Tateren på heden, som ikke var tater.
Skrevet af Bente Rytter
I bogen Blade af Linaa Sogns Historie, der er skrevet af læreren i Mollerup Hans Ilum Pedersen og udgivet af Linå kommune i 1954, står der ikke meget om Sejs hedes historie. Et enkelt foto af en mand med fuldskæg stående foran en faldefærdig hytte vækker dog min nysgerrighed. Teksten under billedet er forholdsvis lang.
Ilum skriver:
Nede under bankerne Sindbjerg og Stoubjerg lå for nogle år tilbage et gammelt og faldefærdigt hus, hvori boede en familie, vist af taterslægt (min fremh.), Hans Kaspar, sammen med sin moder. Faderen var død nogle år i forvejen. De levede fredeligt, passede sig selv og fornærmede ingen. Til huset hørte et lille stykke hedejord, som satte beboerne i stand til at holde en ko. Hans Kaspar arbejdede undertiden hos naboer og bekendte, når de ønskede en håndsrækning. Huset, de beboede, var usselt og fattigt; vi ville ikke synes, at det var egnet til menneskebolig. Der var ikke engang gulv, men det generede ikke beboerne en smule. De var veltilfredse med tilværelsen og ønskede intet andet. Engang havde et Silkeborg-blad fået nys om beboernes sørgelige tilværelse og sendte da en journalist ud til Hans Kaspar og dennes moder for ved selvsyn at danne sig et billede af forholdene og derefter til myndighederne indsende en klage over disse menneskers tilværelse; men der kom journalisten tidligt nok, idet moderen, da hun blev klar over hans hensigt, jagede ham ud og lod ham vide, at de manglede intet og boede, som de selv ønskede at bo; de ønskede ingen fremmed indblanding i deres tilværelse. Nu er de begge døde og huset nedrevet, og ingen tænker på de to, som ønskede at bo og leve deres eget liv dernede på heden.
Hans Kasper foran udhuset (Postkort fra Den jydske Hede)
Jeg har selv hørt Hans Kasper blive kaldt ”den sidste tater på Sejs hede”, og jeg bestemmer mig for at undersøge, hvor meget hold der er i denne påstand, da jeg hos min tandlæge støder på et lille hæfte med billeder fra Silkeborgegnen, hvor Sejs hede igen er repræsenteret med ovennævnte foto. Er Hans Kasper overhovedet af taterslægt, kunne spørgsmålet være?
Hvad er en tater?
Kort fortalt er der i historisk sammenhæng tale om to forskellige grupper. Det kan enten være de omstrejfende fortrinsvis sydeuropæiske folk af indisk oprindelse, som man tidligere kaldte sigøjnere. Nu er de blevet såkaldt ”oprindelige folk” i FN, og kaldes officielt ved den betegnelse, de har givet sig selv – romaer. Det er nok ikke usandsynligt, at flokke af dem fra tid til anden har krydset Sejs hede og måske slået sig ned en kort tid, men ellers optræder de mere som lysende farveklatter på romantiske maleres lærreder i 1800-tallet.
Det eksotiske og spændende og lidt pirrende element møder vi også i litteraturen i Blichers novelle ”Kæltringliv”. H.P. Hansen kendt som folkemindeforsker og grundlægger af Herning Museum, hvis grundige efterforskning af de såkaldte tateres liv, man i dag sætter stor lid til, skriver dog helt nøgternt, at de personer, som Blicher beskriver i novellen som fremmede, er historiske personer med gode danske navne og et almindeligt dansk udseende, blonde med blå øjne, som Blicher har set under besøg i Viborg Tugthus, og ikke dansende og festende i rakkerhuset i Ørre sogn. En af de beskrevne, taterkongen bliver han kaldt af Blicher, vil jeg senere komme ind på.
De tilhørte den anden gruppe såkaldte tatere, som bestod af de natmænd og rakkere, hvis arbejde med at flå selvdøde dyr, hænge lovbrydere og begrave selvmordere blev overflødiggjort af en række kongelige forordninger op gennem 1700-tallet, som pålagde folk selv at udføre natmændenes ”uærlige” arbejde. Uærligt fordi udøverne af disse hverv havde ”tabt æren”. Foragten for natmænd og rakkere og deres familier var der dog stadig, selv om et formål med forordningerne havde været at få has på den, og nu hvor de ikke længere havde noget at leve af, søgte mange af dem ud på de jyske heder. Kæltringer og skojere blev de kaldt, begge ord, der beskriver, at deres væsentligste indtægt kom fra betleri. En del henvendte sig til sognene for at få understøttelse, hvad der ikke gjorde dem specielt populære. Tugthusdomme for løsgængeri og tyveri var de også bekendt med. Nogle tog glarmesterkisten på nakken og drog rundt og reparerede de vinduer, som efterhånden blev mere og mere udbredte. Andre igen udvandrede til Amerika eller Australien, ofte med en billet betalt af det sogn, som havde fået ansvaret for dem.
