Havearbejde og Pæretyve

Den lille Baghave der hørte til Remstrupvej Nr. 13, dyrkede vi som Nyttehave. Jeg husker ikke om jeg nogensinde, har set en Blomst i vor Have på Remstrupvej. Ja! - naturligvis, var der mælkebøtter og andre Ukrudsblomster. Foruden Haven derhjemme, havde vi en Kolonihave. Kolonihaven var heller ikke stor. Det var en af de haver, hvis Jord gik ind mod Hegnet om Sanatoriet. Også den blev dyrket som Nyttehave. Økonomisk betød det en hel Del, om man kunne dyrke Familiens Forbrug af Grønsager i egen Have. Hvad der blev sparet var tjent. Frugttræer var der ikke i nogen af Haverne, som vi var Ejere af. I Skellet, mellem os og vor Nabo på Remstrupvej, stod der en stor Hyld og af Hyldebær var der hvert År så mange, at der var rigeligt til både Nabo og til os. Når Kartofler, Gulerødder, Rødbeder, Løg og hvad andet, der var groet op og var anvendelig til Maden. Når alt dette, var taget op og bragt i Hus, måtte vi Drenge bruge Haven som Legeplads. Som Mor sagde: Det ville hun hellere end det, at vi legede på Gaden. Vore Kammerater fulgte os, så vi kunne til Tider være en halv Snes Drenge der rodede deroppe. Vi gravede Skyttegrave, Brønde og fyldte Vand deri og gravede Kanaler. Med nogle Bræddestumper slog vi Bro over Kanalen. En Jordhule med Tag over, var det højeste vi forsøgte i Bygningskunst. Mor kom op til os engang imellem for at Kontrollere. Vi måtte ikke grave for dybe Huller, sagde hun. Vi kunne alligevel ikke grave helt ned til Kineserne. Vi havde godt nok fået fortalt, Kineserne boede på den anden Side af Jorden. Den Historie troede vi nu ikke for Alvor på. Var det sådan, at Kineserne gik omme på den anden Side af Jorden, ville de selvfølgelig falde ned. Nu! da jeg er blevet en gammel Mand, forstår jeg vor Mor var bange for, Jorden skulle skride sammen om os, når vi var nede i Hullerne. Mange af vore Huller var ret dybe. Vi skulle gerne ned til Gruset. Gruset var ikke lige under Jordoverfladen, kom vi først ned til Gruset, var det let at grave. I Fantasien gravede vi ikke mere i en have på Remstrupsvej, vi gravede efter Guld i Kong Salomons Miner. Så længe der var noget der groede i Haven, havde vi små Pligter, at udføre der. Som for Eksempel, at skuffe og rive Havegangen. Til visse Tider skulle der vandes. Når Løg og Kartofler var taget op, skulle vi sørge for Sorteringen og bære i Hus. Vi spiste meget Bøf. Bøf med Løg og brun Sovs var Hovedretten, jeg vil ikke sige hver Søndag, men så hveranden, Året igennem. En Bøf lavet af Hestekød smagte os bedst. Hestekød var, så vidt jeg husker, det billigste Kød man kunne købe dengang. Til de mange Bøf skulle vi bruge mange Løg, derfor havde vi rigtig mange Løg i Haven. Når de grønne Løgtoppe begyndte at visne ned, blev Løgene taget op og lagt til Tørring derude i haven, med nogle Sække eller Aviser som Underlag. Tørringsprocessen lod vi Solen og vinden tage sig af. Dersom Sol og Vind anstrengte sig en Smule, kunne Løgene være tilpas