Følger man Gudenåens Løb, ad Randers til, kommer man nær Søbyvad. Her sad Skrædder Nielsen på sit Skrædderbord og
syede. Omforandringer og Reparationer var der altid at gøre. Nu og da, blev der også bestilt en ny Mandsklædning. Al Syning var Håndsyning. Arbejdet med det svære
Vadmelsstof, var tungt og Syningen tog sin Tid. Forandringer og Reparationer gav ikke mange Penge, men Skrædderarbejdet, gav til Føden og til Husly. Tages alt nøje med, blev der også til Klæder. Husker jeg ret, var der fire Piger, og to Drenge, som Børn af Skrædderhuset. Karen, Barbara og Nielssigne. Det var tre Pigers Navne. Navnet på den fjerde Pige, har jeg nok hørt Farmor nævne, men jeg husker det ikke. Jeg ved hun blev gift og boede ved Adit, der ligesom Søbyvad er nær Hammel. I Årene 1848 – 51, var vort Land i stor Vånde. Oprør og Krig i det sønderjyske, bragte Sorg og Ulykke ind over Landet. En tragisk Ulykke, fandt også Sted i disse År i Skrædderhuset. Karen, godt to År dengang, faldt ned fra Skrædderbordet, og ved Faldet slog hun Hovedet, og det viste sig, at være alvorligt. Slaget hun fik, da hun faldt mod Gulvet, havde gjort hende til et åndsvagt Barn.
Kloge Mænd og kloge Koner, havde dog Råd for den Slags. Hoppemælk kunne hjælpe. Det var i bogstavelig Forstand en Hestekur. Man ventede, en sådan Kur ville hjælpe, når den blev givet, så længe den nærmest værende Hoppe, havde Mælk at give af. Mælken måtte hentes halvanden Mils Vej fra Hjemmet, men hjalp, det gjorde det ikke. Da Forældrene blev aflægs, bestemte de, Barbara skulle tage Karen til sig og sørge for hende på alle Måder. Karen nåede i Alder til mere end firs År, og blev hos Barbara til sin Død, som en Sinke, der nok kunne gøre lidt Smånytte, men som gerne legede med Dukker, bandt Blomsterkranse og samlede på Ølkapsler. At Karen, fandt sig godt til Rette hos Søren og Barbara i Husmandsstedet i Sejs, der i mange År blev et Hjem for Barbara, Søren og Karen, er der ingen Tvivl om. Her kunne hun gå som den frie Fugl, i Mark, i Skov og på Heden. I Skov og på Heden, var der Bær at plukke, og her var der Lyng, Strå og vilde Blomster til Kranse. Dengang var Sejs et Udflugtsmål. Mange Turister kom fra Nær og Fjærn, som Bjergbestigere og nåede Sindbjergs Top, nogle også Stoubjergs. De Fremmede forvildede sig ofte på de mange Småveje, og tabte Følingen med Tid og Sted. Det hændte, sådanne nødstedte Mennesker traf på Karen og spurgte hende hvad Klokken vel kunne være. Et sådant Spørgsmål havde Karen hørt før, og svarede Klokken var ti. Ganske vist, var Klokken ti to gange hver Dag, i de Tider, Karen levede i. Med et Øje på Karen og et andet på Solen, forstod de Fremmede Klokkeslettet ti ikke var den helt rigtige Tid på Dagen.
