Min Første Skoledag og 
Flere Andre

Bror Karl og jeg hørte ikke til dem der blev jaget ud af Sengen ved første Hanegal. Vi måtte ikke så gerne stå op før Mor sagde til. Mor ville først have de der skulle hjemmefra ud af Huset. Herefter kunne hun tage sig af os to små. Den Dag jeg alligevel var stået ud af Sengen og var begyndt at fumle med mit Tøj, kom Mor ind i Soveværelset. Med en højtidelig Mine i Ansigtet, så hun på mig og jeg forstod, der var noget særligt hun ville sige. „Til sommer“, sagde Mor, „skal vi flytte ud til Farfar og Farmor i Sejs, men først skal du i Skole og det skal du i næste Måned“. Jeg havde nok regnet med den onde Dag ville komme, men få det at høre så tidligt på en lovende god Dag, så præcis på År, Måned, Dag og næsten på Klokkeslet, var tungt for mig at bære. Jeg tabte da også Bukserne, som jeg ganske vist ikke havde på, men stod med i Hænderne. Imidlertid svandt Tankerne hos mig om Skolen, hurtigt hen til ingen Ting. Bekymringerne der meldte sig hos mig, skabtes automatisk af den første Nyhed, det at vi skulle flytte. „Jamen“, sagde jeg, „hvad så med Jens og Karlo og de andre. Så kan vi ikke snakke og lege med dem. Hvem skal så løbe hen til Købmand Sørensen efter Smør til Fru Byrialdsen,og hvem skal så samle Hestepærene ind fra Gaden og al det der?“. Selvfølgelig var det dejligt derude på Landet. Jeg følte det alligevel, som hele vores lille Verden ville falde sammen. „Ja ja“, sagde Mor, „lad os nu se. Når i nu kommer ud kan i spørge Jens og Karlo, om de vil rejse med ud til Farfar og Farmor“. Det gjorde vi så en Time senere. Jens og Karlo var lutter Øre. Vi gjorde vort det bedste for, at få dem til at fatte, hvilke paradisiske Forhold de kom til at leve under. Der var således ingen Grænser for, hvor mange Æggeblommer de måtte få til Røræg. Æbler, Pærer, Blommer og søde Kirsebær var der i Haven i Overflod, vi kunne bare spise, spise og spise. Dejlig Sødmælk med Fløde kunne vi få hver Morgen og Aften lige fra Koen. Jens og Karlo og flere af de andre der var kommen til, syntes vældig godt om Ideen. Nu skulle de altså lige spørge derhjemme. Før Far solgte Remstrupsvej Nr. 13, skulle der bygges et Hus i Sejs til os at bo i. Et almindeligt Hus, kostede dengang omkring tolv Tusind Kroner at bygge. Fra Hammers nedbrændte og nedbrudte Klædefabrik, købte Far gode og hele Mursten. Murer og Tømrerarbejdet blev udført af Fagfolk, men Far og Farfar gjorde deres med Udgravning af Byggegrund med Kælder og som noget af det sidste, at fernisere Gulve og male Træværket indvendig og udvendig. Der blev sparet hvor der kunne spares og måske lidt for meget på sine Steder. Huset kom heller ikke til, at koste mere end lidt over fem Tusind Kroner. Afstanden mellem det gamle og det nye Hus var højst ti Meter. Det nye Hus lå forskudt for det gamle, således havde begge Huse Facade ud mod Jernbanen. Eftersom det nye Hus var teglhængt, havde den kortere Afstand fra Huset til Jernbanen ingen Betydning, i Modsætning til det gamle stråtækte, der faktisk lå for nær Banelinien. 

