Børnene fra Skovløberstedet
Marie, Hans Peter, Johanne, Hertha, Julie-og Agnes var Børn i Skovløberhuset. Johanne og Agnes vil jeg fortælle en Del om. De var der altid når jeg var på Besøg hos Mormor og Morfar. Kun Marie, Hans Peter, Julie og Hertha giftede sig. Hertha blev min Mor, og om hende har jeg meget at fortælle. Lige meget hvordan Vejret var skulle Mor til Ivershave den 25. Juni. Så kunne det regne og blæse så meget det ville. Den Dag var det Moster Johannes Fødselsdag og vi Drenge fulgte med. Moster Johanne var den mest livlige i vor Familiekreds. Til de fleste Tider oplagt til Halløj og Spillopper, og så var hun endda et sygt Menneske. På hendes Fødselsdage, var der altid dækket fint Kaffebord med både Kaffe og rigtig Chokolade. Der var en Forskel på rigtig Chokolade og det vi også kaldte Chokolade derhjemme, nemlig efter denne Opskrift blev Hjemmechokoladen lavet: „En Kop, en Teskefuld Kakao, en Teskefuld stødt Melis, lidt kogende Vand og så, Koppen fyldt op til Randen med Futmælk“.
Altså, var en Fødselsdag med rigtig Chokolade et Højdepunkt i Tilværelsen. Store Lagkager med Flødeskum stod på Bordet, lige til at spise. Vi måtte selv vælge, om vi ville have den med gul Kage og Syltetøj mellem Lagene, eller et Stykke af den med sort Kage, der var lagt sammen med Smørcreme. Det tog sin Tid, at nyde al den Herlighed, der var naturligvis et Stykke hjemmebagt Kringle, der skulle spises før Lagkagen. Bagefter var der mange Slags Småkager. Man skulle passe meget på, at drikke af Chokoladen langsomt og forsigtigt, den var altid kogende hed. Så skulle man også passe på ikke at spilde på Dugen, blev der sagt. Moster Johanne var Igangsætter, når der skulle leges. Vi puttede Fingerbøl og legede Panteleg, klippede Billeder ud af gamle Ugeblade og meget andet. En gang imellem hostede Moster Johanne lidt, jeg troer hun holdt Hosten noget tilbage af Hensyn til os Børn. Strengt har det været for hende der skulle gå med den Lungetuberkulose, der ikke ville lade sig helbrede. Når hun havde været på Besøg hos os, var Mor altid påpasselig med, at de Ting hun havde drukket af og spist af og med, blev grundig skoldet og rengjorte. Moster Johanne var dygtig til at sy, og til at kniple var hun en Kunstner. I Hjemmet i Skovløberhuset hjalp hun til med det daglige, så godt og så meget som hun kunne. Der var Tider, hvor hendes Sygdom plagede hende slemt. Allerede i hendes første Ungdomsår anede hun, hendes Livsdage, ikke ville blive helt så mange som de flestes. For ikke at ligge nogen i Hjemmet til Byrde, havde hun fået det Løfte af sin Læge, når han mente Tiden var nær, måtte han sørge for hun blev indlagt på Sygehuset. Det blev som Moster Johanne havde ønsket, og hun døde den 17. Juli 1933 og blev begravet på Silkeborg Kirkegård, ved Siden af hendes Far.
I mine Gemmer finder jeg Mors Skudsmålsbog frem. Med snørklede Bogstaver står hendes Navn skrevet: „ Hertha Jakobine Kristensen“. Gennem den lille Bogs Blade er der stukket en rød hvid Snor, der holdes fast af et rødt Laksegl, på Indersiden af Bogens bagerste Bind. Bogen er købt i M. Digmanns Boghandel i Vestergade i Silkeborg og har kostet tyve Øre. På de første Blade i Bogen, kan man læse Uddrag af Lovbestemmelser om Skudsmålsbøger og jeg kan se, Bogen er som Loven bød og som følger, skriver jeg nogle få Citater fra Bogen, og således sagde Loven dengang til Herre og Tjener:
„Ethvert Tyende, bør være forsynet med Skudsmålsbog. Forinden en sådan Bog må bruges, forsynes den med Politiøvrighedens Segl, der sættes i den Lidse, der er dragen igennem Bogen.