Jeg tror, de også forstod, Karen ville sige Klokken var ti, lige meget, om det var årle eller sildig man havde spurgt hende. Vi Drenge, kunne godt drille Karen nu og da, men havde ellers et godt Forhold til hende. Broder Søren har jeg kun set to gange. Den første gang han besøgte Husmandsstedet var til Karens begravelse. Da klappede han den døde Karen på Kinden. Det syntes jeg så mægtig pænt ud. Anden gang han kom var til Farmor og Farfars Guldbryllup. Broder Søren var Mejeribestyrer ved et Mejeri i Århus. Den anden af Farmors Brødre var Ole. I daglig tale kaldet Volle Sams. Ole var Graver og Kirketjener ved Linå Kirke. Jeg har aldrig truffet ham og heller ikke Søsteren fra Adit, de døde begge forholdsvis unge. Kun Farmor Barbara, Karen og Nielssigne nåede langt over Støvets År. Når jeg har været i Linå Kirke, har jeg set på Kirkeorglet og set, hvordan det fik Luft til alle dets Piber. En stor Trækasse, fyldt op med Granitsten, hængt op i et Reb, der løb over Ruller, helt oppe under Loftet, blev hævet ved, at Kirketjeneren trådte en Fod ned på en Pedal, og trådte til. - Så har jeg tænkt, her stod engang Farmors Broder Ole og trådte. Det så ud til, der skulle trædes af alle Kræfter. En Alen sank Kassen, så skulle der trædes igen. Til en Salme med mange Vers, skulle der trædes mange gange. Man ønskede ligefrem, om Tyngdeloven kunne ophæves, så længe en Gudstjeneste varede. Der var sørget for, Stenkassen ikke skulle vælte, fire tykke, lodretstående Hjørnestolper holdt den på Plads. Hvordan den øvrige Mekanisme og Blæsebælgen så ud, var skjult for mine og andres Øjne. Jeg tænkte mig Bælgen var under Stenkassen. Jeg håber Ole har nydt den musik der kom til Lyd, også ved hans Anstrengelser. Jeg ved han var musikalsk og kunne spille Violin. Jeg håber alle
Bælgetrædere synes, - det de gør, ikke er helt hen i Vejret. Nielssigne blev i Familien kaldt Signe. Ude mellem Folk „Bette Sine“. Hun var heller ikke stor, mindre end Farmor, der ellers hørte til de Små i Samfundet. Hun giftede sig med Hans Bjørnholt Jensen, som jeg mener var en Mand af Farfars Slægt. De byggede et lille Hus ved Sindbjergs Fod. I Begyndelsen var der beskedne Forhold, hvor Dyr og Mennesker opholdt sig i samme Rum. Ægteparret ejede ca. fyrre Tønder Land ved Sindbjerg. Da Hans døde År 1906, havde de opdyrket syv Tønder Land, Hede og Mose. De havde da været gift i 16 År. Det kneb for Signe med Bedriften, da Hans faldt fra. Udbyttet blev mindre. Hendes to Piger, Lise og Elvira voksede til. For at skaffe det nødvendigste til Livets Fornødenheder, vandrede Signe, hen og hjem, hver en Arbejdsdag, Morgen og Aften. På
Papirfabrikken i Silkeborg sorterede hun Klude, et snavset Arbejde til en lille Løn. Signe døde i en Alder på et Par og firs År, på et Plejehjem i Laven. Farmor Barbara blev som ganske ung, sendt i Tjeneste hos Bønder. Det var Vejen frem, for de fleste Piger fra Landet. Samtidig med de høstede Erfaringer i det huslige og gjorde Nytte der, blev de også en Slags Landbrugselever, der fik Viden om Dyrs og Markers Pleje. Foruden Erfaringer og Viden, måtte de også samle på Udstyr og se sig om efter den Mand de kunne gifte sig med. Det var større Gårde farmor søgte til, hun kunne malke, og kunne malke sine atten Køer, Morgen og Aften. Farmor kunne fortælle om Tiden efter 1864, hvor også den Gård hun var fæstet på, havde tyske Soldater indkvarteret og hvordan de måtte springe for Tyskerne. En Dag Middagens Efterret stod på Rødgrød, havde Madmor sat Sødmælk af til Grøden, men det var Tyskerne ikke tilfredse med. Hvad der ikke blev dem givet kunne de selv tage. Tre Soldater gik ind i Mælkestuen og hentede de Spande med Fløde der ellers var sat af til smør. Arbejdet på en Gård, på den Tid, var et Slid. Farmor var en Tid Tjenestepige på Torupgård. En større Gård mellem Linå og Voel. En Dag i Høsttiden, Rugen var mejet, Pigerne havde revet sammen, bundet op og sat i Traver. Sol og Blæst havde der været en Tid, så Husbond mente det nok gik an, at køre ind. Duggen var næppe drevet af Marken før alle Mand var af Hus. Med flere Vogne drog man ud. Karlene kørte og lagde til rette, eftersom Pigerne stak op. Det gik, med Fest og Fart. Om alt skulle være i Hus inden Natten, skulle der jages, og man undte sig knap Stunder til Spisning eller Hvil. Da Klokken nåede til ti Aften, stod der endnu en halv Snes Læs. „ Vi ka val ta den sist Slant, osse“, mente Husbond. Ganske vist så det ud som det trak sammen til Regn. - „Nej!