BØRGES SIDER

På Besøg hos Farfar og Farmor

Spændende syntes vi det var, når vi skulle ud til Farmor og Farfar i Sejs. Rejsen dertil var lang og vore Ben var korte, for korte til at gå Vejen ud og hjem. Toget kørte rigtig nok lige forbi, men standsede ikke. Det var senere i Året 1926, der blev anlagt et Trinbrædt derude.

I Sommertiden lagde Hjejlebådene til i Hattenæs. Længere ude i Sejs var der også en Anløbsbro. Fra disse to Anløbssteder var der alligevel langt til Husmandsstedet. Da Farfar og Farmor endnu var kørende, skete det vi blev hentede med Hest og Vogn. Jeg husker især den Sommermorgen, da Farmor kom kørende efter os. Vi Drenge sad på Tæpper i Bunden af Fjedervognen, mellem de to Agestole. På den forreste Stol sad selvfølgelig Kusken. Farmor med Tømme og Pisk i Hænderne og med Kapothat på Hovedet. Ved Siden af Farmor sad Gerda og 0lga. Den bagerste Agestol var sat på Vognen i Dagens Anledning. Her sad Mor og Far. Farmor styrede med sikker Hånd Musse, igennem Byens Gader. Det gik jævnt og støt. Et stykke ude ad Sejsvejen var det slut med den jævne og rolige Kørsel. Dengang var Sejsvejen en Sandvej, eller Grusvej. Musse satte i Trav som om den vidste, det ikke blot var Sejsvejen vi kørte på, men også hendes Hjemvej. Hjulene knasede i Sandet. Op og ned op og ned og så et Slag til venstre, så et Slag til højre. Sådan blev vi rystet under Farten. Men skønt var det. Solen skinnede og Fuglene sang, – alle var tilfredse og glade. Vel ankomne til Husmands- stedet, tog Farfar sig af Musse. Mor og Farmor gik i Køkkenet for at lave Middagsmaden. Vi Børn søgte ud på den runde Græsplæne, under det store Pæretræ. Her ville vi dase lidt, efter den lange Rumletur og håbe på, et Par af de store Grev Moltke Pærer ville lade sig falde. Traditionen tro skulle der dø en Høne, hver gang vi besøgte Farmor og Farfar. Farmor havde brune Høns af den gamle Landrace. Som jeg lå der på Græsplænen så lang jeg var, vidste jeg, i dette Øjeblik lå den fede Høne i Suppegryden og småkogte. Jeg vidste også Mor stod ved Bordet, som hun plejede at gøre og jonglerede med en Spiseske i hver Hånd, idet hun i Skeerne formede de fineste store Rismelsboller. Farmor holdt Øje med Suppegryden. En gang imellem tog hun Skummeskeen og førte den hen over den boblende Suppeflade. Smagte til med Salt. De snittede Gulerødder og de hjemmegjorte Kødboller havde hun sikkert puttet i Gryden. Forhåbentlig, havde hun husket en Suppevisk. Solen begyndte at varme, selv i Skyggen af Pæretræet blev det for varmt. Der var nok så skyggefuldt, under Kirsebærtræerne på Havediget. Nå, men bedst som vi begyndte at flytte did, blev der kaldt til Middag. Vi satte os ved det lange Bord i Køkkenet og Suppen blev øst op. Nu skulle der pustes, Suppen var varm, men den smagte dejligt, når først et Par gode Pust havde kølnet den lidt. Efter en stor Tallerken Suppe, kom vi til Hønen. Farmor havde lavet sur-sød Sovs. Sovsen, der var jævnet efter Farmors Hoved og ikke efter nogen Kogebog, smagte os. I Bedstemorsovsen, som vi kaldte Farmors Sovs, fandtes mange store og små Klumper, for os en ekstra Delikatesse. Farmors Søster Karen havde pillet et fadfuld Kartofler, så vi skulle nok blive mætte. Vi sad og gnavede på hver sit Stykke Høne og der var, så stille ved Bordet som i en Kirke, som man siger. Med hele min Energi gnavede jeg midt i et Stykke Hønevinge. Så var der noget i min Hals, der hverken ville op eller ned. Jeg gav mig til at hoste og hive efter Luft. Det begyndte at svimle i mit Hoved. Så så jeg Mor smide det Hønselår hun sad med og fare op af Stolen. Uden jeg vidste hvordan, var hun henne på Siden af mig, greb mig i Benene og vendte Bunden i Vejret på mig. Nu fik jeg så mange Bank i Bagen, som jeg førhen aldrig havde fået og sidenhen, aldrig fik. Jeg kunne hverken skrige eller skråle, kun hvæse og gylpe. Jeg mærkede jeg blev varm og gloende i Hovedet, men så gav Mor mig et gevaldigt Huk i Bagen og så - røg der et lille Ben ud af min Mund, altså et Høneben. Takket være Mors Indgriben slap jeg med Livet, men jeg slap ikke lige straks for Skrækken. Flere År herefter undgik jeg, at spise Høne og Kylling. Suppen af en god fed Høne sagde jeg ikke nej Tak til. Jeg spiser gerne Hønsekødsuppe og som altid med Velbehag. Efterhånden lærte jeg at holde Styr på både Fiskeben og Fjerkræben. For mig blev Høne og Kylling aldrig nogen Lækkerbisken, som for så mange andre.

