Asketræet der stod for Husmandsstedets Stuevinduer og lagde, i Sommertiden, Stuen hen i Gravmørke, var sikkert mere end 200 År i Alder. I den Nordiske-germanske Mytologi blev de to første Mennesker, Manden Ask og Kvinden Embla, dannet af henholdsvis Asken og Elmen – og Odins Ånde og Liv. Asken spillede også en Rolle i Gudernes Bolig, Asgård, som det største og helligste Træ af alle Havens Træer (Yggdrasil = Verdens Træet). Her holdt Aserne Råd, og her findes Nornernes Brønd. Skreg en Krage i Træet var det Dødsvarsel.
Nær den store Ask i Farmors Have, var der et Spandestativ. Når Mælke- og Malkespandene, var skrubbede rene, blev de stillet i Stativet med Bundene i Vejret. Hvor ofte det var sket, har jeg ikke Tal på, men det var hændet for Farmor, når hun havde taget en Malkespand fra Stativet og var gået til Aftenmalkningen, idet hun drejede om Staldhjørnet stod der et Par Elledrenge for Stalddøren. I det selv samme Øjeblik hun så dem, var de borte. Farmor mente nok de havde ventet en lille Malkepige, men nu var det altså en gammel Kone der kom. At Ellepigerne dansede dernede over Mosen, kunne man se, når man kikkede ind mod den tætte Tågemur, Konturen af deres tynde Negligé, tegnede sig på Tågemuren. Vé den, der gik med dem ind i Dansen.
Var der lune Aftener, efter varme Sommerdage, steg en Em op fra Vandhuller på Mark og Mose, et betagende Syn at se. Under de hvide Dampe nikkede Kjærulden. Ikke sådan, man mærkede nogen Vind røre sig. Var det Elverskud og Elverblæst der fik de tynde Stilke, med de hvide Dunhoveder til at bevæge sig, – hvem vidste det? Hvad man helt sikkert vidste var, derude i Mose og Kjær, bryggede Mosekonen nu det stærke Øl, som Natfolket og hvem der ellers ville, kunne beruse sig i. Vi Drenge, var til stadighed på Vagt, når Turnipsene udviklede Bladene. Der kunne ind imellem Toppene, udvikle sig hvide Blade, hvorfor vidste ingen, kun Farmor vidste noget. For hvert et hvidt Blad der var at finde, ville der dø et Familiemedlem, inden næste Roehøst var tjenlig, sagde Farmor. Ligemeget, hvor ofte vi gik mellem Rækkerne og fjernede ethvert Blad, der havde Anstrøg af hvidt, fandt Farmor alligevel nogle Stykker, og havde hermed Tal på, hvor mange Dødsfald der var i
Vente. Vi havde dog gjort vort Bedste for, om vi kunne holde på så mange i vor Familie så længe som muligt.
