Julen Hjemme

I November Måned, begyndte vi med små og store Forberedelser til Julen. Året igennem på alle Lørdag Aftner, havde vi haft Juleglæde mandens Besøg. Det vil sige, vi havde Medlemsbog i Foreningen Julens Glæde. En sideordnet Forening af Blå Kors Afholdsforening. Denne ansvarshavende Mand, bar en sort Lædertaske i en Rem over Skulderen. I Tasken havde han Sparemærker og efterhånden, som han kom frem på sin Rute, også Penge. Han havde Mærker til fem, ti og fem og tyve Øre og så de store til en Krone. Når vi havde fået udleveret de Mærker vi havde forlangt og betalt for, måtte vi selv klistre dem i Medlemsbogen. Det opsparede Beløb blev udbetalt en Månedstid før Jul og med det kunne vi købe Alverden. Jeg ved ikke hvor mange Gange jeg spurgte Mor, om hvad hun ønskede sig til Jul. Til Spørgsmålet havde Mor et Standard Svar, ganske vist med små Variationer: „Jeg vil ønske mig en god Dreng“. Det var just ikke sådan et Svar man havde ventet og kunne med Skuffelse mumle: „Det er der da ikke noget ved“. Søster Olga tog imidlertid, Sagen angående Juleindkøb i sine Hænder og således også Pengene. Olga var fantastisk til, at organisere og administrere. Snart kom hun hjem med Kreppapir, røde, hvide og grønne Ruller. Nu skulle der laves Roser. Vi sad flere Aftener ved Spisestuebordet og klippede og rullede på Strikkepinde, de dejligste mørkerøde Roser, med grønne Blade på Stilken. Alt imens de færdige Roser stod i Kasse og ventede på Juletræet, kom Olga hjem med Bunker af Silkepapir, rødt, gult og blåt. Så skulle der laves Jakobsstiger. Vi rettede Silkepapir ud, lagde det derefter sammen igen i flere Lag og Klippede, Hak ved Hak i Kanterne, mange Hak. Et Par Aftner i træk klippede vi Jakobsstiger, ved det store Bord i Spisestuen. Stigerne blev lagt forsigtigt ned i Kassen ved Siden af Roserne, de måtte ikke strækkes ud før Juletræet blev pyntet. Søster Olga var ikke tilfreds med kun, at have Roser og Jakobsstiger på Juletræet. Hvide Engle skulle svæve på Træets øverste Grene. Flettede Kurve fyldte med Godter, skulle hænge på de nederste. Af hvidt Karton klippede vi Engle og af rødt, gult og grønt Glanspapir klippede og flettede vi Kurve. Der gik igen et Par Aftner i Spisestuen, hvor vi sad og klippede og flettede. Der skulle sættes en Trådløkke i Ryggen af Englene og en Hank i Kurvene. Ellers kunne Englene ikke svæve og Kurvene ikke hænge. Da Kassen med Pynten var fyldt op, var vi alle tilfredse. I Køkkenet gik Mor og Pigerne i Gang med at bage. Brune Sirupskager blev der æltet Dej til. Når Dejen Var blød og smidig, blev den rullet ud med Kagerullen. Det blev til store Flager, så tynde søm Pap. Disse Dejflager blev ved Hjælp af Kagehjulet, skåret ud i små firkantede Stykker. Ved Gennemskæring med Kagehjulet blev Stykkernes Kanter, at se til, som Blondekanter, det så godt ud og man siger, at hvad man spiser smager bedre des bedre det ser ud. De færdigbagte Kager så vældig godt ud. Før de blev sat ind i Ovnen, havde de da også fået en halv Mandel, for hver enkelt Kage, trykket ned i Midten af Kagen. De Kager vi prøvesmagte, smagte noget så dejligt. Vi kunne sagtens, have spist dem alle før Jul. Bror Karl og jeg, fik hver en lille Dejklat af Brunkagedejen. Vi æltede dem godt i Melet, så blev de større. På den sidste Plade der kom i Ovnen, var vore Kagemænd og Pebbernødder med. Når de blev taget ud som bagte, kunne vi spise det hele straks, eller efter Behag. Klejner var også Julekager, men Klejner skulle ikke bages, men koges, endda i Palmin. Lige som Brunkagedejen, skulle Klejnedejen også rulles ud i Flager og skæres ud i Firkanter som de Brune. Enhver ved naturligvis, hvordan en Klejne ser ud. Alle der på en eller anden Måde, har et Forhold til Geometriske Figurer, ville nok kalde sådan en Klejnefirkant for en Rombe. Når Firkantens Længde var det dobbelte som Bredden, lod det sig gøre, at flette Dejen sammen, når man forinden, havde skåret et Snit med en Kniv, i Midten og på langs af Klejnefirkanten. For en Orden Skyld, skulle der også bages Vaniljekranse. En Vaniljekrans skulle man altid have i Dåsen. Disse Kranse var ikke blot Julekager, men noget man bagte hele Året rundt. Der var efter nøjere Eftersyn, ikke mange Vaniljekranse i Dåsen.

