En Smøg og en Søsætning

Bådebygger M. Kristensen var en lille bred Mand, der var fuld af Energi. Mange fladbundede Robåde havde han bygget. Kanoer byggede han også, men ikke Kajakker. Efterhånden gad Folk ikke ro en Båd, når der kunne sejles med Motorkraft. Dertil var det Både med Køl der blev bygget. Åen og Søerne blev snart fyldte med tøffende og snurrende Motorbåde og som Havneby, blev Silkeborg større og større. Den ene Båd efter den anden løb af Stabelen og Indelukket blev Havne- og Liggeplads for såvel Motor- og Robåde. Folk der havde Sejlbåde, havde deres Både liggende ved Gammel Hattenæs. I Bådebyggeriet blev der bygget mange store Motorbåde. De helt store havde Halvdæk og Kahyt. En skønne Dag bestemte Bådebyggeren sig til, at bygge sig en meget stor Båd, nu ville han til, at sejle med hvem som helst, der havde Lyst til en Sejltur om Søndagen i Sommertiden. Konkurrent til Hjejleselskabet ville han være. Hjejleselskabet havde allerede den Gang, flere store Turistbåde foruden Hjuldamperen Hjejlen. Men de sejlede til bestemte Klokkeslet. Den nye Båd fra Remstrupvej ville sejle, når et passende Antal Passagerer var ombord. Jeg var flere Gange med Far i Bådebyggeriet for , at male Beslag ud til den store Båd. Båden var så stor den ikke på sædvanlig Vis, kunne hales ud af Værkstedsporten.

I Dagene umiddelbart før Søsætningen, blev der hugget et stort Hul i Bådebyggeriets modsatte Gavl, således at Bådhalingen kunne ske ad den Vej. Søsætningen af en så stor Båd, kunne selvfølgelig ikke gå for sig, uden vi Drenges Medvirken. Altså! Bror Karl, Karlo, Jens, Sven Åge, mig og et Par Stykker mere.

Den Dag Båden var klar, havde vi taget Opstilling udenfor Trådhegnet, for Enden af Bådebyggerens Udenomsplads, herfra kunne vi igennem Hullet i Værkstedsgavlen, se hvad der foregik inde i Værkstedet. Vores Mor havde givet os en Ration nyoptrukne Gulerødder med og alt imens vi alle, stod og gnaskede Gulerødder, blev Båden hævet ved Hjælp af Donkrafte og Løftestænger og en Blokvogn, blev skubbet ind under Kølen. Til en Opgave af sligt Format, havde Bådebyggeren skaffet ekstra Hjælp. Båden skulle først hales ud på Pladsen og der, svinges i en Halvcirkel således den fik Stævnen mod Gaden. Selv om vi sendte mange gode Råd over Trådhegnet, tog det alligevel et Par stive Timer med, at få Båden ud og drejet i den ønskede Retning. Ganske vist gjorde Mændene ikke altid hvad vi havde sagt der var klogt, men nu stod den store Båd og var klar til at køre til Søsætning. Blandt ekstra medhjælperne var der en ung Mand der, idet han tog sin Jakke for at gå, kom hen imod os. „Jeg er blevet sulten“, sagde han. „Kan jeg købe et Par Stykker af jeres Gulerødder“. Joe! svarer jeg ham, på Bror Karls og egne Vegne og stak to Rødder over Trådhegnet. Gulerødderne var da, sådan set, vores. „Hvad koster de så“, spurgte han, idet han tog dem. „Joe Tak!“ svarede jeg, -- også på Bror Karls og egne Vegne. „Ti Øre“. Jeg vidste nu hvad en ti Øre var værd. Den unge Mand lod til at være tilfreds med Handlen og greb i sin Baglomme, velsagtens efter en Pung. Men ak! Pungen havde det som så mange andre Punge, den var tom. „Nå ja! Penge har jeg ikke i Øjeblikket“, siger han så, - hvad vi troede fuldt og fast på. „Men i kan få en Cigaret“. Med den Fuldmagt jeg mente - jeg havde, sagde jeg, ja Tak og tog imod Cigaretten. Cigaretten gik fra Hånd til Hånd i vor lille Flok og alle var af den Mening, Cigaretten var af Mærket „Flag“. En Pakke Flag Cigaretter med ti kostede fem og tyve Øre. Havde det endda været en Adamas eller en grøn Cecil, som gik for at være bedre Cigaretter, havde