Den Sommer vi flyttede til Sejs begyndte med Kulde. Rigtig koldt og småt med Sol, sådan gik Dagene. Flyttedagen skulle, i det mindste, gerne være tør. De lukkede Flyttevogne var ikke dengang, nogen Almindelighed. Alligevel blev det også Sommer i Danmark i Året 1921. Den Dag vi flyttede blev ikke alene en Tørvejrsdag, jeg husker den som en rigtig Solskinsdag. Tidlig Morgen kom Flyttemanden med en stor Fladvogn, trukket af et Par store kraftige Heste. En Tid før Middag var Vognen læsset og køreklar, også Ambolt og Feltesse fra den lille Smedie var med. Mor sad på Bukken ved siden af Kusken og havde, den grønne Lampeskærm i Skødet. Sådan var det Skik og Brug, når en Familie flyttede af Huse. På Landet ville der blive Brug for Petroleumslamperne. Bror Åge og jeg, vore Kammerater og enkelte Naboer, vinkede da Vognen forsvandt om Gadehjørnet. Vi to, altså Bror Åge og jeg, skulle nemlig flytte til Søs. Pigerne var for flere Timer siden trukket af Sted, med den lille Trækvogn og med Bror Karl i Kassen. Den fladbundede Robåd, skulle ikke sejle i Ballast til Sejs. Som det sidste Flyttelæs, kørte vi to et Læs Haveredskaber på Trillebør, ud fra Remstrupvej Nr. 13 og til Båden i Indelukket. Med Haveredskaber og vor Trillebør i Lasten, roede vi til Sejs. Da vi fik Land i Sigte, - vel at mærke, det Land som var Rejsens Mål, så alt såre fredeligt ud. Ingen af Stedets Indfødte truede vor Landgang og vi lod Båden glide ind til Søbredden, hvor vi fortøjede til et Elletræ (rød El). Far havde efter en Snak med Skovfoged Tuch, fået dennes Tilladelse til, at Båden fremover, måtte ligge nær Skovbrynet. Statsskoven havde Søretten, i hele Skovens Udstrækning. En Pæl var allerede rammet i Søen, til Fortøjning af Bådens Agterende. Vi fik fortøjet Båden, så der i det mindste skulle en Orkan til for, om den skulle rive sig løs. Med Trillebør og det hele stod vi atter, med Jord under Fødderne, nu manglede vi en lille Kilometer, at køre med vort Trillebørlæs. Langs Skovkanten, ad Stien til Jernbaneleddet og så, et lille Stykke Vej øst på. Først skulle vi ase op ad en rigtig stejl Bakke. Så anede vi ikke om Stien var farbar for os og en hårdt lastet Trillebør. I Stormvejr havde nogle af Skovens Træer den Idé, at lægge sig til Hvile over Stien. For Fodgængere, ja for alt, hvad der kunne kravle var Stien god nok, men for en Trillebør var det noget andet. På stående Fod gav vi os til, at udveksle vore Meninger om hvordan vi nemmest, kom op over Bakken med Trillebøren. Her på Søens Bred var der lige ved, at opstå en lille Broderstrid. Bror Åge ville, at han ville, gå først og trække Børen i Armene. Jeg skulle skubbe på bagfra og holde sammen på Læsset. Jeg på min Side havde at indvende, som jeg sagde: „En Trillebør er skabt til at trille med og skubbe foran sig, når man triller den. Det vil være en Fornærmelse mod vores gamle Trillebør, at trække den op i Armene. Desuden er jeg ked af, at få mine Tæer i Klemme under Hjulet, de er ømme nok i forvejen“. „Nå! - og hvad skal vi så?“. „Vi kan tage Kørevejen“, foreslog jeg, vel vidende det var en skør Ide. Kørevejen var to Kilometer længere. En rigtig Sandvej, til dels, belagt med Flyvesand. Det blev som Bror Åge ville. Det blev en Svedetur op ad Bakke. Lidt frem og lidt tilbage. vi tabte det ustyrlige Læs flere Gange og lod det ligge til senere Afhentning. Ved Brug af vore forenede Kræfter, nåede vi efterhånden til Bakkens Top. Herfra kunne vi se Husmandsstedet og nu var det altså et Hus mere på Stedet. Huset med det røde Tegltag og de hvidkalkede Mure, skulle altså være vort fremtidige Hjem. Vi så ingen Hindringer på Stien, for os og vor Trillebør. Med nyt Mod og friske Kræfter nåede vi frem og gjorde holdt ved Husets Indgangsdør. Huset havde kun en Indgangsdør. I Gavlen mod Vest. Var man kommet indenfor Indgangsdøren i den lille Forgang, førte der til venstre en Vinkeltrappe til Loftet. Lige for Næsen var der Dør til Køkkenet og til højre en Dør til Stuerne. Stuerne var lige store, i Skillevæggen var der en Fløjdør. Den første Stue skulle være den såkaldte Dagligstue og Spisestue. Den anden, eller den inderste, den fine Stue. Stuerne havde hver sit trefags Vindue mod
Syd.
Soveværelse og Køkken havde Vinduer mod Nord. I Forbindelse med Køkkenet, var der et lille Spisekammer. En Viktualiekælder, var gravet under Køkken og Spisekammer. Nedstigning i denne Kælder kunne lade sig gøre når man åbnede en Lem i Køkkengulvet, en solid Trappe førte ned i det dunkle Rum. At denne Kælder aldrig blev benyttet efter dens Bestemmelse, skyldtes Naturens Lune. Bortset fra meget tørre Perioder, holdt Kælderen en Vandstand i Knæhøjde. Set ovenfra, førte den Tankerne hen på en tyrkisk Badstue. Hjemmets Bohave blev anbragt, så nogenlunde i samme Orden, som på Remstrupvej. Da alle Småtingene kom på Plads, faldt vi hurtigt til i Huset. Den eneste mærkbare Forskel var, al Trafik ud og ind skulle foregå ad samme Dør. På Remstrupvej Nr. 13 var der to udvendige Døre. Nu skulle vi til, at leve et Landboliv. En Have skulle anlægges ved Husets Syd og Vestside. Vor Mor skulle malke de to Køer, Morgen og Aften. Nu var der tre voksne Mennesker, foruden os selv, der skulle have daglig Mad fra vor Mors Gryder. Far passede sit daglige Arbejde på Silkeborg Maskinfabrik og gjorde Cykelturen hen og hjem. Træt efter Dagen, tog han først en lille Hvil. Når Aftensmaden var spist, var der gerne noget ved Hus og Landbrug for ham at gøre. Hvad vi Børn skulle lave fik vi at vide sådan hen ad Vejen.