Hekse, havde man ikke i Husene, heller ikke udenfor Disse ondskabsfulde Kvinder, der udøvede sort Magi, der kunne ødelægge Kvæg og Afgrøde, bringe Sygdom og Uheld af enhver Art, og gøre al Smørkærning umulig. Heksene var og blev borte. De, der havde været, var forlængst brændt på Bålet, eller jaget til Bloksbjerg. Man afbrændte ikke Sankt Hansbål hos os, som fordum på Sankt Hans Aftenen, før Sankt Hansdagen den 24. Juni. Derimod, blussede Bålene Valborg Aften, den 30. April. Der var noget helligt ved denne Aften. Dagen derpå, der var den første Mai, var den hellige Walpurbisses Dødsdag, altså var det Mindeblus der flammede. Vi Drenge, havde længe forinden haft travlt med Lyngruskning. En Mængde grene fra Frugttræer og Buske havde vi slæbt sammen. I det hele taget, var alt hvad der var kassabelt og brændbart, lagt på Bålet. Lyng og Granris, blussede hurtigt af, hvorimod de tykke Grene, gav gode Gløder. Vore Valborgblus var som Regel et af de største på Stedet. En hushøj Bunke samlede vi. Store Kartofler hentede vi og lagde i. Når Flammerne fra det store Blus skød i Vejret, med en Regn af Gnister, kunne det ses viden om og hidførte mange Børn og voksne Mænd, også nogle Koner. Sådanne Stunder, var Farfar rigtig i sit Es, han holdt meget af at gøre Ild. Når Farfar ind imellem brændte et Stykke Lyng af, tog Ilden ofte Magten, med Fare for Skov– og Husbrand. En Valborg Aften blev gerne en lang Aften, langt over normal Sengetid. Før den sidste Glød var slukt, skulle de velstegte Kartofler rages af Asken og fortæres. Mænd, Kvinder og Børn, klumpede sig sammen om det døende Bål og nød de stegte Kartofler mens Snakken gik. I mere end tre Timer havde vi været i Lys og Varme, nu slog Mørket sig sammen om os, og man fornam Nattekuldens Bid. Først nu, så man et lille Blus henne i Skovbrynet, en lille Kilometer borte. „Ja! no ka i si met Blos“, siger Otto. Gusta og Otto, der havde Ejendommen, dernede ved Vejen og meget nær Nordskoven, havde været ved vort Blus det meste af Aftenen. Otto forklarede os, hvordan han havde hældt Stenkulstjære i en gammel Hat og havde fået den til at stilles på en Gren, på et af Skovbrynets store Træer. Man kunne ikke bebrejde Otto for manglende Respekt for Advarselsskiltes Forbud, mod åben Ild i Skoven. Dengang, var der endnu ikke sådanne Skilte. Det var, som sagt, ganske vist.
Den 25. April fløj Storken over Middelhavet, endda lige direkte fra Faraos Moser. Når Valborgaften var ovre, kunne han ventes hver Dag,
og skam den der så ham stående. Helt galt ville det være om han da stod på kun det ene Ben. men den der så ham stående, ville blive doven og uoplagt, det ganske År igennem. Han skulle ses flyvende ved det første Syn af ham. Siden kunne det gøre ligemeget, om man så ham stående, gående eller flyvende. Mange Strejf gjorde vi over Lyngheden, ikke efter nogen Ting, men kun for at opleve. En Nydelse var det især, når Luften stod stille og dirrede af Varme. De små iltre Varmebølger dansede for én og Lærken sang over ens Hoved, jublende og skønt. Fulgte Heldet i ens Fodspor, kunne Udbyttet være en Zebedejsten, eller Tordensten. Var den lille kuppelformede Sten, med de mange hvide Prikker og Streger, en Sten Torden- og Lynguden Thor, havde slået løs fra de himmelske Bjerge, med Thorshammeren og kastet ned på Jorden, eller var den et Levn fra Urtiden, et forstenet Skaldyr, måske. Vi gemte flere af disse Sten og satte dem som Pynt i Vindueskarmen eller på Kommoden. Fandt man en Flintesten, hvori der var et Hul. Hvem der havde lavet Hullet vidste ingen. Ja, måske en Jætte, det kunne nok tænkes. Man holdt Stenen med Hullet for det højre Øre og lyttede, om Oraklet havde et godt Råd til fals. Derefter, satte man Stenen til Munden og gennemførte Ritualet, idet man spyttede gennem Hullet i Stenen og formulerede sit Ønske i Ord, man med høje Råb, lod gjalde udover Heden, for så til slut, at kaste Stenen bagud, over sit Hoved. Var alt velgjort, kunne man gå fremad, med de bedste Forhåbninger.