En Forårsdag, April 1920, må det have været, fulgte Mor mig til Skolen. Skolen var en rød Bygning på Hjørnet at Hostrupsgade og Markedsgade og var Th. Langs Skole. Udenfor det høje Hegn slap Mor min Hånd og sagde: „Nu, kan du gå ind sammen med de andre Børn og når i får fri, skynder du dig Hjem“. Der var Piger og Drenge der skulle begynde i Skole, men jeg så ikke nogen iblandt jeg kendte. Da vi alle stod i Klasseværelset, var vi en Flok på mere end tredive. En stor Mand kom ind og sagde, vi skulle bare sætte os. Vi satte os. Bænkene var lige til. Bænkene var tømret fast til Bordene, eller omvendt. Vi skulle altså sidde to ved Siden af hverandre. Altså en halv Bænk og et halvt Bord per Elev. Den store Mand sagde nu, at vi var velkomne. Der var ikke nogen der sagde Tak. Hvad jeg tolkede sådan, vi var nok en Del der var kommen, ikke fordi vi gerne ville, men fordi vi skulle. Manden var ikke færdig med at sige noget endnu, og han sagde han hed Ravn. Jeg kendte godt Navnet Ravn. Det var fra Fuglebogen, men der var det en Fugl der hed Ravn. Et Menneske kunne altså godt hedde Ravn. Han blev ved med at sige noget. Nu ville Manden Ravn altså gerne hilse på hver enkelt af os, og han begyndte med de to Drenge, der havde taget de øverste Pladser i Klassen. Han gav Hånd, men det var ikke meget han sagde til hver enkelt. Vi var over tredive Nybegyndere i Klassen og han Ravn skulle vel også Hjem til Middagsmaden. Herr Ravn kom, som ventet, til mig og gav mig Hånd og sagde, nu ville han gerne jeg blev lige så dygtig som mine to Søstre Gerda og Olga. Jeg havde Lyst til at sige til ham det var jeg allerede, men jeg tog mig i det, min Mening havde han nok ikke Tid til at høre. Da Herr Ravn havde hilst på os alle, gik han og lukkede Døren efter sig. Før han gik var der kommet to Damer ind. En høj og tynd og en lille og tyk. Den høje tynde sagde, hun var Frøken Knudsen. Den lille tykke sagde, hun var Frøken Madsen. Frøken Knudsen sagde, hun ville lære os at stave og at skrive. Nu ville hun vide om vi havde en A.B.C. Joe! De fleste havde A.B.C.’en. Den tynde Bog med Billedet af en Hane og en Myretue på Bogbindet. Om vi også havde Tavle og Griffel. Alle havde Tavle og Grifler. Der var dem der havde fine Tavler med røde Streger, så behøvede de ikke selv at slå dem, hvis der blev brug for Streger. Grifler havde vi. Ikke bare en enkelt Griffel. Vi havde Penalhuse med Skydelåg, der var fyldte med Grifler. Kun en Dreng i brunt Tøj, der sad ved det øverste bord, havde ikke nogen Griffel. Han havde vel tænkt Kridt var lige så godt, måske endnu bedre og halede en Klump Kridt op af Bukselommen. Frøken Knudsen så på Kridtet og så meget utilfreds ud. Hun snuppede Kridtklumpen som man tager en død Rotte i Halen, mellem Tommel og Pegefinger og droppede den i Papirkurven. Frøken Knudsen var skrap lod det til. I Morgen sagde hun, måtte alle møde med en A.B.C. I Dag kunne vi øve os på det første Bogstav i Alfabetet. Nu ville hun skrive et stort og et lille a på den store Tavle, og det gjorde hun med Kridt. Så kunne vi begynde, ahe–ahe–ahe – skulle vi sige. Noget nær sådan som små Børn siger, når de kærtegner deres Mor på Kinden. Ahe–ahe– råbte vi i Kor, højere og højere, indtil Frøken Knudsen sagde Stop. En Klokke ringede, højt som en Brandklokke, og længe. „Så er der Frikvarter, nu skal i alle i Gården“, sagde Frøken Knudsen. Ude på Legepladsen fandt de som kendte hverandre sammen. De begyndte at lege Katten efter Musen, at hoppe i Paradis og sådan noget. Eftersom jeg ikke kendte nogen, gik jeg bare omkring og småfrøs. Faktisk gik jeg rundt som en anden „Kristian den Anden“, jeg havde blot intet Bord, eller noget andet, at støtte mig til. På en Runde kom jeg nær til Skolens Trappe. Foran Skolens Indgangsdør og Hoveddør, var der to Trappetrin af ægte Granit. På det øverste Trin stod den Dreng i det brune Tøj, der havde haft Kridtklumpen og med Hænderne i Bukselommerne. „Davs du“, sagde han. Siden der nu var en der talte til mig, endda så pænt, spurgte jeg, efter et „Davs“ fra mig: „Hvad hedder du?