Skovvejen fra Sejs til Ivershave, fik ikke Lov til at gro til med Græs. Mange Gange når Søndagsmiddagen var spist, gik vi i Flok og Følge dertil, gennem Skoven. Først ad „Den døde Vej“, op forbi Sokær og Generalhatten og i sidste Ende, ned ad Rævebakken, forbi Lillesø og over Århus Chausseen. Så var vi der! Sådanne Dage forlod vi Huset og lod Farfar og Farmor passe Bedriften. Mange Hverdage gik Bror Karl og jeg med Mor ad de samme Veje, men Målet var altid Ivershave. Da vi blev gamle nok til det, „Vi to“, fik vi nu og da Lov til, at gå alene derud, men så måtte vi ikke løbe ad Veje der skilte os. Vi måtte love vi ville gå pænt med hverandre ad de kendte Veje. Som Regel havde vi en Besked med fra Mor, måske skulle vi hente noget. Det kunne være et Par Strømper, et Par Muffedisser eller et Par Vanter af Mormors Strik.
Jeg husker en Vinterdag, vi sad i Skovløberhusets Stue, Bror Karl og jeg, og rørte Æg. Også den Dag havde Moster Agnes slået Æggeblommer ud i et Par af de store Krus og havde hældt godt med Sukker over. Der blev banket på Døren og en lille Mand kom ind og bad om en Skovseddel til Sankning af Kvas. Og nu syntes jeg at Mormor var meget streng. Manden bad om en Skovseddel til halvtreds Øre, så den var gyldig i fjorten Dage. „Jae!“ – siger den lille Mand, idet han lægger to fem og tyve Ører på Bordet. „A har en bette Hejst å en bette Vogn, a ka val kjyre Kvaset mæ de“. „Nej!“ – kommer det bestemt fra Mormor, der er ved at gøre Anstalter til at skrive. „Vil do ha te Hest og Vogn så koster Sedlen en Kron“. „Nej! – a har it val Pæeng te de, ja – men de er kuns en bette Hejst“, indvender den lille Mand. Nu blev Mormor endnu mere bestemt. „Nej!“ siger hun, „Kvas o den Skovsedel ska bundtes og bæres“ Jeg syntes dengang Mormor var for streng, jeg havde virkelig ondt af den lille Mand.
Senere er det gået op for mig at det var ikke Mormor og Morfar der ejede Skoven, men Staten, og det var selvfølgelig Staten der bestemte. Orden og Renlighed i Skoven skulle der være, det hørte til Skovløberens Pligter, at holde Øje med og sørge for de fastlagte Vedtægter blev overholdt Man måtte ikke tænde åben Ild i Skoven og ikke brække
Grene af Træerne. Indenfor de indhegnede Nyplantninger var Færdsel forbudt, og så var der Skovsvinene:
Madpapir og Æggeskaller
pynter ej i Skovens Haller
– tag det med dig når du går
Pæne Mennesker at se til, var de mange, der tog på Skovtur med Madkurve og Kaffe på Kanden. De kendte sikkert det velkendte Rim, men alligevel, var nogle af dem Svin, – Skovsvin. Det kunne tage Timer for Skovarbejderne at rydde op efter et enkelt Skovgilde.
