Storskovturen

Skovløberstedet Ivershave, Mors Barndomshjem var en Idyl, som lå gemt under Bøgetræers store prægtige Kroner. Mor var alle sine Dage glad for Skoven så langt den strakte, jeg tør holde på, helt til det yderste Skovbryn. Hun nød at trave af Sted mellem Skovens Træer og tage en Hvil under et stort Bøgetræ. At finde Siddeplads på en Vindfælled eller på en Grøftekant var for hende en Lise. Vi Drenge fulgte gerne med og var altid oplagte til at gå til Skovs sammen med hende. Når vi gik på Skovvejene, pulsede vi af Sted, i de visne nedfaldne Blade. Var der Telefon og Telegrafpæle undervejs, holdt vi et Øre tæt til en Pæl og snart til en anden. Vi hørte Summetonen, der forplantede sig fra Trådene og ned i Pælen. Vi holdt af at gå under Kronerne af de slanke Skovfyr, når Blæsten ruskede så det knagede i Træernes Grene. Mor gik gerne med på små Afstikkere, når vi ville se om nogle Nyplantninger var i Groning. Eller hen til en Fuglerede vi vidste og som vi tidligere havde opdaget. Når Skovfogeden havde Brug for Bog til Planteskolen, fandt Mor Kurve og Småkasser frem. Da var det skønt, at sidde i Efterårsskoven og fylde Kurvene og Kasserne med de Bog vi pillede op, tilmed gav det så lidt Penge til Mor. Når Blåbær og Tyttebær var modne, fulgtes vi også med hverandre og plukkede Kurve fulde. Vi kunne afsætte så mange det skulle være, på Hotellerne i Hattenæs. Mor lavede også selv Saft og Syltetøj af Skovens Bær. Når Tiden og Søndagsvejret tillod det, ville Mor gerne på Skovtur. Indelukket var nærmest og var det Sted vi, så godt som altid, søgte til. Vi havde Kaffekande og Kagedåsen med og Dagligkopperne. Når vi nåede derned, udsøgte vi et tørt lunt Sted med helst både Sol og Skygge ovenfra, og grønt Græs forneden. En Dug blev bredt ud og nu var det, at en tredie Hånd og en tredie Arm per Person, havde været til Nytte. Det var ikke hver gang der var mange Fluer og Insekter i Indelukket, men der var altid nogle. På samme Tid man sad med sin Kaffekop i højre og Kage i venstre Hånd, søgte man at holde Utøjet på Afstand og forhindre Frisvømming i Kaffekoppen. Alligevel var det skønt og jeg holder på, kun den der har prøvet,at spise sin Mad ude i Skoven, i den friske Luft, ved hvor godt det smager og som Krydderi til Maden, får man Gøgekuk og Fuglesang. I lang Tid havde Mor gået med Planer om at gøre en Skovtur. En rigtig Storskovtur. Hun havde tænkt sig Odden. Der var så kønt derovre på Halvøen i Langsøen. Vi Drenge var helt med på Planen. Der var en Træbro, der førte over til Odden, og vi skulle hele Vejen igennem hele Byen. Jeg havde været der engang med Far. Ikke helt ovre, men halvt ovre. Når vi ikke nåede helt over, var det fordi en Dreng, der var kravlet op på Broens Rækværk, var faldet i Vandet. En rask Mand smed Tøjet så vi, og sprang ud og reddede ham. Det tog nogen Tid med at få Drengen op, derfor blev vi forsinkede og måtte næsten løbe for at nå Hjem til Aftensmaden. Mor havde tænkt sig at tage en hel ekstra Frieftermiddag. En Onsdag eller en Torsdag. Fredag troede vi ikke var god. Fredagsvejr giver Søndagsvejr, plejede Farmor at sige. Var det nu sådan det skulle regne om Søndagen, ville det selvfølgelig også regne Fredag. Det skulle ikke bare være alene os selv. Mor havde en Aftale med Matte, altså Anna Madsen og et Par andre Damer, man skulle i Fællesskab, gøre en sådan Storskovtur til den skønne Halvø Odden. En Varmebølge havde et Par Uger hærget Landet den Sommer. Det var vist en Søndag Middag midt i Juli, i denne så hede Sommer, eller var det ved Aftensmaden, jeg husker det ikke. Vi var færdige til at rejse os fra Bordet, da Mor bragte Udflugtsplanen på Tale. Jo, hun regnede med at tage Frieftermiddag Onsdag, så vi kunne gøre Turen til Odden. Hun regnede også med, at tage den lille Trækvogn til Bror Karl og Kaffekanden. Nogle Kopper og Tallerkner, kunne vi også have i Vognen, og så kunne Søster Olga og Bror Åge trække. Matte ville gerne med, ligeså Fru Jensen og Fru Hansen. På Drewsensvej kunne vi tage Mattes Sandkage med i Vognen. De andre måtte bære deres medbragte i deres Tasker. Hvorfor skulle det regne på Onsdag, nu havde det været tørt længe. Mor fik fuld Opbakning til Planen og Varmebølgen skyllede videre så Folk og Fæ gispede i Varmen.