Hvor finder vi tateren i Hans Kaspers slægt?
Det vil være naturligt at begynde at lede efter den sigøjner eller natmand, som skulle befinde sig i Hans Kaspers stamtræ, hvis han er af taterfamilie. Hans Kasper er født på Sejs hede som ældste søn af Jens Hansen og Kirsten Marie Christensdatter den 12. december 1860. Han bliver døbt Hans Hansen. Hans er, som det sig hør og bør, opkaldt efter sin bedstefar på fædrene side, Hans Johansen. Jeg kan straks ud fra min slægtsforskning konstatere, at det ikke er i den gren af familien, jeg skal lede efter tateren eller natmanden, for det fortæller mig, at Hans’ far er bror til min tipoldemoder, Kirsten Marie Hansdatter og i den familie findes der ingen tatere, ved jeg fra min slægtsforskning, der går tilbage til 1600-tallet.
Hvor stammer tilnavnet Kasper fra?
Derimod har jeg her nøglen til hans tilnavn Kasper, som også kan have været medvirkende til, at nogle har fået den tanke, at Hans Kasper er af taterslægt. For en af de natmandsfamilier, der huserede på Herningkanten, de Rind-kæltringer kaldet, bar navnet Kasper. På Herning Museum hænger et maleri fra 1923 af den sidste, kaldet Kjælle Kasper, som ser direkte på beskueren med sine klare blå øjne.
Men i Hans Kaspers familie skal vi tilbage til hans oldefar for at møde navnet Casper. Yderligere tre generationer kan det føres tilbage i direkte linje i kirkebogen for Linå sogn, hvor familiens mænd hedder skiftevis Jens og Casper. Hans’ far Jens er opkaldt efter sin morfar Jens Caspersen. Men hvorfor så Kasper?
Det er der en helt naturlig forklaring på. Min tipoldefar hed Jens Hansen, og hans kone hed som nævnt ovenfor Kirsten Marie ligesom Hans’ mor. Med to par med identiske navne, som oven i købet er i tæt familie, er det fornuftigt at bruge tilnavne. Min tipoldefar er en søn fra gården Bjørnholt og bliver derfor kaldt Jens Bjørnholt, og den anden Jens får tilnavnet Kasper efter den bedstefar, han er opkaldt efter. Han har formodentlig haft dette tilnavn, siden han midt i 1840’erne som 18-årig var i træskolære hos sin svoger Jens Bjørnholt på Sindbjerg.
Hvor på Sejs hede bor Kasper-familien?
Hårupbonden Laurs Nielsen udstykker i januar 1862 nogle af de dele af sin matrikel 12, som ligger på Sejs hede til folk, der bor på heden. Matrikel 12’s arealer her ligger på den vestlige side af Langdalsvej fra banen og nordpå. De arealer, der udstykkes svarer i dag til de arealer, der tilhører området omkring Sejs Bakker campingpladsen. Matrikel 12c bliver solgt til Johan Christensen (far til Laurs Fisker), søn af Hans Johansens bror Christen Johansen. Prisen er 200 rigsdaler. Johans fætter Jens Kasper køber nabojorden, matrikel 12d, for 300 rigsdaler.
Kirsten Marie Vallerbæk foran familiens hus. Hans Kasper i baggrunden. (Postkort)
Moderens familie
Mens alle i Hans Kaspers fars familie er født i Linå Sogn med en afstikker til Svejbæk i Them sogn, så er hans mors familie ”indvandrere” på heden. Hans morfar Christen Christensen Vallerbæk har i 1849 købt matrikel 11b, Hårup By på Sejs hede. Jeg undersøger Hans Kaspers mors familie grundigt tilbage til omkring 1700, og her finder jeg heller ingen natmænd eller rakkere. Morfaderen Christen Vallerbæk er yngre søn af en gårdmand fra Vallerbæk syd for Karup, og mormoderen er datter af en selvejergårdmand i Funder. Hun er død i Kragelund i 1843, og Christen har giftet sig igen med Ane Jensdatter.
Er det i stedet Ane Jensdatter, der er af taterslægt?
