Aldrig i min Førtid havde den sjette Dag i April, været så skøn en Forårsdag som i Året 1927. Husker jeg Fejl, må det skylde den store Hemmelighed. Luften var så stille og lun, havde Kirkeklokker ringet, Fabriksfløjter pebet, mere end Sædvane var, havde det ikke undret en. Intet hørtes, alt var stille en ganske almindelig Hverdag, Arbejdsdag og Skoledag. Dog! – noget var anderledes end ellers, det lå i Luften. Ikke sådan noget, med noget hemmeligt Rum i Farmors Dragkiste, der fyldt med blanke Speciestykker, blev åbnet ved en Tilfældighed. Nej! – noget Nyt skulle se Dagens Lys. Vi kom hjem fra Skolen Bror Karl og jeg, ved Femtiden, som det senere hed sig ved sytten Tiden. Da vi kom i Køkkenet var Mor der ikke. En Fremmed, som vi nok havde set før, som vi vidste var Mors Kusine og hed Anna Foged, modtog os og sagde os, Mor var i Soveværelset og lå til sengs. Kusinen stod ved Døren til Soveværelset og holdt fast i Håndtaget på Døren. Vi forstod, det ikke var for at lukke os ind, hun stod der, men for at holde os ude. Mon det var noget smitsomt Mor fejlede? Noget hemmelighedsfuldt var der, der indenfor Døren. En fremmed Lugt var der i Huset, den var vi ikke kendte med og den var nærmest ubehagelig, vi skyndte os med at komme udenfor og begav os til Mosen.
I en temmelig dyb Grøft, havde vi planlagt et Hulebyggeri. Siderne skulle rettes lidt op, nogle Birkerødder fjernes, den kunne blive alle Tiders Hule. Jeg ved ikke hvor længe vi havde arbejdet, da Søster Olga viste sig. Søster Olga så ikke helt almindelig ud i Ansigtet. „I har fået en Lillebror“, sagde hun. – For en Gangs Skyld glemte hun, at nævne sig selv med. Det er ikke det samme, at få en Lillebror, som når, man får en Godbid stukket ud af en eller anden Slags, – vi sagde altså ikke Tak. Jeg ved ikke om vi fik sagt noget, men bare tog Sagen til Efterretning, eller hvad. Man kan ikke sådan gå i andres Tanker, man må nøjes med, at gå i ens egne. Mine Tanker gik herefter i den Retning, hvad skal vi mon bruge et sådant lille Barn til, grave hernede i Hulen kan han ikke, køre Mælken til Landevejen med Trillebøren, kan han heller ikke, der var ikke meget han kunne sættes til. Ind imellem så jeg hen til Bror Karl, om
han nu tænkte som mig, mon han nu var skuffet over ikke mere, at være Lillebror.
Storken havde vi ikke set her, men sådan set, var vor Tro på Storken og den ham tillagte Kultus ved at smuldre. At han kun havde en Tarm i Kroppen, troede vi nok var rigtigt. Farfar havde engang set ham sluge en Hugorm. Seks gange havde Storken med Besvær, fanget den samme Orm og slugt den. Seks Gange havde Ormen snoet sig ud af Storkens Ende, først den syvende Gang blev den derinde, fortalte Farfar. Nej! vi havde forlængst fået sandfærdige Oplysninger om, hvordan små Børn kom til Verden og vi vidste alt om den Sag. Ikke sådan vore Forældre havde fortalt os noget, heller ikke Degnen i Skolen, men af vore Kammerater i Skolen, havde vi fået fuld Besked. Vi gravede og regerede en Stund endnu, til vi blev lidt mere end sultne. At bygge en Hule er et fleredages Arbejde, så vi lod Redskaberne ligge og strøg hjemad. Mor kaldte da vi kom i Køkkenet og vi kom ind og så Lillebroderen. Han så ellers rigtig pæn ud, vi havde ikke ventet han havde Rynker i Panden, ligeså mange som Farfar, men det rettede sig, sagde Mor. Han havde blå Øjne så vi, – og alt rettede sig.
Snart kunne den nye Lillebror både le og snakke, – og vi snakkede med ham. Det Sprog han talte var et Fremmedsprog, når man hørte ham tale kunne man godt tro, han havde haft en Fortid i Egypten. Alligevel forstod vi hverandre rigtig godt, vi kunne se og høre på ham når han var tilfreds, også når der var noget der trykkede. At Lillebror havde ligget længe i Mors Mave, det vidste vi. Måske var det denne Tilværelse, han sagde noget om, når han snakkede, så godt forstod vi ham heller ikke, – men det var hemmeligt da han var der, for os og flere andre. Der kom Familie, Venner og Nabokoner for at lykønske og give Gaver. Mange slog Hænderne sammen i Forbavselse, at Mor kunne gå med Lillebror i Maven, uden de fleste havde nogen Anelse og alligevel røgte sit Arbejde. I Linå Kirke skulle Barnedåben være. Mormor og Morfar kom og da Lillebror var døbt, hed han Knud Erik Andersen.
