Jernbanesabotagen

Det var den Sommerdag Hans Peter og jeg, fulgtes med hverandre hjem fra Skole. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, vi var så læn ge om Hjemturen den Dag. Jeg tror det skyldtes Ægpustningen. Jeg husker ikke om det var et Hønseæg, Mågeæg, eller hvad det var for et Æg, men vi havde Besvær med, at stikke Hul i begge Ender. Hans Peter var Læremesteren, han havde faktisk pustet alle Slags Æg ud. Nu skulle jeg prøve, det blev det første og siden hen, blev det til mange. Firetoget havde passeret os, ude ved Bommene. Vi nåede helt til Anton Andersens Led, da det gik op for os, vi havde dralleret meget under Vejs. Derfor satte vi Farten op, da vi skiltes ved Leddet. Hans Peter opad Bakken, og jeg lige frem. Jeg løb, men uden jeg vidste det løb jeg lige ind i Løvens Gab. Da jeg rundede Hushjørnet, stod Baneformand Hansen foran Mor, med en stor Skruenøgle løftet som til Slag. Var han en Skruenøglemorder, den gode Hansen? Jeg havde hørt om en Gulvskrubbemorder. Brækstangsmordere var der vist også nogle af. Kort Tid før Klokken fire var Formand Hansen på Vej mod Svejbæk, kørende på Dræsine. Netop, som han havde passeret Anton Andersens Led, opdagede han der på den ene Sporskinne, var anbragt en stor Skruenøgle på langs med Skinnen. I Hast fik Hansen Skruenøglen og derefter Dræsinen fjernet fra Sporet, en Togkatastrofe var afværget. Det varede ikke længe før Toget kom dundrende, men takket være Hansen, kunne det køre uhindret forbi. Da Formand Hansen satte Dræsinen på Sporet igen, kørte han mod Silkeborg og med Skruenøglen i Jakkelommen. Nu skulle disse Sabotører tages i Opløbet, den første det gjaldt om at fange var mig. Fra Vinduet så Mor Formand Hansen sætte Dræsinen af Sporet, – sætte over Banehegnet og komme op imod Huset. Mor forstod, der måtte være et eller andet galt og gik ud for at modtage. Hansen kom, stærkt forpustet og ophidset og ville vide om jeg var der. Hertil kunne Mor kun svare nej. Så var det Formand Hansen havde taget den store Skruenøgle op af Lommen og sat den for Ansigtet af Mor. Så var det jeg netop, kom om Hushjørnet fra en anden Kant. Jeg tog et Par Skridt frem imod dem. Jeg ville gøre hvad jeg kunne for at redde min Mor, endog med Livet som Indsats. Med det Øje Hansen vanligt inspicerede Skinnevejen med, opdagede han mig, og på en brøsig Måde kom han imod mig, stadig med Skruenøglen hævet. „Har du lagt den Skruenøgle på Skinnerne?“, sagde han og stak Nøglen op i Næsen på mig. „Nej!“ svarede jeg og brast i en heftig Gråd, som ærlige Forbrydere, så vidt jeg ved, plejer at gøre. Hermed var Hansen ikke tilfreds, han spurgte, han ville have mere at vide, om det jeg ikke havde gjort. Omme fra Poplens alentykke Stamme trådte Farmor frem, hun havde antagelig fulgt Sceneriet fra det begyndte. Nu fandt hun det betimeligt at gribe ind, vel ikke for at redde noget for mig, nok mere for de statslige Jernbaner, det var hende imod, at Statsbanernes Underskud blev større og større, År efter År. Mit Øjenvand hindrede mig i at se hende tydeligt, men hun henvendte sig til mig, og sagde bestemt og alvorligt: „No ska do bekjen“. Det passede ikke med Formand Hansens Temperament. Et Forhør der trak ud var ikke noget for ham, slet ikke når Uvedkommende blandede sig. Han tog Afsked, men lovede at komme igen senere, nu ville han op at høre, Hans Peters Forklaring, også jeg trak mig tilbage og søgte til ubefolkede Egne, jeg hørte lige Mor sagde til Farmor: „Jeg kan se på ham, han har ikke gjort det“. Jeg frygtede nu det værste, hvordan ville det gå hvis man ikke fandt den rigtige Sabotør og hvis man indkaldte Farmor som Vidne. Så længe Mistanken hvilede på Hans Peter og mig, havde vi dårlige Kort på Hånden. Jeg hørte allerede Lyden af Fængselsporten, der smækkede i og jeg måtte iføre mig en rigtig Fangedragt med sorte og hvide Striber, ligesom de af vore Bluser vi brændte Hul på, Bror Karl og jeg i vor tidligste Ungdom.

