Forslag til vandretur i Sejs-SvejbŠk

J. C. Strunge Jensen
Egevej 8
2680 Solr°d Strand

strungejensen@mail.dk
Tlf. 56145064

Historisk vandretur i SvejbŠk.

Turen starter ved Ludvigslyst, Julsøvej 248


Egnen omkring Svejbæk.

Ser vi mod Himmelbjerget, og forestiller vi os, at tårnet ikke er der, og at al bevoksning er fjernet, så ser vi et istidslandskab for 15.000 år siden med en af de største tunneldale i det fremtidige Danmark. For ca.9.500 år siden boede der mennesker i Jylland, nemlig ved Engesvang, og her i området er der spor, der er 8.500 år gamle.


Men vi skal langt op i tiden, før den første skriftlige dokumentation findes. Det er krøniken fra Øm Kloster, som blev påbegyndt i 1207. Det første sikre vi ved om den nærmeste omegn er, at borgen på Dynæs er fra ca. 1340. Valdemar Atterdag ejede den indtil 1360. Borgen Silkeborg er fra slutningen af 1300- tallet. I 1400-tallet fik den katolske kirke tilranet sig begge borge med udstrakte arealer, og dermed også det sted, vi står på.

Efter reformationen i 1536 overgik al kirkens jord til kongen, og efter svenskekrigene 1657-60 kom området her til slægten Fischer på Silkeborg og Københavns Universitet.

I slutningen af 1700-tallet blev området delt mellem Laven Hougård og gårdene i Linaa, hvor de fleste var fæstegårde.

Svejbæk.

Svejbæks kendte historie går ikke så langt tilbage i tiden. Men vi står her på et af de mest historiske steder i området.

Det tidligst kendte navn for området er Seist Hede, senere Linaa Seis.

På den anden side af søen lå Svejbæk med Svejbækgården, som ejedes af staten, som solgte den, hvorefter den blev delt. På den fraskilte del opførtes Vester Svejbækgård, som senere blev kaldt Svejbæk færgegård. Her blev fra 1866 en færgeforbindelse til nordsiden af søerne.

Øen midt i Svejbæksnævringen opstod, da Hjejlen blev sat i drift i 1861 og ikke kunne passere gennem det oprindelige løb nærmest den nordlige bred. Så blev Svejbæk Odde gravet igennem med en kanal, som senere blev udvidet. Det gav anledning til en langvarig strid mellem Hjejleselskabets primus motor og Silkeborgs grundlægger Michael Drewsen og birkedommer Drechsel, den daværende ejer af Ludvigslyst.

Min (Jens Chr. Strunge Jensen) oldemor Maren Kristensen, blev i øvrigt som enke gift med enkemanden og kromanden Jens Johansen i 1905, så det blev hende, der skulle stege Svejbæk-ålene.


Det område, vi i dag kender som Svejbæk, fik først sit navn omkring 1870, hvor jernbanen Skanderborg- Silkeborg blev anlagt og taget i brug i 1871, og den nye station af DSB fik navnet Svejbæk.

I 1860 boede der i hele Svejbækområdet 59 personer fordelt på 13 husstande.


Ludvigslyst.

Frederik d. 3 overdrog store arealer i Linaa sogn til Københavns Universitet efter svenskekrigene 1657-60.

I 1840 solgte Universitetet arealet her, der var på 486½ td. land til overretsprokurator Hald på Laven Hougård for 4510 Rdl. eller ca. 9 Rdl. pr. tønde land.

Han byggede det første Ludvigslyst og gav det navn efter sin kones søn af første ægteskab.


Birkedommer Drechsel ejede Ludvigslyst fra 1858 til 1878.

Fra 1885 til 1888 var der skovbrugsskole på Ludvigslyst. Da lederen fik job i Nødebo ved Fredensborg, flyttede skolen med. Her eksisterer den endnu.

I 1886 købte Christen Rasmussen, almindeligt kaldet Høw Kræn på grund af sin størrelse, Ludvigslyst.

Ludvigslyst blev nu et meget søgt udflugtssted, særligt for silkeborgensere, og i 1899 opførte han en ny bygning med værelser nord for vejen, og i 1906 blev der samtalestation på Ludvigslyst.


I 1906 solgte han Ludvigslyst til Holger Mehl, der drev det til 1917. Her havde Ludvigslyst sin storhedstid med flere udvidelser og ombygninger. Det nuværende Ludvigslyst er opført af Holger Mehl og ligger, hvor de oprindelige bygninger lå.


