Skoledage

 Den slagne Vej, Landevejen, Hovedfærdselsåren med den tunge Trafik, førte ganske rigtigt til Sejs og Svejbæk Skole. Ja, var så  nær Skolen, at Vejen faktisk også var en Slags Legeplads. Ad den Vej kunne man naturligvis komme til Skolen, men det var en Omvej for os. Nej, vi løb langs med Jernbanen.

Dengang, det vil sige ved hvert Årsskifte, meddelte Aviserne, De danske Statsbaner igen, havde kørt et År igennem med et gigantisk Underskud. Så stort, at Avisen næppe havde Taltyper nok til at sætte et så enormt Beløb. Man snakkede om det, Mand og Mand imellem, også når man kørte med Toget, men hvad var der så at gøre ved det. Hjulene skulle under alle Omstændigheder rulle. Ikke blot Togets Hjul, men også alle andre Hjul. Togtrafikken var Serviceforanstaltning for Samfundet og dets Indvånere. En Gang om Året læste man om det dundrende Underskud, man snakkede om det. Alle var vel enige om, at man burde spare derinde, men Togene skulle køre punktligt og alt skulle være i Orden, det forlangte man. Man så det også nødvendigt at indhegne den statslige Jernbane med et firetrådet Hegn således, at ingen Mand eller Kvinde, Dreng eller Pige, Fæ som Kræ, uforvarende kom for Skade, at betræde det kongelige Jernbanelegeme. Hvilket iøvrigt var strengt forbudt i følge Lands Lov.

 Langs med dette Hegn, blev en Strimmel Land holdt rent, skuffet og revet. Der var fire Banearbejdere, der var fast ansatte i vort Distrikt. Altså! en Mand til hvert Troljehjul. Foruden de fire var der Formand Hansen. Det påhvilede disse fem faste, at holde Hegnet i Orden. Den halvanden Alen brede Jordstrimmel, der kun få Steder blev brudt af private Tilliggender, på Distriktets Strækning, denne Strimmel skulle de fire Banearbejdere skuffe og rive.

 Denne Strimmel på den udvendige Side af Hegnet var vor Skolevej. Var vi nået til Ende af egen Markvej kom vi ind på Stien. Også en Dreng på syv kan nyde Naturen. Når jeg løb til Skolen om Morgenen så jeg mest til venstre, men holdt alligevel Øje med Højresiden og kom der et Ekstratog buldrende, så man på det. På Venstresiden havde man det der var spændende. Den store vide Verden. Ja! egentlig den vilde Verden.                                                                                

  Så langt som Øjet rakte var alt Natur. En lille Gruppe Bævreasp dækkede i Starten for Udsynet, men det var kun de første Skridt, så åbnede Landskabet sig. Og der, et godt Langspyt inde, såes Tuerne på en forlængst opgravet Tørvemose. Det var her, noget længere inde, Hejrene holdt til. Under Farten havde man nu et frit Syn, ud over den tusinde Tønder Land store Hede. Et skønt Syn når Lyngen stod i Blomst. Drev Morgenduggen var det et sælsomt Syn, at se de utallige Spindelvæv hænge, som små Gardiner fra Lyngtop til Lyngtop.

  Lidt før Anton Andersens Led, løb man forbi det store Kæmpefyrretræ. Her i Træet var der en Kragerede. Det var i dette Træ vi forsøgte, at hente en Krageunge. Med Tålmodighed kunne man tæmme en sådan Krageunge, havde vi hørt. Jeg skulle tage Ungen fra Reden og de andre, Kammeraterne, skulle holde Sækken. Som en førsteklasses Letmatros entrede jeg Træet og under Dækning af de store Grene undgik jeg de gamle KragersAngreb. Med et Snuptag var jeg oppe så jeg kunne se Ungerne i Reden, men nu blev Luftangrebene så heftige og nærgående, så jeg skyndsomt dukkede Hovedet og søgte i Dækning. Vi fik ingen Krageunge i Sækken, det var mig der blev den tamme. Jeg forsøgte aldrig siden, at fange Krageunger. Altså! lad Krage søge Mage.

  Når man nåede til Anton Andersens Led. Sådan kaldte vi Jernbaneleddet. Vejen der førte igennem, førte til højre til Anton Andersens Gård og videre til Landevejen. I modsat Retning førte den op og ind imellem Bakkerne Sindbjerg og Staubjerg og videre til Ny Løkke. Ved Anton Andersens Led var der lige så lang Vej endnu, til Skolen, men herfra og til næste Baneoverskæring, var der et ulige Stykke Vej, det var der man skulle krydse Jernbanelinien og fortsætte Løbet på højre Side af Banen. Det ulige skal forståes sådan, at en større Gruppe Bævreasp spærrede Passagen, før man nåede til Bommene der sikrede denne Baneoverskæring. Disse Bomme blev betjent af Mariane ved næstfølgende Baneoverskæring i Nærheden af Skolen.

 Her var Ledvogterhuset, her boede Ledvogteren og hans Kone Mariane. Det var Mariane der med Sving og Snoretræk bevægede Bommene vertikalt og lukkede og åbnede Ledet på de for Toget passende Tider, men for mange Vejfarende mest upassende. Vogteren ham selv, var ham der bar Kasketten. Det var som det skulle være. Han var udenfor de statslige Jernbaner, en meget travl Murer, Tømrer og Tækkemand, altså en altmulig Mand. En Murer behøver således ikke, at bære Murerkasket, for at kunne mure. Det er trods alt, hvad der befinder sig under Kasketten der betyder noget. Når Ledvogteren tog ud til sine Gøremål beholdt han Jernbanekasketten på Hovedet. Det gav Respekt hos Folk. En Mand der kunne overkomme meget, havde Orden i Værktøjskassen, var reel i Pengesager og gjorde et pænt og godt Stykke Arbejde. Det var en agtet Mand. Vi havde flere Gange Bud efter Vogteren til alt muligt Håndværksarbejde der hjemme, og altid blev det udført til Farmors fulde Tilfredshed.

Før jeg nåede Bommene og lige før min Vej afveg til venstre for ad en trampet Sti, at løbe udenom Bævreaspene. Der, modsat Trådhegnet, nederst på Baneskråningen, stod der en Støbejernsøjle, nok halvanden Alen høj. Den hvidmalede Søjle bar øverst en Kasse, hvorpå der med rødmalede Tal stod Tallet fire og tyve. Vi var enige i, vi Kammerater, der nok kunne være fire og tyve Mellemmadder i Kassen, hvad vi nu aldrig fik afprøvet. Søjlen stod på det forbudte Område. Jeg stod på den lovlige Side af Hegnet. Var jeg alene på Skolevejen. Havde vi Sygdom hjemme. Havde der været Skærmydsler. Ondt der truede den hjemlige Fred. Hvad for en Uro man kan have i Sindet, ved man ikke altid selv. Når jeg nåede til Søjlen med de rødmalede Tal, strøg jeg Huen af Hovedet, om jeg da havde Hue på, foldede mine Hænder og bad en stille Bøn til den Herre Jesus. Her på dette Sted var mit Betel, her følte jeg Himmeriget nær.

