Anna Sørensens beretning

Kilde: Lokalhistorisk Arkiv
Maj 2000. Med tilladelse fra Sigfred Bertelsen bror til Anton Bertelsen, der har indleveret  det følgende til Lokalhistorisk Arkiv, og med tilladelse fra Birgit Bertelsen( født Bjørnholt).
Bringer Sejs Websiden, Anna Sørensens erindringer  (Anna Sørensen er født Bertelsen).

Jeg har ved henvendelse til Sigfred Bertelsen og Gudrun Pedersen (født Bertelsen) fået følgende oplysninger:
Anna Sørensen er født ca 1875, og var den ældste i en søskendeflok på 8 dernæst kom Sørine, Hans Peter, Kresten, Bertel, Anders, Anine og Hans. Forældrene var Anton Bertelsen (Bjørnholt) og  Ane Katrine Andersen.  
Anne Sørensen blev som lille sat i pleje, og derfor omtaler hun nogle steder sin plejemor.

Erling Madsen

Se kommentarer til Anna Sørensens beretning om livet på Bjørnholt.


Anna Sørensen's erindringer om:
 Sin Oldefar Hans Bjørnholt    f. 1775
 Bedstemor Ane Cathrine Hansdatter    f. ca 1803

 

Hans Bjørnholt

 Hans Bjørnholt var Jæger, han skød det sidste Vildsvin, her paa egnen, og en Ulv som var kommet her over fra Sverige, paa isen om Vinteren. Hans opdagede, at den hver 3die  Nat svømmede over Åaen nede ved Snevringen, hvor  Okkerfare senere har ligget, og saa gik den på Land og bed Faar og Ungkvæg ihjel, og den kunde strække sig helt til Egnen omkring Frisenborg. Var den paa den anden Side, strøjfede den helt til Paes . En aften da det var meget lyst, gik Hans ned til en Ellebusk ved Aaen, og satte sig i Skjul. Det varede ikke længe saa hørte han et Hyl, ved den anden Side af Aaen, og saa sprang den i Vandet og kom over til den Bred, hvor han sad, men i det den kom op paa Kanten rejste den sig, da fik den Kaldet (Skuddet) og dermed var den færdig.

Skovfogeden og Hans Bjørnholdt gjorde saa tit en Handel med hinanden. Når Skovfogeden ”manglede” kom han op til Hans og bad ham låne sig 20 a 30 Daler. Hans vred sig lidt ved det, men Enden blev at han fik dem. Da Skovfogeden vilde til at gaa sagde Hans B. ” Hvornår bliver Du hjemme” ”Jeg kommer ikke i Skoven  de første 3 a 4 Dage”. Næste Dag var Hans tidligt oppe og i Skoven, og han gjorde sig som Regel godt betalt. Engang havde Skovrideren opdaget, at der var forsvundet megen Egetræ og saa maatte Skovfogeden følge med. De red saa ned til Bjørnholt. Hans saa dem ude i Gaarden forstod han, at der var Ugler i Mosen og skyndte sig ind i Seng. Da de kom ind, og spurgte om han havde taget noget Egetræ, svarede Hans ”Nej”, sagde Hans ”æ syg, aa had laa i flie”. Da maa vi vel se op paa Loftet, ”Jov” sagde Hans ”men Loftet er meget skør og a vild nødig I sku falde ned og brække Arme eller Ben”. De fandt det nu fornuftig og red hjem igen. Hans kom sig hurtig men havde mange Ting paa Loftet, som han ikke brød sig om at de ragede i. Egetræet var der ikke, det sad i Stoustrupgaard indtil den brændte.

Hans Bjørnholdt døde 50 aar gammel af Lungebetændelse.
Børnene: Den ældste var Peder, saa Søren, Anders og Bertel, der var den yngste og var moderens Kæledægge, og derfor fik han Gaarden. Om der var flere ved vi ikke.

 

Min Bedstefar født 1775

Naar Hans og Anders manglede Penge de første Aar, red de øst paa hvor de ikke var kendt af folk, derefter red de hver sin Vej, efter at have aftalt hvor de skulle mødes. De vidste at Bønderne samledes i Kroerne for at høre Nyt og læse Avisen og saa drøftede Sagerne bagefter  ved en Kaffepunch. Naar han der kom først, havde faaet en Dram og en Taar Øl serveret, kom som regel den anden, og han ville ogsaa have Dram og Øl til Maden. Saa begyndte den ene at spørge ud,” hvor er Du fra og deslige”. ”saa naa Du er derfra, ja saa skal jeg ikke have noget med Dig at gøre. Jeg har hørt at det var skidt Folk derfra”. Den første  blev gal og slog i bordet, ”ingen skulde laste folk, da de er lige saa gode som andre”. Da blandede Bønderne sig i Striden, og foreholdt dem, at de skulde forholde sig rolige, og drikke Forlig. Det gjorde de og Kortene kom paa Bordet, sommetider hele Natten, da havde de 2 vundet 30 a 40 Daler, og de to Brødre fulgtes hjem i god Enighed.

Engang var de til Ry Marked med en Ko. Der var nogle Sigøjnere, den ene var blevet desperat, og gav sig til at slaa paa alle Mennesker, og der var mange der maatte bide i Græsset. Det saa de to Brødre og Hans sagde til Anders ”Hold ved Koen” ”Nej” sagde Anders ”lad os holde os derfra”.”Jo, vil Du ikke holde ved Koen, saa slippe A”. Dermed slap han Strikken og gik hen foran Sigøjneren idet han sagde ”Vend Dig til mig”, han vendte sig om mod Hans med hævet Næve, men Hans var ham for hurtig, han stak Sigøjneren en saa han drattede, saa fik de andre Lov at slå og det gjorde saa eftertrykkeligt, at Sigøjneren maatte krybe derfra.

