På Jernbanevej lod Fabrikanterne Zeuthen og Larsen bygge en
Fabriksbygning for, at skaffe Plads for deres og da også, vores Fars Virksomhed. Fabriken skulle også, på det nye Sted, hedde Silkeborg Maskinfabrik. I den Tid Byggeriet stod på, gik vore Søndagsture med Far, ofte ad Jernbanevej. Far ville gerne følge med i Arbejdet af det store Bygningskompleks, jeg troer han med Forventning så hen til den Dag, han kunne gøre Ild op på det nye Ildsted. Jeg troer vi fulgte Arbejdet, fra det første Spadestik blev taget, til den sidste Tagsten var lagt på Plads. Det lod sig naturligvis ikke gøre at opføre en Fabrik fra Dag til Dag. I den Tid Byggeriet stod på, havde vi bygget mindst 100 Fabrikker derhjemme, med vore Byggeklodser. Endelig kom Dagen da Far kunne nøjes med at gå til Jernbanevej i Stedet for til Vestergade. Den halve Vej - den halve Tid. Far var en betroet Mand på Fabriken og dygtig til de store Grovsmedearbejder. Det er hvad jeg har hørt flere sige. Jeg troer han alligevel havde en Drøm om, at blive egen Mester. En Kollega fra Fars unge Dage hed Hansen. Hansen var nu Smedemester i Laven. Hansen havde en Forhistorie. Jeg vil kort fortælle hvad jeg ved. Hvor mange Kærestefolk, har mon ikke grædt spandefulde Tårer. fordi de ikke måtte få hverandre. Hansen græd ikke, men Pigen græd. Hansen slog ikke, bare et stort Slag på Ambolten. Nej! I bare Galskab, løste han Billet til Amerika. Når han så var der ovre, kunne de alle have det så godt. En skønne Dag kom der Brev fra Amerika. Pigen læste Brevet og Kæresten skrev, Ville hun komme over til ham straks, skulle hun få, ikke bare en Guldklump, men mange. Hvad gør man når Kæresten står og vinker med en Guldklump, man pakker selvfølgelig en Kuffert i en Fart. Det gjorde Pigen. Og hvad så mere? Jo! Søndag Morgen tog hun sin Kåbe på. Idet hun lukker Døren og går ud, siger hun til Moderen: „Jeg går til Bageren efter Rundstykker“, det plejde hun at gøre hver Søndag Morgen. Rigtignok gik Pigen til Bageren, men her bad hun den flinke Bager hilse hendes Familie med den Besked, at hun netop nu tog Båden til Amerika. Velsagtens, har hun taget en Pose friske Rundstykker med til Kæresten, tænker jeg. Femten År skulle gå hen for dem i Amerika, men Guldklumper var vanskelige at skaffe, det så ud til de to kunne ende i Armod. De fandt det klogt, at vende tilbage til Danmark - som Mand og Kone. Det var så hvad de gjorde. Som det blev fortalt, havde Moderen kun disse Ord, at modtage Datteren med: „Do va rele læng om å hent di Rundstøkker“. Nu sad de altså, som Smedefolk i Laven. Hansen så gerne Far købte Smedien i Laven, for nu ville han igen over der til Amerika, men først se og siden handle. Det var vi alle enige om. Far, Mor og os Drenge, det måtte være os med vort Kendskab til slige Ting, der havde fået Forstand til at vurdere sådan noget. Vi måtte rejse til Laven. En dejlig Sommerdag i Høst, havde Far taget fri og vi fem stod på Perron to på Silkeborg Station og ventede Toget skulle komme. Til Oplysning for alle, der kunne læse stod der på en Tavle, skrevet med store Kridtbogstaver: „Toget er forsinket“. For at komme med netop det Tog, var vi mødt op i god Tid. Nu gik vi Drenge utålmodige omkring. Mor havde fundet sig til rette på en Bænk, hvor hun sad og slikkede Solskin. Ved den modsatte Side af Perronen, holdt der en Række Togvogne, mest Godsvogne, uden noget Lokomotiv. At lave Jernvanevogne hørte i høj Grad til Smedefaget. Nu gik Smeden, Fagmanden og kikkede Vognene efter i Sømmene. Fjedre, Buffer, Koblinger, alt blev kigget efter og vurderet, om det var godt fagligt Arbejde, eller om noget kunne bedømmes som middelgodt, eller som det rene Fusk. Ved nogle af Vognene tog Far Bovlerhatten af Hovedet, lavede en lille Knæbøjning, satte Hovedet så nær til Vognbunden han kunne og tog et Overblik af Vognenes bærende Dele. Som en Mor der kærtegner sit Barn på dets Kind, strøg han varsomt, med Højrehånden, hen over de grovsmedede Lasker. Vel nok uden Tanke for eventuelle Pletter, på hans bedste mørkeblå Cheviot.
