Farmors Søster Karen var kommet til Års og blev efterhånden,
fritaget for hendes vanlige Pligter. Jeg tror ikke, Farmor var i Besiddelse af noget Billede, der kunne sige os, hvorledes Karen havde set ud som yngre. Jeg husker Karen som en meget gammel Dame, klædt i en sort Kjole og med mørkeblåt Forklæde med Smæk og et lige så blåt Hovedklæde, bundet under Hagen med en solid Knude. Karens Ordforråd strakte ikke langt, derimod forstod hun ret godt hvad der blev sagt til hende. Enkelte Begreber havde hun, på en eller anden Måde, fået ind i Hukommelsen, nogle fejlagtige, andre rigtige, f.eks. at Klokken til enhver Tid var ti. Legede vi lidt med Lysflammen på Lampen, når man skulle tænde eller slukke, advarede Karen med Ordene: „Bette pesser“. En kendt Advarsel til Børn, der legede med tændte Lys og flammende Ild. Lige siden Karen dengang, som toårig faldt fra Skrædderbordet, havde hun vel levet i en Verden der kun var hendes egen. Lidt Smånytte kunne hun gøre og nogle få Pligter havde hun at gøre, jeg husker, skulle Middagen være med Kartofler, var det Karens Arbejde at pille Kartoflerne, ikke bare til hende selv, men også til alle vi andre. At fodre Grisene kunne til nøds overlades til Karen.
Jeg glemmer ikke Synet af Karen den Dag hun havde hittet Dåsen med Ovnsværte. Vel nok med den bedste Hensigt, var hun i et upåagtet Øjeblik gået i Gang med, at pudse og polere Farmors Komfur. Rent tilfældigt blev Karen afbrudt i Arbejdet med Forskønnelseskuren, vores Mor kom i et Ærinde i Farmors Køkken. Det var ikke let at afgøre, hvem der var mest sort – Karen eller Komfuret.
Til at karte den Uld Farmor spandt til Garn var Karen rigtig dygtig, sagde Farmor. Så var der Trillebøren med Mælkespanden, eller Transportspanden Som den hed med et finere Ord, der skulle køres til Landevejen med Aften- og Morgenmælken, hver Morgen og hentes Hjem igen om Eftermiddagen med Skummetmælken. Mælkekusken stillede Spanden og mulige indkøbte Købmandsvarer, på det faste Sted ved Vejen, når han kørte tilbage fra Mejeriet i Silkeborg. Det havde i mange År været Karens Bestilling at køre med Mælkespanden. Vi havde nu vort Hjem på Husmandsstedets Jord. Mad til os alle, også til
Farfar, Farmor og Karen, skulle fremover laves af vor Mor i vort Køkken, den af os der var Køkkenet nærmest når Maden var færdig hjalp Mor med, at bære Mad til de tre, så de kunne spise i de vante Omgivelser. De skulle gerne have Maden så varm som mulig og fik altid først. Ligesom meget Staldarbejde blev lagt i vore Hænder, skulle vi på Skift køre med Mælkespanden. Karen gav ikke Mælkekørselen fra sig uden Protest, men nu skulle dem Knejt køre, sagde Farmor – og så var den Sag afgjort. Jeg vil tro Turen med Trillebør og Mælkespand til det nedre Sejs, havde givet Karen en Fornemmelse af den Verden der var udenfor Husmandsstedet. Jeg tror ikke Karen nogensinde kom udensogns. Kørevejen fra Landevejen og videre gennem Jernbaneleddet var en ret bred tosporet Sandvej.
Havde man passeret Leddet, førte Vejen ligefrem over Mose og Hede og op ad Bakke til de to Steder ved Sindbjerg. Fra Leddet og i vestlig Retning, førte en Markvej til Husmandsstedet. Det var således ad Markvejen og ad Kørevejen, mellem Led og Landevej, Trillebøren med Mælkespanden skulle køres to Gange daglig. En Køretur på henved tre Kilometer ialt. Kørevejen til os og til Sindbjerg krydsede Landevejen og en lige så bred tosporet Vej førte til det nedre Sejs og ned til Sejssnævringen. I det første Hus, der lå ved denne Vej, boede Oes-Anders. Hvornår og hvordan Anders havde fået dette Kendenavn, har jeg ikke noget Svar på. Det er sikkert og vist, fra Anderses Skorsten steg der så godt som altid en pulsende sort Røg til Vejrs. Udsigten fra Anderses Stuevinduer gik over Vejen og ud over Havmosen. Havmosen blev den kaldt, endskønt der var langt til noget Hav, men der var ikke langt fra Anders til Mosen.
