Den Dag i det År, jeg trådte ind i mit niende Leveår, havde man i Jylland, en god tør, ret varm Sommerdag. Jeg laver en
Kristian den tiendes Kage“ til dig, sagde Mor. Vores Mor, havde lige gennemgået et Kursus i Bagekunst, udi Sejs og Svejbæk Forsamlingshus og Gymnastiksal. Kursuset havde varet en hel Eftermiddag. Det var en forhenværende Kogekone fra Kong Kristian den tiendes Hofkøkken der underviste, altså en Hofdame. Selv om man nok kunne sige Mor var en nybagt Bagekandidat, havde hun til min Fødselsdag bagt af det nylærte, de dejligste Wienerstænger og Kristian den tiendes Kagen. Foruden Blodpølse og Pandekager, var sådan en Kage, Kong Kristian den tiendes Livret, det havde Hofdamen, der altså også var Kogekone, sagt. Denne Kage blev også min Livret.
Nu stod Fødselsdagsbordet dækket med flødeskumsklædte Lagkager, Sirupkagestykker med Smørcreme, mange Småkager og Fade fyldte med Mors kongelige Nybag. Det skrabte på Dørristen og ind kom Evald, fulgt af Lillebroderen Hans. „Til Lykke“, sagde de, „vi har en Krone til dig“. Evald gravede en Tid lang i Bukselommerne og fandt Kronen frem. Taksten på en Fødselsdagsgave, var den gang en Krone, ikke i Småmønt, en ægte dansk en Krone skulle det være. Altså, fik jeg en Krone til låns til det blev Evalds Fødselsdag. Den næste Gæst der kom var Palle. Palle afleverede Kronen til mig, fra en varm Hånd. Palle var af Natur noget forsigtig anlagt, også i Pengesager. Hjemmefra, havde han båret Enkronen i sin hule Hånd, af Forsigtighed. Han turde ikke putte den i Bukselommen, Lommen kunne være utæt. Palle havde også en Lillebror med, han var lidt stor og tyk i det, derfor kom han lidt bagefter Palle og derfor blev han kaldt Kejser. Altså, fordi han var stor og tyk, blev han kaldt Kejser. Så manglede vi kun Hans Peter, – men vi kunne se ham komme, og Lillebroderen Niels var med ham. De løb i skarpt Trav ned ad Bakken. Lillebroderen løb med en Buket Blomster under Armen. Blomsterne kunne vel ikke være min Fødselsdagsgave. Blomster var noget man gav til Begravelser, mon de ville snyde mig for Kronen og spidse mig af med Blomster. Snart var de indendørs og Niels rakte mig Blomsterne og sagde: „til Lykke“. På samme Tid, hev Hans
Peter en Pung op af Lommen og pungede ud med den en-Krone der var deri. Hans Peter var lidt gammelklog og forstandig disponeret, derfor tror jeg han gik med Pung. Nu var alle mine Gæster samlede. Mor kom ind og hilste, hun tog Blomsterbuketten fra mig og sagde: „Tak! de er nok til mig“. Det var jeg glad for. Hvad skulle et Mandfolk som mig med Blomster.
Bagerst Palle og Ulrik
Foran Niels og Ester
I Køkkenet var den store Gryde på Kogepunktet, en Duft af Chokolade stod i Luften, når man åndede indad mærkede man, det var rigtig Chokolade der kogte i Gryden. Alle satte sig, som på Kommando, om Bordet, men så var Mor der også med Kanderne. Udvortes er varme Omslag det varmeste jeg kender, men til indvortes Brug er varm Chokolade varmere. Det mener jeg. Af samme Mening var mine Gæster. Før de vovede at løfte Koppen med Chokoladen, pustede og blæste de som jeg, ned i Koppen med den varme Chokolade, så der rejste sig Bølger som i Havet ved Stormflod. Enkelte gav endda så megen Vind fra sig, så Bølgerne skvulpede over Koppekanten og ud på Dugen, men det var en af de gamle Duge, Mor havde lagt på Bordet. Så snart Chokoladen var drikkelig, drak man og spiste Brød og Kager. Af det spiselige, der var sat på Bordet, forsvandt det meste som Dug for Solen, kun Smuler var tilbage. Af Kristian den tiendes Kage, var der ikke en Krumme på Fadet. Da alle var mætte, var alle glade.
