Et Hjem Bliver Til
Far fortalte ofte og med Stolthed, han havde en sammensparet Kapital på 500 Kroner da han giftede sig med Mor. Pengene slog fint til, der blev til to Senge, Servante og Klædeskab. Så var der hvad der skulle være i Soveværelset. Til Stuen købte de et solidt Egetræsbord, fire Spisestuestole, to Kurvestole, en Buffet og en Chaiselong. Det nødvendige Køkkentøj blev købt lidt efter lidt, men alt var nyt. Deres første Bolig blev i en lille Taglejlighed i Skolegade i Silkeborg, ganske vist var der skrå Vægge, men der var hyggeligt og godt. En Måned før Jul blev en Vugge båret ind og den 15. December År 1906 kom en lille Pige til Verden, hun fik Navnet Gerda. Nu kom der Liv i Stuen, men Gerda var ikke Enebarn ret længe. Den 21. Januar År 1908, blev lille Søster Olga født. De to brunøjede Småpiger, var til stor Glæde for deres Forældre. Journalisten Alfred Nervo, foretog den første Flyvning over København den 3. Juni 1910 og Robert Svendsen flyver over Øresund den 17. Juli 1910. Mellem disse to Flyvninger, kom der en Lillebror til Verden på Dagen den 11. Juni 1910, nu var Lejligheden på Tagetagen for lille, nu måtte der findes noget større. Om de to Flyvninger og deres Mænd, blev der talt meget i vor Barndom, selv Farmor der var så jordnær som nogen, vidste god Besked. Farmor læste Avisen hver Dag til hun blev over de halvfems og hun læste den grundigt. Da vi voksede til var hun den der kunne fortælle os, hvordan det gik dengang og hvordan det hen ad Vejen var gået, med dette nymodens Flyvevæsen. Den Lejlighed den lille Familie flyttede til, var i Ejendommen Drewsensvej 32. En større Lejlighed kostede flere Penge, men Far brugte ofte det kendte Mundheld: „Man må sætte Tæring efter Næring “, og dette efterlevede han. Tilligemed sit Arbejde på Maskinfabrikken i Vestergade, havde Far også sit Hverv i Brandkorpset at passe. Når Brandklokken ringede ude på Muren, skulle det gå lidt hurtigt, var Far ikke i Lejligheden, måtte Mor finde ham hurtigst muligt og når Far var i Uniformen og rykkede ud, rykkede Mor gerne med. Det vil sige, ikke med Udrykningstoget, men gerne lidt senere, når hun havde fundet en Vågekone, der ville høre efter Børnene. Brandmandskabet skulle møde ved Sprøjtehuset. Når et tilstrækkelig Antal Brandsvende var mødt, tog en Del af dem Plads på den hestetrukne Stige- og Sprøjtevogn. En lille tohjulet Sprøjtevogn blev trukket af nogle Brandsvende. Jeg husker Far fortalte, der en Dag blev slået Brandalarm fra Linå Kro. Med alt til Rådighed værende Materiel, var man nået så langt som til Hårup. Her kom et Bud dem i Møde med Besked om, at Ilden var slukket. Brandtoget gjorde naturligvis Holdt, men ikke alle, var opsat på at vende. Nu havde man maset med at kom- me så langt, nu ville man fortsætte. Alle blev hurtigt enige og man fortsatte, dog med formindsket Fart. Da Brandtoget nåede til Linå Kro, blev der her fortalt, der havde været Ild, men egentlig ikke nogen Brand. Det brændte var nogle gamle Sække og Klude uden Værdi. I Betragtning af Tilfældets heldige Udfald, serverede Kroen Mad og Drikke, og alle var tilfredse. Men her var Mor ikke med. Derimod var hun med, da der brændte en stor Lade i Silkeborg. Laden har måske været bygget af Træ, måske har den været fyldt med Halm og Hø. Mor sagde, det var den største Ild hun nogensinde havde set. Og nu, stod hun og så Far kæmpe med Ilden deroppe i Flammerne. Hvordan han brugte Hakken for at løsne de brændende Spær og Bjælker. Vi forstod det havde krævet stort Mod af Mor, at stå der og se på, men da også af Far. Som Brandmand skulle man altid være beredt, det var aldrig til at vide når den røde Hane ville gale. Der var Husbrande, Gårdbrande, Hedebrande og Skovbrande. År 1911, første Pinsedag, hærgede en Brand 150 Tønder Land Hede og Skov ved Himmelbjerget også Hotel Himmelbjerget brændte. Den Storbrand var uhyre vanskelig at bekæmpe, den blussede ustandselig op her og der. Tre År i Træk gik der Brandmandskab, både ved Nat og Dag. Først da kunne man med Sikkerhed sige den sidste Gnist var slukket. Dermed forlod de sidste Brandfolk Brandstedet. Brandsvendene havde på Skift den Opgave, at gå fra Dør til Dør, for at syne Folks Kakkelovne og Skorstene, om nu alt var som Loven bød. År 1911 var Silkeborg Brandkorps 10 Års Jubilæumsår. I denne Anledning blev Jubilæet fejret og hele det samlede Korps, fotograferet ved en Opstilling på Markedspladsen. Stigevogn og Sprøjtevogne var kørt ud på Pladsen. Med nogle Brandsvende siddende på Vognene, andre stående foran og som det skulle være, med Brandmajoren midt i det hele. Vi havde et Eksemplar hængende i Glas og Ramme af denne Begivenhed. Vi var meget stolte ved, at kunne vise dette Billede frem for Venner og Kammerater. Det var noget af en Gætteleg for Førstegangsdeltagere, Spørgsmålet var: „Kan du finde min Far på Billedet?“. Morskaben var så den, når nogen var i Vildrede og pegede snart på en og så en anden, så kunde en af os pege bestemt på Manden og sige: „Der på Sprøjtevognen der sidder Far“.