 

Peder

Da Peder var i sit 8. Aar matte han passe Faar og Kreaturer, der gik nede paa Sejs Hede, hvor der voksede Enebær, Birk og Lyng med nogle Pletter Græs imellem. Der var dengang en Mængde Hugorme dernede. Peder skar sig en Kjæp og slog en ihjel, skar en ny Kjæp, og saadan gik det en Tid, men saa blev Ormene ham for mange, og de ligefrem løb efter han. Med tiden blev han bange og han drømte at han sloges med dem i søvne om natten. Hans Far sagde til ham” Du er vist i Krig med Ormene Peder”. ”Ja, er bange for dem naar de kommer løbende en 5-6 Stk. ad Gangen hen i Lyngen og  Græstopperne, hvæsende. Saa slaar Jeg dem ihjel Jeg kan.”. ”Det maa Du ikke gøre, thi det ender med at de bider Dig. Naar Du kommer derned, og ser nogen igen, saa skal Du sige til dem”.” Naar du vil lade mig og mine være. Saa skal A lade Dig Dine være i fred”. ”Saa maa Du ingen slaa ihjel. Peder gjorde som han sagde og der kunne gaa baade Uger og Maaneder uden han saa en Orm enskjøndt han vidste de var der i hundredvis.

Da han var 12 Aar skød han en Svane. Han og Karlen var efter Træ nede ved Aaen, og han saa, at der laa en Flok Svaner ude i Aaen. Jægerblodet kom op i ham, og han løb hjem, krøb indad et Vindue, tog Faderens Bøsse, sprang ud af Vinduet igen og ned til Aaen. I en fart lagde han an paa en Kævle og skød Svanen død på Pletten, men Peder havde nær glemt at rejse sig, thi han fik saadan en Lussing af Bøssen, saa han tabte Bevidstheden. Karlen fik ham rusket vaagen, og de fik Svanen bjærget og  lagt oven på læsset. Peder gik sejrsstolt ved Siden af Vognen. Da de kom op på Heden mødte de Faderen, og han blev gal da han saa den opsvulmede Kind ” Havde Du ikke faaet saadan ein Lussing, sku A had gi dæj Jen, der var lie saa god, men nu kan Du val hold Dig fra Bøssen”.
Men ikke længe efter saa Peder en Dag en Hjort sammen med en Masse Hind. Han rendte hjem krøb ind Vinduet, greb Bøssen, og skynde sig ned. Borkedal ud for et Vældhul, Der vidste han, at Hjorten vilde hen for at drikke og for at svale sig. Han satte sig bag en Busk, lagde an, og skød Hjorten, men den Gang hold han mere fast paa Bøssen, da fik han ingen Lussing. Faderen hørte Skuddet og genkjendte, det var hans Bøsse, men han anede ikke hvor han skulle finde Drengen. Lidt efter kom Peder og fortalte, at han havde skudt en Hjort. ”det bliver ikke andet Raad end A maa købe en Bøsse til Dig”,sagde Hans. Da han fik den behøvede han ikke at springe ind af Vinduet, den fulgte ham næsten overalt, undtagen naar han var i Skole. Skolen lå i Haarup lidt oven for Gadekæret.

Peder blev gift med Anders Skomagers Datter Grethe Andersdatter og de havde 8 Børn. De overtog Ejendommen i efter Anders Skomager, og han skulde have en Stue, at bo i og lidt Aftægt. Da der ikke var Gulv i  Stuen, kørte Anders Ler hjem til at lave et af, da det var lagt, sagde han, havde vi enda nu haft noget Vand, det skulde de hente nede i Byen. Han tog sig en Middagslur, men vaagnede ved stærk Torden ledsaget af en Skypumpe, og da han kom ud, saa han at alt Leret var skyllet ned i Gadekæret, saa nu kunde han begynde forfra. Da Tordenen var ovre tog Peder en Sæk, og løb ned på Sejs Hede, og der samlede han den fuld af store Gedder, de var vel kommet fra Gadekæret og fra en Mergelgrav.

Peder sejlede med Pram eller Kaag paa Gudenaaen, med Varer herfra og til Randers og med Varer  fra Randers og hertil. Det var et haardt Arbejde, da der ikke var Pramsti  fra Randers og til Knudstrup, saa der maatte de stage sig frem, og det maatte de ogsaa fra Papirfabrikken til Sejs.

Han havde selv en Ruse, den havde han lagt ud ved Svejbæk Færgested.. En nat han kom derned, var der mange Aaal i den. Han tog den op og vaskede og tørrede den og reparede Hullerne og lagde den atter ud, og da atter mange gange den Nat, men spise havde han ikke haft Tid til førend hen ad Aften. Han gik da hen til en Mand der boede i Nærheden og gav ham lidt Aal til gengæld fik han lidt Brød og Ost og lid Mælk. Næste morgen eftersaa han Rusen, fyldte Aalene i en Sæk og vendte hjem. Det gik meget langsomt, da Sækken var umaadelig tung. Da han kom hjem var Grethe helt ude af det, hun skjældte ud, hun troede han var druknet,” og Du har selvfølgelig ingen ting fanget o.s.v”. ”Der staar en Sæk ude i Gangen”, sagde Peder. Hun derud, men hun kunne ikke løfte Sækken, hvorfor Peder resolut tog Sækken og hældte Indholdet ud paa Lergulvet. Da de saa alle de store Aal, sprang Grethe og Børn op paa Stole og Bænke. Peder stod bare og lo, nu vidste han, at nu fik han noget at spise, og saa fangede og slagtede de Aal i lange Baner.