“. „Evald“, svarede han. Jeg trak Vejret dybt og passede nøje på ikke at sige Bøje. Sådan et Kæle- og Øgenavn kunne blive en smittefarlig Ting, iblandt så mange, der altså længe nok, skulle være mine Skolekammerater. Jeg fattede mig og meddelte ham jeg hed Børge. Som man kan stå opad en Lygtepæl og tænke på, om man formår at klatre op i den, helt op til Lygteglasset. Sådan stod Evald og vurderede mig, men så kom Spørgsmålet: „Skal vi slås“, sagde han, og jeg vovede et lille Nik. Vi havde ikke læst Skolens Reglement af den simple Grund, vi endnu ikke havde lært at læse. Da vi begyndte på Kampen anede jeg ikke, Slagsmål på Legepladsen var forbudt. Var også uvidende om Straffens Størrelse, ved Overtrædelse af dette Lovbud. Efter et Par raske Livtag fandt vi ud af, vi var lige stærke. At vi herefter skulle blive Venner for hele Livet, som det hedder, tænkte vi os ikke på denne vor første Skoledag, men det blev vi indtil Havet mellem Europa og Amerika skildte vore Veje. Alarmklokken ringede, Frikvarteret var forbi. Vi sad på vore Pladser og nu ville Frøken Knudsen gøre en Folketælling. Hun stod ved sit Bord og viftede med et stort Ark Papir som jeg bedømte til at være en Liste. Jeg vidste nok hvad en Liste var. Der kom Folketællingsliste derhjemme i Gaden. Far sagde den kom fra Kommunen. Da jeg spurgte: „Kommunen, hvor bor han?“, sagde Far: „Kommunen er ikke nogen Person, men et Væsen“. Så spurgte jeg ikke mere, men jeg tænkte. Mor sagde gerne, når noget gik skævt: „Det vil vi ikke gøre noget Væsen af“. Brandvæsenet var også et Væsen. Her var altså noget der gik over min Forstand, og langt ind i Præstens, som man også siger. Når Far havde skrevet på Folketællingslisten, havde han skrevet Navnene på alle os der boede i Huset. Desuden også, hvad vi var af Profession og på hvilken Dag, Måned og År, vi var født. Væsenet ville også vide, om vi var Folkekirkemedlemmer, eller noget andet og så, om vi nu også var rigtige danskere. Straks når Far var færdig med Listen, skulle den videre og bringes til Nr. 15. Frøken Knudsen råbte vore Navne i alfabetisk Orden. Altså efter det første Bogstav i vore Efternavne. Det viste sig vi alle var i Klassen. Ikke en eneste var stukket Hjem. Frøken Knudsen råbte vore Navne efter Listen. Den der blev råbt til, stak en Finger i Vejret og råbte ja! Frøken Knudsen havde krydset Navnelisten af og rejste sig, nu skulle der skrives. Tavler og Grifler kom frem. På et Øjeblik var Klassen som forvandlet, så man skulle tro det var et større Blikkenslagerværksted man befandt sig i. Da Tavlerne skulle frem på Bordene, blev de vendt og drejede, så Rummet fyldtes af Skramlen, Ridsen og Knasen. De Grifler der knækkede i Stumper og Stykker under Forberedelserne, trillede rundt på Skolebænkenes Fodbrædder og hvis ikke der, så ude på Gulvet. Evald, der havde regnet med at skrive med Kridt, fik tilbudt Grifler hos Frøken Knudsen som Lån. Han skulle selv hente og bringe tilbage. Så var der noget der gik galt. Skred han på en Griffelstump, eller hvad? Jeg ved det ikke. Uheldet ville det sådan. Da han stod ved Frøken Knudsens Bord og modtog Griflerne, vaklede han og Bordet fik et Stød. Nok til at der fra det åbne Blækhus, fløj en Dråbe Blæk over på Navnelisten der lå på Bordet. Den lille Dråbe bredte sig som en Boble på en rolig Vandflade og blev en kedelig Blækklat midt på Navnelisten. At Frøken Knudsen var en skrap