Enhver Husbond, som fæster et Tyende, er berettiget til, at indføre i dets Skudsmålsbog, fra og til, hvilken Tid, det er fæstet. Enhver Husbond skal, forinden et Tyende forlader hans Tjeneste, indføre i dets Skudsmålsbog, fra og til, hvilken Tid, det har tjent ham“.
Bogen er forsynet med Øvrighedens Stempel den 23. Oktober 1902, og når jeg blader i Bogen, synes jeg, Mor er mig nær, næsten 100 År har gjort sit til, at Bogens Blade nu er gullige, men ellers er Bogen i Orden. Ingen iturevne Blade, ingen krøllede, eller ødelagte, med Hundeører og forvitrede Streger, ej heller Knæk på Bindet. Jeg ved, det ikke skyldes Lovparagraf ni i Bogen, men Mors Påpasselighed, at Bogen endnu er fin. Paragraf ni siger sådan:
„Den der udriver Blade af sin Skudsmålsbog, eller forsætligen gjør noget i samme ulæseligt, bør bøde, fra 10 til 20 Kroner, eller straffes, med simpelt Fængsel i indtil 8 Dage, eller Fængsel på Vand og Brød, i indtil 3 Dage. Hvo som forfalsker en Skudsmålsbog, straffes efter de derom gjældende Lovbestemmelser.
Justisministeriet, den 27de Januar 1880“.
Man kunne ikke sløse med Skudsmålsbogen uden, at vente Straf. På alle Måder var Mor omhyggelig og påpasselig, især for hvad, der havde med Øvrigheden at gøre. Hun passede nøje på, at Stats- og Kommuneskatter blev betalt til Tiden.
Hun formanede os til, at opføre os ordentligt, navnlig, når vi var uden for vort Eget. Øvrigheden ville hun holde på Afstand. Mor så nødig en Politibetjent i Uniform, på vore Enemærker. Hun havde en Fætter, vi havde også et Par Bekendte, der var Politibetjente. Mor gav dem den Besked: „Jeg er ikke glad for i kommer i Unifonm, her hos os“. På Side 7 i Skudsmålsbogen står der skrevet, med de samme snørklede Bogstaver, Mors Navn, derefter at hun er Datter af Skovløber Mads Kristensen og Hustru, Sofie Frederikka Hermansen, - er født i Silkeborg den 6. Novemker 1883, døbt den 26. December 1883, konfirmeret i Silkeborg den 3. Oktober 1897. F. Viberg, Sognepræst, Silkeborg den 25. Oktober 1902.
På den niende Side i Bogen læser jeg, Mor har været Tyende hos en Overportør i Silkeborg fra den 1. Mai 1899 til den 1. November 1902. Overportøren, har givet hende en smuk Anbefaling med ud i Livet, han skriver, hun er en tro og pålidelig Pige. Jeg vender Bladet og ser, samme Dag hun forlader Overportøren tager hun ud på Herningegnen og her er Manden Sognefoged. Hendes Tid i Herning er kort, kun en Måned, så er hun igen i Silkeborg. På den elvte Side meldes der Afgang for Mor til Helsingør, en Plads som Tjenstepige, fra den 3. November 1903. Sagen var den, Moster Julie havde Plads som Tjenestepige hos en Adjudant i Helsingør,men Sagen var også, det var en Pine for Julie at være der. Hvorfor blev der aldrig nævnt noget om , måske var det Hjemlængsel, måske har hun gået i Giftemålstanker. Et er, at hun rejste Hjem og et andet, at Mor rejste til Helsingør og overtog Pladsen i Moster Julies Sted. Når Mor fortalte om hendes Tid i Helsingør, fyldtes jeg med Stolthed. Tænk, jeg havde en Mor, der havde været helt ovre i Helsingør. End ikke alene det, hun havde også været i Udlandet, helt ovre i Sverrig. Fra Sverrig havde hun bragt en lille Trææske med Hjem, i min Barndomstid stod den på Kommoden derhjemme. Æsken havde Låg man kunne åbne og se ned på alle Mors Brocher, som hun gemte i Æsken. Alle syntes Æsken var noget så yndig. Den havde grønne svungne Kanter og så stod der, Hilsen fra Sverrig midt på Låget. Mors Tjenestested var i et stort to Etages Hus i Byen Helsingør. Stod hun i Køkkenet, kunne hun høre Soldaterne eksercere på en Plads i Nærheden. Var hun i Stuerne, hørte hun Slagene fra Nittehamrene på Skibsværftet. Adjudanten, opholdt sig Dagen lang på sit Kontor, et Værelse i den store Bolig. Til ham kom der hver Dag adskillige Militær og andre Rangspersoner og hver gang der blev slået på Dørklokken, måtte Mor tørre Melet af Hænderne, hvis hun netop da var i Færd med at ælte Dej. Det samme hvis hun var i Gang med Gulvvask, så måtte Gulvkluden vrides op i en Fart. Så var det alligevel værst for hende, når hun fik Besked på, at sige til mange af de der henvendte sig ved Døren: „Adjudanten er desværre ikke hjemme“. Når den rene skære Sandhed var den, han lige akkurat sad derinde på Kontoret.