På Dåbssøndagen havde jeg Ærinde i Tørvehuset, efter Brændsel til Komfur og Kakkelovn, vore kære Gæster måtte ikke sulte ej heller fryse. Det var noget før Kaffetid. Vore to Bedstemødre, havde endt deres Markvandring og gjorde Holdt udenfor Tørvehuset. Eftermiddagskaffen måtte vente, der var noget der skulle siges. Jeg følte mig som en Slags Plankeværkslytter, men blev hvor jeg stod. „Ja“, begyndte Mormor. „De æ no så møj jen sød Dreng“. Mormor slog over i det Jyske når hun talte med Ærkejyder. „Jav de æ da ves, så knøv så knøv jen bette jen
æ han, den vilest i Sovnet trover a“, samstemmede Farmor. „Vi sku val lav jen Spåebog te ham“, foreslog Mormor. „A sætter hunner Kroner“. „A sætter osse hunner Kroner“, bifaldt Farmor. Da denne Alliance var vedtaget, stræbte de to Bedstemødre med, at komme ind til Kaffebordet. Herefter måtte jeg haste ind for at holde Ilden ved lige.
Når vor nye Lillebror kom fra Dåben, som den der hed Knud Erik, var det en Del af Hemmeligheden ved hans Fødsel, først nu hørte vi Brødre Navnet. Ved Udtalen af Navnet Knud Erik, skulle man gerne holde Vejret således, det i Lyd hørtes som en Helhed. Det var ikke Navne efter nogle af vore henfarne, ej heller af dalevende af Slægten. Begge Navne var som enhver Dansker må vide, gamle nordiske Navne. Navnet Knud betyder antagelig Knude, men hvilken Knude? – måske den gordiske, hvad nok kunne tænkes. Navnet Erik er Navnet til en Hersker. Jeg mistænker vore to Søstre, Gerda og Olga, for Påhittet af Lillebrors Navne, netop på grund af Herskernavnet. De to Piger bestræbte sig gerne for, at hundse og regere med os Brødre, så meget som det var dem muligt, det ville være dem meget tilpas, om vores Lillebror kunne vokse op og blive dem en Støtte med deres Pædagogik. Ved at lade det gordiske Knudenavn komme først, ville Knud Erik være et Navn der lød godt i Sammenhæng, – det var en Klokkeren Antagelse.
I de Tider Bror Knud kom til Verden, var Anseelse og Rang ligefrem proportional med Tallene i Folks Bankbøger. 5000 Kroner på Bogen var meget pænt, med 10.000 var man over Middel. 100.000 Kroner var enestående. Af Statussymboler, et pænt Hjem med Klaver, uanset om man gav sig af med, at spille eller ej. En Telefon i Privaten til privat Brug, plus til Nytte og Glæde for de mange Lånere, der på grund af Telefonen, hjemsøgte et sådant Hus, kunne også gå an. Den der havde Bil, kun til privat Kørsel, var hævet over alle og havde nået Toppen af Velstand, men der var ikke mange af den Slags. En Barnevogn var, især ude hos os, et Kendetegn på man hørte til, blandt de der havde mere end Salt til et Æg. Langt de fleste Småbørn blev i vuggen, til de, kunne gå. Ellers havde man en Trækasse de blev nedsænket i, og for Transport ud fra Hjemmet, havde man en to– eller firehjulet Trækvogn. Bror Knuds Barnevogn, blev en efter den Tids Mode, med Hjul på Størrelse med normale Cykelhjul. Vognkassen eller Kurven, var med Kaleche og havde en buet Bund, den var ophængt i to store Fjedre. Vognen mindede i Model, om en Luftgynge der kørte på Hjul. Ret så ofte gik Turen til Ivershave med Bror Knud i Vognen. Selv om Vognhjulene var forsynede med Gummibelægning, gik det tungt på de ujævne Skovveje. Der skulle
både skubbes og trækkes, hvor Vejen var sandet og ujævn, op ad Bakker måtte alle Kræfter lægges i. På anden Vis, havde man også Fordel af Vognen, der var god Plads til Bror Knud, men også til anden Rejsegods. En nybagt Sandkage, en Flæskeside, en Pose Frugt o.l. Slige Ting man ellers bar i Kurv eller Taske.