  Kun nogle få Gange i min Skoletid måtte jeg vente ved Bommene, på et Ekstratog og på, at Mariane fik hevet op. Ellers var jeg Statsbanerne Tak skyldig, at de derinde, lavede Togplanerne for Sommer -og Vinterhalvår således, at jeg ikke skulle stå og vente ved Bommene, først på et Tog og så på Mariane. Fra Bommene havde jeg endnu en Fjerdingvej tilbage. Forbi en Granplantage, der ikke var særlig stor i Bredden, men i Længde, strakte den sig fra Jernbanelinien til nær ved Borresøens Bred.

Denne Plantage var alle Tiders Tumleplads for os. Når Middagsmaden, Mellemmadderne, blev fortæret i Hast, kunne vi få en dejlig Time i Plantagen. Plantagen blev til en Skov i Fantasien. Stor og uigennemtrængelig, hvor Røvere og Natfolk havde Herredømmet. Soldater der blev sendt ud for, at fange alle der ikke ville lyde Kongens Navn, blev af Røverne mødt med Bål og Brand og de fleste, af disse Kongens Mænd, endte i Røverkulen. Røvere og Soldater var en god Leg. Små Konkurrencer med Klatreture i høje Graner, med hvem der først kom til Tops, var en spændende Dyst. Sådan var der mere vi fandt på dernede i Plantagen.

  Dog var der en Leg der faktisk blev forbudt, det var Fejderne. Ikke nogen selvopfundet Leg. Jeg vil tro Opfindelsen var gjort i Vikingetiden. Legens vigtigste Element var at udøve Fægtekunst. To Hold skulle der være og lige mange på hvert Hold, men ikke for mange på Holdene. Først skulle Holdene tages i Ed. Der var visse Regler, der skulle overholdes, blandt andet:– Ikke slå, men fægte. Alle skulle møde med en solid Stav, ikke over fire Alen lang. Den første Tid Legen stod på havde vi flere gode Fejder, men så var der no’en der fandt bedre Stave. Om det nu var sådan, at de havde set et Billede af „Danmarks Riges Våbenskjold“, og set på de to Herrer der støtter sig til Skjoldet og hvad de ellers står med i Hænderne, det får være. Disse to Herrer fra Våbenskjoldet var steget dem til Hovedet, – altså deres Køller. Nu gjorde de sig Køller af denne Model og skjulte dem hemmeligt i Plantagen.

 Så var det, det skete, det der ellers gjorde – „at de Gode græd, – men de Onde lo“. Det blev vor sidste Fejde. Jeg fik et Kølleslag på min højre Hånd, så den næsten blev til det dobbelte. Kampen blev hidsig, man glemte Regler, gode Ord og i Kampens Tummel hørte vi ikke Degnen fløjte ind. Jeg var efter Håndslaget blevet ret ukampdygtig og det var vel mig der så en af de Små komme hæsende og råbte på, „hvor vi blev af“. Det gav sig selv, at Fejden blev afblæst. Da vi sad i Skolestuen igen var det ikke så meget det, at Undervisningen var blevet forsinket en Times Tid. Mere det, at det vi lavede var meget farligt og ikke godt for Helbredet. Jeg havde da også Besvær med, at holde på Griflen med min den højre Hånd.

Nu var der kun et lille, sidste Stykke Vej at løbe. Nogle og fyrre tyve Skridt langs med Plantagen, så var man oppe på Landevejen. Lige så mange Skridt ad Landevejen, så var man ved Skolen. Var det Øjeblikket, før i det sidste Øjeblik, man var ved Skolen, skråede man over Legepladsen, forpustet, men i Ro og Mag og med Anstand. Ingen skulle finde på, at kalde en for en Sovetryne. Kom man for Skade, at komme for sent, hvad der kunne hænde en gang imellem og første Vers af Morgensalmen kunne høres ude i Forgangen, blev man stående ved Skolestuens Dør til Salmen var til Ende og Fadervor var bedt. Så listede man stille ind og sagde et spagfærdigt „Undskyld“. På Degnens Spørgsmål om Forsinkelsens Årsag gav man en Forklaring der var så nær ved den faktiske Sandhed som mulig.

  En gang imellem gik Degnen Morgentur. Dengang var der ikke noget med at løbe en Morgentur for at være i trænet Form, man gik bare og nød Morgenluften og Naturen. Det var naturligvis før Skoletid han gik sin  Morgentur. Kom der en forhastet Skolediscipel, i hæsblæsende Løb på Degnens Vej og hilste skyndsomt, men glemte at rive Huen af Hovedet, var det første der blev sagt oppe fra Katederet: „Man hilser ikke på sin Lærer uden, at tage Huen af Hovedet“. Var alle på Plads og der var Ro i Stuen, stillede Degnen sig foran Katederet og Morgensalmen blev sunget. Nu var det godt der var Piger i Klassen. Havde der ikke været en Del af den Slags der kunne synge, var Sangen blevet til en tung Sørgesang under Bjælkeloftet. Bjælkeloftet var der endnu, selv om Stråtaget var røget.

 Efter Salmen bad Degnen Fadervor og så kunne Undervisningen begynde. Hvis der ikke, lige netop nu, blev banket på Døren og en Handelsrejsende kom ind. Som oftest var det Rejsende i Bøger og Tidsskrifter. Jeg tror nok de fleste af de Bøger der blev vist frem, var for videnskabelige for os. Jeg husker ikke hvad Degnen købte af den Slags. Jeg husker han havde tegnet sig for Tidsskriftet „Fremad“. Undertiden viste han os dejlige Billeder i Hefterne, det var vi meget glade for. Der kom også, nu og da, Handelsrejsende med praktiske Ting. Sådan husker jeg for Eksempel, at Degnen købte en Badekabine. En Slags firkantet Pose af noget man kaldte Oilskind. Kabinen blev demonstreret på Skolestuens Gulv. En Gummiboble var anbragt på Kabinens Bundflade, når man betrådte Boblen pumpede man Vand i en Klædebørste. At sligt kunne lade sig gøre kom sig af, at Boble og Børste var forbundne med en Slange. Man måtte nu huske, at trække Posen godt over sig. Når man så, med en Fod, trådte godt på Boblen og på samme Tid gned sig med Børsten, blev man derved garanteret, våd over det hele. Dog! der var ingen i Klassen der blev våde, det kom sig af, at der ikke brugtes Vand ved Demonstrationen.