Mor havde ikke lært at lyve og efter hendes Overbevisning, ville hun ikke lyve. Nu havde hun fået Besked på at lyve, måske kunne de Løgne, hun mod sin Vilje skulle lyve, kom me ind under Gruppen - de såkaldte hvide Løgne, men for Mor var alle Usandheder Løgn. Ifølge Skudsmålsbogen Side 11, meldes der Afgang for hende til Silkeborg den 29. Oktober 1904. Denne Dato er vitterliggjort, med Stempel og Underskrift af Helsingør Politikammer. At Mor har været et Par Dage på Rejse for at kom me fra Helsingør til Silkeborg er ikke umuligt. Fyn var ikke landfast med Jylland den Gang. Mor havde på denne Rejse en uforglemmelig Oplevelse, som hun berettede for os Børn mange Gange. Med Undren hørte vi på,- og bagefter stillede vi mange Spørgsmål. Datidens Togkupeer så noget anderledes ud end Nutidens År 1990. Man kunne således ikke gå fra den ene Kupe til den anden. Gennemgangsvogne kom der efterhånden flere og flere af, men det tog sin Tid. En gammeldags Jernbanevogn, for rejsende Personer var opdelt med tværgående Skillevægge og Siddepladserne var to faste Bænke langs hver sin Skillevæg. En Vinduesplads i Kupeen var eftertragtet, så kunne man se ud på Landskabet under Farten. Havde man en Vinduesplads på den Side af Vognen, hvor Konduktøren kunne dukke op, var det en uskreven Lov der bød en række Billetterne, fra hver enkelt Rejsende til Konduktøren og tilbage igen. I disse Tider og med disse Vogne, måtte Konduktøren billettere stående på Vognens Trin, gennem det nedrullede Midtervindue i Kupedøren. Alt imens Toget kørte gik han sin Gang, fra Kupedør til Kupedør, ude på Vogntrinene. En luftig, og til de fleste Tider, en kold Bestilling. På Rejsen fra Helsingør til Silkeborg fik Mor atter den jyske Jord under Fødderne, da hun efter Sejladsen med Færgen fra Strib gik i Land i Fredericia. Toget hun steg ind i på Frederitzia Station var kammet Syd fra. I Kupeen sad der en pæn ældre Herre og en anden Herre, som efter Mandens Udseende at dømme måtte være fra Kina, måske fra Japan. Det blev Mors Rejseselskab på Rejsen til Silkeborg. Toget standsede ved alle Stationexne, men ingen nye Rejsende steg ind. Der var således en Vinduesplads til hver og endda en i Overskud. Da hændte der noget, som Mor aldrig skulle glemme. Kineseren, eller hvad han nu var for en Landsmand, rejste sig, stillede sig op i Hjørnet ved den ledige Vinduesplads, med Ryggen til sine Medrejsende. Altså, Mor og den pæne Herre, de sad over for hinanden, på de modsatte Vinduespladser. Der hørtes en lydelig Plasken og en Vandpøl bredte sig for deres Fødder. At nogen kunne finde på, at tisse på Gulvet i en Jernbanekupe, chokerede Mor, efterhånden var hun så rejsevant og vidste, sådan noget måtte man ikke gøre. Heldigvis kunne den pæne Herre forklare Kineseren, sådan noget gjorde man ikke i Danmark, fortalte Mor. Han fik at vide, på alle Landets Jernbanestationer var der et Rum til disse Fornødenheder, og der stod „for Herrer“ på Døren. Kineseren havde