Hvilket År det skete husker jeg ikke bestemt, men det var dengang vi boede på Remstrupsvej, jeg blev ejer af min første Tiøre. Fra Mormors Broder Peter, var der kommet Brev, han tænkte på, at gøre en Rejse til os i Jylland midt i Juli Måned. Helt fra København kom han, nu ville han tage sig en lille Ferie, med det Mål for Øje, at gøre Visit, hos så meget af Familieskabet han kunne over kom me. Hans faste Opholdssted skulle, som naturlig var, være i Ivershave. Eftersom Nyheden kom Familien rundt, blev Vaskespande og Skurebørster stillet frem i vore Huse. Der blev skrubbet og skuret i Dage og Nætter. Den sjældne Gæst skulle for alt i Verden, modtages i et støvfrit Hus. Ingen Nær og ingen Fjern, skulle af den kære Morbror Peter få at høre, at de jyske Familiemedlemmer nok var gode og rare Mennesker, men nogle rigtige Svinebæster. Hos os var alt i den fineste Orden den Sommerdag, vi lukkede op for morbror Peter. Ja selv for Kongen, ville det være fint nok, syntes jeg. Morbror Peter blev da også modtaget som var han en Konge. Med Ærbødighed og Værdighed. Jeg følte mig beæret ved, at denne store Mand, dobbelt så stor som vores Far, troer jeg, ville træde ind i vort Hus. Jeg beundrede den svære gyldne Urkæde, som han bar tværs over sin tykke Mave. Der var lukket op til den fine Stue, det var der det skete. Morbror Peter tog en stor Pung op af Lommen. Fra Pungen tog han den ene ti-øre op efter den anden og anbragte dem i Række ved Kanten af det runde Bord. Den første ti-øre der blev lagt var til Bror Karl. Den næste til mig, Bror Åge, Søster Olga og Gerda. Til dem var der tre til hver, fordi de var større, altså de der skulle have ti-ørene. Ved Vintertide når der var Sne og Is og koldt derude, kunne vi sidde i Mørkningstiden foran Kakkelovnen. Ovnlågen fik Lov til at stå åben. Så sad vi og så ind i den bulrende Ild bag Ovnristen.Ligesom en flok Spejdere kan sidde omkring et Lejrbål. Ildens flakkende Skær, lyste på vore Ansigter og på Stuens Vægge. Det var en Forbrydelse at tænde Lys. Stundom var det tilstrækkeligt for os, at sidde musestille og bare se på Ilden. Til andre Tider gættede vi Gåder, fortalte Eventyr og små Historier, hittede på Ordsprog, eller vi sang nogle udenadlærte Småsange. Således kunne vi sidde, først hørte vi hastige Fodtrin udenfor og et mat rødligt Lysskær bredte sig udefra over Vinduesruderne, så vidste vi Lygtetænderen, med sin Stang og Stige, var nået ned i vor Gade og var snart færdig med, at tænde Gaslygterne for Natten. Nu vidste vi, vi blot kunne sidde endnu en liden Stund. Herefter lyttede vi til Lyde fra Gaden og så snart vi hørte Fars Træskotråd, blev Ovnlågen lukket og Lyset i Køkkenet tændt i en Hurtighed, for nu kom Far.
Der boer en Bager på Nørregade
han bager Kringler og Julekager
han bager store han bager små
han bager nogle med Sukker på.