“, kom det fra Farmor, „ no hår a arbejdet atten Timmer i det hier Døgn, så ka de væ nok“. Regnen kom næste Dags Aften, men da var alt Korn i Lade. Ikke alt var trælsomt Slid på Torupgård. Når der gaves Lejlighed til Fest, gik alt med Liv og Humør. Der skulle koges, steges, brygges og bages. Ved de særlig store Fester, blev der ikke sparet. Halvstore Grise blev slagtet og sat på Spid, fyldte med Æbler, Svesker og andre gode Sager. På Gårdspladsen gjorde man en Ild op, og Spydet med Grisen blev anbragt over Ilden, hvilende på et Par Bukke, der af Smeden var lavet til Formålet. Spyd med Gris, blev af en pålidelig Person drejet langsomt rundt under Stegningen. Når de mange Vogne rullede ind i Gården med glade Mennesker, skulle alt være i Orden og enhver på sin Plads. Lidt efter Lidt, blev alle bænkede ved de lange Borde i Gildestuen. På store Fade lå de spydstegte Grise, gulbrune og lækre, smukt pyntede med grønne Blade fra Kålgården og med
glaserede Æbler og syltede Blommer på Kanten af Fadene. Grisene havde Persillevisker i Munden og bag Ørene, og Svesker i Øjenhulerne. Intet måtte mangle på Bordet, hverken til Ædelse eller Drikkelse. Alt hvad der var båret ind, var fra eget Køkken og det meste, af egen Avl. Spisningen tog sin Tid, men eftersom man spiste sig mætte, kom Snakken i Gang, Skål og Bordtaler skiftede. Festen var på sit højeste. Hvortil også et Par Spillemænd havde ydet deres Bidrag. At Spillemændene skulle beværtes godt, var en Selvfølge. Efter Måltidet, gik Festen videre. Musikken satte i med Polka og Hopsa. Ringdansene, hvor alle måtte være med, gik i Overstuen, til den lyse Morgen.
Når Skiftedagen kom , fik Gårdens Karle og Piger den aftalte Løn. Ikke så meget i rede Penge, gerne i Livsfornødenheder. For Eksempel Strikkegarn, Hørgarn, et Par Træsko og Spegepølse. Det skyldtes nok mest, Farmors egen Indsats, når hun fik lært at læse, regne og skrive til Husbehov. En sølle Degn havde hun i Skolen, forhutlet og holdningsløs. Altid var han i Klammeri med de store Drenge. Hans Kundskaber var ret beskedne. Om Vinteren sad han gerne ved Kakkelovnen i Skolestuen. Her kunne han sidde i Timevis og fange Lus i sine Klæder. Så ofte, Heldet var med ham, smed han Udyret ind på de varme Kakkelovnsringe. De stegte Lus gav en særlig Odeur fra sig, som et tilskud til den Hørm, der vanlig var i Skolestuen. Barbara kendte sin Plads i Livet. Da hun traf sin Husbond, var hun velkvalificeret til Husmandskone. Hvad Manden ikke kunne, kunne hun. Hun var myreflittig, nøjsom, jævn og rolig. Ikke pjattet, ikke nogen Grinebider, men heller ikke sørgelig og tungsindig. Det blev Barbara der holdt Orden på Husmandsstedets Pengekasse. Det var hende der hele tiden havde rede på hvad der foregik, indenfor Familiens Rammer, og hvad der skete og ikke skete i Sognet. Hun var en flittig Avislæser og fulgte Begivenhederne i Danmark, som i den store Verden. Hun havde ikke været i Kongens København og kom der aldrig, men hun kendte alligevel Staden ret godt. Hun fortalte, om Landsting og Folketing, som hun var huskendt der. Barbara fik mange og lange Arbejdsdage. I Året hun passerede sine halvfems Leveår, skrev Silkeborg Avis i Nyhedsspalten: „Halvfemsårige Barbara Andersen, Sejs, er set på Kornmarken, efter Høstmaskinen, fuldt optaget med at samle og binde Neg“.