nikket mange Gange, så Mor mente han nok havde forstået Forklaringen. Om han så gjorde som det blev sagt, eller hvad han gjorde, det kunne vi nok lide at vide. Mor steg af Toget i Skanderborg og den pæne Herre og Kineseren rejste videre. Når Mor fortalte denne Rejseberetning, hvad hun gerne gjorde, nok mest fordi vi pressede hende til det, var der altid meget at snakke om bagefter. Vi vidste Kinesere havde Pisk i Nakken, det havde denne Kineser ikke, han havde et pænt Hår der var klippet pænt. Vi ville også vide, hvorfor noget af det Fyrværkeri, man skød med Nytårsaften hed Kinesere. Mor mente det nok var lavet i Kina. Og hvad spiste Kineseren. Ja! - nu havde Mor ikke set denne Kineser spise, men hun mente Kinesere spiste Ris, ikke med Gaffel, men med to Pinde. Spørgsmålene var mange og de blev til mange flere, når vi kom ud til vore Kammerater og fortalte. Der var ikke nogen man kendte der havde været i Kina, men
Skovløberstedet
„Det Hvide Hus"
nu havde vi en Mor der havde set en Kineser, ja oven i Købet havde kørt i Tog med en Kineser. I følge Mors Skudsmålsbog er der meldt Tilgang for hende den 3. November 1904 med Stempel og Underskrift af Silkeborg By og Birk. Dette Notat, finder jeg som det sidste i Mors Skudsmålsbog og på Side 12. Der er endnu 36 Sider i Bogen, ubeskrevne og uden Stempling.
Skudsmålsbogen har ikke mere at fortælle om Mors Ungdomsår, men når jeg tæller mine egne År, finder jeg Mor i Slutningen af År 1904 må være optaget af, at forberede sig til Bryllup, sit eget med ugift Smedesvend: Anders Bødskov Andersen. Mors og Fars Bryllup fandt Sted i Silkeborg Sognekirke den 14. Marts 1906. Hans Peter, Drengen, Sønnen og Broderen fra Skovløberstedet, fulgte sin Faders Fodspor og blev Skovløber og Hegnsmand, ansat År 1906 i det nordlige Skovdistrikt, ligesom Morfar, og med Bolig i det „Hvide Hus“ nær Ivershave. Under den første Verdenskrig 1914-1918, kom mange af de til Sikringsstyrken indkaldte Soldater på Skovhugst. Morbror Peter var i den Tid Leder af et Hold Soldater der foruden, at være i Beredskab for Landets Forsvar , bidrog til de store Bestillinger på Træ, især til Brændsel, men også til Pitprops til de engelske Kulminer. Ved enkelte Træer i Skoven, gjorde vi gerne et lille ophold, når vi på vor Vej kom forbi. Ved Generalhatten stod en stor Ædelgran frit. Denne Gran havde Morbror Peter plantet, derfor hed den Hans Peters Gran. Et Lynnedslag havde delt den i to, således den voksede videre i to Toppe. Nede ved den sidste Jernbaneoverskæring, før Jernbanebroerne over Remstrup Å, stod også en mægtig Ædelgran og den havde Morfar plantet. Sådan var der flere på forskellige Steder i Nordskoven. Jeg husker det var ved Slutningen af Krigen. Den Krig talte man altid om, og alle talte om Krigen. Jeg mener det var den Vinter da det var næsten umuligt at skaffe Kartofler. Som Erstatning for Kartofler brugte man Kålrabi, men det blev aldrig den store Livret for os. Henimod Slutningen af