tørre i Løbet af et Par Dage og så skulle vi Drenge i Gang. Hvert eneste Løg skulle vi tage i Hænderne, lige meget om det var stort eller lille, og så med Fingrene, pille Løgene rene. De brune Dækblade måtte vi ikke ødelægge eller fjerne, de skulle blive siddende for, at holde på Løgsaften til Løget skulle bruges. Med andre Ord: Først skulle Løgene tørre, herefter måtte de ikke blive tørre. Som vi sad der i Solskinnet og pillede, faldt det mig ind det faktisk var et kedeligt Arbejde, i sådant et Vejr som det var. Der var så mange andre Ting jeg havde udtænkt mig jeg skulle gøre, for Eksempel nu med at få det Skib snittet færdig jeg var begyndt med i går. Byrialdsen boede henne i Nr. 17. Byrialdsen hed Byriel Jensen, men vi fandt det mere bekvemt at sige Byrialdsen. Byrialdsen og hans Kone var gamle Mennesker, de havde haft en Gård på Landet. Så havde de givet deres Søn Gården og var selv flyttet her til Remstrupvej. Sønnen hed også Byrialdsen og var Folketingsmand. Det gjorde, at man betragtede de to gamle Byrialdsens med Ærbødighed, de var dog Forældre til Folketingsmanden. Mor gik sommetider et Smut ind til Fru Byrialdsen. Hun var en klog Kone, sagde Mor. Mange Erfaringer havde Fru Byrialdsen taget med derude fra Landet. Mor hentede adskillige gode Råd hos hende og der var ikke noget, fru Byrialdsen ikke vidste Råd for. Byrialdsen stod ikke tilbage for sin Kone, han havde taget en Hest med derude fra Landet. En rigtig levende Hest på fire Ben. Islænder kaldte man sådan en. Han havde været vant til noget større på Gården. Nu måtte han på sine Gammelmandsdage nøjes med, at pusle med denne lille Islænder. Den var da heller ikke ret stor, den kunne gå ud og ind ad alle Døre i Huset om så skulle være, større var den ikke. Islænderen fik faktisk Lov til at gå omkring som den ville. Som for alle andre Mennesker, var det Fru Byrialdsens Fødselsdag en gang om Året. Så skete det, det År, hendes Fødselsdag var blevet rund. Fordi den var blevet rund, ville Mor gå et Smut derhen, måske ville hun også drikke Kaffe derhenne. Alt hvad Mor havde forklaret mig om det, havde jeg hørt, og som sagt, sagde hun: „Du er den Store, du kan nok passe Bror Karl så længe“, og som sagt, gik hun hen i Nr. 17. Døren var vel lige smækket i efter Mor, så skulle Bror Karl på Potten. Det var ikke det store Problem, vi havde Potten i Huset under Mors Seng. Bror Karl satte sig og sad længe. Omsider meldte han fær- dig. At det ikke passede mig slet så godt kunne han ikke vide, jeg var lige begyndt at lægge Tag på et Slot, som jeg havde tegnet på siden Mor gik. Men altså! Bror Karl måtte altså have Tøjet på igen. Bror Karl troede nok han selv hjalp godt til. Han tav ikke med hele Tiden, at sige til mig hvordan Mor plejede at gøre. Det kunne alligevel ikke lykkes for mig. Om det nu var på Grund af de mange Hentydninger fra Bror Karl, eller fordi jeg var for fumlefingeret, gik det Hele, - Strømpebånd, Livstykke, Bukser og Trøjer i Filevaus.

