Morfar Mads var Søn af Sandmanden. Blev der snakket om
Oldefar og Oldemor blev der, så vel jeg husker, ikke snakket om dem ved deres Navnes Nævnelse. Hvordan går det hos Sandmandens. Eller, har du været på den anden Side for nylig. Sådan omtrent blev der sagt når Samtalen engang imellem drejede sig om vore dengang, levende Oldeforældre. Den anden Side, altså den nordlige Side af Gudenåen. I Dag År 1990 ville man sige, ovre ved Ansvejen. Der ved Ansvejen, i Ly af Færgebakken, lå der dengang, et lille Hus og her boede Sandmanden og Hustru. Kom man over Viborgbroen, hævede Færgebakken sig som et Forbjerg til en Kæde af mange Bjerge. Eller rettere Bakker. Sådan var det ikke. Færgebakken var en ensom Majestæt, fyldt med gult Sand, det der også kaldes Grus. Steg man til Tops på Bjerget, så man ud over en meget stor Markflade. Ved Efteråret var der Soldater på Færgebakken. Sådanne Søndag Eftermiddage, når Soldaterne var på Færgebakken, gik vi med Far til Dronningestolen i Nordskoven. Oppe fra dette Højdepunkt, kunne vi meget tydelig se Soldaterne på Færgebakken og følge med i deres Bevægelser derovre. Oldefar handlede med Sand. Nok mest af det der kunne hentes fra Færgebakken. Den Bakke blev mindre og mindre og blev med Tiden helt udslettet. Der skulle bruges Sand til Byggeri af Huse, Sand til Veje og Havegange. Havde man Høns og andre Husdyr var det godt at smide Sand ind til Kræet. Gulvsand, leverede Sandmanden også, men det skulle være det fine hvide Sand. På de faste Støbte og stampede Gulve, som der var i Køkken, Bryggers og i Forstue brugte man, at strø det hvide Sand. Det så pænt ud. Et tyndt Lag Sand skånede Gulvene ved Slid, til en vis Grad undgik man, at Skidt og Møg fra Træsko og Træskostøvler svinede Gulvene til. Jeg troer ikke der har været hvidt Sand i Færgebakken. Jeg vil tro Sandmanden har hentet det i Gødvad Bakker der var nær ved. Vi var Ejere af tre forskellige Køretøjer da vi boede på Remstrupvej. En Trillebør, en Cykel og en lille firehjulet Trækvogn. En Trillebør er et Køretøj som alle kender, men der er flere Typer. Den bedst kendte er nok den med Kassen, den der også kaldes en Sluf. Den Trillebør vi havde var ikke en med Kasse, men en med en fast Forsmæk på det lige Lad. Trillebøren var god til Transport af Brændestykker og til mindre Møbler og ret store Kasser. Ville man bruge den til Kørsel med Gødning, Kartofler og den Slags, hørte der et Par løse Sidefjæle til, der kunne sættes på Børen i en Håndevending. Cyklen var en god Ven af Huset, men den var Fars. Da den blev ældre og Far udskiftede den med en bedre, fik den Navnet „Hingsten“. Vi lærte alle, Cykelkunstens Regler på
Hingsten.
Kun Mor kunne ikke forlige sig med den, og fik således ikke lært at cykle. Da vi flyttede til Sejs fulgte Hingsten med. Den blev et dejligt Stykke Legetøj for os. Snart mistede den ganske vist Skærmene og det meste af Sadlen, og til sidst Kæden. Ribbet for al Løsøre kunne den alligevel bruges, når en eller anden, ville skubbe på. At suse ned ad Bakkerne på Hingsten, var herligt og spændende og så håbe på, at ingen kom på Tværs af Fartbanen. De små firhjulede Trækvogne ser man ikke så meget mere, dengang var der mange. Jeg tror alligevel de fleste Børnehaver i Dag har sådanne Vogne. Vi havde en firhjulet Trækvogn, Røde Hjul og blå Kasse, sådan var den malet. Trækstangen var udstyret med et Håndgreb således, at der kunne være to om at trække Læsset. Vognen blev siden hen en Slags Ildvogn for mig, men det er en anden Historie. Den Dag vi skulle besøge Sandmandens, blev den firehjulede kørt frem tidlig på Formiddagen. Bror Karl og jeg kom op i Vognen, her skulle vi sidde pænt, i hver sin Ende af Kassen. Et Tæppe blev lagt over vore Ben og Søster Gerda og Søster Olga tog fat i Trækstangen og trak afsted med os. Det var ikke nogen god
Udflugtsdag.
