Den Lille Smedie

Køb af Smedien i Laven blev opgivet, af hvilke Grunde kender jeg ikke. I de første År efter første Verdenskrig, var der megen Uro på Arbejdsmarkedet. Strejker, Lockouter, interne Stridigheder, skiftende Arbejdstider og periodisk Ledighed hørte den Tid til. Planerne om at være selvstændig, blev under disse Forhold overvejet. Nu ville Far gøre et Forsøg. med en Smedie hjemme på Remstrupvej. Det var i Fritiden og når der var ledige Dage, der skulle smedes. Hvad der begyndte i det Små, blev med Tiden ofte til noget større. Far købte en Feltesse, en Ambolt og en Skruestik. Der blev ryddet ud i Udhusets Brændselsrum. Feltesse og Ambolt blev installerede, af gamle Brædder og Stolper, blev der lavet Filebænk til Skruestikken. Det første Far gav sig til at lave var Træskoringe. Hos Jernhandleren kunne man købe Træskoringejern. Jernet blev leveret i Bundter, der var cirka tre Meter lange. Det var tyndt Fladjern, der var en centimeter i Bredden. Havde alle Fødder været lige store, havde det ikke været nødvendigt, at lave Træskoringe af forskellig Størrelse. Husker jeg ikke helt forkert blev Jernet klippet, så det passede til tre Størrelser i Træsko. I kold Tilstand blev Jernet bukket i Ring på Fladen. I Esseilden blev det dannet til Forring eller Bagring efter, at være svejset sammen i den samme Opvarmning. At gøre Ringene færdige var Bror Åges og mit Arbejde. Tynde Skiver af Grantræ blev lagt på Ambolten. En Træskoring blev lagt oven på Træskiven. Ved et hurtigt Slag med den store Smedehammer på Ringen, var den fyldt op med Træ. Når sligt kunne lade sig gøre var Hemmeligheden den, Træskiven var Endetræ, altså, skåret af Træstammen, som man skærer Skiver af et Brød. Tilbage var endnu, at passe Ringene sammen. To lige store Ringe lagde man sammen, slog et et Tommersøm igennem Træet, så nogenlunde i Midten. Hermed var Træskoringene færdige til levering. Træskoringe af den Slags var meget slidestærke og efterspurgte. En lille Mand, der gerne ville være lidt højere, voksede nøjagtig en Centimeter med sådanne Ringe under Træskoene. Det blev snart kendt, at Far kunne lave en Del Smedearbejde i Brændselsrummet i Nr. 13. Var Nabokonen så ilde stedt, at der sprang Hul i Stegepanden, lukkede Far Hullet med en Kobbernitte og et Par Hammerslag. Kramper og Hasper til Vinduer der stod og pev, kom der ofte Bestilling på. Tøjrpæle lavede Far også et Lager af. En god Tøjrpæl skulle laves af Fingertykt Rundjern, der var femten til seksten Tommer langt. Af noget tyndere Rundjern, blev der bukket og sammensvejset en Ring. En indvendig Diameter på Ringen på to Tommer var passende. I den ene Ende af det Stykke Rundjern der skulle være Pæl, blev der slået et Øje. Før Jernet blev koldt, åbnede man Øjet så meget så Ringen kunne sættes i. Med et Par rappe Hammerslag, lukkede man Øjet og Ringen sad som den skulle. Den modsatte Ende af Pælen, blev varmet hvidglødende i Esseilden og smedet ud i en Spids. Sådan en Pæl kunne normalt, holde den mest uvorne Ko tøjret. Når der lå et lille Lager færdigsmedede Tøjrpæle, rørte Far en Bøtte Kønrøg i Fernis og sværtede Tøjrpælene. Da de var tørre og blev lagt pænt ned i en Trækasse var de at se til, så fine som Nipsnåle. Så snart der var et passende Lager af Træskoringe og Tøjrpæle, bandt Far begge Dele på Cyklen og tog på Landtur. Sent var han hjemme igen, jeg mener ikke han nogensinde, havde en Træskoring eller Tøjrpæl med tilbage. Særlig mange Penge havde han ikke med sig hjem. Mange Gange havde han taget Ting og Sager i Bytte. Ting og Sager som Landkøbmændene, det var dem han mest handlede med, havde haft liggende længe. Jeg husker han efter en Tur, kom hjem med et Kaffestel med blå Blomster. For mig at se, så Kaffestellet dyrt og fint ud. Efter Mors vurdering var Værdien lig Nul. De tolv Kopper havde alle, en større eller mindre Fejl. Underkopper og Desserttallerkner, til sammen fire og tyve, af dem var nogle enkelte gode nok, men ellers var de vind og skæve og ikke helt runde. Jeg troer nok den Postelinshandel gik om igen. Jeg mener også Far