Landboliv

Et skønt Syn for Øjet denne Januardag. Sneen dækkede Mark og Mose. Bakkerne dominerede i Snelandskabet og var at se til som Majestæter i hvide Klæder. Det var koldt, hundekoldt. I vore Huse kneb det for Kakkelovnsvarmen at forhindre den hvide Flora i, at brede sig overalt på Vinduesfladerne. I de første Morgentimer, når Ruderne var helt overisede, legede Bror Karl og jeg den Leg det var, at ånde på en Femøre for så, at sætte den mod den frosne Rude. På den Måde skabte vi et lille Kighul, der for et Øjeblik tillod os, at se om Sneen var der endnu, om der var faldet mere og om der muligvis, som vi havde ønsket i vore Drømme, lå store Driver.
 
„Kan du gå over til Farmor og se om det brænder godt i hendes Kakkelovn“, sagde Mor – „og spørg så om du skal skænke mere Kaffe til hende“. Farmor sad i Sengen med flere Hovedpuder bag Ryggen, hun havde en Periode med Ondskab i Brystet og havde i nogen Tid hørt Dødsklokker ringe. Jeg spurgte til hendes Befindende. Farmor hev efter Luft og klagede sig som hun havde for Vane når hun var ringe og var sengeliggende. Højlydt og ustandselig klagede hun, kun afbrudt af tilstødende Knyst: „Åe nej – åe nej“. Farmors Klagen Time efter Time havde sin egen Rytme, ikke umuligt den stadige Klagesang gav Lettelse og Lindring for hendes Bryst. Ja hvad skal man sige til en Syg? Siger man: „Du ser ellers rigtig frisk ud og får det snart helt godt“. En sådan Snak er ikke nogen Trøst og vil, som jeg senere har måttet erfare, gøre den syge mere syg. Ubevist valgte jeg at sige hvordan jeg så hendes Tilstand, og sagde: „Du ser noget klatøjet ud Farmor“. Farmor så sandt nok sløv ud. Ikke et Øje havde hun lukt den hele Nat, mente hun, og Musene havde rumsteret så grysseligt i hendes Sengehalm, så tossig de da havde været. „Åe – nej – endda – de hier æ nok de siest“. Jeg satte mig på Dragkisten der stod ved Døråbningen, langs Indervæggen, i det lille Soveværelse. Fra mit høje Stade havde jeg Overblik og kunne se hvad der stod på Bordet foran det lille Vindue. Så jeg ud af Vinduet kunne jeg se Hans Peter og Palle var ude med Kælkene og susede ned ad Bakkeskråningerne. De brugte Styrestænger så den løse Sne stod som Slørhaler efter dem. På Vinduesbordet stod den store tykke Sifonflaske med den blanke Hane på Flaskehalsen. Et enkelt Tryk på Hanen og den sprudlende Væske strømmede ud i Farmors Glas. Desuden stod der en hel og en halv Citronsodavand. Flasken med Kamfer og Hofmandsdråber, der ellers havde sin faste Plads i Frammersskabet, stod også på Bordet. Væsker gav Lindring i Hals og til Gane, de stilnede Farmors Hoste når den var slem. Der stod også flere Æsker med Pulvere og en Dåse med de såkaldte Hostefjender. Farmor foretrak efterhånden de nymodens Medikamenter. Hun havde dog ikke glemt den svenske Doktor, og når han kom ind til Folk med sit hjemmegjorte Urteafkog. Hun talte engang imellem om ham. Hun kunne stadig, med bebrejdende Blikke, se hen til en, når man rev en pæn Røllike op og smed den til Kompostbunken. En god Opskrift havde hun gemt hen i Kommodeskuffen. Medicinen havde nyttet for Farfars Mundvand eller Ildvand, som han sagde. Opskriften efter den vise Syrack var sålydende: „Blommetræets Blade kogt ud i Vin ere gode til Mundvand, at skylle Munden, Dryvelen, Tandgerdet, Qværken og Halsen dermed. Når de besværes af Flod, det Mundvand samme Flod kan dæmpe“.

I Frammersskabet hvor Kamfer- og Hofmandsdråberne ellers stod, havde Side om Side den gamle Klukflaske Plads. Rigtignok havde Farfar i mange År fået en Morgenbitter daglig, da der var ægte Sprit i Flasken. Nu stod den fine Flaske der og var tom. Siden en hel Flaske Ålborg steg til 25 Øre har Farmor blandet Kamfer- og Hofmandsdråber med Vand og givet ham. „Såen sku de no væe“, sagde Farmor, men det var ikke hver Dag han fik det. Jeg slog Hælene mod Dragkistens Sidefjæl et Par Gange. Jeg ville gerne kvikke Farmor op hvis jeg kunne, men jeg ville også gerne ud og have fat i Kælken. Det var strengt at se Palle og Hans Peter tage den ene Tur efter den anden. Mine Spark blev nok alligevel et Signal til Farmor om, at vende Tankerne mod de levendes Verden. Farmor rettede sig op og så på mig med matte øjne. „Nå! hvad lavede du i Skolen i Går?“ spurgte hun. „Nå der“, svarede jeg, „Jeg fortalte en Historie.“ Det havde været en af de Skoledage hvor de der vidste en Historie at fortælle, måtte gøre det. „Og hvad var det så for en Historie du fortalte?“ „Den om de tre små Grise.“ Der skete en Forandring med Farmors Øjne, fra at være matte fik de Gllans. Her var noget Farmor havde Forstand på og Interesse for. De tre små Grise i Historien havde selvfølgelig ikke levet da Farmor gik i Skole. Da det kun var tre Smågrise, Fortællingen handlede om, tog jeg hele min Fortællekunst i Brug for, at berette for Farmor hvordan Grisene kunne bygge Huse, om Ulven der pustede og blæste, og om hvordan det så gik. Farmor lyttede andægtig og glemte helt at klage sit „åe nej da“. Da jeg nåede til Ende, ville hun absolut vide hvad jeg så ville være når jeg var blevet konfirmeret og sådan da. „Joe! så ville jeg være Landmand“. Så ville jeg brække alle Skillevæggene ned i Huset her, og lave det hele til en Svinestald. At det ikke huede Farmor at høre denne Tilføjelse, kunne tydelig nok forståes. Hun havde med det samme mange Indvendinger at gøre. Nej nej! Svineavl var dog det ringeste med de Priser på Fedesvin der var. Kreaturer var bejjer, så havde man også selv Mælk i Huset og Gødning til Marken. Jeg fik en Lektion i Høvdernes Pasning. om Drægtighed, om Indgreb i Tilfælde af Trommesyge, Yverbetændelse og hvad andet der kunne støde til. „To do kun begjyn mej en Ged tøvs a“. „Må jeg få en Ged?“ „Jo! en sådan kunne val stelles an uje i Nøset“, mente Farmor. Jeg glemte for en Stund alt andet og tænkte som så mange andre: „Jeg en Gård mig bygge vil“. Skyndsomt sprang jeg ned fra Kistelåget, – hørte mig selv sige: „Måske står du op i Morgen, Farmor?“ „Åe nej – åe nej da, ka ske te Kjørmers, hejer te førre Riddere“, klagede hun. Jeg glemte at spørge Farmor om mere Kaffe, men ilede over og meddelte Mor, Farmor havde lovet mig en Ged. „Puh-ha!“, sagde Mor, „en Ged der lugter og vil stange“. Et Øjeblik efter trak jeg med Kælken ad Bakken til. Hans Peter og Palle måtte høre den gode Nyhed.
 
Vore Forældre var Børn af Hjem med Landbrug. Arbejdet i Mark og Stald havde de prøvet før. Mine Søskende og jeg var fødte Bybørn. Mine to Søstre kom i femtenårs Alderen i Tjeneste hos Byfolk, senere kom de i Forretning, de blev aldrig Bondepiger. Vi drenge blev ret hurtigt til Bondedrenge. Som alle Drenge i Danmark vidste vi, der var Forskel på en Hest og en Ko, på en And og en Høne og sådan. Vi så Dyrene spise Græs når de gik og græssede på Marken, men hvad de spiste til daglig i Stalden, vidste vi ikke meget om. Farmors Søster Karen havde i mange År kørt Mælkebøren med Mælkespanden til Landevejen. Transportspanden, som den hed med et finere Ord, stod ved Vejen med Aften – og Morgenmælken, til Mælkekusken kom og tog den med til Andelsmejeriet i Silkeborg. Over Middag kom Mælkevognen tilbage og stillede Spanden på sit Sted ved Vejen. Også nu var der Mælk i Spanden, men Futmælk som vi kaldte det. Hen på Eftermiddagen skulle Mælken hentes Hjem. Vi fik snart at fornemme, Dyrene ikke bare drak det Vand der faldt ned fra Himmelen. Masser af Spande Vand, måtte vi dagligt trække op af Brønden. Vandtruget skulle gerne stå fyldt til Randen, til enhver Tid. Til Grisene blev der lavet en særlig Blanding, som de fik som Fællesspisning af samme Trug. Havde det stået til mig, skulle de have haft, om ikke en dyb Tallerken per Tryne, så dog et Grødfad hver at spise af, de var nemlig nogle Asner til at skubbe hverandre fra Truget. Der var altid en der aldrig fik så meget som de andre. Her i Svinestien var der ingen der tænkte på Broderskab, Lighed og Retfærdighed. Måske havde det ændret Grisens Spisekultur til det bedre, om man havde læst et socialpolitisk Foredrag over dem, men det var der heller ingen der tænkte på dengang. Mon Grisene vidste deres eneste Opgave i Livet var, at æde og blive ædt. Dog vidste de nok ikke, jo mere og des hurtigere de åd, des før blev de ædt.