I folketællingerne er man fra 1845 begyndt at nævne personens fødesogn. Her er der en del usikkerhed om, hvor Ane egentlig kommer fra. I 1845 nævnes Ørre sogn. Senere Bording og Ramme sogne. Men i virkeligheden er Ane fra Remme i Sinding sogn nord for Herning, hvilket opklares ved hendes død som 91-årig i 1902. Her har hendes far en gård. Sinding ligger tæt på Ørre, der er kendt som tilholdssted for kæltringer. I en årrække omkring det tidspunkt, hvor Ane kommer til Sejs, har Linå sogn haft en sag kørende netop med Ørre sogn om forsørgelsespligten for en kendt kæltring. Linå taber sagen, der drejer sig om den mand, der i Blichers novelle kaldes taterkongen. Kan det have været med til at give næring til historierne om tateren på Sejs hede? Vi taler jo her om et næsten 100 år langt forløb fra Hans Kaspers fødsel til Ilum Pedersens bog.
Heller ikke i Anes families stamtræ er der indikationer på, at man har haft relation til natmandsfolket. I øvrigt flettes Vallerbækfamilien og Kasperfamilien sammen endnu engang. I 1868 sælger Hans Kaspers morfar Christen Vallerbæk sin jord til Michael Drewsens gartner Ejlert Klemp. Kort efter afgår Christen ved døden. Samme år bliver Hans’ farfar Hans Johansen enkemand. Ved folketællingen i 1870 logerer han hos enken Ane, der også lægger hus til vinterlæreren og hans familie. I 1880 bor de stadig sammen, og i 1881 bliver de viet på Hans Johansens dødsleje. Det skaber ingen problemer familierne imellem. Vallerbækkerne var gode nok, sagde min bedstemor, som var Hans Johansens oldebarn. Ved FT 1916 bor Hans Kaspers morbror Poul Kristensen Vallerbæk neden for Sindbjerg som pensionær med formue. Så ikke alle i Sejs har været fattige.
Hans Kaspers søskende
Hvordan klarer de sig mon? Hans Kaspers bror, Poul Hansen, flytter fra Sejs til Silkeborg, hvor han har en manufakturhandel på det sydlige hjørne af Søndergade og Nygade (Søndergade 14). Hans’ yngste søster, Rasmine, Mine kaldet, bor i Søndergade 6, hvor hun driver et vaskeri. Hun har lært dette håndværk i København og er gift med sadelmagermester Jes Terp, som har sit værksted samme sted. Vi har i foreningen også et postkort til Kirsten Vallerbæk fra en anden søster. Skrift og indhold viser, at søsteren både kan skrive og stave. Det er tilsyneladende en familie med en vis fremdrift, når man altså ser bort fra Hans Kasper, der aldrig forlader sit barndomshjem.
Hans Kasper i den lokalhistoriske litteratur
I Sejs og Svejbæk har der gennem årene været en række gode lokalhistoriske skribenter. En del af dem nævner Hans Kasper som værende af taterslægt, men det gælder kun i de tekster, der er skrevet efter, at Ilum Petersen skrev sin bog i 1954. I tidligere tekster har jeg ikke fundet ham omtalt. Børge Ask (1995), der skriver om sin barndom i Sejs i 1920’erne, har nogle overvejelser om, at Hans Kasper vist også har været i fængsel, men det afkræftes af Strunge Jensen, som har gennemgået alle politirapporter vedrørende Sejsboere. Strunge (2005) fortæller til gengæld, at han i en samtale med Hans’ jævnaldrende halvfætter, Laurs Fisker, har fået fortalt følgende fra vinterskolen i Sejs: Læreren var en gammel danselærer. Af og til tog han til Laven og drak sig fuld om middagen, så kom han tilbage ved 2-3 tiden og satte sig til at sove. Kun Hans Kasper blev i skolestuen, han turde ikke løbe på isen som de andre.
Hans bliver alene
Jens Hansen dør 80 år gammel i 1908, og Kirsten Marie dør 25. januar 1915. Holger Madsen (1985) fortæller: Min søster Stine gift med Henry Pedersen, Linå, har fortalt mig, at da hun som ung pige i 1914 tjente hos lærer Rasmussen, døde Hans Kaspers moder. Herefter var der syv beboere i Sejs, der skiftes til at give ham middagsmad. Lærer Rasmussen var den ene, og Kasper kom ind og sad til bords sammen med de andre. Hjælpsomheden var stor dengang, selv om de fleste ikke havde for meget. Er det mon derfor, at Hans Kasper i folketællingen 1916 står som levende af privat understøttelse. Eller er hans søskende også trådt hjælpende til? I 1921 får han alderdomsunderstøttelse..