denne Vinter, så Moster Agnes altid sørgmodig ud, når hun kom på Besøg hos os. Hun og Mor talte gerne, så stille med hinanden og de så begge to så alvorlige ud. Var det fordi vi ikke kunne få Kartofler, eller var der noget andet? Ja! der var noget andet. Vi kom hen til Midten af April da Moster kom om Formiddagen, nu så hun meget alvorlig ud, det var, som hun ville græde. Nu talte de sammen Mor og hende, noget højere end ellers og vi forstod, Morbror Peter var død, jeg husker Moster Agnes sagde: „ Mon Bøgen springer så meget ud, så der kan blive Bøgegrene til en Krans“. Morbror Peter var en dygtig og flittig Mand, men sådan skulle det gå, da den store Krig var forbi,
Onkel Peter (uden uniform)
sammen med Soldater fra sikringsstyrken under 1. verdens krig
var Morbror Peters Liv her på Jorden også forbi. Der var nogle Bøgetræer der foldede sig ud med så mange lysegrønne Blade, så der kunne blive Bøgegrene til en Krans og Mor og Moster Agnes hjalp hinanden med at binde en Krans. De stod i vort Køkken og bandt Kransen, Dagen før Begravelsen skulle være. Det blev en meget smuk Krans, med de lyse Blade og med mange røde Tulipaner. En Tid efter Begravelsen fik Mor lavet et stort Billede af Morbror Peter og Trædrejer Frederiksen på Remstrupvej, lavede en oval sort Ramme til Billedet, og Rammen, der var lavet af noget fint Træ var blankpoleret. For at beskytte Billedet, var der indsat et klart Glas i Rammen. Da Billedet var sat i Rammen, kom det til at hænge på Væggen i Spisestuen. Mor ønskede Billedet skulle hænge i Spisestuen. I den fine Stue kom vi kun ved særlige Lejligheder, men i Spisestuen kom vi til hver Dag. Her kunne Mor daglig, se Billedet af den gode Broder hun nu matte savne. Til Højtiderne Jul, Påske og Pinse, sendte Mor os i Skoven efter friske Grangrene. Ved at sætte Kviste af Grenene, bagom Billedet af Morbror Peter, ærede Mor hans Minde. Den yngste Pige der voksede op i Skovløberhuset i Ivershave som Datter af Mads og Sofie var Agnes, hun blev født i Året 1890. Moster Agnes gik den almindelige Folkeskolegang, som de fleste andre. Jeg beundrede hendes Skrift og når hun skrev. Let og ubesværet gled hendes Hånd, med Stålfjederpennen, hen over Papiret og hun skrev de gamle gotiske Bogstaver. Skriften stod hen over Papiret, med de smukke Bogstavers Snørkler og Krusseduller, som om de var tegnede, og i Rækker der var lige som Perler på en Snor. I sin tidlige Ungdom lærte Moster Agnes, fransk Vask og Strygning på Vaskeriet „København“ i Nygade i Silkeborg. Hun prøvede også, at være Gangpige på Silkeborg Sygehus. Men Agnes fik sin Livsgerning i Skovløberhuset i Ivershave. Det var hende der blev en Støtte for Hjemmet, for hendes brystsyge Søster og for hendes Forældre, og der var rigeligt, at gøre derhjemme. Agnes giftede sig ikke og forblev som ugift alle sine Dage. Det blev således Moster Agnes, der trak det store Læs. Det var hende, der tilberedte Størsteparten af den Mad der kom på Bordet.