Morgengryet Onsdag varslede en Varm Dag, ligesom i Dagene før. Der gik således, allerede fra Morgenstunden, Bud til de nævnte Damer. Storskovturen til Odden kunne finde Sted Dags Dato. Dog forbeholdt man sig Ret til at blive hjemme, hvis der skulle indfinde sig en Torden med Lynild, med eller uden Regn. I modsat Fald, ville man afgå fra Remstrupvej Nr. 13 Klokken et,over Drewsensvej mod Odden. Torden kom der ikke, heller ikke Torden med Regn, end ikke en Anelse af en Sky viste sig. Time efter Time, blev det varmere og varmere. Vi havde glædet os meget til Skovturen. Glæden varede ved indtil vi skulle vaskes og iklædes vort Søndagstøj, det helt pæne. Det passede os dårligt med Skovtur i nyt Tøj. Så måtte vi ikke og kunne da heller ikke, røre os som vi gerne ville. Sådan tænkte vi. Spild af Tid med Øre, Negle og Fodrensning og Spild af Sæbe og Vand, alt sammen til ingen Nytte. Sure var vi, men heller ikke her hjalp nogen kære Mor, „I ved“, sagde Mor, „Vi skal igennem Byen og der kommer Damer med“. Nu vel! Verden forandrer sig ikke på alle Måder. Det gamle Ord vil altid være gyldigt, nemlig: „Der er altid noget i Vejen når Fattigmand skal i Skoven“. Efterhånden lykkedes det, at overvinde alle Plagerne og endnu før Klokken slog et, stod vi på Gaden, renvaskede og klædt i vort bedste Tøj. Søster Olga og Bror Åge tog fat i Vognstangen og så rullede Vognen med Bror Karl og vores Pikpak og Mor og jeg, fulgte efter i Skridtgang. Da vi nåede Drewsensvej kom Matte os i Møde, med sine Kagedåser under Armen. Matte havde Ord for, at gæmme sin Sandkage længe. Temmelig længe, var der nogle Damer, jeg hørte om, der mente. Jeg havde flere Gange spist af Mattes sandkage og havde hver Gang passet på ikke, at puste på Kagestykket. Jeg vidste Vinden kunne blæse på Sandet i Saharas Ørken, så det flyttede sig mange Mile bort. Jeg ville nødig risikere noget lignende, med Sandkagestykket som jeg sad med. Mattes Sandkage smagte, sandt nok, meget dejligt og jeg kom til at holde af den. Hostrupsgade kom vi til ved næste Gadehjørne. Så var det bare med at komme om Hjørnet og så, fortsætte lige ud. Mor havde sluppet min Hånd, nu fulgtes Mor og Matte med hverandre. Nu behøvede Mor ikke, at støtte sig til mig. Jeg ville da også hellere gå af mig selv. På Skoletorvet mødtes vi med de to Damer og deres Tasker. Vi gik nu i Flok, så hurtigt som Varmen tillod det. Over Oddebroen trampede vi godt i Plankerne, og jeg tænkte på Historien med de tre Bukke-Bruser. Hvis der var en Trold under Broen ville han sikkert give sig til at råbe, når han hørte vores Trampen og Rumlen på Broen. Men han tav, han blev nok dernede på Grund af Varmen. Ti Skridt fra Søkanten bredte vi Dugen ud og vore Tallerkner og Kopper blev 

Matte

stillet op. Jorden skrånede noget på det Sted, vi havde slået os ned. Det gik ikke med, at lade helt fulde Kopper Kaffe stå på Dugen. Med halvfulde kunne det gå an, så var der ingen Undskyldning for den, der kom til at spilde. Ovre fra Badehusene kunne vi høre Plask og høje Skrig, når Folk sprang i Vandet, - Kunne det tænkes, at der var nogen der ikke vidste Vandet var vådt? Fluer og Insekter var på Stedet, ved samme Tid som os. De var dovne og sløve i Varmen og ikke så vanskelige at holde i Ave. Som sådan, var Stedet ideelt til vor Storskovtur. Til Bror Karl og mig, havde Mor sørget for en Flaske Saftevand. Vi drak af Flasken på Skift og fra Mattes Kagedåse, fik vi hver et stort Stykke Sandkage. Olga og Åge føjtede omkring og kom en Gang imellem og bad om Kage. De rare Damer, Fru Jensen og Fru Hansen, havde