fortrinsvis valgte, at Bytte med bløde eller spiselige Varer. Den lille Smedie fungerede godt nok, det var Bror Åge og jeg enige om. Bror Åge var Mestersvenden og jeg, en Medhjælper eller en Forbundter, som det hed indenfor Faget. I alle Tilfælde var det mig, der holdt på Jernet der skulle hugges i Stykker. Når der skulle trædes på Esseblæseren, så var det også mig. Arbejde var der rigeligt af, men Fortjenesten var lille. Folk der kom med Småting der skulle laves, ventede at den lille Smedie arbejdede billigt, man slap modvilligt Pengene. Andre klarede Betalingen med mange Tak, heraf døde som vi ved, Smedens Kat, men vi havde heldigvis ingen Kat. De Tider var forbi, da Folk kom til Smeden med deres legemlige Svagheder, for Eksempel, en pinefuld Tand der skulle fjernes. Selv om vi kendte Fremgangsmåden, der bestod i, med en Snor om den onde Tand, at forbinde den Forpinte med den tunge Ambolt. Herefter varme et ret stort Stykke Jern til Hvidglødenhed og lige før Jernet nåede Smeltepunktet, da med en hastig Bevægelse, stikke det i Næsen på den Tandsyge. I bedste Fald røg den onde Tand ud af Tandgerdet - eller også brast Snoren. Når vi ingen Henvendelser havde af den Slags, bekom det sig vel af, at de praktiserende Læger og Tandteknikere tog sig af Folks Tandværk. I min Drengetid erfarede man Gang på Gang med de unge. Karle som Piger. Var Konfirmationen overstået, købte man sig en ny Cykle, derefter lod man Munden rydde og fik installeret et Porcelænsgebis, og så forlovede man sig. Efter dette - aldrig mere flere Tandsmerter. Bortset fra dette med Køb af en Cykle, gjorde vores Mor ligesådan. Hos Doktor Lars Hansen i Silkeborg fik Mor hele Munden ryddet i en og samme Time. Det gjorde nok lidt ondt sagde Mor, men Doktorfruen, havde givet hende en rigtig god stærk Kop Kaffe som Bedøvelsesmiddel. Kaffen var det eneste smertestillende der blev givet. Jeg tænkte aldrig på, at spørge Mor om den blev givet, før eller efter Behandlingen. Efterhånden kom der praktiserende Tandlæger til Byen. Jeg skyder på, han var den første der nedsatte sig, ham vi altid kaldte Tanddoktor smertefri. I Førstemosebogens Kapitel fire det to og tyvende Vers, finder man Navnet på Smedenes Stamfader „Tubal-Kajin“. Ind imellem har der åbenbart været Smede, der har haft Evner for mere end det at kunne smede. Fra Stamfaderen kunne der tælles et Utal af Smede i tusinder af Slægtled. Erfaringer og Viden, har fulgt den gamle Smedeslægt. En gammel Smed jeg har kendt, lærte i sin Ungdom Smedefaget, ude Vester på nær Struer, hos en Mester der ikke alene beherskede Smedekunsten, men også var fortrolig med den Sorte. Min gamle Smedeven gav mig et Indblik i Smedeslægtens esoteriske Verden, ved følgende Beretning fra sit Lærested. Hos en holden Mand i Sognet, havde man en halvvoksen Søn, der gav Bekymringer. Lidt tung i det var han, Knejten. Det var nu mest det, det kneb ham, at ligge tør om Nætterne. Det var også det, det tog Kvindfolkens Tid med at gøre Renlehjed. Nu skulle Mester-Smed gøre noget veet. Smeden lavede en lille Pose af en Barnestrømpe, samlede noget Hovrasp og lidt Ukrudtfrø i Posen. Drengen fik Posen bundet om Halsen. Manden fik herefter sin Søn på Vognen, nu skulle de køre tre Gange, om et stort Vandhul nær Smedien. Så længe Kørslen varede ved, skulle Drengen holde en Hånd på Posen. Om Kuren gav Resultat kender jeg ikke. Jeg kunne tænke mig, Tanken med Behandlingen kunne være: Drengen fik ved Køreturen seet det ret store Vand - og måtte så blive klar over: Vand bør flyde i Vandhuller og på de Steder hvor Naturen gør Plads til det, - og ikke derhjemme i Kommerssengene. Vi der boede på den ulige Side af Remstrupvej, lige fra Nr. 13 og næsten til Åen, havde fri Udsigt over Vejen til et grønt, uopdyrket Areal, der skrånede op mod en blandet Bevoksning af Nåle- og Løvtræer. Direkte over for os, blev der på kort Tid, bygget et stort Værksted. Det blev kalket gult. Over den store Port i Bygningens Gavl mod os, kom der et Skilt, hvorpå der med store, sorte Bogstaver stod:
„M. Kristensens Bådebyggeri“.

