I mine Barndomsdage, var en tur i Skoven Hverdagskost. Vi kunne knap komme hjemmefra, førend Træerne skjulte os for den øvrige Verden. Når tilmed, - Morfar var en af Skovens Mænd, og boede i et Hus, inde i Skoven, blev man godt kendt med Skovens Træer, vilde Dyr og Fugle. Der var en Skovridder, der herskede over Silkeborg Nordskov og Vesterskov, ja endog over både Mormor og Morfar, - det forstod man da, for de talte sommetider om ham. Jeg fik aldrig Skovridderen at se. I min Tankeverden var Skovridderen en mægtig Mand, der red på en stor sort Hest. Oppe på denne store Hest, kunne han nok se ned på alle de Graner, der skulle være Juletræer, og huske de pæneste. Så var der en Skovfoged for Nordskoven, ham kendte jeg. Han boede i Nåege, ved Åen, fra Silkeborg var det lige før Hattenæs, og han hed Tuch. Tuch kunne godt lide Brevduer, han havde mange af dem, derfor gav han Bror Åge to. Bihonning, det var han helt vild med, det sagde Hans Peter, min Skolekammarat. Når han kom med Bihonning hjemmefra, til Tuchs Kone, kom Tuch ud i Døren med en Ske i Hånden og så, måtte Skovfogedfruen lade ham smage en Skefuld af Krukken.
Mormor og Morfar blev gift År 1878 og blev som Skovløberpar, ansat i Silkeborg Skovdistrikt og med Vesterskoven som Arbejdsplads. Her fik de som Bolig, et Skovløberhus ved Ørnsø. Efter nogle År blev de flyttet til Lysbro Statsskov, der var en Bolig til dem ved Kalgårdsvig. Huset, der var et dobbelt Hus, lå på det Areal hvor Kirkegården, den Kirkegård, som vi altid kaldte den nye, blev anlagt. Fra pålidelig Kilde er der blevet sagt, at netop på samme Sted, som Sofie og Mads havde deres Soveværelse, på den Jord fik de deres Gravsted.
År 1900 blev de tilbudt Skovløberstedet Ivershave i Nordskoven. Nu kom Mormor og Morfar og vore to Mostre til at bo langt ude i Skoven. Det var Mors Hjem, så vores Mor vilde gerne ud til hendes Forældre og Søstre så ofte det var hende muligt. Skovløberstedet Ivershave var dengang uden fast Forbindelse med den øvrige Verden. Det vil sige, Landposten kom når han havde Post i Tasken, med Adresse til Ivershave. Landpostens Besøg var kærkommen - uanset hvad han bragte.
Sådan hen på Eftermiddagene, når Posten var ved at være ved Enden af sin Tur, var der altid Kaffe på Kanden. Med Kaffe og hjemmebagt Kage i Munden, kom han frem med de allersidste Nyheder, ikke kun fra Folketing og Landsting, men også fra den kære Familie og Venner, af dem han havde truffet på og talt med, og i det mindste hørt snak om. Alt hvad der var værd at omtale, havde han Rede på.
