Jernbanen gennem Sejs-Svejbæk 1871-2014
Jernbanen gennem Sejs hede
af Bente Rytter

1860’erne var årene, hvor der blev bygget jernbaner i Jylland. I 1861 vedtoges en lov om bygning af det fynsk-jyske jernbanenet. Første strækning Aarhus-Randers blev åbnet allerede i 1862. Det videre forløb mod Vejle skabte en del diskussion, men i 1863 vedtog man en linjeføring, der ville betyde, at Silkeborg skulle betjenes med dampskibssejlads via søer og gravede kanaler fra Skanderborg eller Fuldbro Mølle. Denne løsning blev dog kritiseret voldsomt, og i 1866 vedtog rigsdagen den nuværende linjeføring, som skulle suppleres med en sidebane fra Skanderborg til Silkeborg.

Der havde også været tale om to andre muligheder med udgangspunkt fra stationer mellem Aarhus og Randers. Men man valgte den korteste og billigste, 29 km og en pris på knap 500.000 rigsdaler: ”Fra Skanderborg i vestlig Retning syd om Alken, gennem den nordøstlige Udkant af Skoven mellem Boes og Svejstrup, langs den nordøstlige Side af Boes Sø, syd og vest om Siim, langs den østlige Side af Rye Mølle Sø, over Indsnævringen mellem Birk-og Knudsø, gennem Alling, syd om Kjærs Mølle, langs den nordlige Side af Juul Sø, tæt nord om Ludvigslyst, over Sejs Hede gennem Nordskoven til Silkeborg”. Broen over Remstrup Å fordyrer dog projektet med knap 100.000 rigsdaler.

I 1869 begynder bygningen af banen med danske entreprenører. Hidtil er banerne blevet bygget af engelske firmaer. Ifølge kontrakten skal den være færdig nøjagtig to år senere den 1. juli 1871. Vinteren 1869-70 er så kold, at man ofte må stoppe anlægsarbejdet, men da Remstrup Å er frosset til, benytter man lejligheden til at kunne udføre forarbejder og pilotering til broen ved Silkeborg. 15. april 1871 afleveres banen med stationer og 13 ledvogterhuse, led og overkørsler og hegn, og 2. maj sættes ordinær drift i gang. Der var to daglige tog i hver retning og tre om søndagen. Det tog 1 time og et kvarter at køre fra Silkeborg til Skanderborg; billetprisen var på 1. klasse 24 rigsdaler og på 3. klasse det halve.

Det er svært ikke at drage paralleller til nutidens motorvejsbyggeri i og omkring Silkeborg. I 1860’erne er der ikke megen tøven. Selv om der også er mange indsigelser, underskriftindsamlinger og ændringer i linjeføringer, så lykkes det alligevel på mindre 10 år at skabe en kæmpe ændring af infrastrukturen i Jylland – med håndkraft.

I 2006 satte landets statsminister Anders Fogh Rasmussen effektivt punktum for næsten 30 års diskussioner om motorvejens linjeføring ved Silkeborg. I 1866 var det indenrigsminister, senere landets hidtil længst siddende statsminister, Estrup, der skar igennem. Silkeborg hædrede ham ved at kalde gaden, der førte til stationen, Estrupsgade. Det kan man så tænke lidt over.

Jernbane på Sejs hede
I hundredevis af år havde Sejs Hede ligget hen som et øde område, hvor kun hyrder havde færdedes med landsbyernes dyr. I 1840’erne begynder bosættelsen på den fattige jord så småt. Ved folketællingen i 1850 er der på heden 19 huse og 100 mænd, kvinder og børn. Op gennem 1850’erne og 60’erne kommer der flere til. Man ernærer sig fortrinsvis som træskomagere og daglejere og prøver at dyrke jorden. Motorvejsbyggeriet ændrer landskabet, men det ændrer også mange menneskers tilværelse. Mange vil aldrig glemme det ekspropriationsforløb, de har været igennem. Det samme gælder på Sejs Hede i 1860’erne. Ejendomme blev delt på tværs, for de fleste ejendomme var langstrakte fra bakkerne ned til søerne. Ekspropriationerne tog lang tid, over fire år til tinglysningen var færdig, og udbetaling af erstatning finder sted. Det er lang tid at vente for fattige mennesker.