Olga, Åge og Gerda
Blandt Beboerne på Drewsensvej lærte mine Forældre en Frøken at kende, der boede nær ved os. Denne Dame var noget ældre end Far og Mor, hun hed Anna Madsen. Anna Madsen var en aktiv kristen Dame, der drev et lille Pensionat i sin Lejlighed på Drewsensvej. Hun samlede unge Piger i sit Hjem til kristelige Møder, hvor der blev læst af Bibelens Skrifter og sunget åndelige Sange. Vore Forældre havde det Ønske, at være blandt dem, der var aktive Kristne. - Her blev Anna Madsen en god Støtte for dem. Nu holdt Far og Mor op med at gå til Dans, ikke fordi, de så noget forkert og syndigt i Dansen. Nej! Det de tog Afstand fra, var det der i Almindelighed skete udenfor Dansegulvet. Især var Kroballerne berygtede for Drikkeri og Slagsmål på deres Danseaftner og Nætter med. Nu kom de aktivt med i Menighedsarbejdet. År 1904 var det nye Missionshus i Tværgade blevet indviet. Der havde til da, været Missionshus i Tværgade, fra År 1881. Bygningen i Tværgade, blev herefter i mange År anvendt som Auktionslokale. Far lagde på samme Tid Fløjten på Hylden, men det var mere på Grund af Mangel af Tid, han lyttede gerne til Musik, han kunne synge bedre end de fleste. Senere hen i Årene kom Fløjten ned fra Hylden, men da var det i et andet Orkester han spillede. Den kristelige Forening for unge Kvinder blev i Silkeborg stiftet År 1907, med egne Lokaler på Hjørnet af Drewsensvej og Amaliegade. Når der blev Tilslutning til at oprette dette Sted, der i det daglige blev kendt i forkortet Form som K.F.U.K. skyldtes det ikke mindst Anna Madsens Indsats. Efterhånden blev Anna Madsen og mine Forældre knyttet til hverandre i et Venskabsforhold, der varede Livet ud og så længe vi var at betragte som Silkeborgensere, var hun en fast Gæst ved Bordet derhjemme hver Søndag Middag. Det var et hengivent Forhold mellem os Børn og Anna Madsen, hun huskede altid vore Fødselsdage, til Jul var der altid en lille Ting til hver af os, fra hende. Rent spontant begyndte vi at forandre hendes Navn til Matte, efter vore Forældre havde fundet det nye Navn ikke kom under Kategorien Øgenavn, nok heller ikke Kælenavn, men et Navn der var lettere at sige for os. Det blev ikke forbudt, men efterhånden brugt af os alle og godtaget af Matte. Det blev Tradition, at Indre Mission i samarbejde med K.F.U.K., K.F.U.M. og F.D.F. holdt et årligt Møde på Dronningestolen. Kristelig Forening for unge Mænd, K.F.U.M. havde 1911 bygget eget Hus i Nygade Nr. 25. I denne Bygnings Lokaler, havde også Frivilligt Drenge Forbund, til Huse. Ved disse Møder var der Boder, hvor man kunne købe Honningkager og Rabarbergrød med Fløde. Honningkagerne var bragt af Honningkagebageren i Alderslyst. Rabarber og Fløde var givet som Gave fra Landmænd og Gartnere i Silkeborg Omegn. De mange Fade med Grød, blev kogt et Par Dage forinden hos Matte. Til Arbejdet havde hun samlet sig en Stab af Medhjælpere, der hver især stillede med deres største og bedste Lerfade til den gode Grød. Dette Møde blev hvert År afholdt den 5. Juni på Grundlovsdagen. Mødet holdtes om Eftermiddagen, alle havde fri den halve Dag. Skinnede Solen var Strømmen af Mennesker der drog ad Dronningestolen stor. Grundlovsdagen var Matte og hendes Stab i Arbejde igen ved Servering og Opvask, under Mattes Ledelse og Mor var også med. Når vi var til Grundlovsmøde på Dronningestolen, fik vi en ti Øre, som vi måtte købe for. Iscreme havde Honningkagebageren ikke. Der var Honningkagemænd og Koner, der var Honningkageelefanter, Aber, Bjørne, ja Dyr til en hel Zoologisk Have, tror jeg. Der var papirstynde Vafler, der i Størrelse og Udseende, var som en lægsammmen Mellemmad, der var naturligvis ikke Spegepølse eller Rullepølse imellem, men noget Sukkerstads, der var blandet op med Æggehvide i røde, grønne eller gule Farver. Man skulle tænke længe, hvad man skulle vælge. Honningkage eller Vaffel. Valgte man Honningkage, skulle det være Mand, Kone eller et Dyr. Valgte man Vaffel, skulle den være Sammenlagt med rødt, grønt eller gult. Det kunne vare længe førend Ti-Øren faldt. Som