Jeg husker endnu lidt af den Sang vi sang med hverandre, når vi foran den åbne Kakkelovnslåge sad og ventede på Far. Der var også noget i Sangen med, at kom man til Bageren og havde Penge på Lommen kunne man få, altså købe, men havde man ingen Penge, så måtte man gå. Sangen om Bageren og Pengene fik mig til at forstå, at det var rigtig rart at have Penge. Penge var faktisk noget man skulle have, hvis man ville købe noget. Nu var jeg Kapitalist, nu var jeg pludselig blevet Ejer af en ti-øre, som jeg selv måtte købe for. En Gyngehest havde Bror Karl og jeg talt om. Sådan en var vort højeste Ønske, Kalo og Jens havde sådan en Hest, og den havde kostet mange Penge. Penge og Problemer hører nu engang sammen. Mine Penge gav mig en del Spekulationer. På Hjørnet af Drewsensvej og Søndergade i Silkeborg By, det var ikke Nørregade, men Søndergade, hvor der dengang boede en Bager. I hans Butik lavede han ikke alene Brød og Kager, han kunne også lave Is. Jeg havde nok smagt på Is, af den Slags der kom på Vandet når det frøs, men det var kun koldt og smagte ikke af noget. Jeg havde ikke smagt nogen anden Is end den fra Vandet. Bageren på Søndergade var først fornylig begyndt, at lave den Slags der kunne spises. Så hed det ikke bare Is, men Iscreme. Vist nok var der en gammel Kone, der havde fortalt ham, hvordan han skulle lave den. Vi gik begge to ind i Butikken, Mor og jeg og Mor forlangte et Bæger Is.
Den tykke Dame der var derinde, jeg hørte senere noget om, at det skulle være Bagerens Kone, gav sig til at dreje på et stort Håndsving. Ligesom det vi brugte til Kødhakkemaskinen hjemme. Svinget sad på en høj Bøtte. Jeg regnede på, der nok var Is i Bøtten, hvad jeg dog kom til at tvivle på, for den tykke Dame kom nemlig hurtigt til at svede, så hun blev helt rød i Hovedet. Til Trods for, at hun stod lige ret op og ned af Bøtten der, hvis den var fyldt med Is, i så tilfælde måtte være iskold. „Nu må der være nok for en Tid“, sagde hun, og tog Låget af Bøtten. Så var det rigtig nok, der var Is inde i Bøtten. Jeg forstod nu det mærkelige, at det var varmt at lave Is. Fra en Kasse tog hun et Linseformet Bæger, jeg kunne se det måtte være bagt af en Bager. Med en langskaftet Ske, tog hun ned i Bøtten og tog så meget af Iscremen op så Bægeret blev fyldt, endda med en lille Top på. Mor betalte hende fem Øre. Vi sagde Farvel og Damen sagde Farvel og Tak. Før vi nåede halvvejs Hjem og før Iscremen smeltede, havde jeg spist både Creme og Bæger. Den slags Is be kom mig godt. Jeg bestemte mig til, at jeg ville købe en sådan Is ved først givne Lejlighed. Så gik der nogle Dage, hvor jeg gik og tænkte over hvordan jeg skulle iværksætte Planen. For det første skulle jeg følges med nogen. Jeg måtte ikke gå op i Byen alene. For det andet, var det en tiøre jeg havde, jeg måtte skaffe mig en fem Øre. Det var en fem Øre jeg skulle give Damen, for sådan et Bæger med Iscreme. Jeg havde ti-øren liggende i Vaskehuset. Der var et Hul i Muren. Der lå den, pakket ind i gråt
Papir.
