Otto
var Gusta's mand. " Otto og Gusta var i mine drengeår vore nærmeste
naboer. De sad på et husmandssted med 12 td. land under fødderne. Otto var en
rolig og ligevægtig person. Der var dem, som påstod, at han var langsom, men
nok om det. Otto forjagede sig i hvert fald aldrig.
-
Det var Otto, der lærte mig at spille skak. Langsomt og efter megen tænkning
foretog Otto sine træk. Ethvert parti med Otto var i bogstaveligste forstand et
hængeparti. Når jeg alligevel holdt interessen vågen, skyldtes det nok mest
Gusta, som altid stod parat med en kop kakao og et stykke sirupskage, når Otto
igen havde gjort mig skakmat. Der gik lang tid med mange spil, før det endelig
lykkedes mig at sætte Otto mat.
Det snerpede mod vinter det år og på den dag, da Otto
bankede ,på
skovfogedens dør og blev ført til hans kontor
af den lille tjenestepige, Maren. Det var ved at skumre,
men
fogeden sad
endnu i halvmørket ved sit skrivebord,
bøjet
over en åben protokol.
Da
Otto var blevet budt til sæde, sad han en god stund,
indtil
han havde formuleret, hvad han ville
sige.
Jo-e,
det var så lige det med vinterbrændsel. Om
skovfogeden
havde
noget at tilbyde? "Vi har nok - vi har
rigeligt, og vi
har sikkert
lige det, De skal bruge,
svarer skovfogeden, idet
han rejser sig
og finder et
kort frem.
'
Ja-e, Otto ville da gerne have lidt
blandet, havde han
tænkt.
Skovfogeden peger og forklarer. Her står der gran
og her
birk, men
ikke alt er lige let tilgængeligt.
Otto
overvejer omhyggeligt og tæller langsomt rummeter
og penge
inde i sit hoved. Skovfogeden nævner priser og
fortæller, hvor
mange favne af hver slags, dér står de
forskellige steder.
- Lille Maren tjenestepige havde flere gange forsigtigt lindet på døren og tittet ind, om der dog ikke snart kom en ende på snakken derinde.
Nu
åbner hun atter døren og lister forsigtigt den ene fod
indenfor.
Begge mænd ignorerer hende.
Maren
er i en slem kattepine. På den ene side havde
madmoder lige givet
hende ordre til at kalde på
skovfogeden,
fordi maden var færdig og skulle spises,
før den blev kold.
Men på den anden side havde hun en
streng
stående ordre
fra skovfogeden selv at forholde sig
til, som lød således.
"Du må aldrig afbryde mig, når jeg taler med fremmede,
Maren!"
Nu
står hun der ganske stille og føler pludselig sin mave
krympe sig
sammen i heftige krampetrækninger.
Maren
gør alt, hvad hun kan for at undgå det frygtelige
resultat af maveknebene.
Alligevel
sker det," der ikke må ske, - og Maren slipper en
lydelig vind,
der da også med det samme lettede på
mavekvalerne.
Men
skovfogeden vender sig imod hende og siger
stilfærdig:
"Maren,
do behøwer int og tilkjendegive din nærværelse
fra
den nedre ende."