Som Tiderne var dengang var det forbudt ved Lov, at gå uanstændigt klædt på offentlig Vej og Gade. Jeg kendte selvfølgelig ikke noget til, hvad der skreven var i Loven. Jeg havde ingen Skruppler ved, at tage Bror Karl med ud af Huset og med ham, med Bukserne om Hælene, vandrede vi Hånd i Hånd hen mod Nr. 17. Langsomt og varsomt gik det hen ad Gaden, men det gik. Vi nåede endda helt ubemærket ind til Kaffebordet, hvor alle Gæsterne og Folketingsmanden sad ved Kaffen. Da vi stod i Fru Byrialdsens Stue stansede Kaffesnakken. Mor så os med det samme og hun fik hurtigt Bror Karls Tøj på Plads. Så kunne vi godt gå Hjem igen, men vi fik ingen Kage som ellers. Lidt efter kom Mor, men jeg fik ingen Ros. „Du er snart fem År, og så kunne du ikke passe Lillebror det lille Øjeblik“, sagde Mor. Jeg forstod meget vel, vores An kom st i Fru Byrialdsens Stue, var blevet Årsag til et uvel kom ment Afbræk i Selskabeligheden. Altså, hvad gør man ikke - og hvad gør man. Da jeg senere en Sensommerdag sad i Løgbunken og pillede Løg, gjorde jeg noget af den Slags man altid fortryder bagefter. Jeg var blevet så arrig ved Pilleriet, jeg tog et Løg, et stort og godt Løg og kylede det over i Byrialdsens Have. Jeg troer ikke Ligusterhækkene var opfundet dengang, man så kun Stakitter og Trådhegn i Haveskellene. Hos os var der Stakitter om hele Haven. Naboernes Haver var også indrammede med ret lave Stakitter. Husker jeg ikke helt galt var Standardhøjdemalet firs Tommer. Jeg kunne ganske nøje følge Iøgets Bane i Luften og så, nedfaldet fandt Sted under Byrialdsens Pæretræer Jeg tænkte ikke på, at nogen som helst havde set Løgets Flugt over de to Stakitter. Imidlertid havde Mor stillet sig op ved Køkkenbordet, hvor hun æltede løs på en Dejklump til Hvedebrød. Netop i det Øjeblik mit Skud gik af, havde hun løftet Øjnene fra Dejklumpen og kikket ud af Køkkenvinduet. Ingen Tvivl om det. Sådan var det gået til. Jeg så hun kom op ad Havegangen og da hun kom og hev mig i Armen, havde hun endnu lidt Dej på Fingerne. Nu blev jeg fritaget for Løgpilleriet, men på en Måde som jeg ikke syntes om. „Nu kan du komme ind og sidde i Soveværelset, - og du slipper ikke ud, før Far kom mer hjem“, sagde hun. „Bagefter kan du gå hen til Byrialdsen og spørge om du må hente Løget, som du smed over i hans Have“. Mor havde talt og afsagt Dommen. Som Regel var det Mor der straffede. Forklaringen var vel den, vi var i Mors Nærhed Dagen lang. Far var træt når han kom Hjem og havde slået på Jern i otte Timer. Mor kunne godt knalde en hurtig Lussing, men det hørte til Sjældenhederne. Det havde aldrig været nødvendigt at slå, hørte jeg vore Forældre sige, da vi var vokset op og var flyvefærdige. Inderst inde troer jeg vi havde det sådan, vi ville nødig gøre vore Forældre kede af det. Små Uoverensstemmelser indtraf, men fik ikke lov til at bide sig fast. Solen fik ikke Lov til, at gå ned over Vreden. Mor var selv opdraget til at følge Lov og Orden. At det også skulle gælde i hendes Hus og så fjernt som til Verdens Ende, var hendes oprigtige Ønske. Var man med Mor i Byen, kunne det hænde vi rent tilfældigt, ramlede ind i et Drengeslagsmål. Sædvanligvis var det en stor Dreng der tævede løs på en mindre Dreng. Her kunne Mor ikke styre sin retfærdige harme, hun sprang til, gav Drengene et Par hurtige Klaps så de skiltes og stak af hver sin Vej. Foreløbig sad jeg i Skygge i soveværelset og filosoferede. Her var ikke Jerngitter for Vinduerne, det ville ikke være