Julen krævede mange og store Ofre. Efter at Klejner og brune Kager var bagte, brugte Mor og Pigerne deres knappe Tid, til Bagning af disse eftertragtede Kranse. Det blev ikke bare en Dynge, men et Bjerg Vaniljekranse de fik bagt, der var flere Dåser fulde. Huset duftede af Bagværk i flere Dage, men der skulle gøres andet og mere før Juleklokkerne ringede. Der skulle slagtes Gris. Ikke sådan at vi havde nogen Gris gående på Remstrupvej, men ude hos Farmor og Farfar i Sejs gik Julegrisen. En tidlig Morgen midt i December, gik vores Mor til fods til Sejs, med en Kurv på Armen og en Taske i Hånden. Slagtedagen var kommen og Mor skulle hjælpe til. Sen Aften kom hun tilbage. Kurv og Taske havde været lette at bære på Udturen, hjemad var de tunge som Bly. Mor var træt, men lod os alligevel se hvad hun havde båret Hjem. I Kurven havde hun Pølser, Medister, Lunge og Sortpølse og Fedtegrever til os. Tasken var den tungeste, i den var der Flæske- og Revelbensteg og så Grisetæer og Grisehale. Joe! vi havde meget at glæde os til, og at være taknemmelige for. Sådan en Slagtedag var en streng Arbejdsdag. Hvert År var denne dag et fast Led i vor Mors Tilværelse. Når Mor gik til Farmor og Farfar og hjalp til, som ved Juleslagtningen, var Belønningen gerne noget til Mad. Nu husker jeg ikke hvilket År det var. Sneen faldt stille og blødt, da Mor drog af Sted til Juleslagtningen og som Dagen svandt faldt der mere og mere. Ved Aftenstid lå der et godt Lag Sne og vi var begyndt at ønske, om det bare kunne blive liggende til Jul og kunne der komme noget mere, ville det være knippel godt. Det blev noget mere, hen på Eftermiddagen da Mor gik fra Farmor og Farfars Hus, var der meget. Selv om Sneen lyste op, var det alligevel temmelig mørkt. Da hun kom til Jernbaneleddet ved Skovkanten, valgte hun at gå langs med Jernbanelinien. Nu havde hun Taske og Kurv at bære, godt stoppede med Julemad. Mor regnede med at følge Banen til hun var ved det sidste Led før Jernbanebroen, der førte over Remstrup Å. Dengang var det Ståltrådshegn,på begge Sider, langs med Jernbanen. Mor var gået ind ved Leddet og var begyndt, at trampe af Sted i den nyfaldne Sne. Hun ville ikke gå oppe mellem Skinnerne, som Farfar gjorde, når han dravt til Silkeborg. Mor gik i den højre Side af Banen, så kunne hun gå over i den venstre, når hun kom nærmere til Ledvogterhuset. Når hun gik langs med Trådhegnet, havde hun det at støtte sig til, mente hun. Men ak! næppe havde hun gået hundrede Skridt, da hun gled og tumlede om i Sneen. En Bardun der gik skråt til Jorden fra en Hegnspæl, havde hun ikke lagt mærke til. Mor lå og sundede sig lidt, blev ligefrem søvnig og havde mest Lyst til at sove. Med et! kom hun til Hægterne igen. Hun hørte noget, det var som en der lo. Snart var hun på Benene igen og blev klar over, at hun var nået ned til den lille Skovbæk, den kendte hun ellers så godt. Bækken havde sit Løb igennem en Stenkiste under Banen. Det var Bækkens Kluk der havde kaldt på hende da hun, træt og søvnig lå i den bløde Sne. Tasken der var fløjet over Bardunen fik hun straks Øje på. Da hun fik den bjerget så hun, at der ikke var gået noget tabt. Med Kurven var det anderledes, hun kunne slet ikke se Kurven. Her i Lavningen, hvor hun befandt sig, i Skyggen af Skovens høje Træer, var der mørkere end ude på det frie Land. Som hun stod og kikkede i alle Retninger, så hun nogle mørke Pletter i sneen. Den første Plet, hun undersøgte viste sig at være Blodpølserne. Da hun rodede om de andre Pletter, fandt hun både Medister og Lungepølse og Posen med Fedtegrever. Da hun rodede omkring Pletterne og fandt Pølserne, kom hun på Sporet af Kurven. Den var havnet på den anden Side af det firestrengede Trådhegn. Det var en meget træt Mor der kom hjem den Aften, men alligevel glad. Hun havde reddet sig selv og Julemaden hjem. Juletræet blev hvert År bragt til os fra Ivershave. Det var altid en Rødgran Morfar havde fældet. Når vi gik til Ivershave eller til Sejs, løb vi Afstikkere ind i Skoven for, at se efter Juletræer. Så vi en stor og pæn Rødgran, som vi syntes kunne være et passende Juletræ for os, sagde vi til Mor, at hun burde lade Morfar vide, der stod et godt Juletræ lige her. Jeg ved ikke om Mor nogensinde, fortalte Morfar noget om vore Opdagelser. De Juletræer Morfar sendte os, var altid store og pæne og som vi gerne ville, nåede de omtrent op til Loftet. Jeg og mine Søskende gik nok hver især med den Vished, at Morfar ville fælde et Juletræ til os. Folk roste nu og da Mor for hendes artige og velopdragne Børn og jeg troer, at Mor var stolt derved. Var der ind imellem Vrøvl og Gnidninger mellem os, blev der aldrig sagt:„Kan i nu være ordentlige, ellers kommer Bussemanden“. Eller som Folk også kunne sige som Formaning til deres Børn: „Så kommer Skorstensfejeren og putter dig ned i Skorstenen“. Nej! Her blev der sagt både af Mor, engang imellem også af Mormor: „Hvis i ikke er artige får I ikke noget Juletræ til Jul“. Alt andet ville vi undvære, men absolut ikke Juletræet. Juleaftensdag fløjtede Byens Fabriksfløjter Klokken tolv Middag. Det var en af de få Dage de kun fløjtede to Gange. Morgen og Middag. Da Far kom hjem spiste vi ikke rigtig Middagsmad. Et Stykke hjemmelavet Sylte og et Par Stykker Rugbrød, hvorpå vi kom Sennep og Salt. Forventningens Rus havde berøvet vor vanlige gode Appetit, det var kun lidt vi kunne spise. Efter Middagspausen fandt Far Sav og Økse frem. Med sig fra Fabrikken havde han båret en gammel Remskive, men kun til Låns. Nu var det et Stykke Arbejde med, at tilpasse Træets Rodende i Skiven. Vi hjalp til efter bedste Evne også med, at få det bugseret ind i Spisestuen. Det store Egetræesbord havde vi forinden båret hen i den ene Ende af Stuen. Da Træet blev rejst i Stuens anden Ende, stod det så lige som et Lys. Søster Olga havde stillet Kassen med Pynten ind. Vi måtte gerne være med til at pynte Træet. Far gav sig til at sætte Knappenåle i Lysene. Røde og hvide Julelys var købt. Med en Tang tog Far en Knappenål, stak Nålens Hovedende ind i en Lysflamme og holdt den der til den var rødglødende. Nu var Nålen let at stikke et Stykke op i den nederste Ende af Lyset. Når Stearinen var størknet sad Nålen godt fast og man havde et Spyd i Lysene lige til, at stikke ned i Træets Grene.