Morfar var i det daglige en Mand af få Ord, og gav sig aldrig i Snak med os Børn. En Sommerdag havde jeg fået Lov at gå til Ivershave på Besøg. Samme Dags Eftermiddag traf det sig således, at Morfars Fætter Niels stak Hovedet ind ved Køkkendøren og ved Kaffetid. Det var Søndag Eftermiddag og Niels havde gode Stunder, både til nogle Kopper Kaffe, og til at prate en Stund eller mere. Mod Sædvane gik jeg ikke ud på min vanlige Runde. Når jeg ellers besøgte Bedsteforældrene der, gik jeg først ud i Haven, kikkede ned i Bigården, hvor de mange Bistader stod på Række og hvor de flittige Honningbier krøb omkring Åbningerne på Staderne. En Tur ned til Åen. Det var altid spændende om man kunne se de store Gedder stå stille i Vandet, som om de nød at sole sig på det lave Vand, men fange dem med en hurtig Håndbevægelse, kunne man ikke. Efter Kaffen satte jeg mig i Kurvestolen i Hjørnet ved Døren, der hvor Mormors Julekaktus stod på Søjle inderst i samme Hjørne. Når jeg sad der med Vinduet til venstre kunne jeg også se lidt af det der drog forbi på Århusvejen. Fætter Niels der havde taget Plads i Kurvestolen i det modsatte Hjørne havde fanget min Interesse, han var lille og bred, og som han da kunne snakke og fortælle om løst og fast, og det med både Arme og Ben. Niels og Mads, altså Morfar, havde begge ligget Soldat i Hald ved Viborg, ved det samme Regiment. Nu havde de fået godt Ild på de lange Piber og imedens Røgen bølgede, gik de to Veteraner i Krig med at fortælle Soldaterhistorier og nu blev Morfar livlig og veltalende, og han begyndte:
„A stod Vagt en mørk Avten, A hørt en Puslen, ind bag et Hejn, A sat i mæ å rob, så høvt a kun. Hvem dæ Så varet nøj der skræbt, lie ve. Stans i Kongens Navn, robt a. Så kam djer tov Katte, farens over Hejnet.“
Ligemeget om en Soldat er til Søs, til Hest eller bare en Landsoldat, kan en Soldat være betroet forskellige Opgaver. Fætter Niels havde i Hald Soldaterlejr for det meste fungeret i Køkkenet og som Oppasser. Dengang i Hald, havde han nok været en lidt tilbageholdende og forsigtig Fyr, men som han sad her i Stuen, virkede han på mig som en gæv Soldat, der nok kunne slå et Slag for Fædrelandet om så skulle være. Han havde rømmet sig flere Gange før Morfar var nået til Ende med sin Beretning. Ilden var gået ud i Morfars Pibe alt imens han fortalte og han søgte efter Tændstikkerne. Nu tog Fætter Niels fat. Han lod os først forstå at det var ikke noget lille Køkken han havde gået i deroppe i Hald. Alt var stort, meget stort, Gryder, Potter og Pander var store. Det blev da også fortalt med Sikkerhed, at på Årgangen før hans var der druknet en Mand i Kaffekanden. Nu rømte Fætter Niels sig godt og grundigt igen, og begyndte med et som sagt: „De va så den Dav a skul skaf for Obersten, te Nætter. Så Såe han, – Obersten: Læ mej fo et Par av de Frekadeller der var igjen etter i Mæjes. Ja val Herr Oberst. A kom i æ Kykken, a kom så te å tænk o te di fie av dem haj a sæl æt, å de anne snes Støkker, haj a hælt i æ Svin-tøn. Hva skul a så. De kom li-som æ Torden bag om mæ, te jen å tyv hård fåt Kjødmad fra haies Hjemmen. A fek Hold i jen å tyv. Ka do lie stek mæ nove Frekadeller såe a, sier do – sån å sån. De såe jen å tyv it nei te. A haej da tit skaffet hanem en Bej. A fek fie. A oed sjel tov. Å a flyet den Oberst tov. Jav! ser i“ , siger Niels og rømmer sig. „A kom te Obersten let ætter, mæ Kaffen, så sæjer Obersten: Nærensti de flyer mæ Frekadeller igjen, ska de væe av dem gue a fek av no. Javal Herr Oberst, såe a, – men a tænt, de kommer rele an o hva jen og tyvs Muer sæjer te de.“
Sådan gik Eftermiddagen. Slag i Slag faldt Soldaterskrønerne og ikke kun fra Hald, men også andre Soldaterhistorier blev fortalte. En Lokalkendt Beretning, blev også opfrisket. „Det ligger flere År tilbage at der kom et Regiment marcherende fra Århus mod Silkeborg“, fortalte Morfar.