Kun vi Drenge gik utålmodige omkring og bestilte ikke andet end, at vente. At toget skulle komme vest fra det vidste vi. Jeg havde i Tankerne, at finde ud af, om Toget var i Anmarch, ved at længe et Øre til en Sporskinne. Jeg havde hørt en Soldat, der stod Vagt, skulle lægge Øret til Jorden nu og da. På den manèr, kunne han vide om Fjenden nærmede sig, om Fjenden så var aldrig så mange Mil borte. Der var et Skilt ved Opgangen til Perronen. Ved at stave mig igennem, fik jeg Skriften tolket sådan, der stod: „Uvedkommende“, altså sådan en som mig, „forbydes at færdes på Sporet“. Der stod mere. „Overtrædelse straffes med Bøde“. Så stod der også: „Det er forbudt, at spytte på Perronen, straffes med to Kroner i Bøde“. At lægge et Øre til en Skinne, det gik nok heller ikke an. Endelig meldte det for Toget. Så godt kendte jeg til Togfart, når denne Mellemting af Klokke og Bjældeklang hørtes over Stationen og Loddet bag det høje Jerngitter raslede mod Jorden, vidste jeg dette var et Tegn, et Forvarsel om, det Tog vi ventede på, var nået til den Station, før den Station vi stod og ventede efter Tog på. Helt alene, på Perronen havde vi ikke været. En ældre Kone havde siddet på en Bænk og nørklet med et Strikketøj. Nu da Meldingen var kommet, rejste hun sig og begyndte en Eftersøgning af Garnnøglet, der som en anden Uvedkommende var rullet ned på Sporet. En ung Pige havde til Stadighed, holdt øje med En stor flad Papæske, hun havde stillet fra sig, støttet til en Lygtepæl. Det kunne være der i Æsken gemte sig en ny Kjole til Høstgildet. Nu tog hun forsigtigt Æsken, krammede Fingrene om Sejlgarnssnoren og stod med vi andre i Retstilling og ventede. Ovre fra Stationsbygningen, klappede Døren op og i nogle Gange. To ældre, Mand og Kone og Landbofolk så det ud til at være, kom op af den underjordiske Perronforbindelse. Efter dem fulgte en stor Dreng, bærende på en Violinkasse, antagelig med en Violin inden i. Trækvognen med Rejsegods og Banepakker, blev rullet over Sporene. Samme Vej kom Stationsforstanderen med Flaget under Armen. I samme nu begyndte Livet at fungere. Gråspurvene der havde siddet og hakket Smuler op, hidrørende fra utætte Madpakker, lettede i et Sus. Nu så man det rygende Lokomotiv nærme sig og nu standsede Toget, så samtlige Bremseklodser hvinede i forskellige Tonearter. Der var kun få Passagere i de fire Personvogne. Vi søgte og fandt en Kupé, hvor vi kunne være ene med os selv. Lokomotivet hvæsede og spruttede for, at få Spildedampen sluppet ud, alt imens det lille Læs Pakker og Kufferter blev skubbet ind i Postvognen. Da de få Rejsende der ville gæste Silkeborg, var steget ud og forsvundet i det underjordiske, foldede
Stationsforstanderen det grønne Flag ud og fløjtede Afgang. På Strækningen Silkeborg - Laven var der kun Svejbæk Station. Vi havde i det mindste god Plads, så langt som dertil. Toget satte sig i Bevægelse, først langsomt, men snart kørte det frem med god Fart. Over Jernbanebroen blev Broens Gitterværk og Ståldragere til et hastigt Flimmer for Øjnene. Vi Drenge sad som tre mekaniske Dukker og drejede vore Hoveder fra Side til Side, for om muligt, at fange et Glimt fra begge Sider, af alt hvad vi rullede forbi. Vi så Landskabet, Skovene, Søerne, Bakkerne, de grønne og de gule Marker.