Vi havde ellers Sparebøsser nok. Både mini Postkasser med Lås og Nøgle, runde Sparebøsser havde vi, men af disse skulle Mønterne rasles ud. De Penge der kom i Bøsserne, kunne vi ikke bruge til os selv som vi fandt for godt, de skulle bruges til noget Nyttigt. Jævnligt så jeg til min skjulte Skat. Jeg ville forvisse mig om, at ikke nogen Tyv havde været på Spil. Tyve var der overalt og de optrådte i mange forskellige Skikkelser, blev der sagt. Det pinte mig efterhånden noget, at ligge inde med en såkaldt død Kapital. En Dag fik jeg Nyes om, at Bror Åge havde en fem Øre. Jeg stak Papiret med min ti-øre i Lommen og gik til Bror Åge. Med få og velvalgte Ord fik jeg ham til, at forstå hvilke Vanskeligheder jeg befandt mig i. Joe! Bror Åge erkendte, at jeg nok havde et Problem, men han ville da så gerne bytte med mig sådan, at jeg fik fem Øre af ham og han fik ti-øren af mig, men så skulle det være med det samme og det skete sådan, med det samme. Nu havde jeg de rigtige Penge på Lommen. Næste gang Søster Olga skulle gå et Ærinde i Byen, henvendte jeg mig til hende for, at bede om Lov til at slå Følge med. Allernådigst gav hun mig Tilladelse hertil, dersom jeg da ville bære Kurven, ihvertfald noget af Vejen. Sagen var den, en rigtig Dame gik ikke dengang med nogen Varekurv på Armen og Søster Olga, var dengang en lille Dame på ti elleve År. Joe! det lod sig gøre. Næste Dag kom og jeg bestemte mig til, at gå ind til Bageren når vi gik hjemad. Som sagt så gjort. Kurven som jeg havde båret på, så længe og så langt, som hertil Bageren på Hjørnet af Drewsensvej og Søndergade, stillede jeg fra mig på Bagerens Trappetrin, sagde et Øjeblik og gik ind i Bagerbutikken. Damen tog rutinemæssigt et Bæger, som jeg havde forlangt, og fyldte det med Iscreme. Jeg lagde fem Øren på hendes Bord og skred. Netop! sådan plejede vi, at sige på Gaden hjemme når der var en der stak af. Søster Olga blev måske lidt skuffet, nu jeg kom ud med et Bæger Iscreme og ikke havde købt et til hende, men hvad. Jeg hørte hun sagde en hel Masse, men jeg hørte ikke efter hvad hun sagde. Selv om jeg var i god Gang med at nyde min Is, hankede jeg op i Kurven. Denne min ridderlige Handling mildnede Omgangstonen. Jeg fortalte hende, alt imens jeg slikkede Is og slæbte på den tunge Kurv, hvor heldig jeg havde været med at skaffe passende Penge så jeg kunne købe dette Bæger Is. At Bror Åge lige netop havde en fem Øre, som jeg fik i Bytte for min ti Øre var da et Lykketræf. Da drejede Søster Olga sig om imod mig og sagde med Foragt i Stemmen: „Åe! dit store Fjols. For ti Øre dit Fjols, kunne du købe to Bægre Iscreme, eller en Isvaffel“. Det mindre Chok jeg fik ved denne Oplysning, sagt i den Tone, fik mig til at tabe en god Klump af Iscremen. Ganske vist faldt den ned i Kurven, men alligevel. Jeg behøver ikke at fortælle, Nydelsen af dette Bæger Is kun gav mig en stakket Glæde. Jeg besluttede mig til, ikke foreløbig at sige noget til nogen om Iscreme. Jeg havde fået en Lektion der havde givet mig nogen Viden om Penges Værdi. Nu vidste jeg, en lille Mønt kunne være mere værd end som en der var tre Gange større. Jeg traf også den Beslutning, jeg ville lære mig at handle og tjene Penge. Jeg vidste ikke der var noget der hed Handelstalent. Som Handelsmand måtte man have noget, at handle med. Nogen særlig Handelsværdi havde det ikke, det man kunne skaffe sig. Ved en Ransagning af min Legetøjskasse var der en Snurretop af eget Fabrikat, som jeg godt kunne undvære. Et Par sjældne Sten, jeg havde fundet i Åen, kunne også gå an. Disse Ting fik jeg solgt til et Par mindreårige Legekammerater der var