Ville man se Folk og Fæ, måtte man gå den Fjerdingvej der var, fra Huset til Århusvejen. Her gled Trafikken forbi, i begge Retninger. Så kom der en Stadsvogn, trukket af et Par raske Frederiksborgere. Så en Gig, med en gul norsk vesterlandsk for. En Række Arbejdsvogne, længere fremme, kom med Læs af tykke Bøgekævler. Knap an den gamle Eg, drev en bette Hjorddreng et Kobbel Høvder. Ja alt, hvad der kunne køre og gå, kom ad den brolagte Landevej. Så man en Bil komme kørende, og var den med blankpudset Messingbeslag, der skinnede i Solen, så var det Doktoren der var ude. Ret så ofte, kom der også et Kompagni Soldater marcherende forbi - undertiden også en Eskadron Dragoner. Den Vej var, som Gudenåen, en levende Strøm, der stadig løb forbi uden Ophør. Gudenåen løb på den mcdsatte Side af Huset, Nordsiden, Gårdsiden og Køkkenhavesiden. Noget nær den samme Afstand, der var til Landevejen mod syd, var der til Gudenåen. En Sti, langs med Køkkenhaven, førte ned til Åbredden. Er man dernede, ser man den med en Bredde som en Sø. Først ved Okkerfabriken, slanker den sig og bliver rivende, sprælsk og farlig. Skovløberhuset var gammelt, men velholdt. Hoveddøren, i den sydvestlige Side var en dobbelt Fløjdør, med små Matglasruder i øverste Halvdør, Ydervæggene var hvidkalkede. En middelhøj Mand kunne nå Tagskægget. Det var et langt og et lavt Hus. I regnvåde Dage, kunne Huset virke dystert. Det dystre havde vel at gøre med Skyggerne af de store Bøge, der stod nær omkring, og så vel også Taget, det tjærede Tagpaptag. På den vestlige Gavlmur, hang Brand
Lænkehunden Bruno
stigen og Brandhagen. Ved den østlige, havde Hundehuset Plads. Her stod den vagtsomme Vagthund, bundet og lænket til sit Hus, med en lang Jernkæde. Og på Gårdsiden, stod den agtværdige Vandpost, med Skyllekarret ved sin Side. Tre Alen høj var den, og dertil den store Kugle på Toppen. Var det kun en Spand Vand man hentede, skulle Vandrenden hænges på Tuden, og Spanden blev fyldt til Randen med et, måske to Slag med den lange Pumpestang. Vandposten stod lige for Køkkendøren. Var man kom met helskindet over Stenpikningen og hen til Døren, var der her et Bislag. Her havde Træsko og Støvler Plads. På Søm i Muren hang der Koste, Børster og Fejespån, og så den uundværlige Støvleknægt. Køkkenet var stort i Forhold til Husets andre Rum. Den murede Bageovn var endnu i brugbar Stand, men der stod et moderne kom fur, blankpudset, med sort Blanksværte og blankpudset Messingstang. Et sådant kom fur var en fremragende Opfindelse. Her kunne man stege og koge på samme Tid, endog med flere Gryder, alt sammen på den samme Ild. Komfuret var velegnet til al Slags Brændsel, Træ, Tørv, Koks og især Kvas, - der gav en hurtig Varme. „Jeg bagte nu bedre Brød,“ sagde Mormor, „ i den gamle Ovn. Når vi lagde Ilden til rette om Aftenen og sørgede for det kunne brænde derinde Natten igennem, så var den god til Morgen. Så ragte vi Gløderne ud, satte den opslåede Dej ind, så passede det hele sig selv“. I Skorstenskrogen stod Høkassen. Høkassen blev brugt til daglig. Maden skulle holdes varm til Morfar kom hjem. I Skoven skiftede Arbejsstederne, så helt bestemt vidste ingen hvad Klokken kunne blive, når han var hjemme. Når Kasselåget var lukket til, var der en dejlig lun Siddeplads for to, og da især, når nogle dampende Gryder netop var blevet pakket ned i Høet.
På Køkkenvæggene hang Rækker af Køkkenredskaber. Et stort Hakkebrædt og et lige så stort Spækkebrædt, lige ved,Slagteknive og Strygestål. På Vægstykket, mellem de to Køkkenvinduer, hvorfra man kunne se ud over Haven og til højre over Gårdspladsen til Staldbygningen, på dette stykke Væg, havde Kageruller og Kagehjul Plads. Her var også Skeholdere, med mange Huller, en til Grydeskeer og en til Spiseskeer. Over Komfuret var der kroge i Muren til Komfurringene, sådan også til Ildklemme og Ildrager.
Tallerkenrækken, med de blomsterdekorerede Tallerkener, hang over Høkassen. Hjørnehylder i tre Etager var Køkkenets Pryd med de fine Dåser, på hvilke der var Billeder i skønne Farver og med Skrift, nogle på Dansk, andre på fremmede Sprog. Fra Køkkenet, førte en Dør til det lille Soveværelse. De to Senge stod Side om Side, med Hovedgærde ved Rummets Endevæg samt et lille Bord med en Stol ved Vinduet, så var der ikke Plads til andet.
Over begge Senge hang der Stropper med Håndtag. Ved et Greb i Håndtaget, var det muligt ved egen Hjælp at komme op i Siddestilling og lettere ud af Sengen. En god Hjælp for et Gigtplaget Menneske.