Som Bybørn havde vi hørt Ordet Møj, som en forståelig Glose i Dagligtalen. Kammeraterne sagde og Far sagde Ordet, når det traf sig de lavede noget der ikke blev godt. Nu oplevede vi Køer og Grise også lavede Møg i Massevis og Læssevis. Man lugtede det og følte det på Hænderne, når man skulle muge, – ikke møje.
 
Sådan lærte vi som Dagene gik, hvad de Ting kaldtes, der havde med Landbolivet at gøre. I Svinetønden rørte vi en Væske sammen der kaldtes Valle. Slanter af Mælk blev hældt i Tønden. Sødmælk, Kærnemælk, Skummet mælk, gerne surt. Til Grisenes Kostforplejning, var Madrester fra Mors Køkken et godt Tilskud. Al Ædelse, der kunne gøre en glad Gris gladere, kom i Svinetønden. For at gøre Svinemaden lækker, gav man nu og da, Blandingen en gjæv friskvalset Grotning. Som ved al anden Madlavning, gjaldt det også her, den sammensatte Ret måtte røres godt, til en passende Konsistens, så den var let at tygge, dersom Grisene ønskede at tygge Maden. Til at spæde Vallen med, var et Par Pøse klart Brøndvand et økologisk godt Middel. For Grisene var det at spise og drikke den samme Handling. Når de i deres Trug fik en Strippefuld fra Svinetønden, Morgen, Middag og Aften, kastede de sig over Ædelsen med Grådighed. De gav sig ikke i Lag med at undersøge Kvaliteten af det serverede med enkelte Smagsprøver. En Smasken og Gnasken fra Svinestien fortalte, Grisene var tilfredse med Skafningen.
 
Med Køerne var det anderledes. Koen er et Dyr der er delt i to Dele.Faktisk er Koen en Maskine. Når Koen får sit Foder i Stalden, undersøger den omhyggeligt, om der er Lækkerier i Krybben. Under den Vilde Hø eller Halm, der som Regel, bliver givet som en slags Overtræk over hvad man kalder Kraftfoder, Roer, Kartofler, eller endnu bedre Sojakager, roder den tilbunds i Krybben og spiser Lækkerierne først. Til at rode op med, kan den bruge de to Horn den har i Panden. Blev Koen ikke mæt af de gode Sager, må den tage til takke og spise sig mæt i Hø eller Halm. Har Koen spist sig mæt, lægger den sig roligt ned i Båsen. Så er det den tygger Foderet for anden Gang. Den tygger og tygger. Mælkemaskinen går. Der bliver lavet Mælk i pottevis. Koens Mave er altså i to Dele. Derfor kalder man Koen en Drøvtygger. Vi havde to Køer på Husmandsstedet. Undertiden fik Køerne Kalve. Som Regel døde de ret hurtigt af den naturlige Årsag, de blev slagtede som spæde. 

Af andre Dyr var der Hønsene. Man kan sige det var fritgående Skrabehøns. Hønsene i Antal, mellem ti og tyve, gik i deres Hønsegård i den Tid Haven skulle holdes pæn og Markerne var tilsået, men ellers gik de frit. I deres Frihedsperiode kunne man træffe en Høne overalt, ja selv på det øverste Høstænge fandt de op. At Høns er dumme det ved enhver. Så dum som en Høne siger man, når man vil sige noget nedsættende om visse andre tobenede Væsner. Vore Høns var for Eksempel ikke på det rene med det var forbudt og tilmed farligt, at færdes på Statsbanens Jernbanelinie. Når de alligevel gik der, var det tilgiveligt, de var nu en Gang kun Høns. På enkelte Punkter var de kloge nok, Hønsene. Hvad Naboen har er altid bedre end ens eget, det er også sådan vi Mennesker tænker mange Gange. Var der ikke noget Tog at se og høre, løb de alle over Sporet og ud på Naboens Mark, på den modsatte Side af Jernbanelinien. Her, borte fra Hjemmet gik de frit og skrabte. Hønsene var da heller ikke så kloge, så de vidste når der kom Tog. Et Kluk her og et ditto Kluk der, forkyndte der i Hønseflokken alligevel var et Par af Hønsene, der havde Tanke for mere end skrabe og æde og Forstand nok til at meddele der var noget stort og farligt på Vej. Det dundrede i Jorden og buldrede i Luften, et Tog nærmede sig. Havde Hønsene opholdt sig i Hønsegården, eller gået i samlet Flok, havde der været Mulighed for Rådslagning, men her gik de frit uden Sammenhold. Toget skulle forbi Naboens Mark, hvor de fleste af Hønsene gik. Man kan ikke forvente et Tog skal gøre Stop, eller køre udenom en Flok spredte Skrabehøns. Først når Toget var meget nær, tog Hønsene Tilløb til at komme Hjem. Her var ingen advarende Stemme der sagde: „Gå ikke over Sporet, der kommer Tog“. Baskende og skrigende fløj og løb de over Sporet, men det var ikke hver gang alle nåede over. Når vi bagefter søgte efter uheldige Høns, med den Tanke, at give dem en manerlig Begravelse i Suppegryden, kunne man finde Hønehovedet og et Stykke Hals uskadet, men det der skulle fylde i Gryden, så ud, så jeg vil lade være med at beskrive det.
 
Landmandsliv er og var, et slidsomt Liv. Man siger ganske rigtigt: „Græsset gror også når Bonden sover“. Ikke nok med det, der var altid noget der skulle renses, luges, hyppes og udtyndes. Alt var tilrettelagt efter uskrevne Bestemmelser. Sommerferien i August Måned passede med Høsten. Efterårsferien i Oktober passede med Kartoffeloptagningen. Efterårsferien blev således altid kaldt Kartoffelferien. Hvorfor Sommerferien aldrig blev kaldt Høstferie, kan man undre sig over. Eftersom Dagene gik, lærte vi Landbolivet at kende. En Høtyv havde ikke det mindste med Tyveri at gøre. Bliver der sagt Høtyv, bør man undlade at alarmere Politiet, men søge efter en Fork, et Redskab der er god at læsse Hø med. En Krat lignede ikke de små korte Redekamme der blev kaldt Lusekamme, men var en underlig Trærive med fire lange Trætænder. Skulle man binde noget fast, eller sammen, kunne et Stykke Hyssing måske være stærkt nok, ellers måtte man bruge Hampereb. Et Knippe var et Bundt, enhver kan høre det lyder ikke godt hvis man siger et Halmbundt, derimod vil enhver Bonde glæde sig, hvis man beder ham om et Halmknippe. En Plejl skulle svinges ikke i Dans, men når Kornet skulle tærskes. Et Sold var ikke noget Drikkegilde, men en Sigte man brugte til, at sigte Avner fra Kærner. Et Grimeskaft havde ingen Lighed med noget Skovl eller Spadeskaft. Grimen var Hestens Hovedbeklædning når den stod på Stald, eller bare skulle føres fra et Sted til et andet. Var Grimen forenet med et kort Stykke Reb, havde man fat i Grimeskaftet. Til Dyrenes Hårpleje havde man Strigle og Kardæsk. En Lime var en Riskost, Birkeris kunne den gøres af. En Mugget, en Hammer lig en Kødhammer. – Og hvorfor der skulle være Æg på et Knivblad og visse andre skærende Redskaber, om dette måtte man først spørge og siden erfare. For os Landvæsenselevere var der meget der skulle læres og Farfar krævede hurtig Handling, når han forlangte det han skulle bruge, skaffet til Veje. Joe! Farfar havde en Knibtang, en Tollekniv, en Stump fie Tommer Fiel og så videre, men hvor det var at finde, huskede han ikke. I andre Sager huskede han fantastisk godt. Som nu den Dag Brandsynsmændene stillede. Det var de lovbefalede Indretninger til en mulig Brands Bekæmpelse, de skulle erkyndige sig om. Synsmændenes Spørgsmal faldt så nogenlunde som følger. Til Spørgsmålene fulgte Farfars Svar i Overensstemmelse med Fakta og uden Tøven: „Hår do tov Branspan?“ „Jov! mæn dæ æ engen Bond i dem.“ „Hår do Brandstej?“ „Jov! mæn dæ æ engen Tren o.“ „Hår do Brandhåg?“ „Jov! mæen dæ æ engen Skavt o.“ „Hår do Rækværk ve di Skostien?“ „Jav a hår! mæen æ Vorm hår ædt de mejst åen.“ „Ja-ja! såe hår do de hile i sie gue Orden Soren Bøskov.“ Efter den Skæmt takkede de to Tilsynsmænd af og bøjede Hovederne for at gå under Forstovdørens Karmtræ. Der måtte vel være en Slant Kaffe at få hos Barbara i henne Frammers. Sagen var ellers så ligtil. Havde de spurgt mig kunne jeg svare, mere præcist og rigtigt på det hele. I Husene havde vi et Utal af Spande, både med og uden Bunde. Jeg vil mene, faktisk er en Brand en Brand og en Spand en Spand.