Efter at Far havde fæstet Stjernen på Træets Top, lod han os Børn sætte Lys og Pynt på. I den Tid vi pyntede, havde Mor travlt i Køkkenet med at koge og stege. Alt hvad vi havde klippet og klistret, blev i Løbet af et Par Timer hængt på Træet. De røde og hvide Lys, lige mange af hver, blev sat på Grenene, med god Afstand fra det brændbare Papirpynt. Som sidste Led i Pyntningen, plukkede vi en Pakke Sygevat i Småbidder og kastede dem på Træets Grene. Dette gav Udseende af, at Grantræet lige var taget ind, udefra Vinterkulden. Medens Klokkerne kimede samlede vi os om Spisestuebordet. Vi havde hjulpet hverandre med at bære den gode Julemad ind. Flæskesteg, Revelsbensteg, Medisterpølse, brun Sovs, brune og hvide Kartofler og Tyttebærsyltetøj. Da Far havde bedt Bordbønnen, måtte vi spise og vi blev ikke med særlig Alvor, formanede til at holde Måde. Den gode Grisemad smagte. Mor fortalte det havde været en god Julegris. Den havde da også fået sine fire til fem Pund af det lyse Puddersukker at æde. Til en god Gris gav det Kødet en ekstra god Smag, når det blev givet i tre Dage før Slagtningen. Som Dessert fik vi Rismelsbudding med hakkede Mandler og Kirsebærsovs til. Den heldige der fik den store Mandel, fik en lille Gris af Marcipan. 