  Vi små var endnu ikke sluppet helt fri af Staveøvelserne. Herude på Landet stavede man ikke med Lyd. Det var godt nok når man stavede og læste rigtigt. Så kunne enhver lade det lyde, som det nu engang lød. Når vi små stavede, havde de større Skrivning eller Regning, på den Måde var det kun vi små, der kunne forstyrre de større, ikke omvendt. „Man må kravle før man kan lære at gå.“ Ret beset gjaldt det også i Klassen. Her var hele Tiden små og større Børn. I langsomme Tag rykkede man opefter, eftersom man blev ældre. Der var en Higen efter at komme opad. Det er som Paulus skriver til Korinterne: „Så længe jeg var Barn, talte jeg som et Barn, dømte som et Barn, efter at jeg er blevet Mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ Vi små kunne ikke fordøje, den samme åndelige Kost som de større. Det var Degnens vanskelige Opgave, at undervise i de forskellige Klassetrin, på samme Tid og i samme Skolestue. Her var vor Degn en opfindsom Lærer, han skaffede gamle Telefonbøger. Disse kunne bruges som Opslagsbøger. Nogle fik Tegneopgaver. For Eksempel, at tegne geografiske Kort og lave en Beskrivelse af det tegnede Område.

 Ind imellem afsatte han en Time til Fortælletime. Var der nogle der vidste en Historie og mente de kunne fortælle den, fik de Lejlighed til at prøve. Det kunne være en Historie man havde hørt, eller læst, det kunne også være noget selvoplevet. Her kunne alle være med og det var gerne en fornøjelig Time, både for de der fortalte og de der hørte på.

I Sommertiden, i Godt vejr, hittede Degnen en Fodbold, så blev der sparket Fodbold. Ganske vist med kun et Mål. Markeret med to røde Mursten og med Degnen som Målmand, – men Fodboldskamp var det. I Vintertiden lavede han Kursus i Bogbinderi. Det foregik i Gymnastiksalen efter Skoletid. Det var kun for de Frivillige. Jeg var en meget ivrig Deltager og efter dette nedsatte jeg mig som Bogbindermester på vort Loft derhjemme. Uden nogen anden Form for Reklame end den stadig fungerende Bysnak, kom Naboer og Bekendte med deres pjaltede Bøger og lasede Tidsskrifter og bad mig indbinde og jeg tjente, af og til, en fem og tyve Øre til Sparebøssen. Skolens Legeplads blev benyttet flittigt. Foruden Krydspjæt, Langebold og Døbold, var der Spillene i små Grupper. Hoppe i Paradis, spille Klink, eller i Hul med Marmorkugler. Spille Pind eller bytte Gårde. Det var de Lege vi legede mest og som jeg husker så godt endnu, at jeg også i Dag kunne være med, om så skulle være. Med Bolde og Pinde skulle vi være forsigtige. Der var ti Fag Vinduer i Lærerbolig og Skolestue. I hvert Fag var der to Rammer der var delt op med tre Ruder i hver Ramme. Knaldede man en Rude var det op til os selv, at hængsle Vinduesrammen af og på igen, når Skaden var gjort i Orden. I Middagspausen, der fulgte efter Vanheldet, bar man Rammen til Tømrermester Brønd i Svejbæk for, at bede ham sætte en ny Rude i, hvad han gerne gjorde, men det kostede en Krone ud af ens egen personlige Sparebøsse.

  Man kan ikke sige at Slagsmål hørte til Dagens Orden eller Uorden om man vil, men det skete. I Alder var de øverstsiddende, mellem ni og ti År gamle, de nederstsiddende, altså os små, mellem syv og otte År, ikke ældre. Det var de store der herskede i Klassen. Sådan var det, både i Betteklasse og Storeklasse. De store mente de var kaldede til, at holde os små i Ave og havde dermed Ret til at drille, men det var ikke altid, de store blev de stærkeste. Anton, en af de store, var en af de få der sov i Timerne. Modsat var han vågen i Frikvarterene og i Middagspauserne var han endda meget vågen. Han var høj af sin Alder og fej. Kunne han komme bag på en af os små, knækkede og brækkede han os, til man lå i Støvet. I en Middagspause i Skolestuen kom han bag på mig og greb mig om Livet. Jeg ville ikke lade mig knække godvilligt og strittede imod af alle Kræfter, på den Måde stejlede vi rundt i Stuen. Alt imens vi stejlede rundt fandt jeg en Fidus. Jeg lagde mine sidste Kræfter i, så vi stejlede bagud imod Skolestuens Endevæg. Da Anton stod med Ryggen mod Væggen, kunne jeg mærke han spændte Musklerne og forberedte et ordentlig Knæk. Nu kom jeg ham i Forkøbet. Jeg havde fået mit Hoved anbragt, umiddelbart under Antons Hage. Idet han ville til at knække, gav jeg et mægtigt Hop. Mit Baghoved traf hans Hage og hans Baghoved traf Væggen med et gebommerligt Knald. Virkningen udeblev ikke. Anton gav et Vræl fra sig og holdt begge sine Hænder om sit Hoved og stod længe efter og klagede sig højlydt, aldrig siden prøvede Anton at knække mig.

 Da jeg var Midtvejs i Klassen havde Bror Karl nået den skolepligtige Alder og begyndte, som en af de nye små. På samme Tid fik jeg den Overraskelse, Evald, min gode Kammerat fra Th. Langs Skole, dukkede op og blev indlemmet i Skolen, sammen med en yngre Bror der hed Hans. Hans hørte også i Alder, til blandt de små. Også de skulle nu til, at være Bondedrenge. Faderen havde købt Landejendom i Ny Løkke. Hvad mere der også hændte var, at vi havde fået Følgeskab på Skolevejen. Det var lille Palle fra Sindbjerg. Palle var ikke nogen ukendt Person for os. Farmors Søster Signe var Palles Mormor. Også han skulle være en af de små Begyndere.