Som små var vi lidt bange for Farfar, vi skulle først vænne os tiI ham. Jeg husker ham bedst, som han tog sig ud, med den store bredskyggede Filthat trukket ned over Hovedet. Man kunne godt tænke sig Farfar i Rollen, som en rigtig Røverhøvding. En af dem der med sin Bande, kan snige sig ind på en enlig Rytter, der er på Vej igennem Skoven, og har mange Penge med i Sadeltasken. Under Filthatten så man Farfars brede Ansigt. På den krumme Næse sad der et Par ovale Briller, der tildels var skjulte af de buskede Øjenbryn. Farfar havde ikke Overskæg, men under hans brede Mund voksede der, fra Øre til Øre, et frodigt Hageskæg, ikke langt, Hårene var stride og korte og tog sig ud som Børsterne på visse hjemlige Klædesbørster. Når Farfar sagde til os: „Kom skal A nap dæ“, puttede man sig skyndsomt bag Mors Skørter. Jeg kunne heller ikke lide, når Farfar tingede om at ville købe en af os. Først for fem Øre og så for en fem og tyve Øre, for så at slutte af med en Krone. Mor sagde ikke noget videre til slig en Spøg og efterhånden lærte vi at skelne mellem Spøg og Alvor. Snart blev vi glade for at høre efter, når Farfar havde noget at fortælle. Jeg husker endnu nogle af hans Historier, både af de selvlavede, de selvoplevede og så de, og af dem var der ikke så få, som han fra Folkemunde havde fået ind i sin Hukommelse. Der var nu den med Trolden. Trolde var der en umådelig Mængde af. Flere havde der nok været, dengang den her lidt ondskabsfulde Trold, udtænkte sine Onde Planer. I Nordskoven var der mange Troldhøje. Her holdt Skovtroldene naturligt nok til. Skovtroldene holdt af at drille Skovarbejderne. Det var der tydelige Beviser for. Hver Morgen, når Arbejdet i Skoven skulle begynde, var Redskaberne forputtet og var at finde på de mærkeligste Steder. Ja! langt ude i Gjern Bakker, var der Troldhøje. Omkring Sejs Nyløkke og Hårup, var der dengang ingen Bakker, kun den flade Lynghede bredte sig vidt og bredt. Mosehuller var der hist og her og der boede Troldene, sammen med Mosefolk og Ellefolket. Og Farfar fortalte sådan om denne onde Trold, der rent ud sagt ved et Uheld for Trolden kom til at sætte Skel imellem Sejs og Svejbæk og det nordligere Nyløkke og Hårup.

A trover sagde Farfar, te ham den Trol kom ujensovns fræ. Kanskje fræ Sorring Øster ued. A trover te æ Kåel, hår hat sej si Kjærst, her ve Lav, å tænt o å fløt her te vort. Jen Ting huet ham et, å de va nærensti te æ Kjærkklok ve Lennå Kjærk tov te å ring, de kue han et lie. No vill han lav noe vett. Jen Dav i Mørkningen kom han ued ve æ Norskovskant, mæ en stuer Pues Såen å si Åusel. De va te å begrav Lennå Kjærk mej. Jen bette Trolknejt haj set ham kom. Å Knejten sprang te å prikket Hol i æ Pues. Mæen den stue Trol gek fram, å æ Såen tov te å flye av æ Pues, Føst et bette Koen, så mier å mier. No va han så lånt te han stodd ve Nøjløkkemanens dje lång Ager, å han blev klar o, te de va gavn Hol o æ Pues. Han sat mæ de som si jen Håen for æ Hol å gek så fram, val nok tov tre hunner Favn. De bløv liegodt ham for streeng. Han fløt si llåen å æ Såen begyndt å flye. De va møj som flyet uej de Stej. no bløv han så gal te han slav de siest uej i smo Slanter, ve dje Øster Æen for æ Hie.