Et Par Stiger havde vi, Hvordan skulle vi uden Stige komme på Taget med nye Løjtørv til Mønningen, eller få Skorstenene fejede, men ikke alle Trin var sikre at træde på. Med Brandhagen var det ikke for godt. Jeg havde i Tørvehuset set en Brandhage hænge på et Søm, men denne min Viden lod jeg ikke slippe ud. Stedets eneste lovbefalede Brandhage var, helt sandt, uden Skaft. Tilforn havde Brandhagen med Skaft, hængt ude på den østre Gavl, Side om Side med den lange Stige. Rækværket om Skorstenen var en Forordning, der skulle hindre Hø og Halm, der var stuvet ind på Loftet i, at lægge sig til Hvile klods op ad Skorstenen. Rækværket havde Farfar fjernet en Tid før Ormene tog det hele. I Forhold til Farfars Føling med Varmegrader og Ild, har han vel tænkt, det ormædte Træ ville gøre mere Gavn inde i Kakkelovnen end uden om Skorstenen.

I Hverdagen havde vi vore Pligter, men alligevel var der Tid til nogen Leg og Morskab. Den lange Ager, der gik igennem Lyngen og til Kanten af Sindbjerg var ligesom delt i to Dele, idet der midtvejs befandt sig et stort Vandhul. Vandhullet var for os som et Ocean, velegnet til Sejlads med de mange forskellige Skibe vi fremstillede. Edison havde opfundet Glødelampen. Rudolf Diesel Dieselmotoren, også vi drømte om at opfinde. Ligesom Henry Ford, der opfandt en Bil for Hvermand, arbejdede vi med at opfinde en Bil med Motor, for ethvert Barn i den skolepligtige Alder. Små Vandløb, førte Vand til det store Vandhul derude i Marken. På de Tider Vandet strømmede livligt i Vandløbene, havde vi megen Fornøjelse ved, at lave Vandhjul, såvel for Under- som Overløb. Sandt at sige var det vore fritgående Høns, der gav os Ideen til Opfindelsen af en Røremaskine, Vel nok den første i Verden af den Slags. Temmelig tit fandt vi en Redefuld Æg, en Høne havde produceret og henlagt, på for Hønen, et hemmeligt Sted. Velsagtens med Tanke for, at ville stifte Familie. vi ranede Boet og bar samtlige Æg til Køkkenet. Mor sorterede og lagde til Side, gerne med en god Del til os. Derfor lød det altid som sød Musik i vore Øre, når vi hørte en Høne kagle fra Tørvehus eller Høstænge. Nogle Dage med rørte Æggeblommer var i Vente. Æg og Sukker blev os givet, men Rørearbejdet måtte vi selv udføre. Når Mængden af Æg var stort, tog vi Opfindelsen, – Røremaskinen i Brug. I en Blikdåse med tilhørende Låg blev en Æggeblomme slået ud. Som alle Børn med Høns ved, skal der hældes rigeligt med stødt Melis over, – så får man et godt Røræg. I Blikdåsens Låg havde vi boret et lille Hul. Igennem Hullet var stukket et lille Stykke Ståltråd, tildannet med en Krog, der når Låget var lagt på Dåsen, førte ned i Blandingen. En Cykle blev vendt om med Hjulene i Vejret. Bror Carl mobiliserede alle sine Kræfter, trak i Pedalerne, så Cyklens Baghjul snurrede i højeste Gear til det maksimale Omdrejningstal var nået. På dette Punkt holdt jeg Røremaskinens frie Ståltrådsende fast, mod det roterende Cykelhjuls Slidbane og vore Æg var rørt til Fuldkommenhed på et Øjeblik.
 
Vore Søndage hjemme erindrer jeg som festlige Højtidsdage. Sommerdage, når Solen skinnede, lå Husmandsstedet som en Oase med Kildevand og Kærlighed, midt i alt det grønne. Sådan en Dag blev Flaget hejst, kun det nødvendige Arbejde skulle gøres, først og fremmest med Dyrenes Røgt og Pleje. Vi mindreårige kom fra Morgenstunden af i Søndagstøjet, så gik Turen til Søndagsskolen i Forsamlingshuset. Hjemme igen, stod Middagsbordet dækket festligt, og vi var alle samlede. Efter Maden og når Opvasken var til Side og Vejret var godt, fik Far, Farmor og Farfar deres Stole ud i Haven. Havebænken var forbeholdt Mor og Pigerne. Vi Drenge havde vore Pladser på Havediget. Var alle kommet til Sæde åbnede Far den store Prædikensbog af Karl Moe: „De gamle Stier“, mener jeg den hed. Sognets Kirke var Linå Kirke. Vi kunne også gå i Silkeborg Kirke. Om vi valgte den ene eller den anden, var Kirkevejen af nogenlunde samme Længde. Farmor kunne ikke mere komme af Sted. Der var Søndage hvor hun selv læste en Prædiken af Husmandsstedets gamle Postil, men til de fleste Tider, ville hun Far skulle læse en Prædiken over Søndagens Tekst af „De gamle Stier“. Kunne der læses i Haven, var det en uskreven Lov, alle skulle give Møde, om de da var tilstede, indenfor Husmandsstedets Markskel. Der var Stilhed og Andagt mens Far læste, men vi Drenge var spændte på, om Farmor, ville have Forklaringen læst med eller ikke. Lytte til Prædiken kunne gå an, der var altid noget der greb ens Opmærksomhed, men Forklaringen med de mange Visdomsord spredte Tankerne så de gik deres egne Veje. Her var også noget man ikke var gammel nok til. Det var ikke ofte Farmor ville høre Forklaringen. Jeg tror Farmor til de fleste Tider allerede havde fundet frem til sin egen Forklaring. Afslog Farmor, at få Forklaringen læst, åndede vi Drenge lettet op, vi havde så skrækkelig mange Ting, at udrette sådan en Dag. 

Udsnit af Sejs Området set fra Sindbjerg med Huset Far fik bygget ved siden af husmandsstedet. 

Ualmindeligt var det ikke, når vi senere gav Møde ved Kaffebordet, at der var flere Kopper på Bordet end til os selv. Gode Venner fra Sognet eller fra Byen var kommet. En Dag fik vi Besøg af to helt Fremmede, som vi aldrig havde set før og aldrig så siden. To sønderjyske Drenge, eller nærmere unge Mænd. De kom ikke uanmeldte. De var ved Genforeningen blevet Danskere og havde nu Lov til, at se deres egentlige Fædreneland. Anders og Thøger hed de. Anders talte ret godt dansk, men Thøger talte og forstod kun tysk. Nu skulle de have Ophold hos os en fjorten Dages Tid. Glade Dage havde vi i Selskab med Anders og Thøger, men ikke alle Dage er Solskinsdage selv om Solen skinner. For os hjemme, var det en kedelig, nærmest sørgelig Dag, den Dag de tog bort, for at se Himmelbjerget fra oven. Det kom som en Overraskelse, den Dag de sagde de agtede, at gøre denne Bjergtur den efterfølgende Dag. Mor havde stillet fra til Hachis. Denne Ret var vor Livret og måtte altså også være deres. Selv om Anders og Thøger kunne tale tysk, kendte de ikke Hachis. I deres Levetid, havde de kun fået lidt at spise og slet ikke Livretter. For en Gangs Skyld blev det en Prøvelse for os at spise Hachis, for hver Mundfuld tænkte vi på de to, der sad på Bjerget og ikke fik smagt en eneste Bid. Denne Dag var for os en sørgelig Dag, næsten lige så sorgfuld som den Dag de rejste bort. 