  Ny Løkke var det Område bag Sindbjerg, hvor Bakken fladede ud mod Nord. Børnene fra Ny Løkke havde en lang Skolevej. Kun få var så velhavende dengang, at der var Råd til at holde Cykle. Jeg vil tro hver anden Familie ejede en Cykle. At lade Børnene gøre Brug af Cyklen, kunne der slet ikke være Tale om og da slet ikke for, at køre hen og hjem, når de skulle i Skolen. Kun Verner, han var Gårdmandssøn fra Ny Løkke, havde Cykle og cyklede til og fra Skolen. En rigtig Skærveknuser, det var hvad den var, Verners Cykle. Skjules kunne det ikke, selv under et godt Lag Ovnlak, at den fra den begyndte at rulle, havde slugt mange gode danske Mil. For Verner var Køretøjet et elsket og dyrebart Væsen, som han vogtede med megen Omhu. Når en og anden forsøgte, i blide og indsmigrende Toner om, at måtte prøve en Tur, rystede Verner med Bestemthed på Hovedet, ingen skulle røre hans Øjesten. Cyklen havde i Skoletiden Stadeplads lige ved Skolestuedørens Stentrappe. Misundelse har i flere Tilfælde gjort Folk til Sabotører. Der var nogle der bar på en nagende Misundelse, stilet mod Verner og hans Maskine. Derfor gik det ikke an, at parkere Køretøjet på Steder hvor sådanne Hærværksfolk kunne få frit Spil. Unægtelig var der også den Fordel, på den gode Stadeplads ved Skolestuedøren, kunne han så nemt stå af på Trappetrinet om Morgenen og stå på derfra, om Eftermiddagen. Så skete det i en Middagspause, en Dag hvor Luften var lummerhed og alt døsede. Nogle sad i Skygge på Bænken. Andre lå og snueede i Græskanten. Bror Karl sad på Skoledørens Trappetrin sammen med Niels, også en ny af de små.De to sad i Ro og Mag og snakkede om Verners Køretøj, med den Cykleforstand som de nu havde. Køretøjet stod på den vanlige Plads lige ved deres Side. Så var det, det skete. Hvem af de to der blev fristet over Evne til bare, at røre Dyret lidt, er ikke godt at sige, og hvem af dem der ville prøve om Ventilen på Forhjulet var skruet rigtig fast, er heller ikke til at sige. De Små var selvfølgelig ikke klar over, for at  skrue sådan noget Ventilværk fast må man skrue fra venstre til højre, netop samme Vej som Viserne går på Uret og som Solen går på Himmelen. En Hvislen forkyndte der var drejet venstre om og ud slap en frisk kølende Luft, der ganske vist havde et Øjebliks forfriskende Virkning. Verner der med det ene Øje blundede på Græskanten foer op med et Sæt. Han kendte nøje alle de Selvlyde og Bilyde, der slap ud fra hans Stålhest, om Vellyst, Ulyst eller Dårligdom. Hurtig var han på Benene og i Spring over Legepladsen. Med knyttede Næver foer han mod de to ved Skoledøren. I Arrighed og nok helt i blinde, stak han en Knytnæve ud. Eftersom Bror Karl stod, som man siger, i Skudlinie, var det ham der blev ramt af den første Fuldtræffer og det lige midt i Maven, – og Karl skreg op og holdt sig vel på Maven. Som alle ved, findes der noget der hedder Blodets Bånd. Et sådant Bånd, må være langt og stærkt. Helt spontant var der noget der trak i mig, da Skriget dirrede i Luften. Jeg var gået i Skygge i det modsatte Hjørne af Legepladsen og da jeg så, at Folket havde travlt med, at samle sig, anede jeg at Verner var i gang med at kanøfle de små. Jeg fik Fart på og da jeg nåede frem, gav jeg straks Verner et Par af mine de Flade. Nu var det Verner og mig der sloges. Slagene faldt, Slag i Slag og efterhånden trak Kampen os bort fra Skoledør og Legeplads og ned på den offentlige Landevej. Vore Kammerater tog Opstilling på begge Sider af Vejen og på selve Kørebanen bølgede Kampen videre. Selv da Knud Skakspiller kom rasende på B.S.A. Motorcyklen, med mere end hans sædvanlige Fart på fyrre pr. Time, standsede Kampen ikke. Verner var stor og kraftig. Nogle ville kalde ham for en Bondeknold, at se til. Omsider, da Verners Næse begyndte at bløde, stilnede Kampen af. Som et sidste Udfald fra Verner, fangede han en af sine godt beslåede Træsko, der havde rullet om på vejen, og smed den efter mig. Træskoen ramte mig ikke – og så fløjtede Degnen ind. Jeg slap med en revet Bluse. Det og så Verners blødende Næse, fortalte Degnen at et Slagsmål af den sværere Grad havde fundet Sted. Et Forhør var ikke til at komme uden om. Verner forsvarede sig og Cyklen. Jeg forsvarede mig selv og Bror Karl. Alle var vi Syndere. Der blev ikke afsagt nogen Dom. Undervisningen begyndte. Først næste Dags Morgen gennemgik Degnen Gårdsdagens Meritter og afsagde Dommen. Det var selvfølgelig forkasteligt, at pille ved andres Sager, deriblandt Cykler. På den anden Side, måtte Verner også selv holde Øje med sin Cykle, når han absolut, skulle cykle til Skole. Til mig havde han de vise Ord, der godt kunne være taget fra Kong Salomons Lovbog, Man skulle ikke lave Slagsmål, men det var rigtigt, at forsvare en Broder, uanset hvad og hvilket der var Årsag til Striden.

Skolens Formiddagsfrikvarter passede med den Tid, hvor et Bumletog rullede igennem Ved Marianes Led, der var tæt ved Skolen. De fleste lod Leg og anden Tidsfordriv ligge, man skulle lige hilse på Toget. Køreplanen for dette Tog var åbenbart tilrettelagt efter den Tid på Formiddagen hvor Mariane slog Dej op til Sigtebrød, eller var det måske omvendt. Klokken ringede, man meldte fra Svejbæk Station, Toget ville komme. Snart kunne vi høre en skurende og brummende Lyd fra Skinnerne, der fortalte Toget var afgået. Det varede heller ikke længe, før vi ad Luftvejen kunne høre et Tog nærme sig. Mariane kom ud med Forklædet løftet, Fingerne skulle befries for Mel og Dejrester, nu hun var ude i embeds Medfør. Hun lukkede stræbsomt Leddene. Greb Håndsvinget og rullede Bommene ned. Mariane modtog Toget med Honnør. Lokomotivføreren saluterede ved, at lade en Sky af Spildedamp slippe ud. Lokomotivet stampede forbi. Det var som en stor sort Hest, der kun med besvær trækker det Læs den har bag sig. Man fulgte med Øjnene den ene Vogn efter den anden, efterhånden som Toget kørte igennem. Først nogle Stykker af de såkaldte Kreaturvogne med Heste, der strakte Hovederne ud af de firkantede Glughuller. Der var de flade Vogne, læsset til med Træ, Grus eller Sten, men også engang imellem, med noget så interessant, som Kanoner. Så var der de hvide Kødvogne og der var Tankvogne. I Halen af Toget kunne der være, to tre Personvogne. Lykkelig var den der hentede sig et Pigesmil. Et Pigesmil fra Toget var finere, end når en af Tøserne i Skolen ved et Tilfælde, kom til at smile. En Pige i Toget smilede, helt personligt til en, fordi hun var en fin Pige der kørte med Tog. Det var Smil der varmede. Det var sjældent, at nogen af Tøserne smilede, de lo bare. Så længe Mariane lukkede Leddene af, spærrede de for den offentlige Trafik. Mange kørende som gående, måtte vente en rum Tid. Det tog Tid for det lange Tog at passere og Mariane tog sig, sin gode Tid med først at få Bommen og siden Leddet op.