En anden gang han var nede ved Søen skød han en Fiskeørn, hvis Fjer de brugte til Skrivepenne.

Et Foraar havde de et Barn, der ikke var døbt, en dag sagde han til Grethe, at han vilde gærne at de skulde have dette Barn i Kirken før han skulde ud med Prammen, for saa kunne der let gaa et Par Maaneder. Det vilde Grethe ogsaa gerne,” men Du ved vi har ikke mange Penge at lave Barselgilde for”. Peder tænkte som saa, det er først i Marts, nu tager Jeg Lystret, det kan være at der stod en Gjeddeleg nede ved Søen. De stod der rigtig nok et Stykke henne, han huggede Lystret i og fangede 3. Det var ikke Smaafisk, en vejede 32 og en 28 og en 24 pund. Han fik dem hevet på Lystret i Flaben, og bar dem hjem paa Nakken, medens halerne slæbte hen ad Jord. Nu kunne de holde Barselgilde, Kartofler havde de, de manglede kun en Flaske Brændevin og den fik i Linaa Kro og saa hold de Gilde. Min Mor (Sine Vorgrau ) fortalte at Rognen blev bagt i Pandekage og det var noget der smagte Børnene.

Min Bedstemor (Fars Mor)

 Min Bedstemor er født i Haarup i en større Gaard som nu er nedbrændt. Gaardene laa den Gang samlede i en Klump i Byen. Om hendes Hjem ved Jeg ikke saa meget, andet end at de levede som Folk den Gang brugte det. Hun blev senere gift med min Bedstefar og flyttede ind i den gamle Gaard. Min Bedstefar var den ældste af 4 Sønner og Ifølge Traditionen skulle han arve Gaarden, han havde Navnet der gik i Arv og som skiftevis var Hans og Bertel, med Tilføjelse af sen til Efternavnet.

Den Gang ejede Folk kun et Chatol til opbevaring af Dokumenter, og det var ogsaa til dels et sikkert Gemmested, men det var kommet mine Bedsteforældre for Øre at en af Brødrene, der var blevet gift med en Pige fra en fremmed Egn, var ude efter Gaardens Skøde, og ville sætte alt ind paa at faa fat i det, derfor bestemte de at min Bedstemor skulle gaa med det paa Brystet, gemt under Kjolelivet. Hun var efter den Tids Skik en meget dygtig Kone hun havde som ung, tjent i Voel hos en Farbror og der lært den Egns Skikke at føre Hus paa. Lønnen var ikke særlig stor, det første Aar fik hun 6 Daler, Uld til 2 Par Strømper og et Par Træsko. De fleste af Pengene blev brugt til et Vadmelsskørt til Stadsbrug, næste Aar fik hun samme Løn og supplerede Skørtet med et Liv, saa hun havde en hel Kjole. 3die Aars Løn blev brugt til en Hue, og saa havde hun Festtøjet i Orden, for mange Aar. Hvad hun har brugt til daglig, ved Jeg ikke, men Jeg tænker mig at hun har været forsynet med Hvergarns Skørt og Forklæde fra sit Hjem. Undertøjet den Gang bestod af en Blaarlærreds Sark som havde en Længde af ca 2 ½ Alen, det var  ogsaa helt praktisk da Benklæder ikke brugtes. Jeg ejer endnu en Blaarlærreds Sark som har tilhørt hende, og som hun selv har syet og tilberedt Garnet til. Den hav været udstillet flere gange og vakt en del Opsigt navnlig blandt de unge Piger. Hun havde også været oppe i en stor Gaard som hed, Skillerup Nygaard, og der havde hun lært fint Haandarbejde saasom Hvidsøm og Tyll broderi. Det var hos nogle af hendes Slægt og blev udvist hende som en Venlighed.

