Den
Morgen vi var på Vej til Sejs og Svejbæk Skole for, at være Disciple der,
Bror Åge og jeg, kunne vi synge om skønne September, men vi var slet ikke i
Humør til Sang og slet ikke til Morgensang. Vi havde været oppe – syv
Stunder før Dag,– så vidste enhver herude på Landet, når det blev sagt,
havde man været rigtig tidligt oppe.
Vi gik og skuttede os i den dugvåde Morgen, vi var ikke
forhippede på, at skulle på Skolebænk og så på sådan en Dag, der tegnede
til at blive en strålende Septemberdag med Sol og blå Himmel. Dog vi ville nødig
komme for sent denne første Dag.
Tusinde Tanker
foer bestandig ind og ud i mit Hoved. Hvad mon han var for en den Lærer eller
Degn på Bondesprog. Var han hidsig og gal. Var han en af dem der stadig holdt
fast på Spanskrøret. Rasmussen vidste jeg han hed. Bror Åge var kun med i
Dag, det ville give ham en Fornemmelse af Lilleklassens Funktion, blev der sagt,
han hørte ellers til i Storeklassen. Efter Almanakken var det Lilleklassens
Skoledag – Betteklasse – som man sagde.
Skolebygningen var et langt lavt Rødstenshus, der dukkede sig ved Enden af Gymnastiksalsbygningen, der også var Forsamlingshus. Anno 1990 er disse to Bygninger bevarede som de så ud dengang, men anvendes til andre Formål. Det første vi så da vi stod på Vejen foran Skolens Legeplads, var Håndværkere i Færd med at lægge Tegl på Skolehuset. Senere hørte vi, at til nu havde Huset været tækket med Strå.
Altså! vi kom ikke for sent til Dagens Skolegang, men vi kom for sent til, at gå i Skole under Stråtaget. Før vi betrådte den kommunale Jord, var det næste vi så en Række morgenduelige Drenge, der havde taget Opstilling indenfor Legepladsens østre Stakit. Der var endnu et Kvarter til Skoletid. Uden Tvivl, var Nyheden gået igennem Sejs og Svejbæk, der kom to Nye i Skolen i Dag. Nu var man kommet i god Tid, måske for at byde os velkommen, kunne man tænke. Bror Åge og jeg var Drenge fra den store By, endnu ikke rigtige Bondedrenge. Det så og vidste de. Bybørn, blev gerne beskyldt for, at være hovne og næsvisede overfor Børn fra Landet. Men ingen sagde noget, ingen bevægede sig, de gloede bare. Jeg følte, jeg som en anden Columbus, var kommet til et fremmed Land, det var de Indfødte der stirrede spørgende på mig: „Var jeg Ven eller Fjende“. Nu kom Lærer Rasmussen ud og hilste: „God Morgen“ til Håndværkerne. Måske havde deres Hamren vækket ham for tidligt her til Morgen, man vidste aldrig. I Skolebygningen var Skolestuen i den østlige Ende. Den modsatte Ende var indrettet til Lærebolig.
Efter at Hr. Rasmussen havde vist sig på Pladsen, kom der Bevægelse i Drengerækken. Lidt efter lidt kom der flere, både Piger og Drenge og alle forsvandt de ind i Skolestuen. Bror Åge og jeg fandt Tiden var inde, så også vi kunne gå ind. Vore Træsko stillede vi i Træskorummene og tog vore medbragte Kludesko på. Os selv stillede vi indenfor Døren i Skolestuen. Nu stod vi der ved Døren, musestille og sagde ingenting, hvad skulle vi sige? Vore fremtidige Skolekammerater sagde heller ingenting, men de stirrede, det gjorde både Piger og Drenge. Jeg ønskede i dette Øjeblik, at jeg kunne krybe i et Musehul, om der blot havde været et enkelt af den Slags. Nu gik Døren i Skolestuens modsatte Ende, og Hr. Rasmussen trådte ind. De mange Bøger han havde med sig lagde han på Katederet, hilste, gav os Hånd og sagde venligt, vi var meget velkomne. For ham kom vi ikke som nogen Overraskelse, vi var tilmeldte. Eftersom Bror Åge kun skulle være i Lilleklassen den Dag, skulle han alligevel sidde øverst, akkurat, som hvis han havde gået i Lilleklassen som syvårig og opefter. Et ledigt Bord blev rykket på Plads allerøverst. Det var en stor Ære for ham. Og der sad han så. Der var således lang Vej mellem os to Brødre, da jeg blev henvist til at sidde ved et Bord allernederst. Jeg sad nu mutters alene ved et Bord, der ellers var beregnet til to.
Der var megen Uro i Klassen.Hvert Øjeblik var der en eller flere, der drejede omkring og stirrede ned på mig. Jeg sad som en fremmed Fugl i min Rede og følte mig ene og forladt. Uden Varsel faldt der en Tåre fra mig ned på Bordpladen. Så bøjede jeg mit Hoved og brast i Gråd. Jeg ønskede nu så inderligt, jeg sad i Th. Langs Skole, først nu gik det for Alvor op for mig, hvor højt jeg havde elsket den Skole og vores Lærerinder. Der blev Stilhed i Klassen, alles Opmærksomhed var helt og fuldt, rettet mod mig. Stilheden varede ikke ved, den blev brudt af en Stemme fra oven der bød, ingen måtte kikke ned på mig. Stemmen kom fra Katederet, det var Lærer Rasmussen der talte. Få Ord, men de virkede, der blev ingen Stirren og Glanen mere. Også på mig virkede de få Ord, jeg følte det sådan nu, jeg havde en Forbundsfælle i Hr. Rasmussen. I hele min Skoletid i Sejs – Svejbæk Skole kom jeg til at kende vores Degn som en venlig og imødekommende Lærer, som var bestemt, men retfærdig og som gav os den Hjælp til Lærdom og Hæderlighed, som han formåede. Jeg var den eneste Lilleklassen blev forøget med den Dag, de yngste i Klassen havde været Disciple fra April. Som Tilflytter skulle jeg indpasses og tilpasses. Efterhånden som Stilheden og Freden bredte sig i Klassen, holdt mine Tåre op med at trille, jeg begyndte at lytte med.
Undervisningen var begyndt. Det var noget de kaldte for Danmarkshistorie. Det havde jeg ikke hørt noget om før, det lød interessant. Degnen spurgte og nogle stak en Finger i Luften og svarede. Sommetider var det kun Degnen der fortalte. Hvorfor den Kong Harald havde blå Tænder, det forstod jeg nu ikke, mon dog ikke de var sorte. Måske havde de ingen Tandbørste derhjemme hos ham. Folk var vist meget mere fattige dengang. Men ork, der var så meget jeg endnu ikke forstod.
Da Frikvarteret kom sad Bror Åge og jeg sammen ved mit Bord og delte den medbragte Madpakke. Den var ellers beregnet til, at skulle holde hele Dagen. Det hjalp på Humøret med en Bid Brød, og da vi sad med den sidste Bid kom der et Par af de største af Drengene og spurgte, om vi ville være med til Krydspjæt. Det var en Leg hvor både Piger og Drenge var med. Vi kendte den ikke, men vi gik med og lærte den hurtigt og morede os.
Børges Tegning af Sejs og Svejbæk Skole, som han husker den, med Degnens selvlavede Vindmølle.