Brødrene Wright i USA foretog verdens første flyvning i 1903.

I 1911 var Ludvigslyst på alles læber, idet franskmanden Poulin i en 14 dages periode forsøgte at flyve rundt om Himmelbjerget fra en startbane på Ludvigslyst’ mark. Der var i Silkeborg samlet 5.000 kr. ind for at få Poulin til at komme. På grund af dårligt vejr mislykkedes forsøgene, som blev overværet af tusindvis af mennesker, og den pokal, som var udsat, står nu på Silkeborg museum.


Ludvigslyst fik en ny opblomstring under Chr. Baumann fra 1925 til 1938.


Derefter gik det ned ad bakke. I 1944 købte staten Ludvigslyst for at indrette det først som rekreationshjem for tyske marinesoldater og siden flygtningelejr.

Da de sidste flygtninge forlod Ludvigslyst i juni 1946, så det herrens ud. Flere ejere forsøgte at genetablere Ludvigslyst som udflugtssted, men det genvandt aldrig fordums glans, selvom der ud over børnelegeplads og kiosk blev indrettet en minigolfbane, der ellers var det store hit.


Svejbæk færge.

Vejen (Julsøvænget) er det sidste stykke af den gamle vej fra Haarup, som gik skråt ned over markerne fra Bjørnholt. Vejen ender ved Onkel Peters Hus, som blev kro i 1934, hvor P. Søiberg overtog et gammelt husmandssted.

Ejeren af Svejbæk Færgegård startede i 1866 en overfart med en robåd, der havde tilladelse til at føre splitflag, fordi landposten blev færget over her. Færgebåden sejlede til 1953.

På venstre side lå fra 1950 til 1952 Svejbæk Zoologiske Have. Den brændte allerede efter få måneders forløb, og klapperslangen blev stegt, mens rhesusaberne forsvandt ud i skoven. Den zoologiske have levede et års tid efter genetableringen.


Vi står her ved endestationen for rutebilen Silkeborg –Hattenæs –Ludvigslyst, som Michael Kristensen (Michael Bussemand) startede i 1948.


Baneoverskæringen ved Lynggårdsvej.

Her gik den gamle kirkevej op mellem bakkerne i Markedsdal til Linaa kirke. Ad den gik folk fra Linaa Seis de 6-7 km, når de skulle til alters 2 gange om året, og her blev de kørt på en stiv hestevogn på deres sidste rejse. Min farmor Ane Marie Jensen gik stadig den vej til Linaa Kirke.


Vi går nu op ad Aløvej


Karolinelyst – Stengården. (Ikke tilgængelig. Kan ses fra søen)

Ejendommen næst efter Ludvigslyst hørte indtil 1867 under Linaa præstegård og blev drevet af forpagtere. Den første ejer var Jens Kristensen, hans enke Karen Marie Pedersen drev den, indtil datteren Ane Karoline Jensen overtog den. Stuehuset –(stenhuset) kan ses fra Borresø. Karoline solgte den til bestyreren Niels Jensen, som flyttede gården op oven for banen og kaldte den Lynggården.


Rytterholtsvej.

Vejen hørte til den næste ejendom mod vest og fører ned til Rytterholt. Vi kan her se et glimt af Engen, som tidligere tilhørte Karolinelyst og derefter Lynggården. Da der for nogle år siden var tale om, at der ville blive udstykket byggegrunde, gik beboerne på skrænten rundt om den sammen og købte den.


Edvard Egeberg og Rytterholt. (Ses bedst fra søen)

Edvard Egeberg var lærer og organist i Silkeborg fra 1886 og begyndte sit forfatterskab ca. 1894. I 1905 kom han på finansloven. Han var meget produktiv og havde megen foredragsvirksomhed.

Han ejede en grund på Kalsholt, men købte i stedet mine (Jens Chr. Strunge Jensen) tipoldeforældres aftægtshus på Rytterholt i 1898. I 1900 solgte han Rytterholt til en broder, som byggede den første del af Rytterholt og i 1901 døde Edvards kone.

Læs eventuelt om Rytterholt og Edvard Egeberg på hjemmesiden www.sejs-svejbæk-lokalhistorie.dk.