Rygtet om at jeg fra allerhøjeste Sted havde opnået Tilladelse til, at anskaffe Ged, i det mindste et Gedekid, løb Sognet rundt nogle Gange og kom også Trine til Niels Ernst for Øre. Trine var en Kone der var lige så god som hun var stor. Trines Ægtefælle hed Niels Ernst. Niels var en bredskuldret middelhøj Mand, han var lidt tør og strunk i det, ligesom de Grantræer han fældede i Statsskoven. Ernst var Nielses Efternavn. Talte man om ham, eller til ham, var det altid med Fornavns og Efternavns Nævnelse. Talte man om Trine, sagde man Trine til Niels Ernst. I Sognet var der kun en Trine og et Stenhus, der var værd at nævne. Ægteparret havde en Datter og tre Sønner, Kristian den yngste var et rent Unikum. Kristian, var lige fra Folkeskolen gået ind i de voksnes Rækker og havde anskaffet Motorcykle. Motorcyklen var af engelsk Oprindelse og var af kongelig Byrd, en ægtefødt Royal Enfield. At Kristian kunne ordne dette, af Alderdom brøstfældige Væsen, var en Kendsgerning. Lige så såre man så ham frigøre Cyklen for alle dens ædlere Dele, gik der kun Øjeblikke før Maskinen var startklar til en ny Prøvekørsel. Jeg tror det var sådan med Kristian, som med så meget andet, denne hans Maskine kunne ikke blive god nok, han ville den skulle leve op til sit Ry. Hørte man så i Luften en Torden der ikke var nogen Torden, men den Lyd der kom af, at Kristian startede, kaldte Mødrene deres Småbørn ind. En Ting lod det til Kristian ikke kunne ordne ved Cyklen. Bagude under Pigekammeret havde Cyklen en Bøjle, med andre Ord et Stativ. Pigekammeret, kaldte man i Folkemunde Motorcyklers Bagsæde. Det var god Tone og ret så pynteligt, at have en Pige med på Bagsædet og hvilken Pige ville ikke gerne køre med. En flot Motorcykle og en flot Pige på Pigekammeret, var hvad Datidens Ungersvende drømte om. En Motorcykle udmærkede sig ved, – den var let at parkere. Ved et bagud rettet træk i Maskinen, kunne man sætte den fra sig hvor som helst. Når Kørselen skulle begyndes, gav man Maskinen et Skub og Baghjulet rørte Jorden, netop som det gøres den Dag i Dag. Med Kristians Royal Enfield forholdt det sig sådan, at det omtalte Stativ skulle kroges op under Cyklens Bagskærm så det sad der „fast“, under Kørselen, men denne Krog kunne Kristian ikke ordne, eller måske havde det ikke hans Interesse. Startede Kristian Cyklen for at køre holdt Krogen Stativet. Stativet var muligvis blevet på Plads, om Kristian havde styret uden om Vejens Huller og største Skærver, men når Kristian havde lagt Kursen, enten midt på Vejbanen eller i højre eller venstre Side, faldt Stativet ved første Bump til Jorden. Kristian slog ikke derved Bremserne i, gav bare lidt ekstra Gas, det var ikke blot en Røgsky, men også en Støvsky, Kristian lod bag sig når han kørte. Desuden tegnede han en bred Streg på vor gamle Jordklode, så alle seende kunne følge Sporet og notere sig, at her havde Kristian kørt på den kongelige Maskine.
 
Niels Ernstses Hus var et Bindingsværkshus, tækket med Strå og Tagrør. Beliggenheden var vel, et Par hundrede Meter fra Brassøens Bred. Niels Ernst havde Båd og kunne fange Fisk. Et Udhus, et Bræddeskur var bygget til Husets Østgavl. Udhuset rummede Kakkelovnsbrænde og Tørv, desuden Haveredskaber og noget Fiskegrej. Ind imellem dette, lå der Løsdele til Kristians Motorcykle. Som i de fleste Huse dengang, kom man også her direkte ind i Køkkenet, gennem Husets eneste Yderdør. Vinduer og Dør udvendig som indvendig, tillige med Køkkenvægge og Inventar, var blåmalet, åbenbart med Maling fra den samme Malerpotte. Et stort Komfur dominerede i Rummet, der var snæver Plads for de tre Køkkenstole og om det lille Bord, der stod for Vinduet i Sidevæggen. Den Dag jeg, hidkaldt af Trine, trådte ind i hendes Hus, gik jeg ubemærket gennem Husets Køkken og åbnede efter et Par Bank Stuedøren og gik ind. Trine sad, stor og bred, i Armstolen, der stod ved Siden af Stuens eneste Bord, Trine havde gjort Forberedelse til mit Komme, på Bordet stod en Skål med Vaniljekranse. Jeg blev budt til Sæde og satte mig på en af de tre Træstole, der stod ved Bordet. Trine slap en Pind og skubbede med et „Spis“ Kageskålen hen til mig. Jeg slugte et Par Kranse og Trine lod hendes Strik falde til Hvile i hendes Skød, så vist på mig og sagde: „A håer høet Barbara håer given dæ Lovning o en Gjed. „Joe!“ jeg nikkede og tog Krans Nummer tre. „Mi Søster“, fortsatte Trine, „hen i æ Vogterhus, håer jen dæ håer lemmet mæ tov, – ve do ha jen av dem?“ „Ja Tak!“ sagde jeg og tog den fjerde Krans. „Vonsdav, nærensti a håer tavn mi Mejje, ka do møe mæ ve æ skovlej, – lisse soer a æ die goer vi.“ Med den Besked fra Trine var Sagen afgjort – og jeg begyndte allerede, at tænke som Bonden i Bibelen, der ville gøre sine Lader større. Jeg takkede for Kagerne og sagde „Farvel“, mens Trine for al Sikkerheds Skyld begyndte, at tælle de sidst slagne Masker. 
Vel hjemme igen, undlod jeg ikke, at fortælle om det heldige Udfald af mit Besøg hos Trine. Jeg følte den Karriere som Storbonde, jeg drømte om, havde skudt det første Skud. Jeg ville begynde i det „Små“, med Geder og Får, når hele Mosen og det store Hedeareal kom under Plov, ville jeg naturligvis gå over til Kvægdrift. Jeg var godt tilfreds med, at det hele lagde sig tilrette, ligesom af sig selv. Havde jeg ikke netop fået, om ikke en hel Ged, så dog et Gedekid tilbudt, – gratis. Joe! jeg kunne prise mig lykkelig, ligesom enhver Landmand vel gør, når Staten forhøjer Landbrugsstøtten. Onsdag kom og jeg stod ved Skovleddet og havde stået der en Tid forinden, jeg så et stort hvidt Forklæde komme tilsyne, bag Forklædet tonede Trine frem. „Ja ja – go’dav bette do“, sagde Trine forpustet, da hun nåede til mig ved Leddet. „Ska vi så si å kom av-stej, a ka goe føst“. Der var en god Fjerdingvej til Banevogterhuset. Trines Svoger var ansat ved Jernbanen for at vogte Banen, derfor lå Huset altså, nær ved Jernbanen. Han skulle ikke lukke eller åbne noget Led, eller hive Bomme op og ned, ligesom Mariane. Jeg tænkte på, om der var Tyve der kunne finde på at stjæle Skinnerne. Jernbanen var her anlagt igennem Skov, der kunne ske så meget. Togrøvere havde man hørt om, det var måske godt nok med en Banevogter. Der var ikke Plads for Folk af vores Dimensioner til, at kunne gå Side ved Side på Stien langs Jernbanen, så jeg fulgte i Trines Fodspor, som en artig Hund og Trine skridtede godt ud. Det kunne tyde på, hun gik med en vis Tanke om, at Søsteren havde Kaffekedlen i Hvælv, hvilket viste sig at være rigtigt. Da vi ankom til Vogterhuset, slog en liflig Kaffeduft os i Møde og straks vi var indendørs, blev vi budt til Sæde ved det dækkede Kaffebord. Nybagt Kringle og et Bjerg Vaniljekranse var der til Kaffen. Jeg for min Part var ret hurtigt færdig med Kaffe og Kage, havde siddet en Stund og kikket da Søsteren sagde: „Do ka mæn godt go uej å si etter hveken Kid do vel ta“. Jeg fattede af Søstrenes Snak, de talte om hengangne Familiemedlemmer og var i Gang med at opfriske Memoirer. Jeg havde på Fornemmelsen, deres Slægtsregister kunne være langt, at det ville kræve adskillige Kopper Kaffe. Jeg takkede for Kaffe og Kage og gled stille ud ad Døren og ud i Gedehuset. 

De to Kid lå i deres Bås, sammen med Moderen. Den Gamle lå og glippede med Øjnene efter Middagssøvnen, kunne åbenbart ikke få Fred længere, de to Gedebørn nappede hende i Ørene og trak hende i Skægget. Uforvarende kom jeg til at vælte en trebenet Malkestol med det Resultat, at de to Drillepinde blev skræmte og hoppede ud i Midten af Båsen, hvor de udførte nogle yndige Dansetrin, som man kun kunne se Mage til ved, at løse Billet til det kongelige Teater, eller til et andet af den Slags Steder. Eftersom jeg vænnede mig til Luften i Huset, begyndte jeg at tale til dem. Den gamle Ged havde budt mig velkommen med et enkelt Mæe, så det var vel Modersmålet de to „Små“ skulle lære. Med oplagt Nysgerrighed kom de hen til Halvskillevæggen, den hindrede dem i at komme ud til mig og mig i, at gå til dem. Hvilken Størrelse jeg var, om jeg var tobenet eller hvad, kunne de altså ikke se, men de havde åbenbart Interesse for min Person, jeg havde på Fornemmelsen de lyttede når jeg talte. Det forekom mig, der var en lille Forskel på de to Gedebørn, selv om de begge var klædt i Hvidt. Jeg studerede dem nøje og fandt, det ene var lidt mindre og nuttet og var lidt mere rød på Snuden, – det ville jeg vælge. Trine og Søsteren kom frem i Døren, de var vel kommen til vejs Ende med Kaffedrikningen og deres fulde Levnedsløb, det var på Tide at vende Hjem. Jeg fik Kiddet, jeg havde udvalgt, i mine Arme og nu, var det mig der gik foran og Trine der fulgte. At skille Mor og Barn fra hverandre gør ondt, men sådan er Livets Gang. Børn er kun til låns. Endnu værre er, at skille Søskende fra hverandre. Søskende-sammenhold er godt. Enighed og Fællesskab giver Styrke. Jeg havde nu, med hård Hånd, skilt en Familie ad. Sådan tænkte jeg da jeg bar det lille Kid, det lå stille og tavs i mine Arme, kun et lille Spjæt nu og da meddelte det var i live. Trine og jeg skiltes ved Skovleddet, jeg skulle lige ud, Trine til højre. „Så Far-val da, do vel nok væe gue veen“, sagde Trine og vendte mig Ryggen. Jeg takkede hende og fortsatte hjemad med forøget Fart.
 
