På Sejs hede i 1800-tallet.
Hvis vi kunne skrue tiden tilbage til den 4. juli 1850, ville vi om morgenen kunne se en ensom vandringsmand kun fulgt af en hund stå på en ås i den østlige udkant af Nordskoven. Der møder ham et syn, der imponerer ham. Foran sig har han Sindbjerg og en mængde andre lyngbakker. Specielt en af bakkerne, der ligger bag Sindbjerg, tiltrækker sig hans opmærksomhed, dels på grund af højden og dels på grund af dens form, der fra det sted, hvor han står, minder ham om en regelmæssigt dannet kegle. Bakken ser også ud til at være stejl og vanskelig at bestige.

Der må han simpelthen ud. Han er ikke i tvivl om, at på toppen af den bakke vil han få den bedste udsigt til Gudenådalen med Himmelbjerget i baggrunden. I sin dagbog skriver han senere (idet forfatteren til denne artikel tillader sig at ændre bogstaveringen i en mere nutidig retning for at gøre teksten lettere tilgængelig for en moderne læser):

"Jeg begav mig straks på vejen over den lyngbakkeørken, der i vid omfang og mærkelige former strakte sig ud foran mig, idet jeg beholdt Sindbjerg på min højre hånd. Efter at det længe var gået nedad, befandt jeg mig i en kedel, der lignede de beskrivelser, jeg har læst over krateret i en udbrændt vulkan. Rundt om var jeg omgivet af så mægtige lyngbakker, at man har tillagt dem navnet "bjerge", hvilket de også fortjente. Dalen indesluttedes af Sindbjerg og den omtalte kegle, hvis navn jeg siden hørte af en bonde var Stoubjerg, og en række andre bakker. Bunden i dalen bestod af mindre lyngbakker, der malerisk vekslede med dale og kløfter." Vores vandringsmand fortæller videre, at bakkerne er bevokset med en meget kort lyng og bunden overalt er dækket af tæt hvid mos. Der er nogle sparsomme krat af birk, og han ser også nogle få ege, som dog ikke er højere end en alen, og i stedet for breder sig som en flad kage over jordsmonnet. Bestigningen af keglen er netop så anstrengende på grund af dens højde og stejlhed, som han har forventet, men da han når toppen, får han sin belønning: En enestående udsigt ud over Sejs hede, åen og Vesterskoven, der ender ved Himmelbjerget.

Tilsyneladende den samme udsigt som i dag vil møde den, der befinder sig på toppen af Stoubjerg, men kun tilsyneladende, for den Sejs hede, som vores vandringsmand beskuer, er ikke de få tønder land, der breder sig for foden af Sindbjerg og Stoubjerg. For Adolf Ludvig Drewsen, Michael Drewsens jævnaldrende farbror, for ham er det, vi har fulgt, strækker synet af Sejs hede sig fra Nordskoven til Linå Vesterskov og fra foden af bakkerne til skrænterne ved søernes bredder.

Han beskriver det således: "Jeg havde tillige den videste udsigt over den lige så vilde, som mærkelige, og jeg kan gerne tilføje dejlige lyngbakkeformation, der strakte sig mod øst. Toppen var på den øverste flade af ryggen til dels skaldet, jeg ved ikke af hvilken grund, da det skaldede hist og her var afbrudt af lyng- og mosvegetation."

Adolf Drewsen er ikke den eneste besøgende, der på dette tidspunkt betages af den mørke hede. H.C. Andersen skriver i forsommeren 1850 begejstret i sin dagbog under et ophold hos familien Drewsen på Silkeborg: "Jeg har gjort smukke udflugter, birkeskoven duftede så dejligt, store søer strakte sig i bøgeskoven og bjergagtige banker med høj lyng gjorde det så ægte skotsk, at jeg troede mig igen oppe i røde Robins land." Senere får Sejs hede en plads i litteraturen, da Andersen skriver historien om Ib, der vokser op under Åsen og den lille Christine, prammandens datter fra det lyngtækte tørvehus på Sejs hede.

Oprindelsen til stednavnet Sejs fortoner sig i historiens tåger, men det nævnes i hvert fald i 1674. Og selv om det umiddelbart er en god historie, at ordet skulle have sin oprindelse i, at der lå seks huse på heden, og at Sejs skulle være den jyske udtale af talordet "seks", så må vi nok stadig nøjes med at betragte det som en god historie.

