En syndikalist i Sejs

En syndikalist i Sejs.

af  Bente Rytter

Stenen
Lige før man fra Silkeborg kører ind i Sejs, kan man i udkanten af dagcampingpladsen De små Fisk mellem de to parkeringspladser se en stor sten, der er rejst på højkant. Jeg har i mange år vidst, at der var tale om et mindesmærke for syndikalisten Christian Christensen udført og rejst af Asger Jorn. Men selv om jeg tusindvis af gange har passeret den, var det først en klar vinterdag i år, at jeg fik mig taget sammen til at se nærmere på den.

Det blev en betagende oplevelse. Stenen er i sig selv meget smuk . Jorn har fundet den i Albisola i Italien, hvor han opholdt sig en del år, og han havde vel egentlig tænkt sig, at den skulle stå på ægteparret Christensens gravsted i Nordsjælland, fortæller Troels Andersen i sin Jorn-biografi. Nu kom den i stedet til at stå i et fritidsområde ved Silkeborg. Alene dette rejser en række spørgsmål, som det umiddelbart kunne være interessant at få svar på, men først vil jeg fortælle, hvorfor den gjorde så stort indtryk på mig den dag i februar. Et indtryk, der ikke har fortaget sig ved senere besøg på stedet.

Et i disse år meget brugt og misbrugt udtryk er ordet  udstråling.  Men i forbindelse med stenens udsmykning kan jeg ikke finde et andet dækkende ord end dette. Den indeholder mindelser om oldtiden. Tankerne ledes hen på bronzealderens helleristninger og vikingetidens runesten, men jeg fornemmer også, at den er udsmykket med stor veneration og med kærlighed til de to mennesker, den mindes. Deres navne står i to af stenens naturlige rundinger foroven, blot  Christian 1882 1960  og  Lisbeth 1884 1959.   På stenens bagside slynger sig tre linjer af et vers

I FLUGT GAAR TIDEN OVER LIVETS BØLGER
DET FRISKE EVIG UNGE VERDENSHAV
DER MANGT ET LYST OG VENLIGT MINDE DØLGER
Mens den sidste linje er ført om til navnene på forsiden
SOM GULD OG PERLER I SIN DYBE GRAV

Min første tanke var, at verset var Jorns eget, men senere undersøgelser har vist, at der er tale om de første fire linjer i et digt af U.P. Overbye skrevet i 1860 til en grundlovsfest i ”Arbejderforeningen”. Digtet finder jeg under navnet ”Arbejdersangen” i en udgave af den røde ”Arbejdersangbogen” fra 1931, som har tilhørt Socialdemokratisk Forening Sejs. Christian Christensen skulle efter sigende have holdt meget af denne sang.

Christian Christensen – fra Bandholm til Sejs
Christian Christensen var født i en landarbejderfamilie i Bandholm på Lolland. Da han er fem år, flytter familien som så mange andre fattige familier fra landet til København i håbet om en bedre tilværelse. Her slår man sig ned på Nørrebro. Forholdene bedres dog ikke. Faderen drikker konsekvent ugelønnen op, og moderen er præget af mange børnefødsler, 11 søskende har Christian, og det bliver også hendes ansvar at sørge for, at børnene får de daglige fedtemadder. Det lykkes ikke altid. Børnene må arbejde for føden, så allerede som 5-årig må Christian hjælpe sin mor med at lave ildtændere til salg. I skolen hører bank til dagens orden, og når faderen kommer fuld hjem, vanker der også tæsk.

Christian har en oprørers sind. Hvor andre ville lade sig kue, lægges her grunden til hans politiske arbejde. I en del år er han aktiv i Socialdemokratiet, men da han på partikongressen i 1906 får nedstemt tre vidtgående forslag, melder han sig ud og bliver i 1908 leder af Syndikalistisk Forbund, som er stiftet af en lille gruppe revolutionære. Syndikalisterne mener, at kampen for socialisme skal føres i fagforeningerne uden om overenskomstsystemet, som var blevet indført efter storlockouten i 1899 med direkte aktioner, generalstrejke og sabotage. Forandringen af samfundet skal komme i kraft af, at ikke staten, men arbejdernes faglige organisationer skal overtage produktionsmidlerne. I løbet af det næste tiår vokser bevægelsen langsomt. Christian bliver redaktør af dens blad ”Solidaritet”, som i 1918, hvor man har omkring 4000 medlemmer, udkommer i et oplag på 15.000.