Hans Kasper boede i det eneste Hus, der var på Heden. Huset lå i Yderkanten, nær Borgedalsvejen. Så man fra den vestlige Ende af Heden mod Øst, kunne Huset ses tydeligt, der var ingen høje Træer der skjulte det. Hans var en høj mørk Mand. Fra Billeder og Bøger, kendte jeg og vidste hvordan Taterfolk så ud. Der var en Taterhytte noget længere ude, næsten i Svejbæk. Det var Krygers. Her boede der kun hvide Mennesker og den gamle Gartner Kryger havde skabt det store Haveanlæg omkring Hytten, og han var ingen Tater. Hans sviede ikke Kul, men var mørk, havde mørke Øjne og sort Hår og så ud som en Tater, mon ikke han havde Taterblod i Årene. Han havde Hest og Vogn og kaldte Hesten „Rosenante“. Når man hørte Hans fortælle, var det noget der tydede på, han ved visse Lejligheder, havde været Gæst bag Tremmerne. Hvis man kunne tro ham, var det sådanne Ferieophold, han gik og glædede sig til, især fordi Vand og Brød nu engang, var blevet hans Livret. Som jeg sad der på Slibestenens Håndsving, kom jeg til, at tænke på Hans på Heden og hvad han havde sagt, måske var en kortere Tid, indenfor Tremmerne, ikke det værste. Bedst som jeg var færdig med mine Tanker, kom Mor om til mig. Her ved Slibestenen, under de store Moreltræer og med Udsigt til Møddingen, var Stedet vi søgte til, når der ikke var helt rent Mel i Posen, og den Mani kendte hun. „Du skal ikke sidde her og kukke-lure“, sagde hun. „Når man har en god Samvittighed er der ikke noget, at være bange for, tør nu dine Øjne godt, og kom ind“. 

Da vi lidt efter sad i Køkkenet, stak Formand Hansen Hovedet ind og sagde vi måtte undskylde. Den virkelige Sabotør var fundet. Hansen havde talt med Anton Andersens Kone, der havde været oppe i Bakkerne for at søge efter Blåbær. Fru Andersen kunne fortælle. Da hun gik ad Hedevejen ned til Leddet, havde Peter, en Søn fra Rottehuset nede ved Sejssnævringen, ligget i Lyngen. Peter havde advaret hende, for, som han havde sagt: „Toget ville springe i Luften, når det havde passeret Jernbaneoverskæringen. Hun burde ikke opholde sig i Nærheden af Leddet når Toget kom“. Fru Andersen kendte Peter og vidste, han for Tiden var hjemme på Ferie. Han gik åbenbart og kedede sig og ville gøre sig interessant. Hun fandt, det var ikke Ulejligheden værd, at se efter noget, eller gøre Anskrig. Skruenøglen, var hentet fra deres Plov, der stod på et Stykke Brakmark, der skulle skrælpløjes. Hans Peter og jeg mødtes Dagen herefter. Formand Hansen, havde hos ham også kun fået et Nej og så, – en Flod af Tårer. Vi var enige i, de Par Timer vi havde været under Anklage, havde været en Prøvelse for os. Om Toget kunne være væltet, om Skruenøglen var blevet på Jernbaneskinnen, var vi enige med hverandre i, det kunne det ikke. „Selv om liden Tue kan vælte stort Læs“, som skrevet står. Det store Bom-Bom, Peter havde gjort Anstalter til og ventet som en Adspredelse, udeblev. Men han bidrog til, at Formand Hansen fik en Tjenestesag, der voldte Hansen en gebommerlig Ulejlighed.

At Anton Andersen måtte savne Skruenøglen til sin Plov en halv Eftermiddag. At to uskyldige Skoledrenge græd salte Tårer to til tre Timer i Træk; Summarisk var dette hvad han opnåede til Adspredelse, – men jeg vil tro, enhver Poul eller Peter, der har det som denne Peter, tænker mest på Virkning og ikke meget på Eftervirkning.

Bror Karl