Sejs hede lå i sin fulde udstrækning i Linå sogn, og området fungerede i århundreder som overdrev for de to landsbyer, Linå og Hårup. Her gik heste, kvæg og får vogtede af byhyrden. Når man efter høsten opgav ævred, det vil sige lagde hegnene omkring markerne ned, vendte dyrene tilbage til landsbyernes marker og græssede dem af. At heden også for hyrdedrengene kunne være et specielt sted at opholde sig, vidner denne lille historie af Anna Bertelsen fra Bjørnholt i Borgedal om. Hun fortæller om sin bedstefar, Bertels ældste bror, Peder, der er født i 1798:

"Da Peder var i sit 8. år måtte han passe får og kreaturer, der gik nede på Sejs hede, hvor der voksede enebær, birk og lyng med nogle pletter græs imellem. Der var engang en mængde hugorme dernede. Peder skar sig en kæp og slog en ihjel, skar en ny kæp og sådan gik det en tid, men så blev ormene ham for mange, og de ligefrem løb efter ham. Med tiden blev han bange og han drømte, at han sloges med dem i søvne om natten. Hans far sagde til ham: "Du er vist i krig med ormene, Peder. - Ja, a æ bange for dem, når de kommer løbende en 5-6 stykker ad gangen hen i lyngen og græstopperne, hvæsende. Så slår a dem ihjel a kan. - Det må du ikke gøre, thi det ender med, at de bider dig. Når du kommer derned og ser nogen igen, skal du sige til dem: "Når I vil lade mig og mine være i fred, så skal a lade dig og dine være i fred". Så må du ingen slå ihjel." Peder gjorde, som han sagde, og der kunne gå både uger og måneder, uden han så en orm, endskønt han vidste, at de var der i hundredevis."

Man har selvfølgelig vidst at udnytte heden på anden vis. Der var masser af tyttebær, og når lyngen blomstrede, fik man den dejligste honning. Anna fortæller, at engang da hendes fars to søstre var gået ud og ikke havde tænkt på at plukke bær, kom de til et sted, der var fuldstændig rødt af tyttebær. De havde ikke noget at samle i, men den ene tog resolut skørtet af og bandt for det med et strømpebånd, og så plukkede de så meget, som de kunne bære hjem. Bærrene blev kogt hen uden nogen form for tilsætning, og når de skulle spises, blev de rørt op med honning, og det fik de tit til deres "nætter" (aftensmad) i stedet for melsovs med persille, mest om vinteren.

Det ser ikke ud til, at man før udskiftningen har forsøgt at opdyrke heden i nævneværdig grad. I 1814 skulle der kun have boet 12 familier på heden. Ved folketællingen i 1845 ser billedet anderledes ud. Nu bor her en del flere. Blandt andre har tre af ovennævnte Peders yngre brødre fra Bjørnholt slået sig ned med deres familier. De er alle træskomagere, men ved en del af de andre husfædre nævnes som erhverv: "Lever af sin jordlod." Man må dog ikke forestille sig, at det vrimler med huse og familier og opdyrket jord på Sejs hede i 1850, da Drewsen vandrer over den.

Årsagen til at Drewsen opholder sig en god måned som gæst i sin nevøs hus er, at han skal gennemgå en vandkur. Men i stedet for passivt at sidde i Michael Drewsens nybyggede villa og drikke det på flasker medbragte kurvand, foretrækker han at gå lange ture i omegnen og se på naturen og tale med de mennesker, der bor på egnen. Han er optaget af at få dem til at fortælle nogle af de gamle sagn og overleveringer, som folk endnu kender.

Amalie Drewsen gør ham opmærksom på, at Hans Johansen, som har arbejdet i haven på Silkeborg, og som nu har et hus i Sejs, har stort kendskab til sagnene. Hun har selv hørt ham fortælle om Silkeborg Slot, eller klosteret, som man dengang troede, at det havde været. Da Drewsen en dag rider til Sejs hede møder han Hans Johansen og beder ham om at være vejviser, da han gerne vil se Snekkesholdt, som han staver det. Det viser sig, at han har fundet en guldgrube af en vejviser, som undervejs fortæller ham en lang række af de sagn, han tidligere har hørt i andre versioner.

Hvis vi undersøger Hans Johansens livshistorie, får vi måske en forklaring på hans store viden. Hans er født i Svejbæk (i Them sogn) i 1799 som søn af boelsmand og træskomand Johan Hansen og hans kone Karen. Han bosætter sig nogle år efter sit giftermål med Kirsten Jensdatter fra Laven i Virklund, hvor han ernærer sig som træskomand. De får to døtre og to sønner, men han mister sin kone i 1838. To år senere er han blevet gift med enken Dorthe Pedersdatter.