På en Væg hang der en Boghylde med Bøger og Tidsskrifter, og helt oppe på tværs af Loftsbjælkerne, var der en særlig Hylde, til Opbevaring af det farlige Krudt og Patroner til Riflerne. Døren fra Soveværelset ind til Stuen holdtes gerne åben, at lidt Lune fra Kakkelovnen i Stuen, kunne slippe ind. Stuen var møbleret med et ovalt Bord. Som Siddepladser i Stuen, gjorde to Kurvestole, en Chaiselong og fire Tremmestole Tjeneste. I det mørkeste Hjørne af Stuen stod den uundværlige Buffet. Over Bordet, hang den store Hejselampe, den med det to og tredive Liniers Glas. En anden Ting, var hængt i Loftet, en Aeromekanisk Indretning, en Uro med Kulørte Glasstykker. Glasstykkerne hang i tynde Bomuldstråde, hvis øverste Ender var bundet til en Ståltrådsring. Under Påvirkning af de skiftende Luftstrømninger, drejede Glasstykkerne sig ustandselig. Et enkelt Maleri, et Parti fra Skoven og nogle indrammede Billeder, under Glas og i sort og hvidt, var hvad der prydede Væggene. Over Døren, fra Forgangen, hang en Porcelænsplatte med Skrift i blåt. Først stavede man sig igennem Verset, siden læste man det. Efterhånden fandt man det var meget smukt:
„Kærlighed, Fred og Hygge
det er Hjemmets Lykke“.
Sådan stod der. Ved højre Dørstolpe var Barometeret anbragt. Det stakkels Instrument måtte døje mange Fingerslag på sit Glas, for om muligt at vise et smukkere Vejr, end det der var. På det lille Stykke Væg, mellem venstre Dørstolpe til Kakkelovnspladsen, hang der et Kort over Nordskoven i Glas og Ramme. På Kortet kunne man finde de mange Veje og Stier, der skar gennem Nordskoven på Kryds og Tværs. Der var Vejene til Udsigtspunkterne, Der var Dronningestolen, Rævebakken, Birkehøj, Ulvehoved, Bryndumshøj og Lovisehøj. Man kunne også finde Stederne hvor der var plantet Rødgran, Douglasgran, Ædelgran, Fyr, Eg og Bøg. Dale og Lavninger var der Stedsnavne på, sådan som Lillesø, Sokær, Langdal, Korsdal, Svinedal, Vanddal og Ulvehoved. De forskellige Brandlinier og Planteskoler, var også afmærkede på Kortet. På Væggene i Forstuen hang der Jagtbøsser og Rifler. Her måtte vi nok se, men ikke røre. I Stuehuset var der to Kamre og et Brænderum, men her havde vi ikke noget at gøre. Staldbygningen lå ti Skridt fra Stuehusets
østlige
Ivershave
Gavl. Her var Plads til to Køer og to Grise, nogle Høns, Ænder og Gæs, men der var ingen Lade og ikke megen Plads til Opbevaring af Hø og Halm. To Staklader nær Stalden, var så store at de kunne rumme adskillige Læs Hø eller Halm. En Konstruktion af Træ, hver med et Stråtag der kunne glide op eller ned mellem fire Hjørnestolper, gjorde det muligt at beskytte det opbevarede Foder mod Vind og Vejr. Når en Lade skulle fyldes, holdt man Taget oppe ved Hjælp af nogle Stokke der blev stukket ind under Taget, så det hvilede på Stativet. Når Hø eller Halm var lagt på Plads, blev Stokkene taget bort. Taget sank ned, således at det nu kunne hvile på selve Stakken. Hver gang der blev taget Foder af en Stak, sank Taget nedefter, og når man tog de sidste Favnfulde Foder, sank Taget ned til en Meter over Stænget, holdt oppe af fire Stopklodser, en på hver Hjørnestolpe. Disse Stakke var en yndet Soveplads for Landevejens farende Svende. Kunne de komme heldigt udenom Lænkehundens lange Lænke og bore sig ind under Stakladens Tag, kunne de ligge der, lige så godt som Jeppe i Baronens Seng.
