesom for at gøre Grin med os, da vi vendte Granskoven Ryggen og gik mod Søen. Ved Søen kunne der skydes Ænder af mange Slags, Gråænder, Krikænder, Pibeænder og Skedeænder. Foruden Ænder, var der Lappedykkere og Blishøns. Ved Søen var der meget at skyde efter, måske var der også en Gås der var dum nok til at lade sig skyde.
Søen var ikke langt borte, når vi satte over Jernbanelinien kunne vi hurtig være dernede. Før vi sprang, så vi nøje efter, om noget Tog eller om Baneformand Hansen var i Sigte. Alt var roligt, som det var i Sjipkapasset i den kolde Vinter for mange År siden. Vi sprang! Vi gik ud til det lille Næs der kaldtes Hjorthoved, hvor Søen runder og danner den største Bredning på Brassøen, men her var alt ikke roligt. En Flok Halvkendte, men Helvilde, var sejlende hertil i en Robåd. Fire Drenge og to Piger i samme skolepligtige Aldre som vi, men de var ikke fra vor Skole og ikke fra vort Sogn. Med Hujen og høje Råb, morede de sig med at plaske i Vandet med Årene og vippe med Båden. Vi havde søgt ud til dette Sted, det eneste Sted i Sømiles Omkreds, hvor Sivskoven ikke dækkede Søbredden. Pans Fløjtespil og Havmandens Sang til Agnete, hører rettelig hjemme på Steder hvor store Træers Kroner spejler sig i Vandfladen, men Råben, Skrigen og skraldende Latter, Buldren og Bragen, er Mislyde ved Sø og i Skov. Det er min Mening. Jeg tror Søfuglene på dette Sted, var af samme Mening, de holdt sig alle ude på det åbne Vand. Vore Våben havde ikke tilstrækkelig Rækkevidde til, at nå derud, selv med vore bedste Pile. Vi ville ikke miste nogen god Pil og prøvede ikke, og Tanken med And på Gaflen gav vi os til at glemme.
Rart ville det være om Bådelauget derhenne snart ville stikke til søs. Vi luntede der hen ad, om der muligvis sivede noget ud om deres Sejlplaner. Vi hængte vore Buer og Pilekoggere på Stammen af et hendøende Træ. Våbenhvilen var trådt i Kraft. Som Tidsfordriv gav vi os til at slå Smut i Nærheden af Støjcenteret. Aldrig så snart vi begyndte med at tælle vore Smut højt, – en, to, tre, fire, fem og sådan, kom de og blandede sig. Nu gik det på Livet løs med, at finde Småsten og tælle Smut, indtil jeg begyndte at fornemme Klokken var mange.
Jeg holdt inde og sagde: „Nu vil jeg Hjem“. Netop som jeg kastede den sidste Sten, der gav fem fine Smut, så jeg den største Dreng af
de Fremmede, stående nogle Skridt fra mig med min Flitsbue i Hånden og var ved, at lægge en af mine bedste Pile på. „Nu skyder jeg dig!“ sagde han. Jeg stod ganske stille, ret op og ned og prøvede, at finde ud af, om det skulle være en Vittighed eller hvad, men i samme Øjeblik jeg
drejede Hovedet lidt til venstre, kom min gode Pil, den med Sømspidsen, susende og borede sig ind i mit Hoved, lige over mit højre Øre. Det var altså en Pære, den gode Bueskytte havde ramt, måske i Mangel af et Æble, eller hvad. Jeg var ikke dødelig såret. Jeg var ikke mere såret end jeg, i bare Galskab, rev både Bue og Pil til mig og uden Forstandens rette Brug, brækkede jeg begge Dele i flere Stykker og kastede Stumperne til Jorden. Kammeraten, som jeg i Øjeblikket ikke vilde kalde for en Kammerat, blev dybt ulykkelig og henfaldt i Tårer. Han havde nok ventet, jeg ville falde omkuld og da jeg ikke gjorde det, tørrede han sine Øjne og holdt inde med Gråden. Vi hjalp hverandre med, at holde Kontrol med Blodstrømmen, der dog kun blev nogle Dråber. Det gik som der skrevet står i den gamle Spejdersang: „Venner og Fjender vi havde i Lejren, dog var med Kampen vort Fjendskab forbi“. Uvenner var vi altså ikke da vi skiltes og gik hver til sit.
Den gamle Legende randt mig i Hu. Engang var der tre Araberdrenge, der rider igennem Ørkenen for, at nå frem til deres Faders Dødsleje og kommer i Skænderi om deres Heste. Så sker det, at en bliver fornærmet og lægger en Pil på Buen, skyder og rammer en Broder i Ryggen. Hvad der således skete gav en Forsinkelse, de nåede ikke frem før Faderen døde, men de opnåede at finde ud af tre Ting: „Et Ord der er sagt, en Pil der er afskudt – og en Tid der er gået, kan ikke kaldes tilbage“.