Martssolen var ikke synlig på Himmelen, det blæste ikke meget, men alligevel noget. Vejret var hvad man kalder vandkoldt. Jeg husker ikke hvor vi drejede omkring og hvilke Gader vi kørte igennem. Ganske vist havde jeg været med Mor oppe i Byen nogle Gange, men jeg vidste ikke hvad Gaderne blev kaldt. Jeg husker før vi mødte Gudrun, havde vi kørt forbi det lange lave Hus, som man kaldte den gamle Længe. Jeg husker også den lange Vandgrav eller Kanal på den modsatte Side. Kanalen blev forenet med Remstrup Å og gjorde det muligt for mindre Både, at sejle fra Remstrup Å gennem en Kammersluse til Randers. Kammerslusen blev åbnet for Gennemsejling 1920. Vi var i nærheden af Slagteriet. Der vidste jeg man slagtede Grise. Det var der Bror Åge gik hen for at købe Grisehoveder. Bror Åge gav Slagteriet en Krone for et Hoved. Mor lavede en dejlig Sylte af Kødet. Det var der vi tilfældigt traf på Gudrun. Som jeg sad der i Vognen kunne jeg se Gudrun var tyk. Lige så tyk som vore to Søstre tilsammen. Jeg kendte hende ikke, men havde hørt om hende. Mine Søstre havde fortalt om hende. Gudrun havde haft alle hendes Marmorkugler med i Kirken en Søndag. Hun havde en Pose med mere end hundrede Kugler , og der var mange store og små Glaskugler imellem. Gudrun var gået ovenpå i Kirken og sad i Nærheden af Orgelet, Pulpituret, og helt henne ved Rækværket.
Under Præstens Prædiken kunne hun ikke holde Fingrene væk fra Kugleposen. Så gik det ikke værre eller bedre, der gik Hul på Posen. Kuglerne trillede og Flertallet trillede ind under Rækværket, ud over Kanten og ned i Kirkerummet og først i Hovederne på Folk for derpå, at falde på Gulvet og trille rundt. Der blev en Del Uro i Kirken og Præsten afbrød for en Stund sin Prædiken. Søster Gerda og Søster Olga kendte hende fra Skolen. Jeg forstod så meget af deres Snak, at det var Skolen de snakkede om. Gudrun snakkede og snakkede. Gerda og Olga snakkede, men holdt alligevel fast i Trækstangen. Det blæste koldt ude fra Langesøen. Grisene hylede inde fra Slagteriet. Her var slet ikke rart og vi frøs så Tænderne klaprede. Vi anede ikke at det var på et historisk Sted vi holdt. Her var det den gamle Hjuldamper, der kom til at hedde „Hjejlen“, blev trukket i Land, slæbt over Vejen og søsat i Remstrup Å. Senere fortalte Farfar os om denne Begivenhed, som jeg forstod, han havde overværet.