En af mine Venner fortalte mig mange År senere, om sin Mor blandt andet, når de i hans Hjem, havde spist Juleaftensnadver, kunne hans Mor sige: „Hvor ville jeg ønske alle i den store Verden, var lige så mætte som mig“. Den Jul og mange andre herefter, har jeg kunnet sige ligesådan. Dog har jeg i de senere År, fundet det rigtigt, at indskyde et enkelt Ord i Sætningen, således: „Hvor ville jeg ønske, at alle i den store Verden, ikke er lige så mætte som mig“. Ja! det er godt at være mæt, men nej! ikke at være overmæt. Dengang snakkede man ikke så meget om Usundheden ved, at spise for meget. Efter Maden kom vi til Opvasken. Der var ikke noget med, at lade Opvaskningen være til senere. Kun Far var i Julestuen. Endelig tog Mor Køkkenforklædet af og bankede på Stuedøren. Tegnet var givet. Far kunne begynde at tænde Lysene på Juletræet. På samme Tid stillede vi Børn op ved den lukkede Julestuedør. Utålmodige som vi var, forsøgte vi med nogle Kik i Nøglehullet, selv om vi godt vidste det nok var dækket til indefra. Som der stod skrevet i Sangen:

„Højt fra Træets grønne Top,
stråler Juleglansen“.

Ja! sådan så vi vort Træ når Far lukkede Døren op. Vi var så stor en Familie, så vi med hverandre i Hænderne, kunne danne en sluttet Ring omkring Træet.

Vi sang de gamle Julesalmer, den ene efter den anden. Siden da har det været mig en stor Glæde, at være med omkring et Juletræ for der, at gå med og samtidig synge med på Julens Salmer og Sange. Havde vi gået højre om under den første Salme, gik vi venstre om ved den næste og sådan blev vi ved til vi var trætte og ikke kunne mere. Vi satte os hvor vi kunne finde Siddeplads og så på, at Lysene på Træet begyndte, at brænde ned, det ene efter det andet. Medens det skete læste Far Juleevangeliet for os, så vi fik at høre, hvad der skete i Betlehem for næsten to tusind År tilbage. Da alle Lysene var brændt ned, kom Mor med Nøddedåsen. Nødderne delte Mor ud med en god Håndfuld til os hver. Det var en Blanding af Hasselnød, Valnød og Paranød. Hvad gør man når flere skal knække deres Nødder på nøjagtig samme Tid og Huset ejer kun en enkelt Nøddeknækker. Nogle Valnødder kunne vi knække imellem Håndfladerne og nogle Hasselnødder imellem vore Tænder. Var de tykskallede, måtte vi ligesom med Paranødderne, vente til Nøddeknækkeren blev ledig. Figner var billig Juleknas. Der var ingen Sparsomhed med Figner. Vi måtte tage af Figenfadet som vi havde Lyst. Figner kunne købes i løs Vægt. De var ikke brune og glatte, som de Figner der sælges i Butikkerne nu til dags. Nogle var flade som små Klatkager, andre runde som Æbleskiver, de havde et Udseende som om de var dyppede i snavset Flormel. Vores Onkel Johan fortalte, at han engang havde set en Film fra en Figenplantage, efter den Dag ville han ikke spise Figner mere, men vi spiste mange og med særdeles god Ap