I 1903 flyttede han med 3 af børnene til Svejbæk, og i 1906 flyttede han ind i Villa Ekko, hvor han boede til sin død i 1938. Villa Ekko er i dag Edvard Egebergs vej 3-5.

Skråt over for ligger Edvard Egebergs Vej 6, som er et træhus. Det blev omkring 1915 sejlet fra Savværket over søen til den nuværende placering af Niels Egeberg, hvis svigerfar var blevet medejer af Savværket.

Rytterholt blev efterhånden udvidet bl.a. med et tårn, og når turister kommer med Hjejlebådene, tror de, det er en middelalderlig røverborg. En af de kendte ejere var kaptajn Dohlmann.


Bredalslund.

Ejendommen Bredalslund lå, hvor nuværende Edvard Egebergs vej 12 ligger. Her blev Jens Chr. Strunge Jensens tipoldefar Jens Jørgensen fæstehusmand i 1843.

Han købte den i 1845 af sognefogeden i Linaa. Den var da på 82 tønder land og kostede 600 Rigsdaler.

I 1870 blev ejendommen Bakkehuset oven for banen stykket fra i forbindelse med et generationsskifte, og min oldefar Peder Jensen eller Peder Jørgensen, som han blev kaldt overtog ejendommen syd for banen.

Ejendommens 2 længer brændte i 1889 under bagning af brød, og det eneste, der blev reddet, var 3 dyner. Der blev så bygget 2 nye længer oven for bakken.

I sommeren 1891 druknede min oldefar i Brassø, men enken klarede sig igennem med 6 uforsørgede børn og svigerforældrene som aftægtsfolk, indtil min farfar kunne overtage ejendommen i 1901.

Tipoldeforældrenes aftægtshus fra 1870 findes stadig ved Rytterholt.


Paradiset.

Herfra kan I se ud over Borresø og ind i Paradiset med de 4 Paradisøer. Bagved ligger Virklund.

Herfra kunne man i 1864 se solen glimte i østrigernes hjelme, da de nærmede sig Silkeborg.

Mod syd ligger halvøen Holten. I det første hus, som er fra 1890, boede i mange år Laurs Fisker, som var en stor fortæller. Han døde her i 1954, 93 år gammel.

Villaen lige ved er bygget i 1912 og hed tidligere Susforbi.


Den gamle Kirsebærgård.

Det nye hus mod vest ligger, hvor den gamle Kirsebærgård lå indtil for få år siden.

Gården hørte til en af Linaagårdene, men blev solgt fra i 1855. Til gården hørte oprindelig både Holten og Langdalsgård.

Stuehuset i kampesten blev opført af Hieronimus Rasmussen i 1872, mens udlængen var lerklinet og betydeligt ældre. På et tidspunkt omkring 1890 havde Sejs Brugsforening udsalg i den østligste ende af udhuslængen.

Efter en lang række ejerskifter købte min farfar, Jens Kristian Jensen, gården i 1914. Han og min farmor, Ane Marie, flyttede dertil først i 30’erne.

I 1939 døde min farfar, og mine forældre flyttede derned fra Langdalsgård med min bror Carl og mig. Vores bror Ernst blev født der i 1940.


Kirsebærgården (Svejbæk Søvej 30).

Avlsbygningerne er opført af min farfar, Jens Kristian Jensen i 1929 fælles for de 5 husmandssteder, Bredalslund, den gamle Kirsebærgård og 3 husmandssteder vest for gården, som han efterhånden havde erhvervet.

Min far, Peter Jensen, drev gården fra 1939 i ca. 35 år, indtil min bror, Carl Strunge Jensen, overtog den som 5. generation i Svejbæk.

Han og hans kone Lise byggede stuehuset i 1977.

Efter en række jordsalg er der ikke mere basis for at drive landbrug, og bygningerne (Kirsebærgården) anvendes nu til forskellige kulturelle formål.


Skoven (Svejbæk Søvej).

Skoven på 25 td. land blev plantet af ingeniør Marius Knudsen fra 1907 for at give råmateriale til en træuldsproduktion, som aldrig blev til noget. Alle i Sejs og Svejbæk blev engageret til beplantningen. For at planterne ikke skulle gå ud, blev en række koner beskæftiget med at bære vand op i spande fra Borresø.

Da min farfar havde købt området omkring 1920, flyttede han vejen ca. 30 m væk fra søen til den nuværende placering for at få nogle gode, store grunde til udstykning. I løbet af ca. 15 år var alle grundene solgt. Den sidste blev solgt i 1937 for den formidable sum af 6.500 kr., men det var også kun en tosset københavner, der ville give så meget for 2.000 m2 sandjord. Et af husene ejes nu af Lars Larsen.