Grundlovstalere havde man bedt Præster og Lægmænd komme, der var i Besiddelse af en så kraftig Røst, så den lod sig høre langt omkring. Endnu havde Mikrofoner, med elektroniske Forstærkere ikke set Dagens Lys. Talerstolen var stationær. Den stod ikke på selve Dronningestolen, men i Bunden af Dalsænkningen Skadedalen, troer jeg det var. Dalen var som en Grotte, der åbnede sig mod nordvest, ud mod Lærkealléen en Skovvej, der fulgte paralelt med Silkeborg Langå Jernbanen. På Skråningerne var der ypperlige Sidde-pladser under de høje Bøgetræer. I Grottens Åbning stod Salgsboderne. Før og efter Talerne grupperede Medlemmer af Silkeborgs kristelige Sangkor sig om Talerstolen. Når der stemtes op til den første Sang, strømmede Folk sammen og fandt Plads på Skråningerne Det var en Selvfølge, at Salgsboderne blev lukkede og al anden Foretagsomhed var indstillet, fra Mødets Begyndelse til det fik Ende. Grundlovsfestens Højdepunkter, var for os Børn, en Skudefuld Rødgrød og Tiøren til Honningkagebageren, men ellers gik Tiden med Sanglege på Lysninger i Skoven. Hørtes der Fløjt og Buldren af Tog, løb alle Børn til Trådhegnet, der hegnede Jernbanelinien. Herfra beskuede man det glorværdige Damptog, der rullede forbi dernede i den dybe Udgravning. Dagens Salg gav gerne et pænt Beløb, der blev fordelt mellem de fire Foreninger. Penge var der Brug for i det kristelige Arbejde, både til den indre som til den ydre Mission. Grundlovsfesten indbragte noget, en betydelig Sum fik man ved, at afholde Bazar en eller to Gange om Året. Når en Bazar var overstået, begyndte man på Forberedelser til den næste. Som den fødte Iværksætter Matte var, samlede hun ti til femten Damer i sit Hjem, hvor de i adskillige Eftermiddage gav sig af med, at brodere og hækle. Det var ikke så få Sofapuder, Lyseduge og Sengetæpper, som Damerne og Matte, fik fra Hånden til Salg eller Lotterigevinster på den kommende Bazar. Næppe to År fik jeg Lov at være på mit Fødested, så var Flyttemanden der igen og vi kom til, at bo på Højvangen i Alderslyst. Det var en Villalejlighed. Den flinke Fru Frausing og hendes rare Mand boede øverst, vi boede nederst og for Enden af Haven var Jessen Tuchses Savskæreri, hvor Savene hvinede den lange Dag. Her kunne vi Børn komme udendørs om Dagen, mellem andre Børn og flere Mennesker. Det kunne nok gå an, her var det nok så roligt end som på Drewsensvej, hvor der ret ofte løb løbske Heste igennem Gaden. Følgen af det forøgede Udendørsliv blev snart mærkbar , først for Åge og siden for mig. En af de første Dage vi boede der, lærte Åge et Bandeord. Dette for ham ukendte Ord forsøgte han at bruge hjemme, men den gik ikke. Mor klapsede til ham så Tårene strømmede ud af ham, det Brøl han satte i med overskred Lyden af Savenes Hvinen. Ikke nok med det, Opstanden hidkaldte den flinke Fru Frausing, der gav Åge Trøst og Mor Bebrejdelser, men hos Mor hjalp ingen kære Mor. Mor vidste hvilken Kurs der skulle holdes. Det var næsten altid Mor der straffede og hun gjorde det straks og kontant. Straffen blev aldrig tildelt i Småportioner. Vore Forældre straffede os sjældent, - de sagde, vi gjorde det ikke nødvendigt. Alderslyst var dengang, blot at ligne med en Sandmark. Sølystvej var vel bebygget halvvejs til Kjærsgård og Borgergade delvis til Kroen. Langs Gudenåen blokerede Færgebakken for Byggeri og Højvangen løb lige ud i Sandet. Men Trafikken i Alderslyst kunne godt bringe Uheld. Foran Husets Facade var der en smal Have langs med Huset, med Stakit ud mod Gaden, men Stakittet var uden nogen Låge i det Hul, hvor det vanlig plejer, at være en Låge. En Dag løb jeg med fuld Fart fra Fordøren og ud gennem Hullet i Stakittet, men av, der kom en Cyklist og han væltede mig. Jeg slog min Lillefinger så det blødte, det gjorde ondt og jeg græd, men den flinke Cyklist pustede på Fingeren og tørrede Blodet af med sit Lommetørklæde. Blodet og Tårene standsede hurtigt, men Uheldet glemte jeg aldrig. Jeg tør med Sikkerhed sige:„ Med dette Uheld, troer jeg min Hukommelse begyndte at virke“. Jeg var næsten fire År dengang.