Den sidste del af tiåret er uroligt. I 1917 er der to revolutioner i Rusland, og i Tyskland ender verdenskrigen i uroligheder med forsøg på revolution. I Danmark opfordrer Christian Christensen i sine artikler gang på gang til udenomsparlamentarisk virksomhed. Der er direkte aktioner og konfrontationer med politiet. Artiklerne og hans medvirken i et forsøg på at befri tre livstidsdømte svenske syndikalister fører i 1918 til fængsling og dom. Efter afsoningen af dommen på 21 måneder, opgiver han tilsyneladende syndikalismen og melder sig i stedet ind i DKP. Man fornemmer, at fængslingen har knækket hans oprørstrang. Selv siger han, at han ofrede den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe DKP over de første startvanskeligheder. Men han når dog også at besøge Sovjetunionen.

Sejs
Hans indflydelse i partiet bliver tilsyneladende ikke stor, for kort efter forlader han København og slår sig inspireret af Johan Skjoldborg på Dynæs ned i Laven som husmand. Det lykkes ham ikke at få stedet til at løbe rundt, og han går fallit. Derefter bosætter han sig i Sejs. Der er næppe tvivl om, at han i Sejs finder mennesker, han med sin store politiske viden kan påvirke. Selv om han må klare sig med lidt gartneri, hønsehold og fiskeri, der ikke giver meget brød på bordet, lykkes det ham få bygget hus i 1928 samt flytte sammen med Lisbeth på samme tid. I forbindelse med bygningen af huset, som er helt i traditionel Sejs-stil, får han hjælp af ”kammeraterne”, de husmænd og arbejdsmænd, som havde ladet sig overbevise om, at kommunismens vej var den rette. Valdemar Sørensen, der blandt meget andet også var vognmand, kørte materialerne. Valdemar blev senere medlem af DKP’s centralkomité og måtte i den anledning adskillige gange rejse til møder i København.

Christian Christensen havde haft hønseri bag Taterhytten, og han og Georg Krüger var gode venner, men et eller andet er gået galt i venskabet. I hvert fald indrykker Krüger i 1931 på grund af nogle af Christensens skriverier i Silkeborg Socialdemokrat følgende annonce i Silkeborg Avis: Herved stemples offentlig forhenværende Kommunist, Redaktør Christian Christensen som en Løgner og Bagvasker. Hans løgnagtige Politianmeldelse mod mig for Falsk og Bedrageri er selvfølgelig pure afvist af Statsadvokaten. Christensen anlægger injuriesag og Krüger må betale 60 kr. i bøde. Hvad baggrunden har været, ved jeg ikke, men mon det ikke har noget at gøre med betaling af leje for jord.

Christensen og Jorn
Christensen kommer aldrig til at spille nogen rolle i DKP, hvor nogle mener, at han er selvoptaget og opfarende, og i begyndelsen af 30’erne vender han sig igen mod syndikalismen. I 1933 indkalder han i forbindelse med den nye socialreform, som han er stærkt kritisk overfor, til møder på Café Remstrup i Søndergade, og det er her den unge seminarieelev Asger Jørgensen møder ham for første gang. I de to næste vintre deltager Jorn sammen med vennen Svend Lund, senere agtet medlem af byrådet i Silkeborg, først for DKP, siden SF, i de studiekredse, som Christian Christensen arrangerer. Her diskuterer man den socialistiske og kapitalistiske samfundsstruktur, fortæller Lund, og Christensen får de unge mennesker til at skrive ”aviskronikker” om aktuelle politiske forhold.

Dorte Kirkeby Andersen, indtil for nylig museumsleder på det museum, der i daglig omtale kaldes Jorn-museet, skriver i forordet til bogen om udstillingen Jorn i Silkeborg:   Christian Christensen indgav Jorn et verdenssyn, som kom til at præge ham livet igennem: En social indignation på vegne af det almindelige menneske og en modvilje mod enhver magthaverinstitution. I politik mod nationalsocialismen og kapitalismen og, i sidste ende mod kommunismen.