Jeg kom også til at tænke på, det var ikke nogen Kannibal der havde skudt, og Pilen var ikke forgiftet. Jeg blev ikke stegt på Spid over noget Bål, eller kogt i den sorte Gryde. Jeg var sådan set heldig. Efter nærmere Eftertanke måtte jeg erkende, jeg havde oplevet et Mirakel. Pilen, der havde truffet så nær mit højre Øre og Øje, kunne lige så vel være gået i mit Øre eller Øje.
Da jeg kom hjem med størknet Blod i Håret, blev vi formanede til ikke, at bruge af Farfars Søm til vore Pile, dermed var det Slut med Skarpskytteriet, – men vi havde en anden Metode for Jagt, vi dyrkede.
På forskellige Steder i Mosen og på Heden havde vi Fælder. Til Fælder benyttede vi gamle kasserede Kagekasser. Kasserne var en halv Alen i Firkant og som Låg, havde vi påmonteret letbevægelige Vippelåg. I Huller ved buskede Birke, havde vi gravet Kasserne ned i Niveau med Jordoverfladen. Vippelågene, var dækket med Mos og anden Plantevækst, så hverken Folk eller Fæ kunne få Mistanke om, at Menneskehænder havde gjort noget på dette Sted. En Smule Korn og Brødkrummer, var drysset ud på Låget. Vippelågene var nøje afbalancerede.
Kom et eller andet Væsen til at træde på Låget, ville det åbne sig nedefter og Væsenet ville dumpe i Kassen, hvor der endnu duftede efter vor Mors hjemmebagte Vaniljekranse.
Det årlige Stormarked i Silkeborg havde været, på Dagen før Kong Kristian den tiendes Fødselsdag, med Gynger og Karruseller på Torvet og med bl. a. Professor Labri i et af de mange Telte. Det var snart forbi med skønne September. En af de sidste Septembermorgener, gik Bror Karl og jeg ud til Fælderne, før noget andet, ville vi se efter Nattens Fangst. Den Fælde vi ventede os mest af, stod i Kanten af Mosen. Driver Dug falder Regn. Joe! det skulle nok passe. Havde Farmor ikke sagt i Aftes det friskede fra Nord, kom Vinden der om, ville det give Vejrforandring. Begyndte det med Regn fra det nordlige Hjørne, ville det regne og regne og aldrig høre op. Drivende Dug hang over Mosen.
Da vi nåede Mosekanten, kunne vi ikke finde Fælden, vi huskede ikke ved hvilken Busk vi gravede den ned. Jeg ved ikke hvor længe vi tullede rundt og gik omkring de mange Buske, med et sank jeg i med det ene Ben. Altså! jeg var selv gået i Fælden, ganske vist kun med det ene Ben.
Stående med Benet i Fælden så jeg mig omkring og til min Undren så jeg en Fugl, ikke i Fælden, men ved siden af mig og Fælden. Da jeg rakte efter den, nappede den min Hånd og baskede et Stykke bort. Jeg foer efter den og fik godt fat om dens Krop, da jeg løftede den op så vi, den var anskudt under den ene Vinge. „En Stork“, sagde Bror Karl og virrede med Hovedet, hvad der plejede at være Tegn på Usikkerhed. Var det en Stork måtte det være en Storkeunge, den havde et langt Næb og lange Ben. Det var som Spørgsmålet blev hængende i Luften. Jeg tror, Bror Karl gav sine ornitologiske Betragtninger et Par ekstra Omdrejninger, pludselig siger Han: „En Sneppe“. En Skovsneppe med brune Fjer og store brune Øjne, var hvad det var. Skovsnepper går ikke i Seng med Hønsene, der kunne være skudt på den i Nat måske, og måske ikke på vort Territorium, måske havde den fløjet et godt Stykke Vej før Træthed, havde tvunget den til Jorden. „Vi kan sende den til Kongen“, foreslog Bror Karl. „Så sender han os ti Kroner“. Joe! ti Kroner kunne vi godt bruge, men jeg stod med en anden Ide i Hovedet og svarede undvigende: „Det er ikke så sikkert Kongen har ti Kroner og har han det, er det ikke sikkert denne her Sneppe, er den første der bliver sendt til ham. Desuden, planlægger han en Rejse til Kina for de tre Prinser, Frederik, Knud og Aksel“. Var det ikke det Farmor havde læst i Avisen. „Det kostede mange Penge med sådan en Tur, selv om de ville tage Madpakke
med hjemmefra, så havde Kongen grund til at spare“. Bror Karl mente Kongen havde mange Penge, og var vel Landets rigeste Mand. „Ja!“, sagde jeg, „men hvordan får vi taget Livet af Sneppen“ „Vi kan da skære Hovedet af den“. Bror Karl og jeg slagtede nu og da, adskillige Kyllinger der blev sendt til: „Hotel Gammel Hattenæs“. Bror Karl holdt fast i Kyllingernes Hoveder, mens jeg holdt dem i Vingerne og skar. Nu ville Bror Karl vi skulle gøre ligesådan her. „Det duer ikke når den skal udstoppes“, sagde jeg, „en udstoppet Fugl uden Hoved, kan vi ikke have stående“. Vi bar Sneppen Hjem på Loftet, hvor vi gav den så skånsom en Død som muligt.