På Højvangen var der god Plads i Huset og god Plads i Haven, hvor vi gerne måtte være. Her i Alderslyst på Højvangen, skulle vor Familie blive forøget med endnu et Medlem. Den 9. Juli År 1916 fik jeg mig en Lillebror. Det blev afgjort han skulle døbes i Balle Kirke. Det blev også afgjort, at Farmor Barbara skulle bære ham over Dåben og være hans Gudmor. Det blev hun ikke, men det er en anden Historie. Noget var galt, men ikke alt gik galt. Farfar Søren kom med Fjedervognen med Musse for, og den Søndag fik jeg mig en Køretur. Alle kørte vi op til Balle Kirke og holdt udenfor den røde Portal. Musse måtte ikke komme ind i Kirken, og Farfar skulle passe på Musse, så han kunne heller ikke komme med ind og jeg var så lille, skønt Lillebror var meget mindre, jeg måtte bare blive ude i Vognen og hvad var der ved det, sidde i en Vogn der ikke blev kørt. Musse fik Muleposen på. Farfar lagde sig i Græsset, lidt borte fra os med Kasketten over øjnene. Og mig, jeg sad på et Tæppe i Vognens Bund og havde det kedsommeligt. Jeg var nok faldet i Søvn, da jeg åbnede Øjnene sad de alle, også Lillebror og kørte med. Farfar sad på Bukken og holdt fast i Musse med Tømmen og den gik i Trav. Da vi kom hjem sagde Mor, Lillebror var blevet døbt og nu hed han Karl Magnus Andersen. Når han også hed Magnus var det fordi, han var opkaldt efter hendes Fætter der også hed Magnus. Om det var samme År Broder Karl blev født eller Året derefter, Far og Mor blev enige om det var godt at bo i Hus med Have, når man havde flere Børn, er jeg noget i Vildrede med, men det var det ene eller også det andet.
Far købte Ejendommen Remstrupvej Nr. 13 i Silkeborg. Venner og Bekendte sagde Far var en modig Mand, når han turde købe Hus med Nummer tretten. Jeg kunne godt fortælle dem, vores Far var en meget modig Brandmand, men hvad havde det med Nummer tretten at gøre. Huset kostede fire Tusinde Kroner, mange Penge den Gang og Huset lå i Solsiden, sagde Mor. Jeg syntes nu der var Sol over det hele, selvfølgelig ikke om Natten, men om Dagen når den ellers ville skinne. På den modsatte Side af Gaden var der næsten ingen Huse. Der var lige det Hus hvor Trædrejer Frederiksens boede. Sammenbygget med Frederiksens Hus, op imod Sanatorievej, var der det Hus hvor Helene boede. Helene, der var så rar og så var hun vanfør. Helene bagte de dejligste Vafler med Syltetøj og Sukker på, og vi måtte spise så mange vi ville for Helene. Ellers var der dengang ikke andre Huse på den Side af Gaden. Hvor der ingen Huse var, var der en stor Græsmark, hvor man kunne lege så meget man ville. Langs Siden af den, modsat Gaden, var Skoven. I Nr. 11 ved den ene Side af os, boede der en ældre Dame. Det var i hendes Hus jeg kom til at slå en Rude itu lige ved Gadespejlet. Det kostede halvanden Krone for at få en ny Rude sat i , og Mor så meget alvorlig ud, da hun kom med sin Pung i Hånden og havde betalt for Ruden hos vor Nabodame. Jeg kan ikke huske hvad Damen hed, men kan endnu huske hvordan hun så ud i Ansigtet, næsten hver Eftermiddag så jeg hendes Spejlbillede i hendes Gadespejl.