Jorn er 12 år, da han mister sin far, og i april 1933 dør hans storebror Henning uden forudgående sygdom. Disse begivenheder medvirker måske til at forstå, hvorfor Christian får så stor en plads i hans liv. Jorn har om ham sagt:  Min far var død, og det var Christian Christensen, der trådte i hans sted og gav mig hele den åndelige ballast, som jeg skulle føre med mig ud i livet, og som skulle give min skæbne dens retning.   Fra efteråret 1933 kommer Jorn ofte til Sejs og tilbringer weekenderne hos Christian og Lisbeth. Set i det perspektiv giver det mening, at Jorn med et lidt fortærsket udtryk ”rister Christian og Lisbeth en minderune”.

Christensen forlader Sejs
Tidligere, når jeg passerede mindestenen, var min tanke, at der nok var andre personer i Sejs, der i højere grad havde fortjent at blive mindet med en sten. Alt for få er mindet med et vejnavn. Nu ser jeg stenen som et symbol på en slægt af husmænd, daglejere og skovarbejdere, som kæmpede for at skabe en tilværelse for dem selv og deres børn på den sandede jord på heden. De mennesker, som på grund af fattigdom og nogle brådne kar måtte affinde sig med, at Sejs af borgere i Silkeborg i 30’erne fik tilnavnet Tyvesejs. Indrømmet, der var beboere i Sejs, der levede op til betegnelsen, men de var langt de færreste. Christian Christensen var en af dem, der somme tider måtte have besøg af sognefogeden, ikke fordi han overtrådte lovene, men fordi han bestandig havde en håbløs økonomi, og han har med sine revolutionære idéer og stadige skriverier i Silkeborg Socialdemokrat næppe heller bidraget til at skabe respekt om sejsboerne i det silkeborgensiske borgerskab og hos bønderne i Linå i en tid, der af gode grunde var kommunistforskrækket. Syndikalisten blev han og bliver han stadig kaldt af ældre beboere i Sejs.

At husmænd, daglejere og skovarbejdere ikke var velsete kunder i banken, var ikke usædvanligt. Det gjaldt stort set overalt. Hvad gjorde man så? I Sejs kautionerede man flittigt for hinanden. Min oldefar, som satte en ære i ikke at skylde en øre væk, havde ved sin død i 1906 ”skrevet” på 15 veksler for beboere i Sejs. Alle blev betalt. Min bedstefar var også en flittig kautionist, vel sidste gang på et studielån til mig. Min bedstemor har fortalt, at han kun én gang har måttet indfri sin kautionsforpligtelse, og da var de heldigvis mange om det. Det var, da Christian Christensen i 1938 havde bestemt sig for at forlade Sejs, efter at det endnu engang var gået galt for ham økonomisk og flytte tilbage til Sjælland. Da gik ”kammeraterne” sammen og kautionerede, så han havde en startkapital til at købe et husmandsbrug ved Hørsholm. Pengene så de aldrig.

Det lykkedes nemlig heller ikke her for ham at skabe en god økonomisk tilværelse. Han kunne dog stadig samle folk omkring sig med sine tanker, og han var stadig en flittig skribent og forfatter. Kommunistpartiet havde han brudt med i 1936 på grund af Moskva-processerne, og ved samme lejlighed besluttede både Jorn og Lund at blive i partiet. Christensen tilbringer resten af sit liv på husmandsstedet i Nordsjælland, og han bliver kort før sin død overtalt til at skrive sine erindringer, og det bliver nok hans største bedrift. Han dør dog inden udgivelsen af bøgerne: En rabarberdreng vokser op og Bondeknold og rabarberdreng.

En kendt beboer her i området udgav for nogle år siden sin erindringsbog, der blev uddelt til alle husstande i Danmark. Det samme burde man egentlig gøre med  En rabarberdreng vokser op. Dens forfatter fik aldrig skabt sig en formue, men som stenen ved De små Fisk viser, fik han alligevel sat sig spor. Selv om han voksede op som rabarberdreng, har han på sin kontroversielle måde været en af dem, der har været med til at skabe det samfund, vi har i dag, selv om det ikke blev hans samfundsmodel, der blev gældende.

Han og Lisbeth er begravet på Blovstrød kirkegård. Deres gravsten kan ses på www.gravsted.dk. Pudsigt nok kunne han være blevet begravet af sognepræsten i Blovstrød Harald Søbye, som var kendt og berygtet for en politisk holdning, der ikke lå langt fra Christian Christensens, men helt i overensstemmelse med Christensens politiske overbevisning fandt begravelsen sted uden gejstlig medvirken.


copyright Bente Rytter
30.4.2014