Ved en af disse Tog og Spærretider, var Kræn Hyv en iblandt de der ventede.Kræn Hyv  blev han kaldt, fordi han nu engang havde Hovedet nærmere ved Jorden, end så mange andre. Kræn var kommen til Års. Havde været en flittig Landmand og siddet på en lille Ejendom i Borgedal. Nu var han blevet træt af Tummelen med den magre Bakkejord og var blevet Ostehandler. Kræn var altså Rejsende i Knaposte, han gik Sognet rundt og bar en lille flad Kasse med sig, hvori de runde Oste lå i sirlige Rækker. Blandt de der stod og ventede var der nogle små som store, der ikke interesserede sig for Toget og dets Adfærd, men gjorde sig lystige på Kræns Bekostning. Da den sidste Togvogn var forbi, sprang Kræn der var fyldt af Hævnlyst, ind i Marianes Kosteskab, nu skulle de Drillevorne få Kosten at smage.De fleste hujede op og tog Benene på Nakken, da Kræn kom svingende med Marianes Fejekost. Jeg havde stået lidt afsides og havde opsamlet i mit Hoved, hvad Toget kørte med, under Farten havde jeg også modtaget et Par Pigesmil. Nu fik jeg altså, noget andet i Hovedet. Kræn som jeg aldrig havde haft noget udstående med, knaldede Fejekosten i Hovedet på mig, så Solen blegnede for mine Øjne og jeg så utallige Stjerner. Med et enkelt Tag afvæbnede jeg Kræn, men da var Bulen i Panden begyndt at vokse. Vel at mærke, vi derhjemme var og forblev, Kræns faste Ostekunder, men jeg – så herefter for min Part, knap så venligt til Kræns Knaposte.

  Hans var Degnens Søn. En lang opløben Fyr var Hans. Vagn var Ledvogterens Søn. Altså, Marianes ældste Barn, lige så høj som Hans, men kraftigere. De havde begge rundet de femten År og hørte altså ikke mere til i Skolen, men de var at træffe udenfor Skolen. De to, Hans og Vagn, havde en fælles Interesse og det var, at drille vi mindre. En Dags Eftermiddag blev det Nødvendighed for mig, at spørge om jeg måtte gå i Gården, det hastede. Da jeg kom ud i Gården og kom nær det Hus, der var bygget og blev benyttet, for denne Nødvendigheds Skyld, var Hans og Vagn der og spærrede for alle nødtvungne, men det hastede for mig, jeg kunne ikke vente længe. I „Jyske Lov“ hvori der skrevet stod: „Ingen må hindre en Fremmed i, at forrette sin Nødtørft“. På en måde var jeg  en Fremmed, jeg var en der var i min gode Ret til, at forrette min Nødtørft, men tydelig nok kendte de to Grødhoveder ikke „Jyske Lov“.   Kendt med Naturen og vor Moder Jord vidste jeg, Jorden tog imod ligemeget hvor man var. Jeg skridtede over Legepladsen så hurtigt, som min spændte Tilstand tillod det. Jeg gik over Jernbaneoverskæringen, forbi Marianes Køkkenvindue og et Stykke op i Heden. Her var tætte Buske som Skjul, intet Øje kunne se mig og her var blødt Græs til den Hygiejniske Efterbehandling. Her kunne jeg sidde i følge Naturens Lov. Den der har prøvet, at sætte sig på Hug i Naturen og forrette sin Nødtørft, kender den Følelse af Befrielse som det, at være som den frie Fugl, der er et med Naturen og sætter sig hvor den vil. Jeg gik omgående tilbage til Skolen og da, jeg krydsede Legepladsen, stod Degnen inde bag det første Vindue og smilede til mig med et smøret Smil. Jeg gik ind og satte mig på min Plads, men sagde ingen Ting og Degnen sagde, ingen Ting, men han kendte naturligvis „Jyske Lov“. Jeg vil bide mig selv i Næsen på, at han straks lærte Hans og Vagn Lovens Bogstav at kende, ihvertfald den Paragraf om Nødtørft. Sikkert er fra den Dag, at regne, var der uhindret Adgang for alle nødtvungne, til det Nødtørftens Hus, der var bygget til vor Skole.

  I de gamle Kirker, havde Mændene deres Pladser til højre og Kvindernes Pladser var i venstre Side. Sådan at forstå, det var i Forhold til Indgangsdøren fra Våbenhuset. En Historiker kan måske fortælle, hvad der ligger til Grund for denne Ordning. I vor Skole var der den samme Orden. Der sad vi så uden at vide, hvem der havde bestemt det sådan og hvorfor vi sad sådan. Til venstre for Indgangsdøren stod Katederet og bag Katederet var den store sorte Tavle. Der var fire Rækker Borde. To Rækker for Drenge og to for Piger. Pigerne havde Vinduer mod Syd og mod Degnens Have. Vi Drenge sad i den mørke Side mod Nord og kunne se over Legepladsen ud på Landevejen. Med mindre man ikke sad med Næsen i Bøgerne, kunne man følge hvad der kom på Vejen. Der var Vogne der kom med Bøgekævler til Træskofabrikken. To Skovvogne var gerne koblet sammen og læsset til med to, tre Kævler på hver sin Vogn alt efter Kævlernes Tykkelse. To kraftige jyske Heste, havde hvad de kunne trække i sådan et Læs. Hver Fredag kom Direktør Fenger cyklende med Lønninger til Træskofabrikens Arbejdere. At Hestene havde deres Besvær med at trække Vognene kunne man se. Det så også ud til, at Herre Fenger havde sit Besvær med, at træde Cyklen frem, var det Tyngden af de mange Penge han kørte med, eller fordi han var en af dem der hørte hjemme i den svære Vægtklasse. Forfatteren Evard Egeberg kom ret ofte cyklende forbi, han sad strunk på sin Stålhest. Der blev hvisket noget om han havde begravet sin Kone i Haven, tilmed hans egen Have. Mange Gange hver Dag kom Knud Skakspiller jagende på sin B.S.A. Motorcykel og med Kasketskyggen bagud, man sagde han levede for og af, at spille Skak. Man kunne fristes til, at tro han kørte en Tur mellem hvert Træk. Jeg husker tydelig et andet Transportmiddel der passerede Skolen, men på Kryds af Landevejen. Da kaldte Degnen os ud på Legepladsen, selv om vi var midt i Skønskriften. Hvad vi fik at se var selve Graf Zeppelin med Luftskibet, der sejlede stille og roligt gennem Luften. Selve Grafen kunne altså ikke ses, men man sagde han var deroppe i Skibet mellem Himmel og Jord.

