Børge J. Andersen, Ry den 30. december år 2000
Dagen, den første juni 1929, var en dejlig lys og varme sommerdag, og så
var det min 15 års fødselsdag.
At jeg netop denne dag, skulle begynde i min læreplads, på et
maskinværksted i Vestergade nr. 31 hos: "Christian Christensen og
Søn", og som det første, skulle begynde med et noget usædvanligt
arbejde, var nok en tilfældighed.
Jeg havde kørt turen fra Sejs, hvor jeg boede hos mine forældre, til
Silkeborg på cykel, og nydt turen i den skønne sommermorgen.
Lidt før klokken otte trådte jeg ind ad værkstedsdøren, hilste på Mester
og Søn, men tid til nogen snak blev der ikke.
Med stor hast kom en mand farende. Efter mandens påklædning at dømme,
kunne man tro, han var sluppet bort fra et jagtselskab. Knæbenklæder, viklers,
brun jakke og blød filthat. Netop som en jægersmand skulle være.
I hænderne holdt han en lille aflang papæske. Man havde længe vidst der
var værdier at hente i Gudenåen. I den østlige ende af Langsøen, umiddelbart
før broen, der i dag forbinder Ringvejen, blev der i 1880 anlagt en
Okkerfabrik.
Af bundlaget i åen blev der taget de metalholdige lag, der blev til det gule
pulver, man kaldte gul okker.
Havde man brug for gul maling til køkkenet, gik man til farvehandleren og
købte et pund okkergult, der af farvehandleren, blev vejet af i en papirpose,
på samme måde, som man hos købmanden hentede hentede gryn og mel osv.
Når pulveret blev rørt ud i fernis og terpentin, kunne det stryges på
træværket med en pensel.
Jeg har besøgt okkerfabrikken, der var anlagt på det sted, hvor søen
snævres og herefter bliver til, hvad man kalder en Å, og hvor strømmen kunne
være rivende stærk.
Anlæget bestod af et lille grundmuret hus, som beboelse, nær
fabriksbygningen. Denne var opført af træ, delvis i to etager, men dengan, ca.
1925, var fabriksbygningen tom. Alle redskaber var fjernede, kun et tykt lag
gulbrunt støv vidnede om, hvad man her havde beskæftiget sig med.
I årene sidst i tyverne havde entreprenørfirmaet "Hofmann og
Sønner", planlagt udvinding af andet af værdi fra sø og å, nemlig
mergel, og de sandede jorde omkring Silkeborg, havde behov for mergel.
Stående på Viborgbroen kunne man i årene omkring 1930 se gravemaskine,
bygget på pontoner, ligge forankret i søen, tilmed kunne den taktfaste lyd dra
en sejlende fiskekutter høres, slæbende en stor pram.
På det sted hvor ruinen af Silkeborg Slot findes, på den modsatte bred nær
Viborgbroen, lå en pram fortøjet, og en mand var travlt beskæftiget med at
losse prammen for mergel, idet han ad en slidske, skubbede en fuldlæsset sluf
(trillebør) fra prammen op ad slidsken, til han nåede dennes endepunkt,
hvor han tømte slufens indhold ud.
Fra denne lagerplads, kunne den mere eller mindre indtørrede mergel
afhentes.
Det blev ikke de mange år byen og stedet ved Viborgbroen, var præget af dette foretagende, måske har det været tiden dengang, med de store arbejdsløshedstal, der har givet "Hofmann og Sønner" ideen til at starte med sådan et arbejde, men fakta var, at min læreplads, havde med selskabets værktøjer og maskindele at gøre, så længe det varede.
Da manden med æsken var kommet vel indenfor, åbnede han æsken, der viste
sig at indeholde nogle store fiskekroge, vel nok de største af slagsen.
Jo, fortalte han, en ulykke var indtruffet i natten, eller i den
tidlige morgen, var der fra en af prammene faldet en mand over bord. Han regnede
med manden var druknet og stod på ret lavt vand. Nu ville man søge at fiske
ham op med kroge, derfor skulle krogene i æsken bindes sammen fire og fire.
Det blev således mit første arbejde i min læreplads, at hjælpe med at
binde fiskekroge sammen, ved hjælp af tyndt ståltråd, - og som om der var
håb håb om at få den druknede op i live, blev der skyndet på, det kunne
ikke gå hurtigt nok.
Arbejderne ved mergelgravningen var garvede folk, sådanne der går under
navn af: banebørster, kulbrunsbørster osv. De havde logi i prammene, som
i den ene ende havde et lille overdækket rum, stort nok som soveplads for
et par mand, her kunne de også tilberede og indtage deres måltider.
Jeg mener det lykkedes ret hurtigt at finde den druknede, og ved hjælp af
krogene at få ham op.
Det ville have været en opgave for et redningskorps, men først et par år
herefter, blev det en realitet med en redningsstation i Silkeborg.
En nordmand etablerede sig med en fuld udstyret og tidsvarende kranvogn, i en
af Fredensgade gårde og kaldte det Silkeborg Redningsstation.
Nogle år herefter rykkede Falck Redningskorps ind på den modsatte side af
Fredensgade.
Silkeborg Redningsstation, mener jeg, gik senere ind i det store
Zoneredningskorps.
Igennem tiderne har søerne omkring Silkeborg krævet sine ofre.
Ind imellem fornemmer jeg den stilhed der blev i skolestuen, når vi i
læsebogen nåede til at læse Edvard Egebergs fortælling om drengen der
druknede i Julsø.