Jeg havde planlagt en Eftermiddag, så Dagen ikke skulle gå helt nytteløs hen. Nu måtte der arbejdes. Af min nære Familie, havde jeg fået et Stykke Pap i Fødselsdagsgave. På Papstykket, var der med Snor bundet en Løvsav, en Hammer, en Knibtang og en lille Stiksav. Jeg løslod Tingene fra Pappet og sagde: „Hvad skal vi lave?“ Palle, der havde udset sig en Fremtid som Landmand, Gårdejer vist nok, ville lave en Model til en Gård, med Stuehus, Staldbygninger og det hele. Evald, der tænkte på at stå til søs, kunne tænke sig at gøre et Skib, efter al Sandsynlighed ville han ende som Skibsreder. Hans Peter ville være Skytte. Hjemme hos Hans Peter, havde han og hans Far Skyderiet som Hobby. Hans Peter fulgte med som Klapper ved Klapjagterne. Han var allerede begyndt at skyde Hunde og Katte og var god til at ramme. Nu ville han lave en Bøssekolbe. Også han havde en Målsætning, det skulle være som Bjørnejæger på Grønland. De små skulle være Håndlangere for deres Brødre. Bror Karl og jeg, skulle have Titel som Skaffere. Vi skulle sørge for at finde de nødvendige Materialer og fordele dem. Ligeså, når det drejede sig om et Glas med koldt Saftevand. Desuden, skulle vi gå omkring og give gode Råd. Jeg gik i Tørvehuset og fandt Træ, som jeg
mente kunne bruges til de planlagte Opgaver. Fra Farfars Sømkasse, organiserede jeg en Håndfuld Søm. Evald og Hans Peter snittede i Træklodserne, der skulle være Skib og Bøssekolbe, med deres Lommekniv. Palle brugte Løvsaven og den lille Stiksav, der vist nok var god nok, bare ikke til at save med. Træet han brugte, havde ligget på Lager som tomme Cigarkasser. Palle var nu kommen så langt med Arbejdet, nu ville han sømme noget sammen. Han tog den lille Hammer, der havde siddet på Pappet. Han slog et godt Slag med Hammeren, med det Resultat Sømmet bøjede og Hammerens Hoved gik i to Stykker. Da han ville trække det bøjede Søm ud, knækkede Kæberne på den lille Knibtang, den der også havde siddet på Pappet. Jeg så nu min familiære Fødselsdagsgave reduceret til værende, en endnu brugbar Løvsav, som jeg til gengæld blev meget glad for, og gjorde Brug af mange Gange, i mange År herefter. Hans Peter og Evald begyndte at knurre over Træet, jeg var kommen med. Det var for hårdt og fyldt med Knaster, deres Knive kunne ikke skære i det. Da det tilmed gik ret dårligt for Palle med Gårdbyggeriet, foreslog jeg vi kunne lave noget andet. Men hvad? Joe! vi kunne spille Land, eller Pind. Jeg havde nu haft i Hovedet fra Dagens Begyndelse, Dagen skulle ikke gå nyttesløs hen. Vi skulle producere noget. Ikke bare lave noget for at lave noget.
Meget hurtigt fødtes den Ide i mig, vi kunne køre i Mosen og skære Tørv. Ærlig talt, man kunne nok kalde det en Kovending, men Forslaget blev hørt og vedtaget. Senere, skulle der komme en anden Kovending. Vi bestemte os til, at skære i den østlige Ende af Mosen. Tørveskæret i den vestlige Del, sad dybere og var næsten opskåret og det der var, var omgivet af Vand. Man skulle også passe på Søndagstøjet, som vi havde på i Dagens Anledning. Ganske vist kunne vi ikke regne med andet end Hundetørv fra den østlige Ende, den var næsten tørlagt og det meste ville nok gå i Billinger. Altså, læssede vi den lille Trækvogn til med hvad vi kunne hitte af Spader, Skovle og Graveredskaber, og kørte ad Mosen til. Klokken nærmede sig de fem Eftermiddag, Luften var blevet varmere og var nærmest lummerhed, men vi kom rigtig godt i Gang med Tørvearbejdet.