Et usselt hus?
Hans bliver efter forældrenes død boende i huset, men hvilket hus er der mon tale om? Er det Ilums usle og fattige hus ”ikke værdigt til menneskebolig”, som vi kan se det på postkortet fra Den jydske Hede?
Min farbror Niels, hvis kones farmor var Hans Kaspers ovennævnte søster, Mine, fortæller, at sadelmager Terp lod bygge et nyt hus til ”de gamle”. Da Hans Kasper døde, forestod Terp salget af huset. Han solgte huset til Fenger, der var direktør på træskofabrikken i Svejbæk. Fenger solgte videre til Viktor Hanelius fra Silkeborg, som var far til Bjarne Hanelius, der arbejdede på fabrikken, og Bjarne fik trukket betalingen i lønnen. Da FDM mange år senere indrettede Sejs Bakker Camping på stedet, blev Viktor Hanelius den første campingfatter. Viktor var i øvrigt vokset op i Søndergade, hvor hans far havde en såkaldt galanteributik tæt ved Terps.
Kasperfamiliens nye hus, som det ser ud i dag.
Det hus, som Terp fik bygget, er det nuværende beboelseshus på pladsen. Der er dog bygget til, men ellers ligner det et typisk Sejs-hus fra perioden efter de gamle huse med deres hvidkalkede bindingsværk og lervægge og med det karakteristiske lyngtag. Hans Kasper overlever sin mor med 8 år, som han altså tilbringer i et ”moderne” hus. Hvis Terp har bygget huset til ”de gamle”, må det være bygget før 1908. Det er ikke umiddelbart til at finde ud af, men det opklares nok en dag. Og Hans Kasper – tater? Nej, men mon vi ikke også i fremtidens lokalhistoriske litteratur vil støde på billedet af Hans Kasper som manden, der var af taterslægt og boede i sit usle (ud)hus på heden? Den myte er næppe lagt død med denne artikel.
Efterskrift: Denne artikel har været bragt i tidsskriftet "Syn for sogn", der udgives af Silkeborg Arkiv i samarbejde med de lokalhistoriske foreninger i "gamle" Silkeborg kommune. Den har også været trykt i Midtjyllands Avis, og i den forbindelse fik jeg hurtigt bekræftet mine ord om, at myten ikke er død trods artiklen her, idet en klummeskriver, der dagen efter kommenterer artiklen, helt tydeligt stadig tror, at Hans Kasper er en af disse tatere, der har hærget Sejs hede, så man næsten til vore dage ikke kunne få lån i banken, hvis man nævnede, at man kom fra Sejs. Jeg har dog også på det sidste set i andre sammenhænge, at huset, som Hans Kasper står foran, nævnes som hans udhus.
Kun til sidst for tydelighedens skyld: Der er INTET i Hans Kaspers eller hans families historie fra begyndelsen af 1700-tallet og frem, der indikerer, at han er af hverken den ene eller den anden slags taterslægt. Mon ikke han blot er den søn, der ikke har haft initiativ til at forlade barndomshjemmet? Ved at gå ud som daglejer har han hjulpet forældrene til at opretholde tilværelsen på heden, også da de bliver gamle.
Et andet kendt hus på heden
I forbindelse med at jeg skrev om Hans Kasper, fandt en af de gode medarbejdere på Silkeborg Arkiv den glasplade frem, som var negativet til et andet foto i Ilum Petersens bog, som også skulle vise de elendige boligforhold på Sejs hede. Huset er faldefærdigt, men tilsyneladende beboet, da der stiger en tynd røgsøjle op fra skorstenen. Medarbejderen kunne hurtigt konstatere, at røgsøjlen er et forsøg på manipulation af fotografiet, idet den er ridset ind i pladen.
Det kan selvfølgelig ikke afvises, at huset er beboet, men virkeligheden er nok bare den, at det er fraflyttet og overladt til at gå til. I dag ville vi vel kalde datidens byggeri på heden økologisk, da alle materialer var naturlige og ville, om man så må sige, efter en tid gå tilbage til naturen. Vi har for eksempel ikke her på Sindbjerg været i stand til at finde rester af min tipoldefars ejendom fra 1844, beboet til 1898, eller min tipoldemors aftægtshus fra 1880, beboet i hvert fald til 1917. Et enkelt potteskår er alt.
Skrevet af Bente Krarup Rytter
Sindbjerg Mosevej 26
Sejs, 8600 Silkeborg
Formand for Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forening
10.11.2013