Heste og Køer på Græs og ikke, at forglemme Folkene, der arbejdede med så det ene og så det andet og Børn der legede. Det var som at sidde og se på en stor Film, der blev rullet hen for Øjnene af os. Der var en Mangfoldighed at se efter, men ind imellem lyttede jeg til Hjulenes Rytme, der forplantede sig til Vognen. Velsagtens blev den til når Hjulene løb over Skinnesamlingerne. Det kom af sig selv, inden i mig, der kom Ord til Lyden: Surt Øllebrød - surt Øllebrød, uafbrudt. Sådan sang Hjulene i mine Ører, når jeg lyttede efter. Jeg ønskede vi kunne blive ved med at køre. Jeg ønskede Laven var en By i Rusland, eller et andet fjernt Sted på Kloden. Måske var det fordi Rejsefeberen havde siddet i os, da vi kørte igennem Nordskoven. Da vi kom ud af Skoven havde vi glemt, at se til venstre efter Farfar og Farmor, for at vinke til dem. Kun Mor havde ikke glemt dem, men hun havde ingen set ved Husmandsstedet. Hun mente deres Middagslur, endnu ikke var til Ende. Alt for snart var vi i Laven. Efter den herlige Køretur måtte vi til, at gå på egne Ben. Udfordringen lå foran os. Indvånerne i Laven kaldte Vejen Slangebakken. Jeg syntes jeg ville kalde den Smedebakken. For at komme til Smedien fra Laven Station, skulle man bestige, denne ret så stejle Bakke. Vi pustede meget ved Besværet. Det mildnede dog, at de store Vejtræers løvrige Kroner, gav os en skyggefuld Vej at vandre på. Da vi nåede op til Smedien, stod Smedemester Hansen i Porten. Smedien var fejet, alt var pænt og ryddeligt, sikkert nok i Anledning af vort Besøg. Far så hvad der var af Værktøj og Maskiner. Hansen gav sit Ord på, der var rigeligt at bestille for ham selv og en Svend og det, havde der været til Stadighed. På Smediens Pult lå Regnskabsbøgerne og der kunne Far se, hvad Virksomheden gav i Penge. Far var naturligvis optaget af at se og høre, vi andre gik omkring og snusede, her og der, ude og inde. En Bondemand kom kørende, han havde to Harver hos Smeden. Den ene var en svensk Harve, ligesom Farfars, den anden var en zigsak Harve. De to Harver havde fået Tænderne spidsede og Manden fik dem på Vognen og kørte igen. Nu var Klokken blevet mange, vi var nået til Kaffetid. Smeden bød os ikke på Kaffe, men bød os på en Tur i Smediens Have. I mine Øjne var Haven meget stor. Smedemester Hansen oplyste os om,
Den gamle Smedie
at denne Have her var ingen Ting, så skulle vi se Haverne i Amerika, de var virkelig store. Der var mange Blommetræer i Smediens Have, med Mængder af Blommer. Gule, røde, blå, ja endog nogle, der nærmest var grønne, men alligevel modne. Hansen plukkede nogle af de grønne og gav en til os hver. Det var vi glade for. Det var det eneste spiselige, vi fik på den lange Rejse. Vi gik hele Haven rundt og Hansen fortalte mere om Amerika. I de store Haver i Amerika, voksede der meget større Blommetræer end her og i de store Træer, kom der meget store Blommer. Husene var meget, meget store. Skyskrabere, kaldte man nogle af dem. Velsagtens for at fortælle noget der havde med Smedefaget at gøre, noget som vi havde bedst Forstand på. Når man pløjede derovre, var det ikke sådan med en enkelt Fure ad Gangen. Nej! der var Plove der havde op til tyve Plovskær. Der var Tærskeværker der var så store, som et mellem stort Hus i Danmark, men så blev de da også trukket med Damp. Joe! alt var stort og godt i Amerika. Så snart Far havde købt Smedien, med Haven, med Blommetræer og det hele, skulle Hansen hurtigt være i Amerika igen. Jeg tænkte mit. Så var det måske ikke helt forkert, det der stod i Bogen, med de to Drenge der ville flygte til Amerika. Det var sikkert rigtigt når der stod: „Med Sukkerkugler det hagler og sner, og det regner med Limonade“. Nu havde vi set det hele og vidste, hvad der var værd at vide. Herefter skulle der tænkes, forhandles - og måske - handles. Der dukkede et Spørgsmål op i mig, men jeg ville ikke stille det nu. Jeg ville spørge Far, også Mor. Mor skulle vel også bestemme, om ikke det var bedre, som jeg syntes, at købe en Smedie i Amerika, når nu alt var så stort og godt derovre. Det gik let for os, at komme ned af Bakken. Vi kom til Stationen i rette Tid. Ligesådan kom Toget til Laven i rette Tid. Da vi øjnede Stoubjerg stod vi på Vagt ved Kupèvinduet, nu ville vi vinke til Farfar og Farmor. Idet vi passerede så vi kun Farfar. Han stod ved Kjelden og hev Vand op. Som han stod, var han rygvendt mod os, vi kunne kun se hans bagerste Ende. Som de flinke Sønnesønner vi var, vinkede vi alligevel, alt hvad vi kunne. Lykkelige og vel hjemme igen var vi enige om, det havde været en dejlig Dag. Mor havde bare savnet en Kop Eftermiddagskaffe, den fik vi nu. noget sent, men ikke for sent. I Dag År 1990 er jeg i Stand til at kunne fortælle, Smedemester Hansen, rejste rigtig nok fra Laven, men kom aldrig til Amerika igen. Far blev aldrig Smedemester i Laven, men jeg fik min første Togrejse, en herlig Oplevelse var det. Den Dag i Dag nyder jeg, at rejse med Tog. Vel at mærke, når jeg kan sidde i ro og lytte til Togets Rytme, og på samme Tid, lade den store Landskabsfilm rulle forbi.