I Nr. 9 boede Karlo og Jens, de blev vore gode Venner og Legekammarater. Inde i vort Hus var der Stuelejligheden hvor vi selv boede. Oppe i Taglejligheden boede Staghøjs. Staghøj var Togmand, som vi kaldte en Mand der havde med det beundringsværdige Damptog at gøre. Som Togmand rejste Staghøj bort, den ene Gang efter den anden. Han var næsten altid borte fra Kone og det lille Barn, og blev somme Tider borte i tre Dage, somme Tider en hel Uge. Når han rejste bort, vidste han ikke altid hvornår han kunne være hjemme igen. Staghøjs lille Barn var en Pige og hun hed Erna. Jeg var en hyppig Gæst oppe hos Fru Staghøj og Erna. Erna skulle sove meget. Når hun skulle sove, blev hun lagt ned i en Vugge med fire Hjul under. Den kunne køres rundt i hele Lejligheden. Eftersom hun var en Pige, mente jeg, ville hun ikke sove når hun skulle. Min egen Lillebror faldt altid i Søvn og sov når han skulle. For at afhjælpe, denne hos Erna medfødte fejl, tog jeg Plads på Gulvet bag om Vuggen, her lå jeg på Maven og trak på Skift i Vuggen, så med højre Hånd og så med venstre, så den rullede frem og tilbage på Gulvet. Det varede ikke længe, så havde jeg ikke nødig, at rulle Erna i Vuggen. Så såre hun kunne kravle, og begynde at vakle omkring, fandt hun Vej ned ad Trappen til vores Mor i Køkkenet. Dernede blev hun hurtig kendt med hvor Kagedåserne stod. Jeg troer de første Ord hun kunne sige, da hun begyndte at sige noget forståeligt, var de Ord hun stammede, når hun pustende og meget forsigtig krøb ned ad Trappen, for at ville ha en Kage. For hvert Trappetrin hun passerede under Nedturen, kom de snart velkendte og veludtalte Ord: „Ned Bøjemor - Ned Bøjemor“. Fra de Dage og i mange År fremover, måtte jeg finde mig i, at blive kaldt Bøje istedet for mit rette Døbenavn - Børge. Navneforandringen var vel uundgåelig, men ikke til nogen Glæde for mig. Staghøj var en høj Mand, hans Kone var middel. En nat i Mørket, kom Staghøj uanmeldt hjem sent i Efterårsnatten. Og ingen Nøgle havde han, han var lukket ude. Taglejlighedens Soveværelsesvindue med tre Fag, var vendt mod Gård og Havesiden. Små sten som han fandt i Haven og kastede mod Ruderne, vækkede ikke Fru Staghøj, heller ikke Erna. Vække hele Huset ville han ikke, det ville være uundgåeligt hvis han begyndte at råbe og ruske i Dørene, han kunne tilmed vække Naboer og Genboer. Her var gode Råd dyre. Men der var en Mulighed, en Stige. En Stige fandt han ikke, men han fandt to Tøjstænger. Sådan et Par Tøjstænger, man brugte til Støtte for Tørresnoren, at det våde Tøj ikke skulle slæbe på Jorden. De to Tøjstænger anbragte han, en ved hver sin Side med enderne mod Soveværelsesvinduet og en to tre var han klavret op. Da han bankede på Ruden, foer Fru Staghøj af Sengen og åbnede et Vindue og Staghøj krøb ind. Allerede ved Nytåret tog Staghøj Tøjstængene i Brug igen, dog til et andet Formål og med en særlig Hensigt. Far var alle Dage en Morgenmand, Ved fire fem Tiden, både Hverdage Søn- og Helligdage, rejste Far sig af Nattesøvnen. Han tog omgående fat med sine vanlige Gøremål, som noget af det første, at sætte en Gryde over Gassen for at koge sig en Tallerken Havregrød. Derefter læste han Dagens Andagtsstykke og fandt Ting og Sager frem, noget af det han mente, at få Brug for i Dagens Løb. Støjfri var han ikke, tvært imod havde man den Fornemmelse han forsøgte, at få vi andre, sovende Dovenkroppe, til at vågne op så vi kom ud af Sengene. Nytårsmorgen, da han således var godt i Gang med det vanlige, hørte han Råb og vild Banken fra Nabohuset Nr. 15. Der måtte være noget galt derovre. Far skyndte sig ud. Hvad han så med egne Øjne, da han keg derover, var grove Løjer. Naboens Vinduer og Døre var stængt. Metervis af Tørresnor var vundet om Huset. Alle vore Tøjstænger var åbenbart taget i Brug og med solide Rebknuder var Stængerne bundet på tværs af Husets Vinduer og Døre. Det blev altså Fars første gode Gerning i det nye År, at løse diverse Knuder og befri de fangne Naboer. Senere gik Staghøj til Bekendelse, det var ham der havde været på Spil og det skammede han sig slet ikke ved. For mig var det en Sorgens Dag, da Staghøjs rejste bort til Bording. Derude skulle Staghøj være Stationsmester og med sin Familie bo nær Bording Station. Jeg måtte sige Farvel til Erna, min lille Veninde og Legekammerat. Hun havde ganske vist påduttet mig Navnet „Bøje“, hun burde ikke have haft en eneste Kage, men da Afskedstårerne trillede fra os begge tilgav jeg hende. Til det Indre i Nummer tretten kom man enten ad Dobbeltdøren i Porten, eller gennem Bagdøren i Gårdsiden. Gik man ind fra Gårdsiden stod man i en lille Forgang med en Trappe til Taglejligheden. Til højre var Døren til vort Køkken. Gik man ad Dobbeltdøren i Porten, altså Hoveddøren, stod man også i en lille Forgang, og her til venstre førte en Dør til Spisestuen. Fra Køkkenet, kunne man gå til Soveværelset og til Spisestuen. Sagt med andre Ord, en Dør førte fra Køkken til Soveværelse, en anden førte fra Køkkenet til Spisestuen. Spisestuen og Dagligstuen havde Vinduer til Gaden. To to Fags Vinduer for hver Stue. Et stort Egetræsbord stod midt i Spisestuen og fra Loftet, hang en Lampe over Midten af Bordpladen. Lampen skulle give Lys til hele Stuen. Til daglig spiste vi alle vore Måltider i Køkkenet. Søndage og Helligdage spiste vi i Spisestuen. Alle syv sad vi på vore faste Pladser omkring Egetræsbordet, med vores Far, som enlig Majestæt for den ene Bordende. Ved