i deres Dåser og Poser Småkager med Navne som Jødekager, Finskbrød og Pleskner, alt sammen fra eget Køkken og bagt af dem selv. Damerne kappedes om at dele ud af deres Kagebeholdning. Skyndte man sig at sige Tak til Fru Hansen for Jødekagen, greb Fru Jensen et Finskbrød og sagde: „Vær så god, lille Ven“, og sådan blev de ved. De to Damer roste os, for vor dannede Opførsel og kom med små Bemærkninger om, hvor pæne vi var i Tøjet. Pludselig, blev jeg glad for jeg alligevel, var blevet vasket og havde fået det pæne Tøj på. Vi kunne også have fået en Bismarksklump. Fru Jensen havde en Posefuld af de berømte Bolsjer i sin Taske. De var gode at læske Ganen med, sagde hun. Nu ville hun tage sig sådan en Klump og hvem der ønskede det, kunne få en Klump med, hvis de ville have Ganen læsket. Mit Kendskab til Bismark var ikke stort, men en Bismarkklump kendte jeg særdeles godt. Disse dejlige Klumper med Streger på, kunne holde til at suttes på en halv Dag. Bismarksklumpen var stor, og når den var stor måtte Bismark sikkert være en stor Mand. Ligemeget, om det var ham der lavede Klumpen, eller det var andre, så var de gode. Både Bror Karl og jeg, sagde Tak med det samme til at få en Klump. Hvem tænker vel på Varmens Indflydelse i Varmen. Fru Jensen havde ikke passet på med Varmen. Da Posen kom ud af Tasken, var alle Klumperne smeltet sammen til en Klump og den var ikke til at dele. Jeg overvejede, hvordan man bedst kunne få Klumperne delt i mindre og gangbare Stykker. Desværre ville det ikke blive Bismarksklumper ud af det, men alligevel en Slags Klumper. Måske kunne Klumpen i Posen skilles ad ved Hjælp af et Par Sten fra Søen, men så var det bare det med det pæne Tøj. Nej! det gik nok ikke. Alt imens, jeg grundede på en anden mulig Løsning, hørtes et Plask og et højt Skrig eller Hvin. Nu var det ikke fra Badehuset det kom, men fra den modsatte Kant. Indianere eller andre Vildmænd, kunne det ikke være der truede os, her på denne fredelige og stille Ø. Men Mor foer alligevel op og gik med hurtige Skridt i den Retning Lyden var kommet fra - og jeg, luntede bagefter. Men sikken et Syn. Søster Olga og Bror Åge stod ved et Vandhul og Åge var så våd, som en druknet Mus. Sagen var den, Bror Åge ville vise han i et Spring, kunne sætte over Vandhullet. Det gik første Gang, men ikke næste Gang. Med det Plask som vi hørte, faldt Åge på Maven i Vandhullet, eller rettere Mudderhullet. Havde Søster Olga skubbet ham, havde hun noget hun ville hævne? Drenge kunne drille Pigerne ved at rykke hårdt i deres Fletninger, og løse deres Hårsløjfer. Det vidste jeg. Jeg vidste også, at Pigerne drillede Drengene ved, at spænde Ben for dem, når de kom løbende, spytte dem i Ansigtet og gøre Nar. Som vi stod der ved Vandhullet, begyndte Mor at skælde ud og som om han ikke var våd nok i Forvejen, begyndte Bror Åge at tude så Tårerne løb fra ham i stride Strømme. „Nu kan du følge ham Hjem“, sagde Mor til Olga. Nu var Mor vred. „Når han så har fået tørt Tøj på kan i blive hjemme“. Søster Olga fulgte pligtskyldigt Åge igennem Byen. Undervejs var der flere Silkeborg Bedsteborgere, der vel af Medlidenhed med den våde Dreng spurgte: „Hvad græder han dog for?“ - hvortil Søster Olga, promte svarede: „Han er faldet i Vandet“. Da de to var draget bort, var den gode Stemning omkring Kaffedugen også borte. Fluer og Insekter blev nærgående. Solen strålede ganske vist endnu, men var ved at komme vestlig. Vi pakkede sammen og så blev det Mor og jeg, der halede Vognen Hjem med Bror Karl og vore Småting. Men en dejlig Skovtur havde det været.