Jeg har allerede fortalt om Bror Karls Dåb i Balle Kirke, at Farmor Barbara var udvalgt til Gudmoder, – men det blev hun ikke. Man havde ellers forberedt sig til den store Dag, til Tider stod Husmandsstedet på gloende Pæle, som man siger. I Dagene forud for Dåbssøndagen kom Kisteklæderne ud i Luften, blev synede og børstede. Fjedervognen blev vasket og smurt. Hesten Musse blev striglet og fik ekstra Havre, og Farmors Skaftestøvler var skikket til den bette Skomager i det nedre Sejs. Støvlerne skulle forsåles og bagflikkes, det skulle være sådan, at Farmor Barbara kunne gå støt og sikkert på Kirkegulvet med Barnet. Farmors Skaftestøvler, var af en sådan Model, der havde mange Hægter på Skafterne. Når man, med Besvær, havde fået Støvlerne på, skulle man hægte, med et Værktøj, der lignede en Hæklenål. Det tog sin Tid med at få sådanne Støvler på, men var de først kommet på, sad de fast og sikkert. Besværligt var det igen når de skulle af, havde man ikke en Medhjælper ved Hånden, måtte man gøre Brug af Støvleknægten.
Tidens Kvinder bar begyndt at frigøre sig, for meget af det ret upraktiske og besværlige Gangtøj de døjede med. Krinolineskørtet og Tournuredragten var afsat til Kludelene og Korsettet var på Vej ud. Her kunne der være nogen Tvivl, skulle Korsettene afhændes til Kludelene, eller til Søndergårds Skrothandel. Efterhånden blev det almindeligt for både Damer og Herrer at gå med Sko der kunne snøres fast med korte Bånd. Til Skoene havde man et Par Galocher, der passede stramt om Skoene og kunne tages over i Tilfælde af dårligt Føre. Farmors Støvler skulle bruges lidt endnu. Husker jeg ret, kom de til at holde og blev brugt af hende til hendes Dages Ende. Nu skulle Støvlerne gøres i Orden med Såler og Hæle. Imidlertid gik Dagene. Da Dagen var nær, den Søndag i Juli da Dåben skulle være, blev Farmor syg og Farfar hastede ned til Skomageren. „Ja! det var så Barbaras Støvler“, sagde han, da han vel var indenfor Skomagerdøren. „Jamen! jeg har ikke gjort noget ved din Kones Støvler endnu“, siger Skomageren. Skomageren var fra Byen og talte Bydialekt. „Men det kommer, det kommer, de skal nok blive færdige til Tiden“. „No ja!“ siger Farfar, „de behøvs no et, Barbara æ syg
å æ ve å dø“. Det var kendt i det lille Samfund, så såre Farmor følte sig syg og var dårlig, talte hun meget om, at hendes Liv snart var til Ende. Farfar havde det ikke med at gå i Detaljer og desuden havde han Ordre med fra Barbara, der selv mente hun skulle dø, at han skulle forlange Skomageren til at udlevere Støvlerne og så var den Pot ude. * Den bette Skomager efterkom lidt nølende Begæringen, men gav Farfar en venlig Hilsen med Hjem til Barbara med Ønsket om god Bedring. Da Farfar drog afsted med Støvlerne, sagde Skomageren hastigt: „Skulle hun alligevel få Brug for Støvlerne igen, kan du bare komme med dem“. Vel hjemme igen, gik Farfar med Støvlerne i Hånden ind i det store Spisekammer, her stod Smørkernen, der ikke var i Brug mere. Og her, oven på Smørkernen stillede han Farmors Støvler. Måske har han tænkt: „Her kan det stå, det der ikke er Brug for mere.“ Smørkernen kom aldrig til at kerne Smør mere, og med Farmors Skaftestøvler gik det sådan, der gik tretten År. Farmor levede endnu, og var så sund og rask som ingensinde. Nu gik Farfar igen til den bette Skomager med Farmors Skaftestøvler. I tretten År havde Støvlerne stået på den gamle Smørkerne og ventet på nye Såler og Bagflikker, men nu skulle det gøres, for nu skulle Farmor til Fest for de gamle i Sejs Forsamlingshus.