Økonomi

Den Gang var der stor Pengeknaphed i Landet og Gaarden hun kom til stor hvad Areal angaar, men Jorderne var daarlig. Paa den tid ejede Gaardmændene i Haarup den store Strækning af Skovene der strakte sig helt ned til Silkeborg, og det var store Bøgetræer, høje og slanke, og det var deres Indtægtskilde. Føden havde de i Gaardens Frembringelser og det meste af Klæderne ogsaa, men der var Skatter at udrede, og de skulle ud. Den væsentlige Kilde til direkte Valuta var Trækul og Træ fandtes i rigelig Mængde i Skoven, der var Fælleseje, hver mand huggede Træ hvor det passede ham. Min Bedstefar fortalte hvordan Mand og et Par Karle eller store Børn drog ud i Skoven for at brænde ”Mile”, det varede en 2 a 3 Dage og i den Tid maatte de blive der hele Tiden. Tiden den Gang  var ikke til flotte Madkurve de maatte hjælpe sig efter fattig Evne. Brød havde de, men derimod var der knappe Tider med Smør og Flæsk. De tog derfor en Ko med og lidt Løbe, og saa havde de til Livets Ophold. Mælken kogte de og hældte paa Brødterninger og noget af den blandede de med Løbe, som straks blev til Ost, det smurte de paa Brødet i stedet for Smør. Det første de foretog sig naar de kom til Pladsen var at grave en dyb Grøft, hvis der ikke fandtes en i Forvejen, dernæst fældede de Træerne og parterede dem i passende Stykke, bredde dem ud i et Lag i Grøfte og fik Træet til at gløde op. Det skulle vendes og passes og naar Tiden var inde over hældes med Vand. Vandet fik de fra 2 smaa Kær, som der endnu findes en Antydningen af i Skoven, det ene hedder ”Grisekær” og det andet ”Sokær” Navne som stammer fra samme Tid, det var nemlig ogsaa af stor Betydning at Svinene kunde drives i Skoven først paa Foraaret og hentes hjem naar det passede Ejeren, Hver Mands Grise mærkede han med Navn, og det blev respekteret. Dyrene passede sig selv de levede af Olden og Græs Vand fandt de i de smaa Kær. Grisene var ikke de overfede Afarter vi ser nu, det var stærke sunde Dyr med Humør i og rask til bens, maaske var huden lidt mere mørk for det meste sortbroget og Børsterne var længere og tættere, men det gjorde ingenting, de havde frem for Nutidens Grise Udsigt til at leve betydeligt længere. Afkommet af saadanne Dyr var sundt og levedygtigt, og skulle det hænde at et Kuld Grise var for fuldtalligt saa ordnede Soen det, enten ved, maaske tilfældigt at lægge sig oven paa den, eller ved at tage fejl af den og andet spiseligt. I det hele taget var det svært for de svage, baade Dyr og Mennesker, at klare sig i Fortiden, de maatte bukke under og derved bidrog de til at holde Slægterne mere modstands dygtige.

Staten overtagelse af Skoven

Da hændte det en Dag, jeg antager omkring 1830 at der kom en fremmed Mand til Byen, han var udsendt fra Staten og hans Ærinde bestod i, at underhandle med de Haarup Gaardmænd om Skovene. Staten ønskede at Skovene skulde samles under et og med Tilsyn af fastansatte Skovfogeder. Nu havde de høje Herrer tænkt sig at det kunde ordnes paa den maade, at Gårdmændende fik Engstykker langs Gudenaa i Bytte. Det lød godt for Landmændene, at eje Jord der ikke skulde pløjes eller saaes og dog gav stort Udbytte i Form af Hø, som var særlig værdifuldt om Vinteren, saa de slog til og hver fik sit Stykke tildelt. Det faldt ingen ind, at en Skovfoged var en Mand der ville forbyde dem, at hente et Bøgetræ, naar de manglede det, eller at han kunne have noget imod  at deres Svin gik i Skoven, der havde aldrig været nogen der havde sagt hvad de maatte eller ikke maatte. Skanderborg var nærmeste Købstad, og fra Herremændenes Side var der ingen Indblanding. Der var Richtmesteren paa Silkeborg Hovedgaard, han skulle have Afgift og  Skatter, og dem betalte de, hvad der fandtes ude omkring var lovlig Ejendom naar Skødet var i Orden og saa havde de noget der var Fælleseje saa som Bydammen og offentlige Veje. Skuffelsen blev derfor desstørre, da de forskellige Skovfogeder ankom, og hver især forbedrede sit Distrikt og passede det som det blev forlangt af dem.

Der faldt mange Bøder og der var megen Uvilje op mod det fremmede der var trængt ind paa deres private Omraader. Der opstod Krybskytter i stor Stil og de der havde Marker op til Statsskoven fandt snart ud af, at saaede man Boghvede kom Dyrene meget villigt derud , og spiste af Boghveden. Voksede der saa lidt Bøgekrat nær Skellet, havde man en dejlig lun Siddeplads om Aftenen og var tillige godt skjult, der kunne godt være en en lille tarvelig Bænk og i Grenene et fast anlæg for Bøssen. Der var ingen der kunne tage Anstød af, at Ejeren af Gaarden en Sommer aften sad og glædede sig over Markens Vækst eller over at han havde Bøssen med, maaske han kunne faa ram paa den røde Ræv eller de væmmelige Krager.

Husholdning

Det har været omkring 1823 at min Farmor flyttede ind i Gaarden. Der den Gang bestod af 4 Længer i Bindingsværk, den var en gammel Gaard den Gang og som alle gamle Gaarde, den laa godt gemt nede imellem høje Bakker, den Gang gjaldt det om at Gaardene skulde ligge saa lunt som vel muligt og særligt skærmet mod Vestenvinden. Midt i Gaarden den store aabne Mødding og ikke langt derfra var Brønden aaben og med Vinde. Af hvad Grund, de to Ting altid hørte sammen er aldrig blevet klar for mig.