Selvfølgelig har man fulgt arbejdet med nysgerrighed, men næppe mange har været direkte involveret. Dengang som nu er der en flok ”bisser”, der følger med byggeriet. Da det første tog skal køre over jernbanebroen, er sejsboerne helt overbevist om, at det aldrig vil gå godt og for at se broen brase sammen og toget forsvinde i åen, begiver man sig mod Silkeborg, og i god afstand på Dronningestolen afventer man begivenheden.

Laurs Fisker husker i et interview på sin 90-årsdag i 1950: ”Der skete nu ikke noget, men det varede længe, førend vi selv dristede os ud på en tur. Det var ikke hver uge, der steg en af eller på i Svejbæk. Jeg kan huske, hvordan far advarede mig gentagne gange før min første togtur. Jeg ville besøge en onkel i Laven – og køre med tog derom. ”Gør’t æ”, sagde Far, men jeg gjorde det alligevel. Der var kun én passager i vognen foruden mig, en ældre dame. Da toget begyndte at hælde i en kurve, blev hun mere end betænkelig og bad mig flytte mig længere op på sædet for at tynge så meget som muligt ned”.

Svejbæk
Det var ikke kun Laurs’ far, der var forbeholden over for det ildsprudende uhyre, der med en gennemsnitsfart på 24 km/t for hen over Sejs Hede. Det er en generel holdning, og det varer mange år, inden banen får betydning for områdets udvikling, når ses bort fra det lidt efter lidt øgede antal turister, der kom med tog for at besøge Ludvigslyst og Svejbæk Færgegaard. Først efter århundredeskiftet begynder der at opstå en by omkring Svejbæk station. En træuldsfabrik, der senere bliver til Svejbæk Træskofabrik med eget sidespor til jernbanen, sætter gang i udviklingen. Murer Sigurd Egeberg laver en købmandsbutik, som hans kone og børn passer, mens han murer huse til de mange arbejdere, der bosætter sig i Svejbæk. Der kommer også landliggere, velhavende mennesker, der får bygget villaer til sommerbrug, og på den måde skabes der også arbejde.

Sejs
For beboerne i Sejs havde banen ingen praktisk betydning. Skulle man til Silkeborg, så roede man eller gik. Den lille skomager, der boede ved Sejs-snævringen, gik hver dag til Silkeborg og passede sit arbejde hos en skomager i Østergade. Da han omkring 1920 bliver pensionist, går han stadig hver dag til Silkeborg for at hente dagens Silkeborg Avis. Først da der i 1926 bliver lavet et trinbræt i Sejs, kan han finde på at tage toget fra Silkeborg, hvis han har købt varer med hjem. Somme tider er han så optaget af avisen, at han glemmer varerne. Det betyder ingenting. Han kan bare møde op, når toget kommer tilbage til Sejs fra Skanderborg og få sin pose med varer.

Børge Ask fortæller i sine erindringer fra Sejs, at hans farmor, Barbara, der boede mindre end 100 meter fra trinbrættet og få meter fra banen, aldrig satte sine ben i et tog: ”Aldrig nogen sinde havde nogen fået hende til at køre med tog. Disse mange vogne, der slingrede hen ad nogle smalle skinner og med denne hvæsende og spruttende ildhest spændt for, det så så usikkert ud og gjorde hende bange. At køre bil var pragtfuldt, det gik så stille og roligt ad de kendte veje, og alligevel med en fart på op til 50 km i timen. De æ no bejjer å kyre mæ bil, var hendes mening”. Så når Barbara og hendes mand Søren Andersen skulle til ”bøjs” et sted, der lå for langt væk til, at man kunne gå eller bruge hestevognen, så foregik det med tømrer Laursen i Svejbæk. Han havde købt et automobil, en Pontiac Six. ”Min privatchauffør”, sagde Barbara, der altid sad på forsædet ved siden af Laursen, så hun kunne holde øje med, at han kørte, som han skulle.