vanskeligt at flygte, men hvor skulle jeg flygte hen. Jeg havde lavet en Dumhed, det vidste jeg godt, jeg måtte tage Straffen. Tanken om, at Byrialdsen skulle have en Undskyldning pinte mig noget. Jeg havde hørt noget om, at Straffefanger i et rigtigt Fængsel afleder Tankerne fra deres dårlige Samvittighed ved, at tælle de Stjerner de kan se mellem de Gittre der sidder for de små Fængselsvinduer, men her var som sagt intet Gitter og ingen Stjerner at se. Jeg lod mine Øjne gå Soveværelset en Omgang rundt, om jeg kunne se et eller andet, som jeg kunne lade mine Tanker beskæftige sig med. Jo, der var Sengetæpperne. De hæklede Sengetæpper, der lå pænt på de opredte Senge var hæklede med et smukt mønster og i Virkeligheden, var det forskellige Huller der dannede Mønsteret. Mors Syklub, havde hæklet Sengetæpper på den Måde alle hæklede små Lapper, som til sidst blev hæklet sammen til Tæpper. Jo større Tæpper des flere Lapper. De Sengetæpper vi havde så pyntelige ud som de lå der på Sengene. I vore Sengetæpper var der runde Huller, firkantede og ovale, ja alle Slags Huller. Hullerne i Tæpperne var faktisk det der pyntede. Ellers var Huller på Strømper, Bluser og på hvad man ellers havde af Tøj, ikke pyntelige. Jeg gav mig nu i Lag med at tælle Hullerne. De runde for sig, så de firkantede og så videre. Hullerne i et Sengetæppe kunne vel være lige så godt som Stjerner på Himmelen. Jeg talte Sengetæppehuller længe, men efterhånden kunne jeg simpelthen ikke holde Styr på, hvor mange Huller af forskellig Slags jeg havde talt, så jeg opgav at tælle og faldt hen i mine bedrøvelige Tanker, der mest drejede sig om Byrialdsen og om hvordan jeg mon, ville blive modtaget der. I det samme kom jeg i Tanke om Byrialdsens Pærer, en Del af dem, var nok ved at være modne nu. Jeg havde hørt sige af mine Kammerater, der var stjålet Pærer derhenne. At Byrialdsen mistænkte vi Drenge i Gaden, ja selv de aller mindste, til de spæde der lå i Vuggen, for at være Pæretyve. Så han var nok ikke så god, at komme i Nærheden af for Tiden. Med et blev jeg revet ud af min Tankegang, jeg hørte den kendte Lyd af Fars Træskotramp derude på Fortovsfliserne, og det varede heller ikke så længe, førend Døren blev åbnet og Far kom ind. Nu måtte jeg fortælle Far hele Historien med Løget og jeg måtte for Fremtiden love, at passe det Arbejde Mor satte mig til, - „og så lader du være med at lave Unoder“, sagde Far og tilføjede: „Når du har spist går du hen til Byrialdsen, som Mor har sagt“. Nogen egentlig Lettelse ved at være sluppet ud af Fængselet følte jeg ikke. Jeg følte heller ikke nogen Trang til Mad. Jeg satte mig ved Bordet og spiste et Par Stykker Smørrebrød, sagde hurtigt Tak for Mad og listede stille ud. Da jeg kom hen i Gården til Nr. 17, stod Byrialdsen der og savede Brænde. Først da jeg var gået et Par Gange i Ring om ham, hans Savbuk og hans Brændebunke, blev han klar over der var kommet en Fremmed i Gården. Han lod Saven hvile og jeg forsøgte mig med et høfligt God-Dag. Man kunne ikke kalde Byrialdsen for en døv Mand, men en Mand der hørte dårligt. Da jeg vidste