Mosen stod altid med Vand. Tørveskæret var ikke så dårligt, men det kneb nok med Liggeplads til Tørring. Det er tænkeligt Anders har fyret med Klyner fra Mosen og har ikke ladet dem være til de var helt tørre. Længere nede efter Snævringen boede i et lille Hus den bette Skomager, med sin Kone der var Svensker og hed Ulrika. Helt nede ved Snævringen var der også et lille Hus, - her boede Kai Huens. Gik man ad Landevejen, fra det Sted hvor Kørevejen krydsede Landevejen, var der på det sydøstlige Hjørne et langt Bindingsværkshus, husker jeg ret var det efter hvad Farmor fortalte, her Løvstine boede da Stine bød Karen ind på Æbleskiver. Foran Løvstines Hus, var det Mælkespanden, som Karen kørte med, havde fast Stadeplads. Et ret stort Lerfad havde Stine fyldt op med nybagte Æbleskiver, her skulle der være rigeligt til flere af de „Smo Svoet“, mente Stine. Da Stine så Karen ved Spanden
bød hun hende ind så hun kunne smage en Skive eller to. Karen satte sig på Stolen ved Bordet i Stines Frammers, det var hun ikke ukendt med. Stine skubbede Æbleskivefadet hen foran Karen i den gode Mening, Karen kunne tage et Par Stykker. Imidlertid, var der noget Stine skulle udendørs. Måske har Stines Ærinde derude varet en Tid mere end hun selv havde tænkt, – en eller anden kunne have tøjet hende. Da hun åbnede Frammersdøren for at gå ind så hun til sin Skræk, Karen sidde mæt og glad med det tomme Lerfad foran sig. Nå! men sket var sket. Ved den sene Hjemkomst med Trillebør og Mælkespand, var det alligevel blevet Karen for meget, der gik en Tid før Karen kunne spise Æbleskiver igen, sagde Farmor.
Joe! de var flinke og gode Mennesker Folkene dernede i det nedre Sejs. En Bit længere ad Landevejen, på samme Side, var der et Bindingsværkshus af Størrelse som de tre førstnævnte, her boede den stovte Skovarbejder „Karl Svensker“, der var svensk og født i Sverrig, hos ham boede en Datter der hed Jensine. „Karl Svensker“, var sine nær to Meter høj og bar et stort Fuldskæg, han arbejdede i Nordskoven til han fyldte 80, efter „Karl Svenskers“ død År 1926 købte vores Morfar Huset og kaldte det „Karls Minde“. Længere ude ad Landevejen havde Maren og Jens Overgård et Husmandssted. Når der var Valg foregik det i Sejs Forsamlingshus. Ved et Valg skete det, at Maren med eller imod sin Vilje, ikke var mødt op. Da hun stadig ikke viste sig sendte man Bud efter hende og så kom hun. I det nedre Sejs, blandt disse Mennesker, kunne Karen særdeles godt finde omkring, overalt mødte hun Venlighed der udmøntede sig i en eller anden Godbid og Karen havde en god Appetit, som man faktisk kunne beundre. Skønsmæssigt vil jeg mene den var bedre end min. Det var forståeligt Karen meget nødig gav Slip på Mælkekørselen og nu skulle sådan nogle „Åginokker“ Som os overtage den, men sådan blev det altså.
Karen var et glad Menneske. Små Ting kunne glæde hende meget. Gav vi hende nogle af vore, godt brugte, Ugeblade eller Julehæfter, strålede hun af Glæde. Jul med Juletræ og Nytår med Knald og Halløj, havde Karen ellers ikke kendt til. Med Farfars, Farmors og Karens Tilstedeværelse blev Hyggen og Festligheden større. Vore Bedsteforældre kunne fortælle om Julefest i deres Barndom og Ungdom, hvordan det gik til i Julestuerne og Nytåret, når man slog Potter for Dar-er og skød med skarpt. Fars Standard Nytårsspøg, bestod i en ubemærket Anbringelse af det store Vækkeur under Spisestuebordet. Uret var indstillet på Alarm, så det efter alle Solemærker at dømme ville ringe midt under
Spisningen. Hvert Nytår, Nytårsaften var denne Spøg gentaget, når Uret kimede gav det et lille Chok til os alle, vist også til Far. Efter at Farfar, Farmor og Karen var med, havde Spøgen en forhøjet Effekt. De „Tre“ og især Karen, fik ikke bare et lille Chok, men et stort. Noget Vækkeur havde man aldrig haft Brug for i Husmandshuset, her vågnede man ved Fuglesang og Fuglekvidder. Når Uroen blev voldsom fra Dyrene i Nøset, var Tiden inde til, at forlade Sengens Lune. Den gamle amerikaner Klok slog ganske vist sine troskyldige Timeslag Dagen igennem, men som Dagen led, havde man en bedre Føling med Tidens Gang ved skønsomt, at iagttage Lyset over den Himmel man altid gik under.