Banen er farlig
I dag kan vi smile lidt ad Barbaras angst, men i virkeligheden udgjorde toget en reel fare for dyr, mennesker og huse. Mange er de små og store brande, som toget forårsagede. En gnist fra toget var nok til at sætte ild i omgivelserne. Barbara og Søren Andersens stråtækte ejendom lå så tæt på banen, at den hele tiden var i fare. Børge Ask fortæller, at der hvert femte år kom en banemester på dræsine med et dokument, som hans farfar skulle skrive under på. Hvis en gnist satte huset i brand, var det farfaderens eget ansvar. I 1916 brændte heden og store dele af Sindbjerg. Indtil for en snes år siden kunne stedet, hvor branden stoppede på vestsiden af Sindbjerg, stadig udpeges, idet der stod et træ, der var ældre og meget større end alle andre træer. En af de største brande ødelagde totalt i 1941 Georg Krügers livsværk og Sejs-Svejbæks største attraktion, Taterhytten. Toget har også været skyld i mange lemlæstelser og tab af menneskeliv, som da ledvogteren Ane Marie Ellemose en vinternat i 1943 ikke nåede tilbage over skinnerne i tide og fik begge ben kørt af og efterfølgende døde på sygehuset. Mange husker stadig, da sognerådsmedlem Rasmus Christensen blev kørt ihjel i overgangen ved trinbrættet i Sejs i 1959.

Jernbanepersonale
Med jernbanen følger også folk, der arbejder ved banen. Banen og omgivelserne skal vedligeholdes, der skal åbnes og lukkes led, og da der efterhånden bliver mere og mere brug for holdepladsen, ændrer den status fra holdeplads til station. Det betyder, at der bliver mere personale ansat. Med ret til at bære jernbanekasket. Børge Ask fortæller, at bommene ved Borgdalsvej i hans skoletid bliver betjent af ledvogterens kone, Mariane, men det var vogteren selv, der bar kasketten: ”Han var uden for de statslige jernbaner en meget travl murer, tømrer og tækkemand. Når ledvogteren tog ud til sine gøremål, beholdt han jernbanekasketten på hovedet. Det gav respekt hos folk. En mand, der kunne overkomme meget, havde orden i værktøjskassen, var reel i pengesager og gjorde et pænt og godt stykke arbejde. Det var en agtet mand.”

En rangermester ved Silkeborg Station flytter i 1927 med sin familie til Svejbæk, hvor de på hustruens foranledning køber Villa Højen ved Ludvigslyst. Ragnhild er frisør og vil med sin kunnen bidrage til, at det er muligt at bo i den store villa. I 1935 flytter familien dog tilbage til Silkeborg. Sønnerne skal i skole, og da Ragnhild opdager, at man i Sejs Skole accepterer, at børnene siger a om sig selv, skal hendes børn ikke gå i skole der. Så hellere det silkeborgske jæ.

Trinbrættet i Sejs blev trods mange protester nedlagt i 1971, og forsøg på at få det genoprettet i nyere tid har været forgæves. Svejbæk station er reduceret til en holdeplads uden betjening, hvor togene kun standser hver anden gang. Togpersonalet består af en lokomotivfører. Der er kun fire muligheder for at krydse banen på lovlig vis, alle med automatbomme. Togene kører op til 120 km/t. For at reducere faren for påkørsler er banen i dag hegnet ind med høje hegn på lange strækninger og deler som en mur Sejs-Svejbæk i to, nord og syd for banen. Der er kun adgang til Sejs Hede med parkeringsplads fra Borgdalsvej og uden parkering fra Sindbjergvej. Den mest populære og ældste adgangsvej, leddet ved Stoubjergvej, er lukket. Der bor 4000 mennesker i Sejs-Svejbæk. De fleste arbejder uden for området.

I 2016 åbner motorvejen.


Opdateret d. 4.1.2015