Vi spurgte selvfølgelig Farfar: „Hvad gjorde Trolden så?“. Ja! Farfar mente Trolden ærgede sig, han havde nok taget Kæresten med til Sorring og havde giftet sig med hende. Der havde ikke været Uro om Nætterne, blev der sagt. Men Sejs havde på en underlig Måde fået to Bjerge, til Glæde for de mange Turister der kom. I store Flokke kravlede Turisterne op ad Bjergstierne, når de nåede til Tops nød de Udsigten og Skønheden og mange, fandt også op til den forhenværende Kampesten på den vestlige Side af Staubjerg. Fra Naturens Hånd havde denne store Granitsten været en Helhed. Efter mine Evner i Regnekunsten har jeg beregnet den til, at have vejet sine et hundrede Tons. Om ikke det var Hærværk, så var det Menneskeværk, da man sprængte Kæmpen i store og små Stykker og efterlod det efter bedste Hærværksmaner. Hvornår denne Ødelæggelse fandt Sted, var der ikke nogen der sagde noget om. Man havde kun at fortælle om Stenen: „Hver Gang den kunne lugte man bagte Brød i Bjørnholtgården i Borgedal, vendte den sig en Omgang“. At Farfar havde haft sin Gang på den nordlige Side af Gudenåen, forstod man af hans Snak. Ret ofte gik han forbi Resenbro Kro. Nå! Måske ikke hver Gang, men altid over Broen, der førte over Åen. Hvad Farfar gik over Åen efter fortalte han os ikke, han lod os forstå, han ikke bare var en Søren hvem som helst, hvor mange Aftner havde han mon ikke på egne Ben, gået den lange Vej fra Hjemmet i Hårup til Resdal. På bare to Timer og tilbage igen på to Timer. Nu og da lod han os høre et Vers, som han kunne på Fingrene og det lød omtrent sådan:

Mi Muer å mi Moster de dravt te Kloster hir, fek vi Surgrød, de vå bøje sur å sød. A fek Mjælk å Brødring a begynt å Hop spring. Vi javt å vi travt vi kom føst te Resdal Møl da de vå mørk Avten.

Joe! Farfar var stedkendt der ovre og vidste at fortælle en Hemmelighed, som han betroede os. Imellem Linå Kirke og Tvilum Kirke, fandtes der en underjordisk Gang, når Munkene fra Klosteret i Tvilum, skulle 

Stenen på Stoubjerg

fra den ene Kirke til den anden. I al Slags Vejrlig, kunne de gå i Fred og Ro gennem denne Løngang. Jeg har ikke fået undersøgt, om der er noget om Snakken. Ser man på Generalstabskortet, ligger Linå og Tvilum i lige Linie i Retningen Syd - Nord, så måske,- hvem ved. Farfar og Farmor talte et Landbomål, sådan som de fleste talte på Egnen, og vi forstod alt hvad de sagde. Far lod Bådebyggeren lave en lille Båd . En af de almindelige med flad Bund. Når vi herefter skulle til Sejs tog vi Søvejen. Båden lå i Havn ved Åkanten i Indelukket. Dengang var der ikke mange Både dernede , og kun til nogle få Både var der en Gangbro. I Bådens For- og Agterstævn var der, gjort et Stykke Jernkæde fast. Man slog en Pæl i Åens Bund til Agterfortøjning. Kæden i Forstævnen blev lagt om Stammen på det nærmeste Træ. Når Kæderne strammedes tilpas, blev Båden liggende hvor den skulle være.