Vores Lillebror blev som Tiden gik, en stor Glæde for os alle. For mine to Søstre, Gerda og Olga, blev han, sine Barndomsdage igennem, en Pyntedukke, der blidt måtte finde sig i, at blive trukket i Dress efter deres Smag, så han hele Tiden, så sød og beleven ud i deres Øjne. Bror Knud gjorde sig aldrig snavset og beskidt som vi andre. I Forhold til os var han billig i Drift, når det drejede sig om Vand og Sæbe. Sommerdage, når Vejret var godt og rimelig pænt, stod Barnevognen med Bror Knud ude. Det kunne være i Marken, når vi havde Arbejde at gøre der. Man kikkede på Skift, ned på Roerne, der skulle udtyndes og hen til Vognen. Ingen Konge, ingen Kejser, blev bevogtet så omhyggeligt som Bror Knud blev det, når han stod i sin Vogn, i Haven ved Husene derhjemme. Vi holdt Øje med Vognens Last. Farmor kredsede på Listesko omkring ham, hvad enten han var henne i Søvne eller var vågen. Lå han vågen, legede han den Leg med Farmor som er alle Småbørns Leg, så længe de kun har en Ting de er tilfredse med, nemlig: „Narresutten“. Han morede sig så Vognkurven med Kaleche rystede, hver Gang det lykkedes for ham, at smide Sutten ud og ned i Sandet, hvorfra Farmor troligt samlede den op. Et Grin om Bror Knuds tandløse, åbne Mund meddelte hende, han gjorde sig klar til en Gang til. Farmor tog med Forklædesnippen et Gnid over Sutten, satte den på Plads i Barnemunden og gik sig en lille Runde, før næste Gang. Jeg hørte Mor, sådan under fire Øjne, forhørte Farmor om hun nu også gjorde Sutten ren for Sand hver Gang. Joe jo! det gjorde hun rele nok, men på den anden Side mente hun nu, lidt Sand i Kosten ikke var til nogen Skade, når man tænkte på, hvor meget Sand en Gris kunne æde i sig.
Bror Knud gjorde gode Fremskridt, men lige med et blev noget galt. Han kunne endnu ikke gå, men kravle kunne han. Han kunne endnu ikke tale, men le og skrige kunne han. Året 1928 må lige være begyndt, da han en Aften tog til at skrige og ville ikke lade sig trøste. Mor og Søster Olga, gik nede i Stuen med ham og han gik fra Arm til Arm, men lige meget, hvor meget de hviskede og tyssede, ville Gråden ikke standse. Jeg lå i min Seng oppe i Overværelset og skældte dem ud, i mit stille Sind. Hvorfor kaldte de dog ikke på mig, jeg skulle snart få Humør i ham, det havde jeg gode Ideer og Evner til, det burde de kunne huske
og tænke på. Om det var mig der først faldt i Søvn eller Bror Knud, der træt af at skrige faldt til Ro, husker jeg ikke, men begge Dele skete. Næste Dags Formiddag kom Lægen. Da han havde undersøgt Lillebror, rystede han på Hovedet, sagde Mor. Han ville komme igen Dagen herefter. Der blev så stille i Huset, vi listede og hviskede. Den ene Dag gik som den anden.
Jeg begyndte at ane, hvad det ville betyde, om man mistede Lillebror. Hvad kunne gøres. Der blev sendt brændende Bønner til Himmelen, om han dog måtte blive rask. Om der gik en Måned eller mere, det føltes som en lang Tid, men så, lidt efter lidt, kunne vi ligesom se små Lys i Øjnene på Lillebror og nu mente Lægen, han ville komme sig, – og det gjorde han. Vi var alle glade og taknemmelige i de Dage der fulgte, hvor vi så Bror Knud komme til Kræfter og blive stor og stærk. Foregik der et eller andet hjemme som ude, hvor Børn ikke godt kunne være med, altså! faktisk ikke var gamle nok til det, blev det ofte pålagt mig, at være Lillebrors Kammertjener. Så måtte jeg opdrage på ham så meget jeg ville. Vi underholdt hverandre og havde det hyggeligt og godt. Bedre blev det, da Bror Knud og jeg, kunne følges på Søndagsvandringer i Skov og på Hede. For os, hans Brødre, var han en villig Modtager af vor Produktion af milde Gaver. Knud tog altid imod med et Smil og med Tak. Også da jeg lavede den geniale Dampmaskine til ham, tog han imod og sagde slet ikke Nej-Tak. Maskinen var til Dels, lavet af en gammel Symaskine. Vi stod begge i Røg og Damp ved Prøvekørselen, men Stempel og Stempelstang flyttede sig ikke og det store Svinghjul undlod at rotere. Derimod virkede Dampfløjten upåklageligt. Man kunne nok ikke, uden videre, gøre en Symaskine til en Dampmaskine, en Symaskine der har for Vane, at lave Løkker og Knuder.
Som Årene gik, løste vores Lillebror mange Knuder til Gavn for andre. Herskernavnet Erik blev skubbet til Side, det passede dårligt til Bror Knuds Liv og Virke. Knud blev kaldt Knud af alle Måske har det alligevel været lidt for knudret at sige „Knud Erik“.