1½ år før 2. Verdenskrig sluttede, dvs. i sommeren 1943 inddrog den tyske værnemagt skoven for at etablere et større ammunitionsdepot. Depotet blev sikret med 3 rækker pigtrådshegn og 9.500 landminer mellem hegnene. Bag det inderste hegn løb en telefonlinje, så de soldater, der ronderede hele døgnet, kunne tilkalde hjælp. Efter invasionen i Normandiet blev der gravet huller til maskingeværstillinger rundt om skoven og gården. I barakkerne her overfor boede 33 soldater og nogle schæferhunde. Til sidst var nogle af soldaterne blot store drenge.

Ved krigens ophør var der i de 70 dækningsgrave oplagret 700 tons ammunition. Hvad vi ikke vidste, var at tyskerne havde installeret detonatorer i bunden af gravene, så det hele kunne ryge i luften på én gang. Havde man trykket på den rigtige knap, ville det halve Svejbæk være sprunget i luften.

Da ammunitionen var transporteret bort og sænket i Aarhusbugten, fjernede tyske minører landminerne. Men ved den afsluttende kontrol blev der fundet 48.


Gå til enden af Svejbæk Søvej og fortsæt ned ad bakken til venstre ad Sejs Søvej.


Christiansmindefredningen.

Vi har nu netop passeret stedet, hvor bygningerne til de 3 husmandssteder lå, som min farfar købte omkring 1920. Det midterste havde Høw Kræn, indtil han købte Ludvigslyst. Derefter overtog Laurs Fisker, som var i familie med ham, ejendommen. I 1907 blev alle 3 ejendomme købt af ingeniør Marius Knudsen, som plantede skoven.

Til husmandsstederne hørte et antal engparceller. Det næs, som strækker sig over mod Borres Ø, hedder hovedet (Demandshoved) på grund af et gammelt sagn om, at holstensk handelsmand var blevet skudt der af en lokal vejviser, og først efter lang tid fandt man hans hoved i et hul.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 kom området på grund af specielle regler i byzone, selv om der ikke måtte bygges på det.

Sammen med Danmarks Naturfredningsforening gennemførte min far en frivillig fredning uden erstatning og gav området navnet Christiansmindefredningen til minde om hans far.

Carl har siden solgt området til Silkeborg kommune til rekreativt areal. Efter at området for få år siden er blevet indrettet til rekreativt område, er navnet blevet ændret til det intetsigende Sejsengen, da man mente, at det hidtidige navn var for langt til moderne mennesker.


Sejs Søvej 87.

Her var den første købmand i Sejs fra 1896. Han klarede den dog kun i 2 år. Næste købmand var mere stadig. H. P. Meinertz var kun 23 år, da han overtog butikken. Hans kone der var 3 år ældre, måtte derfor stå som ejer. Meinertz drev forretningen indtil 1931.


Den første skole i Sejs.

Ca. 300 m mod vest var der fra 1. november 1874 vinterskole i et hus ved den tidligere dampskibsbro, hvor beboerne i Sejs betalte husleje og brændsel til en vinterlærer, så børnene slap for at gå til skolerne i Askehøj og i Skellerup. Skolen er revet ned og erstattet med en nyere villa. (Sejs Søvej 50). Vi skal dog ikke gå så langt, idet vi skal op ad trappen til Tyttebærvej.


Vi skal nu gå ca. ½ km ad Tyttebærvej inden næste stop.


Sejs skole.

Vi har nu på højre hånd passeret Sejs skole, som blev påbegyndt i 50’erne, og siden på grund af befolkningstilvæksten er blevet udvidet flere gange.

Til venstre ser vi en børneinstitution, som blev opført i 1936 som forskole, og bag den lå den gamle skole fra 1879. Sognerådet havde først besluttet, at den skulle ligge nord for banen, men en proteststorm blandt beboerne fik sognerådet til at sadle om, så skolen kom til at ligge syd for banen, hvor de fleste børn var.

I tilknytning til skolen opførtes i 1912 et forsamlingshus, der også var skolens gymnastiksal. Forsamlingshuset blev udvidet ved frivillig arbejdskraft i 1951.