Dame, havde jeg fornemmet og det viste sig at være rigtigt. I bare Galskab, langede hun ud efter Evalds den venstre. Jeg tænker Evald før sin Skolegang, havde lært den gamle Læresætning: „Min Søn, vil du i Verden frem, så buk“. Det var lige hvad han gjorde. Han bukkede sig og Slaget forsvandt i den blå Luft. Den Kraft Frøken Knudsen ofrede på det tiltænkte Kindslag, blev omsat til et Skub af hendes Krop, mod det vaklevorne Bord med Blækhuset. Blækhuset væltede, den blå Flod flød ud over alle Bredder og hermed, også ud over Navnelisten. Til Skam og Skændsel beordrede hun Evald til at stille sig i Klasseværelsets fjerneste Krog med Ansigtet mod Muren. Siden hen skulle det vise sig vort Klasseværelse, ikke altid havde Hjørnekroge nok i Frøken Knudsens Timer. Men også den Dag fik en Ende. Efter Forskriften på den store Tavle, havde vi uafladeligt, fyldt vore Tavler med store à er. Når Tavlesiderne var fyldte, viskede vi ud og begyndte på en frisk. De fleste af os havde forsynet vore Tavler med en Tavleklud. Igennem det Hul der var i Tavlerammen, og som den der havde lavet Hullet, vel sagtens havde tænkt sig som et Sømhul, bandt man et Stykke Sejlgarn fast. Kunne man få et Stykke af Mors gamle Bomuldsforklæde, var det noget af det bedste. Man foldede Tøjstumpen sammen til en lille aflang Pude og bandt, med flere Viklinger, Puden fast med den frie Sejlgarnsende. Nu var Puden en Tavleklud. Sejlgarnssnoren skulle have en passende Længde og være af en passende Styrke. Nu havde man altid en Tavleklud ved Hånden og ved Tavlen. For ikke at blive tørre i Halsen og hæse, ved Brugen af for megen Spyt, havde man med sig en lille Flaske med Vand, så kunne man gyde Vand over det skrevne, for så at viske Tavlen ren. Vist nok er det store a opfundet i Egypten og var, i sin Vorden en Tegning af et Oksehoved. Senere kom det til at se helt anderledes ud.

Det a der var skrevet på den store Tavle, som vi skulle skrive efter, var et a med Krølle og Sving, nok rigtigt efter dansk Retskrivnings Regler. Vi skrev og skrev, det vil nok være mere rigtigt, at sige vi nærmest tegnede Bogstaverne. At mange arbejdede med Tungespidsen udefor Læberne, var vel Tegn på de gjorde sig megen Umage. Som bekendt er det Tungen der styrer de Ord man taler og et stort a havde ikke så lidt med Ord at gøre. Skrivetimen forløb forholdsvis roligt. Frøken Knudsen kunne slappe af ved sit Bord. Samtale var forbudt, man hørte kun nogen Raslen af Tavler og Griflernes Skraben. Jeg ved ikke hvor mange Tavlesider jeg fik skrevet. Jeg ved det var mange. Det var ikke mange Aer jeg fik til at ligne Forskriften, de fleste havde mere Lighed med Oksehoveder. I den Tid vi skrev Aer, havde Frøken Knudsen skrevet på en ny Navneliste. Den var skrevet færdig netop da Klokken ringede, og min første Skoledag var forbi. Jeg gjorde som Mor havde sagt. Jeg skyndte mig det jeg kunne. Jeg løb hele Vejen Hjem. I Virkeligheden længtes jeg efter at være hjemme igen. Næste Dag var den lille tykke Frøken Madsen i Klasseværelset da vi kom ind. Hun skulle lære os at tegne og at regne. Frøken Madsen ville nu gerne vi skulle synge før vi begyndte med at tegne. Der var måske en Sang vi kendte, som vi kunne prøve at synge. Joe! det var der da. „Højt fra Træets grønne Top“. Den Sang kendte vi alle. Men nej! der var længe til Jul. Den duede ikke. Nå! nu ville hun så lære os en Sang og så skulle vi rejse os og stå stille ved Siden af vore Borde og synge. Hver Dag vi mødte tidligt på Skolen, skulle vi som det første, stille os ved Bordene og synge. Sangen hun ville lære os var skrevet af en Mand der hed B.S. Ingeman. Frøken Madsen sagde det første Vers af Sangen, som hun huskede det:
„Nu titter til hinanden, de favre Blomster små“.
