Farfar skråede Tobak, Kardustobak. Mælkekusken købte det til ham, og havde det med på Mælkevognen fra Silkeborg. Sådan en Halvpundspakke, kostede dengang en Krone. Havde Indholdet i Pakken ikke haft den mørkebrune Farve, kunne man tro det var revet Peberrod. Tog man et lille Nip af Varen, med højrehånds Tommel og Pegefinger og smagte, fik man et lille Gys og var herefter ikke i Tvivl. Skråtobak det var lige hvad det var. Ved det at Farfar skråede Tobak skulle han spytte, det skulle han tit og meget. Han sagde han havde Ildvand i Munden. Som Landmand med egen Jord, havde han Land nok at spytte på. Når han gik derude, spyttede han hvor som helst. Opholdt han sig indendørs, var det et Problem. Der var Spyttebakker, der stod på Underlag af udbredte Aviser, men det kneb med at ramme Bakkerne. Mange af de hyppige Forsagere, faldt på Papiret og til megen Ærgelse for Farmor, faldt der heller ikke så få udenfor. Værre var det når Farfar, kom ud og kom ind hos Fremmede. I de fleste velordnede Hjem dengang, hørte der Spyttebakker med i det faste Inventar. Farfars Besøg på Remstrupvej var sjældne. Når jeg husker et af hans Besøg, kan Grunden være den, jeg fulgte med ham i Kirke en Søndag Formiddag. Det var en Vinterdag. Han kom tidligt, var gået hjemmefra syv Stunder før Dag, som man sagde, når noget skulle ske, længe før det blev Dag. Som Gågænger var Farfar fantastisk. Helt hen på sine gamle Dage, var han rask til Fods og en Fodtur til Silkeborg og Hjem igen, var for ham en Smuttur. Jeg husker ikke om der havde været Sne, i den Vintertid der var gået, eller om det slet ikke havde sneet, men en kold og blæsende Dag var det. Vi sad imidlertid i Kirken, Farfar og jeg, på samme Stolerække og som naturligt var, ved Siden af hverandre. Midt i Præstens Prædiken vil jeg sige det var, begyndte Farfar at sidde uroligt. Nogle Småknyst lod han lyde og jeg vidste, nu skulle han altså helst spytte. Det var Ildvandet der steg op. Ved et lille Puf med en Albue i Siden på ham, meddelte jeg ham, jeg var klar til at rejse mig så vi kunne gå. Farfar rystede på Hovedet. Nej! forstyrre ved at gå ville han ikke. Mon han nu spytter på Kirkegulvet, tænkte jeg. Men nej! Farfar havde Løsningen på Problemet i Frakkelommen. Op af Lommen drog han sin Lufvante og lod både Skrå og det let flydende Ildvand glide ned i Vanten. Altså! uden Uro og uden at vække Opsigt. For en Ordens Skyld vil jeg tilføje, Vanten blev renset, vasket og tørret til Farfars Hjemtur efter Aftensmaden. Jeg troer ikke det var det store Problem for Farfar, hvor og hvordan han skulle få Skråen spyttet ud når Behovet indtraf. Han fandt gerne et Sted, hvor han mente der kunne spyttes, om ikke altid det mest heldige
Sted.
Således da Far var på Silkeborg Sygehus for en mindre Operation. Operationen var overstået og Far var midtvejs i de fjorten Dages Sengeleje, der fulgte efter en mindre Operation dengang. Som naturligt var an kom Farfar en Dag og ville gøre Besøg hos sin syge Søn. Hvad der lige så naturlig var, blev det bestemt, jeg skulle besøge min syge Far, hvad jeg naturligvis, ikke lige nu så gerne ville. Af Hensyn til Farfars høje Alder og min unge Alder, var der stedkendte Ledsagere med. Jeg husker ikke hvem. Derimod husker jeg tydeligt, at på Sygestuen lå Far i den Seng der stod i Krogen, lige til højre, som man kom ind ad Døren. Jeg husker også der var en underlig Lugt derinde, den holdt jeg ikke af, jeg kunne simpelt hen ikke lide Sygehuset. Hvor længe Farfar havde været på Sygestuen hos Far kan jeg ikke sige. Der havde ikke været nogen Sygeplejerske for at sige: „Besøgstid forbi“. Det var ellers en god Ting da de gjorde det. Så vidste de Besøgende, de skulle gå og Patienterne vidste, nu slap de endelig af med de Besøgende. Nå! men inden da kom det over Farfar, nu skulle Skråen spyttes ud. På Sygestuen øjnede han ikke nogen Spyttebakke, her lå man og spyttede i Krus. For alt i Verden ville han ikke lave Uro og heller ikke vække Opsigt. Det her var dog et Sygehus. Selv om han nok syntes, at mange af de Besøgende, snakkede temmelig højt og var ret så Støjende. Spytte på Gulvet gik aldrig an indså han, for Gulvet her var så rent som Bordpladen derhjemme. Mon ikke hvis han åbnede et Vindu, han så kunne spytte
ud.
Sygehusets Vinduer var store tre Fags Vinduer, med et stort Midtervindue og to mindre Vinduer til Siderne. Jeg troer det er de selvsamme Vinduer, der sidder i endnu Anno 1990. Som tænkt, ja sådan skulle det gøres. Og han kantede sig ind mellem, hvad der sad og hvad der stod, af andre Besøgende og nåede hen til det ene af de to Vinduer. Farfar var nærsynet, havde fra Drengeårene brugt stærke Briller. Det var Briller med små ovale Glas i Stålstel. Skulle han se noget Småt brugte han, at tage to Par Briller på Næsen. Om det var den Omstændighed der gjorde, at han tog fat i Hasperne i det store Midtervindues højre Side, er ikke godt at vide. Farfar havde åbenbart ikke set de to Hasper i venstre Side ikke var haspede. Han kunne vel heller ikke tænke sig andet end Vinduet havde Hængsler i den ene Side, og Hasperne sad, hvor Hasper skal sidde, nemlig i den modsatte Side. Sådan var det hos normale Mennesker i normale Huse, også derhjemme hos ham selv og Barbara. Men dette her var et Sygehus. En hel forskellig Verden fra den udenfor og mangt og meget var anderledes. Nu løftede han varsomt de to Haspe og gav Kanten af Vinduesrammen det lille Skub, der nu engang skal til, når man vil lukke et Vindue op. Men ak o ve - Vinduet fløj ud i Luften og faldt med stort Rabalder ned, på et for ham ukendt Sted. „Vinduet faldt ned“, sagde Manden der lå i Vinduesengen. Noget tosset at sige. Sådan Snak var unødig Snak. Enhver der så med deres Øjne, kunne se der manglede et Vindue. Enhver der havde Øre, der kunne høre, havde vel hørt det store Rabalder da det faldt. Heldigvis hørtes intet Skrig nedefra, men Farfar var naturligvis dybt ulykkelig. Nå! Da Oversygeplejersken kom, lod han sig hurtigt trøste af hende. En grov Forsømmelse, sagde hun det var, af Nattevagten. Ikke at sørge for de fire Hasper var sat på, som nu engang Hasper skal sidde. Men sådan var det gerne. Om Natten kunne man ikke se og om Dagen var der ikke Tid til at se sådanne Småting efter. Men hvordan med Skråen. – Jeg tror Farfar for en Gangs Skyld, slugte den.