Vi kan nu vælge enten at gå over banen eller gå tilbage mod øst ad Julsøvej, Vælger vi det sidste, bliver turen kortere og vil føre os forbi Multihuset, der ligger, hvor det gamle missionshus lå, hallen og kirken.


Men vi kan også gå over banen og fortsætte til Langdalsvænget, hvis vi vil opleve



Langdalsvej, som danner skel mellem Sejs og Svejbæk.


Vejen fører op til Langdalsgård og andre ejendomme og danner som nævnt skel mellem Linaa Sejs og Haarup Sejs. I gamle dage var vejen en 32 alen bred drivt, ad hvilken bønderne fra Linaa og Haarup kunne drive deres kvæg ned til græsning på engene langs Borresø.


Langdalsgård og Bakkehuset.


Mod nord ligger Langdalsgård, hvor min bror Carl og jeg er født. Langdalsgård er udstykket fra Kirsebærgården i 1868 til en søn fra Bjørnholt, Anders Høgh, som kaldte den Karolinelyst efter sin kone. Endvidere Langdalshus, som er udstykket fra Bjørnholt. Min farfar, Jens Kristian Jensen, ejede i en periode både Langdalsgård og Langdalshus.

Lidt længere mod øst ligger ejendommen Bakkehuset, som min tipoldefar solgte i forbindelse med generationsskifte i 1870.


Vi kan derefter vælge at gå tilbage til gang/cyklestien langs nordsiden af banen frem til


Taterhytten. (Kildetoften 35)

På 4 td. land udstykket fra Langdalsgård af Anders Høgh i 1900, etablerede gartner Krüger fra 1918 et gartneri, som han i 1927 udbyggede med det, der blev anset for Danmarks første vandrehjem i nogle lynghytter. Han drev også hønseri og holdt eksotiske dyr. Noget som trak mange mennesker, var friluftsskuespil og de haver, han havde anlagt blandt andet for at vise, at det var muligt at have prydhaver også på sandjord.

I 1927 var besøgstallet over 7.000, og vandrehjemmet blev stadig udvidet. I 1935 fyldte Krüger 80 år, og der blev opstillet en mindesten for ham i levende live på hans fødselsdag.

Han døde i april 1941 tidsnok til ikke at opleve, at hans livsværk brændte totalt ned d.8. juli 1941.

På brandtomten blev der rejst endnu en mindesten for Kryger. Den er flyttet ud til vejen, så den kan ses af forbipasserende.

Branden bredte sig på grund af brændende tagpapflager, der fløj med vinden til min fars skov, hvor 6 td. land brændte og videre til ejendommen Birkelide, der nedbrændte totalt samt til Hanelius’ hønsehus (nuværende Sejs Bakker Camping; Hanelius’ stuehus, der undgik at brænde ned, ligger endnu på pladsen) og til skoven syd for Bjørnholt.


Se eventuelt Rita Nielsen om Krüger under personprofiler på hjemmesiden www.sejs-svejbæk-lokalhistorie.dk


Derefter fortsættes ad Kildetoften mod øst og over banen ved


Svejbæk Træskofabrik A/S.

I 1914 solgte Jens Kristian Jensen 10 td. land fra Kirsebærgården. Her opførte ingeniør Knudsen en træuldsfabrik. Den gik imidlertid dårligt, og flere ejerskifter fulgte. Det endte med, at et konsortium overtog fabrikken og startede en træskoproduktion. Efter endnu et ejerskifte og tab af hele aktiekapitalen i 1920, kom fabrikken efter en rekonstruktion ind i smult vande.

Forinden var der købt et antal arbejderboliger, og jernbanespor var ført frem fra Svejbæk station.

Fabrikken oplevede nu sin storhedstid og var med op til 45 ansatte Jyllands største træskofabrik.

I 1929 producerede fabrikken 222.000 par træsko. I 30’erne eksporteredes mange træsko til Holland. Da prinsesse Beatrix blev født, sendte direktør Fenger et par små træsko forsynet med hendes navn i guldbogstaver, til det hollandske kongehus. Historien vakte en del moro i de hollandske medier og Fenger fik en takkeskrivelse fra hoffet.

Da man ikke kunne producere gummifodtøj under krigen, fik fabrikken igen et opsving. I 1942 blev der produceret 283.000 par, men i den sidste del af krigen kunne der ikke skaffes træ, og fabrikken lå stille i perioder.