Fødevarer

Den Gang var der Vintre med Sne der laa i mange Maaneder. Et aar var Gaarden inde sneet i lange Tider, saa de maatte grave Gange fra Stuehuset og hen til Stalden med Dyrene. Vand var der kun lidt af, saa de maatte smelte Sneen og bruge det som Drikkevand til Kreaturerne.  I saadan en Tid havde det stor Betydning for Beboerne at de var vante til at have Vinterforraad nok.  Om Efteraaret havde de store Slagtninger. Jeg husker at min Farmor fortalte om dem. Først slagtede de 10 Faar og et stort Svin der var fedet op og vejede godt 300 pund, derefter 1 Ko som undertiden blev købt paa grund af at den gav for lidt  Mælk. Den blev sat paa Fedestald og levede af Kartofler, Byggrutning blandet med Vand, ogsaa kaldet ”Stoppelse” og i Løbet af et Par Maaneder havde der dannet sig meget godt Kød paa den, det var jo helt nyt og derfor temmelig skørt. For en Husmoder var der noget at tage i denne Tid, det var lang Tid at se hen til inden man slagtede igen for det meste ikke før til Paaske, da slagtedes der gærne en Gris til, og der kom jo ogsaa Spædkalve. Det blev altid indrettet saadan at Køerne kalvede paa forskellige Tider, saa at man fik fersk Kød med passende Mellemrum, Kalven levede saa gerne en 14 Dage og saa delte man med Naboen en halv eller kvart Kalv, lige som det passede, saa fik man hos Naboen naar han havde en nyslagtet Kalv. Der blev ogsaa hvert Aar slagtet 30 Gæs og de blev saltede. Det var et stort Ansvar der hvilede paa en Gaardmandskone, at passe paa saa meget Kød, og og noget af en Kunst at behandle det. Saltkaret var meget stort og Kødet blev pakket ned deri. Først Grisen, Skinker og Bovene blev skaaret fra, Sværen gnedet længe med Salt blandet med Saltpeter indtil det ”svedte” Derpaa blev der strøet et godt Lag Salt i Bunden af Karret. De fire Lemmer passede som regel til første Lag, lagt med Sværen ned ad. Man brugte ikke dengang at tage Nøglebenet ud, men omkring det blev der strøet rigeligt med Saltpeter og Salt. En Gris bliver delt lidt anderledes nu, det midterste af ryggen bliver savet u i hel længden, i en bredde af 3 a 4 Tommmer, det var den egentlige Rygsøjle, og det stykke blev spist medens det var fersk. Først blev der kogt Suppe og naar det havde faaet lidt Salt Hvidkaalssuppe. Derefter blev Faarelaarene og Bovene lagt ned tæt pakket med Salt og gnedet med Saltpeter. Af Faarene blev der syet Rullepølser, hvor mange afhang af de forskellige Omstændigheder. Jeg har været med til at sy 10 Stykker, det kan der blive uden at tage Kølle og Bov med. Der kan blive 4 af Slagene, 2 af Halsen, 4 af Siderne og  en af Mellemgulvet med Indhold ag smaa Stykker Kød.  Naar der nu var saa mange Faar skulde det jo ikke være Rullepølse alt sammen der skulde laves Spegepølser ogsaa. Dertil tog man en stor Tarm fra Faaret den er meget vid og lukket i den ene Ende. ”Lutanene” kaldtes den det var en fornem Pølse, hvortil man brugte Kødet langs Ryggen iblandet Terninger af Faaresiden. Kødet blev hakket med Økse paa en Huggeblok æltet og stoppet meget fast. Der blev ogsaa lavet smalle Faarespegepølser, Hovederne af Faarene blev flækkede og kogte og efterhaanden brunede paa Stegepanden Fødderne blev ogsaa kogte og brugt  til Finker. I vore Dage staar der ingen særlig Glans om Navnet Finker. Jeg har smagt dem i min Barndom og jeg synes at jeg kunde lide dem. Det har vist meget at sige, at man havde Tiltro til den, der tilberedte dem. Jeg tror nok Opskriften er saaledes: Faarebenene til Knæet renses og  koges, Leveren koges og begge Dele hakkes sammen med Kallunet af en Ko. Suppen koges der efter  med ituskaaren Skovæbler, de er saa sure at Eddike har en mils Smag ved Siden af. Naar Æblerne er møre kommes det hele i Gryden og det faar lidt Jævning Af Flormel. Det hældes i store Krukker som smeltes til med Talg og kan holde sig i flere Maaneder.
Af andre Faar bliver saa Siderne parteret og de kan godt være 3 Tom i Gennemsnit, de bliver saltede og senere skaaret i Skiver og stegt paa Pande. Noget bliver brugt sammen med Flæsk til Ærter og Kaal Talget bliver smeltet i en Gryde, helst de sorte Jydepotter det staar til næste dag Dag, varmes lidt og kan da vendes paa om som en Kage.

Saa snar Tiden tillader det skal der støbes Lys. I forvejen er der lavet ”Tanner” det er Traade af Tvist der er klippet af i passende Længde og lagt dobbelt. Talgen bliver smeltet og hældt op u en Ting, det forekom mig at de brugte Kærnen. ”Tannen” bliver saa dyppet op og ned til Lyset er tykt nok og da den er dobbelt kan den let trækkes paa en Pind. Der bliver saa støbt de Lys man har Brug for, et med 3 Grene til Hellig 3 Kongers Aften, og  det sidste bliver ganske tynde Lys, de saakaldte Tællepraase der bruge i de mørke Aftener, hvis man skal hente noget i Køkkenet eller andet Sted