Jeg tror det var den Vinter, efter den Sommer Luftskibet havde overfløjet os. En stille og mild Vinterdag. I Frikvarteret om Eftermiddagen. Alle de andre var ude. Alfred og jeg var inde. Der var noget jeg absolut ville proppe ind i Alfreds Hoved, skønt han vist selv syntes, der var nok i Forvejen. Alfred var et År yngre end mig, men i Forhold til ham, var jeg meget klog, mente jeg. Husker jeg ret, var det den Regneopgave alle Skoledrenge har regnet på. De der har fattet Regnekunsten. At Jorden er rund var forlængst bevist, af ham der sled sine Træsko skæve. Hvis man lagde et Tov om Jorden, stramt, så Enderne af Tovet nåede hinanden fuldstændigt. Trak man nu i Tovet så det åbnede sig en Meter og hvis man så ville gøre sig den Ulejlighed, at slå nogle Småpinde i Jorden med passende Afstande, men tæt på hverandre Jorden rundt, og løftede man herefter det afslappede Tov op på Pindene, var Afstanden imellem Jord og Tov, nu stor nok til en Rotte kunne løbe under Tovet? Alfred der vidste alt om, hvor stor en Rotte kan blive, var i Tvivl. Nu skulle en gammel Rotte som mig bevise, det sagtens lod sig gøre. Til denne betydelige Opgave, måtte jeg tage den store sorte Tavle i Brug. Jeg skulle også bruge meget Kridt. Det viste sig også jeg måtte bruge Degnens Stol, så jeg kunne stå op og nå til Tavlens Overkant.Den Jord jeg tegnede skulle være stor og helt rund. Jeg nåede lige, at få Opgaven færdig og få Alfred til at indrømme, at blandt de Rotter han kendte var ingen så stor, så den ikke kunne komme ind under Tovet. Så hurtig var jeg om, at tørre Jordkloden og det hele ud, så Tavlen ikke blev ren. Da Degnen kom ind og kom på Katederet, børstede han Degnestolen af på Sædet og sagde: „Hvem har skrevet på Tavlen og stået på min Stol?“ Altså! havde jeg ikke kun tegnet en Jord på Tavlen, jeg havde også haft Jord under Skoene, men ingen sagde noget, heller ikke jeg. Et Øjeblik så han søgende ud over sin Drengeflok og sagde: „Det er der altså ingen der har“. Desværre var det det sidste der blev sagt i den Sag. Ingen sagde noget, heller ikke Alfred der nok vidste Besked. og mig, – jeg hørte, den lille Djævel hviske i mig:, „når du bare tier, så lyver du ikke“. Bagefter sagde en anden Stemme: „Den der fortier Sandheden lyver“. Denne sidste Stemme, blev ved med at tale: „Du løj da du fejt, ikke ville sige hvad du  havde gjort“. Flere Gange, også da min Skoletid var forbi, til den Dag i Dag, minder Stemmen mig om der var engang jeg fortiede Sandheden med Vilje og uden nogen anden Grund, end min egen Behagelighed.

 Søster Olga var en god Fortæller. Så længe vi var små var det hende vi plagede, da vi blev større var det Far. Når vi om Aftenen var kommet i Seng og havde bedt Aftenbønnen, begyndte vi: „Fortæl om de tre Bukke Bruser.“ Jamen, den har jeg fortalt så tit“, indvendte Olga. Hvad rigtigt var. „Fortæl så om Klods Hans, eller den om Hans og Grete, Heksen og Pandekagehuset“. Der var ingen Vej uden om, Søster Olga fortalte til hun faldt i Søvn. Når det var sket, kunne Bror Karl og jeg, genfortælle for hverandre, hvad vi havde hørt, til vi selv gled ind i Drømmelandet. Søndag Eftermiddag når der var Ro i Huset, kunne vi somme Tider få Far til at læse højt. Far læste Robinson Crusoe for os tre Gange. Da jeg selv, efterhånden, kunne læse indenad, læste jeg Robinson Crusoe, for mig selv fire gange. I Skolen plagede vi, ind imellem Degnen for en Historie. Sommetider kunne han, uden Plageri, komme med en Bog og sige: „I skal ikke tage jeres Tavler frem, vi skal ikke regne i denne Time, jeg vil læse noget op af denne Bog her.“ Degnen var en god Oplæser, det vakte altid Begejstring og Glæde når det skete. Degnen læste fortrinsvis historiske Fortællinger for os, for Eksempel: Ingemans historiske Romaner. Carit Etlars: Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester. Dog ikke alt var historisk, men gerne lødigt, af Jules Verne, læste han , for Eksempel: Jorden rundt i 80 Dage, Kaptajn Grants Børn. „Frændeløs“, en Bog alle Børn kender, var en Fortælling der satte Følelserne på Højkant. Historien om den stakkels Hund og den stakkels Abe og den lige så stakkels Dreng fik Tårene til at løbe. Havde vi en god Bog. Måske fået som Fødselsdags eller Julegave, eller som Arv efter en rig Onkel, tog man den med i Skolen og plagede Degnen for at få den læst op. Somme tider lykkedes det. Det var da en stor Tilfredsstillelse for Bogejeren, når det skete Degnen blev så stærkt grebet af Bogens Indhold, så han ikke læste, bare en Time, men to. Jeg vil sige helt ærligt, disse Timer med Højtlæsning er svære at glemme.