Traf vore Bedstemødre sammen, hvad der skete ind imellem, gik Snakken. Ved slige Lejligheder, benyttede de ofte Samværet, til Mindelse af den henfarne Slægt. En Dag sad jeg i Ubemærkethed og hørte med. Joe! det var dog de Døde og ikke de Nulevende de snakkede om. Tale ondt om de Døde, var utilgivelig Snak; det gjorde man ikke. Hvor tit var det ikke sket for Farmor, forstod jeg, når hun havde siddet ved Aften, med den sidst komne Avis, at der så sagte blev løftet i Dørklinken og straks Dagen derpå kom der Ligkald. I fuld Dagslys, havde hun siddet ved hendes Spinning og en sort Skygge, var stoppet op foran Vinduet, da var det Kræn Anton der var Bud efter. Mormor havde også sit at berette. Her var det nu et Varsel, et Forvarsel. Joe! ved en Halvfætter, ude på Linå Mark, havde de to Drenge, Lavs og Johanis. Lavs var den bette. Som de nu alle ligger i god Søvn, så var det ved det Lav, lidt over Midnatsstunden. Lavs kammer ind i Søvne og råber: „Johanis drukner“. De, begge Forældre vågner op og får Drengen vågen, men fjorten Dage efter, drukner Johanis i Mergelgraven. Ovenpå disse Beretninger, blev der en Tids Stilhed i Stuen. De to Bedstemødre var dog ikke
færdige med den Fortid, som de ellers begge havde lagt bag sig. Begge huskede nok, hvor rædde de havde været når de skulle omkring de forskellige Galgebakker der var, når de gik der i Mørkningen. Ligeså med Drovnehullerne og Mølledammene, disse steder var heller ikke hyggelige, at komme om ved i de Mørke Timer. Kogekedlen havde snurret en Tid lang, fra Kakkelovnens Kogerum. En lille Dampsøjle fra Kedlens Tud viste sig. Den vakte Bedstemødrenes Opmærksomhed, og fik dem til at springe fra Fortid til Nutid, og til at udtale Ønsket om en rigtig stærk, sort Kop Kaffe. Jeg rejste mig nu fra mit Halvskjul og tilbød min Assistance. Joe! blot, om jeg ville hente Kaffedåsen og den blå Pakke Cikorie i Køkkenet. Den blå Kaffekande stod på Zinkpladen, foran Kakkelovnen. Kopper havde hun i Kommoden, og der var Sukkerknalde i Skålen, så kunne Farmor selv klare Brygningen. Jeg skaffede omgående de udbedte Kemikalier til den sorte Gift, og mente jeg hermed havde gjort behørig Afbigt. Jeg følte alligevel, jeg som en anden Snushane, havde tusket mig til en Viden, der ikke skulle tales højt om. Jeg hørte lige Damerne var enige om, der var mere mellem Himmel og Jord end hvad man kunne se. Idet jeg løftede Dørklinken og forsvandt, peb de slidte Dørhængsler efter mig. Jeg kastede et hastigt Øjekast op mellem Asketræets Grene, men øjnede ikke så meget som en Spurv deroppe. Hvad de to Damer ellers gjorde med Kaffegrumset, lod jeg stå hen i det uvisse.
Næe! så var det sjovere når Farfar fortalte om Troldene. Han fortalte om Trolde, så man en lang Tid regnede med han kendte mange af dem helt personligt. Troldhøjene kendte vi, gik på dem og stod på dem, og hvem vidste heller noget om, hvor mange Trolde der var derinde, og hvad de bestilte. Så var der lige den Trold Farfar havde truffet, en Dag han var på Skovhugst. Det hændte Skovfogeden sendte Bud efter Farfar, når mange Træer skulle fældes. Farfar havde arbejdet i et Stykke Unggran, der skulle udtyndes. Han stod i nogen Dækning, bag Brombærranker og Grangrene. En stor Kleppert til Trold kom sjaskende lidt ude i Lysningen, og der gik en Pusten og Jamren fra ham. Han tog sig bestandig til det venstre Øje. Der var noget galt. Farfar kunne så tydelig se, endda med kun det ene Par Briller, som han havde på, Trolden havde fået en Grankogle i Øjet. Farfar ville gerne gå Trolden til Hjælp, men dristede sig ikke til det. Han fik en Idé, han tog en afhugget Grangren, og smed den ud for Næsen af Trolden. Nu viste det sig det menneskelige kom op i Trolden, han gav et Nik, det gjorde Trolden, tog