Karen nærmede sig i Alder de 83 År, en Vinterdag måtte hun til sengs. Det sad hårdt for det gamle Bryst, det kneb med Vejrtrækningen. Kamfer- og Hofmandsdråberne gav ikke nogen nævneværdig Lindring. Den daglige Skefuld Kina-de-kogt, syntes heller ikke at bedre på Ondet. Ikke mange Sygedage havde Karen haft i sit Liv, nu måtte Doktoren tilkaldes. Den gamle alvorsfulde Doktor Dichmeis kom og undersøgte Karen. Den samme Doktor, havde igennem Årene, hjulpet os igennem forskellige Lidelser der havde plaget, så den ene og så den anden af os. Nu så han på Karen og det alvorlige Ansigt blev endnu mere alvorligt, idet han sagde: „Her kan ikke ventes nogen Bedring“. Karen havde det meste af sit Liv, vandret ad de af hende, så kendte Veje i Nærheden af Husmandsstedet. Jeg tror ikke det faldt hende i Tankerne, at gå på Opdagelse i andre Egne end de der var hendes. At Karen ikke var Kirkegænger er forståeligt. Nu måtte Kirken komme til hende. En Søndag Eftermiddag kom Pastor Kristiansen fra Linå Kirke cyklende, og steg af Cyklen ved vor Dør. som Bagage havde han den sorte Trækasse der indeholdt Altersæt, Alterbrød og Vin. Iført Kjole og Krave gik han ind til Karen og gav hende den sidste Nadver. Jeg husker Pastor Kristiansen efter Handlingen kom til Sæde i den fine Stue, her sad han i den amerikanske Gyngestol og vippede og ventede på Kaffe, endnu iført Kjole og Krave. Jeg beundrede Pastorens sorte, blankpudsede, spidssnudede Sko. Ganske let, lod han Skosnuderne støde an mod det blank-ferniserede Gulv, for at holde Stolen i Sving. Det blev ikke noget langt Sengeleje for Karen. Vinteren havde endnu ikke sluppet sit Tag. Frost i Jorden og lidt Fygesne hen over var der den Dag Karen lukkede sine Øjne for stedse.
Snedkeren kom med den brune egetræesmalede Kiste, Karen blev lagt i Kisten og båret ud i Laden. Først skulle de tilforordnede Ligsynsmænd komme og se Ligpletterne, om alt efter Ligfaldet var som det skulle være, herefter skulle Karen stå i Kiste i Laden i elleve Dage. I Løbet af de elleve Dage kom Naboer og Venner med Kranse. Disse Dage, blev travle Dage for os Drenge, der kom mange Kranse.
For hver en Krans der kom, slog vi et af Farfars gode Søm i Tagremmen og hængte Kransen på Sømmet. De fleste der kom med Kranse, ville se Karen som et sidste Farvel. Under Farmors Tilsyn, fjernede vi Drenge de seks Skruer der holdt Kistelåget på Plads og løftede Låget af Kisten. Det mishagede Farmor, at Karen lå med åben Mund. Hun forsøgte den ene Gang efter den anden at bringe Karens Underkæbe i mere normal Stilling ved, at klemme Husmandsstedets tykke Salmebog ind under Karens Hage. Nogle så kun et Øjeblik på den døde Karen, andre længe, så såre de var ude af Ladedøren, lagde vi Låget på Kisten og skruede Skruerne i. Efter de elleve Dage skulle Karen synges ud og Kisten med Karen køres til Linå Kirke. Et lille Bord fra Husmandsstedets Stue, blev båret i Laden og stillet ved Karens Hovedende og Lysestagen fra Farmors Kommode, fik nye hvide Lys og blev stillet ud på Bordet. Bette Jakob havde beredvilligt tilbudt, at køre Karen til Kirken i Linå. En Tid over Middag kom han med Fjedervognen forspændt sine to raske Russerheste. Ret så snart herefter, så jeg vor Degn nærme sig på Cykle. Der havde samlet sig en Skare af Naboer og Venner. Af nære Slægtninge på Karens Side var der Broder Søren fra Århus og Søster Nielssigne fra Sindbjerg. Foruden Farmor, var det hvem der nu var tilbage af Søskendeflokken. Da jeg så Degnen komme gik jeg i Skjul bag Asketræets tykke Stamme. Fra mit Halvskjul kunne jeg se, ikke „Alle“ kunne finde Ståplads i Laden. Nogle stod foran den åbne Dør. De kunne følge Salmesangen og ligesom jeg høre hvad der blev læst. Russerhestene skrabte utålmodige i den frosne Jord. Jeg tænkte hvis det var en rask Løbetur de ventede sig, ventede de forgæves. Da Kisten kom på Vognen og Jakob sad på Bukken måtte han holde igen på Hestene. Den lange Tur til Linå skulle foregå i et langsomt Tempo så selv de „Småt-gående“ kunne følge. Heste, Vogn og Følge satte sig i Bevægelse. Jeg gik frem fra mit Skjul og så Sørgetoget. Jeg følte der, derude på Vejen, forsvandt noget fra min Tilværelse, et kært Menneske drog bort. Farfar var fulgt med, siddende på Vognen ved Jakobs Side. Farmor mente hun var for gammel og svagelig til at følge. Først nu, så jeg Tårer i Farmors Øjne. Jeg vidste, hun græd en stille Gråd, fordi også hun følte, hun havde mistet noget hun nu måtte savne.