Godt hjemme med min Last, bar jeg straks Kiddet ind i dets fremtidige Bolig. Det snusede lidt til Båsens Vægge og lagde sig derefter i den tørre Halmstrøelse. Alverdens Geder hedder faktisk „Mette“, det ved enhver. En Ordforklaring ville nok forklare ud det Faktum, at Geden siger „Mæe“. I Tidernes Morgen har den højst sandsynligt sagt „Mætte“, men Årene kan gøre, man mister eller taber Mælet. Ud fra denne Betragtning, har Geden faktisk givet sig selv Navn, men hvad så med de mange Småpiger, der i Dåben får Navnet Mette. Navne som Andersen, Petersen, Hansen og så videre er Allemandsnavne og skiller ikke Personen ud fra Mængden. Min Ged skulle være noget særligt og ikke, behæftes med et alle Geders Navn og ikke hedde Mette, men Kidde. Den samlede Familie var enige, Navnet var godt. Alle kunne udtale Navnet Kidde, det varede heller ikke længe før Kidde, med sin Gedeforstand kunne fatte, når der blev sagt Kidde, så var det til den, eller om den man talte. 

I Moders Sted, havde jeg fundet en Flaske, der efter Påskriften at dømme, havde indeholdt „Neptun“ Sodavand. Flaskens Patentprop blev fjernet fra Flaskehalsen og Flasken fyldt op med Komælk og varmt Brøndvand. Efter samme Opskrift skulle Kiddes Måltider tilberedes tre Gange daglig, indtil hun kunne indtage fast Føde. Man kunne håbe på, hun ville være tilfreds med Maden og den store Havgud „Neptun“ ikke blev vred, når vi blandede Mælk i Vandet. En Gummisut var indkøbt og blev presset på Flaskehalsen, så var den kunstige Moder klar til at give Die. Kidde vænnede sig omgående til den nye Moder, når vi kom med Flasken var hun der i et Spring og suttede begærligt Indholdet af Flasken til sidste Dråbe. Hun voksede Dag for Dag og fik Horn i Panden og hun var til stor Fornøjelse for os alle. Hun hoppede omkring og fulgte med over alt. Man skulle vare sig, om man bøjede sig over et eller andet, var hun bag ens Ryg kunne man risikere et Puf i Bagdelen. 

Farfar havde skilt sig af med Musse. Markarbejdet Forår og Høst blev gjort ved daglejet Hestekraft. Deraf fulgte, megen Markarbejde skulle gøres ved Håndkraft. Mange Timer og Dage gik for os med Hakke- og Lugejern. Udtynding af Roerne var et trælsomt Slid. Med Roehakken skulle man fjerne Størsteparten af de små Roeplanter. De der skulle stå enkeltvis med en indbyrdes Afstand på ca. 15 cm. dog med Hensyn til, hvilke Planter man anså for at være de bedste. Et Spørgsmål om at vælge og være heldig. Ofte gik det sådan, netop den store og pæne Plante, man havde udset til en god fyldig Roe, røg op i Farten. Hvem holder ikke af Solskin? Sol over Landet passer de fleste bedst. Sølet og trist kan der være i en Roemark når det regner. Når Solen skinnede når vi tyndede Roer, syntes jeg, den ikke bare skinnede, men brændte. Unge Piger gik ikke gerne i Marken og tyndede Roer, de blev solbrændte. Var en Pige solbrændt i Ansigt, på Hænder og Arme, var det tydeligt, hun hørte til den lavere Klasse i Samfundet. Sådan en Dag med Sol over Roemarken, kunne være dræbende lang. Som Dagen skred, syntes man de lange Roerækker blev længere og længere. En Opmuntring kunne det være, når en Hjejlebåd kom over Brassøen med Musik og glade Turister om Bord. De magtfulde Toner kom som med Vinden og blæste hen over Landskabet. „Jeg elsker de grønne Lunde“, sang man. Åe – jo! end var der Sang i Skoven. – og det rød hvide Flag bølgede højt fra vor Flagstang hver Søndag. – I Dag var Sliddets Dag, men der kom vel en Dag efter denne. Når jeg mindes af Dage i Roemarken, – når det var som Solen stod stille, er det ligesom Toner fra dengang kommer i mine Ører, så synes jeg det er sandt, som Anton Berntsen siger til Pesme: „A tøgges ett Verden va te å hold uej, hves eet åld de kjønn va vos given av Gud.“ 

Man kan godt sige vi arbejdede på Deltid, når vi havde Markarbejde. Bror Karl og jeg skulle på Skift i Marken, være hjemme og gøre noget husligt, således også vaske op efter Middagsmaden. Hveranden Gang ude, Hveranden hjemme. En af de Dage vi hyppede Kartofler, Farfar, Mor og jeg, og Bror Karl passede det huslige, kom Bror Karl grædende og meget sørgmodig ud til os. Da Mor ville vide hvad galt var, sagde han stammende: „Jeg har slået Tallerkner i Stykker“. – Men! i samme Åndedræt tilføjede han: „Der er flere endnu“. Mor ville vide, om det var af de gamle, eller af de nyere Tallerkner. Da han mente nok og troede nok de var gamle, trøstede Mor ham med, at Skaden ikke var så stor.

Farfar og Farmors Omgangskreds og Bekendtskabskreds var ikke stor. Som det går for de fleste, var det gået for dem. Familiemedlemmer og Venner var døde og borte. Kom en Mand i Huset der var i Sølvbryllupsalderen, kunne Farfar sige: „Do æ kuns en ong Knejt, da a va hal-fjers kun a bestel noej“. En Søster til Farmor og en Søster til Farfar, var endnu. Farmors Søster Signe Bettesine, fra Sindbjerg, var trods sin høje Alder, et slidsomt Menneske, hvad hun altid havde været. I Skoven sankede hun Græs til Husdyrene og Træ til Komfur og Kakkelovn, som hun selv sagde: „I Dav stoer a o Græs, i Muen stoer a o Pinn“. Kom Farmors Søster Signe på Besøg og vi var i Farmors Stue eller Køkken, sagde Farmor: „Ka i no goe uej, no vi ska te å Snak“. Det gjorde vi så, vi forduftede og lod de to Søstre snakke og småsladre. Trine, Farfars Søster kunne, en gang imellem på Sommerdage, komme gående fra Hattenæs. Når Trine kom, blev der aldrig talt om vi skulle gå ud. Trine var en Spøgefugl af samme Gemyt som Farfar, det kunne være ret fornøjeligt når Trine var der. I Hattenæs boede hun som Enke hos Sønnen Hans, hvor hun fungerede som Stedets Gartner. Det var hvad hun selv mente. Livets Genvordigheder viskede hun, som Farfar, helst bort med en Spøg. Hun havde for Vane, straks hun var indenfor vort Markskel, at søge efter Farfar udendørs. Som Regel var han at træffe et eller andet Sted, ude ved et eller andet. Havde hun fundet ham, gik Søster og Broder med hverandre ind i Køkkenet til Barbara, – så kunne Trine spøgefuldt sige: „Hujen håer den gammel dje så?“ Det var Farmor Barbara Trine stiklede til, det betød et Go-dav og et Val-kommen til sig selv. Altså! Trine havde hilst, al anden Højtidelighed var overflødig. Farmor kunne ellers selv svare for sig, hun stod ved Komfuret og slog Vand på Kaffekedlen. Sagen var den, Farmor Barbara var otte Dage ældre end Trine. Altså var Farmor den ældste, men Trine spøgte, nu ville hun hovere over sin egen Ungdommelighed. Efter at Søster og Broder havde bænket sig ved Langbordet i Køkkenet, kunne Trine sige til Farfar: „A væltet hen ve æ Skovlej, å tænt a måt ha Båj etter dæ do ku kom mæj en Løvtstång,mæ-en så ku a sjel“. Det var nu mest i Haven i Hattenæs Trine levede Livet. Kom man der forbi kunne man gerne øjne hendes Hoved med det grå Hår bag de mandshøje Hindbærbuske. Gik hun i Haven, havde hun god Kontakt med den øvrige Verden. Gæsterne fra Hotellerne Gammel- og Ny Hattenæs, kom til Stadighed forbi og gav sig ofte i Snak med Trine. Jeg forstod det mest var de her Københavnere, hun kunne spøge med. „Jav! de va lie de her Kjøvenhavnere dæ kom te mæ“, fortalte Trine. „Dæer va en bette Flok, a tænt goet nok de ku pas dem å spel hejgut ve mæ, så spuer de mæ“. „Vil De ikke tage et Par Honnekager ud til os fra en af Bistaderne“. „Nej! svåret a, – de ka a it goet no, så læng æ Dronning sover hinne Mejjessøvn“. Kaffen blev indtaget ved Køkkenbordet, hvor også Farmor havde taget Sæde. Snakken gik over til, at handle om det stadig stående Spørgsmål: „Hvor blev Bertels Penge af“. I denne Snak kunne Farmor deltage, her var noget der havde hendes Interesse. Emnet! – „Bertels Penge“, havde jeg hørt så megen Snak om. Jeg forlod Selskabet og Køkkenet og lod Bertels Penge være hvor de var. Senere har det faktisk ærgret mig jeg ikke hørte bedre efter dengang, når Emnet Bertels Penge kom på Tale. 