det været en bedre Handel. Om den unge Mand havde fået moralske Skrupler, ville han have givet os noget mere for Gulerødderne. Eller var det gået op for ham, vi så noget mindreårige ud. Hvad om så var, kom han tilbage og spurgte, hvad vi ville bruge Cigaretten til. Noget Svar fra os fik han ikke, da han gik igen. Vi var alle stærkt optaget af hvor spændende det var, at eje en Cigaret og Udsigten til, at prøve, at smage en Smøg. Hvordan det var at skrå Tobak vidste Bror Karl og jeg, vi havde flere Gange taget Prøver af Farfars Skråtobak, men prøvet at ryge Tobak havde vi ikke, Kammeraterne vi stod sammen med her ved Trådhegnet, var lige så uerfarne i Rygning som os og var lige så ivrige efter at prøve en Smøg. Men Ild skulle der til. Hvem kunne skaffe Tændstikker. Ja vidst, sådan var det i alles Hjem. Alle vidste nok hvor Tændstikkerne var gemt derhjemme. Tændstikker, Brændeglas og Fyrstål, var der lukket og låst for, så ingen Pyroman eller anden Uvedkommende, kunne skaffe sig Ild. Det ville blive svært og tage lang Tid at smugle Tændstikker ud og tilmed ville det være ulovligt. „Vi kunne gøre det“, sagde Sven Åge, der var den mindste af os. „Vi kan tage to Stykker Træ og gnide dem på hinanden til der kommer Ild“. Joe! han havde hørt noget den lille Sven Åge.„Duer ikke“, sagde jeg med det samme. Far havde for nylig læst Robinson Crusoe for os, for tredie Gang. Hver Gang havde Robinson prøvet, at gøre Ild på den Måde uden Held. Nej! han måtte vente til der kom Torden og Lynild og senere til Fredag kom, Fredag kunne. Jeg kastede et Blik op mod Himmelen, men der var end ikke Ansats til nogen Uvejrssky og nogen Fredag kunne vi ikke vente her i levende Live. Jens var den ældste af os. han var allerede dygtig til at læse, sagde hans Mor. Det var mest Småting. Anoncer, Vittigheder og Flyveblade han læste. I Danmarkshistorien havde han, fornuftig som han var, begyndt at læse fra Begyndelsen. Altså! noget fra før Gorm den Gamles Tid. Vi andre der led af Uvidenhed, navnlig om Ting fra før Gorm den Gamles Tid, vi lyttede med spidse Øre til Jens, da han sagde: „Dengang, før Gorm den Gamles Tid, havde de heller ingen Tændstikker. Joe! ser i“, siger Jens, „skulle de dengang gøre Ild, fandt de to Flintesten og slog dem mod hverandre så det gnistrede. De blev ved med at slå og slå, indtil der røg en Gnist ned på nogle visne Egeblade og tændte“. Efter en Prøve med et Par Flintesten, syntes den Metode heller ikke at være brugbar, slet ikke i vort nittende Århundrede. Jeg så hen til Karlo, det var gerne ham, der knækkede Nødderne. Længe havde Karlo stået tavs og stille. „Hvad siger du“, sagde jeg henvendt til Karlo. „Joe“, siger han, „jeg har faktisk udtænkt en Plan. En Ting kan vi gøre. Vi går ned i Indelukket. Folk kommer der ved denne Tid for, at lave noget ved deres Både før de skal i Vandet. Vi fordeler os dernede og går i Skjul bagved Bøgestammerne. Så er det bare om at være vaks. Når en af os ser en Cyklende eller Gående smide Cigarskoddet, løber han frem, samler det op og holder Ilden ved lige“. Som sagt så gjort, Planen var forstået. Små to Minutter tog det os, så var vi i Indelukket og havde fundet Skjul bag hver sin Bøgestamme. Nu kom der en gående med en pulsende Cigar i Munden. Men det var en stor Havaneser, der lige var tændt. Der kom flere Rygende, men alle på Cykel og alle med Pibe, eller med Cigaret i Mundvigen. Men nu kom gartner Hansen fra Ågade på Cykle og dampende på en kvart Cigar. Hans Båd stod på Bedding, ikke så langt fra os. Nu, var der en Chance. Hansen gik undersøgende Båden rundt, velsagtens for at se efter