Det var hende der sørgede for, at Køer, Grise, Høns og Gæs, fik Foder og deres Pasning. Når Græsset stod grønt, på Grøftekanter og i Skovlysninger, puttede Moster Agnes Strikketøj og Madpakke i Tasken og trak til skovs med de to Køer. Skulle Huset gøres rent, Tøjet vaskes og børstes, var det Agnes der lagde Kræfterne til. Ligeså afholdt og elsket Moster Agnes var, indenfor den samlede Familiekreds, ligeså afholdt var hun af alle, der på en eller anden Måde, havde med Moster at gøre. Af Venner havde hun mange og af Fjender ingen. Hendes Venner var også Værtsparret på Hotel „gammel Hattenæs“. Når Arbejdstrykket var stort på Hotellet med Feriegæster på alle Værelser, havde den altfavnende Hotelværtinde Fru Rasmussen, ofte Held med, at overtale Mormor, om hun ville lade Agnes slippe hjemmefra en Tid. Hun ville så gerne om Agnes kunne hjælpe hende lidt på Hotellet. Lykkedes det Fru Rasmussen, at få et ja af Mormor, skulle der være særlige Grunde hvis Agnes sagde nej. Moster Agnes kom ret ofte på Besøg hos os. Som Regel, havde hun noget at fortælle, mange gange noget hun selv havde oplevet, det kunne være en ganske enkelt dagligdags Hændelse. Når Moster Agnes fortalte forstod hun, at fortælle sådan, det gav god Næring til Fantasien, og jeg husker hun fortalte om en Hønsejagt. Ved denne Hønsejagt, var hun selv Hønsejæger. Dengang hun var yngre og let til Bens, kunne hun klatre i Træer, sagde hun. En Dag hun var for hjemadgående, det var langt hen på Eftermiddagen, og det var begyndat skumre efter en lys Dag. Foråret nærmede sig og Bøgetræernes Blade var begyndt at pippe frem. Luften var stille og behagelig så hun valgte, at følge en lille Skovsti, det var ikke nogen nær Genvej, men en lille Sti, som hun ofte havde gået ad når Vejret var godt. Idet Moster nærmede sig et stort Bøgetræ, hørte hun Klukken oppe fra Træet. Joe! det var rigtig nok, deroppe på Grenene sad der flere hvide Høns, abenbart alle hvide Italienere. Nu gik det for Moster Agnes, som for Konen med Æggene, bare i en lidt anden Orden. Moster begyndte at tælle Høns, derefter Æg og så Penge og førend hun nåede til Hjemmets Dør, havde hun besluttet sig til senere, ville hun gå til Bøgetræet og fange Høns. Beslutningen var taget, der var ingen Tid at spilde. Hun gjorde sig hurtig færdig med Aftensmaden, tog noget gammelt, men varmt Tøj på, og da hun nåede frem til Bøgetræet var det mørkt. Som alle ved og Ræven med, skal man fange Høns, er det bedst at vente til det er mørkt. Da hun stod under Bøgetræet, kunne hun skimte Hønsene som nogle hvide Prikker. De sad stille på Grenene, men sagde ikke et Kluk. Før Moster begyndte Opstigningen lagde hun en Slagplan, idet hun løseligt talte så mange af de hvide Prikker, hun kunne få Øje på. En Pose havde hun bundet så snildt om Livet, så hun meget let kunne klavre omkring mellem Træets Grene og alligevel række ud efter Hønsene. Kendt som hun var med et Bøgetræs Knuder og Knaster, fandt hendes Hænder som af sig selv, noget at gribe fat i og hendes Fødder, noget at støtte på. Snart var hun oppe mellem Grenene og så gik det hurtigt hen mod en Gruppe Høns, der sad på en af de tykke Grene. Når man kun har Tanker for, at ville fange Høns og som her i Mørke og i et Bøgetræ, ser man ikke efter, tænker heller ikke så nøje over, hvordan Træet har formet sine Grene. Nogle er krumme som en Flitsbue andre lige son et Spyd, der var dem der var knudrede, tynde for neden og tykke oventil, ind og ud mellem hinanden voksede Grenene i Bøgetræet, det var det rene Fletværk. Pludselig så Moster en mærkelig Gren mente hun det var, men så tog den til at bevæge sig på en underlig Måde og en Mandsstemme sagde: „Nå Agnes, vi er nok kom men på Hønsejagt“. Det gav et Sæt i Moster, men hun blev snart rolig, hun kendte Stemmen og Manden var Paul Vallebæk, en af Skovarbejderne. Han havde