Jeg tror nok at den Slagtning der imødeses med den største Spænding er Grisen, idet mindste for Børnenes Vedkommende. Nutiden Børn gaar Glip ag Minder ved saadan en Dag som man ikke glemmer. Det er ikke Mordet paa Grisen der fæstner sig i Hukommelsen. Far og Mor tager det som en selvfølgelig Ting, nej det er Tanken om den Herlighed der pludseligt kommer ti Huse. I lang Tide har Kosten bestaaet af  saltet Flæsk og maaske har der endda været lidt mere knapt med Rationerne. Den Morgen Grisen skal slagtes er absolut ikke som andre. Vandet koger i den store Grubekedel et stort Kar hvor over der er lagt en Stige. Selve Mordet er det vanskeligt for Børnene at komme med til, da det gerne er besørget ve d 6 Tiden, og hvis de ikke er saa heldige at vaagne ved Skrigene, kommer de først naar Grisen ligger paa Stigen oven paa det om vendte Kar og Mor staar og rører som en besat i Blodet, der er blandet med Rugmel. Der skal røres meget saa at det ikke klumper. Grisen bliver saa lagt ned paa Jorden, Karret vendt og fyldt med kogende Vand. Den bliver puttet helt ned og grundigt skoldet, der efter igen op paa Stigen og  Haarene skrabes af hertil bruges en Art Blikkræmmerhus som er skarp i den brede del. Nu kommer der noget meget spændende Grisen skal op at hænge paa Stigen, den surres godt fast ved Bagbenene til Stigens øverste Trin og hæves lodret. Med en stor Kniv skæres Bugen op og igennem Brystbenene lige ud til Trynen, og da er Underet sket, Børnene kan ikke fatte, at det Dyr de var vænnede til at betragte nærmest som en Kammerat, kunne forandre sig saa umaadeligt. Det var de mærkeligste Ting der fandtes i den Gris og blev endnu mere indviklet, da Mor begyndte at tage de forskellige Indvolde ud. Hjertet Leveren Lungen og Milten kom i et rødt Lerfad. Tarmene blev lagt i en Ballie og alt blev baaret ind i Bryggerset. Først blev Tarmene vendt, det fore gik paa den maade at en Pige spilede det øverste ud med Fingrene og en anden hjalp til og hældte lunkent Vand ned i Tarmen, det tyngede og trak ned efter. Alt Indholdet kom paa den Maade samlet i en Spand. Derefter blev Tarmene delt i mindre Stykker  og  gnedet rene med Rughalm, der maatte ikke skrabes paa dem, saa der skulle fremkomme tynde Steder paa dem. Efterhaanden var det værste af dem og saa fik de en omgang med Salt og derefter kom de ned i Balien med rigeligt Salt og igen gnedet med Halmvisken. Saadan en Halmvisk havde man altid, den brugtes ogsaa til at skure med. Mor lavede dem paa samme Maade som man lavede ”Lime” til at binde Træsko sammen med der skulle sendes. Det krævede en særlig Øvelse man sad ned og ved siden laa der stift Rughalm ogsaa kaldet ”Tæg”, man tog en 5 Straa i den ene Haand og lige saa i den anden, det blev snoet og bundet i Knude. Den blev sat fast imellem Knæene og man tog en Stang i hver Haand og drejede rundt, det var samme System som Reb men 2 traadet. Det var meget forskelligt hvad Færdighed der kunne opnaas. Min Plejemor fortalte at hun kunne lægge 30 Favne om Dagen. Det afgørende for Hurtigheden var den Maade de kunne sno hver Del imellem Haandfladerne paa. Saadan et Stykke Lime blev flettet ind i hinanden saa mange Gange at det dannede en fast Masse, af Form som en Skurebørste, ikke for stor ikke for tyk, men saadan, at den faldt i Haanden. Tarmene blev da sat hen til om Aftenen, da blev de taget op og lagt i Saltvand om Natten. De tynde Tarme var lettere for der kunne man trække den inderste Hinde ud og den var ren og pæn. Hen mod Aften var Grisen stiv og den blev taget ned og baaret ind, Hunden saa langt efter den, der var ikke noget at kaste bort alt paa en Gris var spiseligt, der var dog lidt Kirtler oppe i Halsen omkring ved Stedet hvor den var stukket, det kaldtes ”Smakken” det fik Hunden.

Den første Aften blev der stegt Stykker af Leveren, Milten og Skiver af Bugflæsket og det var en herlig ret at faa oven paa  Novemberdagens Kulde og Slud. Næste dag blev Grisen saltet efter at Hovedet var skaaret fra til Sylte og et Stykke af Boven til Medisterpølser. Lungen blev hakket sammen med noget af Bugflæsket til Lungepølse, de blev kogte i Kaal eller Ærter, det smagte godt for hvem der kunne lide det. Blodet blev rørt op med Mælk, og det Fedt man plukkede af Tarmene  blev skaaret i smaa Stykker og rørt i. I senere Aar kom der ogsaa Rosiner og Sukker i Pølserne.  I Saltkaret blev saa de store Flæskesider lagt ned oven paa Faarekødet og øverst Ribbenene. Helt foroven laa Gæssene, de skulle ikke være saa salte og de skulle vendes. Alt hvad der hed Pølser kom i et Kar for sig da det vilde gær Lagen uklar. Efter en 8 Dage begyndte Kødet at lage og det blev  da taget op og hvad der var ag Salt og Lage blev hældt i Grubekedlen spædet op med Vand og Salt og kogt. Lage havde passende Styrke naar den kunne bære en jævn stor Kartoffel, den blev skummet og næste dag hældtes den i Karet, den var da klar som Sølvdraaber sagde man. Kød og Lage kunne holde sig frisk til Sommeren, det blev taget op og røget og derefter pakket ned i Malt oh kunde opbevares til næste Slagtning.