Sådan lød den første Sætning og vi gentog den efter hende, flere Gange. Vi fortsatte med næste Sætning, på samme måde:
„De muntre Fugle, kalde på hverandre“.
Den tredie lige sådan: 
„Nu alle Jordens Børn, deres Øjne opslå“.
Vi fortsatte også med, at gentage den fjerde Sætning flere Gange:
„Nu Sneglen, med Hus på Ryg vil vandre“.
Med den havde Verset Ende.

Vi gentog nu det hele i Sammenhæng også flere Gange. Omsider kunne vi første Vers af Sangen. Der var endnu fire Vers at lære. Disse Vers vil vi lære i de følgende Dage, sagde Frøken Madsen. Melodien gik det lettere med. Snart sang vi det lærte Vers frit, som muntre Fugle. Så skulle der tegnes. „Nu skal i holde Hænderne for jeres Øjne. I må ikke kikke“, sagde Frøken Madsen. Så godt vi kunne lukkede vi med vore Hænder, for en af Menneskehedens vigtigste Sanser. Dog var der en af de fire andre, der sagde os hvad der foregik. Det kunne høres, Frøken Madsen havde travlt med Kridt på den store Tavle. Sekunder gik og blev til Minutter, da hun endelig sagde, „Nu må i alle se“, fornam jeg det, som vi var nået langt ind i Evigheden. Et pragtfuldt Syn fik vi at se. En stor Krukke, fyldt med de skønneste røde Tulipaner. Joe! Frøken Madsen kunne tegne. Mangen „Næe“ og „åe“ hørtes fra hele Klassen. „I Dag“, – sagde Frøken Madsen, „må i tegne hvad i vil. I den Tid i tegner, vil jeg gå omkring og se, hvordan i tegner og hvad i tegner“. Joe! At tegne var noget de fleste havde Lyst til. Frøken Madsen gav Ideer og gode Råd på sin Rundgang, hun gav mere Ros end Ris. Om der var nogen der prøvede at tegne en Krukke med Tulipaner, ved jeg ikke. Jeg troer det var mest Mænd og Koner og Huse der blev tegnet. Efter Frikvarteret skulle vi indvies i Regnekunstens Hemmeligheder, nok ikke dem alle på en Gang. Vi begyndte så småt med en enkelt Lagkage, der skulle deles i fire. Deles således at fire Personer fik et lige stort Stykke hver. Herefter hed det ikke kun et Stykke Lagkage, men også en Fjerdedel. Det var at regne med Brøker. En Kone havde en Høne, der lagde et Æg hver Dag. Konen havde en Kurv hvori hun opbevarede Æggene. Hvor mange Æg havde Konen i Kurven i løbet af tyve Dage. Et umådeligt svært Regnestykke der kunne kaldes både et gange og læg sammen stykke. Der var tyve Æg i Kurven. Det skulle blive endnu værre.