Spisestuens hele Endevæg dominerede en Buffet. Det store tunge Møbel var udstyret med Skuffer og Skabe, for Opbevaring af Husets finere Dækketøj. På Buffetens Dækplade stod der, ovenpå en broderet Løber, en Udstilling af Krukker, Skåle og Vaser. Altsammen unyttigt Nips, der kun bliver lavet og købt af Folk, for at give Stuepiger og Husmødre Bekymringer. Buffetens Bagklædning var forhøjet, næsten til Lofthøjde. På denne lodrette Flade, var der i den midterste Del indfattet et stort Spejl, der gav et Billede af Stuen i hele dens Længde. Symmetrisk var der, foruden Spejlet, anbragt små Konsoller, hvorpå der også stod små unyttige Nipsting. I Krogen ved Køkkendøren stod Kakkelovnen på sin lovpligtige Zinkplade. Et Spjæld anbragt øverst i Kakkelovnskrogens Mur, kunne åbnes, således at man fik nogen Varme i Dagligstuen. Imellem de to Stuer, var der en Fløjdør. En lille Sofa, for to Personer, stod langs Væggen mellem Fløjdøren og Ydervæggen til Gaden. Her kunne man sidde og følge Trafikken på Gaden, men vi havde ikke Gadespejl. Ovenover denne lille Sofa hang Stueuret. Dagligstuen kaldte vi den fine Stue, måske nok fordi den ikke blev brugt til daglig. Var der Gæster i Huset, stod Fløjdørene åbne og man kunne gå fra Stue til Stue og opholde sig hvor man ville. Den fine Stue var ikke så stor som Spisestuen. En rød Plyssofa stod ved Langvæggen og foran Sofaen, stod det runde Mahognibord. Bordpladen var så blankpoleret, så man kunne spejle sig deri. Over Bordet hang der i Loftet, en rigtig Lysekrone. Når alle fire Lamper i Lysekronen var tændte, var der ikke Behov for mere Belysning i Stuen. To Ting havde vi i den fine Stue, som ikke mange andre Folk havde i deres fine Stuer, et Harmonium, eller Orgel, som det kaldtes og en Gyngestol. Gyngestolen var den såkaldte amerikanske Model. Enhver ved hvordan en amerikansk Gyngestol ser ud. Den med de to stramme Fjedre. Kunne vi liste os ind og tage en Gyngetur, var det alle Tiders. Den der sad i Stolen, måtte strække og bøje Benene i en bestemt Rytme. Når den der skubbede på Stolens Rygstød, stående bagom
Drewsensvej 32
Stolen, fulgte Rytmen, gyngede Stolen så meget som den kunne yde. En sådan Gyngetur gav en en Fornemmelse af, hvordan en ægte Cowboy må fornemme det, når han på en vild Hest, rider over det gule Sand ovre i Texas. Mine søstre Gerda og Olga spillede Orgel og fik Undervisning hos en Spillelærerinde. Jeg mener, de kaldte Spillelærerinden: Fru Øveilsen, om Navnet hentydede til, at hos hende øvede man sig i Orgelspil, eller om det var hendes virkelige Navn, husker jeg ikke. Det var kun i Øjeblikke og i Smug vi Drenge fik spillet på Orgelet. Vi kom sjældent til Ende med „Tordenskjold han var polisk“, førend der kom et Hoved frem i Døråbningen, der mindede os om, at dette var blevet os forbudt en Gang for alle, og det vidste vi godt. Til Fryd for Øjet var der mange Billeder på Væggene i den fine Stue. Det var sådan som det skulle være i en pæn Stue dengang. Det var mest litografiske Billeder og enkelte særlige Fotografier, men alle i Glas og Ramme. Pæne Rammer. Dog hang der over Sofaen to rigtige Malerier i Guldrammer. Dejlige Landskabsbilleder, uden Tvivl Motiver fra vort danske Land. Ganske stille sneg jeg mig nu og da, på Strømpefødder, ind i den fine Stue, for at se og se på disse to Billeder. Jeg stod helt stille på Gulvet ved Tæppekanten. Jeg syntes jeg i disse Øjeblikke, stod ved Kanten af den lille Sø deroppe på Billedet. Jeg så ud over Søens Vandflade og så, Lyset brydes i de små Krusninger i Vandet. Jeg så på de store Træer ved Søbredden, hvordan deres mørke Skygger tegnede sig på Vandet. Jeg vidste, blev jeg for længe, blev der søgt efter mig, jeg dristede mig aldrig til at blive der i længere Tid, højst et Par Minutter. Jeg fandt Billedet med den lille Sø var det smukkeste, men jeg brugte også en Stund til at se på det andet Billede. Det andet Billede, havde Maleren malt i en anden Egn og anden Natur. Billedet var fra en Hedeegn. Lyngen stod i Blomst. Der var Lyng og
Remstrupvej, med hvide facader nr. 13 og nr. 15
Småbuske på Skråninger og Småbakker. En Sandvej med to Hjulspor, endte på Billedet ved et lille Hus med Bindingsværksmur og Stråtag. Jeg forestillede mig, Vejen førte forbi Huset og fortsatte over Bakkerne og langt ud i den ukendte Verden. Jeg blev efterhånden enig med mig selv om, så snart jeg kunne købe mig en Cykel, ville jeg køre ud i Landet, for at se Søen og Huset på Heden og se hvordan det så ud i Virkeligheden. Når jeg tænker tilbage på den fine Stue med det runde Bord, husker jeg nogle af Mors Hatte. Når Far syntes Mor trængte til en ny Hat, kom han hjem med en halv snes Damehatte i en stor Kasse. Inde i den fine Stue lagde han Hat ved Hat, langs Bordkanten på det runde Bord. Med små Skridt gik Mor om Bordet og prøvede de forskellige Hatte og fandt, til syvende og sidst, den Hat der passede hende. Soveværelset havde et tre Fags Vindue til Gård og Havesiden. To store Senge, et Par rigtige Ægtesenge der var brede og solide, stod midt i Værelset. Der var god Plads til Far og mig i den ene. Ligeså i den anden til Mor og Bror Karl. Langs Væggene stod de mindre Senge til mine Søstre Gerda og Olga og til Bror Åge. Man kunne sige Udenomspladsen var kneben, der var alligevel Plads til Klædeskab, Servante og Kommode. Køkkenet var også til Gårdsiden med et to Fags Vindue. Det var ikke noget stort Køkken. Der var hvad der er Brug for i et Køkken.