Koen blev mest hakket til Spegepølser men der blev ogsaa nogle kogt og tilsmeltet med Talg og meget brugt i fersk Tilstand. Gæssene blev spist om Morgenen til Davren, der bestod af Øllebrød uden Sukker men i Stedet for et stykke speget Gaasekød eller andet saltet og speget Kød. Af Gæssenes struber blev der lavet Ringe med et Par Hagl inden i det brugtes som Garnvindsler.

 Ølbrygning

Der skulde ogsaa brygges en 5 a 6 Gange om Aaret, og dertil brugtes Grubekedlen ogsaa. Humlen og Malt blev hældt i en Pose og kogt, undertiden med et par Kviste af Pors. Naar de havde kogt længe nok blev de hældt op i et Kar og kaldtes ”Ut”. En Gærkrans der var skaaret som ene Ryghvirvler blev lagt i og det gærede saa i nogle Dage. Det kunne nu fortyndes saa meget man havde Lyst og hældes paa en Tønde. Der stod altid et Trækrus paa Bordet fyldt med Øl, det kaldtes en ”Ølkows”. I det hele taget hed de Ting der havde et Øre en ”Kows”. En anden Ting var den Ting der hørte til malkningen og som de forhen brugte at malke direkte i det var en ”Strip” og hvad der ellers fandtes af runde Ting uden Hank eller Øre var en ”Buttel”.

Bagning

Der skulle ogsaa bages, og den store Ovn stod gerne udenfor Gaarden eller henne i Vognporte, den var bygget af Ler og med en Jordvold omkring. Paa Bunden af Ovnen var der et glat Lag af Sten og der blev der tændt Ild og brændt Træ til den var godt varm da skulle man have nogle store Stykker Birketræ til at ”klare” Ovnen med, og naar det var brændt blev Asken taget ud og Ovnen fejet og nu var den parat til at tage mod Brødene. Først Rugbrødene omkring en Snes Stykker og naar de havde staaet den fastsatte Tid kom Sigtebrødene ind. Brødene blev sat ind paa en lang Stang med et bredere Bræt paa Enden, det var et ”Skod”. Der blev ikke bagt Brød med Hvedemel undtagen til Jul, da kunde man faa Korn byttet hos Mølleren og faa Hvedemel i Stedet. Der blev bagt en særlig Slags Brød til Jul de kaldtes ”Kavringer” 2 runde Degkugler af Størrelse som en Ejdammerost blev sat oven paa hinanden og bagt. De var lavet af god Mælk lidt Fløde og Æg, og smagte dejligt. Hvad der ellers skulde bages blev bagt i Komfur og den aabne Skorsten i min Farmors tid. Dengang forstod de at bage en Kage i en Bilæggerovn og de forstod at bage paa Gløderne i Ildstedet, naar jeg har hørt om de Kager de kunde bage i en Lergryde er det nu hvad vi kalder en fin Pie.

Bier

De havde mange Bistader, de stod ind i Bakkeskraaningen lunt og mod Syd. Bikuberne flettede min Bedstefar selv om Vinteren og altid saa mange, at der var Reserver om Sommeren parate til at tage mod et nyt Sværm Bier. Som Regel skilte hvert Bistade et nyt Sværm ud, og der kunde ogsaa komme et Sværm flyvende, det var dens Eje, hvor det slog sig ned, som Regel i et mindre Træ og i en Klump omkring nye Dronning, man tog saa en Kube og satte i Nærheden af Bierne og bredte et Lagen over det hele. Hvis der saa var en Dronning gik de ind hen i mod Aften, i modsat Fald fløj de hjem. Jeg har set en hel Sværm Bier samlet om en Skarnkasse hvori der var kastet et Glas Honning der var knust, de sad i en Klump , men en tilkaldt Bimand saa straks at der ingen Dronning var. Der var et udmærket Forhold for Bierne med Lyng i mange Mil Omkring, og derfor trivedes de godt. Naar Lyngen var afblomstret blev Honningen taget fra dem. Min Bedstefar havde en Bihat, der bestod af et Stykke fint Staaltraadsvæv der dækkede Ansigtet det var fastgjort til en Pose af Blaat Bomuldstøj der blev trukket ned over Hovedet og ned paa Halsen saa at Skjortelinningen kunde knappes stramt paa den. I Staaltraadet var der et Hul til Piben, det var bedst at ryge for at holde bierne borte. Paa  Haanden havde han et Par Vanter. Dengang lavede Bierne selv deres Vokstavler og derfor var Udbyttet jo ikke saa stort. Det hele blev lagt i en Ballie og nu blev der puttet i en Honningpose der var lavet som en Gelepose i vore Dage. Den blev hængt op i den aabne Skorsten der hvor al Maden blev tillavet. Der hang en Krog som ellers var beregnet til Madgryden. Det var mest passende efter at Middagen var til side, da var Varmen ikke saa stærk. Ved eget Pres drev Honningen ud af Posen og dryppede ned i en Lerkrukke. Resten stod stadig ved Siden af saa det var kuldslaaet, det løb da bedre igennem, men det maatte paa ingen Maade varmes, thi da vilde den gode Smag for svinde. Hvis det sidste nu gik lidt trægt, havde man Honningtræer, det var to Stykker Træ der bestod af et langt rundt Skaft og en Flade paa Spidsen der var gennemboret af Huller. De var 7 Tom paa langs og en 5 Tom brede. Med dem kunde man  tage om Posen og drive det sidste ud. Det sidste Indhold var jo mest Vox og det blev hældt i en Krukke og Vand hældt paa, og naar det havde trukket en Tid var det Mjød, som blev hældt paa Flasker. Alt Voxet blev smeltet sammen og siet i et Dørslag, der som regel var af Messing, derefter hældt op i et Fad og naar det var koldt havde man en Voxkage. Bierne fik nu en Del af Voxet og al Honningen blev heller ikke taget fra dem, de skulde beholde saa de havde rigeligt til Vinterføde. Nu erstattes noget af Vinterfoderet af Sukker.
Den Gang  kendtes kun brun helt Kandis, saa Honning maatte erstatte Sukker. Man brugte Honning i Stedet for Smør i Boghvedegrød og i en Grød kogt af skrællede Kartofler, rørt op med lidt Mælk. Der fandtes ogsaa en Bunke Tyttebær i Bakkerne der hørte til Gaarden de blev kogt hen uden nogen Slags Tilsætning og naar de skulde spises rørt op med Honning det fik de tit til deres ”Nætter” i stedet for Melsauce med Persille, mest om Vinteren.