Spændende var det, når Farmor fandt på vi skulle røge Flæsk. Hertil blev der anvendt en Salpetertønde uden Låg og Bund. Tønden blev stillet på Højkant og hævet en Alen fra Jorden og understøttet af tre Stakke mursten. To Skinke kunne der røges i vort Røgeri på samme Tid. Med en Rebløkke om Skanken, blev de med en Pind gennem Løkken hængt over Tøndens øverste Kant. Ligesom Skinkerne havde siddet på Grisen, bare i omvendt Orden, hang de Side om Side i Tønden. Der var gjort en lille Ild på Jorden mellem Murstensstakkene, den måtte ikke brænde i lys Lue, hvad man forhindrede ved at dænge Savsmuld over. Gransavsmuld havde vi, men det duede ikke. Kødet kom til at smage af Harpiks, sagde Farmor. Enebærsavsmuld ville være godt, men var vanskeligt at skaffe i større Mængder. Bøgesavsmuld kunne bruges, på Træskofabrikken gav man os gerne en Sækfuld. En hel Dag lang snoede Røgen sig til Vejrs fra vor Tønde. Under andre Himmelstrøg kunne en sådan Røg varsle Krig, eller en ny Pave var udvalgt. Med megen Omsorg sørgede vi for der hele Tiden var megen Røg, men ingen Ild og efterhånden blev Skinkerne mørkebrune. Farmor fornam indimellem på Skinkerne, da hun erklærede dem for helrøget, blev de taget ud af Tønden og hængt op i Hanebjælken under Taget. Havde man Brug for Flæsk, tog man en Kniv med på Loftet og skar en Luns.
 
En Dag sagde Farmor, Kidde var gammel nok til at få Børn, nu var hun ikke noget Barn mere. Vi måtte finde en Fader til hendes Børn, ellers fik vi ingen Mælk og Nytte af hende. Da Kidde skulle på Vandring til den udvalgte Fader, der havde til Huse i Nyløkke, gik hun ikke godvilligt, men strittede imod af alle Kræfter. Jeg tvivlede for en Gangs Skyld på, om Farmor havde Ret, om Kidde virkelig var gammel nok til at få Børn. Kidde kom dog både frem og tilbage, og da 153 Dage var gået fødte hun ved Nattetide, to dejlige spillevende Kid, meget lig, som den unge Moder så ud i hendes unge Dage. Jeg ved ikke hvem af os der var mest stolt, om det var mig eller Kidde.
 
Der var Liv i Huset, der var en Hoppen og Springen der gav megen Fornøjelse. Jeg så mine Fremtidsplaner vokse, hvad der var sket gav Næring til min Fantasi. Som det var gået, ville og kunne det kun gå godt i al Fremtid, mente jeg. Så en Dag sagde Farmor: „Vi ka ett blyv ve mæ å ha de tov smo“. Jeg tror nok jeg sagde mange Ord i Protest, men Farmor havde det stive Ansigt på. „Vi ska ett ha Gje-hold“. Så var alt sagt. Efter denne Kendelse måtte jeg hale i Land, havde jeg ikke tænkt det samme da jeg startede mine Landbrugsplaner. Først en Ged, så måske et Får, og så Kvæglandbrug. Da det blev kendt i Sognet vi havde to Gedekid der skulle gives bort til Dyrevenner, kom der flere Venner, så vi havde en Tid brug for Salomonisk Visdom, men det lykkedes, og de to Kid måtte forlade Fødehjemmet. Jeg tror Kidde sørgede et Par Dage, jeg selv sørgede i flere. Kidde var blevet et Nyttedyr og gav Mælk. Farmor drak ikke af Mælken, hun sagde den var ram, jeg drak en Del, nærmest fordi det var Kiddes Produkt. Kidde var nu en fuldvoksen Ged, men hun blev ved med at være barnlig, hun hoppede, puffede og skubbede, lod glad for Kærtegn og hvis vi ikke passede på, snuppede hun det halve af vor Sukkermellemmad.
 
En Dag i Juni, vi kom fra Skole Bror Karl og jeg, kom Mor os imøde. Mor så på mig og sagde: „Nu må du ikke græde“. Og så græd jeg. Sagen var den – og Mor fortalte – og jeg græd. Man havde tøjret Kidde i Mosen – den havde snæret sig i Tøjerrebet idet den var blevet ved med, at gå den samme Vej om en Busk, – Farmor havde set det fra hendes Kammervindue og var gået derover, – den store Brødkniv havde hun taget med, men hun kunne ikke skære den fri, så havde hun slagtet den. Midt i min Gråd følte jeg en vis Harme mod Farmor. Jae vist! jeg forstod det hele, det var klart som Glas. Farmor havde håbet hvad sket var. Havde sikkert haft den store Brødkniv liggende parat – og så skete det. Havde Farmor, der læste så meget Avis, ikke læst om kunstig Åndedræt og om første Nødhjælp. Havde det ikke været lettere for Farmor, at skære Tøjerrebet over end en Gedehals. Jeg ved ikke hvor mange Spande Vand jeg græd, jeg følte det hele ramlede. Nu var Kidde endelig blevet et Nyttedyr som Farmor ville. Efterdags blev der lavet Gedefrikadeller, Gederullepølse, kogt Gedesuppe og jeg ved ikke hvad. Jeg nægtede kategorisk, at indtage disse Specialiteter og blev ej heller tvunget dertil. 

Skolen skulle på Udflugt, den årlige Sommerudflugt. Turen skulle gå med Tog til Skanderborg. Hele Storeklassen og vi fra Lilleklassen, der stod til Oprykning i Storeklassen kunne deltage. Jeg var ikke i det bedste Humør til Udflugt, kun et Par Dage efter Kidde var revet bort og mine Fremtidsplaner vaklede. Mor mente, i en god Mening, jeg skulle med, det kunne nok live mig op, vi skulle nok få en god Madpakke med og sådan og sådan. Bror Åge og jeg skulle slå Følge, eftersom han endnu var en Storeklasse. Vi havde før Rejsedagen fået fortalt noget om, hvad vi skulle se i den store By. Et Minde for Niels Ebbesen var noget af det første. Det var ikke her Niels Ebbesen kastede Handsken og heller ikke her, han gjorde det af med den kullede Greve, men det var i Skanderborg Niels Ebbesen faldt for Danmarks Frihed. Vi skulle også se Resterne af Skanderborg Slot, hvor Valdemar Sejr havde siddet og spillet Skak, da Ridderen kom med Ilbud fra Ribe, og vi skulle i Slotskirken hvor mange historiske Begivenheder havde fundet Sted. Under et Ophold i Skanderborg Dyrehave, skulle vi samles til Fællesspisning. 

Rejsedagen kom med fint Vejr. I den kølige Morgen gik vi til Svejbæk Station. Humøret var højt hos de der ikke havde mistet en Ged, eller noget andet dyrebart. Fra Skanderborg Station marcherede vi i Flok, forbi Niels Ebbesens Minde, igennem Adelgade lige ud i Skanderborg Dyrehave. I det store Parkanlæg kunne vi gå omkring på de grusbelagte Gange, indtil der blev kaldt sammen til Fællesspisning, sådan at forstå af vore medbragte Madpakker. Vi sad ved små Borde på små Stole i et Havehjørne. Om det var en Have for Dyr havde vi ikke set noget Bevis på, det var endnu kun Hvepse og almindelige Døgnfluer vi havde set i levende Live, men alle vi Elever åbnede vore Madpakker på samme Tid uden at give Agt på andet. Samtidig åbnede vi den traditionelle Udflugts Sodavand. Bror Åge og jeg gik som de andre i Gang med vort. Som Mor havde sagt var der rigeligt i Pakken til os begge, men jeg havde ingen større Appetit. Som vi nu sidder der og spiser ved det lille Bord, siger Bror Åge: „Du ved nok ikke hvad du sidder og spiser“. I selv samme Øjeblik vidste jeg det. Det var som jeg så Kidde hoppe omkring bag Åges Ryg, jeg mistede helt Appetitten og et Par af mine Tårer, faldt uden varsel, på det udbredte Madpapir. Jeg rejste mig, hev mit Lommetørklæde op af min Bukselomme, idet jeg gik afsides overlod jeg, den ikke helt tømte Madpakke, til Bror Åge eller Spurvene. Vi havde set på Niels Ebbesens Minde nogle Øjeblikke på Udturen, på Hjemturen skulle vi besøge de andre historiske Seværdigheder. Ved Dyrehavens Kiosk, ødslede vi de sidste Udflugtspenge bort. Jeg havde haft 1 Krone og 35 Øre på Lommen hjemmefra og da vi gik ind i Dyrehaven. 50 Øre var gået til Sodavand. I Kiosken købte jeg to Plader Blokchokolade og en Pose med Spejderhagl. Den ene Plade delte jeg så nogenlunde ligeligt med Bror Åge, den anden blev gemt til Fordeling hjemme. En sådan Plade Blokchokolade var lavet, så den let lod sig dele i fire lige store Dele. Knækkede man den i Stykker i alfabetisk Orden, stod der B på det Stykke man knækkede af, herefter L-O-K. Med Kniv eller Knibtang, lod Pladen sig naturligvis knække i endnu flere Stykker.
 