„A so dem it, men a ve de æ sekker. A feket de-gång fortal av Jens Post: Kongen, Kristian den Tiende va Prins de-gång, han va o si Hejst i far. Da kommer Spelsoren dem imøe mæ si Mundshamonika Soren hopt in æ for å dravt mæ å spelt o en Vies djer vå kjend de-gång, – såen varen i de føest: „A goer den annen Vej, so ka i følle mæj.“ De gek got jen Mils Vej te de kom hier te de gammel Egetræ, å dæ bløv kammandiret holt. Så sæjer Prinsen te Soren: „Hva ska Soren så ha for hansis Spel.“ „Ja!“, svaret Soren, „æ Billed av si Fader.“ „Ja-men jeg har ikke noej Billed ve mej av mi Fader“, sejer så Prinsen. „Jov-jov“, sejer Spelsoren, „prøv å si i dje Pong.“
Da Spilsoren havde fået en Daler fra Prins Kristians Pung takkede han Prinsen mange Gange. Ganske vist var der et Billede af Kong Frederik den ottende på Mønten, men nu havde Spil Søren Penge på Lommen og havde opnået det han havde håbet på, og nu fandt han at han passende kunne træde af, for så, at gå sin egen Vej.
Lænkehunden Bruno havde tjent Skovløberhuset som Vagthund i mere end så mange År som et Hundeliv i al Almindelighed varer. Vore bekymrede Mødre havde med løftede Pegefingre tidligt og sent advaret os og sagt, så tit, så tit, gå ikke hen til Bruno, man ved aldrig! Vi havde da også, efter nogle små Prøver, hvor en af os kom indenfor Lænkens Rækkevidde, fået Vished for hvor hurtig den store Hund kunne fare frem, og hvor rasende på os, den kunne blive. Den lå ellers så fredelig lige foran Hundehuset og lod som om den sov. Bruno havde været en god Vagthund. Kom nogen Skovløberhuset nær, satte Hunden i med at gø, og med at fare voldsomt omkring, så Lænken raslede hen over Stenpikningen. Kun Morfar og Moster Agnes godkendte den som Venner. De Kærtegn den fik, blev givet den af de to.
Når Krybskytternes Skud knaldede i Skoven, var det Morfars Pligt at opspore hvem der skød, og hvor i Skoven eller ved Åen der blev skudt. Mange Gange måtte Morfar, og i de senere År også Moster Agnes, der fulgte med, afbryde Søvn og Hvile for at begive sig ud på Vandring. Det var kun i sådanne Tilfælde Bruno blev løst fra Lænken, som Sporhund var den ufejlbarlig. En Dag kom Landposten med Bud om at Bruno var død.
Landposten kom på sin Tur til os om Formiddagen, han var også den der kom til Ivershave som hans sidste Sted om Eftermiddagen. Budskabet medførte ikke nogen Sorg hos os. Vi havde set Bruno som et højagtet Væsen af Familien. De venlige Følelser for ham var få og små hos os. Vi fandt det var en interessant Nyhed og nu ville der komme en ny Hund i Pladsen. Bruno var af ubestemmelig Race, der var nok mest Skt. Bernhard Hund i ham, men der var noget andet uroligt over Bruno, man kunne dårligt forestille sig ham med et Vinanker bundet om Halsen.
Den nye Vagthund var en langhåret brun Lassihund. Den havde pæne Manerer og opholdt sig helst indendørs, den kunne give Pote og sidde pænt når den blev bedt om det. Lagde man tre Vaniljekranse på Bordkanten tog den en efter en, også først når man bad den om det. At være Lænkehund var slet ikke noget for den. Gik den løs omkring jagtede den Høns og Gæs med megen Spektakel. Kom der Fremmede til Skovløberhuset gøede den højt og livligt. Satte man den i Lænken ved Hundehuset, hvor den egentlig efter Bestemmelsen skulle have sin
Plads, blev den tavs og bekymret, det var en Ynk at se. Så megen Hundekærlighed havde man i Huset, det nænnede man alligevel ikke, så hellere lade den gå løs.