Efter Sneppens Død bestemte jeg mig til, at være min egen Konservator. Nu var der Sneppen, en selvdød Krage fandt vi af og til, en syg Høne, var der engang imellem og Mus og Katte, kunne der sagtens blive et Par Stykker af. Joe! der var mere end nok at tage fat på. Hos Josef på Sindbjerg fik jeg en Bog til låns, hvori alt vedrørende Udstopning stod beskrevet. Tilmed lovede Josef, at skyde mig en Ræv, når jeg kom godt i gang. En Kasse til Opbevaring af Materialer og det fornødne Værktøj, lavede jeg. Knive, Sakse, Nåle, Ståltråd, Snor og Sytråd fik jeg samlet sammen og lagt i Kassen, alt var sådan set i Orden til Start, men da jeg begyndte at snakke med Mor om Indkøb af det såre nødvendige Arsenik, erklærede Mor, hun ville hverken have Arsenik eller gamle Kniplinger ind i sit Hus, begge Dele ville være det rene Fordærv. Et Giftforbud hindrede således, en Virksomhed i at trives. Jeg skubbede herefter min Værktøjs- og Materialekasse ind i den mørkeste Krog på Loftet, dog med den Beslutning, jeg med Tiden nok skulle skaffe mig Arsenik om jeg så selv, skulle grave den op af Jorden.
Mor, der nok fornam min Skuffelse, spurgte mig et Par Dage derefter, hvor jeg gemte Sneppen. Joe! den lå under min Seng i en Skoæske. „Tag du nu i Morgen Æsken med Fuglen og gå så ind til Åbo Sørensen på Vestergade og spørg ham, om han vil udstoppe den, det må du gøre den Dag i Morgen, så den ikke ligger og rådner“. Dagen efter vandrede jeg til Silkeborg med Skoæsken og Sneppen under Armen. Som jeg gik der med Sneppen i Æsken kom jeg til, at tænke på at vi, Sneppen og jeg, havde delt samme Skæbne. Begge blev vi sårede af Skydevåben. Sneppen burde nu, have været et Sted i de varmere Lande og jeg hjemme i en varm Stue. Nå! omsider nåede jeg ud, hvor Åbo Sørensen havde Butik og Værksted. Sneppen kom af Æsken og man vurderede Muligheden, om der kunne komme en pæn Udstopning ud af den. Den havde mistet et Par Nakkefjer ved Aflivningen, men det var nok muligt, at lime nogle
lånte Fjer fra en lignende Fugl, ind på det skadelidte Sted. Otte Dage ville det tage og otte Kroner ville det koste. Efter otte Dage var gået, vandrede jeg til Silkeborg og stod igen i Åbo Sørensens Forretning og så Sneppen stå som lyslevende foran mig. Den havde fået en lille fin Træsokkel, at stå på og den havde fået nye store blanke Glasøjne. Jeg betalte med Glæde de otte Kroner for Udstopningen. Et slemt Hug i Spareskillingerne, men som sagt: „En Fugl i Hånden, er bedre end ti på Taget“. Da jeg kom hjem med Sneppen, blev der Glæde i Hjemmet.
Selv om Skovsneppen vel nærmest, er en Natfugl, der flyver meget om Natten, kom vor Skovsneppe rigtig frem i Lyset og blev beskuet. En Tid gik, så fik den fast Plads på Toppen af det store Skab i den fine Stue, det var dog en Fugls Bestemmelse, at skulle være i Luften. Oppe på det store Skab, stod den i mange År og pyntede, som det eneste Jagttrofæ vi kom til at eje. Den stod der, da mine to små Brodersønner, Sven Jørn og Karl Erik, besatte Hjemmet hos Mor og Far. De to fattede så stor en Kærlighed til „Næppen“, som de sagde, så den derved tabte alle Fjerene, også de lånte. Nu var Fuglen, at se til, ikke nogen Stork, ej heller en Skovsneppe, men en Rest af en eller anden Vildfugl. En krank Skæbne for mit Livs eneste Skovsneppe, der nu måtte overlades til det kommunale Renovationsvæsen.
Da jeg hin Morgen i September, stod med den vingeskudte Fugl i mine Hænder, fyldtes mit Sind af Sødmen ved Jagtens Glæde: „Dette at jage og høste Udbytte ved Jagten“. Dog! ved nærmere Eftertanke, erkendte jeg også Faktum: Går man ud for at ville dræbe, har man et Ansvar i følge.
Efterhånden kom jeg til at synes, døde udstoppede Fugle og Dyr ikke hørte hjemme, som Pynt i Private Hjem. Lad dem være i Museer og Skoler, hvor de på den Måde kan være til Nytte.