I de fleste Hjem dengang var Køkkenet blåmalet, og hvad der kunne købes af Køkkengrej var med blå Emalje. Vort Køkken havde en mørkebrun Farve. Der var Køkkenbord med Vask og med Vandhane over, men kun med koldt Vand. Der var flere Skabe til Madvarer, til Gryder, Potter og Pander. Under Tallerkenrækken stod der et lille Bord, lige stort nok til vi alle på Hverdage, kunne spise vore Måltider der. Havde vi Trang for, at sidde under Spisningen, hittede vi en Stol et eller andet Sted. Ved samme Bord pløkkede Far nye Såler og Hæle på vort Fodtøj. Med Lys fra Køkkenlampen og med to og tre Drengehoveder, der så på. I Skorstenskrogen stod Komfuret med den stedse brændende Ild. Så store var vi blevet så vi kunne begynde at hjælpe til. Ja! hvad kunne en Dreng som mig på godt fire og Bror Karl på godt to År ikke udrette. Ikke så lidt. Mor gav os bestemte Opgaver, at arbejde med. Komfuret havde en Messingstang, som et Gelænder kan man sige. Denne Stang, der var skruet fast på Komfurets øverste Kant, skulle holdes strålende blank. På Tider, hvor Ilden var neddæmpet i Komfuret, gned og pudsede vi med gamle Aviser på Messingstangen, til den var så blank så den skinnede, og indtil Mor gav os den Ros, for vort Arbejde, som vi mente vi fortjente. At Komfuret både kunne varme og brænde, fik Bror Karl og jeg Syn for i vor allerførste Barndom. En ny Bluse til os hver var lige købt. Bluserne var ens i Farve og Design. Eftersom jeg i mit lange Liv, har kikket på en Del af Ugebladernes Vittighedstegninger, ved jeg hvordan en Fængselsfanges Dragt ser ud. Vore nye Bluser kunne, efter min Opfattelse, være Tilbehør til et Par små Fangedragter. Hvide og sorte Striber på tværs. Den Dag vor Mor var gået et ærinde i Gården, fandt Bror Karl og jeg ud af det ville være godt, om vi tørrede vore nye Bluser en Smule. To gange havde vi været i Byen og havde haft Bluserne på. Ikke sådan, vi huskede hvordan Vind og Vejr havde været, men det kunne da aldrig skade, at tørre ens Tøj lidt ekstra. Vi vidste, at Bluserne lå øverst i den nederste Kommodeskuffe og vi fandt dem hurtigt. Nu vi var alene i Køkkenet, var det passende at få det gjort. Vi fik Bluserne hængt op på Komfurets Messingstang. Der var fyret op til Opvarmning af den store Kålgryde, så det skulle nok blive godt. Vi havde selvfølgelig mange andre Ting at gøre, end lige netop det. Da vores Mor kom ind i Køkkenet, har hun nok kunnet mærke en anden Luft, end den hun bar med sig udefra, og sandt at sige var der ligesom lidt Os i Køkkenet. Mor rev Bluserne bort fra Komfurstangen og hvad vi så, fyldte os med Skræk og Undren. Midt på vore Bluser var de sort-hvide Striber borte og nu var der, på dem begge, en sort Plamase på Størrelse med Mors største Grydelåg. Mor rystede på Hovedet og så ked ud. Det varede længe førend den gode Luft og den gode Stemning, var tilbage i Køkkenet igen. Et Arbejde havde vi at gøre, som vi til enhver Tid kunne arbejde med. Af gamle Aviser og Blade klippede vi W.C. Papir. Når vi havde klippet et Bundt på fem og tyve til tredive Stykker, lavede vi et Hul med en Strikkepind i den smalleste Ende, stak en Snor igennem og bandt en Løkke. Så kunne Bundtet hænges på Sømmet i W.C. Huset til fælles bedste. Hver fjortende Dag skulle Bordknive og Gafler pudses. Rustfrit Stål var vel ikke opfundet endnu, derfor ingen rustfri Knive og gafler. Sølvtøjet blev ikke brugt til Hverdag. Når vi var færdige med at pudse vore Knive og Gafler, skinnede de som Sølv, syntes vi da. Så var der Opvasken efter Måltiderne. Det begyndte med vi tørrede af. Det var et Job der skulle passes Morgen, Middag og Aften, som Regel også efter Kaffetid, Klokken tre Eftermiddag. Jobbet sled meget på Tålmodigheden. Mor gav os imidlertid, støtte til Arbejdet, det var ikke så meget Kritik