En Mand kom ind på en Kro. Han var meget sulten. „Giv mig ti Skiver Grovbrød, men gå ud til min Hest med de seks. Æder Hesten ikke dem alle, kan jeg selv æde dem“. Krokarlen kom tilbage med to Skiver. Vi syntes godt nok det var en sjov Historie, den Hest var ikke særlig sulten, men Frøken Madsen sagde, det var både et Lægge-sammen og trække-fra Regnestykke, nu ville hun gerne vide, hvor mange Skiver Brød Manden havde spist. Mand og Hest havde tilsammen spist ti Skiver. Vi trækker først seks fra ti, - så trækker vi fire fra seks - så lægger vi to til fire. Manden var sulten, han spiste altså seks Skiver Brød. Ja så indviklet kunne Regning være. Jeg havde ellers været så stolt til at begynde med. Jeg var iblandt dem, der kunne tælle til hundrede. Jeg gibbede ved Tanken om, at dette her kunne blive meget værre. Vi kom hurtigt frem i A.B.C.en i Frøken Knudsens Timer. Det kan godt være at Frøken Knudsen var skrap. Skrappe Mennesker er mange Gange dygtige Mennesker, jeg troer hun var en af dem. Det var ikke altid lige let, at få de rigtige Lyde frem ved Stavningen. Var der en der stavede for højt i Koret, eller en der ikke stavede med, kommanderede hun i Skammekrogen. Da vi stavede r-erne var det rent galt. Jeg kan dårlig nok beskrive, den Lyd der skulle frembringes. Ofte når jeg saver et Brædt over, tænker jeg på den r-Lyd vi skulle presse frem. Når jeg skærer det sidste Snit med Saven og Brædtet deles i to Dele med et Ratz, mindes jeg Lyden. De mange Staveøvelser med r-ene blev mig efterhånden en Krumme for meget. Jeg bad om Tilladelse til at gå i Gården. Jeg gik helt ned i Kælderen, hvor Toiletterne var. Alt imens jeg besørgede min Nødtørft, fældede jeg et Par Tårer. Jeg var helt nede i Kælderen, ikke kun i Skolens Kælder, men også med Humøret. Her sad man og raspede r-er, når man derhjemme, havde så mange interessante Ting at gøre. Hernede i Dybet gik det op for mig, hvor godt jeg havde haft det derhjemme og hvor skønt ville det ikke være, om det Skolevæsen ikke var til.

Så slog det mig, Skolen også var et Væsen, og at alle Væsner brød sig meget lidt om lille Mig. Væsner var nok udelukkende til for, at holde det store Samfundsmaskineri i Gang. Jeg forlod Kælderen. Oppe i den frie Luft tørredes Tårerne bort. Det faldt mig ind, om jeg ville i Verden frem, kunne jeg få en hel Del, med mange Væsener at gøre. Derfor var det sikkert nyttigt at lære at læse og skrive, og at kunne regne en Smule. Lidt efter lidt kom det. Jeg kunne begynde at stave mig igennem Ord. Det blev ligefrem interessant at sidde med Avisen derhjemme.

Når Far havde læst Silkeborg Avis, kunne jeg være heldig at låne den. Vi sad ved det store Spisestuebord og havde Bøger og Blade bredt ud på Bordet. Silkeborg Avis blev udgivet af Redaktør Sophus Sørensen. Avisen kom senere til at hedde Midtjyllands Avis. Selve Avisbladene var i et noget større Format end de Aviser vi kender i Dag, men der var kun to Blade. Normalt var der en god Portion Lokalstof at læse. Omgjort af tykke sorte Rammer, var der ind mellem Læsestoffet Annoncer. Jeg læste, eller rettere stavede, med Forkærlighed Annoncerne. Ved at læse Annoncer, syntes jeg, jeg fik et nøjere Kendskab til hvad der fandtes i Byens Butikker og hvad man lavede i de små Gårdværksteder. Blandt de små Annoncer var der nogle bestemte, som jeg syntes var mystiske. I hver ny Avis var der mange af den Slags, og så var de næsten ens. Det var stensikkert, at de der havde disse Annoncer i Avisen boede her på Jorden og ikke på en anden Klode. Alle kaldte de sig Jordemoder. Alle var de Fruer. Alle boede de i huse i vores By. Skulle det være, kunne vi Avislæsere finde dem, hvis vi ville og hvis vi kom i Træffetiderne. Der var ingen i vor Gade jeg kunne spørge, så jeg spurgte Mor. Mor hun måtte vel vide det. Jeg pegede på en Jordemoder annonce og spurgte: „Hvad er en Jordemor Mor?