Grangrenen og tørrede Grankoglen ud, idet han sagde: „Noget stort, skal bekæmpes med noget stort.“
Vinterbrænde købte Far nogle Rummeter af hos Skovfoged Thuch, det var Gran og Birk i Meterstykker. Som enhver kan begribe, var disse Brændestykker i sådanne Længder, ikke til for os at bruge, medmindre de blev skåret mindre, eller rettere, i kortere Stykker, og de tykkeste måtte kløves. Så snart, vi havde Læssene hjemme fra Skoven, begyndte Farfar at save. Det var en Pligt. Når Farfar satte Savbukken op, tog Bøvlsaven frem og lagde et Meterstykke på Bukken, skulle en af os være der og trække i Saven. Farfar havde, som selvskreven Savfører, fat i Savens Håndtag. Det var så i Savens anden Ende, vi Drenge skulle tage fat og trække eller drave, som Farfar sagde. Var Træet tørt og Humøret godt kom Fortællelysten, eftersom Savningen gik sin Gang. Engang imellem hørtes Farfars Kommando søk, søk. Skulle Saven skære i Træet, som Save skal, når der saves, var det ikke bare det at trække, der skulle også trykkes. Var Træet vådt og Humøret ikke så godt, lød ustandselig Farfars Mumlen: „søk, søk, søk.“
Vor første Vinter herude på Landet nærmede sig, det blev koldt ved Aftenstid. På Remstrupsvej sad vi foran den åbne Kakkelovnsild til Far kom hjem. Her sad vi i Køkkenet, nær det lune Komfur, men nu spiste vi Æbler. Vi havde båret Kurve, fulde af Æbler, ind på Loftet og udsøgte os hver Aften de bedste. Flaskeæbler og Guldborgæbler var gode at spise, her i September.
Det var fornylig jeg var antaget i min Stilling som Savskærer. Netop, ved den samme Tid, havde vi i Skolen hørt om Odin og Thor og alle de gamle Guder. Nu kriblede det i mig for at få noget fortalt om Midgårdsormen, Fenrisulven og alt det sjove der var i og omkring Valhal. Havde Farfar hørt efter, da han sad på Skolebænken, havde han vidst noget. Men han havde vel dengang travlt med at lave Hundekunster; nu vidste han ingen Ting. Det overraskede Farfar, jeg kunne fortælle så meget fra dengang, før Gorm den Gamles Tid. Det var en Fornøjelse for ham, i hans Alder, at høre om Thor og Jætterne og Galten og Geden, og den fåle Hest Slejpner. Ja sådan et Dyrehold var nok værd at eje. Alligevel, kom det Farfar på tværs, det med Balder. At Balder sådan kunne dø, og tilsidst døde sådan, så ingen kunne vække ham til live. Der var altså noget Guderne ikke kunne. Når Farfar havde fået et eller andet i Hovedet, han ikke selv kunne hitte rede på, kom han til vor Mor i Køkkenet og fik en Snak med hende. Det var alle disse Guder jeg havde fortalt om. Var det noget der havde med Virkeligheden at gøre,
- om hvad man nu skulle tro om det. I Mors skoletid havde man ikke beflittiget sig med den Slags. Mor kunne ikke sige, hvorfor de store, stærke Guder ikke formåede at vække Balder til live. Hun kendte nok Thor ved Navn og vidste han havde en Hammer, men hvad han gik og hamrede på, vidste hun ikke. Mor forstod såvel Farfar. Hun var klar over han gik og blandede noget sammen, der absolut ikke hørte sammen. Idet Mor satte et Lighedstegn imellem det jeg fortalte Farfar, og det som han, ved enhver given Lejlighed, opvartede med, rundede hun Snakken af med at sige: „Farfar, tro nu ikke på alle de Fabler Børge fortæller“. Farfar rejste sig. På stående Fod måtte han lige vide hvad Fabler var for nogle Væsener. Da han havde fået dette forklaret, syntes han at være tilfreds, og gik atter til Savningen. Efter Farfars Besøg i Køkkenet kom jeg i Mors Skole og fik Besked på; jeg ikke skulle fortælle Farfar sådant Snak. Jeg gjorde ham helt blim. En Tid varede det, så blev det igen min Tur til at drave i Saven.