vi fik at høre, men Ros og gode Ord til Opmuntring. Mor fortalte om en ung Mand, der gerne ville til Amerika. Han havde ikke Penge nok til den dyre Billet. Dengang, tog det tredive Dage, at sejle med Skib til Amerika. Alle der var ombord på Skibet skulle have Mad hver Dag, og der skulle vaskes op efter hvert Måltid, ligesom hos os. Den unge Mand fik Lov til, at sejle med til Amerika uden Billet. Joe! på den Betingelse, han hver Dag hjalp til med at vaske op. Ja! han var sådan en, man kaldte for en Tallerkenvasker. Vi øjnede her en Chance, om vi også en Dag kunne rejse til Amerika, og hvem ville ikke gerne det. Der var så mange der rejste til Amerika netop i disse År. Hvis vi nu ikke havde Penge nok til en Billet, måtte vi hellere øve os i Opvaskning. Senere som Skoledrenge, vaskede vi op på Skift, men da havde vi lært både, at vaske og tørre af, så alt var probert når det var stillet på Plads. Hvad vi havde af Legetøj var ikke meget. Vi havde Byggeklodser og Farvekridt. Mange Ting fandt vi som var brugbart Legetøj. Bukselommerne var fyldte med Sejlgarnsstumper, Kridtstykker og pæne Småsten. Tomme Cigaræsker var kostelige Gaver. Vi havde Spil. Ludo, Domino og Æselspil. Et Tallotteri fik vi som en fælles Julegave af Far og Mor. Når Vintervejret var barskt, kunne vi på Søndage efter Middagsmaden spille Tallotteri og Far råbte op. En særlig Fornøjelse havde vi når vore Søstre, Gerda og Olga fik Lov til, at invitere nogle af deres Veninder hjem til Eftermiddagschokolade. Det var også i Vintertiden, på Søndage eller Helligdage. Efter Chokoladen med de gode hjemmebagte Kager, sad vi alle ved det store Spisestuebord. Med vore Gæster morede vi os Eftermiddagen lang med Leg. Panteleg, Ordsprogsleg og Gætteleg. Ved disse Sammenkomster, legede vi også en Leg, som vi havde megen Fornøjelse af, men jeg husker ikke i Dag hvad Legen blev kaldt. Hver Deltager fik udleveret en Lap blankt Papir og en Blyant. Først tegnede vi alle et Hoved, et Kålhoved, et Dyre- eller Menneskehoved, ligemeget hvad Slags Hoved. Herefter, skulle Papiret foldes således, at selve Hovedet var skjult, dog at et Par Streger var synlige. Den påbegyndte Tegning blev af alle afleveret til ens Sidemand. Det var nu ham og hans Fantasi der skulle tegne en Krop, herefter folde. Om det underlige Væsen der nu var ved at blive til, skulle være et benet, to benet eller mere, skulle igen være markeret med Streger der kunne ses efter Foldningen. Var dette i Orden skulle Papiret gives til samme Sidemand som ved den første Aflevering. Når man havde fundet ud af, at tegne de Ben man syntes kunne være passende, var Produktet færdigt og som sidste Led i Legen, foldede alle Papiret helt sammen og afleverede det til den vanlige Sidemand. Når alle var helt færdige, foldede Deltagerne Papirslapperne ud, alle på samme Tid. Herefter gik Papirslapperne fra Hånd til Hånd, hvad der gav Anledning til mange overraskende Udbrud. En Tid fordybede man sig i Gætterier, om hvem der nu og hvorfor, den og den, havde tegnet, det og det. Vi kunne ikke blive trætte af, at lege denne Leg, og så vi en Mulighed for at starte med Legen, fik vi travlt med at finde Papir og Blyanter. Til Afveksling, kunne Legen også gøres med Ord. Først skrev man et Navneord, herefter et Udsagnsord, så et Forholdsord, så et Tillægsord og til slut et Navneord. Det vil sige, der skulle foldes fem Gange. Bror Karl og jeg kunne tegne. Efter eget Skøn tegnede vi ualmindeligt godt. Skrive Ord og lave Sætninger kunne vi ikke. Først som Skoledrenge, kunne vi være med i Legen med Ord. Vi havde dog megen Fornøjelse ved, at høre på, når det skrevne blev læst op. Når vore Søstre og deres Veninder legede med Ord. Ind imellem var der noget der lød temmelig fornuftigt, men det meste var dog det rene Volapyk.