Vi besatte Skanderborg Slot med fuld Styrke, det var selvfølgelig en Skuffelse, det store Slot ikke stod med Tårne og Spir, men faktisk var brudt ned til Grunden. Ingen var dog i Tvivl, vi befandt os på et Historisk Sted. Slotskirken havde sin historiske Andel. Her var et Kirkerum der var i hel og brugbar Stand og et Tårn der ikke var nogen Ruin, men en Tårnbygning med Tag, der kunne beskues i sin Helhed ude – som indefra. Jeg tror jeg glemte min sørgmodige Tilstand ved at kravle op i Tårnet ad de snørklede Trapper. Undervejs i Tårnet til Klokkerummet helt oppe, kunne man se på Redskaber der havde været i Brug i Fortiden. Nogle var hængt op i Kroge i Murværket, andre stillet i Nicher. En Dynge Kanonkugler i en Niche så efter Rustlaget at dømme, ud til, at være fra Niels Ebbesens Tid, måske endda fra Valdemar Sejrs. Jeg var nogle Trin bagefter min gamle Ven Evald, da jeg begyndte Opstigningen i Tårnet. Evald havde set mere end nok af gamle Ting sagde han, nu ville han til Tops. Da jeg manglede de sidste Par Trin i, at være til Tops i Klokkerummet, så jeg til min Rædsel, min gamle Ven havde Tag i Rebet til en af de store Klokker og havde fået Klokken sat i Sving. Der var ikke gjort Anstalter til hverken Bryllup eller Begravelse og der var endnu flere Timer til Solnedgang, så jeg sprang til og fik Rebet trukket ud af Hænderne på ham. Jeg indså jeg havde hindret en ny historisk Begivenhed, at føje sig til dem der var fra fordums Tid, men jeg kunne ydermere, ikke bære, at min gamle Ven skulle falde i Unåde hos vort Lands Konge og straffes for utilbørlig Gadeuorden i et historisk Kirketårn. 

Da vi trætte efter Dagen sad i Toget på Hjemrejse fandt jeg ud af, jeg ligesom Svend Trøst ville løsne Planker og bryde Broerne af og ikke være Landmand. Når et så enestående og elsket Dyr som Kidde kunne dø i sin bedste Alder, kunne der som Landmand vederfares mig megen Plage til megen Klage. Jeg besluttede jeg i Fremtiden kun ville gøre Landbrugsarbejde til Husbehov. Takket være den italienske Elektrotekniker Guglielmo Marconi og andre af hans Slags, fik jeg en ny Interesse, der holdt sig hele Radioens Barndom igennem. På sin Vis blev det også Farmors Interesse.

Slagtedage var særlige dage i Landbolivet. Den traditionelle Juleslagtning, medio December, var faktisk to festlige Dage. Blandt Minder fra Barndommens Jul, markerer den Slagtedag sig, da Julegrisen flygtede. Rasmus på Sindbjeg skulle stikke Grisen. Rasmus var ikke Slagter af Profession, men han kunne nok, mente Farmor. Så skulle hun nok selv mærke Stikstedet af og give ham et Vink, når Kniven havde den rette Retning. Man skulle være sikker, så alt Blodet kom af. Udendørs, Dagen forinden, blev et stort Kar stillet med Bunden opad. En kort Stige blev lagt over Karret. Benrebene, med de to Løkker, blev eftersete, og en Spand gjort klar med Savsmuld. Indendørs, fandt man fra Skuffer og Skabe Redskaber frem til Andendagen, når den parterede Gris skulle gøres til Delikatesser. Alt skulle være rent, Spande og Saltkar skulle skures og skoldes. Knivene skulle slibes og skærpes på Strygeremmen,– intet overlades til Tilfældighederne. Der var Tradition for, at den af vi Drenge der holdt Grisen i Halen under Stikningen, havde Forret til at gnave Hale og Halestykke, den Dag det blev hevet op af Kålgryden. Rasmus kom Tirsdag,– tidligt. Vi satte os til bords ved Langbordet i Farmors Frammers. Med Tanke for Dagens vigtige Gøremål havde Farmor fundet det hensigtsmæssigt at gøre Kaffen extra stærk, og et Fad med Grovbrød stod på Bordet. Alt som man spiste og drak, blev Strategien for den forestående Kamphandling lagt fast. Rasmus mente, han kunne tage Grisen i Ørerne, og ene Mand hive den ud. Dette Udslag af Overmod fra Rasmusses Side huede ikke Farmor, så det var ikke til at tage fejl af, da hun sagde, henvendt til Rasmus „Nej-nej ! Bette do, det ska do et kjere dæ om. Svinet er overvægtig, ska a sæj dæ. Dem anner, ska ta i Bagparten. De ska it væe anner-luen“. Jo ! sagde Farfar, jo såen gik det vel an, tog han de nylavede Halmvisker i Træskoene, ville han ikke kunne skride, så kunne han og jeg tage Bagparten. Vi rejste os fra Bordet, nu var vi i Form, havde det været et vildt Vildsvin der ventede os, kunne vi sagtens tumle det, men nu var det bare en Bagatel, af en ganske almindelig Julegris.

„No ska a ta ve“, sagde Rasmus, da vi entrede Svinestien. Rasmus fik ret hurtigt fat i Grisens Øre, og under høje Hvin, foer den Stien rundt med Rasmus i Ørerne. Man forstår så godt, Grisen skreg, det er slet ikke rart, når en eller anden, trækker én i Ørerne, det er hvad jeg har erfaret. Så lykkedes det alligevel for Rasmus, at få Grisen til at falde lidt til Ro, ved det at han fik den klemt op i en Krog. I denne Nul-stilling, greb Farfar og jeg Chancen, dermed også i hver et af Grisens Bagben. Ved Puffen og Skubben, fik vi den hylende Gris ud af Stalden, men Slagtestedet var ikke lige for Stalddøren, men henne foran Forstuedøren, hvor Farmor stod parat med Kniv og Blodspand. Der skulle bruges Kræfter, til at bære Grisens Hovedende i Ørerne. Der skulle gode Næver til for, at bære den bedste Del af Grisen i Benene. Farfar og jeg måtte døje mange hårde Spark, uden at kunne sparke igen. 

Jeg blev pludselig overbevist om, at en Gris godt kan tænke, – ihvertfald denne Gris her, den lagde åbenbart op til Kamp. Man kan vel næppe sige, Grisen kæmpede for Livet, den kendte vel endnu ikke Døden, men for Friheden da. Det kan også tænkes, den ikke opfattede vor Berøring som Kærtegn, og ville befri sig fra Fumleriet. Men nok om det! Hvem der først slap, og hvordan det gik til, så skete det før jeg kunne tænke, jeg så kun Grisen halse afsted ad Mosen til. Var det Farfar, der alligevel skred, eller var det Rasmus, der havde sluppet Ørerne? Jeg mærkede kun et Ryk i Benet, altså Grisens Ben, da det blev revet ud af mine Hænder. Grisen løb, og vi løb efter ! Nætterne, de sidste, havde været kolde med let Frost. Blæsten, lod en tynd Fygesne danse henover Markerne. Jorden var fast og god at løbe på, men da vi kom ud i Mosen, gik det langsommere for Grisen, men da også for os. Vi sprang fra Mostue til Mostue, der takket være Frosten, kunne bære de fleste Spring. Vi fulgte nøje Grisens Vandring, den snoede sig ind og ud mellem Tuerne, gjorde sig usynlig nu og da bag Mosens lave Buske for så at dukke frem igen og den syntes at nyde Friheden, en gang imellem gav den sig Tid til at rode i Mudderet, men den fjernede sig længere og længere ud. Den var på Vej ud i den mest vildsomme Del af Mosen, netop i den Del hvor Mosekonen altid havde mest travlt med sin Bryg. Dog ! Til alt Held for os, måske også for Grisen, bestemte den sig for at krydse til den anden Side, ud mod den halv offentlige Vej der førte til Sindbjerg. Netop ! Da både vi og Grisen nåede nær denne Vej kom et ungt Par gående på Vejen i Retning mod Sindbjerg. Det var Byfolk, som vi ikke kendte. Kærestefolk eller Nygifte der var på Bryllupsrejse, at se til var de klædt i deres Allerbedste. Man må sige det var et Svineheld, at de kom. De trak sig uden Tøven ud af hverandres Arme, gik ind i Jagten og dækkede vor yderste højre Flanke. Fra de fire Verdenshjørner kunne vi herefter jage Grisen op i Retning mod Vejen. Da vi langt om længe kom Vejen nær, gik Grisen ud på Isen i den ret brede Grøft. En slags Vejgrøft. Alle vi, der har læst Historien „Tre Små Røde Grise“, ved, ikke alle Grise er lige kloge. Vor Gris var ikke lille, ikke rød, endda var den overvægtig, men som jeg, havde den glemt det ellers så kendte Vers, som jeg mener lød næsten sådan:

Mads Matisen
 med Avisen 
over Isen, 
red på Grisen.
Først brast Isen 
så faldt Grisen 
og Matisen 
med Avisen 
igennem Isen.