Brødre. De betalte godt. En halv Håndfuld Mønter fik jeg. Jeg måtte bede mor fortælle mig hvormeget Mønterne var værd. Mor fandt hurtigt ud af, at det var udenlandske Mønter , og jeg blev lige så hurtigt sendt hen til Drengenes Mor med Pengene. Det var nærmest Lige meget med de Penge, sagde deres Mor, de havde haft dem liggende i Tallerkenrækken i lange Tider, og hun havde ikke Brug for dem. Jeg kunne så heller ikke bruge dem og de blev lagt tilbage på Tallerkenhylden hvor Drengene havde hentet dem. Altså var mit første Forsøg som Handelsmand ikke særlig heldigt. En god Handelsvare var Gulerødder. Der var gerne rigeligt med Gulerødder i Haven. Slik, fik vi sjældent. Kom der Gæster, traf det sig de havde en Pose Sukkergodt med til os. Havde Far været på Rejse, havde han en Pose, Kongen af Danmarks Brystsukker med Hjem. Disse Bolsjer var flade, røde og med Perlekant, og var så stærke at sutte på, så man kunne være bange for at de skulle rive ens Hoved af. Hvad der på den Måde kom ind af Døren var vi glade for, og var stort set det vi måtte nøjes med. Gulerødder og Rosiner kunne vi som Regel få hvis vi blev slikvorne. Da jeg fandt på at handle med mit Overskudslager af denne sunde Rodfrugt, kneb det med at få Betalingen i Kontanter. Ærlige Løfter om Betaling snarest muligt, gik lige så hurtigt i Glemselen som det Øjeblik de blev givet. Ved andre Handler var det Byttehandel, med et eller andet gammelt, der alligevel skulle smides på Lossepladsen. Alt i alt, gav det ingen Penge i Kassen. Bedst som det så ud til, at al Forretning på Stedet var umulig, opdagede vi Kludelene. Lige på Hjørnet af Frederiksberggade og Sanatorievej havde Kludelene til huse. Lene havde Klude og Skrotplads i Bagbygningen til Hjørneejendommen. Zonegrænsen mod Vest var Frederiksberggade, hertil og ikke et Skridt længere måtte vi gå alene. Klude, Ben og Jern var hvad Lene opkøbte. Morgen, Middag og Aften, jagtede vi efter at finde hvad der lå og flød af den Slags Ting. Et tabt Halstørklæde, et henkastet Lommetørklæde. Ben der lå forladt efter Hund eller Kat. Allerbedst var det at finde et Stykke Jern, med eller uden Rust. En gammel Spånkurv tjente som Container for Produkterne. Hver gang vi havde fuld Kurv gik Turen til den gamle, temmelig gammel var hun, og Lene hed hun. Kludelene var hendes Firmanavn. Når vi kom med den fulde Kurv, hældte Lene, Ben, Klude, Jern, ja! hvad der nu var i Kurven, alt hældte hun ud på Gulvet. Med Bismervægten vejede hun først den tomme Kurv. Derefter tog hun eventuelle Ben og lagde i Kurven og vejede Kurv og Ben. Var der Klude, tog hun Kludene og lagde i Kurven og vejede Kurv plus Ben plus Klude. Havde vi Jern, lagde hun også Jernet i Kurven og vejede Kurv plus Ben plus Klude plus Jern. Lene havde sin Regnemaskine i Hovedet og måtte ikke forstyrres så længe hun stod tavs og med Vægten i Hænderne. Først når Vægten var hængt på Plads på sit Søm, nævnte hun hvor stort et Beløb hun ville udbetale til os. Sikre på vi havde fået en Reel Behandling, gik vi hjem med den tomme Kurv og med Lommerne, om ikke fulde af Penge, så dog med nogle Penge, som vi selv måtte bruge. To, tre, fire og en enkelt Gang, en fem Øre, kunne det blive til, når vi havde fået Betaling for en Kurv fuld. Nogle Drenge prøvede at snyde Lene. De fandt Sten der så ud som Ben og blandede dem mellem de rigtige Ben, men jeg troer ikke Lene lod sig snyde. Vi havde altid gode Varer med til Kludelene. Blandt vore Kammerater samlede de fleste, Klude, Ben og Jern, som de afsatte til hende og vi var enige i der var Fremtid i Genbrug. At samle Brugt gav meget Arbejde, uden de store Omkostninger.