 En Bikube er en Bolig for Bier. Her kan de bo, og på Sommerdage kan de flyve fra Blomst til Blomst, og samle Honning til deres Dronning. En Dag kom Degnen og sagde, vi kunne komme i Bikuben. En Bikube for Mennesker. Vi skulle nu ikke bilde os ind, vi skulle ud og samle Honning. Nej! vi skulle samle Penge. Når vi havde Penge i denne Menneskebikube, fik vi Renter. Pengene blev af sig selv til flere Penge. Det lød godt, men først skulle vi tale med vore Forældre om Bikuben.

 Forældrene, havde ikke noget imod Bikuben. De vidste det var svært, at få Sparebøsser der kunne holde på Pengene. Sådan gik det til, jeg kom i Bikuben i en Alder af ti År. Degnen kom med små sorte Bøger, til os Bikubemedlemmer. Det var rigtige Papindbundne Bøger. Indvendig på Papbindet, stod med sorte Bogstaver: „Mange Bække små gør en stor Å“. Det Vers var da lige til, at gå i Vandet på, men det ville Tiden vise os. Læsestoffet i Bøgerne, var ret mådeligt. Som Bierne i Bikuben, altså i Biernes Bikube, havde Celler til at lægge det indsamlede Honning fra sig i, var der på Papbøgernes Blade lavet Celler eller Ruder. Degnen skaffede Mærker, der kostede fem, ti og fem og tyve Øre, som vi klæbede ind i Papbøgerne i Cellerne. Degnen cyklede hver Måned til Silkeborg og afleverede Pengene til Bidronningen, – vel sagtens. Med Hilsen fra Bifamilien i Sejs Svejbæk Skole. Man kunne ikke tage Penge ud af Bikuben, kun sætte ind. Det var der en vis Fordel ved.

  En Måneds Tid før det blev Jul, kom Degnen med Prøvekollektionen af Julehæfter og Julebøger. Jeg tegnede mig for „Børnenes lille Julebog“, der kostede halvtreds Øre fra Christian Eriksens Forlag. Hvad vi bestilte hos Degnen, ville han komme med et Par Dage før Jul. Det var ret så spændende, man vidste af Erfaring Ventetiden var lang, når man venter på noget til Jul. Leveringstiden blev overholdt. En Morgen kom Degnen med hvad vi havde bestilt og vi betalte. I al Hemmelighed, bragte jeg Bogen hjem og i al Hemmelighed puttede jeg med den indtil, det sivede ud i hele Huset, jeg havde købt „Børnenes lille Julebog“. Mor gik strengt i Rette med mig, jeg skulle ikke sådan gå og købe noget til mig selv. Først måtte vi tale om det, hvis jeg ønskede at få noget købt. Nå! Julen var inde og mildnede Luften for de klippede Får, som der skrevet står. I Juledagene kom Bogen åbenlyst frem og vi lokkede Far til, at læse højt af „Børnenes lille Julebog“. Som ingen havde forudset tror jeg, det var Far der blev allermest glad for Bogen. På Bogens sidste to Blade var der Vers, mange Vers. Jeg husker endnu Brudstykker af Versene. De handlede om en slagter, en Smed, en Hest og en Vogn. Jeg husker, så nogenlunde, hvordan et af Versene lød i sin Helhed, men om det nu er det første, det andet eller det tredie, rækker min Hukommelse ikke til, men det kan vel også være hip som hap, der var som sagt mange af dem. Sådan omtrent lød det: „Der boede ude i Vejrum Sogn, en Slagter der havde en Hest og en Vogn. Hesten, var lille, mager og gul, med den, kørte han ud i Sognet med Sul“. Far blev så glad for Versene så han efterhånden, kunne dem på Fingrene, uden, nogen gang, at kikke i „Børnenes lille Julebog“. Jeg tror, jeg fandt en Forklaring på,  hvorfor Far var begejstret for disse jævne Vers fra en lille Julebog. Joe! Slagteren, var en sølle drikfældig Fyr, derfor var Hesten lille og mager, en der manglede Sul på Kroppen. Vognen var, også af samme Grund, i en sørgelig Stand. Med den Slagter kunne det kun gå galt en Dag, – og det var da også hvad det gjorde. En skønne Dag kørte Slagteren med Hest og Vogn i Grøften, hvad der berettes om i de efterfølgende Vers. Dog! ikke alt Håb er ude. Versene fortæller, der boer en Smed i det samme Sogn. En Mand af en anden Støbning. Denne Smed kommer netop, rent tilfældigt, forbi den samme Grøft, på samme Dag og på samme Tid, som Slagteren med Hest, Sul og Vogn ligger i Grøften. Smeden, får fat i Kraven på Slagteren og haler det hele op af Grøften. Hjemme hos Smeden, får Hesten et rigeligt og godt Foder. Vognen bliver sat i Stand og Slagteren bliver ædru og Afholdsmand. I Slutningen af de mange Vers bliver Hesten fed og Slagteren drikker ikke stærke Drikke mere Altså! for det første var Far Smed, for det andet var han en tro og ivrig Afholdsmand i Foreningen Blå Kors. Disse Vers fortalte en grum Historie, som blev til en Solskinshistorie, som alle kunne glæde sig ved og tage ved Lære af – og ikke bare Drukkenboltene.

  Det traf sig nu aldrig, Far stødte på en Drukkenbolt der lå i Vejgrøften med Hest og Vogn, men det hændte Far kom hjem med en sølle Hjemløs og Arbejdsløs, som han havde truffet sulten og frysende på Vejen. De fik Mad og varmt Tøj, og tilbudt Natlogi. Juletiden var forbi, den kedelige Affære, med „Børnenes lille Julebog“ var glemt, men Versene med Slagteren, den gule Hest og Smeden blev ikke glemt. I de følgende Dage og År, kom der flere Drukkenbolte på vor Vej, på forskellige Måder og i forskellige Skikkelser og de blev alle behandlede efter Smedens Metode. Ærlig talt, disse Vers var gode, at tage ved Lære af.