Så skete det igen,– at en Gris gik igennem Isen. Man siger de fleste Dyr fra Naturens Hånd kan svømme, jeg vil tro en Gris også kan svømme. Sikkert er det, vor Gris forsøgte at svømme i Grøften, men det så ud til Isen hindrede den i at komme frem, desuden var vi fem Fangere, der hyssede efter den og stak den med vore Stokke. Endelig fik vi den så nær Grøftekanten, så vi fik Hold i den og med Reb om Forben og Bagben lod den sig bære Hjem uden større Spræl. Det unge Par var nygifte. De havde fået en usædvanlig Oplevelse, og havde været gode Støtter under Grisejagten. Det havde fornøjet dem at deltage i Jagten og redde en Gris, i hvert fald fra Druknedøden.

„No ska vi stræb“, forkyndte Farmor, da vi kom til Slagtestedet. Grisen fik Dobbeltløkkerebet om Bagbenene og blev lagt på Stigen. Et par Surringer om Forbenene med et langt Reb, hvis frie Ende blev stukket ind under Dobbeltløkkerebet, blev strammet til således, at man havde Grisens fire Ben samlede i eet Bundt. Nu var Grisen bastet og bundet. Stikningen lykkedes, efter Farmors Anvisning, til hendes Tilfredshed, jeg holdt fast i Halen og Mor rørte i Blodspanden, at Blodet ikke skulle størkne og klumpe, sagt med et finere Ord: koagulere. Skoldevandet var i god Kog og Grisen blev båret til Skoldekarret. Skoldningen foregik, som altid, ved Husmandsstedets østligste Gavl. Grisekroppen blev overhældt med adskillige Spande koghed Vand, og Rasmus tog fat med Skraberen. Går man på Kirkegården og sætter en Buket Blomster på en Grav, benytter man en af de kegleformede Vaser. Netop sådan så Skraberedskabet ud, med den Forskel, Skraberens Overkant skal være skrå, deraf en ovalformet Åbning, et godt Redskab til at fjerne Svinebørster med. Efter Skoldning og Skrabning blev Grisekroppen hængt op i en Tværbjælke i Loen, og hertil måtte Farfar afstå et Par af sine stærkeste Reb.

Med Grisekroppen hængende i Tværbjælken, var det let for Rasmus, at tage Indmaden ud og samle det hele i et Kar, der straks blev båret ind i Farmors Køkken. Med Slagtesaven skar Rasmus Grisekroppen i tre Dele, med Snit på hver Side af Rygraden.

Andendagen, var den lange Slagtedag, fra tidlig Morgen til sen Aften. Rasmus kom tidligt. Efter den obligatoriske Kaffetår, blev Grisestykkerne båret ind fra Loen, hvor de havde hængt Natten over. Med et Stykke Gris, liggende på Farmors Langbord, i hendes Køkken, skulle Rasmus save og skære i Kødet, de Steder Farmor, efter Generationers Erfaringer, udpegede som de rigtige,

Jeg tror , det var lidt forinden Udskæringen skulle iværksættes, hvortil min Medvirken var overflødig, jeg kom til at tænke på vestlige Hjørne af Mosen, der hvor Grisen under Gårsdagens Jagen var gået op, at denne Del af Mosen aldrig var blevet rigtig udforsket. Det var soleklart, det var en Forsømmelse, der skulle gøres noget ved. På stående Fod besluttede jeg mig til at gøre en Opdagelsesrejse til Området, og med en Kæp i Hånden gik jeg ad Mosen til. Ingen Vind var at mærke, ingen Sne og ikke koldt. Luften drev med Fugtighed. Hvid Jul var der ingen Udsigt til, og ingen Is på Mosehullet til at skride på. Mon ikke det blev, som Farmor havde sagt: „Hvis der er Is i November, der til Nøds kan bære en And, – er der siden kun Søle og Slud i vort Land“. Sådan havde det været i November – og som nu. Isen i Grøften kunne ikke bære Grisen, men vel nok en And. Jeg mærkede Mostuerne var blødere end Dagen før, da vi jagtede Grisen. I Starten gik det rigtig godt, her var Tuerne ikke så vandfyldte. På disse Tuer havde vi i Eftersommeren samlet Tranebær, der voksede på lange Stængler henover Tuerne, de lignede Spurveæg, grå med mørke Pletter. Farmor syltede dem med mørk Farin, og Syltetøjet smagte dejligt. Jeg sprang fra Tue til Tue, jo længere jeg kom ud i det ukendte Hjørne, des mere svippede det, når jeg sprang. En Opdagelsesrejsende må trodse megen Modgang, det tænkte jeg på, når jeg nu og da fejlede et Spring. En Hare kom frem fra Skoven og nærmede sig, den sprang yndefuldt om på Mostuerne, hist og her fandt den lidt Vintergrønt, som den gumlede i sig i Ro og Mag, – for så at hoppe omkring i raske Hop. Ja! Sådan skulle man kunne gøre. Endnu havde Haren et Par Dages Frist, så ville også den være et jaget Dyr. Måske kom det af at se på Harens Spring, også jeg ville tage et stort Spring,– satte fra, men traf den udsete Tue med det venstre Ben, mens det Højre gik i det vandfyldte Hul ved Tuens Side, og heri tabte jeg Træskoen. Til Held for mig var det et Vandhul, ikke noget Mudderhul, og ikke dybt. Jeg kunne række ned og fiske Træskoen op. Jeg rystede Vandet af Træsko og Strømper og så op på Himmelen. Skyerne havde trukket sig sammen, og nu hang der et mørkt Tæppe deroppe, – jeg måtte opgive den videre Udforskning af Området. Der ville komme noget ned. – Hagl, Slud, Regn. Ser man på et Billed af en splittet Hær på Retræte, stemmer det éns Sind til Mismod, – syntes jeg. Under min Retræte, hin Dag, var jeg faktisk fyldt med Mismod. Jeg måtte indrømme for mig selv, at Dagen for en sådan Ekspedition var dårligt valgt. Jeg havde også i nogen Grad lidt dårlig Samvittighed, der havde været Pligter for mig at skulle gøre netop denne Dag, – og nu var jeg ved at være sulten.

Hjemfarten tog lang tid, og Hjemkomsten indtraf et Stykke over Middag. Jeg gik straks til Husmandsstedets Køkken. „Men hvor har du da været“, blev der spurgt, så snart jeg var indendørs. „Du skulle have båret Vand og Brænde, de sorte Pølser er i Kog og skal prikkes“. Rasmus var gået. Mor og Farmor var i Færd med at vende Tarme til Lunge- og Medisterpølserne. Mor skar et stykke Tarm ud, krængede det ud i den ene Ende og holdt fast. Farmor hældte Vand fra en Kande i Tragten, og Tarmen vendte ved Vandets Tryk, og på samme Tid tømtes den for Tarmindholdet, de rensede og vendte Tarme blev senere ved Afskrabning rensede for Fedtlaget. Jeg stillede mig ved Gruen, tog Strikkepinden, og gav mig til at stikke i Blodpølserne, der svømmede i det kogende Vand. Stående, nær den varme Gruelåge, blev min våde Strømpe hurtig tør. Med Strikkepinden i Højrehånden stak jeg flittigt i Pølserne, når jeg stak afgav de den indestængte Luft i piftende Lyde. Venstrehånden rakte jeg mod Komfuret, på hvis yderste Kant der allerede stod et Fad med Fedtegrever. Fedtegreverne smagte mig og stillede min Sult. Slagtegrisen var parteret i mangfoldige Stykker, alt skulle bruges, intet gå til Spilde. I Maveskindet blev der indrullet Kød og Masser af Salt og sort Peber. Efter et Døgn, eller mere, i Pølsepresseren, fik man en Rullepølse, der var god at tage af. På de skrabte og rengjorte Grisetæer kunne der koges Kålsuppe til flere Dage, når også Halen og Halestykket kom i Kålgryden, og af Småkødet, tilmed det, der lod sig skrabe af Grisehovedet, kunne der blive den herligste Sylte. Milten og Urinblæren var ikke til Menneskeføde. Milten blev kogt og serveret for Hønsene. Urinblæren var anvendelig til Plejlens Svingstrop. Blæren blev tørret og skåret i Strimler. Blev disse Strimler samlede i flere Lag, havde man en ret solid Strop, – dog var lige så mange tørrede Åleskindsstrimler noget bedre efter Farfars Erfaring. Ligemeget, hvor sent det blev Andendagsaften, var der Tradition for, at dække et Aftensbord med Smagsprøver af det Nyslagtede. Et Stykke Lungepølse, et Stykke Medister, og lidt Ribbenssteg, var der til hver enkelt af os alle. Jeg syntes Grisemaden smagte usædvanlig godt, – det hører med til mine Juleminder, at jeg mindes denne usædvanlige Slagtedag. På Trediedagen gik jeg med en Kurvfuld Julegris ud i Sognet. Der var visse udsøgte Familier, der skulle smage den gode Grisemad.