“. Jeg kunne se og føle, Mor tænkte, så svarede hun: „Ja - det kan jeg ikke fortælle dig lige nu, når du bliver større skal du få det at vide“. Ja så! der var altså noget man skulle være gammel nok til at vide Besked med. Jeg lod alle Jordemødrene være hvor de var. Over eller under Jorden, ligesom det passede dem bedst. Jeg blev snart ældre og stor. At blive stor var det man gerne ville, helst så hurtigt som muligt. Desuden var det nok lige sådan, som hvad Far en Aften havde læst fra Bibelen. De nysgerrige Disciple plagede nok engang Jesus for, at få noget at vide som de ikke vidste, men så sagde Jesus: „Det her forstår i ikke nu, men siden hen skal i få det at vide“. Altså var Disciplene heller ikke gamle nok på den Tid. Jeg var blevet rigtig glad for at gå i Skole. Jeg løb heller ikke så hurtigt Hjem mere. Jeg fulgte ikke altid den lige Vej. Undertiden strøg jeg over Markedspladsen forbi Elektricitetsværket, hvor jeg kunne høre de store Motorer dunke. Når der var Markedsdage med Køer og Heste på Pladsen var det spændende, at høre og se hvordan der blev handlet, pruttet og givet Håndslag. Det aller sjoveste var dog hos Købmanden på Hjørnet af Hostrupsgade og Drevwsensvej. I godt Vejr sad der en rigtig Poppedreng på Toppen af Cigarautomaten. Automaten var af den Slags, der havde et Håndgreb i Frontpladen. Trak man een Gang i Håndgrebet, fik man en Hyldetromle til, at dreje en Sjettedel om sin lodrette Akse. Hyldetromlen var inddelt med otte Hylder i hele Automatens Højde. Gennem små Ruder i små Låger, havde man Syn for hvad Automaten havde på Lager af Cigarer. Ville man tage sig en Cigar, måtte man putte sin Mønt i Møntsprækken, ud for den Hylde hvor den ønskede Pakke Cigarer befandt sig. Havde Automaten godtaget Mønten, fattede man med Højre Hånds Tommel og Pegefinger, i den lille Knap der sad på Lågens Kant og trak til. Automaten var et teknisk Vidunder, den tog ikke imod falske Penge. Kastede man en Krone ind og trak en Pakke til fem og tyve Øre, gav den nøjagtig fem og halvfjerds Øre tilbage. Papegøjen var en vidunderlig Fugl. Dens Fjerdragt var en Fryd for Øjet. Med halvtlukkede Øjne sad den på Automaten. Når Solen skinnede strålede dens røde, grønne og gule Fjer i al deres Glans og så kunne den tilmed tale dansk. Tog man blot et enkelt Tag i Automatens Håndgreb, råbte den, så højt som den fra Naturens Hånd kunne råbe: „Lad være Dreng“. Vi Drenge forsømte sjældent, at give Automaten et Træk i Håndgrebet, når vi gik forbi, uanset om Automaten var med eller uden Poppedreng eller Cigarer. Efter Skoletid, altså for hjemadgående, kunne der samle sig en Flok første Klasser om Automaten og alle ville prøve at trække. Blev der for megen Larm, trådte Købmanden frem i Døren og gennede os væk. Når man gik Skolevejen hjemad, skulle man gerne opleve noget spændende. Det kunne være Skorstensfejeren, der kom ad Gaden med Kost, Stige og Skrabejern. Det kunne være Doktor Andersen i Bil eller Skattefogeden med en Politibetjent som Ledsager. Små Ting, men alligevel noget. Gik man hjemefter på højre Fortov af Drewsensvej, gik man langs med det høje Jernbanestakit, der strakte sig fra Toldbodbygningen ned til Bommene. Så traf det sig ret ofte, Banekusken var i Færd med at rangere Godsvogne. Man kunne ikke få Hovedet ind mellem Stakitstavene, men der var så stor Afstand så det var let, at følge Kusk, Hest og Vogne derude på Baneterrænet. Når Kusken havde spændt den store sorte Hest for en Godsvogn, brugte han ikke at slå med Pisken eller råbe til Hesten. Han strammede Tømmen lidt. Hesten sank i Knæ så dens Bug knap rørte Jorden, man kunne se den trak af alle Kræfter. Så snart Vognen var i Gang, rullede den hen ad Sporet af sig selv. Kusken havde nemlig ved et hurtigt Greb, fjernet Skaglen fra Vognen, således at Hest og Vogn var fri af hinanden. Det samme gentog sig, den ene Vogn efter den anden. Måske var det ikke så strengt et Arbejde for så stor en Hest, – med rette, kunne man kalde den en Igangsætter. Alligevel havde jeg Medlidenhed med den sorte Hest.