Da indtraf der en Kovending, der i bogstaveligste Forstand var en Kovending. Vore to Køer kom besende. Lidt højere oppe, ved Foden af Sindbjerg, var de blevet sat på Græs, og vi befandt os et Stykke nedenfor og i den laveste Del af Området. De havde revet Tøjrepælene op og var på Vej hjemefter. Altså! en regulær Kovending. Sandsynligvis ville de følge Vejen, der var nær os. Vi snakkede om et Forsøg med at tage
dem til fange, når de nåede ned til os. De kom ganske rigtigt nærmere og løbende på Vejen, og da de kom brasende stod vi klar. Evalds Lillebror Hans, fik fat i Tøjret på den store røde. Den var ham dog for stærk og han gik på Næsen. Den gamle røde var vi flere om, at fange og holde, og alt som vi stod der og holdt fast i Tøjret, fik jeg en lys Ide. En Hest kunne trække en Vogn. Hvorfor var der ingen der havde prøvet, at lade Køer trække Vogne og køre i Trafikken. Hvis jeg tog Chancen her og prøvede, kunne det måske blive Starten på en epokegørende Nyskabelse i Transportbranchen. Da vi nu stod og holdt fast i Kotøjret og dermed også Koen, lod jeg Spørgsmålet springe. „Mon sådan en Ko kan trække den lille Vogn her“, sagde jeg. „Joe! sagtens“, kom det fra dem alle. Det første Spørgsmål, fødte det næste. „Mon den også kan trække mig?“ „Du kan da prøve“, blev der svaret. Hermed var det afgjort. Jeg steg til Vogns og Tøjerrebet blev bundet til Vognstangen. Jeg havde besluttet at tale pænt til Koen, alt imens vi stille og roligt kørte den små halve Kilometer hjem til Stalden. Men der blev ikke tale om at tale. Koen satte af Sted med samme Ildtogsfart, som den forhen havde haft på, da de to kom besende. Det gik med Lyn og Torden, gennem Lyng og store, som små Birkebuske, ja over Stok og Sten. Jeg mærkede nok vi ikke fulgte Vejen, med alle Kræfter måtte jeg klamre mig til Vognens Sidefjæle for at holde mig fast. Jeg kan ikke sige, hvor en Ko har sine Tanker. Jeg tænkte den tænkte: „Jeg kører ham lige til Stalddøren“. Men nej! den ville over i Boghveden. En Ager der var nær Huset. For at komme i denne Boghvedeager, hvor Boghveden stod i fuld Blomst, skulle den passere en ret stor Grøft, på denne Årstid uden Vand. Jeg tænkte: „Mon den kan det?“ Den kunne og jeg fulgte med. Det vil sige et lille Stykke. Da Koen sprang over Grøften fulgte jeg med til Bunden af Grøften, og her lå jeg og Vognen. Alt imens Koen gik med den halve Vognstang på Slæb i Tøjret og var begyndt at smage på Boghveden. Den gamle røde var nu forenet med sin daglige Sidekammerat, den store røde, der allerede havde fortæret adskillige Favnfulde Boghvede.
Da mine Fødselsdagsgæster var gået, så Mor alvorligt på mig og sagde: „Hvad tror du nu Far vil sige, når han kommer hjem og ser, Stangen til den lille Vogn er knækket?“ Jeg håbede Far ikke ville sige noget særligt, det var dog stadig min Fødselsdag, vel helt til Midnat. Det sagde jeg nu ikke til Mor. Jeg er ikke sikker på, jeg i det hele taget sagde noget.
Hverdage når Far kunne ventes hjem fra Arbejde, gik Farmor udenfor Havediget mod Vest, hvorfra Far skulle komme. Holdt den flade
Venstrehånd over Øjnene og mumlede: „Hva tøver Annis ætter i Avten?“ Især var det Aftner efter Dage hvor noget var hændet, som hun næsten ikke kunne vente med at få fortalt om. Som nu denne Dag. Mange Gange kunne hun stå længe ved Diget og kikke. Derfor kendte Far til alt hvad Dagen havde bragt os herude, før han trådte ind i sit eget Hus. Mor spurgte om han havde hørt hvad sket var. Hertil, havde han kun en kort Bemærkning. Efter Maden, hjalp jeg Far med at lappe den knækkede Trækstang sammen. Det var noget Far forstod sig på. Sammenlapningen gik let fra Hånden og Humøret var godt nok. Jeg tror endda Far stod og morede sig over hvad den skøre Knejt han havde, kunne finde på at lave.
Senere, da vi i Skolen fik Fristil som Hjemmeopgave, hvad vi fik engang imellem, skrev jeg om Køreturen. Da Degnen, Morgendagen efter Afleveringen, kom i Skolestuen med de rettede Stilehefter, smed han mit Hefte på Katederet, og sagde: „Nu skal i lige høre hvad Børge har skrevet“. Degnen læste min Stil „højt“, og meget pænt og sagde: „Er det nu sandt Børge“. Joe! det var sandt. Prompte, var der mere end to Fingre der fløj i Vejret fra Øjenvidnerne, der ved Tro og Love ville sværge på – alt var Sandhed. Men det fandt Degnen var unødigt.