 

Bær

Naar min Bedstefar slog Lyngen et Sted hvor der var Tyttebærris i Bunden, kunde der blive saa mange Bær. At de kunde samle en Skp paa et ganske lille Sted. En Gang min Far’s 2 Søstre var gaaet ud og ikke havde tænkt paa at plukke Bær, kom de til et Sted der var fuldstændigt rødt af Tyttebær, og da de ikke havde noget at samle i var gode Raad dyre, men resolut tog den ene Skørtet af og bandt for den med et Strømpebaand og de plukkede saa meget de kunde bære hjem.

 

Smør og Ost

Der skulle ogsaa kærnes Smør og laves Ost, men Køerne var den Gang ikke den Indtægtskilde som nu. De levede af det Jorderne kunde give, saa Mælken den Gang havde ikke saa stor Betydning. Mælken blev sat op i Fade og skummet naar de havde staaet i c 1 ½ Døgn, Fløden blev samlet i en Krukke, og kærnet naar man havde et passende Kvantum. Som Regel fandtes der i hver Gaard ved siden af Bryggerset et temmelig stort Rum som var c 1 ½ Meter dybere end Gulvfladen, dernede stod Mælken og langs Væggen var Hylder til Ost. Der nede stod ogsaa Salttrug og  Saltkar og Æg. Af den skummet mælk blev der lavet Ost. Løben fik man af Spædkalvens Mave, den blev slagtet Dagen efter at den var født. Mavens Indhold tømmes ud i en Skaal, Mælk eller Valle hældt paa og det blev til Løbe. Det tynde hældtes fra jeg tror nok at det blev hældt i Maven igen og bundet for det, det kunde altid holde sig frisk. Osten var af forskellig Kvalitet, der var helt Sødmælk Ost, halv Sødmælk , helt skummet Mælk  og halvt af skummet Mælk og Kærnemælk. Mælken blev varmet  lidt Løbe hældt i, og man havde en Osteform af Træ med Huller i Bunden, den blev stillet i et Fad, et Osteklæde bestaaende af et meget tyndt og løst vævet Stof, blev bredt i Bunden og Ostemassen der var hældt paa en Sigte  havde nu fast Form. Jeg kan endnu huske hvorledes min Plejemor tog Ostemassen med Tommelfinger og Pegefinger og delte den runde Formen, derved blev den mere findelt. I nogle Ost blev der tilsat Kommen og i nogle det var særligt Sødmælksost blev der hist og her lagt lidt Safran, det gjorde Osten gul og  saa lækkert ud. Naar  Ostekoppen var fuld blev Klædet snoet sammen foroven og Pres lagt paa og stod til næste Dag, da blev Klædet løsnet forsigtig af Koppen og den øverste Side kom da ned, og der kom Pres paa igen. Efter 2 Dages Forløb var Osten, saa fast at den kunde klare sig, den skulde blot vendes og tilses. Skulde der komme en revne i den maatte den fyldes med Smør at der ikke skulde blive et daarligt Sted. Senere skulde Osten skrabes og gnides ind i Smør saa skorpen kunde blive pæn. De laa paa Hylderne i nøje Rækkefølge efter Alder.
Af den sure Mælk og Tykmælk blev der om Sommeren lavet Knapost som kaldtes ”Grabost” Mælken mælken blev kogt blandet med Salt og Konsistensen trykket op i begge Hænder til en Klump og derefter trillet som en  kort Pølse, de blev stillet paa den ene Ende og langsomt tørret, det var godt at komme en Æggeblomme i Ostemassen, og ogsaa til Kærnemælk. Efter 8 Dage var Osten færdig til Brug.

Tøjvask

Saa var der Vasken det var navnlig Foraarsvasken der var mest at gøre med. Alt det Lærred der var spundet og vævet i Vinterens Løb skulde nu vaskes og paa Bleg. Af Sæbe fandtes kun hvad der kunde fremskaffes af et selvdødt Svin, der blev kogt sammen Soda og Kalk, men der skulde der spares paa. Man tog der for en Pose, der kunde rumme en Spand Træaske, bandt for den og puttede den i Gruen sammen med Lærred stykket og Vand. Det skulde saa koge en Dags Tid, hvorefter Tøjet blev taget op og lagt i Vand om Natten og næste Dag kogt i Sæbe og Soda. Det var utroligt saa meget saadan en Omgang kunde hjælpe. Tøjet blev skyllet og lagt paa Bleg i hele sin Længde.

 

  - evt. praktisk at kunne læse teksten off-line