Revner i Skroget. Så tog han et Par Sug af Cigarstumpen, smed Skoddet fra sig og sprang op i Båden. Det blev Sven Åge, der stod bagved det nærmeste Bøgetræ, der foer ud og snuppede Skoddet. De Både der overvintrede i Indelukket, stod fra Efterår til Forår inde imellem de store Bøgetræer og stod opklodsede, hvor det bedst kunne lade sig gøre. Når Foråret var nær, blev der Liv og Travlhed i Indelukket. Bådene blev efterset og sat i Stand før Søsætningen. I Ly af en opklodset Båd, fik vi en god Ild på Cigaretten og så længe der kunne suges Røg ud, gik den fra Mund til Mund. Det var min første Smøg. Der gik mange År før jeg tog den næste. Jeg blev aldrig nogen Cigaretryger. Men den Dag i Dag, er der næppe noget der smager mig som en god Pibe Tobak. Faktisk, var det vores Mor der, i min Lømmelalder, fik mig i Gang med at ryge. I Familiens Skød, som man siger, blev der ikke røget Tobak. En Dag siger Mor til mig: „Kan du da ikke købe dig en Pibe, så du kan ryge en Pibe Tobak når du er herhjemme. At man kan mærke der er et Mandfolk i Huset“. Jeg købte omgående en Pibe. En Cigar holder jeg også af at ryge. Jeg ryger gerne en Cigar til Kaffen om Søndagen. Som en Søndagsfornøjelse i mine unge Dage, var en Pakke Golf Cigarer fra en Automat en fast Bestanddel. Der var tre Cigarer i en Pakke for fem og tyve Øre. Nu tilbage til Indelukket. Vi havde haft en god Dag, var vi alle enige om og nu havde vi alle smagt Røgtobak. Der var endnu en Ting der ventede på vor Medvirken, – Søsætningen, – nu hastede det med at komne hjem. Ved Aftensmaden derhjemme havde vi ikke Ro på os. Båden skulle køres ned til Åen ved syv Tiden, dersom Folkesnakken havde talt sandt, det gjorde den faktisk altid i vort Nabolag. Af samme Grund, blev den vanlige Bordskik sløjfet ved Aftensmaden. Mor gav os en Amagermad i Hånden og lod os stikke af. Gadens Mænd og alle Gadens Drenge, tilmed enkelte Piger, samlede sig på Bådebyggerpladsen. Far kom også. En solrig Forårsdag havde det været, nu var Aftenen stille og lun. Man nød åbenbart, at stå her i den lune friske luft og Snakken gik. Bådebyggeren og hans Medhjælpere satte Blokvognen med Båden, lidt i bevægelse og Snakken holdt inde. Alle Mænd og alle vi Drenge, lagde en Hånd på den store Båd og skubbede på. Bådebyggeren og hans Medhjælpere trak i Styrestangen. Kørslen ud til Gaden og den kvarte Drejning til højre krævede Kræfter. Herefter gik det strygende. Som et Triumftog der drager ind i en Stad, sådan forekom det at være da vi med Båden gled ned ad Gaden. Mødre med Småbørn i Favnen var kommen af Huse, de fulgte med Øjnene det store Optog. Bedstemødre sad ved Gadespejlene for, at fange et Glimt af den store Båd og den Skare af Kendte og Ukendte der fulgte. Joe! det hele var så mægtigt. Egentlig syntes jeg, der burde have været et Orkester i Spidsen. Så havde det været en hel Folkefest. „Napoleons March over Alperne“, den Melodi holdt jeg meget af, men det her var ikke nogen Alpetur. Det ville nok have været mere passende om Orkesteret havde spillet den kendte, „Som en rejselysten Flåde“, så ville vi alle, uden tvivl, have sunget til. Uden Hindringer eller Uheld af nogen Slags, nåede vi til Åen. Her for Enden af Remstrupvej, skulle Båden have Liggeplads. Så kom Stabelafløbningen. Vi Skubbede på med alle vore Kræfter og uden noget Sprøjt, fra en knust Champagneflaske, gled Båden langsomt ned ad Slisken og lagde sig rolig og let på Vandet, som en Svane der lander. Der var ingen Hurraråb, men der blev sagt mange rosende Ord om Båden, hvad der kun kunne glæde og ære Bådens Bygmester. Husker jeg ret fik Båden Navnet Remstrup.