Byrialdsens Hørelse var dårlig, gav jeg min Forklaring om Løget, ved Brug af min højrehånds Pegefinger og diverse små og større Håndbevægelser. Byrialdsen hørte på min Tale med stram Mund, efterhånden blev han også skulende i Blikket. Nu og da mumlede han enkelte Ord og snart så mange så det blev mig klart, han anså mig for, at være en bekendende Pæretyv, der var kommet for at tilstå. Det slog mig jeg måtte sige noget der kunne få ham til at forstå, så jeg bad højt og tydeligt om jeg måtte få Lov til, at lede efter et af vores Løg oppe i hans Have. Nu forstod han hvad jeg sagde, blot forstod han ikke, at et af vore Løg kunne være i hans Have. Ligemeget, Byrialdsen lagde Saven fra sig og fulgte med mig op i Haven. Familie Journalens Tegneserie med Villy og Onkel Hans, havde jeg studeret grundig, når vi besøgte Morfar og Mormor i Ivershave. Derude havde de Bunker af Ugeblade. Ugebladet Hjemmet havde de også, og deri var vore gode Venner Knold og Tot, Rasmine og Gyldenspjæt. På Billederne i Familie Journalen så man, hvordan Villy og den kære Onkel Hans masede for, at komme igennem Urskoven i Afrika. Jeg havde ikke forestillet mig der kunne være nogen Urskov i Danmark, men her i Byrialdsens Have, groede der et godt Stykke Urskov. Æble og Pæretræer stod tæt med knudrede grene, der rakte fra Træ til Træ. Ind imellem Træernes Stammer voksede der alenhøjt Græs. Et Utal af nedfalne Grene lå der på Kryds og tværs og op imellem det hele stak der helt vilde, sammen med ikke helt vilde, Blomster op igennem det urgamle Græs. Jeg trængte ind i Urskoven. Byrialdsen blev i Udkanten. Jeg havde taget Kending af hvor Løget efter dets Rumfart var slået ned, men en grundig Søgen på Stedet gav intet Resultat. En gammel Talemåde jeg havde hørt, kom mig i Hu: „Det er lige så svært, at finde en Synål i en Høstak“, som at finde et henkastet Løg i en Urskov. Byrialdsen stod på det samme Sted hvor jeg havde forladt ham. I Hånden havde han en stor Pære, der havde den Farve en Pære skal have for at være moden og spiselig. Den skulle jeg putte i Lommen, sagde han. Jeg takkede mange Gange og ville til at gå, men nu havde han noget at fortælle. Joe! Hvis jeg nogensinde skulle komme ud til Gården, som han havde haft, skulle jeg se Frugthave, Humlehave og Kålhave. På Stald havde han fire svære Heste, firssindstyve Høvder, desforuden et Hold Svin, en Flok Får og så var der Kræet, men det var nu Konen der regerede med det. Joe! han skulle ikke klage sig mere, nu var han Particulier og havde det godt. Det var rart at have lidt Jord, og lidt Træ til Brændsel, som han kunne stå og save og kløve i. Så havde han da også sin Hest. Når nu bare han kunne finde ud af, hvem der stjal hans Pære. Da jeg havde sagt Far-vel til Byrialdsen og gik hjemad fornam jeg det sådan, som Luften var blevet mildere at ånde i. Jo-vist! jeg havde gået gruelig meget igennem den Dag. Mor havde givet mig en Huskekage, som jeg sent skulle glemme. Endnu den Dag i Dag husker jeg det så tydeligt som det var i Går, den Sensommerdags Eftermiddag, da jeg kastede med Løg. Da jeg igen var hjemme, blev der ellers ikke, talt mere om den Sag. Var der ikke lige det med Pæretyven, havde der ikke været mere at fortælle om henne fra Nr. 17, men næste Dags meget tidlige Morgen blev Tyven fanget. Vi var end ikke vågnede af Morgensøvnen da vi blev vækkede af høje Råb: „Stop Tyven - Stop Tyven“. Fra Vinduet kunne vi se Byrialdsen, halvt påklædt, løbe op ad sin Havegang. På samme Tid så vi Pæretræerne ryste voldsomt. Skulle vi springe i Tøjet og løbe ham til Hjælp. Men nej! nu stansede Uroen og Byrialdsen kom frem, trækkende med Islænderen. Islænderen var Pæretyven. Efterdags stod den lille Islænder ved Spilbommen og var forsvarlig bundet, og den fik ikke sin vante Frihed i den Tid, der sad gode, saftige og spiselige Pærer i Byrialdsens Pæretræer.