ligesom Moster set Hønsene i Træett, da han ved Aften var holdt inde med Arbejdet og var for hjemadgående ad Skovstien. Joe! det skete nu og da noget Fjerkræ slap fra en Torvehandler, der kom kørende ad Århusvejen. Det blev ikke til den store Fangst for Moster og heller ikke for Poul Vellebæk. Moster fik to Høns i Posen, som hun fangede ind med de blotte Hænder. Poul Vallebæks Udbytte kom op på tre Høns, men han havde også jaget med Net på en Stang. Han havde nok bemærket, da Moster Agnes var på Vej op i Træet, men det de var to, og var begyndt deres Snakken gav Uro, og Resten af Hønseflokken flagrede til Jorden og forsvandt med mange Kluk ind i noget lavt Krat. Et Liv for en Høne i Frihed i Skoven,bliver aldrig noget langt Liv, den kan ikke vogte på og undgå de mange Farer der lure, og en Høne, har kun den Forstand som en Høne har . De to Hønsejægere fik en god Oplevelse, men kun en ringe Fornyelse i Hønsegården. Moster Agnes fik altså ikke det store Udbytte ved denne Jagt, men hun var heller ikke den der samlede på jordisk Gods, hun gav altid mere end hun ønskede at modtage. En anden Hændelse, som Moster Agnes vidste, at berette, var af en hel anden Art. Hun var en af de første der var på Stedet, da det var sket. - Jernbaneulykken. Vejen, der førte forbi Lillesø, var den Vej Moster trak med Husmandsstedets Køer, for at komme ud til Græsningsstederne i Skoven. Det var samme Vej vi gik, som Regel da, når vi besøgte Ivershave. Da vi boede på Remstrupvej kunne man, det meste af Året, blive færget over Åen og sat af på Remstrupvej. Ganske vist, skulle vi betale Færgemanden ti Øre for en Overfart, uanset om man var enlig eller os alle. Når vi gik fra Ivershave gik vi forbi Lillesø, så over Silkeborg - Langå Jernbanelinien og ind på Bodalsvejen og ved, at gå gennem Langdalen, kom vi lige ned til Færgestedet. At gå ad Århusvejen og igennem Byen, krævede adskillige flere Skridt. Når vi nu og da gik ad Århusvejen, hilste vi gerne på den faste Vejmand, når han var ved sit Telt. Hvad han hed husker jeg ikke. Han var en rigtig Jens Vejmand, at se til, med Klap for Øjet. Teltet han havde, var af den Slags vi Drenge kaldte et Indianertelt, her var dog ingen Skalp på Teltets Spids, men Vejmanden huggede heller ikke Hoveder, men Sten. Foran Teltåbningen lå der en Dynge Sten og her sad Vejmanden og slog Sten. Teltet stod og Vejmanden sad, lige i Skovkanten, på højre Hånd
Johanne
Julie og Agnes
når vi gik fra Ivershave. Jeg troer ikke de firkantede Chaucesten, som Århusvejen var belagt med, var hans Speciale. Jeg mener de Sten han slog blev til Skærver. En ret stor, flad Kampesten, havde han som Underlag foran sig. På denne store Sten lagde han en Jernring, på Størrelse som et Trillebørhjul. Fra Stendyngen tog han en Sten, lagde den ind i Ringen og knuste med Hammeren, den anbragte sten, med et, eneste Slag. Jeg havde engang jeg stod og lyttede til Morfars Snak: „Små Potter har også Øre“, hørt ham fortælle. Arbejdet med Jernbanedæmningen ved Lillesø, havde været et stort og vanskeligt Arbejde, da Jernbanen blev anlagt. Man gik så tæt på Søen som muligt, for at gøre Kurven uden om Søen så jævn som muligt. Således kom Dæmningens Skråning til at gå meget brat mod Søen. Da man loddede Dybden på Søen, var man nede på 90 Meter uden, at finde nogen fast Bund og den var, hvad man betragtede som bundløs. Jeg husker når vi passerede Søen på Vinterdage, når Isen dækkede hele Vandfladen, bemærkede vi et Halmneg der stak op midt i Isfladen. Man fortalte os, eftersom Søen var en Indsø, måtte man på denne Måde forsøge, at skaffe Ilt til hvad der kunne være i Søen af Fisk og andet Liv. Hvordan man så havde fået Halmneget til, at stå derude, spekulerede jeg meget på. Havde man ventet til Isen kunne bære, var der den Mulighed, alt det levende kunne være afgået ved Døden, sålænge man ventede