Mormor Sofie

Hvad der fik Mormor til at rejse til Silkeborg, og gifte sig med en Skovløber, kender jeg ingen Forklaring på. Mormor Sofie var Københavner. Hendes Far drev en Træskoforretning på Lyngbyvejen i København, umiddelbart før og imod Hans Knudsens Plads. Sofies Broder Peter Hermansen overtog denne Forretning, med en Butik for Træskosalg, og i samme Ejendom en Butik for Skotøj. Sofie arbejdede i sine unge Dage i Restaurationsbranchen, en Tid ved Lunden på Vestergade i Silkeborg. Mormor forblev at være Københavner, hun havde fine Manerer og klædte sig fint. Gik hun bort fra Hjemmet bar Hun en sort frakke der næsten nåede Jorden. Den sorte Hat hun bar sad korret på hendes Hoved og var med Slør og Blomster på. Kom der under hendes Gang en Skosnude til syne - så man den var sort og blankpudset. Hendes ellers så fine Hænder, - var om det var Vintertid eller Sommertid dækkede af tynde sorte skindhansker. Broder Peter besøgte os i Silkeborg en enkelt Gang, den eneste Gang jeg har set ham. Om Mormor havde andre Søskende har jeg aldrig hørt påtalt, men Peter havde i det mindste to Sønner, Magnus og Gothfred, af hvilke Magnus har besøgt os i Silkeborg en Gang.

Jeg tror det betød meget for Mormor, at hun var en Hermansen og ikke nogen Hansen eller Petersen. I hvert Fald, var det noget sjældne Navn Hermansen med, når der skulle skrives noget, der havde med Fru Skovløber Kristensen at gøre. Mormor var bestemt, og holdt på Formerne Traf vore to Bedstemødre sammen tiltalte de hverandre med De. Begge var de opdraget i en Tid hvor Børn skulle tiltale deres Forældre, og vel også andre voksne, med I. For Eksempel, hvis en af deres Fædre ønskede sine Sivsko sat frem ved Aftenstid, hed det sig: „Vil I Far have Sivskoene sat frem nu?“. Blev Svaret Ja, blev Sivskoene selvfølgelig sat frem med det samme. Efterhånden, kom de Tider, hvor man blev mere og mere frigjort og kunne sige Du til Forældre, vel at mærke, når det var ens egne, og til voksne Mennesker man kendte godt, og var på lige Fod med. Ellers skulle Tiltalen være De til alle voksne Mennesker. Mormor forstod at lave god Mad, var Ekspert i hvad der havde med Mad at gøre.