Tømrer Lauersen i Svejbæk havde anskaffet sig en rigtigt Automobil, en „Pontiac Six“ var det, et Køretøj i Luksusklasse, og nu skulle Farmor og Farfar køres i Bil til Festen i Forsamlingshuset. Brunelsklæderne kom ud af Skabet, blev renset og børstet. Farmors Sjal og Farfars Kravebryst blev taget op af Klædeskisten. Sko og Støvler blev pudsede. Klæderne de havde, var de samme der for År tilbage, havde fungeret som deres Bryllupsklæder. Gode Ting havde de anskaffet sig dengang, for mere end halvtreds år siden. Lavendelblomstens Duft i Skab, Kommode og Klædeskiste, havde beskyttet Tøjet for Ødelæggelse af Møl og andet Småkravl. Efter nogle Strøg med Klædebørsten blev det som Nyt. Festen begyndte med Fællessang, selv om det var småt med Sangstemme hos Farmor og Farfar, vel også hos visse andre, så var det dog skønt at nynne med på de gamle Fødelandssange. Præsten og Degnen holdt Taler, mest om hvad der var kommen af Nyt på Egnen, men da også om det der havde været da Farmor og Farfar var unge. De sad ved de dækkede Kaffeborde. Da de havde hørt Talerne, kom der Kaffe på Bordet. Der var Overflod af Bagværk at tage af, og der var ingen Måde med hvor mange Kopper Kaffe man kunne få hældt op. Farmor havde været umådelig tilpas med den Fest. En endnu større Fornøjelse for hende havde det været, at sidde i Bilen og så bare lade den køre. Fra den
Tid søgte Farmor enhver Lejlighed til, at få skikket Bud til Laursen, at han skulle komme med Bilen. Nu ville hun besøge Familie og Bekendte. Snart nævnte hun ikke Lillebilchaufføren ved Navn, men sagde højtideligt min Privatchauffør. Når Farmor kørte i Bil havde hun Plads på Forsædet, ved Siden af Chaufføren, så kunne Farfar sidde på Bagsædet. Sørgede man for, at være på Pletten før Farmor havde givet Ordre til Afgang, kunne man køre med det lille Stykke Vej der var til Baneleddet. Her sprang man ud, åbnede begge Led, idet man overbeviste sig om, at ikke noget Tog eller noget andet kørende var i Sigte. Var Banen fri, vinkede man til Laursen som Signal til han kunne køre igennem.Efter at man havde nydt den korte Luksusrejse fik man rørt Benene ved at returnere til Fods. Naturligvis efter, at have lukket Leddene forsvarligt.
Jeg har ikke ført noget egentlig Regnskab, men jeg mener Bror Karl tog de fleste Chancer. Han kunne også referere noget af de Samtaler, der førtes under Kørselen. Han mente Farmor havde sin egen Mening om hvordan en Bil fungerede. En Dag han havde været med, havde Laursen manøvreret temmelig meget med Gearskifte og Håndbremse. Dette havde givet Farmor tilskyndelse til at kalde Laursen til Orden ved at sige: „Pas do no di Kyring, så ska à si etter, hva do hår tavt djernie.“ Jeg tror i Farmors Øjne var Bilens Rat, at betragte som en Tømme. Her var noget hun kendte noget til. Havde man et Par kåde Heste spændt for Vognen, gjaldt det om at holde godt fast i Tømmen. Det skulle være Kusken og ikke Hestene der bestemte, hvor og hvordan Vognen skulle køre. Var det mon ikke det samme med en Bil? Aldrig nogensinde, havde nogen fået hende til at køre med Tog. Disse mange Vogne der slingrede, hen ad nogle smalle Skinner og med denne, hvæsende og spruttende Ildhest spændt for, det så så usikkert ud og gjorde hende bange. At køre Bil var noget så pragtfuldt, det gik så stille og roligt ad de kendte Veje og alligevel med en Fart af op til, halvtredsindstyve Kilometer pr. Time, sagde hendes Privatchauffør. Den bette Skomager i det nedre Sejs, var nu en ældre Mand. Hen og Hjem og hen og Hjem, havde han alle Hverdage vandret til Fods, for at flikke og forsåle i en Skotøjshandel i Silkeborg. Også han var stundom, at træffe ved de Ældres Fester i Forsamlingshuset. Så kunne han se hen på Farmors Skaftestøvler og spørge hende, om hun huskede da hun skulle bruge Støvlerne til Barnedåben. Det havde været en Fornøjelse for ham, at han alligevel, kom til at gøre Støvlerne i Stand og håbede de var gode i Brug. Jo! Farmor var helt tilfreds og havde ikke andet Udgangsfodtøj nødig. Til daglig brugte hun hendes solide Træsko. Barnedåben var gået godt endda.