Hvert År skaffede man sig i Skovløberhuset to Gæslinger, der hurtigt blev til to fede Gæs. De blev kaldt Jesper og Kasper. År efter År, var det altid Jesper og Kasper der gik og skræppede og nappede Græs på Lysningerne i Skoven, nær Huset, og satte Skræk i Folk der nærmede sig. Der kom dog aldrig Gåsesteg på Bordet i Skovløberhuset, nogen Juleaften. Længe før man nåede, den for Ænder og Gæs, så skrækkelige Aften, var Jesper og Kasper blevet så forkælede, at man ikke nænnede og slet ikke kunne tænke på, at ville spise to elskede Familiemedlemmer. Det var galt nok med Grisene når de skulle slagtes. Bort skulle Gæssene og bort kom de, og der kom altid to nye, der fyldte Luften med deres Hvæsen og Skræppen. Først da jeg kom over den skolepligtige Alder, før den Tid, da jeg endnu ikke kendte til noget om Mål og Vægt, troede jeg Gæs nok kunne leve i hundrede År. De hed da altid Jesper og Kasper de to hos Mormor, og som jeg helt ærlig, var lidt bange for. Men at disse to, Jesper og Kasper døde hvert År til Jul, anede jeg ikke.
Omtrent hundrede meter fra Skovløberhuset, under de store Bøgetræer, var der en Jordkælder, der kunne Minde en Del om et af disse Gravkamre, som visse store og rige Mænd, får lavet til deres Kister. På Afstand, så man Jordkælderen som en muret, halvrund Gavlende, med en Dør i Midten og overdækket af en Jordvold.
En gang imellem, fik jeg lov til at gå med derned. Fem, seks Stentrin førte ned til Døren. Når man var indenfor befandt man sig i et ovalt, hvidkalket Rum med mange Hylder. På Hylderne stod der Fade, Krukker og Trækar. Selv i den varmeste Sommertid, var her køligt. Rummet var et fortrinligt Spisekammer for Øl, Smør, Fisk og for Kød, der ikke blev saltet ned. Også det nymalkede Mælk blev båret herned. Området ved Ivershave var et søgt Udflugtsted. Med Madkurve og med Barnevogne kom Folk fra Silkeborg vandrende, og slog sig ned i Lysninger i Skoven. Sommersøndage, når Solen skinnede var der Liv i Skoven. Mormor Sofie havde på slige Dage, altid et Par Kedler Vand over Ilden, der hele Tiden var nær Kogepunktet.
„Vi har Bønner i Kaffeposen, kan vi ikke få en Tår Vand til den Blå. Kan vi ikke låne en Proptrækker, vi huskede den ikke derhjemme“. Sådan lød det hele Tiden.
Meget nær Jordkælderen, stod der to høje og slanke Bøgetræer, meget præcis, med en indbyrdes Afstand på en Meter og femogtyve Centimeter. Den ene ende af de to Jernstenger var fæstet i hvert Træ helt oppe under Træernes Kroner, og imellem de nederste Ender, var der gjort et Siddebrædt fast. Her kunne man tage en fantastisk Gyngetur, ja ligefrem en Lufttur. På Engene ved Åbredden, var det også tilladt at tage
Ophold. Man kunne soppe og bade i Åen, slå Smut eller fiske med Snøre og Fiskestang.
I dette Hus, med disse omgivelser, voksede Mads og Sofies seks Børn op. Der var fred og Hygge over Stedet, men det var ikke altid et roligt Sted. Der kom Folk der forlangte Skovsedler, der gav Tilladelse til at samle Kvas i Skovdistriktet. Jægere og Klappere samlede sig foran Huset, før og efter Klapjagterne. Landevejens farende Svende kom der og bad om lov til at overnatte i Staklade eller på Staldstænget. Når man en tidlig Morgen ville tage en Vild Hø, kunne det træffe sig man afdækkede et Par slidte Skosåler og et Par pjaltede Bukseben, og omgående kom et skægget Hoved til Syne, der sagde et søvnigt Go-morn. Det var også almindeligt at Pramdragerne stoppede Kågen ved Ivershave og gjorde et Ærinde til Skovløberhuset. Mor huskede en af Dragerne hed Peter Rytter, at samme Peter Rytter ofte blev nævnt ved Navn i Skovløberhuset troer jeg så ganske bestemt. Jeg husker Mor, sådan ved vore Spisetider, kunne sige halvhøjt: „Supsekål og Øl og Brændvin, det vil Peter Rytter ha“. Når Mor havde sagt denne Remse, kunne jeg se på hende, hun for en Tid var tilbage i Barndommens Dage.
Morfar og Mormor med børnene Agnes, Julie, Hertha, Johanne,
Skovfogeden og en feriedreng