på Isen skulle blive tyk, stærk og bæredygtig. Jeg fandt en sandsynlig Forklaring, altså! Neget, kunne være forankret, om ikke nok der var Bund i Søen på dette Sted. Jeg husker ikke om Ulykken fandt sted Forår eller Efterår, - men det var i Året 1922 det skete, - og ved mørk Aften. En Vognmand, man også kendte til i Skovløberhuset, havde passeret Lillesø og skulle videre, over Jernbaneoverskæringen og ind på Bodalsvejen. Han havde et godt Læs Træ på Vognen, der var hvad de to Heste kunne trække . Terrænet flader rigtig nok ud i sydlig Retning, lige efter Overskæringen og Jernbanelinien går ret hurtig over fra, at ligge på Dæmning til, at løbe gennem Udgravning. Overkørselsstedet lå nærmest som på en Bakketop. Det lader sig gøre for Kusk og Heste, at få Læsset op, men så er Mand og Dyr også ved, at tabe Pusten og må standse op. Det værste synes at være overstået og alt kunne være gået planmæssigt hvis ikke, en skinger Lo kom otivfløjten varslede et Tog var på Vej. Helt sikkert var Toget ved at passere Overskæringen på Århus Landevejen og kunne snart være fremme. Ikke så underligt der gik Panik i Kusken og dermed også i Hestene. Vogn med Læs stod på tværs af Jernbanesporet. Det var umuligt, at få Kræfterne samlede. Vognen kom ikke ud af Stedet. At befri Vognen for i det mindste noget af Læsset, var Tiden for knap til. Kusken indså nu et Forsøg på, at få Toget standset, var det eneste, der kunne gøres. Han tog hurtigt den tændte Flagermuslygte, ud fra Vognens Bagakselstok og svingende med Lygten gik han Toget imøde. Men da, havde det allerede vist sig i Kurven, men bedre sent end aldrig. Det blev ikke de mange Skridt han gik imellem Sporene, så måtte han træde til Side, men han var set i Lokomotivet. Toget bremsede med alle Bremser. Lokomotivet nærmede sig Jernbaneoverskæringen og Vogn og Heste. Han så Hestene stejle og hørte dem vrinske, så sansede han ikke mere. Hvad der herefter skete foer forbi ham som i en Drøm. Den miderste Del af den lange Vognkolonne begyndte, at hælde til Søsiden. Den Støj der fulgte var øredøvende, den ene Vogn efter den anden væltede ud over Skråningen, hvor den spredte sit Læs. Moster fortalte, flere af Jernbanevognene, havde været læsset til med Telegrafpæle. Pælene lå på den store Jernbaneskråning som var det Tændstikker, der var drysset ud af Tændstikæskerne. For at undgå Påkørsel, havde man blokeret Togets Bremser, dette og Kurvens Hældning, mente man, var Årsag til Vognene var kæntrede. Et Par Personvogne var der med som de sidste i Togstammen. I Personvognene havde der været fire Passagere foruden Togfører, men disse Personer var sluppet med Skrækken. Man var i Gang med Oprydningen, et stort Arbejde, der kunne tage lang Tid.
Da Mormor og Moster Johanne var borte, magede det sig sådan, Moster Agnes kunne flytte ind -i den øverste Lejlighed i Ågade nr. 24. Et Hus Mor og Far købte og var flyttet i efter Farfars Død. Det var en meget god Ordning alle var glade for, især var de to Søstre glade for, at være nær hos hverandre. Så længe Moster Agnes kunne magte det, passede hun et Arbejde hos Peter Jessen i Vestergade som Strygerske. Når man var hjemme på Søndage og Helligdage, måtte man ikke forsømme, at stige op og få sig en Times Snak med Moster, det var til Glæde for en selv og for Moster, troer jeg. Det var nu ikke sådan hun rejste ud i Landet for, at se Danmarks Seværdigheder, om hun nogensinde havde været i København ved jeg ikke, jeg troer det ikke, så havde hun talt om det. Jeg ved, hun aldrig havde været udenfor Landets Grænser. Men nu rejste Moster meget, på sin egen Måde ganske vist. Fra Byens Bibliotek hentede hun Stakke af Bøger med Rejsebeskrivelser. Når hun studerede Bøgerne, dvælede hun længe over Billederne, indtil hun kendte, de store Bygningsværker. Moster Agnes døde den 5. Marts 1963. Det var en Sorgens Dag.