I 1850 er Hans og Dorthe bosat på Sejs hede. De har ingen børn sammen, og både Hans' og Dorthes børn er flyttet hjemmefra. De har så til gengæld en lille 5-årig plejedatter, Dorthea, som vi senere vil høre lidt mere om. Vi ved også som oven for nævnt, at Hans har arbejdet på Silkeborg i Drewsens tid. Vi kan altså konstatere, at Hans i bogstaveligste forstand har været søerne rundt, og da han åbenbart er ret videbegærlig og en god fortæller, har Amalie Drewsen ret i, at han er den rette mand at opsøge. Drewsen får fortalt mere end en snes forskellige sagn om de forskellige lokaliteter på turen langs Borresø og snævringerne til Julsø og tilbage til skoven. Drewsen er til hest og som han skriver: "Hans Johansen fulgte mig på sine bare ben tilbage lige til skovens begyndelse ad en yndig vej nede langs vandet. Solens nedgang bag Sindbjerg var glimrende, men jeg fik ikke tid til at se derpå for min ledsagers fortællinger."

Drewsen køber en lille rund messingplade, måske en mønt, af Hans. Den har han fundet i haven til Silkeborg. Endvidere køber han en stenøkse og en stenkniv, som han har fundet på markerne, men næppe på heden. Hans er gået tilbage til træskoene, fortæller han, og laver fem par om dagen. Der er de almindelige store til 20 skilling parret og så dem i forskellig størrelse fra 22 til 8 skilling parret. Træ til 20 par træsko koster ham 7 mark (1 rigsdaler=6 mark=16 skilling). Da han bliver spurgt om, hvorfor han ikke længere arbejder på Silkeborg, svarer han: "A har aldrig arbejdet for en bedre mand i verden end Michael Drewsen, men hvad der har tugtet mig, er den lange vej."

Vi ved ikke, hvorfor Dorthe og Hans er flyttet til Sejs hede, men vi ved, at de bor tæt ved Hans' ældste datter, Kirsten Marie, der er blevet gift med den yngste af de tre tidligere nævnte sønner fra Bjørnholt, Jens. Den lille Dorthea har jævnaldrende i familien til plejeforældrene, men ikke nok med det. Ilum Pedersen skriver i sin Linå Sogns historie ikke meget om Sejs, men i Linå Forstanderskabs første forhandlingsprotokol har han fundet følgende:

"Den 27. august 1853 blev følgende forældreløse børn sat i pleje hos sognets beboere: Dorthea, 9 år, datter af fabriksarbejder Niels Christensen, Silkeborg hos husmand Hans Johansen, Sejs for 4 skæpper rug, 4 skæpper byg og 2 rigsdaler for et år. Sammes barn Hans, 7 år, til Philip Henriksen, Laven for et kvartal for 5 rigsdaler, 48 skilling. Sammes barn, Carl, 3 år, til husmand Hans Johansen, Sejs et kvartal for det samme beløb".

Ilum Pedersen har følgende bemærkning til dette: "Forældreløse børn blev altså dengang udsatte ved almindelig licitation til den lavestbydende, ligesom man adskilte en søskendeflok uden at tage hensyn til, om de savnede hinanden". I dette enkelte tilfælde kan vi dog trøste Ilum Pedersen, selv om det er lidt sent at gøre det. For allerede i næste kvartal er Hans Nielsen plejebarn hos Kirsten Marie og Jens ikke langt fra Hans Johansens. "Plejebarn i søns sted" står der i folketællingen for 1855. I 1860 bor han i Silkeborg hos sin mor, der er blevet gift igen, for selv om børnene er blevet nævnt som forældreløse, er de "kun" faderløse. Faderen er død i krigen. I folketællingen 1850 står der om ham under hans bopæl Silkeborg Papirfabrik underliggende: "Var til huse her før han ifølge indkaldelse afrejste til krigstjeneste." Måske har man kendt ham og hans familie på Sejs hede, for der bor han med kone og de ældste børn i 1845.

Men det kunne være svært at skaffe forsørgelse til de store familier på den karrige jord på Sejs hede. I 1880'erne udvandrer en stor del af Hans Johansens børnebørn til Amerika, hvor de klarer sig godt, men det ved Hans ikke noget om, for han er død i 1880 efter kort forinden som 81-årig at have indgået sit tredje ægteskab.