Hvor længe Lassihunden blev i Tjenesten husker jeg ikke, kun mindes jeg at det varede ikke År. Følgende Hændelse blev Årsag til at den fik sin Afsked som Vagthund og ekspederet bort fra Huset. En Dag med frisk Blæst og lidt Sol imellem Skyerne havde Moster Agnes vasket. Undertøj og Strømper hang nu og flagrede på Tørresnoren. Veltilfreds med at Vasken var bragt fra Hånden gik Moster indendørs til andre huslige Sysler. Efter et Par Timers Tid fik hun den Idé at gå ud for at se, om hendes Vasketøj var tørt. Men hvad var nu det? det så ud til at Tøjet var borte, næsten da. Hun gik nærmere til Tøjsnoren og så en Mængde Hundespor over Tørrepladsen. En Anelse kom op i hende og da hun gik ad Skovstien der førte ned forbi nogle Vandhuller, så hun også mange Hundespor her. Ganske rigtig, da hun nåede hen til Vandhullerne stod Lassien og var i Færd med at gemme rene Strømper, Undertrøjer og Underbukser ned i et Vandhul. At Moster blev forfærdet forstår man såvel, uden at tænke på eget Liv og Lemmer balancerede hun ud på Tuerne i det våde Dynd og reddede så meget op af Vandhullet som hun kunne. Tøjet så naturligvis ikke nyvasket ud mere, og da hun var færdig med en Gang Omvask var det mørk Aften. Moster og Morfar var efter dette enige om at Lassien måtte afskediges som Vagthund. Havde den endda kunnet våge ved Huset, det var ellers meget godt at den holdt Øje med Tøjet på Tørresnoren, men tage Familiens Gangklæder og gemme det bort et så besynderligt Sted var dog for groft.
Efter at Lassien var sat på Porten anskaffede man en Schæferhund til Jobbet, efter en kort Tid i Tjenesten blev den syg og måtte aflives. Så blev det en Buldog på Prøve, men den var alt for urolig og blev sendt tilbage som uegnet. Hundehuset stod nu ubeboet hen, der hørtes ingen raslende Lænke mere, glide over Stenene. Halvtreds År var næsten gået for Mads og Sofie i Statsskovens Tjeneste, der kom ikke nogen rigtig Vagthund til Skovløberhuset i deres Tid.
År 1929 var de halvtreds År gået og de måtte bryde op og tage Afsked med Ivershave. Huset og Stedet Ivershave havde de passet og følt sig hjemme i som deres eget, det blev en stor Forandring for dem at finde sig til Rette i en lille Villa i Ørnsøkvarteret i Silkeborg. Stuerne her var små, men der var flere Rum, således at der også var et Værelse til hver af vore to ugifte Mostre, Agnes og Johanne. Morfar, der havde til
bragt mange lange Dage udendørs, tilbragte nu sine Dage indendørs. Nogen anden Sygdom end den fæle Gigt talte han ikke om, når man kom på Besøg virkede han veltilfreds.
Af Besøgende kom der lige så mange, som der kom til dem i Ivershave. En lidt ældre Kollega, der havde haft Skovløberstedet i Statsskoven ved Ørnsø, besøgte dem ret ofte. Marius Andersen, som Kollegaen hed, og Morfar havde mange fælles Bekendte. Når de var sammen de to, havde de meget at snakke om. Marius var, hvad man kaldte, stokdøv. Kun når han klemte Spidsen på den store Messingtragt ind i det venstre Øre, kunne han fatte hvad der blev sagt til ham. Messingtragten fulgte ham hvor han gik og stod, man måtte råbe temmelig højt i Tragten, hvis man ville gøre sig Håb om at blive forstået. Marius var en venlig og gemytlig Mand. Åbenbart, generede det ham ikke, at han kun så dårlig kunne følge med i hvad andre havde at fortælle, han kunne selv fortælle.
På en Måde savnede Mads og Sofie Skovløberstedet i Ivershave, – de vante Stuer og de vante Omgivelser. På anden Måde følte de Lettelse ved at være fri for det daglige Arbejde og de Pligter der var forbundne dermed. Det var ikke så lige en Sag for dem at finde sig til Rette som Byboer, men de vidste at de nu havde levet deres Liv, og var tilfredse med at de havde levet, nok med Sorg og Slid, men også med megen Glæde. En Forårsdag 1930 døde Mads, 79 År gammel og en Høstdag År 1933, døde Sofie, 78 År gammel. For Mads og Sofies Børn, der alle voksede op i Skovløberhuset, var Ivershave et elsket Sted, ligeså for os der blev deres Børnebørn.
Familiebåden fra Alderslyst ankommer til Ivershaves Landingsplads.