I december 1945 var man nødt til at sælge fabrikken til De forenede Træskofabrikker A/S, som i mange år havde ønsket at købe fabrikken. De ribbede den for værdier og nedlagde produktionen i løbet af et år.

I januar 1947 kunne man under tinglysninger læse, at fabrikken var solgt til A/S Niels Larsen i København. Firmaet producerede skolemøbler og gymnastikredskaber.

Men i 1951 fik firmaet problemer med afsætningen og måtte reducere kraftigt. De overlevede dog i mange år, også efter et par brande med fyldt varelager. Nu er alle bygninger på sydsiden af Julsøvej revet ned og erstattet med boliger.


Vi skal nu gå ad det, som engang var Svejbæks forretningsgade. Suppler eventuelt turen med Elisabet Jørgensens billedkavalkade: Huse i Svejbæk under Beretninger på hjemmesiden www.sejs-svejbæk-lokalhistorie.dk


Julsøvej.


Nr. 204. Her havde Kirstine Nyløkke fra 1939 en kiosk med drikkevarer og slik.

Nr. 214. Her på hjørnet af Rytterholtsvej opførte Marius Christensen i slutningen af krigen en ejendom, hvor han bl.a. havde reparation af cykler. Når man kom hen til ham for at få noget ordnet, fik man først et foredrag om hans dårlige mave, og når han havde set på det, som skulle repareres, indledte han altid med: ”Det ka’ a knygenstintemæ æt”, så man kunne forstå, hvor vanskeligt det var, hvorefter han kunne gå i gang.

Nr. 216. I 1930 startede Petra Jørgensen et hjemmebageri og konditori. Her holdt skakklubben sine klubaftener. Bagerne skiftede hurtigt, og til sidst var her en grøntforretning.


Stationen. Her var der fra 1871 en stationsbygning, der senere også fungerede som posthus. Til højre ligger stationsmesterens hus.

I juli 1908 havde Silkeborg landsstævne for skytter og gymnaster. Skydekonkurrencerne skulle foregå i Svejbæk, hvor der var etableret 28 skydebaner ud over de 32, som fandtes i forvejen. Uden for stationen blev der etableret ekstra billetsalgssteder, og med særtog mellem Skanderborg og Silkeborg passerede langt over 100 tog Svejbæk station i løbet af 4 dage. Hotelejer Mehl på Ludvigslyst sørgede for skytternes forplejning med varm og kold mad fra et feltkøkken og et smørrebrødskøkken.

Også senere var der liv på stationen, som samtidig var posthus. Om dagen gik ubeskæftigede folk dagligt derhen for at se, hvad der skete, og ved 9-toget om aftenen var der ikke blot rejsende med ledsagere til stede, men også unge mennesker, som skulle opleve noget.

Den gang skete al større transport via jernbanen. Det kunne være træ til Træskofabrikken og træsko fra fabrikken. Brændsel, kunstgødning og kreaturer var andre varer. Og så var der alle varerne til de handlende.


Nr. 218. Jens Brønd havde sit tømrerværksted her i mange år.

Nr. 220. I kælderen var der en skomager, som blev efterfulgt af Holger Egebergs grøntforretning. I 1943 byggede han et drivhus, hvor han indrettede sin butik.

Nr. 222. Sigurd Egeberg opførte i 1903 Svejbæks første købmandshandel, som han drev indtil 1924. Chr. Barslev var gennem 20 år den næste købmand og flere fulgte efter. Den sidste købmand var Holger Petersen, han og konen var spiritister.

Nr.226. Telefoncentral fra 1914

Nr.228. Direktørbolig for Træskofabrikkens direktør. Slagter Louring havde butik i kælderen før krigen. Senere flyttede telefoncentralen hertil.

Nr. 230. Slagterbutik fra ca. 1940

Nr. 232. Ca. 1948 byggede Chr. Hansen denne ejendom med 2 butikker. Til højre havde Chr. Hansen en Tatol (forgængeren for Matas), som konen passede. Butikken til venstre var i starten lejet ud til skomager Hansen.

Senere havde Løhde Jensen købmandshandel i butikken til højre i mange år.

Nr. 236. På den gamle Tivoliplads opførtes en ejendom, som har været minimarked, vaskeri og cafeteria med kort levetid.

Svejbæk vandværk. Vandværket blev oprettet i 1934.


Afslutning.

Vi går nu tilbage til Ludvigslyst.


10.11.2013