Endnu kan jeg mindes det indtryk det gjorde på mig, da jeg som lille dreng, den
ene gang efter den anden, så den enlige båd med to personer om bord, ro
langsomt omkring i Langsøen for at søge efter den unge mand, der i vintertiden
faldt i en våge og forsvandt under isen.
Ja, hvor mange er under badning i søerne, faldet i et ubemærket hul og
druknet? Ikke så få!
Har man prøvet at falde i et sådan et hul og mærket hvordan det suger ned,
ved man hvor vanskeligt det er at arbejde sig op.
Et rigtigt sommervejr var der dagen lang, på denne min fødselsdag, men jeg ønskede mig ikke den slags arbejde mere, hvad heller ikke indtraf, men der kom meget andet fra entreprenørfirmaet. Kort tid efter bestilte firmaet to skibs- eller bådankre.
Værkstedet Vestergade nr. 31 var ret stort, maskinværkstedet 3 - 400
kvadratmeter gulvflade, der var to drejebænke 3 og 5 meter, søjleboremaskine,
slibe- og polermaskine og svejseværk.
I en sidebygning var en lille smedie, hvor der noget snævert, var esse og
armbolt på blok. En dør gav adgang til baggård og have.
Værkstedet var overtaget efter afdøde mekaniker og opfinder Greve. Hans
familie boede stadig i forhuset.
Ejendommen med værksted, blev senere overtaget af møbelsneker Mickelsen
(Mikkelsen?) der etablerede sig som møbelhandler i butikken til venstre for
indgangen i porten, hvor om jeg husker ret, den første radioforhandler i
Silkeborg havde været. Til højre havde man den kendte: "Peter
Vævefejl".
Greve har jeg ikke kendt, men jeg kom til at kende en del af de ting han
havde beskæftiget sig med, både til stort og småt.
På det store loft over værkstedet var efterladte ting stuvet sammen, afskåret
materiale for påtænkte emner.
Bedst husker jeg et, så og sige, færdigt arrangement til dæmpning af lys -
sollys mod bilruder i usigtbart vejr. Et metalrør med beslag, så det kunne
monteres indvendig i karosseriet over forruden.
Metalrøret indeholdt en rulle med meget tyndt grønt, gennemsigtigt lærred.
Trykkede man på en knap, der påvirkede en fjeder, gled det grønne lærred ned
over ruden.
Modsat, ønskede man det op, skulle fjedermekanismen atter aktiveres. Jeg har
aldrig set opfindelsen anbragt i nogen bil.
En større sag lå gemt i et hjørne af værkstedets kontor, en bunke
kultivatorskær til et specielt markredskab.
Den landmand, der var i besiddelse af en kultivator af denne type, og ville
forny et par skær, måtte henvende sig i Silkeborg Bank. Herfra kom han,
ledsaget af en bankassistent, og tog ud af bunken hvad han havde brug for.
En dag i den varmeste sommer, gjorde man klar til smedning af de to ankre.
Materialerne hertil lå parat.
Til de fire grene på hvert anker, var der skåret stykker på knap en meters
længde, dimensionen var 5/" firkantet jern.
Der blev gjort ild op på essen. Solen varmede og sveden randt, der blev
drukket meget vand, især i de første timer arbejdet stod på. Efterhånden kom
det dovne sved ud af kroppen, og så gik det lettere.
Jeg skulle svinge en elleve punds forhammer. Nogen mekanisk fjederhammer havde
vi ikke. Det varede noget før jeg kom godt i slag. Jeg vidste nok hvordan der
skulle holdes på en forhammer, den højre hånd først, og den venstre længst
bagude på skaftet. Det var hvad min far havde lært mig. De otte stykke til
grene blev stukket op i den ene ende og smedet ud i en tilspidset flade, i den
anden blot fladet ud. Herefter blev de sidstnævnte ender varmet op til
svejsevarme, to og to lagt sammen og slået sammen.
Nu havde vi fire emner der skulle svejses sammen to og to, og da dette var
gjort, fulgte påsvejsningen af skaft.
En god m2' rundjern, der forinden var udsmedet i en spids i den ene ende og hvor
der i den anden inde var udsmedet og lokket et hul for den ring, hvortil
ankerkæden skulle fæstnes, blev lagt i ilden sammen med et emne med fire
grene.
Når svejsevarmen var opnået skulle det gå hurtigt. Når emnerne var lagt
sammen, skulle der slåes uafbrudt, så vi vat to der med hver sin forhammer,
slog på skift med hinanden.
Nåt grenene var bøjet i passende vinkler og ankerkæden forbundet med en ring
i det lokkede hul, var ankeret færdig til brug.
Det var ikke hver dag, der var så tungt arbejde at gøre for
mergelselskabet, men hård kunne det også være, når kutterens skrue skulle
skærpes.
Man løb ofte ind på lavt vand, hvad kanterne på skruens blade absolut ikke
kunne lide. Når skruen var afmonteret og kørt på værkstedet med trækvogn,
skulle man med håndhammer og mejsel skrælle en spån af bladenes kanter.
lufthamre og mejsler var endnu ikke blevet almindelige værktøjer på
værkstederne.
Kun få år fandt denne mergelbjergning sted, en skønne dag var gravemaskine, fiskekuttet og pramme borte og dermed ikke mere arbejde derfra.
Der var Silkeborggensere, der i deres hjemlige havelod, havde merglet deres kartoffelstykke med nogle opSamlede klumper. Produktet var godt nok. Kartoffeltoppene voksede op til store buske, men ved optagningen var knoldene næppe af den forventede størrelse.
Børge J. Andersen, Ry den 30. december år 2000