 For Drenge, der ikke længere holder fast i Mors Skørter, er det vel en naturlig Ting man drømmer, vel nok mest om Dagen, om engang, at møde sin Prinsesse. For Piger må det være lige så naturligt, at drømme om en Prins. Jeg ved ikke helt hvor gammel jeg var, når jeg indfangede et Pigesmil og mærkede, det var sendt direkte til mig. Selv om det var på Afstand, var det som en Solstråle der lyste og varmede. Jeg har nok været elleve År, da alle vi Drenge i store Klasse forelskede os – i den samme Pige. En Stationsaspirant, tror jeg Manden blev kaldt, var kommet til Svejbæk Station for at gøre Tjeneste der, medbragt havde han Kone og to Piger. I denne Togmands Hjem, havde man vel sagt Tog og noget med T så tit, så Pigernes Navne skulle være med T. Tove og Tine. Det var pæne Piger, fine Piger begge to. Ikke som Tøsene, vore Kammerater i Skolen. De var af samme Slags som de Piger, man kunne få et Glimt og et Smil af, fra Togets Kupèvindue. De to Søstre gik ikke i vor Skole, men de kom i Søndagsskolen. Med en Fader, der var Jernbanefunktionær, havde de gratis Rejse med Toget til Silkeborg og tilbage igen. Altså! gik de på Th. Langs Skole. Selv om de var Søstre, lignede de ikke hverandre. Tove, den ældste, var en Skønhed og førte sig så fornemt, som hun lige var trådt ud af et Modeblad, Tine, den lille, var sød, pæn og almindelig. Tove var en Åbenbaring med sit lyse Hår og med et Ansigt, hvor Næse, Mund, Øre og Øjne sad perfekt på et velformet Hoved, der blev båret af en Krop med Lemmer der var fuldendte. Hun var mere som en Billedstøtte, end som et Menneske af Kød og Blod. En Dag fandt jeg hende stående bag et Kupèvindue i det Tog, hun rejste til Silkeborg med. Jeg fandt også ud af hvilket Tog, hun rejste tilbage til Svejbæk med om Eftermiddagen. Der kunne hun stå og kigge ud på Naturen, – eller var det mon mig hun spejdede efter. Så tit jeg kunne komme afsted med det, holdt jeg Stævnemøde med hende. På den Måde, når hendes Tog ville passere os i Sejs, stillede jeg mig bag en Busk og så Toget køre forbi. Var hun bag et Vindue, eller var hun der ikke, ligemeget vi havde dog været hverandre nær. Det var både en Plage og en Fryd for mig, når jeg en gang imellem fik hende at se. En Prøvelse var det at vide, Genstanden for min Kærlighed faktisk kørte forbi vore Vinduer, to Gange daglig om Hverdagen, uden jeg så hende. Tove var en så iøjnefaldende Person så enhver i vor Landsdel lagde Mærke til hende. Hun var en ren Afrodite Figur. Selv det mest pjaltede Kålhoved ville dreje sig på sin Stok og se efter hende. Mine Søstre var så småt begyndt, at drille mig med hende. De havde naturligvis set Pigen, man kan gætte på om de havde lagt mærke til, hvordan jeg skulle sørge for at passe Togtiderne. Det virkede som et Slag i Ansigtet på mig, da Erik til Niels Højgårds, Niels Højgård var den største Jordbesidder i Svejbæk, Jo! Erik fortalte, at han og Tove faktisk var Kærester. For at kunne tage sig ud ved siden af Tove, hvis det skulle ske han kom hende så nær, mødte han op med en blå Skråhue på Hovedet. Skråhuen sad på Hovedet af ham, hvor han så gik og stod, den var pyntet med hvide Bånd, Kokarde og Silkedusk, en mini Model af en Garderhusarhue, som dengang var til at købe i en Legetøjsbutik. Da mine Søstre begyndte, at drille mig med Tove, fandt jeg ud af, sådan en Åbenbaring af en Pige som Tove, hvilede alles Øjne på og alle vi Drenge i Skolen, der var på samme Alder, var forelskede i Tove.  Jeg havde set på det Ydre, nu begyndte jeg, at lægge Mærke til det personlige hos hende. Jeg stjal mig til, at sende et Øjekast i hendes Øjne. Det var som at se op på Mælkevejen i Måneskin. Blå, lyseblå, men slørede. Hun smilede sjældent og smilede hun, var det et drømmende og sløret Smil. At Rønnebær er sure, det er hvad Ræven kom til, at tænke på, da den ikke kunne nå dem, – måske, var det med mig som med Ræven, jeg holdt op med, at kigge efter Tove – og kikkede så efter Tine. Tines Hår var ikke lyst og brusende, det var ikke helt mørkt, det var glat, men glansfuldt. Hendes Skikkelse var lige op og ned. Hun var en Skolepige og ikke nogen Dame, endda en lille Skolepige. Tine kunne le og smile. Hun var så naturlig, hun smilede til den ene og så til den anden, også til mig. Hendes Øjne var blå og mørke. Hendes Smil varme og direkte. Nu var det Tine jeg så efter og hende, der tog Plads i mine Tanker. Som Dagene svandt forsvandt Tine og Tove. Folk der rejser med Tog har for Vane, at rejse bort, nogle for en Tid, andre for bestandig. En skønne Dag rejste denne Togmand bort og tog Din Husstand med, også de to Piger. Jeg vil tro, at de gode græd og de onde lo, men borte var de. Der blev igen Hjertefred i Sejs og Svejbæk Skole. Men altså, denne min første store Kærlighed tror jeg, havde fået en Spire til at gro i mig. Hvis det skulle gå, som jeg håbede og ønskede, jeg en gang skulle møde min Prinsesse. At jeg da mødte en som Tine, der smilede så sødt, varmt og kærligt, lige ind i Øjnene på en. Nu er det mange År siden, Tove og Tine skabte Hjerteuro i Sejs og Svejbæk Skole. Jeg traf min Prinsesse, som jeg blev gift med, – en som Tine. 
Jeg var glad for Skolen, jeg kunne have været nok så flittig, det ved jeg nu. Kun engang imellem, en Tanke i Morgengryet, ønskede man at Skolen var brændt eller værre, Degnen var død, men det var gerne, hvis Ole Lukøje havde sløset med Troldsprøjten. Søvnen havde været urolig, så Lysten til at sove var større, end Lysten til at stå op. Der var også Dage der skete så meget hjemme, så Tanker på Lektier og Skole var milevidt borte, om ikke helt på den modsatte Side af Kloden. Den Dag Dyrlægen skulle komme, var man næsten nødt til at være der for, at skrive på Farfars Papir fra Dyrlægen. Man skulle heller ikke så gerne, gå glip af den fem og tyve Øre, som Dyrlægen gav for, at få Jernbaneleddet lukket op og i. Den Dag Plovmanden kom, skulle man også gerne med i Marken, for ikke at tale om den dag der skulle køres Træ hjem fra Skoven. Meget vigtige var også de Dage, hvor Slagter, Tømrer, Murer og andre Håndværkere var tilsagt til at komme. Men Skolen skulle passes, det sagde både Mor og Farmor. Siden hen har jeg kunnet tænke på min Skoletid, som en lykkelig Tid og har været glad for hvad den lærte mig.