Når Mor skulle til Sejs og hjælpe Farmor, gik vi tidligt hjemmefra. Mor, Bror Karl og jeg. Båden lå ikke langt fra Indelukkets Låge og med Mor ved Årerne og vi to Drenge, i Bunden af Båden, gled vi afsted. Det var ikke hver Gang det gled let. Strømmen i Åen kunne være stærk, blæste det, var Bølgerne i Brassøen ikke lette at ro igennem, og så var det værst når Tågen lå tæt og uigennemsigtig omkring os. Da var det svært at finde Land. Var Søen rolig og Luften lun, morede vi os med at råbe „Puf“, når vi så en Lappedykker eller Blishøne, så dukkede de hurtigt under Vandet, for snart at komme til Syne igen lidt fjernere fra os. Sådan en Dag når Mor og Farmor arbejdede for fuldt Tryk, - det kunne være med at vaske Bjælkeloft i Stuen, - nyt Tapet i Sengestedet, en Kalv der var slagtet og skulle parteres. Når Mor blev bedt om at komme til Hjælp, var det et større Arbejde der ventede. Vi Drenge blev sat til at gøre Smånytte. Feje Gulvene og strø nyt Sand på. Mor og Farmor skulle bruge meget Vand. Det kunne jeg, som den Store, gå efter. Vandspanden med Øsen havde Plads ved Siden af Gruekedlen i Køkkenet. Kjelden var ved Østgavlen.

Brønden eller Kjelden, som vi sagde, var seks Alen dyb. For ikke at Mennesker eller Dyr skulle komme galt afsted og falde i, var den omgivet af et lavt Plankeværk, lig en firkantet Trækasse uden Låg og Bund. En Træstang, knap nok seks Alen lang med en Jernkrog i den ene Ende, gjorde Tjeneste som Hejseværk. Jeg havde den Færdighed der skulle til, så snart som Stangen med Spanden på Krogen nåede Vandet, da med en hurtig Armbevægelse, at give Spanden en Kolbøtte, sådan den fyldtes med Vand. Så var det om ikke at spilde for meget ved Ophejsningen. Tørv og Træ skulle der hentes til Komfur og Gruekedel. Her kunne Bror Karl og jeg hjælpe hverandre med at fylde i Tørveløben og bære i hvert sit Håndtag. Når Arbejdet var til Side for vort vedkommende, fik vi Lov til at hente Farmors Blikkasse, der stod til højre på Kommoden.

Kassen var for os en sjælden Ting. Låget var prydet med et Billede af Kong Kristian den Tiende i Uniform. Foruden den ovale Ramme om Kongen, var der malet Sløjfer og Bånd, der slyngede sig ud og ind omkring Billedet. Blikkassen havde fra sin Begyndelse, været fyldt med fine Cigarer, sagde Farmor, men nu gemtes der i Kassen de Julekort, der til hver Jul, blev sendt fra Slægt og Venner. Som Farmor, der læste det skrevne på Kortene igen og igen, så vi på de mærkværdige Frimærker og på Kortenes Billeder igen og igen. Vi tog forsigtigt og med Ærbødighed på Kortene. Den ene Gang efter den anden, bad vi om Lov til, at måtte låne Julekortkassen lidt. Farfar blandede sig ikke i det, der blev Arbejdet med i Huset. Engang imellem kom han ind for at snakke. Det var mest Mor han ville snakke med. Mor havde nok sagt til Farfar, det snart blev min Tur til at begynde i Skole og få noget lært. Også den for mig, ret så vigtige sag, tog Farfar med godt Humør og en Spøg. Jov da! Han kunne lære os at stave. Nu skulle vi bare høre, hvordan man skulle stave til: „Rasmus Råddenskæg“. Jov ser i:

„En Pind i et Glas, siger Ras. 
Et Krus i et Hus, siger Mus. 
En Skrukhøne på ti rådne Æg. 
Så siger det hele, Rasmus Råddenskæg“.

Vi syntes det var meget morsomt, men jeg tvivlede alligevel på, om det var sådan man lærte at stave. Søster Olga havde nogle Gange ladet mig se en A.B.C. „Myrebogen“ tror jeg hun sagde den hed. Der var rigtignok et Billede af en stor Hane på Bogens Bind, men noget Billede af en Skrukhøne var der ikke. Den Dag anede jeg ikke på hvilken Måde jeg skulle lære at stave, når jeg engang kom til at gå i Th. Langs Skole. Da Tiden kom da jeg sad på Skolebænken i denne Skole og stavede i Kor, sammen med Kammeraterne, ja, så ville jeg nok have foretrukket at lære Stavningen efter Farfars Metode. Sådanne Dage hos Farfar og Farmor i Sejs var Mærkedage for os. Når vi efter en lang Dag var hjemme igen, var vi trætte, faldt hurtigt i Søvn og sov godt.