Nu hørte vi daglig Savene skære i Træ derovre. Bådebyggeren havde sikkert også hørt Hammerslagene fra vor lille Smedie. Vi havde ikke noget Skilt over Porten med sorte Bogstaver. Han kom alligevel en Dag, det gjorde Bådebyggeren, vel nok hidført ved Lyden af Amboltsklangen og spurgte, om vi kunne lave ham nogle Åretolde. Da Bådebygger M. Kristensen havde talt med Far, var der ikke noget i Vejen, det kunne vi. Ja! sådan gik det til, at vores lille Smedie blev Leverandør til det store Bådebyggeri, det største i Byen. Det blev til mange Åretolde hen ad Vejen, og til meget andet Bådbeslag. Vi to Smedesvende, Bror Åge og jeg, måtte ikke gøre Ild på Essen når vi gik der alene. For det første risikerede vi, at blive forbrændte, for det andet kunne vi brænde Huset af og for det tredie, var Smedekul, lige som andre Kul, vanskelige at skaffe. Mange Varer var rationerede og der skulle Rationeringsmærker til. Efterhånden blev der mere Ro på Arbejdsmarkedet og Far, havde kun Fritiden til Arbejde i den lille Smedie. Fars Arbejdsdag begyndte tidligt og sluttede sent, men aldrig blev der arbejdet i den lille Smedie Søn- og Helligdage. Træskoringe og Tøjrpæle holdt vi op med at lave. Nu var der Arbejde nok med, at forsyne Bådebyggeren med Beslag. Nu trak det ene også andet med sig. Der var flere Småvirksomheder, der kom med Specialopgaver Far kunne lave. Vi Drenge var glade for Smedien. Lavede vi en Mølle, en Bøsse, et Skib, eller en Kæphest, var det en Fordel, at kunne stå ved en Filebænk med en Skruestik der holdt fast. Som man sådan kunne stå og pusle med, at lave Legetøj, kom Fremtidsdrømmene svævende. Nu blev det lille Skibsskrog man snittede på til en Kæmpedamper, der for fuld Kraft fremad, havde Kurs mod de fjerne Lande i Vest - og hvem stod på Kaptajnens Plads på Broen og dirigerede Skibets Fart, - ikke nogen anden end en selv. Joe! der var nye Tider forude, men vi anede det ikke. Lidt efter lidt begyndte det såkaldte Fremskridt at vise sig. Elektrisk Lys kom der i alle Huse og på Gaderne. Så kom Doktoren i Bil, så Dyrlægen - og så kom Isenkræmmeren i Vestergade i Bil, og lidt efter lidt, dominerede Bilerne Gadebilledet. Man kikkede heller ikke mere op i Luften, hver Gang en Flyver fløj over Byen. Ude på Landet klaprede Høstmaskinerne i Kornmarken. Høstleen var godt på Vej til, at blive en Museumsgenstand. Teknikens Tidsalder var begyndt. Silkeborg Maskinfabrik fik store Ordre fra Ind og Udland.

Store Vægte, Centrifuger, Smørkærner, Pasteuriseringsapparater, Ostepressere, alt hvad nødvendigt var for, at holde et moderne Mejeri i Gang, fabrikerede Fabriken og sendte det ud, i den store Verden. Far, betragtede nu sin Stilling på Silkeborg Maskinfabrik som værende fast. Tanken om egen Virksomhed, var dog ikke skrinlagt, jeg tror, han ventede på en Chance. Far tog sin Afsked efter 17 År på Silkeborg Maskinfabrik og købte en Smedie på Fredensgade Nr. 11 i Silkeborg og var Smedemester i Byen og sin egen Mand, med egen Smedie i 25 År.