Ved den Tid var Kristian den anden, i Skolen, kastet i Sønderborg Slots Fængsel. Selv det våde Træ var blevet tørt, og Humøret var godt. Der kom ikke så mange søk – søk fra Farfar. Det var heller ikke rart med disse Søk. Når der skulle lægges hårdt an på Saven, krævede det et dybt Søk, man skulle stå med Benene i en Halvbøjning, lægge sig på Knæ gik ikke an. At stå på halvbøjede Ben var ubekvemt. Når Træet var tørt, skar Saven let og Trykket på Saven behøvede ikke at være så hårdt, man kunne den meste Tid, stå med rette Ben. Farfar vidste nok der var en Kongerække, altså en række af Konger, der havde regeret Landet. Det havde der også været, da han gik i Skole, men de eneste af dem, han rigtig havde rede på, var de to sidste i Rækken. Frederik den Ottende havde været i Silkeborg, og havde opholdt sig en Tid på det Sted der hed Kneippkuranstalten, der lå ud mod Sejsvejen, og Kristian den Tiende, vidste han, havde været Soldat i Århus. Kristian den Anden, ville han gerne høre noget om. Ham kendte han ikke. At den Konge, Kristian den Anden, faktisk gjorde meget der var godt, var Farfar og jeg meget enige i, da jeg kom lidt hen i Fortællingen. Men det var da en grov Ulykke, da den Kristian fik Hold i de to Kvinder, der forheksede ham. At Kirsebær kunne være så forgiftede, så et Menneske kunne tages af Dage ved det, havde han aldrig tænkt sig. Der var nu ingen Fare ved det, for hans vedkommende. Kirsebærene lod han Fuglene æde. Det var nu for galt, den Kristian den anden, sådan slog Hovederne af Folk, lige så rask som vi skar et Meterstykke Træ til Kakkelovnsbrænde. Det var også for galt, den Kristian den Anden, skulle gå omkring et rundt Bord
i Sønderborg Slots Fangehul i sytten År. Havde man givet ham et firkantet Bord og en Stol, kunne han have siddet og labbet nogle Træsko, det havde været „møj bejjer“. Jeg kunne fornemme på Farfar, han var godt tilfreds med at Savearbejdet snart kunne få Ende. Odins og de andres Navne, var ikke blevet nævnt mellem os. Det kan være han håbede Fenrisulven ikke alene havde ædt Tyrs Hånd, men også hele Menageriet. Jeg forstod ham så meget han syntes, det var særdeles rart, vi her til Lands var blevet befriede for Hekse, Trolde og gale Konger, og han nu kunne glæde sig til at sidde i Armstolen ved Kakkelovnen, i en god Varme, så længe Vinteren ville vare ved.
Eftersom de afsavede Brændestykker hobede sig op i en Bunke, tog Farfar og vi Drenge på Skift Plads ved Huggeblokken, og kløvede løs. Stable Brændestykker var Farfars Speciale. Når vi ved fælles Hjælp, havde flækket hvad der var nødig, gik Farfar i gang med at stable. Hertil var Kendskab og Erfaring nødvendig. Blev det ikke gjort rigtig fra Grunden, ville Stabelen falde i Grus på et eller andet Tidspunkt. Jeg tror vi følte vi havde udført et Jættearbejde, da vi lagde Øksen på Plads og hængte Saven på sin Knag.
Mens Saven skar fik vi Stunder til, at løse op og genfortælle, hvad vi vidste der var berettet af sære Hændelser i Tiden fra Hedenold og til nu. Det havde været et Slid og et tidsrøvende Arbejde, at save og kløve det nødvendige Forråd af Vinterbrændsel. En Lettelse i Arbejdet havde det været, når Savklingens Sang faldt i Samklang med vor Sagatolkning.