Onkel Johan

petit. De personlige Julegaver vi fik var små Ting. En Sparebøsse, Farvekridt, Billedbøger og slige Ting. Fik vi større Gaver, som for Eksempel Tallotteriet, var det en fælles Gave. Jeg husker at vi som Fællesjulegave i vor Barndomstid, fik Bordtennisspil og Bobspil. Disse Spil gav os mange fornøjelige Timer. Krigslegetøj fik vi aldrig noget af. Det var lige meget hvor tit vi bad, – om ikke nok vi måtte få. Vi fik det Svar: „Krig er ikke Leg“. Jeg ved ikke om der nogensinde, kom så meget som en Tinsoldat indenfor Hjemmets Døre. Vore Forældre mente nok vort Land skulle have Soldater. Krig var noget der kom uden der var nogen der egentlig vidste hvordan, ligesom når der kom Sygdom, Brand og anden Ulykke, men vi var Borgere i vort Land, så skulle vi også være rede til at forsvare Landet. Man skulle ikke give Børn Lyst til Krig ved at give dem Krigslegetøj. Når der kom Krige var det Menneskers Skyld, der var nogle der gerne ville have Magten over andre. Der havde lige været en stor Krig i Europa og der var Krig i Rusland, det blev der snakket meget om. Den Fred vi hørte om i Juleevangeliet, følte jeg som noget der var her i vort Hjem. Da vi noget senere end vanligt lå i vore Senge, ønskede jeg om man havde kunnet holde Tiden stille, så Juleaften kunne vare ved – i det mindste lidt længere. Træt efter Dagen og mæt af Maden sov vi veltilfredse ind. Jeg ved ikke hvor længe vi havde sovet, da jeg vågnede ved Uro i Værelset. Mor og mine Søstre var oppe og i Tøjet og Far var borte. Jeg blev lys vågen, da Mor sagde vi kunne stå op og tage lidt Tøj på. Var Juleaften virkelig blevet forlænget? Nå! vi skulle bare komme ud i Køkkenet. Stående på Køkkenbordet kunne vi se et Hav af Flammer, der sendte Røg og Gnister op imod Himmelen. Selv om Far ikke var Brandmand mere, men hjemmefra kunne bedømme hvor langt Branden var fra os, tog han undertiden til Brand alligevel.

Denne Julenats Brand regnede han med kunne være Hammers Klædefabrik på Rådhusstræde, hvad der viste sig at være rigtigt. Far og Mor gik med hverandre til Kirke, den følgende Formiddag, første Juledag. Om Eftermiddagen fulgtes vi Drenge med Far op til Rådhusstræde. Far fortalte meget var blevet reddet ud, fra den brændende Bygning. Far havde selv været med, som frivillig Hjælper. Efterhånden var Luften ude omkring og inde i Bygningen blevet så hed, at ingen vovede sig ind, desuden så det ud til, at Taget snart ville skride.

Da man mente alle var ude, blev der råbt at Fabrikanten ikke var kommen ud. Den der råbte havde netop set ham gå søgende om derinde. Et Par unge Brandmænd var sprunget ind og havde fået fat i ham. Netop som alle tre var ude, begyndte Taget at skride.

Da vi nåede Rådhusstræde var der mange Mennesker ved Brandstedet. Gaden var spærret for gennemgående Trafik og Politibetjente gik Vagt. Det ulmede fra det nedfaldne Træværk og en Del Brandfolk holdt Gang i et Par Sprøjter, der sprøjtede på de Flammer der engang imellem blussede op fra Trædyngerne. Kun de nøgne Mure stod tilbage af den store Bygning. Da Murene blev revet ned kunne mange af Murstenene anvendes til nye Bygninger, når de blev sorterede og rensede.

Vort nye Hjem i Sejs blev bygget År 1921, nær ved Farmor og Farfars Hus. Nu var vore Bedsteforældre derude blevet så gamle, at de havde Behov for Konstant Hjælp. Julen 1920 blev således vor sidste Jul på Remstrupvej i Silkeborg.