Båden var bugseret gennem Gudenåløbet, helt fra Randers til Silkeborg. Det huede ikke enhver Mand, at den i Fremtiden skulle plaske rundt i Silkeborgsøerne. De Ænder, Gæs og Svaner der holdt til i Søerne ville skræmmes bort. Siv, Åkander og anden Plantevækst ville visne hen under Kulrøgen. Søbredden ville på svage Steder flyde ud i Søen ved den forøgede Bølgegang. Byens Birkedommer var også imod Planen. Efter hans Mening burde Byen ikke give Opholdstilladelse til slig en Dødssejler og han regnede med, et Flertal af Byens Indvånere var af den samme Mening. Alt imens Mandskabet gik og bøvlede med, at få Båden trukket til Land kom Birkedommeren anstigende og råbte med Høj Røst: „I Lovens Navn forbyder Jeg, at Båden trækkes over Vejen“. Men lige så højt blev der råbt fra en anden Kant: „I Kongens og mit eget Navn, befaler Jeg, at Båden skal trækkes over“. Det var Drewsen der råbte og Hjuldamperen kom over. Mandskabet der var sat til Arbejdet med at trække Båden over, havde sikkert rykket og rusket. Det var næsten 60 År siden, men det vidste vi ikke noget om. Men vi sad her i Vognen og faktisk, var vor Situation lig den historiske for 60 År tilbage. Dengang stod den store Hjuldamper også en Tid og kom ingen Vegne. Pigerne snakkede og vi kom ingen Vegne. Men så slap vor Tålmodighed op. Med begge Hænder tog vi begge fat i Vognkassens Sider. Vi rykkede, ruskede og sparkede i Vognens Bundfjæl. De tre Piger så endelig hen til os, som om de undrede sig over at vi var der. Så begyndte Hjulene at rulle. Der var en Del Blæst over Viborgbroen, men nu gik det fremad. For at gøre Turen nok så interessant tænker jeg, kørte vi på Trækstien, langs med Åen, til vi nåede hen til Oldefars Hus, hvor vi gjorde holdt foran Døren. Da vor lille Ekvipage holdt helt stille, blev Døren åbnet og Oldefar trådte ud på Kværnstenen foran Døren. Man havde nok ventet os og set os komme. Både Oldefar og Oldemor var pænt klædte som til Kirkegang. Jeg husker Oldefars Skikkelse som han stod dengang på Stenen. Spinkel, ikke høj, ikke over middel. I Højrehånden holdt han en halvlang Pibe, af den Slags med Porselænshoved med Metallåg, som de fleste Piberygere brugte på den Tid. Tøjet han havde på var efter gammelt Snit. Gule Knæbukser, Olmerdugsvest med grå og røde Striber. Den var knappet med Tinknapper. På Benene havde han uldne grå Strik–Strømper. En grå Tophue med en hængende rød Kvast og røde Borter på Huen, gav ham det Udseende som en virkelig Oldefar dengang skulle have.
Oldemors Klædedragt var i nok så dæmpede Farver. Hun sad i det ene Hjørne af Slagbænken da vi kom ind. Hun var en lille kraftig Dame at se til. Højde og Drøjde var på det nærmeste ens. En kongeblå Kjole med Pufærmer havde hun på. Blondekysen skjulte det meste af hendes runde Ansigt. Kysen holdtes på Plads af et blåt Hagebånd og bundet med en stor Sløjfe. Der var ingen Forstue. Vi gik lige ind i hvad der var både Stue og Køkken. Ilden på det åbne Ildsted gav Varme i Rummet, her kunne der koges og steges. Der var ikke mange Møbler. Jeg husker der var et langt smalt Bord. Jeg tror det var et massivt Egetræsbord. Mine Tanker har nok mest gået i Retning af Hjørneskabet. Øverst i Skabet var der Hylder med Krukker, Skåle og Dåser.
Fra en Hylde i Skabet tog Oldefar en Skål med Kandis. Han bød Skålen rundt, så måtte vi vælge det Stykke vi helst ville have. Gerda og Olga var budt til Sæde på et Par Fletstole. Oldefar og Oldemor spurgte og vore Søstre svarede - og suttede. Hvad der ellers blev spurgt om og hvad der blev svaret, husker jeg ikke. Også jeg havde travlt med at sutte og har sikkert ikke hørt efter. Besøget måtte ikke vare for længe, var der blevet sagt hjemmefra. Vi sagde Farvel og Tak og med god Fart rullede vi hjemad. Nu havde vi Rygvind. Kun ikke Bror Karl der kørte baglæns. Hvilket Ærinde vi egentlig havde at gøre hos Sandmandens hørte jeg ikke noget om. Måske var det kun et Høflighedsvisit. Jeg var godt tilfreds med, at jeg fik Morfars Forældre at se i levende Live, det var den første og sidste Gang jeg så dem. Mormors, Farmors – og Farfars Forældre hørte jeg om, – men dem fik jeg aldrig at se.